WHERE IN THE WORLD ✗ Mitis

Chrome
✕ Life didn't choose me ✕

When ✗ En halv time før solnedgang
Where ✗ En af de nordlige enge
Who ✗ Mitis

Hans hoved dunkede.

Hvad var der sket?

Kulden krøb ind i hans bug.

Hvor var han?

Langsomt åbnede han sine øjne og missede med dem.

Midt på engen lå en plettet skikkelse, halvt begravet i det hvide dække, mens vinden hylede omkring ham og hvirvlede bragte mere sne med sig. Forvirret hævede den sit hoved og snusede til vinden, sine øjne lukket og gemt væk for verden. Vaklende prøvede den at rejse sig, men væltede næsten hjælpeløst til siden, ude af stand til at holde sig på benene i vinden, så vel som dens generelle tilstand; for fra et snit over øjet dryppede rødt blod ned, mens resten af kroppen generelt virkede mørbanket.

En hov smadret direkte ned i hovedet.
Et tryk mod halsen.
Ingen luft

Frustreret kastede hingsten med hovedet, da han fandt sig selv vælte til siden for den fjortende gang. Hans ben følte svage under ham, imens han kæmpende prøvede at komme på benene. Med et bed han tænderne sammen, da et lysende glimt at et minde blændede hans tanker.

En forførende latter.
Blide kærtegn.
Et djævelsk bid.

Med et næsten opgivende fnys sank han sammen i sneen; lod sig selv hvile et øjeblik, mens verden stadig hamrede mod ham og kastede hans sanser omkring. Anstrengt trak hans vejret. Instinkter skubbede til ham, bad ham rejse sig op.

Op, op, lille hingst.
Ellers dør du.

✕ I chose life ✕

[1]

Mitis bevægede sig flyvende over sneen. Brunsten havde sit tag på om hende, ligeså vel som den havde på hingstende, og hun nød det. Hun nød at tænke så sig selv, at vise sig selv frem. Hendes spinkle hals var smukt hvælvet, og hendes let bølgede hale højt sat, og viste de små araberpræg hun havde i sig. Hun kiggede sig søgende omkring, stadig dansende fremad. Hun ville gerne finde en hingst. Vise sig frem. Gøre det svært for dem. Et lavt feminint vrinsk passerede hendes læber, blev slynget ud i vinden og den lette sne der let faldt fra den hvide himmel, og smeltede i hendes pels. Hun slog let med halen, og slog ned i skridt igen. Kiggede stadig rundt, uden rigtigt at finde noget specielt.

Engen strakte sig stor og hvid foran hende, indbydende. Den nærmest kaldte på en til at ødelægge det smukke sne. Hun slog et kast med hovedet, og gjorde et spring fremad med forbenene, for derefter at styrte afsted gennem sneen. Alt omkring hende var hvidt, himlen og jorden. Sneen hvirvlede op omkring hendes ben, skyer af kulde. Hun gjorde et spjæt med bagbenene, men sagtnede ikke farten. Der var intet til at stoppe hende. Sving eller træer, eller sten. Det var bare hvidt, ensformigt og fantastisk. Indtil noget der ikke var hvidt og bestemt ikke ensformigt dukkede frem foran hende. En hest, så det ud til, men ret så smadret. Den så ikke ud til at kunne komme op at stå. Der var sikkert noget galt med den.
Hun stoppede brat op, så en sky af sne stod op omkring hendes ben, imens hun trippende stod og betragtede dyret foran hende. Prikket, noget hun aldrig havde set før. En hingst, at dømme på den muskuløse bygning, men hvad der var sket siden den lå der og tumlede rundt uden at kunne komme op, kunne hun ikke helt sige. Men hvem kunne det, udover den selv?

Wordcount: 323 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ Life didn't choose me ✕

Han lå stille et stykke tid. Trak vejret dybt. Forsøgte at dæmpe sine saner, at få dem til at agere normalt i stedet for at svimre rundt over det hele. Verden væltede for ham, røg til jorden sammen med hans hoved. Han lå stille i sneen, lod kulden synke ind og dæmpet den dunkende fornemmelse. Hvad pokker havde han nu lavet? Hvem havde han provokeret denne gang for at ende i den situation, han var endt i? Og... hvor i alverden var han? Der havde været hård frost sidst han huskede, men ikke sne...ingen...sne...

Hans krop gjorde ondt og hans sanser virkede kun halvvejs, men det ændrede ikke på instinkterne.

