A new life; A bad start | Volontaire

Tiden var kommet. Hun kunne fornemme det, dybt i sit indre. Det fyldte hende med den specielle form for glæde og forventning, hun kun én gang før havde oplevet. Det var dengang hun havde født sin førstefødte - det var længe siden nu. Men følelsen havde ikke ændret sig. Hun drejede langsomt hovedet og kastede et blik på sin opspilede mave. Hun var tyk som en glad julegris, men det havde hun ikke noget imod. Hun havde båret sin mave med stolthed i alle disse dage. Hun lukkede øjnene i det en ve jog igennem hendes krop og fik hendes ben til at sitre.

Hun vidste ikke helt hvorfor hun havde valgt Foehn netop i dag. Hun ønskede egentlig ikke at hendes barn skulle fødes i asken, men det var her hun var havnet i denne stund. Og måske var det ikke så slemt endda. Måske kunne hendes føl blive en lille føniks, født af asken. Hun smilede. Ja, det ville hun tænke på. Hun vippede nu ørerne frem efter og de klare blå øjne søgte efter et sted hun kunne være i fred. Den lille sparkede derinde og hun måtte snappe efter vejret et par gange.

"Jaja, jeg ved godt at du gerne vil ud, lille du."

Hviskede hun sagte og smilede mildt. Nogle hundrede meter borte, ikke langt fra kysten, strakte en tange sig ud og på den var der dunede sanddynger der sammen dannede et beskyttende læ-sted. Selvom der var gråt hele vejen ud til havet, så så det ganske indbydende ud alligevel. Med bestemte skridt bevægede hun sig derhen, omend i et tempo noget langsommere end normalt. Hun lagde sig ned netop som vandet gik, og hun måtte igen give sig hen til endnu en ve. Hendes næsebor udspiledes og hendes vejrtrækning blev voldsommere.

Ak ja, ak ja. Den hjerteløse vandre, havde efterhånden vandret på må og få, i de sidste mange dage. Han havde kun haft en ting i hovedet, og ét enkelt søgemål. Dette søgemål, var at finde Rana. Og dette havde han gjort.. Igennem de sidste dage, havde han fulgt hende som en skygge, i mange meters afstand, uden af syne. Han havde flyttet sig efter vinden, så hans lugt ikke ville blive båret hen til hendes næsebor. Han havde fulgt hende af en simpel grund: hun skulle snart fole det føl, der skulle gives til skyggerne, for at vise hans evige troskab til skyggernes broderskab. Og nu, nu så det endelig ud til, at denne dag endelig var kommet!

Langt fremme foran ham, bevægede den rødbrune hoppe sig en anelse besværet afsted. Hun sitrede i benene, og en speciel lugt lå over hende, og blev opfanget i hans sensitive næsebor. Han stod gemt i træernes skygger, og hans mørke øjne hvilede stift i hendes retning. Han havde ingen intentioner om at træde hen til hende, før føllet ramte jorden. For føllet var det eneste, han skulle have tænderne i.. Det var et rent held, at den rødbrune hoppe havde valgt at søge til FOehn; dette gjorde jo blot den spragledes hingst arbejde endnu lettere.. Han stirrede fortsat imod hende, afventede. Og her ville han blive stående, lige så længe fødsel skulle vare..

Det grå sand farvede hendes røde skind i sin farve, men alligevel kunne hun ikke skjule sig. Slet ikke på samme måde som den brogede hingst. Hun fnøs forskrækket da han pludselig stod der. De fik øjenkontakt et øjeblik, men frygtsomt flakkede hun med blikket. Hvad var det hun så i hans øjne? Det brændte. Det var ondt. Hvem var han i virkeligheden?!

