Drip - drip - drop (Mitis)

drip - drip - drop

[ 1 ]

Brêgo havde vovet sig væk fra flokkens område. Det skete af og til selvom han som ofte holdt sig i nærheden af den. han ville ikke vandre for langt væk, hvis nu nogen skulle få brug for hans hjælp. Selvom han gerne ville hjælpe alle, så vægtede han medlemmerne i hans flok højest, for det var dem han havde lovet at beskytte. Han havde allerede nu fået en lille smag på hvilken ondskab der var i dette land. Han havde mistet en af medlemmerne i sin flok. En af dem som havde været der fra den aller første dag flokken opstod. Hvordan den stjerneprikkede Leo tog tabet vidste han ikke, men han håbede på det ikke ville være for hårdt for hende. Det var trods alt et af hendes familiemedlemmer der havde overgivet sig til mørket.

Den våde man klistrede sig til Brêgos brogede hals. Den var efterhånden blevet lang, men ikke forfærdelig tyk, så den var ikke helt forfærdelig at slæbe rundt på. Pandelokken lå ned langs næseryggen - i hvert fald noget af vejen, og faldt ned langs siden af hovedet i spidsen. Hvert åndedrag lod en hvid toge sprede sig i luften. Det var blevet koldt. Det kunne ses - både på den hvide tåge, men også på hans pels som var blevet mere plysset og strittende.

Luften virkede tyk og fugtig. Tåget tilmed - og det var den der havde gjort hans man så våd. Måske ikke alene, men i hvert fald en del af det. Det havde også haft regnet, og det dryppede stadig engang imellem. Luften var kold og Brêgo skænkede de varme lande en tanke. Han savnede på en måde sit hjemland. Lige nu i hvert fald. Han savnede varmen, han savnede friheden - det ikke at have et ansvar for nogen eller noget, men han ville alligevel ikke opgive nu. Han ville fortsætte til han ikke længere kunne. Han havde trods alt ikke meget andet at tilbyde. Og Ant. Hvor end hun var, så savnede han også hende. Han ville ikke kunne få sig selv til at søge væk fra Andromeda. Ikke så længe hun stadig var i landet. Hun havde taget sig af ham da han havde brug for det, og siden den dag havde han ikke stoppet sin søgen efter den brogede hoppe. Ligesom hun havde reddet hans liv ville han redde hendes hvis det nogensinde blev nødvendigt. Han stod i gæld til hende.

Foran ham bredte søen sig, og bagham den åbne eng. Han havde ikke set andre på turen herhen, og var bange for at hans vandretur var forgæves. Han ville jo gerne finde nogen, hvis selskab kunne berige ham. Han var sjældent på de andre øer, og ville jo gerne vide hvad der foregik - samt sprede budskabet om Teylar-flokken. Den var stadig lille, men større end i starten - og forhåbentligt ville den blive meget større.

words: 480  |  tag: Mitis

Mitis bevægede sig roligt rundt mellem Leventeras træer. Tåget lå omklamrende om hvert et træ, snørklede sig som slanger rundt, klar til at hugge ud efter enhver der vågede sig for dybt ind i dens slørede favntag. Mitis ville lyve åbenlyst, hvilket hun bestemt ikke ønskede, hvis hun sagde at den tunge luft, og hendes slørede udsyn ikke skræmte hende en smule, om end ikke meget.
Selvom hun intet havde imod nogen af de heste der befolkede Andromedas områder, var det ikke altid at de mere aggressive af dem havde det på samme måde med hende. Hun vidste hvad skyggerne kunne gøre, og det var bestemt ikke noget hun ønskede skulle ske med sig selv.

På trods af alt dette, holdt den brogede hoppe humøret så højt oppe som muligt, på denne regnfulde Decemberdag. Hun ønskede inderligt at møde nogen der ville hende noget godt, lige den aften, da selskabet sikkert kunne få hende på andre tanker, end at være ved at blive kvalt i kold tåge.

Tanken om en flok havde skam strejfet hende, adskillige gange endda, men tanken om hendes døde mor vendte også gang på gang tilbage til hende. Det var mest af alt det der afholdt hende fra at søge ind i Teylar. Hvis hun nogensinde skulle knytte et bånd, eller tilbringe vinteren sammen med andre end sig selv og uglernes tuden, skulle det højest være tre personer. Så havde hun mindre sorg at bære, hvis ulykken endelig skulle indtræffe sig.
Længere fremme mente Mitis imidlertigt at kunne skimte en silhuet, men ellers lod tågen hende ikke se mere af skikkelsen foran hende. Kropsbygningen kunne hun dog se nogenlunde. Muskuløs, dog ikke af arbejdertype så det ud til. En hingst, højest sandsynligt, at dømme efter holdningen og bygningen, selvom man aldrig kan vide sig hundrede procent sikker, kun på omridset af en fremmed.