Lyden af hove i sneen var gået forbi ham, men duften gjorde ikke. Et øjeblik mere lå han stille med hovedet begravet i sneen, lod blodet fryse i kulden, før han hævede hovedet. Verden svimlede en stund mere, inden hans blik samlede sig og han var i stand til at fokusere på det, han havde opsnappet. Ikke langt væk, stående i det blændende hvide sne, var en hoppe. Ikke hvid som sneen, men nærmere grå som sten; ikke at han just kunne kalde det grimt. Hans ravgule øjne fangede hendes brune et øjeblik, inden han rullede om på siden. Det gjorde ondt, men alt kunne gøres, hvis blot de rigtige instinkter skubbede aktionen fremad.

Trods sin tilsyneladende sølle position og mørbankede tilstand, forlod en tydeligt hingstet brummen den plettede. Halen blev svirpet, så sneen føg, inden han gjorde endnu et forsøg på at komme op; og med succes. Om end lidt vaklende gik der blot et par øjeblikke før Chrome stod i sneen, små rifter og andet værk synlige sammen med de mere permanente ar han havde påtaget sig gennem livet som bachelor.

Og med det blev nakken knejset og kroppen ranket, som var der absolut intet galt med ham.

✕ I chose life ✕

[2]

Mitis dansede elegant nærmere hingsten, smældede med halen mod hendes lår. Hun betragtede utålmodigt hingsten, imens den tumlede rundt i sneen, tilsyneladende prøvede at komme op. Hun sagde ikke et ord, og der var der heller ikke rigtig brug for. Hingsten havde fattet budskabet. Hun bevægede sig fortsat omkring ham i flyvende bevægelser, men holdt sig på passende afstand. Hun ville ikke gøre det let for ham. Hun slog let med det feminine hoved, så hendes man fløj omkring, dækket af et tyndt lag sne. Hun sprang kort væk fra ham, løb et par meter, for derefter at vende skarpt omkring og stoppe op så tæt på ham, at hun nærmest rørte ham. Hun trak sig let væk, men stoppede ikke med at bevæge sig. Det så hun ingen grund til, og hun nød at bevæge sig.

Hun kunne ikke lade være med at være en smule fascineret af hans farve. Hun havde aldrig set en hest der ikke var broget, men istedet havde mindre pletter, der dækkede kroppen. For ikke at sige en hest med så krøllet hår. Hendes var blot en smule bølget, men ikke meget. Hans var et virvar af hår, bølgende i vinden. Et let smil spredte sig over hendes bløde læber, inden hun lod en lys vrinsken forlade hendes mund, som svar på hans brummen.
Hun smilede bredere, da hun så ham komme op. Alt kunne tydeligvis lade sig gøre, når den rigtige lokkemad bare er der. På den måde kan alle komme på krogen. Hun lagde mærke til at hingsten også havde gyldne øjne, dog var hendes mere ravfarvede end hans, mørkere.

Nu hvor han var kommet op at stå, kunne hun tydeligt se at hun havde fundet sig en prægtig hingst. Muskuløs, selvom ar dækkede ham mange steder. For ikke at snakke om de åbne sår, og blodet der piblede ned gennem hans hvide pels.

Wordcount: 312 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hun var vidst en legesyg en, hmm..? Hingsten trak let på smilebåndet på den side, som var vendt væk fra hende. Det eneste hun så var dog en neutral, og alligevel intens, holdning og et let vip med det ene ører. Han knejsede dybere for hende, før hans brummen lød på ny, om end mere kraftfuld nu hvor han rent faktisk stod op og ikke lå ned. Hovedet svimlede forsat en smule og det dunkede, hvis ikke næsten hvinede, for hans ører, men det dæmpedes for hvert øjeblik hun stod der. Normalt ville man måske sige, at lugten af en hoppe i brunst slørede en hingsts sanser; det var kun det modsatte der skete for den plettede Chrome.

Hoppen var en køn 'lille' en egentligt; hun var ikke synligt lavere end ham og slank på de rigtige steder. Hun kunne dog godt have været breddere på andre, men hvem var han at dømme? Han gjorde et kast med hovedet, så vældet af en man dansede om halsen på ham, inden han vendte siden helt til hende og tog et skridt fremad, for så at svirpe med halen inden han satte afsted i en kraftfuld trav. Han svingede ind i en mindre volte inden han søgte mod hende; sneen føg vigende for hans hove, mens vinden stadig hylede omkring dem og kastede sneen afsted, enten med den hensigt at stoppe deres fortagende, eller måske blot opildne det.