Hvis hun kunne, så havde hun rejst sig. Hun følte sig ikke længere tryg. Havets brusen gjorde hendes hørelse upræcis og svag, og det stressede hende i denne i forvejen meget stressende situation. Hun vippede ørerne en smule bagud da en ve jog igennem hende. Et sidst blik blev tildelt den brogede hingst, faderen til det føl hun nu skulle give liv, inden hun lagde hovedet ned imod det kølige leje af sand. Hun ventede anspændt på den næste ve - og den lod ikke vente på sig. Hun pressede i takt med veen, præcis som hun før havde lært. Sidst havde hun været alene. Det havde været skræmmende, meget skræmmende, men hun havde klaret det. Hun skævede til hingsten i et øjeblik pause. Hvor ville hun ønske hun var alene nu. Hun brød sig ikke om det blik han havde.

Fødslen gik let. Det tog ikke lang tid før først hoved, så krop og bagben var ude. Hun trak vejret hårdt og hurtigt, men et smil hvilede om hendes mule. En lille rød hingst lå bag hende.

Hun havde set ham. Den røde hoppe, havde opdaget, at den brogede Volontaire, havde fulgt hende, og at hun nu stod der, med stirrende øjne, hvor den indre flamme hoppede og dansede, higede efter at bryde ud, og tage det, der i sandhed var hans. Han fjernede ikke blikket, end ikke et eneste sekund. Og ej heller selvom hun virkede utilpas. Han var ligeglad. Han søgte kun at få tænderne i det føl, der var af hans eget kød og blod.

Længe gik der ikke, før Rana lå ned, og et føl kom til live bag hende. Den hjerteløse hingst begyndte nu målrettet at bevæge sig imod hende, uden at tøve, og uden at snige. Hun måtte gerne vide at han kom. Faktisk skulle hun nærmest vide det. Hans hovslag var tunge og taktfaste. Og jo tættere han kom på, desto mere kunne han se af sit afkom. En rød hingst, der lå der bag hende, og møflede rundt. Hans øre veg bagud, for at gemme på de tanker der kørte kort i hans hoved. Han skulle ikke se mere på det. Han bevægede sig hen til Ranas liggende sige, og så ned på hende. Han sagde intet. Pludselig hukkede han ned efter det lille føl, der knapt nok havde fået lov at trække vejret. Han bed fat i dets nakke, hårdt, og rev det lidt ind til sig. Han vidste godt, at Rana nok ville reagere og angribe; men da ville det blive værst for hende selv.

Han udsendte nogle brummende, hvæsende og advarende lyde, der ikke just signalerede et tak. Nej, han advarede hende imod, at gå imod det han ville nu. Men han var forberedt på det modsatte, mens han stod der, med føllets nakke imellem hans tænder.. Mon hun ville angribe?

Hun sukkede dybt oven på den voldsomme anstrengelse, men hun havde ikke tid til at slappe af. En underlig sitrende fornemmelse spredte sig langs hendes rygrad, da den brogede hingst kom nærmere. Hun stolede ikke et sekund på ham. Der var noget over ham, der var uendeligt truende, ondt. Med et sæt kom hun på benene, netop som han huggede ud efter hendes søn, som en arrig slange. Hun nærmest skreg, skingrede, et rædselsslagent hvin imod ham. Hvad var det dog han foretog sig?! Hendes øjne fyldtes med smerte, som hun så sin søn hænge og dingle i den brogedes gab. Uden tanke for noget andet sprang hun frem, med de ellers altid fremadrettede ører, klistret til nakken. Hun bed ud efter den brogede i et forsøg på.. ja, hvad som helst. Bare han slap hendes søn! Men hun var svag og afkræftet, og havde endnu blod løbende ned langs hendes bagben. Hun vidste godt, at hun var underlegen - men hendes søn gav hende styrke.

(( Efter aftale med Asta, springes der i handlingen ))

Den brogede hjerteløse hingst, have hevet sit eget føl med sig, op på vulkanen, skarpt efterfulgt af moderen af føllet, den røde Rana. Volontaire var så tæt på nu, så tæt på, at blive den skyggehingst han hele tiden skulle have været. Men han stod nu der, og skulle ofre sit eget kød og blod, sin egen søn. Og det ville han gøre, uden at føle sorg. Han vidste, at det ville være det værd. Han holdt den røde søn i nakken, som sprællede en smule, men ej meget.
Et svirp kom fra den brogede hingst hale, inden et lusket og udfarende smil bredte sig over hans mule. Han stirrede på den røde hoppe, direkte ind i hendes øjne, inden han da lod et kort grin forlade ham.

