Perdu Soleil [åben tråd]

FAME
Den rustrøde havde efter længere tids stilstand, valgt at søge ud af Aljun flokkens mørke rammer. De slanke ben bar hende langsomt fremad, alt imens de flødefarvede lokker trak alverdens aske og mørke til sig. Sugede det til sig, da de lyse farver ikke kunne forblive lyse i den rødlige himmel. Og hun hadede det.. en undertrykt vrede imod dette mørke, der som hvislende skygger havde manifesteret sig i virkeligheden. Hun var frustreret og fanget, idet at hun for første gang stod splittet imellem 2 ting. For valgte hun de mægtige skygger – dem der havde magten, kraften og styrken.. dem der kunne føre hende videre i landet.. jah, så måtte hun give op på noget andet og næsten ligeså dyrebart. Drezar, den brogede ørkenvandre var deres krav. Et krav hun følte var fuldkommen urimeligt, da hun allerede havde lagt krop til noget så modbydeligt som et afkom. Valgte hun i stedet Drezar, var magten udenfor rækkevidde. For den røde kendte ikke til andet end skyggerne, og at der kunne forekomme hende andre muligheder var næsten umuligt. Hun ville opgive styrken og magten ved mørket, til fordel for en hingst. Noget som hun havde lovet sig selv ikke måtte ske igen, men alligevel var ved at hænde. For den brogede var ikke en sikker holdeplads, da han altid ville kunne gå fra hende igen.

Det kunne skyggerne ikke.. ligesom hun ville være deres, ville de være hendes. Sådan havde hun i hvert fald forstået det..
Det fine hoved blev roligt hævet, imens de mørke øjne skuede over det bugtende landskab. Enkelte visnede træer var til at finde, da det frodige område var på flokkens areal. Men ellers, var der øde.. frygteligt øde, og tilpas for hoppen. Fordi for en gangs skyld, ønskede hun lidt af den tunge stilhed. Stilhed til at dæmpe sind såvel som tanker.

- "The wild rose.."

Hvad han i grunden endnu foretog sig på denne slagmark for, var svært at sige. Om det var hans søn der var hans undskyldning til ej at fortsætte mod Enophis, eller hans elskede skyggehoppe, der var så forbudt for ham at nærme sig, var ham uklart. En god blanding af dette, lagt sammen med det isnende vand han vidste han skulle krydse, gjorde at han endnu idag satte sine hove på denne Ø. Han vidste han måtte drage videre, til en hver tid kunne han ramle ud i et baghold - og så vidste han, at uanset familie eller kærlighed, så ville han stå... alene.

Det golde åbne og bugtede landskab nærmest sneg han sig over, mens han havde sat kurs imod skoven. Lettere skygge var ham nødvendigt, især i den mundering han efterhånden jo rendte rundt med. Det strålede fra alle vidder at han bestemt ikke hørte til her; hans rustning bar' en stor del af skylden - mens hans kolde og tomme krystalblå øjne alligevel kunne gøre sjæle i tvivl.

Han bar' sig prægtigt, stolt, rankt, til trods for faren der lurerede, mens hans holdning havde fået et lidt mere overlegent og hvilende udtryk frem for anspændtheden der i lang tid altid havde luret over den let brogede hingst. Men noget syntes at fange de krystalblå øjne, og med farer for at dette var et rival, stoppede han brat og beredte sig på det værste... Men der, skuede hans blik den smukke feminine skabning til Fame. Hoppen han ikke havde set siden sidste vinter omkring hans bjergpas, der den gang ej var 'hans'. Stille trykkede han let på de tilbagevendte ører, før han slækkede roligt på dem, og blot forblev stående. Hvis ikke hun fik øje på ham, måtte han fortsætte sin passage. Ej skulle han stå her på åben askebeklædt eng og være lokkemad.

På den rødlige himmel samledes skyerne langsomt. Deres mørke streger bredte sig som et spindelvæv over himmelhvælvingen, hvis lysende stjerner og måne ej kunne nå ned til landjorden. Trådende fangede de små glimt af lys der kæmpede sig vej ned, og opslugte dem i asken der jævnt og ubesværet steg fra centrummet af øen. Den mægtige vulkan rejste sig; et evigt moment om hvor de varslende skygger lurede. Fames mørke øjne så denne himmel, denne vulkan og dette område.. så det, og følte et øjebliks mørk fascination såvel som desperation ved det. Det var for koldt til at rejse videre.. Og for usikkert at blive. Og dog.. de var alle vegne. Hviskende, kærtegnede og leende. Mystiske og så uendeligt farlige. Den røde kunne se på dem – se deres bugtende bevægelser og hvæsende leg. Tiden kunne tikke forbi hende uden hun opdagede det, før at hun med et fnys måtte trække sig. Og imens hun så, ville afskyen langsomt forsvinde. Det var en underlig effekt denne ø havde, der syntes at lulle sine beboere hen til et liv i den virkelighed de skabte.
En let vind løftede forfriskende op i hoppens lange man, og fik blikket tilbage til virkeligheden. Det mørke blik vendte tilbage imod den askebelagte eng, hvorpå den enlige vind bevægede sig videre over. Skabte små bølger af aske, der bølgede igennem landskabet. Dog gik der ikke længe, inden at den røde så noget der ikke hørte til i det mørke hav.