Hun trådte da et par meter tættere på hingsten foran hende, men ikke så langt at hun virkede påtrængende. Hun ville nødig overskride hans grænse, ligeså lidt som hun ønskede at få sin egen overtrådt, specielt ikke af en hingst. Dog ville hun stadig virke imødekommende, for heller ikke at skræmme sit selskab på flugt.

Wordcount: 362 | tag: x

code by ♥

drip - drip - drop

[ 4 ]

Den brogede Brêgo stod nærmest i sine egene tanker, og forestillede sig billeder i tågen. Han kunne se en hest for sig. En broget hest. En broget hoppe. Hans Ant? Ørerne blev vippet fremad i håb om hun langt om længe dukkede frem igen. Han følte sig til tider fortabt uden hende. Hun havde været væk længe, men han havde fundet hende igen, kun for at miste hende en gang til. Det gjorde ondt indvendigt hver eneste gang. De røde og hvide farver forsvandt langsomt for i stedet at blive grålige, ligesom tågen, men de forsvandt dog ikke. Ørerne der var vippet ud til siderne, blev rettet fremad igen, nysgerrigt, og hovedet blev lige løftet nogle cm  og sænket igen, bare så han ikke stod lige så stille som en statue - og så den fremmede kunne se han ikke stod og sov.

En lille hilsende brummen gled i retningen af den fremmede. Så vidste hun i hvert fald han ikke var ude på at gøre hende noget. Brêgo var en af de mildeste sjæle man kunne rende ind i, i Andromeda. Retfærdig, mild og venlig. Hele hans bygning var ædel, men hans måde at være på var så langt nede på jorden som muligt. Det hele bundede vel ud i hans opvækst. Han forblev stående stille, og lod hoppen bedømme en passende afstand. Han var trods alt ikke ude på at overskride nogens grænser - og nogle hopper kunne være rimelig følsomme når det kom til den slags. Han afgav et enkelt lille nik med det store hoved, og tilføjede et "Godaften, du grå vandrer" Hans stemme var blid og varm og hans smil imødekommende. Ligesom hans nøddebrune øjne der også udstrålede en mildhed og varme som ikke ret mange andre bar.

words: 293  |  tag: Mitis

Et let smil spredte sig over Mitis fløjlsbløde læber, da tågen lettede en smule, og viste hende hingsten foran hende. Han virkede venligtsindet indtil nu, og det glædede hende af hele sit hjerte. Hun så ingen grund til ikke at være åben overfor hestene omkring en, hvis de intet ondt vil en.

"Godaften."

Svarede hun ham, med den blide stemme. En melodisk klang hang over stemmen, som tydeligt afslørede at hun ikke var ude på det mindste. Hun bøjede hovedet let, og lukkede de gyldne øjne i et par sekunder, for at vise sin hilsen. Derefter vippede hun hendes øjne op mod hans hasselbrune øjne, og lod ikke smilet forlade hendes læber. Hun slog et smæld med halen, og først da den søde duft nåede hendes næsebor slog det hende - hun var netop denne dag kommet i brunst. Duften påvirkede ikke hende, men hun vidste at den påvirkede hingste. Og nu havde hun spredt duften ud over det hele. Brunsten havde endnu ikke påvirket hendes væremåde, men det ville den sikkert snart. Hun håbede ikke at det gjorde ham det store.

Hun smilede let til ham igen, og håbede på miraklet at han ikke kunne lugte den søde duft der nu hang overalt omkring dem.

"Jeg er Mitis. Og du er?"

Spurgte hun høfligt. Hun vidste ikke om hun burde sige De til ham, men det var ikke noget hun plejede, så hun holdt sig fra det. Hun hævede det hoppeprægede hoved en smule, og vendte de funklende øjne mod hans.

Wordcount: 252 | tag: Brêgo

code by ♥

drip - drip - drop

[ 5 ]

Brêgo strakte halsen frem mod den fremmede hoppe, undersøgende, men flyttede ikke sine hove nærmere hende. Der var noget over hendes lugt som var anderledes. Ikke bare det at hun var i brunst. Hun var ikke herfra. Der hang stadig den fremmede lugt over hende. Hvor de fleste hingste nok allerede nu ville have begyndt at skabe sig, forholdt Brêgo sig stadig i ro - upåvirket. Han opførte sig vel til tider mere som en vallak end en hingst, på trods af han stadig var en hingst.

