Seeking (Skyggerne)

(Forbeholdt Ondskabens budningere)

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Rungende hove gungrede imod det stenede underlag, og sendte uhyggelig genklang ud i det tågede morgenmørke. Solen havde endnu et par timer, før den ville rejse sig fra horrisonten, og således kunne resterne af nattens aktiviteter stadig anes i det øde land. Skyggerester pilede ivrigt ind imellem hinanden, og søgte ly fra den kommende dags harmfulde lys. Kun enkelte lurede stadig i det åbne, og i særdeleshed kunne den besynderlige hvirvelstrøm af mørke, omkring en lys skikkelses ben, anes. Hans skridt var rolige, velafpassede, og styret af en tydelig, trænet elegance. Hvidere end sne var skikkelsen, med et næsten blålligt skær, over det fejlfrit rene pelslag. Enkelte steder blev denne lyse hårpragt brudt af sorte arlignene aftegn, der snoede sig som dansende ild omkring hans lemmer, og rakte som fangarme op imod den enkelte sorte midterstribe, hvor hingstens rygsøjle var placeret. I særdeleshed var han en smuk skabning, med øjne i en klar, hvid nuance, og utrolige aftegn spredt over et ellers pletfrit skind. Skyggeskabningerne om hans hove dansede legende ud over underlaget, enkelte forsvandt, og enkelte kom til. Til tider splittede de sig, til tider smeltede de sammen, i et evigt varriabelt antal, og dog kun som én. Alle besad de bevidstheden om hvor de skulle hen, og deres begejstring om at komme nær skaberen, var næsten umulig at skjule. Kun han, der var dem alle, og dog ingen af disse skygger, forholdt sig i ro. En næsten hypnotisk ro, der var præget af en forberedelse påa t acceptere alt, der end ville ske. Hvad end hans herre,hvad end Alduin ønskede af ham, ville han lyde budet. Skridt for skridt nærmede den hvide skyggehingst sig, og følte gradvist hvordan pelsen løftede sig fra hans skind. En kuldegysning, kombineret med en slags gåsehud, følelsen af den store mængde mørke der var samlet på dette ene sted - følelsen af hans brødre. Omkring ham begyndte væsnerne at titte frem, bag småsten, og større klippestykker, lagsomt, som en sivende flod, fulgte de hans færd, og øgede gradvist deres mængde. Snart, snart. En hvislen bredte sig iblandt dem, og selvom hingsten ej åbnede kæberne, genlød dette kald i hans tanker, og ikke mindst blandt dem der ej var ham, men var ham. En gengældelse vældede igennem ham, da enkelte skygge gespænster sluttede sig til hans lyse skikkelse, snoede sig op langs de sorte aftegn, for at hvikle sig kælent ind i den lange man. Gamle skær af hans sind, det der engang havde været ham. Dog varede denne gensynsglæde ej længe, før skyggeræven kom til holdt foran den dybt afgrund. Den vulkan, hvori hans herre slumrede, og for få måner tilbage, havde været i udbrud grundet hans, herrens, bevægelse, måske et tegn på hans øgede skygge? Den hvide skabning vidste det ej, men hans forhåbninger var store, da han trådte nærmere afgrunden, og lod sin røst hæve, for at kalde på de brødre der endnu ikke var der. Han vidste at de var bevidste om hans tilstedeværelse, at de kunne føle ham nær, men dog følte han et behov for at fortælle sin grund til at være her, om hvad han havde i sinde fremover.
“Brødre, det føles som årtier siden jeg sidst stod i de selvsamme spor, og dog forekommer det mig ej at være længe siden. Jeg ved at mange nye søskende har sluttet sig til vor’ kald, og ligeledes at flere er i vente, men dette er ej den besked jeg har i sinde at vidrebringe. En jævn strøm er ganskevist begyndt at opsøge vores broderskab, og mørket breder sig ufejlbarligt i hjerterne på mange andre, men en gene har været mig for øje ganske længe, og jeres besked har lagt mig tæt, siden en af disse genefyldte sluttede sig til os. Rumpelstiltskin. Han, der besudler mulige brødre med besnærende ord, og leder dem bort fra skyggernes greb. Jeg ønsker ham død, så han ej længere vil være en torn i vor side, i Jeres side.”