En skikkelse, hvis På den rødlige himmel samledes skyerne langsomt. Deres mørke streger bredte sig som et spindelvæv over himmelhvælvingen, hvis lysende stjerner og måne ej kunne nå ned til landjorden. Trådende fangede de små glimt af lys der kæmpede sig vej ned, og opslugte dem i asken der jævnt og ubesværet steg fra centrummet af øen. Den mægtige vulkan rejste sig; et evigt moment om hvor de varslende skygger lurede. Fames mørke øjne så denne himmel, denne vulkan og dette område.. så det, og følte et øjebliks mørk fascination såvel som desperation ved det. Det var for koldt til at rejse videre.. Og for usikkert at blive. Og dog.. de var alle vegne. Hviskende, kærtegnede og leende. Mystiske og så uendeligt farlige. Den røde kunne se på dem – se deres bugtende bevægelser og hvæsende leg. Tiden kunne tikke forbi hende uden hun opdagede det, før at hun med et fnys måtte trække sig. Og imens hun så, ville afskyen langsomt forsvinde. Det var en underlig effekt denne ø havde, der syntes at lulle sine beboere hen til et liv i den virkelighed de skabte.
En let vind løftede forfriskende op i hoppens lange man, og fik blikket tilbage til virkeligheden. Det mørke blik vendte tilbage imod den askebelagte eng, hvorpå den enlige vind bevægede sig videre over. Skabte små bølger af aske, der bølgede igennem landskabet. Dog gik der ikke længe, inden at den røde så noget der ikke hørte til i det mørke hav.

En skikkelse, hvis brogede figur var hende fremmed i starten. De mandelformede ører vippede irritabelt ned i nakken, og den mørke mule blev utilfreds rynket. Et svagt fnys kom fra hende, og trippende bevægede den rustfarvede fronten imod denne fremmede. Langsomt hævede hun hovedet, for at få et bedre udsyn til hvem det var. Og da hun genkendte det grålige mønster, var det et kort overrasket glimt der vækkedes i de brune øjne. Var det virkelig ham?
En dæmpet tone blev sendt ud i mørket, og den rustfarvede tog langsomt et skridt ned fra den forhøjning hun havde fundet. De sorte hove fandt behændigt de sikre steder at gå, og enkelte skridt nærmere blev taget. Meterne blev langsomt forkortet, inden at hun fandt sig mere sikker i sin sag. På trods af den mærkværdige mundering, var det bjerghingsten Djange. Et ivrigt smil bredte sig om den kønne mule, inden at hun med et kort nik skridtede imod ham. Stilheden var tung, men ikke længere ensom.
brogede figur var hende fremmed i starten. De mandelformede ører vippede irritabelt ned i nakken, og den mørke mule blev utilfreds rynket. Et svagt fnys kom fra hende, og trippende bevægede den rustfarvede fronten imod denne fremmede. Langsomt hævede hun hovedet, for at få et bedre udsyn til hvem det var. Og da hun genkendte det grålige mønster, var det et kort overrasket glimt der vækkedes i de brune øjne. Var det virkelig ham?
En dæmpet tone blev sendt ud i mørket, og den rustfarvede tog langsomt et skridt ned fra den forhøjning hun havde fundet. De sorte hove fandt behændigt de sikre steder at gå, og enkelte skridt nærmere blev taget. Meterne blev langsomt forkortet, inden at hun fandt sig mere sikker i sin sag. På trods af den mærkværdige mundering, var det bjerghingsten Djange. Et ivrigt smil bredte sig om den kønne mule, inden at hun med et kort nik skridtede imod ham. Stilheden var tung, men ikke længere ensom.