"Brêgo" svarede han, da hoppen præsenterede sig selv og spurgte ind til ham. Han var bare Brêgo. Mange af vogterne præsenterede sig som 'Vogter af', men ikke den brogede. Han pådrog sig gerne ansvaret for Kongestenen, men han behøvede ikke reklamere med det. Han behøvede ikke vise over for andre at nogen anså ham for at være være speciel. I hans hoved var alle lige specielle. Ingen var mere end andre, selvom nogen var højrøvede nok til at mene det. I det mindste var hoppen så langt nede på jorden hun ikke talte i De og Dem, som så mange andre, men i stedet du og dig - præcis som ham selv. Det var langt mere afslappet. Casual. Han præsenterede heller ikke sig selv som lederen af Teylar, selvom han var stifteren af flokken. Han ville heller ikke ses på som en af dem der havde brug for at vise sig selv højere ranget end andre. For ham var Teylar et sted andre kunne søge hen, når de ikke ønskede at være alene. En lille flok stadig, men voksende. Han havde vel Illana at takke for det også, for selv havde han ikke været så meget til stede. Han havde ikke haft vildt meget overskud eller tid, da han i et år søgte efter den rødbrogede hoppe. Den eneløse søgen han nær havde opgivet. "Du er ikke fra dette land" konstaterede han så, stadig med et venligt smil. "Hvornår ankom du til Andromeda?"

words: 330  |  tag: Mitis

Mitis åndede lettet op da hun lagde mærke til at denne fremmede ikke hingst ikke så ud til at reagere. Hun tyggede lidt på hans navn. Brêgo. Det lød helt bestemt bekendt, men hun kunne til at starte med ikke huske hvorfra hun havde hørt det før. Han virkede indtil videre rar, og nede på jorden. Hun havde kun mødt tre heste her fra dette land, og de virkede alle sammen meget venlige, og det glædede hende meget, da hun ej heller var af vred personlighed.

Istedet for at spekulere nærmere over hans navn, bestemte hun sig for at svare på hans andet sprøgsmål.

"Nej, det er sandt. Jeg er kommet hertil for ikke mange dage siden, men jeg nyder at være her, og har allerede hørt mange sagn og eventyr om stedet."

Svarede hun ham blidt, inden det slog hende - Brêgo var kongestenens vogter. Det var helt klart dér hun mente at have hørt navnet før.

"Hør, Brêgo, du skulle vel ikke være vogteren af kongestenen?"

Spurgte hun med let undren i den harmoniske stemme. Hun vidste selvfølgelig godt at vogterne fandtes, og at man havde en hvis chance for at rende ind i dem rundt i Andromeda, men hun havde bestemt ikke regnet med at hun ville møde en af vogterne som sin tredje hest her i Andromeda. Hun lukkede kort de ravgyldne øjne i, men kun i få sekunder, før hun hævede det spinkle hoved op. Smilet blev trukket ganske få milimeter op i den ene side, kun lige så det kunne anes en smule. En vind tog fat i hendes musefarvede man, og kastede den vildt til siden, inden den igen faldt ned langs aftegnet på hendes hals.

Wordcount: 283 | tag: Brêgo

code by ♥

drip - drip - drop

[ 9 ]

Bare et par dage siden. Tænk engang. Så var der stadig så meget at se og lære om dette sted. Han huskede lige så tydeligt da han selv var kommet til Andromeda. Det havde været varmt og han havde været udmattet, men han havde med det samme fundet nogle venlige sjæle der havde taget sig af ham. Ant... Den anden hoppe han ikke længere kunne huske navnet på og som han ikke havde set længe - og Illana, Den gyldne hoppe.

"Velkommen til Andromeda" hilste han så, for det måtte da være på sin plads. Man skulle tage godt imod de nye. "Jeg håner du falder lige så godt til her, som jeg gjorde" Han havde det skam ganske godt. Han kunne altid finde en at snakke med hvis han havde behov for det, og han havde været rimelig heldig indtil videre. Der var ikke nogen der havde været direkte ubehagelige over for ham, selvom han havde følt ubehag ved at være i nærheden af andre. "Det er både godt og skidt at du er kommet på lige netop denne tid af året. Det er koldt og det kan blive meget koldt, men når sneen falder og is krystaller pynter træer og eng, så er stedet helt ubeskriveligt smukt"