Nakken blev knejset på ny, hvilket åbnede et af de mindre sår, der sad på overlinjen af hans hals. Kulden ville nok lukke det hurtigt igen, præcis som alle de andre. Ingen af dem poserede nogen stor trussel mod ham.

Hvis hun bevægede sig bort fra ham, så ville han følge, men ikke som en dum hvalp. Dette var et spil som de begge villigt spillede, selvom den ene måske kunne siges at være en smule mere... påvirket... end den anden, men hormoner kunne gå begge veje, så ingen kunne sige hvornår spillet ville blive udlignet.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[3]

Hun ville lyve hvis hun sagde hun ikke var fascineret af denne fremmede hingst. Han var anderledes end de andre hun havde mødt i dette land, og hun nød det. Nogen der ikke bare ønskede at snakke, nogen so ikke behandlede hende som hun behandlede sig selv. Et hvin forlod passerede hendes læber, og hun hvælvede nakken yderligere, så hendes mule næsten rørte hendes bringe. Hun nappede legesygt udefter hans man, inden hun trådte sidelæns, udenfor hans rækkevidde. Hun slog med halen imod ham, og trådte igen nærmere. Puffede let til hans skulder med mulen, men udenfor de sår og skrammer der dækkede den i forvejen.

Sneen hvirvlede stadig rundt omkring, og imellem dem, men det var ikke nær så slemt som regn. Hun huskede tydeligt hendes snak med Thorondor, som jo nærmest druknede hende. Dette var blot fnug, som smeltede i hendes pels. Hendes næsebor var udspilede, for at indfange enhver duft, og for at lade hende indånde alt ilt hun kunne, så hun ikke blev forpustet af dansen. Hun overvejede at sige noget, men gjorde det ikke. Ord kunne stoppe alt dette, og det ønskede hun ikke. Vinden slog stadig kraftigere fra siden, og viftede hendes hårpragt ind i ham. Ikke at hun havde noget imod det. Under normale omstændigheder ville hun sikkert undskylde, selvom hun ikke havde brug for det. Men ikke nu. Der var ingen grund til at opføre sig som hun plejede, for så ville hun være stoppet op, blevet trist over hendes mor, fryse, og være bange for hingste som denne.

Et forførende smil spredte sig over hendes læber, og et faretruende glimt tændtes ved siden af det legesyge i hendes øjne. Hvor hun dog elskede denne dans. Dette her var noget hun aldrig havde oplevet før, og hun nød hvert sekund af det.

Wordcount: 300 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den skimle hoppe gav et hvin fra sig og Chrome spidsede ører ved lyden af det; prøvede at tyde, præcis hvad der lå bag det. Som svar vibrerede en ny brummen fra ham, før stoppede op foran hende. Vinden hvirlede hans man mod hende, hvor hun legesygt nappede efter den, før hun trådte væk fra ham. Han fulgte hendes bevægelser roligt, uden at rykke sig meget, men der skulle ikke være nogen tvivl om, at det kun var på overfladen roen fandtes; blikket ildnede stadig, klar på hvad end der blev smidt mod ham, inklusiv den hale hun slog mod ham og det lette puf.

Hendes berøring var nok det der fik det til at slå lidt klik i hovedet på hingsten. Ikke i dårlig forstand, i hvert fald ikke hvis man så på situationen, men det cementerede ligesom formålet med det hele; fastlagde målet. Og havde det ikke været nok, så ville det glimt han spottede i hendes øjne sandsynligvis have været det. Hans ører fladede ud mod hans nakke et øjeblik, før han med et meget pludseligt skridt vendte fronten mod hende, for så at spidse ørerne på ny. Let tiltede han sit hoved et par grader på skrå et øjeblik, inden han sænkede sin mule mod hendes, næseborerne udspilet for at fange den mindste del af hendes duft. En meget dæmpet vrinsken forlod ham dernæst.