Det smukke spind himmelen og asken formåede at udrette, var, for de krystalblå kolde og tomme øjne, intet. Hans sind bar’ præg af noget helt andet, når der blev snakket om fascination. Sådan havde han altid været. Oftest fandt han de helt simple og ubetydelige ting, som noget helt igennem fantastisk. Heraf, andre sjæl og levende individers udseender. Dette kunne gå lige fra pelstype, farve, til såvel øreform. Hvorfor hans fascination lå hos levende individer, frem for de omkring liggende smukke landskaber – var svært at svare på. Selv kunne den let brogede hingst ej selv besvare dette, om man så spurgte ham direkte.

Hans kort afventning, forblev kort. Om hun til en start genkendte ham eller ej, var ham endnu uvist, da den smukke skabning bar sig igennem det askegrå område. Hun var omgivet af aske, såvel som ham selv, men på afstand var det synderligt kun hendes nederste af benene der bar præg af at blive skjult af småskyer. De nedlagte ører gav dog en vis viden om at hun ej genkendte ham, og gengældende blev hans ører selv trykket en anelse for en tid, mens han stille mistede fokus og kastede sit sædvanlige vagtsomme blik omkring sig. Her virkede endnu ufarligt… ind til videre. De gyldne lokker bevægede sig fortryllende og næsten i slowmotion for hans sind, mens hendes krop dansede forførende ned af den milde skråning der satte hendes runde bagpart mere i fokus. Med ét blev han selv klar over at det havde slået hende hvem han var, da et næsten usynligt, for hans blik i mørket, smil vistes. Kort rankede han sig, mens ørerne atter hvilede tilbage imod nakken, og han med sin accept af hendes selskab, selv trådte for skridt frem, hende i møde. Med et mekanisk, men lettere stolt og galant efterhånden, før de kolde og tomme krystalblå øjne blev plantet meget direkte i hendes mørke, så snart et kort lysglimt fra en stjerne havde spejlet sig i hendes, og afsløret deres position i hendes kønne ansigt der ellers var skygget af de mørke omgivelser.

Der fandtes mange forskellige sjæle i Andromeda. Venlige og hadefulde. Griske og gavmilde. Stolte og løsslupne. Andromeda rummede hver og en, og bød dem alle velkommen til en ny start. Dog var der mange der ikke forstod sig på den mulighed de fik, og lod fortiden forme deres fremtid. Fame var en af disse sjæle.. en af disse skabninger. Hun lod en blakket fortid lede til en endnu værre fremtid – som det så ud nu. For fremtiden hvilede i mørket, hvilket på sin vis ikke passede til den røde hoppe. For nok var hun meget, men ond var hun ikke. Og aldrig havde hun været det. Hvorfor så blive det nu? Fame var desperat.. det var ingen hemmelighed for andre end hende selv. Nok prøvede hun at pakke sådan en sandhed ind i undskyldninger, men spurgte man direkte var det sådan.

De lange ben bar hende elegant frem, alt imens den røde hoppe udsendte små tilfredse brummelyde for sig selv. Hendes selskab for i aften var ønsket, og i sit stille sind et hun satte pris på. Selvom den rustrøde hoppe kun havde mødt denne bjerghingst en gang, fandt hun noget anderledes ved ham. Noget der fik hende til at vende tilbage, og nu med et forsigtigt og mystisk smil om de mørke læber. Stolt knejsede hoppen i nakken, inden at hun gjorde holdt enkelte meter fra ham. 

Det fine hoved foldedes ind imod bringen, imens en forførende tone fyldte tomrummet imellem dem. Hilsende og varm i den mørke nat, som ikke længere føltes tom. I det svage lys glimtede de mørke øjne, alt imens hun lettere iltert trippede nogle skridt til siden. Den rustfarvede rykkede dog kort efter trippende bagparten til siden, så hun endnu engang stod med front imod den vældige hingst. Der stod hun så, imens hun langsomt lod noget af den ellers selvsikre attitude falde tilbage. Lod sart ørene vippe frem, imens hun forsigtigt strakte den mørke mule frem imod hingsten. En øm hilsen, der afspejledes i det mørkebrune blik.

Hendes bevægelser var forførende og dragende i sig selv, noget hverken Djange fortalte om eller afslørede i sit urørte helheds udtryk for omverdenen. Nærmere kom hun, før hun stoppede foran ham, lige på grænsen – men den kendte hun jo så i og for sig nok rimelig godt efter deres første og eneste møde. Stille havde han ranket sig let og løftet let på hovedet, næsten overlegent, mens de krystalblå øjne ville kunne blive blottet bedre for hoppens udsyn af masken der nu prydede hans udseende. Hendes feminine tone rørte bestemt noget i ham, mens han næsten mekanisk med hovedet fulgte hende som et rovdyr der ikke mister fokus, da hun først gjorde et par iltre sidebevægende trippende skridt.