Undren gled hen over hans blik da hoppen spurgte ind til om ikke han var vogteren af Kongestenen, og det ene øre gled en smule tilbage, men dog frem mod hende igen. Hvad skulle han svare? Hvor vidste hun det fra? hvem havde fortalt hende det? Han var trods alt ikke en der rendte rundt og pralede med det. Jo færre der vidste det jo bedre var det vel egentlig - især hvis skyggerne ville have stenen. Han ønskede ikke at have dem i hælene. "Øøøh jo. Jo, det er jeg" svarede han dog alligevel, for han havde lært han ikke måtte lyve. "Hvorfra kender du til Kongestenen?"

words: 317  |  tag: Mitis

//OOG: Hun har ikke rigtigt fået noget at vide om kongestenen, idk troede lidt at det var noget alle vidste, men kan godt se at det er ret urealistisk at hun bare kommer og ved det xD Så nu siger vi bare at hun har fået det vide af en ukendt person, som bare eksisterer, ellers må vi bare lade som om hun aldrig spurgte .__. xD

Smilet spillede glædeligt om hendes læber ved hans ord. Hun var fuldkommen enig med ham. Hun håbede også at hun ville falde godt til her i landet, og hun nød allerede at være her. Der var ihvertfald bedre end det sted hun selv kom fra.

"Tusind tak. Det gør jeg også!"

smilede hun varmt tilbage til ham. Antallet af heste på øerne passede hende også ganske godt, at hun ikke rendte ind i en hest for hvert skridt hun tog, men at hver hest hun mødte var noget specielt, hvis man kunne sige det på den måde. Men på den anden side var det heller ikke sådan at hun skulle lede i flere uger, for at finde en ene hest, som hun kunne snakke med i nogen timer, for bagefter blot at gå. For Mitis var langtfra en hest der knyttede rigtige bånd. Og hvis folk knyttede sig til hende, var hun nødt til at skuffe dem, ligemeget hvor ondt det så end måtte gøre på dem begge. Livets snor er alt for kort og skrøbelig, til elske en meget, for glæden vil blive taget fra en, ligeså hurtigt som den er kommet. Og så vil smerten være meget større end blot et afslag. Det vidste hun alt for meget til.

Hun kiggede let undrende på ham, ved hans næste spørgsmål. Ja, hvor vidste hun det egentlig fra. Hun tøvede. Hun måtte have fået det at vide, men af hvem var fuldstændig forsvundet fra hendes hukommelse. Hun havde blot regnet med at det var noget alle gik rundt og vidste, men det så det ikke ligefrem ud til. De seneste dages action måtte have skubbet mindet om hvem ud, og erstattet det med alle de nye syn, lugte og ansigter.

"Øhm.. Jeg kan ærligt talt ikke huske det. Jeg må have fået det at vide af nogen, men jeg kan simpelthen ikke huske hvem."

Sagde hun oprigtigt undskyldende, og håbede at han ikke ville anklage hende for at lyve, når hun gjorde det komplet modsatte. Dette måtte være første gang hun glemte et ansigt, og det ærgede hende. For Mitis var alle nemlig vigtige, på hver deres måde, og det var ikke retfærdigt for de der blev glemt.

Wordcount: 368 | tag: Brêgo

code by ♥

drip - drip - drop

[ 11 ]

Det gav rimelig god mening at hun måske havde glemt navnet på den der havde sagt noget. Hun var trods alt rimelig ny, og der måtte være flere ting der krævede opmærksomheden. Brêgo måtte også selv bruge ekstra tid på at indtage alle indtryk omkring ham. Selv nu lod han til at have glemt alt omkring det grå, tågede, og dryppende vejr. Han havde glemt alt om mudderet der dækkede hans hvide ben, og noget af maven. Det havde sprøjtet op under ham da han havde travet gennem det mudrede græs og sand. Det var umuligt ikke at blive lidt beskidt på denne tid af året.

Han kunne slappe en smule af igen, da han godt kunne fornemme hun talte sandt. Hun lignede i hvert fald ikke en af de meget nervøse, som de lyvende ofte var. Bange for at blive afsløret. Hun måtte derfor tale sandt. Hun havde heller ikke givet ham nogen grund til at tvivle på hende endnu. "Jeg har også selv glemt navnene på nogle af de første jeg mødte da jeg lige var kommet til Andromeda. Men heller ikke alle kan gøre lige så stort indtryk på en" Han smilede mildt igen, med sin fulde opmærksomhed vendt mod hoppen, og så længe hun holdt ham med selskab og ingen farer lurede, så ville hun beholde hans fulde opmærksomhed. Det ene øre vrikkede dog ud til siden ved lyden af en stemme. "Jeg har forhåbentlig selv mange flere eventyrer at opleve her, og du må have endnu flere. Det kan være svært at tro på, men dette sted kan være enormt fortryllende" Og det mente han. Han havde oplevet græsset gro - set det med sine egne øjne, og ikke bare sådan fra dag til dag. Han havde set græsset gro i løbet af minutter. Det var den type magi han aldrig ville have oplevet der hvor han selv kom fra.