Så meget som hun ville have, at han skulle arbejde for hendes opmærksomhed, måtte hun arbejde for at ilne ham op til det. Hun kunne få hans udelte opmærksomhed, uden tvivl, men ikke for ingenting... selvom han for nu gerne gav hende den.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[4]

Hun lod ham følge sig, ventede en smule på ham. Hun havde ikke lyst til at ryste ham af sig. Hun stillede sig ligeså foran ham, med hovedet hævet. Hun prustede let, så skyer af damp stod ud i den krystalklare luft, og ramte ham. Dette var ikke noget hun normalt gjorde, og hun vidste ikke hvordan denne dans var ment til at foregå, så hun improviserede blot, og det så ud til at virke. Hun ønskede lidt at sige noget, som det lå i hendes personlighed, men lige nu havde hun langt vigtigere ting at tage sig til.

Hun bøjede nakken, men ikke hovedet. Hun ville ikke virke som om hun ikke var stærkere eller højere stillet end ham, hvilket hun selvfølgelig ikke var, og han ville let kunne ligge hende ned, selv nu hvor han så ret skadet ud. Alligevel kunne hun ikke forestille sig at det ville virke mere tiltrækkende at hun kom krybende som en hund. Hun begyndte en dansende gang, næsten stående stille på samme sted, men hun bevægede sig alligevel langsomt fremad, rundt om ham. Hun slog let med halen imod ham, og bøjede nakken yderligere. Det var egentlig ikke rart at bøje nakken så meget, men lige nu viste hun sig kun frem. Hun var jo ikke tvunget til at gå på denne måde resten af sine dage.

Et skingert og hvinende vrinsk fløj forbi hendes læber, som svar på hans dæmpede, og hun vendte kort blikket mod hans.

Wordcount: 246 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hingsten gav et fnys fra sig, da hun dansede bort fra ham på ny; så det skulle være på den måde. Han havde som sådan intet mod det og derfor fulgte han hende med sine egne langt mere kraftfulde skridt. Hvor hendes dans byggede på at gøre sig til, at vise sig fra sin kønneste side, så var det ikke hans hensigt. I hans skridt lå styrke og det var absolut også det eneste han havde til hensigt at vise; ikke råstyrke som sådan dog, for der var også præcision bag skridtene. Der var de ting, han var van til at hopper så efter, selvom han da egentligt ikke kunne vide om det var det, hun potentielt søgte efter, hendes opfattelse af tingene kunne jo være anderledes end der hvor han kom fra. Der var den generelle ide at hoppen gav elegancen, mens hingsten videregav styrke og mod. En meget primitiv måde at se verden, men ikke desto mindre troværdig.

Med et stoppede han, som hun valgte at bevægede sig langsomt rundt om ham. Halen svang hun let mod ham og han nappede ud efter den uden tøven; dog fastholdt han ej de få hår, han formåede at fange.

Hendes hvin fik ham til at spidse ører på ny. Hun begyndte at bevæge sig ud på meget farlig grund... hvis hun da ikke var helt med på, hvad det egentligt var hun spillede op til. Let knejsede han nakken, inden halen svirpede bag ham og han nappede ud efter hendes bagpart. Ikke hårdt eller kommanderende, nej. Det var nærmere en prøvende bevægelse, testende for at se hvad hun godtog og hvad der gik forbi hendes grænser. Ikke at han rigtigt ventede på at se det, for så snart han havde ramt hende tog han et par hastige skridt, som førte ham om på hendes anden side; hvor hun før havde ledet, tog han nu innitiativ. Uden tøven søgte han hendes mule med sin; endnu en lille test, som han dog denne gang blev for at se resultatet af.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[6]

Sneen hvirvlede stadig stadig ned, og hendes egen varmen kunne ses som let hvid damp i som sted op fra hendes krop. Hun var endnu ikke sikker på sine egne grænser, om hvad hun ville lade ham gøre. Hvad hun ville rode sig selv ind i. På den ene side nød hun deres vilde dans i sneen, men på den anden side, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, hvis noget skulle gå galt. Hvis denne fremmede hingst bestemte sig for at blive en tand for nærgående. Han var mange gange stærkere end hende, og selvom han var svækket var det ikke sikkert at hun havde mulighed for at komme væk.
Hun bestemte sig blot for at tage det som det kom, og lade tingene ske. Lige nu brugte hun al sin koncentration på hingsten, og bare reagere så snart han overskred hendes grænser, som var blevet skåret farligt meget ned. Normalt ville hun aldrig have gået med til at en hingst så meget kom tæt på hende, for slet ikke snakke om at røre hende, hvilket var præcist hvad han gjorde. Dog kun det yderste af hendes hale, hvilket hun gik med til. Hvilken skade kunne det gøre?