Hingstens stemme rungede kraftigt hen over klipperne, men stod så alene som nogensinde. Overalt omkring ham, var de mørke kreaturer samlet, men ingen sluttede sig til ham i disse stunder, lod blot hingsten tale, og hans ord formidle på egen hånd. Visse delte hans mening, og alle hadede de den forbandede rødling som pesten, men den hvide hingsts beslutning var en han, og de der var ham, havde truffet. På trods af de manglede stemmer i hans tale, følte han sine brødres opbakning, som tusinder af sjæle, der skubbede bringen længere frem, og tillod den hvide hals at knejse stolt under manen, der synes at være i evig bevægelse, under en skyggefuld brise. Den skyggevelsignede kunne han vel kaldes, en der kommunikerede med de mørke skabninger, og var berørt af deres greb. En evig forbandet velsignelse, der havde efterladt ham arret, men ej længere alene.
“Brødre og søskende har hørt mit kald, og flere har givet udtryk for et fælles ønske om at slutte sig til min færd imod Chibale, hvor hans hule er beliggende. Med i min færd er medtaget ønsket, om at bringe den spraglede Volontaires hjerte tilbage, og overlade dette i Jeres varetægt, således at han kan blive en del af broderskabet. Den opgave der blev mig skænket ved vor sidste møde, er ligeledes på vej til udførelse. Det er mig uvidst om hoppen har søgt jer i sin vandring, men hun bærer i sin vom mit føl, og står under min beskyttelse, så længe hun færdes på denne ø. Vil fødslen vil føllet være mit og Jeres, til vor opgave at opdrage og formidle. Hvorvidt dette betegnes som en udførsel, kan der stilles spørgsmål ved, men jeg er kommet denne dag, for at anmose om jeres hjælp. Denne dæmoniske hingst, er i særdeleshed en af de stærkere sjæle. At nedlægge ham uden de hvislende skygger, mine hvislende brødre, omkring mig, forekommer mig en umulighed. Med et hvilket som helst svar i fremsigt, vil vi drage ud, men alligevel må jeg bede om Jeres hjælp. Hjælp mig, mine brødre og mine søskende, Jeres tilbedere og partnere, med at nedlægge denne forhindring, og føre landet tættere på dets mørke fremtid.”

Det sidste ord tonede bort fra hans læber, og de sorte nøsebor udvidedes kort, for at opfange duften fra de omgivende skgger, og ikke mindst svovlen fra vulkanen forneden. Hvorvidt han havde talt til herren, eller blot hans budbringere var ham uvidst, ligeledes hvem af disse der ville fortolke hans ord. Men han var i særdeleshed ærlig. Han ønskede deres hjælp, omend han ikke frygtede skæbnen, så ville han hjertens gerne kunne nedlægge dettes store bytte. Han kendte ej dennes styrke, fra andet end de få møder han havde haft med kontrakt bærende heste, men ud fra disse, måtte hingsten være særdeles magtfuld. I sin nuværende stand, ville han alene ikke bære megen chance, hans søskende øgede denne, og dog besad han stadig en hvis tvivl. Ej ønskede den hvide skikkelse at lede sine brødre i døden, for noget der måske ej var en mulighed fra start, for selvom han gerne selv ofrede livet for dette formål, og vidste at de andre ville følge troværdigt efter, ville så mange liv være spildt, hvis ej de havde noget at gå derfra med. Et hjerte, eller et lig. Det var dette han ønskede styrken til, dette han ønskede nye kræfter til at udføre. Et bud han havde givet sig selv, evnen til at opfylde et ønske fra sin kommende broder, og ligeledes en fælles hævn fra de mørke skabninger. Han vidste at de ønskede denne Rumpelstilskin* død, at de ej brød sig om hans tilstedeværelse, og øgede magt, men hvorvidt han var den der skulle lede slaget, om de ønskede at overgive ham denne opgave, vidste han ej. Selv uden en belønning at se frem til, ville denne kamp være ganske nær i hans fremtid, selv uden nye våben til at drage ind i kampen. Hvert skridt han ville tage, ville være ledt af skygger, det var han bevidst om. Men om dette i sidste ende var Hans ønske…
De hvide øjne spejdede ud over det dybe krater, der bredte sig blot en hovbredte fra hans, og han kunne knapt nænne kanten på den anden side. Luften omkring han var tyk af røg, men ej røgen fra ild, røgen fra et tæt, uigennemtrængeligt mørke. Han ventede på dettes reaktion, på at denne ondskab, der forgiftede og betvang alt i sit nærvær, skulle vågne til live, og svare på hans ord. I stille forhåbning om, at de ville blive mødt med positive nyheder, med information om at den bøn han havde fremsagt ville blive hørt, og kampen kunne indledes med nye styrker. Dog vidste han ligeledes, at ans hjerte bankede forgæves. Hvis de ej følte at han var klar, var han det heller ikke. Da ville hverken hans krop, eller sind, kunne betvinge mulig fremgang, selvom han så gerne ønskede det. Mødet kunne gå begge veje, denne forspørgsel lede ham til fald. Et vist sted frygtede han at virke grådig, for selvom han begærede magten til at betvinge, var han ligeledes ydmyg over for mørket. Meget havde det skænket ham, meget havde det lovet og fortalt, hvor meget mere kunne han kræve, før det hvislende sendte ham bort, med en formaning om at hans navn var forbandet, og til evig tid ville hjemsøge ham? Skyggeræven, han, der i sin tid var blevet bortvist for at besidde en dunkel fremtid, i form af navnet alene, følte kort en bidende frygt vækkes i det kolde hjerte, før en kærlig, nærværene varme fydte hans indre. Ej behøvede han at frygte deres fravær, så længe han fulgte deres ord, ville han have et sted at vende hjem til, sjæle omkring sig, og ikke mindst et bud at følge. Dette beroligede hvidingen, væbnede ham med den sidste rest tålmodighed, før svaret skulle vidrebringes. Det svar han ville føre med til sit folk, med til de firbenede skabninger, der ventede på hans besked, videre til Chibales dunkle grotte, hvori hans mål ventede. Bevidst eller ubevidst om dets snare fremtid.