"Fortæl mig lidt om dig selv" sagde han så, oprigtigt nysgerrigt. Han lyttede altid gerne til andre og deres historier. Han nød at høre om de forskellige sjæles forskellighed, og om man ville det eller ej, så sagde ens baggrund og opvækst en del om ens væsen. 

words: 362  |  tag: Mitis

Mitis var glad for at han lige nu så ud til at tro på hende. Hvis der var noget hun hadede, var det at blive beskyldt for noget der var løgn. Noget hun aldrig kunne finde på selv, og det var også sjældent at hun havde mødt heste der rent faktisk ønskede at blive beskyldt for noget de ikke have gjort. Mitis nøs let, og skuttede sig. Hendes vinterpels var endnu ikke groet helt ud, og kulden trængte helt ned til hendes mørkegrå hud. Mudderet sad i kager omkring hendes tynde ben, og havde most de yderste hår af hendes lette hale sammen.

"Oh.. Ja. Jeg plejer ellers ikke at glemme personer, men jeg ved ikke. Denne gang var det vil bare anderledes."

Sagde hun let undskyldende, selvom det slet ikke var ham hun skulle undskylde til. Hun kiggede sig kort over skulderen for at sikre sig at de ikke skulle blive overrasket af rovdyr eller farer af anden art. Hun havde ikke helt vænnet sig af med den konstante frygt hun levede med i sin gamle verden, og det var vel på sin vis godt at have sine reflekser godt oppe at køre.

"Det håber jeg da ihvertfald. Her virker fantastisk smukt, og der skal simpelthen ikke meget til for at få mig til at tro på at der gemmer sig fortryllende ting her i landet. Her virker langt fra helt normalt, men det er godt syntes jeg. Der kan blive så ensformigt ellers."

Svarede hun ham roligt smilende. Det var ikke løgn. Der virkede uendeligt magisk, ligefra tågen der hang over øen, til de dybe skove, og ørkenen der strakte sig over en hel ø. Noget hun aldrig i sit liv havde oplevet før.
Hun tøvede let ved hans andet spørgsmål. Ingen havde spurgt ind til hende selv, og når hun tænkte over det lød hele hendes livshistorie ret deprimerende, selvom hun havde det formidabelt. Hun ville ikke have at han skulle tro at hun gik og havde ondt af sig selv, for hvad var der at have ondt af? Hendes mors død havde tæret dybt på hende, men hun var nogenlunde over det nu, fire år senere

"Øhm okay. Men der er altså ikke så meget at vide om mig. Jeg blev født en vintetmorgen, det må være fire år siden nu. Min mor lærte mig alt hvad jeg ved på de få måneder jeg havde med hende. Ikke at lyve, at være åben. Passe på dem der har brug for det, og tager imod ens hjælp. Altid at sætte andres behov frem for ens eget. Og hvor hun gjorde alt det for mig. Men hun blev ramt af lungebetændelse i midten af februar, og døde da sneen begyndte at smelte midt i marts. Jeg har gået lidt rundt og snakket med folk sidenhen. Har ikke rigtig nogen relationener til nogen, heller ikke efter jeg kom hertil."

Sluttede hun af. Hun vendte blikket op mod ham, som for at vise at alt det der ikke var noget han skulle tage sig af.

Wordcount: 505 | tag: Brêgo

code by ♥

drip - drip - drop

[ 12 ]

”En gang skal jo være den første” svarede han med et lille smil. Man kunne jo ikke regne med at gå gennem livet uden nogen som helst fejl, men så længe det bare var den slags småting, så havde hun vel ikke noget at bekymre sig om. Alle kunne komme til at glemme, og især når så mange indtryk også krævede opmærksomhed. Han gav hende et lille puf mod skulderen med den silkebløde mule, og gav et lille kast med hovedet til siden. ”Kom” sagde han og drejede sin krop en anelse for at vende rundt og begynde at gå. Luften virkede tung. Tung og fugtig, og på sin lange vandretur før Andromeda, havde han lært at holde øje med naturens små signaler. ”Det varer ikke længe før det begynder at regne igen. Vi må hellere finde ly og læ” Normalt bekymrede han sig ikke så meget om vejret. Han havde trods alt selv en tyk vinterpels. Men han havde også været opmærksom og lagt mærke til hoppens knap så vinterparate pels. Det måtte være koldere for hende end for ham, og en vandretur kunne måske være med til at tilføje lidt varme.