,,Kære Rana.. Du har to valg nu. Spring selv i vulkanen, og skån din søn. Eller se din søn, lide døden, pga. dit valg om selv at leve”

Ak ja, den brogede hingst behøvede kun at ofre sin søn. Men at ofre to, ville måske ikke være nyttesløst. Han ville skænke sine herre, endnu mere blod, ved at lade Rana falde i døden også. Og hun vidste jo ej, at den hjerteløse skabning løj lige nu; for uanset hvad, ville sønnen ryge i vulkanens indre flammehav, så Volontaire selv kunne blive en del af det mørke broderskab. Volontaire fjernede blikket fra Rana, for at kigge ned i Vulkanens indre, så sønnen nu hang frit i luften.

Hun havde straks forfulgt den brogede hingst, monsteret, der havde taget hendes søn ved nakken med skumle, mørke planer. De stod nu på toppen af vulkanen og hende hjerte bankede hurtigt i hendes bryst. Hun var mildest talt rædselsslagen. Panisk. Hun frygtede for sin søns liv, og for sit eget. Var hun dog dømt til at leve et liv med sorg, uden nogen børn? Den lille røde hingst var hendes andet afkom, men hun tillod ikke at han også skulle dø! Hun lyttede angst til hingstens ord, men hendes krop blev snart underlig rolig. Hvis hun kunne rede sin søn, så vidste hun hvad hun skulle gøre. Hvad hun måtte gøre.

"Du er en hingst uden hjerte, uden samvittighed. Jeg ønsker dig intet godt i denne verden. Men skån min søn - jeg vil give mit liv for ham! Jeg beder dig, lad ham gå."

Hun trådte hen imod kanten for at lade ham vide at hun mente det. Så snart han lod den lille røde gå ville hun ofre sig selv. I hendes blik fandt han kun sandhed.

Den hjerteløse vandre, havde ikke mange angrende tanker i sit hoved. Han havde faktisk ingen. Han havde endnu intet forhold til det afkom han havde bragt til verdenen, ved hjælp af den røde Rana; og han havde ej heller nogen intentioner om, at lære det lille føl at kende. Nej, det skulle ofres: præcis som han havde lovet. Men at lege med ilden, det nød han i disse sekunder. Han nød, at se den røde hoppe i vildrede, og at hun nu trådte helt hen til kanten, for at lade sig selv ofre for deres søn. En skummel og mørk brummende lyd, forlod hans fremskudte og muskuløse bringe, inden han vendte fronten til Rana, der stod ved kanten. Stadig, havde han sin søn i munden.

,,Spring, og dit afkom vil leve videre.”

Det var kyniske ord, han fik mumlet frem, mens sønnen hang i hans mund. Han slap dog det sprællende føl, og lod det dumpe ned foran ham på den golde vulkan jord. Her lagde han en hov imod føllets krop, ikke masende, men lidt pressende, for at holde føllet nede og liggende. Han stirrede imod Rana, afventende. Intet smil var at ane. Han var blot tom at kigge på. Hjerteløs. Det havde hun ret i. Han ventede…

Hun kunne knap trække vejret ordentligt, for det føltes som om hendes hjerte blokerede vejen. Hun snappede efter vejret da han slap hendes lille søn og lod ham falde til jorden uden betænksomhed for den lille skabning. En tåre trillede ned langs hendes ene kind. Smerten i hendes indre var næsten ubærlig. Hvad havde hun dog gjort for at fortjene dette? Dette helvede? Hun trådte et lille skridt nærmere kanten og stirrede ned i det røde dyb. Varmen dernede fra syntes næsten allerede at ætse i hendes fine røde pels, der var dækket af jord og aske. Gløden i hendes blå øjne var væk, men da hun kastede et sidste blik på sin søn viste det sig for sidste gang. Hun ønskede ham et liv så meget bedre end hendes havde været.
Det faldt hende ganske simpelt ikke ind at denne hingst, denne hjerteløse vandrer, ikke talte sandt. På det punkt var hun meget naiv - det havde hun altid været. Måske endnu mere nu, fordi hun ønskede at der var en udvej. For hun kunne ikke selv kæmpe imod denne hingst. Hun var svag, afkræftet. Nej. Dette var løsningen. Hun rettede blikket op på den brogede, så ham et øjeblik dybt ind i hans tomme blik. Og så sprang hun. Uden et ord, uden en lyd. Snart var Rana ikke mere.

