Moonlight [Åben]

Hoppen syntes at være mere som i starten af deres møde, og til trods for Lupë for kort tid siden havde været lettere ulykkelig over den misforståelse der havde banet sig vej; så lyste han helt op igen. Hendes smil og meget indbydende aura åbnede helt op for det mere frække glimt i hans forskelligt farvede øjne igen, mens han selv ikke kunne afholde sig fra at smile bredte og glædesfyldt - om han så ville. Atter betragtede han hendes gyldne øjne, før han stille nikkede af de ord hun havde sagt.

"Du kan ikke?"; havde han spurgt drenget og ungt, med et let skævt smil, der udgjorde en vis nuttethed da han først lagde hovedet let på sned også. Stille mimrede hans mule stille en smule eftertænksomt, før han rettede hovedet op igen til normal. Han vidste jovist det var en gave, som hans far havde sagt. Men når det var sagt, havde både hans mor og far jo evner...

[14]

Mitis rystede smilende på hovedet ved den unge hingst ord, og vippede ørene fremad mod ham. Hun tøvede let, for hvordan skulle hun forklare det ordentligt, så han forstod det?

"Nej, det kan jeg ikke. Jeg tror ikke det er normalt at kunne gøre den slags ting."

Sagde hun roligt. Hun vidste selvfølgelig ikke hvordan magien var her i landet, men der hvir hun selv kom fra, var det højst usædvanligt at kunne nogen form for magi. Hun havde hørt legender og historier, men Lupë var faktisk den første magiske hest hun så helt selv, og selvom hun skjulte det, syntes hun at det var noget så fantastisk. Hun ville gerne vide mere om hans evner, men hun var ikke sikker på hvordan hun skulle formidle spørgsmålet til den unge plag. Hun nappede sig tænksomt i læben, men lyste så op, da hun vidste hvordan hun skulle spørge ind til det.

"Det kan være du har arvet det. Hvem er din mor og far, foreksempel?"

Spurgte hun, og det kunne da med stor sandsynlighed være fordi en af hans forældre også havde udsædvanlige evner.

Wordcount: 184 | tag: Lupë

code by ♥

Det var ret straks at den rødlige unge hingst bed sig mærke i ordet normalt. Normalt? Hvad mente hun med normal. Var det godt eller skidt at være såkaldt normal? Grublende afslørede de livlige øjne den unge hingst, mens en vis undrende og uvis mine var at afspejle i hans ærlige og unge øjne. Dette varede dog ikke ved, da en anden spørgende tanke fyldte den unge; ved hoppens næste ord. Denne gang holdte han sig dog ikke tilbage, da han direkte ikke kendte til dette ord hun havde benyttet sig af...

"Arvet?"; hans stemme var drenget og ung, ren og uskyldig - mens hans ord sagde alt. Aldrig havde han hørt dette ord, og uden betydningen af dette ord, kunne han faktisk ikke forstå hendes spørgsmål. Stille vippede han de mørke ører nysgerrigt, mens han smilede stille og lod de to forskelligt farvede øjne funkle nysgerrigt, som han så i hendes.

[25]

Let tøvede den brogede, da det gik op for hende at plagen nok ikke havde nogen idé om hvad arvet i virkeligheden betød, og nu hvor hun tænkte nærmere over det, vidste hun ej hvordan hun skulle formulere det på en anden måde. Hver gang hun skulle til at tale, havde hun lyst til at sige ’det betyder at du har arvet noget’ men det gjorde ikke rigtigt nogen ting bedre for den unge hingst. I stedet talte hun, men der var en smule usikkerhed at spore i den harmoniske stemme.
”Det er lidt svært at forklare. Arvet betyder at man har noget ved en selv, som ens forældre eller andre i ens familie også har. Foreksempel havde min mor et aftegn på halsen der mindede om mit, og det kunne være at dine forældre også havde evner som alle andre ikke havde.”
Sagde hun, og prøvede at lyde så rutineret og pædagogisk som hun kunne være, selvom det var en smule svært. Hun var ikke helt vant til føl eller plage, skønt hun godt kunne lide deres selskab. Dog regnede hun ikke selv med at hun ville have modet eller erfaringen til nogensinde selv at opfostre et sådant ungt og uskyldigt væsen.

Wordcount: 203 | tag: Lupë

code by ♥

Det var som om det var sværere end som så at forklare, hvilket kun boostede den unge rødlige hingst. Hans spørgsmål havde ikke været dumt, og en anelse ventende, med et bredere og bredere glædeligt smil, betragtede han hvordan selv en voksen hest kunne finde tøven i at tale.