”Jeg mener fortryllende på den måde at der er en anden slags magi end bare et fortryllende vinterlandskab” svarede han stadig mild i tonen. Han var jo ikke ude på at irettesætte hende eller noget. Kun informere. Han lyttede også til hendes fortælling, som vel egentlig bare var hendes liv i store træk. Der måtte vel være noget mere. Et eller andet, men det var ikke ensbetydende med hun også ville dele det med ham. ”Så du er født uden for flok eller?” Han fandt det i hvert fald meget svært at undgå at snakke med nogen hvis man var i flok. Og hvilken hoppe ville vandre rundt alene, syg og med et føl? Den slags tog vel ikke til i løbet af bare et par timer? Gjorde den? Han havde nu aldrig selv oplevet den slags tæt på, men der var da andre i den flok han kom fra, der før havde måtte lade livet. ”Men det gør mig ondt at du måtte miste din mor i så ung en alder” – Og det mente han. Han tog sig gerne af andre sjæle, og opmuntrede dem hvis de havde brug for det. ”Men jeg vil nu vove at påstå at der er en ting forkert i det du har lært så. At altid sætte andre før en selv er ikke den korrekte måde at leve på. Man skal huske at sørge for sig selv også, ellers ender man med at blive trådt på og taget for givet. Den slags er ikke rart. Man skal huske at passe på sig selv, for man kan ikke altid regne med andre har samme noble hensigter”. Man kunne ikke altid være sikker på andre var vokset op med samme værdier, og da slet ikke i dette land. Så meget havde Brêgo allerede fundet ud af.

words: 494  |  tag: Mitis

Mitis blev let overrasket, da han vendte sig. Alting kom stadig pludseligt for hende, og hun var for at sige det mildt, udmattet efter rejsen, selvom det var godt en uge siden hun kom til landet. Alle de nye indtryk havde gjort at hun ikke havde fået meget hvile, men det var vel okay. Det var det værd.

Hun kunne godt se hvad han mente med regnen. Skyerne samlede sig, sorte og grå over dem, og cirklede rundt, som for at finde deres retmæssige plads i virvaret. Luften var kold og fugtig, og regnen lå nærmest allerede i den. Hun nikkede derfor blot, da hun ikke havde andet at sige. Hun var taknemmelig for, at han godt kunne se at kulden højst sandsynligt havde et hårdere greb om hende, nu hvor hendes pels ikke var specielt tyk i forvejen.

Hun kunne også godt se hvad han mente med magi, og hun følte allerede at hun havde fået mere end nok magi på denne korte periode hun havde været i landet. Mødet med Lupë både skræmte og fascinerede hende, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke om det.
En lav klukken forlod hendes læber.

"Nej, det skal der heller ikke meget til for at bilde mig ind. Jeg mødte en lille fyr her den anden dag, der bestemt ikke virkede helt.. Umagisk."

Sagde hun, og smilede ved tanken. Hvor blev hun dog skræmt dér. Hun måtte vel bare lære, at denne verden ikke var helt normal. Men igen, ellers endte alting med at være så uendeligt fladt, som i hendes gamle verden. Grå himmel, regn, sne og slud. Det var ihvertfald det hun kunne huske, og på den måde nød hun at være her. Der var en hel masse ting hun stadig manglede at udforske, og hun havde skam også tænkt sig at gøre det. Alene eller med andre.

"Ja, det gjorde jeg. Og hendes død tog også hårdt på mig, men jeg føler at jeg har lært noget af det. Jeg har lært, at ligemeget hvor meget man sørger, vil smerten blot blive værre. Man viser større respekt overfor de døde, hvis man selv kommer videre. Det tror jeg ihvertfald min mor ville have ønsket."

Hun vendte blikket ned, da minderne vældede op i hende. Hun ville ønske hun kunne snakke med hende, bare en sidste gang. Hun var så lille dengang, og vidste slet ikke hvordan hun skulle tage det. Sygdommen var kommet så pludseligt, fra hun begyndte at hoste, til hun var stortset drænet for kræfter. Hvor havde Mitis født sig hjælpeløs. Der var intet hun kunne gøre for at hjælpe hende.
Hun blev revet ud af sine tanker ved hans næste ord.

"Nej, det kan du have ret i. Jeg har dog svært ved at knytte rigtige bånd til nogen længere, så jeg vil gerne behandle dem jeg møder godt, i den korte periode jeg kommer til at snakke med dem. Så har jeg det bedre med mig selv, når jeg er alene. Der sætter jeg jo altid mig selv forest, fordi jeg er den eneste."