Atter havde han intet udmundet selv, hvilket var atypisk for Djange i sig selv. Nærmere kom det smukke hoved imod ham, mens hun næsten sårbart viste sig; mens Djange fandt dette syn ømt og næsten skrøbeligt. Det mørke øjne som også havde draget ham specielt meget sidst, legede næsten med ham. Legede med hans iver… hans fornuft. Stille lød en hæs og intens dybere brummen, som svar, mens han stille eftergivende kun gav afkald på få centimeter da han tillod sig at afspejle hendes handling med at søge frem med hovedet.

"De finder det ikke usikkert at befærde en Ø som denne… alene Fame?"; hans stemme var hæs og intens, dæmpet, tonløs. Alt imens hans kolde og tomme øjne forsat så meget direkte i hende. Ej slap han øjenkontakten, end ikke for at genregistrere at her ingen farer var.

De mørke øjne løb over Djange, hvis maskuline statur ikke havde ændret sig frygteligt. Han var ikke blevet svagere – tværtimod så han stærkere og sundere ud end før. Og udover styrken, prydede nu et helt fremmed element den bjerggrå. En rystning. Denne udgave var lettere end dem hun havde kendt til… Men dækkede hans hoved og bringe udmærket. Harmonerede med den brungrå farve, og satte de isblå øjne i yderligere kontrast. Øjne, som den røde til sidst fæstnede sig ved igen.
En hæs og intens brummen steg fra hingsten, og stille gav han en smule efter. For den lyse mule kom tættere på, og med et forsigtigt puf hilste hun ham. Indsnusede den krydrede fært, og pustede dybt ud igen i en tilfreds tone.
Hans intetsigende stemme brød dæmpet stilheden, og sneg sig ud i det skyggefyldte område omkring dem. Om hun fandt det usikkert? Åhh jo. Fames mørke øjne slap ikke hans, idet at hun med en svag brummen tiltede det ædle hoved på sned.

”Jeg søger gang på gang at udfordre skæbnen..”

Hviskede hun lavt. Med et svagt smil drejede hun hovedet lidt væk, og så udover det mørke landskab. Åh jo hun fandt det farligt. Og til tider ønskede hun at hun aldrig at have sat sine hove på denne ø. Den lange hale blev hvislende svirpet til siden, og den rustfarvede vendte sig igen mod den bjerggrå. Kastede med et fnys den lange pandelok tilbage fra øjnene, hvis mørke glød igen fæstnede sig ved Djange.

”Men nu er jeg ikke længere alene”

Og et flygtigt smil gled over de mørke læber. 

Hun var ikke så lidt strid. Det var ingen hemmelighed; hvilket også gjorde situationen pludselig lidt ambivalent for den let brogede hingst. I samme sekund som hun berørte ham, puffende med mulen, blev ørerne hårdt presset i nakken, mens hans krystalblå øjne blev misset og mulen rynket – lige til grænsen hvor han ville have haft blottet tænderne lidt – før fornuften, mere eller mindre, slog ind. Han forblev stående, og stille slækkede det hele på sig igen, stille – men alligevel kun indenfor få sekunder. Havde han været hingsten der viste alt i sine øjne, ville et eftertænksomt og grublende blik have været der, men nu var kun hans kolde og tomme blik der næsten tryllebundet da han først så i hendes mørke glødede efter hun kastede pandelokken væk i et fnys.

Så fuld af personlighed, varme og glød. Han måtte indrømme at han ikke kendte til nogen som denne hoppe Fame, og hendes ord i sig selv sagde alt. For de to, lige nu – om han ville det eller ej… udfordrede skæbnen. Han på denne Ø, og især i selskab med hende. Det var som med Midnight Myth… kort sagt – Kemi.

"Alene nej. Men heller ikke i sikkerhed."; lød hans hæse og intense stemme tonløst, dæmpet; før han kort knejste i nakken da han drejede hovedet til siden for at spejde kort imod vulkanen… Han overvejede at fortætte sin færd, det burde han. Men denne hoppe, han vidste hun var problemer i sidste ende, men noget tiltalte ham; og atter drejede han hovedet derpå, for at se hoppen i øjnene.

"Hvad laver De i grunden her?"; tillod han sig at snage, mens han næsten udfordrende missede øjnene for en stund. Hæs og intens lød hans stemme, tonløst – til trods for en snært af udfordrende mere undertonespillet kemi spillede ind. Let havde han søgt sin mule nærmere hende i sin spørgen, men uden den hensigt at røre hende.