Alligevel åbnede hun nu endelig mulen med et svar, og lyd. Han spidsede de små øre, mens han lagde hovedet let på skrå. Stille blegnede hans smil, af ren og skær koncentration over at prøve at forstå og lytte samtidig. Næsten grublende og uforstående så han ud da hun standsede, mens det samtidig knagede i Lupës hoved. Jo, en lille klokke ringede. Han vidste da både at far kunne kaste med sten uden at røre dem, og få jorden til at ryste; mens mor havde frosset hans hjerte et par gange gennem hans opvækst. Når han tænkte efter havde han ikke set andre gøre således, ud over lige dem...

"Arvet..."; gentog han med den drengede og unge stemme, mens han stille tykkede et par gange eftertænksomt på ordet. Med ét gik et lys op i hans øjne, og den nysgerrige og livsglade mine lå igen over ham.

"Jo jeg tror jeg har arvet fra mor og far!"; lød hans stemme næsten stolt og for en kort stund lidt skingert. Han slog en let latter ud fra den spraglede mule der atter smilte bredt, mens hans to forskelligt farvede øjne funklede livsglad.

"Du han ikke få jorden til at ryste?"; spurgte han så til sidst, en smule spørgende og forsigtigt. Mest bare for at få konkluderet helt i bund at han havde forstået hvad arvet betød...

[26]

Et blidt smil bredte sig om hendes læber, da det så ud til at hendes ord havde fået den unge Lupë til at forstå hvad hun før havde forsøgt at forklare. Måske var det ikke så svært igen. En lav latter rungede mellem træerne ved hans næste ord. Men latteren var blid, og hun mente intet ondt med det. Hun havde bare altid set det som et selvfølge at en sådan ting som magi ikke eksisterede, og trods hun kun havde været dette fremmede sted i kort tid, så havde hun allerede oplevet ting der ikke var helt og aldeles normale.
”Nej, det kan jeg ikke. Det må være en helt særlig gave du og dine forældre er blevet givet, siden i kan disse ting. Kan du noget udover det du lige har vist mig?”
Spurgte hun blidt den unge hingst, for hun ønskede at se hvor stærke kræfter han allerede nu havde. Hun vidste et eller andet sted godt at han kunne komme til at bruge sine evner dårligt når han blev ældre, men hun håbede at denne Lupë ville blive ved at holde dette som en leg, og intet andet. Hun ville nødig se denne hingst skade andre, og hun håbede at hun ville møde ham igen når han var blevet ældre.

Wordcount: 214 | tag: Lupë

code by ♥

Hendes latter gjorde ham intet, tvært imod. Glædeligt svingede han det korte føl hale fra sige til side, i lidt ivrighed og glæde. Alt imens han nu lyttede til hendes ord. Stille havde hans fine og små kantede hove været glædet en anelse på sned, mens ørerne havde vippet nysgerrigt endnu en enkelt gang.. En helt særlig gave. Lupë bed sig mærke i disse ord, til trods for han ikke helt kunne forstå hvad hun mente. Selv havde både hans far, hans mor og han selv kræfter - så det var ikke noget han sådan have tænkt over var en speciel ting?

Stille rettede han hovedet op, og i et kort og lidt ivrigt nik, bekræftede han for sig selv at han forstod hvad arvet betød. Han spidsede dog opmærksomheden imod hende da hun spurgte ind til mere. Kort så han en smule eftertænksom ud, til trods for han godt egentlig vidste svaret.

"Det tror jeg ikke..."; svarede han med den drengede og unge stemme, der lød lettere lys i tonefaldet. Han lød uberørt og ærlig, alt imens hans funklende øjne tydeliggjorde at det ikke var noget der gjorde ham ærgerlig eller ked af det af den årsag.

[28]

Hun havde egentlig heller ikke som sådan regnet med andet, da hun syntes det var en del i sig selv at have en smule magi i sig. Hun vidste ikke hvordan en magi kunne komme til en, men hun ville være glad for at se mere til den slags i fremtiden.
”Okay. Men allerede det du kan nu er usædvanligt, tror jeg nok. Jeg er endnu helt ny her, så jeg ved faktisk overhovedet ikke hvor mange der har denne slags magi. Hvem ved, måske får du endnu stærkere kræfter i takt med at du bliver ældre!
Smilede hun og slog kort med halen. Solen var på vej op i øst, og det gik op for hende hvor længe deres snak havde varet. Hun var glad for at have mødt denne plag som den første i landet, for nu vidste hun at der var rene sjæle her. Hun tvivlede på at han var den eneste, og hun håbede at alle var ligeså venlige og imødekommende som Lupë. Hun hævede let hovedet, for at betragte den blodrøde horisont, men vendte derefter opmærksomheden mod den lille igen.