Den hjerteløse hingst var så tæt på nu. Så tæt på, at blive en del af det broderskab han længtes så meget efter at blive en del af. Skyggerne. Hans mørke øjne stirrede tomt imod den røde Rana, hvis tåre stille trillede ned af hendes kind. Men det stak ikke til hans samvittighed, nej. For han havde intet forhold til den røde hoppe, som han blot havde brugt til at skabe et føl på. Men dog var der noget i hans indre, der i et split sekund, skubbede til den samvittighed han dog stadig havde. Men det var kortvarigt, og væk nu.
Hun kiggede en sidste gang på den brogede hingst, inden han da så hende træde tættere på kanten, og så hoppede hun. Han stod forbavset, tavs. Den hjerteløse vandre, havde måske ikke regnet med, at hun egentlig ville springe – men det havde hun gjort nu. Tilbage stod han, med sin egen søn, en hingst, der var rød og lignede sin mor. Han kiggede tomt ned på den lille skabning, inden han tog mulen ned, og kort strøg over halsen på den røde skind, og da bed han så fat i nakken på det sprællende føl, og hejste ham op og henover vulkanens indre. Kort gibbede det i den brogede muskuløse hingst, men han ville ikke give efter for den samvittighed, der nagede ham i disse sekunder. Han havde før slået ihjel; og det ville han os nu!

Han slap føllets nakke, og lod det falde. Volontaire stirrede ned imod vulkanens indre i nogle splitsekunder, men varmen var for voldsom, og han måtte bakke. Tilbage stod den Hjerteløse nu, alene. To ofringer var sket.

,,Min herre. Ofrene er bragt til dig, jer nu. Et føl, med rent hjerte og uden påvirkninger. Et føl, af eget kød og blod.”

Han talte ud i luften, med en mørk og hæs stemme, der langsomt spredte sig rundt i vindens retning. Hans nakke var voldsomt knejst, inden han veg op med hovedet, og slog det ene forben i jorden, for derefter at knejse nakken hårdt. Hans mission var gjort. Og nu måtte han blot vente på, om hans brødre kom hjem med hans hjerte, som Fuyu havde fortalt dem de skulle. Ventetid.. Det var nok den værste tid for ham; for han ønskede at kæmpe ved sine brødres side: selv i denne kamp. Men det ville blot slå ham ihjel, det vidste han. Og det måtte det ikke.

Ondskabens Budbrigere

Det var gjort! Så snart de to levede heste var faldet, havde de mange og de få på én gang slynget deres fangearme omkring de stakkels sjæle og næret sig af den frygt de havde med sig. Mæskede sig i deres levende kroppe, deres blod, deres muskler. Det gik så stærkt, at de ikke nåede at føle hverken smerte, kulde eller varme. Blot hang eftermælet af deres frygt som en ekko i luften, der bugtede sig helt op til mundingen af Vulkanen, hvor Volontaire stod.
Snart steg de evige Skygger op, kravlede langs den ru kant på Vulkanens inderside, indtil de sneg sig op over Vulkanens munding. Her bugtede de sig ud over jorden, imellem benene på den brogede hingst og længere ned ad den stejle skrænt. Og først da samtlige Skygger, som havde bølget sig i Skyggetågen var bag Volontiare, rejste Skyggehingsten sig.
Med sine røde gennemborende øjne stirrede han nu, stirrede de, ned på den sortbrogede hingst og efterfølgende lød de ondeste, men mest tilfredse latter, som Skyggerne længe havde givet fra sig.