En let kuldegysning gled gennem hendes krop, ved hans lette berøring ved hendes bagpart, men han var så hurtigt væk, og hun ville egentlig stadig ikke have at han gik, så hun trippede videre på stedet, og svingede blot let med halen. Der skulle mere til for at overskride denne hoppes grænser. Denne her gang, ihvertfald.

Hun kunne mærke at hun mistede sin førerskab overfor den fremmede hingst, hvilket sikkert også var det der var meningen, i sidste ende. Hun vidste godt hvad hun lagde op til, men hun var langt fra sikker endnu. Hun havde stadig tid til at gå sin vej. Hun kunne først nu mærke, at hun mistede ledelsen, da han let satte hans mule mod hendes, puffede en smule mod den. Hun trådte et skridt tilbage, hævede sig en smule på bagbenene, mens en let feminin brummen hvislede ud i vinden. Men hun tog ikke sin afsked, nej, ikke endnu.

Wordcount: 353 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Af alt der kunne ske, så var det der skete, bestemt ikke det værste. Chrome havde været ude for hopper der var blevet absolut hys så snart han havde puffet til dem, selvom de ellers ikke viste nogen tegn på at være imod hans tilstedeværelse. Det havde kostet ham et par slag mod diverse kropsdele i sin tid, men det var den pris man måtte betale, for sådan noget. Og det var trods alt kun midlertidigt; desuden kunne man ikke kalde sig selv en respektabel hingst, medmindre man kunne tage knubsne.
Alt hun gjorde var nemlig at træde bort og hæve sig let på sine fine bagben og så ellers brumme af ham; en ganske køn lyd faktisk. Hans egen maskuline tone lød som svar, mens han trådte efter hende og rakte efter hendes mule på ny, før han så gik videre.

Uden at spørge om lov, ikke at han vel overhovedet havde gjort det endnu, nappede han let til hendes hals. Igen ingen hård gestus; nej den var egentligt ganske blid, hvis ikke næsten kærtegnende. Blot et øjebliks berøring, før han så på ny var væk igen, for nu var det hans tur til at gå om hende. Han gik ikke langt, blot en halvcirkel omkring hendes forpart og hoved, før han stoppede, så de stod skulder mod skulder, hans forpart i retning af hendes bagpart og omvendt. Let nippede han ud efter hendes ryg.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[7]

Det glædede Mitis at hendes selskab ikke gav op så snart hun viste bare en smule modstand. Så ville han ikke være noget værd alligevel. Et svagt stød af velvære, og sikkert også en del adrenalin strømmede igennem hende ved hans berøring mod hendes hals. Hun nappede legesygt tilbage efter ham, men stod ellers stille, afventende, for at se hvad han nu ville finde på.
Hun lod ham fortsætte rundt om hende, til han stod så hans hoved kunne nå hendes bagpart. Men også kun det, længere rundt ville hun alligevel ikke have ham endnu.

Mitis forholdt sig i ro, da han let rørte hendes ryg. Men det var også kun på overfladen, for indeni var hun et vulkanudbrud af hormoner og adrenalin, der kun ventede på at vise sig. Blodet pumpede let for hendes ører, måske en smule skræk. Hun vidste stadig ingenting om denne fremmede hingst, og om hvad han kunne finde på. Hendes ører vippede fortsat frem og tilbage, for at holde øje ed nogenlunde hvor hun havde ham. Hun nappede blidt ud efter hans halerod, men trak hovedet til sig, så hun ikke risikerede at få en hov i hovedet. Hun havde aldrig været så tæt på en anden hest før, undtagen hendes moder selvfølgelig, for slet ikke at tale om en hingst. Og da på ingen måde på en måde som denne. Hun var på sin vis overrasket over at hun lod en hingst komme så tæt på sig, men hendes sanser arbejdede på højtryk, og hun var klar til at forlade området på ingen tid hvis det skulle være.

Wordcount: 265 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Det var en næsten prikkende fornemmelse der mødte hingstens mule, da han let placerede den mod hendes ryg på ny. Hendes blanke, hvidgrå skind var som sådan roligt nok, men indenunder syntes liv at sværme med forhøjet kraft, mens han let bevægede sin mule afsted i små cirklerende bevægelser. En dæmpet brummen resonerede fra ham. Alt var blot et forsøg, et middel om man ville, til at holde hende i hans selskab indtil hun nåede det punkt, han ønskede. Til hun, forhåbentligt, nåede punktet hvor hans præmie var en mulighed. Og nej, præmien havde absolut intet at gøre med det hjerte, hoppen bar, uanset hvor kærligt det end måtte være. Præmien var udelukkende det, hun kunne give ham og verden.