Med et overvejende blik, betragtede Fame den reaktion der undslap Djanges ellers intetsigende skikkelse. Ørene vendtes langt ned i den kraftige nakke, imens han med et fnys næsten blottede tænderne af hende. Fame så den brogede skikkelse, og en svag tanke om hvilken styrke hun egentlig udfordrede, strejfede hende kort. Djange var ingen slap hingst.. men dog en hingst med ære. Kom det så vidt, at hun trådte for langt.. så tvivlede hun på at han ville skade hende mere end hun havde været uden for før. Noget ved den bjerggrå, sagde hende, at han ikke ville skade hende. Det fik et svagt ekko at tillid til at kalde. Men et ekko var nu engang kun et ekko, og dermed kun en kopi af hvad der var ægte.
Fames mørke blik mødte det isblå, og med et ændredes det før udfordrende smil sig til hvad der kunne ligne et undskyldende. Ikke at hun undskyldte for sin handling - langt fra. Hun var tilfreds når hun kom nær, også selvom det ikke var med den bjerggrås gode vilje. Men undskyldende for, at det ikke kunne bringe nydelse eller velbehag. Man kunne roligt sige, at Djange udfordrede den del af hende. For hvorfor kunne han ikke overgive sig til den rustfarvedes kærtegn?

Den hæse stemme brød stilheden, og med et fnys trak hoppen hovedet opad. Sikkerhed? Selvom hun måske viste en ligegyldig attitude, kunne hun ikke skjule det tilfredse glimt. Touché... Hun elskede ordspil eller verbale samtaler, der kunne følge op på hinanden. At lege med ordet.. det forstod han sig også på. Den flødefarvede hale svirpede kort bag hende, og hun vendte atter blikket undersøgende imod Djange. Udfordrede han hende..?
Svagt kneb hoppen blikket sammen, og det skæve smil trak yderligere op. Med en dansers ynde trådte hun tættere på, inden at hun let stoppede bevægelsen få centimeter fra den ranke skikkelse. Der tiltede hun svagt hovedet på sned, for igen at afsøge det markerede ansigt for følelser. Tegn på tanker. Et eller andet. For selvom øjnene var sjælenes spejl, viste Djanges ikke hvad man normalt ville finde. Men hun ville ikke give op. Ikke endnu. Selvsikkert hvælvede hun nakken, imens hun omsider slap det intense, isblå blik der havde holdt hende fast, og flyttede det imod den ulmende himmel. "Hvad laver jeg i grunden i Andromeda?" mumlede hun, inden at stemmen blev mere fast. "Jeg fordriver tiden. Jeg spilder den. Jeg leder, og jeg finder intet.. Intet andet end aske".
Sagde hun en anelse dramatisk, inden at hun med et glimt vendte blikket tilbage til hingsten. Det var nu ikke engang løgn. For Fame følte ikke et mål med landet, og lod i tiden blot dagene glide forbi.

Den spøjse og dragende karakter Fame nu atter engang var og forblev, fornøjede den let brogede hingst. Hun var et selskab han ønskede at nyde, udfordre og spille spillet med. Men når alt kom til alt, så kunne han ikke. Han kunne ikke se sig selv i øjnene ved at forråde den næsten hvide, uanset hvor meget han så blev bildt ind at han gerne ville når han først var i nuet. Deadly Myth var på den anden side også fjenden hvis det skulle være helt rigtigt... Men endnu et risikabelt moment spillede ind. Han var på Foehn, Øen hvor den næsten hvide skyggehoppe holdte til. Hvilket også slog ham, at de kunne ikke stå meget længere her og blomstre. Han var som en mus blottet på en mark for rovfuglen, når han begav sig på denne Ø. Farligt og risikabelt...

Helt igennem varmglødende og forførende fandt han hoppens levende og indgående personlighed, da hun gav et fnys fra sig og han betragtede den lyse pandelok der fulgte tvungent med, og landede elegant over til den ene side så hendes øjne atter var at beskue. Han fastholdte hendes blik, med hans evigt kolde og tomme, mens hun pludselig gengældte hans udfordrende mine. Han vidste allerede nu at dette træk var bindende, såvel som farligt område... Det skæve smil og de dansende tilnærmende skridt, rørte noget på sig, mens han så ellers urørt og fattet ud.

I takt med hendes tilnærmelse missede han de krystalblå øjne mere og mere, næsten advarende. Men hun stoppede, uden at røre ham - og selvom ingen andre, udover hans familie, fik lov at komme så tæt; forblev han stående. Det blev intenst, og stille slækkede han meget langsomt på det anspændte, som gav han sig en anelse hen til denne forførende og betagende hoppe.