Wordcount: 511 | tag: Brêgo

code by ♥

drip - drip - drop

[ 15 ]

Som sådan var Brêgo ikke dømmende over for andre, og han brød sig heller ikke om at blive dømt af andre, og ville derfor gøre sit bedste for ikke at komme til at dømme nogen på forhånd. Det havde også lykkedes ham rimelig godt med denne hoppe. Hun var lidt anderledes fra de andre, og Brêgo var begyndt at forstå hvorfor nu. Hun var ikke sær, bare klogere. Klogere end andre han havde mødt og haft diskussioner med. Det fik ham til at smile. Ikke bare et lille smil, men et rigtigt smil - stadig mildt og venligt. For hun ville være en han kunne føre nogle ordentlige samtaler med, og som ville forstå hvad han mente. Og hun havde ikke engang kaldt ham De eller Dem endnu, hvilket også var en bonus. "En lille magisk fyr? Hans forældre må enten være skyggehest eller vogter. I hvert fald en af dem. Og deres magi må være ført videre til ham" Det var det der gav mest mening. Han havde ikke hørt om skygger der havde krævet andet end de voksne, og ingen lille fyr ville kunne bære et ansvar fra lyset.

"Hvad du fortæller om oplevelsen med din mor, og sorgen, er jeg bange for jeg ikke kan relatere til på helt samme måde. Jeg har ikke mistet nogle af mine forældre. Mine søskende var der mange af, og der var måske en enkelt eller to der ikke klarede sig, men ikke nogen jeg har haft et desideret søskende-forhold til. Til gengæld kender jeg til sorg. I et år troede jeg, at jeg havde mistet en jeg holder meget af, men jeg fandt hende igen. Desværre har jeg ikke set hende siden den dag hun dukkede op igen." Brêgos ører gled ud til siden og hovedet sank han en smule. Han savnede den brogede hoppe. Det ville han altid gøre. Hun havde hjulpet ham da han var kommet til landet, og han stod i gæld til hende. Han rystede dog tristheden af sig for igen at fokusere på det grå selskab. "Det du siger. . . . Du kender til din situation. Du ved hvorfor du gør som du gør. Du har en indsigt. . . . . Det giver dig mulighed for at gøre noget ved det. At ændre det. Jeg har ikke hørt om nogen der på noget tidspunkt har forladt Andromeda frivilligt, eller selv har fundet en vej væk, så jeg er bange for du kommer til at være her i noget tid. Og det er bedre at have venner her end at vandre alene og vide man skubber dem væk" Han gav hendes hals et lille opmuntrende puf. Han skulle i hvert fald nok prøve på at være en af dem hun ikke ville kunne skubbe væk.

words: 461  |  tag: Mitis

[3]

Hun gengældte glædeligt hans smil, og varmen strømmede igennem hende. I sin rejse i dette land havde hun kun mødt gode og venlige personligheder, og det var fuldkommen fantastisk. Hvor hun kom fra var det en sjældenhed for hende så meget at finde en der overhovedet ville føre en samtale med hende, og ikke mange af dem der ville var venlige eller vise. Hun gav et venligt nik fra sig, og lyttede til hans ord. En skyggehest? Hun vendte let hovedet sprøgende til den ene side, og nikkede igen kort da han var færdig med sin sætning.

"Ja, det kunne meget vel være. Det var ikke noget magi der skadede mig, men jeg blev meget forbløffet. Det kunne selvfølgelig let udvikle sig til noget skadeligt. Disse skyggeheste, som du nævnte.. Hvad er de?"

Spurgte hun let med en sørgmodig klang i stemmen, ved tanken om at den venlige hingsteplag skulle kunne udvikle sig til at ville skade andre. Det var bestemt ikke en tanke hun kunne lide. Et så uskyldigt væsen burde blive bevaret, og der ville være langt mere fred hvis blot man lod være med at tænke på vold og kaos, død og ødelæggelse. Desværre stod Mitis uden noget valg, da hun tog afsked med sin mor, men vold var ikke noget der havde fundet vej til hendes endnu uskyldige hjerte.

Hun slog den triste tanke fra sig, for at høre videre på hans næste ord. Det undrede hende ikke, at han ikke kendte til hendes sorg. Det var svært også at gøre det, og svært at sætte sig ind i en andens situation. Det var ikke en kunst hun selv mestrede, og hun forventede ikke at nogen skulle kunne gøre det perfekt. Hun var på nippet til sågar at sige at det var umuligt at gøre det. Ihvertfald var det ikke let, og hun bebrejdede ham ej.