Hans kærtegn stoppede et øjeblik, da hun nappede til hans halerod; hans ører vippede bagud. Ej som advarsel, for han gjorde end ikke tegn til at hæve et bagben. Hvorfor skulle han da også det? Han ville ikke just af med hende, vel?

Vinden hvirlede stadig omkring dem og kastede hvad end den kunne få fat i omkring i et forvirrende virvar; det inkluderede duften af hoppens tilstand. Chrome spændte let op ved det, men forholdt sig stadig i ro; det var ikke altid den hurtigste, der fik præmien. Alligevel flyttede han sit ene forben fremad og lænede let mod det, så han uden problemer kunne nå toppen af hendes halerod hvis han ville. Et øjeblik tøvede han, ventede på et eller andet, før han så nappede til den. Hun havde reagere modtageligt og positivt indtil nu, men hvad ville der ske, hvis han pressede på?

✕ ...but I do it in the best way ✕

[8]

Et let suk hvislede stille forbi hoppens læber ved hans lette kærtegn. Hun vidste ligeså vel som han at dette intet havde med kærlighed at gøre, og hvad gjorde det lige nu. De kendte ikke hinanden, og det var langtfra sikkert at de nogensinde ville komme til at gøre det. De vidste begge hvor dette var på vej hen, men hun stoppede ham ikke. Lige da var følelsen af nærhed, varme og beskyttelse, vigtigere end de konsekvenser hun vidste at dette kun føre til for hende selv.
Hun var glad for at han ikke viste nogen synlige tegn på irritation ved hendes berøring nær hans halerod, men det så også ud som om at han ville have at hun skulle blive, mindst ligeså meget som hun ville.

Da han let rørte hendes halerod, prøvende, gav det et lille spjæt i hende, men ellers ikke noget. Dette var hendes sidste chance for at vende om, men det virkede som om at chancerne for at nå væk, blev mindre og mindre, og næsten allerede var suset forbi hende i medfarten. Hun lod være at gøre modstand, og i samme sekund var hendes sidste chancer blæst forbi.

Hun rettede sig let, og knejsede med nakken, og vendte hovedet mod ham. En lav brummen passerede hendes læber, men det legesyge glimt spillede stadig i hendes ravfarvede øjne.

Wordcount: 223 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Det gav et spjæt i hoppen og lidt varsomt trak hingsten sig bort, blot for en sikkerhedsskyld. Hun sparkede dog ikke, lagde hverken ører eller gav et skingert hvin fra sig, så han godtog det som tilladelse til at gå videre. Let nappede han til hendes lår mens han fuldførte skridtet fra før, inden han bevægede sig hele vejen om bag hende. Han startede dog ikke på noget, nej, han måtte have en sidste bekræftelse, for hans egen sikkerhedsskyld.
Tilsyneladende roligt lod han sit hoved hvile mod hendes kryds et øjeblik, nippede stilfærdigt til hende ligefrem, inden han lod sin mule følge hendes skind ned til haleroden. Her lod han den blive, mens hans næsebor udspiles.

Chrome var ikke ny til det hele og det kunne da også ses, hvis man havde fulgt med. Ej heller kunne han siges at være så erfaren som en haremhingst var, for det var han bestemt ikke. Han havde været heldig med at finde hopper hist og her, endda stjålet en enkelt fra en anden hingst. Hun havde vel og mærke været hans datter, så det havde egentligt ikke været særligt svært. At holde på hende i lang tid havde han dog ikke været i stand til og det samme gjaldt de andre, hvilket betød, at de afkom han havde et eller andet sted i verden var nogle, han egentligt overhovedet ikke kendte til. For alt han vidste, så kunne de i teorien overhovedet ikke være blevet til noget.

Et øjeblik syntes han at være faldet hen, inden han så hævede mulen fra hendes halerod og gav en flehmen fra sig. Lidt insisterende puffede han til hendes hale, inden han gjorde anspring, men ikke fuldførte det. I stedet snittede hans hove siderne af hendes bagpart, inden de ramte sneen på ny og han stod med bringen op af hende.

Sidste chance.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[9]