Hendes akt virkede nu dramatisk, og selvom han kunne have rullet øjnene af hendes åndsvage og ligegyldige ord, fandt han pludselig en undertone af hentydning til. Om det var ham selv der misforstod noget her, vidste han i grunden ikke noget om.. Men han fornemmede hentydningen, og en stille uro vaktes i ham.

"Men hvad er det da De søger Fame?"; lød hans hæse og intense stemme, tonløst - næsten hviskende. Stille, og for et mikro splitsekund, var et kort glimt at se i de kolde og tomme øjne, før det forsvandt. Som et stjernes død, blussede det kort og næsten usynligt op, før det atter svandt helt ind..

Fame

Det spil Fame havde taget del i, havde aldrig været tiltænkt alle og enhver. Det spil hun prøvede at gennemføre, kunne ikke gøres alene. Der skulle deltagere med. Og det var ikke altid at hun valgte sine medspillere. Djange var dog en undtagelse, og han deltog - måske uvilligt, i den røde hoppes gennemtænkte ønske til en perfekt virkelighed. Han var en af dem, som den rustfarvede ønskede også gennemførte denne del. Så han ligesom hende, kunne komme over på den anden side. Dog var der et lille twist, med dette spil omkring livet. Alt hvad der kunne ligne en medspiller, var i sidste ende også en modspiller. Derfor burde Fame ikke lade sine personlige følelser blande sig med spillet.
Men hun kunne ikke lade værd. Og selvom Djange ikke virkede til at vide det, havde Fame taget en omvej fra den mere direkte vej. Alene den tid hun brugte nu, havde intet at gøre med det mål hun søgte. Sådan kunne det ihvertfald siges. Det mørke blik søgte hans, imens en svag hvisken dæmpede den hæse stemme. Intens glimtede det isblå blik, og den korte stjerne fæstnede Fame sig ved. Den ville huskes til senere, siden det var en af de eneste tegn Fame havde set og måske ville se fra den brogede Djange.

Fame's blik glødede sagte, som den formørkedes himmel sidste stråler gav genskær i den mørke iris. Der var, for første gang, intet smil. Ingen useriøs undertone eller drillende antydning. I det korte øjeblik, fandt Fame sig i en situation, hvor hun var ærlig med sig selv og andre.
"Jeg vil bare huskes..."

Den blide stemme dæmpedes, da stemningen ikke var skabt til høje samtaler. Nej. I dette moment, var stilheden deres ven, såvel som sandheden. Øen var ikke sikker nok til at tale højt, og fortælle sådanne oplysninger til hvad der end måtte lytte. For andre, kunne den stille sandhed være ubetydelig. Men for den rustfarvede var dette meget personligt. Den bar en svag antydning, om en blakket og ubehagelig fortid. En fortid, Fame ikke ønskede at gennemleve eller huske igen.

- "The rose wither.                
But not the thorns"

Intensiteten der lå imellem de to kreaturer, på den askebeklædte eng, vagte ting i den let brogede hingst. Ting han benægtede overfor sig selv, men samtidig - her i nuet - næsten ønskede at give sig hen til. Det mørke hoved der mødte ham, med de glødende øjne han fandt direkte betagende; ændrede nu på sig. Om dette var en respons på hans egen kortvarige gnist i hans krystalblå øjne, var svært at dømme. Selv var han ikke klar over når han rent faktisk nået de sjældne punkter hvor han blottede sig selv, gennem sine ellers kolde og tomme øjne.

Smilet forsvandt...

Til trods for han hverken selv smilte, og hans udtryk nok mest af alt blev tolket som presset til grænsen, var det som om en mere alvorlig mine indfandt sig. Det var hurtigt han bemærkede hvordan hoppen pludselig ændrede sig. Om det var en ærlighed eller løgn der forlod hoppens mule, som det næste - var han egentlig i tvivl om? Mest af alt fordi han ej havde haft oplevet denne forførende, spændende og uopnåelige hoppe så alvorlig før?

Hendes ord gav genlyd, som en svag hviskens i hans hoved; mens han tyggede på dette for en stund. Sekunder, mange sekunder. Stilheden truede næsten med at bryde ind og overtage, før han stille slækkede lidt på de nedlagte ører. Jovist vendte de endnu bagud, men ej lå de i nakken mere. Hans øjne spærrede sig nu mere op, til det lig førhen, og den markerende attitude over at de stod hinanden så nær, blev langsomt og diskret brudt.


"Har De tænkt tanken.. at De allerede bliver husket?"; forlod hans mule. Hæst og intenst svarede han, dæmpet - næsten hviskende, mens ordende forblev tonløse. Selvom minen pludselig var mere alvorlig, tillod han sig at hæve det ene ikkeeksisterende bryn, hvoraf der pludselig blev understreget en udfordring. En underspillet en af slagsen, en farlig leg. Som han u-inviteret, tog op...