"Hun var en skøn person det var hun, og jeg er sikker på at jeg kunne have lært meget mere af hende, hvis skæbnen havde været med hende. Og jeg er glad for at høre at du ikke har mistet nogen forældre. Det mener jeg bestemt ikke skal ske, før tiden rigtigt er inde til det. Og det gør mig ondt med dine søskende, skønt du måske ikke kendte dem. Døden er næsten værre for de levende end de døde. De slipper for den vedvarende smerte."

Sagde hun med et smil spillende om læberne. Selvfølgelig kunne hun ikke gøre sig klog på om de døde følte smerte, det gik hun bare ikke ud fra, nu hvor de var ja, døde.

"Åh ja, sorgen. Noget de fleste kender, skønt nogen mere end andre. Det må have været forfærdeligt ikke at vide hvad man skal tænke. Det var smukt af dig at holde modet oppe indtil du blev genforenet med hende, selvom det skærer mig i hjertet at du ikke kan finde hende igen. Jeg håber for dig og for hende at i atter kommer til at ses."

Svarede hun ham ærligt, stadig med et tyndt smil hængende om mulen. Hun tøvede længe ved hans næste ord, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige. På sin vis havde han ret, men det var en vane der sad dybt i hende, og hun havde svært ved at lade det gå igen.

"Det kan du have ret i, og jeg håber for mig selv at jeg formår at slippe vanen, selvom det bliver svært. I virker langt mere åbne og venlige her, end dem fra hvor jeg kommer. Skønt man gav dem plads og tillid var det ikke meget selskab man fik ud af dem. De er velsagtens ødelagte et sted indeni ligesom jeg, så jeg bebrejder dem ikke. Jeg håber jeg ender med at knytte bånd her i Andromeda."

Sluttede hun af, og klukkede let. Hun nød samtalen med denne vise hingst, og hun følte sig overordentligt godt tilpas i hans selskab.

Wordcount: 650 | tag: Brêgo

code by ♥

drip - drip - drop

[2]

Brêgo måtte lige tænke sig rigtig godt om. For hvor meget skulle han lige forklare og ikke forklare om disse skyggeheste? der var trods alt meget at sige om hele landets historie, som han efterhånden selv havde fundet frem til gennem samtaler med andre, men også lyset. Han besluttede sig for det nok var bedst at starte ved begyndelsen, og rømmede sig derfor. "Der er noget langt mægtigere i Andromeda end bare os almindelige dødelige. Man kan vel sige vi har det gode på en side og det onde på den anden. Lyset, der har fundet sjæle, som han har betroet en opgave; at passe på elementer. Illlana passer på lyset. Jeg selv passer på kongestenen. Djange passer på bjergene. Der er flere men jeg er bange for jeg ikke kan huske alle. Jeg er ikke engang sikker på jeg kender til alle. Små ting der er spredt ud blandt os vogtere, for at mørket ikke skal tage dem. Skyggerne, ondskabens budbringere, lokker svage sjæle. Lokker eller tvinger dem til at slutte sig til skyggernes broderskab. Det er dem vi kalder skyggeheste. Dem som adlyder skyggerne". Han havde hørt rygter om at de ville prøve på at få fat i de trinkets som Den Vise havde uddelt, og hvis det var rigtigt, ville han nok på et tidspunkt stifte bekendtskab med en, der ville prøve at tage halskæden fra ham. Det var nok også derfor han ikke gik og viftede for meget omkring med den og ikke altid præsenterede sig som en af vogterne. Det var ikke kun fordi han ikke så sig selv som mere værd.

"Jeg tror du har ret. Døden er værre for de levende end de døde. Men det kan også være en lettelse. Alt afhængigt af relation. Hvis en man har haft problemer med, skulle gå hen og blive krævet af døden, så ville det ikke bringe ret meget sorg - i hvert fald ikke mere end glæde eller lettelse over at kunne være i fred." Han ville nok aldrig tænke over at miste sin mor. Hun ville trods alt være hos ham, i de gode minder og i hans hjerte. Han ville ikke gå og tænke over hvornår hun mon ville blive krævet af døden. Han var sikker på, at hvis det var meningen de skulle ses igen, så ville de ses igen engang, måske på den anden side - måske i Andromeda. Han var sikker på der var en mening med det hele, og der var også en mening med han ikke længere strejfede rundt hvor han engang gjorde. "Mitis. Der er intet her i livet der er nemt. Hvis det bliver for nemt er det ikke sikkert man overhovedet har levet livet, mere end man har stået på sidelinjen og set på. At vi tager udfordringerne op gør os stærkere. Det udvikler os, gør os klogere. Det vil måske tage tid, men jeg tror det vil være det hele værd."

words: 487  |  tag: Mitis