Wordcount: 185 | tag: Lupë

code by ♥

Lupë høre absolut godt alt hvad hoppen sagde, sågar som han ind printede hendes smil og venlige aura i sit sind. Men alligevel hang hans svære koncentration kun med én bestemt ting, som hun havde nævnt. Ny? Hvad snakkede hun om med at være ny? Ny hvor henne?

"Ny her?"; lød hans unge og lyse stemme en anelse betuttet, mens en undrende mine igen fandt vej over hans lille småkantede hoved. Han blinkede et par gange mens de funklende øjne så op i hendes, lidt spørgende. Næsten som en uvis der spørger Den Vise til råds og liv og velfærd. Hvad mente hun med at være ny? Ny hvorhenne? Hun var da ældre end han selv var?.. Var hun ikke?

[30]

Da det gik op for hende at Lupë selvfølgelig ikke vidste at heste af en eller anden grund tilfældigvis kom til landet, tøvede hun kort. Hun vidste simpelthen ikke hvad hun skulle svare, for hun vidste det ikke engang selv. Hun huskede bare lyset, og så stod hun bare her. Hun havde svært ved overhovedet at finde ud af det selv.
”Oh… Altså, her i landet. Eller verden … Jeg ved det ikke helt. Men jeg løb bare, igennem en form for ingenmandsland, og så var det som om jeg blev suget ind af noget lys og så endte jeg bare her. Jeg har ingen idé om hvordan det gik til, eller om jeg er den eneste der er kommer hertil på den måde. Men det er højest besynderligt!”
Det var tydeligt at høre på hoppens stemme at hun vidste præcis ligeså lidt om denne her flytning end den unge gjorde, hvilket var ingenting. Hun håbede at han måske bare kunne sige en lille smule, men da han var født i landet var chancerne ikke specielt store. Hans forældre vidste det måske ingengang, og havder derfor intet fortalt ham? Hun havde overvejet tanken om at hun måske var død – men det gav bare ingen mening. Hun havde forestillet sig at det nærmest ville være et paradis hvis man endelig endte et sted efter livet, og skoven her mindede en hel del om de skove hvor hun kom fra.

Wordcount: 238 | tag: Lupë

code by ♥

Den unge hingst lyttede opmærksomt til hendes ord, selvom han ikke helt forstod. Dette fik en naturlig overgang i hans lille hoved til at forløbe sig; fra uvished til relation. Han kunne pludselig relaterer til dette, og selvom han havde været meget bange de nætter, fortalte han alligevel altid og dette med et smil. Bredt havde det unge glædesfyldte smil prydet hans spraglede mule.

"Jeg har også en gang drømt at lederen i mors flok spiste mig, nærmest sugede mig ind i mørket."; sagde han helt stolt og ude af kontekst, selvom han selv mente at dette var meget lig det hun delte med ham. Havde han været ældre havde hendes fortælling nok nærmere skræmt ham, men nu var uvidenheden og naiviteten endnu så høj hos ham at han blot syntes det hele virkede spændende. Han vippede opmærksomt på ørerne og smilte atter bredt, mens de to forskelligt farvede øjne funklede livligt og hans lille røde hale svingede sig føllet et par gange om bagparten på ham.

[32]

Den brogede spærrede let sine øjne op da Lupë fortalte. Det lød ret brutalt, og hvem var hans moder overhovedet? Hvilken flok var det han talte om?
”Det lyder søreme ikke særlig behageligt! Hvad er det dog for en flok? Lederen lyder da ikke så rar når du kan have sådanne drømme om ham!”
Svarede hun den unge hingsts ord. Hun vidste ikke helt om det havde så meget at gøre med hvad hun selv havde sagt, men måske kunne han bare heller ikke svare på de spørgsmål der kørte rundt i hovedet på hende. Det hele var også meget forvirrende, men hun vidste at hun sikkert snart ville få styr på det. Hun havde alligevel kun været i landet i nogen timer, så hun vidste ikke engang hvad stedet hed. Om hun bare var blevet flyttet fra et sted til et andet, eller om dette var en helt anden tid, en anden verden, var ikke til at sige for hoppen, men hun så frem til at finde ud af det. Og måske var det også snart på tide at tage afsked med den lille fyr, selvom hun havde været glad for hans selskab. Hun håbede at møde ham når han var ældre.