Der lå en sær ro over vulkanen, som var alting gået i dvale i disse dage. Det var ikke længe siden at de almægtige Skygger havde haft besøg af den sølvtonede Fame, som de havde sendt ud på en særskilt opgave; og rundt omkring i landet spredte budskabet om de glubske Skygger og deres ret til at herske sig. Det var vel en form for fryd man kunne sanse, hvis man vovede sig nær Vulkanens top, hvilket den hvide Skyggehingst Fuyu no Kitsune havde gjort.
Han havde udført sin opgave, men selvom Skyggerne kunne være gavmilde, så havde de afventet deres ’broders’ opsøgen, frem for selv at søge ham. Og nu stod han på deres dørtrin, klar med både en bøn og et ønske.

Fuyu, den hvide hingst, kaldte dem og langsomt, men sikkert, bugtede de tusinde Skygger sig som en flod fra Vulkanens top og ned imod deres første håndlanger i dette land. De samlede sig, som små bække der løb sammen til større strømme, for til sidst at samle sig i én stor levende flod, som var skabt af de levende, lilla-sorte Skygger. Et par meter før den hvide hingst begyndte de at stable sig op, så de skabte den enorme Skyggehingsts figur, som da tårnede sig op over Fuyu, alt imens de røde øjne stirrede direkte igennem hans krop og sjæl.

¤Fuuuuuyuuuu, du kære broder, vi hører dig; Jeg hører dig. Denne Rumpelstiltskin er en magt vi ikke forstår, så inden du samler vore flok, da tænk. Vi kender ej hans magt, om end vi har sanset den. Vores antal er endnu småt, og vi kan ikke tåle at miste vores Skygger! Fuyu, vi, jeg vil sågar gerne hjælpe, med den magt vi kan give herfra, men beskyt os! Beskyt mig! Du må ikke lade vores skattede brødre og søstre dø, for det vil svække ossss, svække Herren! Hvis opgaven bliver for stor, så træk jer. Denne plageånd er nok en trussel ja, men der er større trusler end ham!¤

Hvæsede den enorme Skyggehingst. Der var dog ingen truende toner iblandt de tusinde som udgjorde hans stemme, men alvoren i hans ord, nærmest løb som flydende is ned ad kroppen på Fuyu, idet de løse Skygger lagde sig om hans krop og kærtegnede den. Der gik dog ikke længe før deres kærtegnende bevægelser blev til mere fastholdende; for han havde ganske rigtig udført sin opgave og skulle modtage sin belønning herfor – men som sidst, ville dette ikke blive rart. Med en direkte ondskabsfuld latter rejste Skyggehingsten sig nærmest på bagben, inden Skyggerne der havde omklamret Fuyu begyndte sit værk. På ny blev gamle Skygger revet fra hans krop og fortæret af mængden alt imens nye og friske, ja stærkere Skygger, satte sig der hvor de gamle havde været. Det gjorde ondt på den hvide hingst, det var sikkert og vidste; hvilket var grunden til, at Skyggehingsten havde beordret sine Skygger til at holde ham fat. Selve processen tog blot nogle få minutter, hvorefter samtlige Skygger trak sig, så Fuyu stod tilbage med nye, friske og stærkere Skygger. Derpå lød de olme toner fra Skyggehingsten igen.

¤Din belønning for opgaven føler du nu, kææææære Fuyu. Men husk vores ord! Vi kan ikke gøre mere nu, så det er op til dig at sørge for, at vi vinder dette slag. Hent Volontaires Hjerte og nedlæg bæstet hvis i kan; men spar jer selv, hvis hans magt er for stærk. Da må vi samle større styrker og slå ham, når han reelt bliver en trussel. Gå nu blot, kære Fuyu, gå nu blot.¤

Derpå forsvandt Skyggehingsten gradvist, og Skyggerne kravlede stødt og roligt tilbage imod Vulkanens top, hvor deres almægtige Herre sad lænket. Hvis de kunne besejre Lyset, ville de kunne slippe ham ud; eller hvis de fik tilstrækkelige med ofre, så deres Herre selv kunne bryde sine bånd. Ellers måtte de søge blandt andre midler; og hvis ikke Fuyu slog denne sære Rumpelstiltskin ihjel, kunne det være at hans magt kunne bruges til Skyggernes ønsker.

[Fuyu mdtager +5 i magi samt +5 i styrke som belønning for hans udførte opgave og som hjælp til at bekæmpe Rumpelstiltskin.]