Fame
Hendes ord fadede ud i stilheden. Ordene, hvis betydning kunne modtages og defineres på mange måder. Det var ord af sandhed, og ord hun ikke ville sige højt igen. At blotte sandheden gjorde den der bar den viden til en vigtig brik i livets store spil. Djange fik et holdepunkt og en viden om den rustfarvede, som hun vil påstå ingen andre har. Den viden kunne bruges godt som ondt, alt efter hvad hans eget personlige ønske ville være. Og hun vidste ikke hvor smart det træk havde været.. men det havde i sin forstand været nødvendigt. For hun ønskede at vide mere om Bjergenes Vandre. Hun ønskede at høre om Ham..Hvem han var, hvad han bar på. For hvis man blev bragt til dette land for en ekstra chance, måtte man have sine skeletter i skabet.
Svagt virrede hoppen med hovedet, og hævede det derpå en anelse. Blikket, hvis dybde rummede en forbudt lyst, spejlede sig kortvarigt i hingstens eget. Hende tanker - usagte, men til stede og i evig forandring. Noget ved denne Djange påvirkede hende. En flamme, elektricitet. Energi, der i den reneste form strålede ud fra hoppen selv, tricket af den grålige. Forandring behøvede aldrig at være endegyldig, men nærmere en begyndelse på starten. Og hvis forandring var hvad der skulle være begyndelsen på den grå, kunne hun i sandhed fristet til at starte.

A challenge...

Om hun allerede blev husket? I en blød bue hævede hoppen det ene "øjenbryn", før at et smil gled over den mørke mule. Om hun havde tænkt den tanke? Den rustfarvede tog et lille skridt fremad, og bragte sig selv faretruende nær den brogede. Stemmen, som sang melodien for alle er gad lytte, blev med en udfordrende tone hvisket til hingsten... Djange, der i øjeblikket var på vej ind på Fames territorium.

"Jeg er ikke sikker..."

Nynnede hun med en påtaget uskyldighed. Dog holdt den ikke længe, og blev i stedet erstattet af det vante. Det mørke blik, der glødede i aftens skumring. Opstemt, bestemt og mystisk. Og for nogle; også lokkende,

"Kan du overbevise mig om.. at jeg ikke er glemt..?"

Den lange hale glad hvislende over jorden, idet at hun med langsomme bevægelser begyndte at bevæge sig. Ikke meget; kun en anelse. Men nok til måske at starte den evige Forandring.

- "The rose withers.            

but not the thorns."

Lige som Djange havde mere eller mindre ladet sig indfinde i denne nærhed, virrede hoppen en anelse på hovedet før hun hævede det en anelse. Stille havde hans ører trykket let på sig imod nakken, før de stille slækkede på sig igen. Hans kolde og tomme øjne så sig i Fames.

Gnister, energi, elektricitet hvirvlede vildt mellem de to sjæle. Sådan følte Djange det i hvert fald.

Fornuften nærmest skreg i ham, af fulde kraft, men alligevel lod han sig langsomt give en smule hen, alt imens hendes konstatering og hans spørgsmål endnu tumlede omkring i hans indre. Husket... Da først det ene af hendes øjenbryn løftedes, og et smil i samspil gled over hendes mørke mule, følte han først en meget direkte udfordring. En kende markerende og advarende, blev de krystalblå øjne misset anseende sammen, mens de ikke slap hendes blik.

Ufortrødent kom hun derpå nærmere, og egentlig ville han nok havde blottet tænderne - hvis man kendte ham ret. Men det var som om en kende chokerende mine stille dirrede om ham. Endnu forblev den kolde og kyniske facade opholdt, men de missede øjne slækkede sig, mens intet andet rørte på sig. Han tav og lyttede stille til hendes ord, mens hans øjne nærmest stirrede i hendes. Koldt og tomt.

Den hviskende udfordrende tone, som bar en vis uskyldig dumhed over sig, rørte på en masse ting. Opstemning og ophidselse vakte på sig, og en svag urolighed dybt i ham af fornuften, hvæste af ham. Hun lokkede ham; og han hadede sig selv lige nu for det, selvom hans udtryk udadtil endnu var fuldkomment uændret var det nærmere advarende der svang mod det accepterende.

Overbevise? Dét kan du tro jeg kan!

Hans første indskydelse på hendes dybt lokkende og forbudte flirtende opfordring, var ham fuldstændig uacceptable. Hvad bildte han sig ind? Hans første tanke var blot at tage i mod, spille spillet videre, lade sig forfører - bare en smule? Men han burde ikke.