¤Vi hiiilser dig, Volontaire, du, som har givet os mere end vi forlangte! Du har givet os styrke, du har givet os kræææææft, og for det skal din belønning falde! Du er en af vores, som vi er af dig!¤

Herefter spredte flere hundrede Skygger sig ud fra den mægtige hingst og bugtede sig hen til Volontiare, hvor de grådigt begyndte at hive i hans krop. De søgte at dække det hvide på hans pels, søge ind i hans indre og sætte sig på hans hjerte - for at gøre ham til en af dem for alvor. Men da først Skyggerne var trængt ind, mærkede de det. Hingsten havde intet hjerte, og i hulrummet det havde efterladt, var en snært af den magi som havde bortført det. De begyndte at hvæse hysterisk rasende, inden de trak sig uden nåde fra den brogede hingst, hvilket var smertefuldt. De hvinede og skreg i smerte, og snart fór den mægtige Skyggehingst frem og stak sit hoved helt op til Volonitares, hvor han i et vredes udbrudt hvæsede ham ind i ørerne.

¤Dit skarn! Uden dit hjerte kan du aldrig blive en af vore, hvordan kunne du dog tro, at du kunne bringe det fæle bæsts magi med ind i vores verden? Du burde dø, for det, du har forrådt os! Hvis ikke vi holdt vores orde, slugte jeg dit blod nu, usle hingst. Men du får én chance til, for at modtage vores gave. Bring dit hjerte til os i din bug og vi vil gøre dig til vores - ellers skal du aldrig vise dig her igen, for da vil vi, jeg og alle vores brødre og søstre mæske os i dit blod!¤

Med ét afbrød de nu kontakten helt og den almægtige Skyggehingst bredte sig til de tusinde Skygger, som han bestod af. Derefter vendte de alle og én tilbage til Vulkanens varme indre, hvor de kunne samle endnu flere kræfter, koncentrere den energi de havde fået fra det offer som Volontaire havde bragt. Og det var alene det at han havde været så villig og ofre to, der redede ham fra selv at dø på Vulkanens top.

Volontaire stod med de mørke øjne rettet kort imod vulkanens indre, som opslugte det der var hans egen søn, og den hoppe som havde givet ham et afkom. Men dette var en offer, som den brogede hingst til en hver tid ville ofre – for noget større ville komme ud af dette. Han ville nemlig snart være en del af det, der altid havde tiltalt og hidkaldt ham. Et broderskab, der for andre måske var uforståeligt, men som for ham var det eneste rigtige. Længe gik der ikke – nok kun nogle få sekunder, inden de mange 100 skygger sneg sig op af vulkanens sider, for derefter at snige sig op af mundingen, og om bag Volontaire selv. Skyggerne samlede sig bag ham – uden at han selv så det. Men da den kolde og onde latter rungede i hans øre, vendte han sine øre bagud, lyttende. Volontaire drejede sig omkring, for at se på den skabning, Herren, der var foran ham, med de ildrøde og blodige øjne. Han talte til Volontaire, roste ham – Ja, nu ville han blive en skyggehingst! Skyggerne kastede sig omkring ham, hev og flåede i hans skind – men ondt gjorde det ikke. Men pludselig virkede de til at fortryde – de kastede sig ud af hans indre, hvilket gav en jagende smerte, som Volontaire kort måtte vise, ved et kort hyl, inden han jokkede nogle skridt bagud.

Han var vred. Hans herre var vred. Han skulle bringe sit hjerte til dem. Bringe det til hans herre, så Volontaire kunne blive en del af dem. Ydmygt nikkede han, men med en stålfasthed i sine mørke øjne.

,,Hjertet vil blive jer bragt, og tilhøre jer derefter. Mit ønske er kun at tjene Dem, min herre. Følge skyggernes kalden – en tjener og en bror vil jeg være. Jeg bringer jer hjertet”

Svarede han da, dybt og med stor besluttethed. Ja, hjertet ville de få!