Wordcount: 203 | tag: Lupë

code by ♥

Hoppens syntes pludselig helt overrasket, og det smittede lidt af på ham. Han så kort en smule bekymret ud, ind til det ligesom gik op for ham at det var hans drøm de snakkede om. Stille slog han en ung og lidt nuttet latter op. Fornøjet; mens han smilte bredt og stort over hende. Han rystede næsten helt overdrevet på hovedet i sin latter, før han atter fandt fodfæstet og så hende i øjnene igen med en blussende nysgerrighed.

"Men det er kun en drøm! Kun en drøm!"; fortsatte han sin latter. Det var hvad han havde fået ad vide af sine forældre, for lige som at se bort fra den ubehag der selv var opstået i hovedet på den unge fyr.

"Mor kan godt li' lederen. Jeg kender ham ikke.. har kun set ham."; latteren aftog, og lystigt og naive lød hans ord fra den lyse og unge drengede stemme.

"Han er en hvid tingest med en masse skygger omkring sig altid."; forklarede han med et glædeligt og bredt smil. Fuldkommen urørt af den uhygge der nok egentlig lå om lederen Fuyu No Kitsune... Men Lupë var endnu for ung og urørt til at vide om landet og dets egentlige historier.

[34]

Undrende så hun på den unge hingst, for hun forstod endnu ikke alt dette med magi. Skygger omkring sig? Havde alle ikke kun en skygge? Men alligevel, så virkede alting heller ikke helt normalt her i dette land. Hun håbede at hun snart ville falde bedre til her, men hun mente at det ville komme med tiden.
”Det lyder… Sært. Men så længe han ikke gør den slags ting i det virkelige liv, så går det vel nok!”
Lo hun kort, inden hendes smil falmede en smule. Morgensolen var nu stået op, og det var nok snart på tide at forlade denne Lupë. Hun ønskede at møde ham igen, for hun var vis på at han ville blive en smuk hingst når han blev ældre, selvom hun på sin vis ikke ønskede at se et sådant uskyldigt væsen nogensinde vokse op. Men, det skete vel for alle, selv for den røde hingst foran hende. Hvor lidt hun end ønskede det, så blev alle ældre. Så længe han beholdt sit gode humør, så skulle det nok være okay.
”Men hvor lidt jeg end ønsker at sige det, så tror jeg det er på tide at tage afsked. Men jeg håber sandelig at vi mødes igen en dag!”
Sagde hun, med en snert af tristhed i stemmen, da hun ikke ønskede at tage afsked. Men det var på tide, og de havde også snakket i lang tid nu.

Wordcount: 236 | tag: Lupë

code by ♥

Stille funklede Lupës to forskelligt farvede øjne mens han betragtede hoppens øjne. Hendes leende kommentar om hvorvidt hun fandt det sært, bed han sig ikke som sådan noget mærke i at være en dårlig ting. Nysgerrigt havde hans ører bare vippet fremad lyttende, mens det brede og unge smil havde hvilet over hans spraglede mule.

De første stråler fra solen var at fornemme ude i horisonten, det lysnede diskret på sig og alt tydede på at solen snart var på vej op. Det slog den unge rødlige hingst at han havde været væk hjemmefra nu hele natten. Hans far ledte sikkert efter ham! Kort havde en smule nervøsitet været at synes i de funklende og livlige øjne, før han slog den urolighed lidt væk igen da hun talte. Han spidsede ørerne og vippede dem opmærksomt frem, da hun tog en optakt til at afslutte dette møde... Ivrigt og ungt nikkede han et par gange med det lille små kantede hoved, mens han smilede bredt. Det syntes ikke på ham at han fandt det trist, så ville nok ses en anden gang? Det gik han nærmest bare ud fra...


"Jeg tror også min far leder efter mig."; lød han unge og drengede stemme, mens uskylden nærmest lå som en ærlig undertone hos ham som føl. Ufortrøden vendte han rundt og galoperede sprintende få skridt af sted, før han klodsede bremserne brat og vendte rundt igen.


"Farvel Mitis!"; lød hans stemme muntert og glædeligt, med en hvis varme og livlig gnist i hans øjne som han så på hende, før han med et lille krumspring atter vendte rundt og fór af sted. Mod bjergende.

[OUT]