Stille missede han øjnene en anelse sammen, mens han vidste at Fame nok ville føle en vis form for afvisning, på trods af hun pludselig gav sig så meget. Meget mere end han nogensinde havde oplevet før.. og ærligt måtte han også indse, at der var noget specielt over denne hoppe. Næppe havde han sødt på så indirekte fræk, sensuel og forførende hoppe som hende... sørgeligt - men sandt.

"Jeg kan overbevise Dem om mange flere ting end bare det."; hans stemme var hæs, dybt intens og tonløs - alt imens en rimelig tydelig lokken lå i hans ord, mens han stille havde strakt mulen frem til hendes kæbe for at hviske disse ord. Stille havde hans ene næsebord kun strejfet hendes kæbe, faktisk ubevidst - men det slog ham hvor dybt vand han pludselig var!

Perdu Soleil.

"I like beautiful melodies, telling me terrible things. So I will wear my tragedies as armor.
Not shakcles.

Det undrede hende en anelse. Meget kunne forvirre hende, næsten alt kunne hun afsky, men sjældent kunne hun undres. Ting der kunne vække en anden side af Fame, var nu engang en sjældenhed, i hvert fald i dette land. Og dog fandt hun sig selv undrende, måske nærmere forundret over den brogedes blik. Øjne der havde rystet hende i første omgang. Hun forstod ikke hvordan han bar sig ad - selv i et moment som dette, at bevare sådanne kolde øjne. Var det farven? Isvinde kunne feje ned fra høje fjelde, og sendte gysninger igennem hoppens krop. Var det hans attitude der tog del i blikket? Fame tvivlede, og hun lukkede kort øjnene. Hun var pinlig bevidst om, at hendes egne afspejlede hver enkel følelse, hver enkel lyst og når alt kom til alt; bar en mørk skygge over sig. Stolt løftede hun dog blikket igen. En skygge der i sidste ende ville hjælpe hende. Og måske bar Djange på tomheden, ligesom Fame bar på den flakkende skygge i lyset af en intens flamme. Måske lå forskellen ikke i farven, men hvor man valgte at lægge sin styrke.
Den rustrøde vidste hvad styrkede hende.
Med en uhørlig brummen hævede hun hovedet mere, selvom hendes slanke skikkelse ikke nåede Djanges højde på noget punkt. Afventende, spændt og måske en anelse klar på den afvisning hun havde i vente. Aldrig havde hun tænkt det svar han ville komme med. Nøje fulgte hun hans langsomme bevægelse, og mærkede med en gysen den svage kontakt der kort var skabt. Eller var det en gysen over hans ord? Så meget lå uvidst. En mild rumlen kom fra hoppen, og et smil trak mundvigen op. Han nægtede, ligesom hende selv, at bakke ud af en udfordring. Selv hvis det ville krydse grænser man ikke vidste fandtes. Ild brændte intenst i øjeblikket, og kunne holdes i live længe. Old var ligeså skrøbelig som den var farlig; men nødvendig.
Med en mimren ramte hun nænsomt den bløde mule, for at hun svagt trak den opad hans næseryg i et blidt kærtegn. Dog stoppede hun midt i bevægelsen, og trådte langsomt tilbage. Man skulle ikke være et geni for at vide, at Bjergvandreren ikke lod andre røre sig. At hun overhovedet var kommet så langt var...mærkværdigt. Derfor agtede hun ikke at trække sit held yderligere. Hvis han ønskede at forsætte, måtte han selv styre... Fame var tilfreds med den revne hun havde skabt. Bjergvandreren var ikke lavet af sten.

"Jeg er lutter øre, Djange..."
I lyset af Fohens nedadgående sol, lod den rustfarvede et suk lyde. Hun var allermest levende i skumringen, men vidste at det ikke gjaldt for alle. Når solen forsvandt, blev skyggerne lange. Og natten var ikke et sted for Bjerghingsten, hvor det eneste bjerg var vulkanen og dets lige. Skyggerne hviskede, og hun ønskede ikke den gråbrogede ondt. Så derfor måtte han videre, imens hun selv havde måneder tilbage her. Men en dag ville hun være fri igen.

"Men natten kan være farlig for... din slags"
Den bløde tone lagde sig ud, og med korte skridt trådte hun nærmere. Han var så langt fra som den hvide skyggehingst. Og Fame mente intet ondt i sine ord, men ønskede ikke at sige for meget i det begyndende mørke. Man vidste aldrig hvem der lyttede med.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead.
As a queen, I will not cringe".