The sky is falling ♣ Mitis

The sky is falling
♣

[ 15 ]

Det var ikke Titans første vinter. Han havde i hvert fald set 2 af dem før. Måske endda en mere som han ikke kunne huske. Han var ikke særlig gammel, og han var sent udviklet, på trods af han havde fået evnen til at kunne klare sig uden sin moder. Det kunne måske være derfor? Godt nok havde han ikke haft sin moder, men han havde haft andre familiemedlemmer omkring sig til at lære ham ting og opdrage på ham. Desværre havde han aldrig været specielt afhængige af dem, og det var det der skyldtes 'fejlen'. Han var dog vokset op og var blevet til en hingst. En rigtig hingst.

Den sorte pels strittede lidt til alle sider på grund af det tykke underlag der skulle sikre ham mod kulden, og indtil videre havde den også gjort et rigtig godt stykke arbejde. Han havde ikke frosset - til gengæld havde han haft det for varmt. Han stod sjældent stille, og derfor fik han det også hurtigt for varmt.

Titan havde forladt flokkens område for at tage op 'opdagelse'. Eller. Opdagelse kunne man måske ikke kalde det, for han havde været Leventra rundt mere end en gang i sin tid i landet, som var næsten hele hans liv. Han huskede i hvert fald intet fra den gamle verden, men han havde da fået fortalt om hans gamle hjem, og hvorfor han var kommet til Andromeda. Hvorfor han ikke havde en moder ligesom alle andre.

Han havde bevæget sig mod den nordlige del af øen, den del hvor han kunne se over mod Enophis på en god dag. Men ikke i dag. Bølgerne virkede ustyrlige og vinden rev i hans lange sorte man. Den tur måtte han vente med til en anden god gang. Det forhindrede ham dog ikke i at danse langs bredden mod den østlige del, med nakken knejset så mulen næsten rørte bringen, og knæene trukket godt op for hvert skridt.

words: 322 | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application

Sneen hvirvlede stille ned fra den hvide himmel, men smeltede inden det ramte jorden, og gjorde bare jorden til mudder. I de dage der lagde op til Mitis brunst havde hun ikke set frem til det, for hun vidste at det nok ville gøre hende mere 'vild' end hun plejede at være. Men nu hvor det var sat ind, havde hun ikke det mindste imod det. Hun plejede aldrig at vise sig selv frem, men nu nød hun at føle sig stolt, at gøre noget ud af sig selv. Så med nakken buet så den dannede en flot hvælving, bevægede hun sig dansende over stranden. Bølgerne var oprørte, og skyllede brusende op om hendes slanke ben. Dynger af rådnende tang hobede sig op i vandkanten, og Mitis sørgede omhyggeligt for ikke at træde i den ildelugtende masse.

Hun hævede hovedet og kiggede rundt, for derefter at slynge et feminint vrinsk ud i vinden. Hun håbede på at hun ikke var alene, da hendes hungren for selskab blot var blevet større de sidste par dage. Dog søgte hun mest efter hingste denne gang, hvor hun normalt var ret ligeglad om hvem hendes selskab var, så længe de ikke ville hende noget ondt. Hun spejdede videre rundt, men endte med ikke at finde andre end sig selv, og hendes spor i sandet. Et lavt suk hvislede forbi hendes kødfarvede læber, og druknede i vinden og havets brusende sang.

Hun vendte uroligt blikket mod himlen, hvor fine snefnug dalede ned fra, og landede i hendes pels. Man kunne ikke rigtig kalde det sne, for graderne var så høje at de smeltede så snart de kom i kontakt med hendes varme hud, men fnug var det vel. Hun stoppede op, og vendte hovedet udover det oprørte hav, hvor en let tåge hang langt ude og forhindrede hende at se mere end hundrede meter fremad ud i det grå vands kolde intethed.

Wordcount: 317 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling
♣

[ 18 ]

På det sidste havde Titan nærmest svømmet i hopper. Mange flere af dem end normalt. Måske fordi de ikke rigtig havde været så interessante før nu. Han var endnu ret ung, og bagud med udviklingen. Der var mange af dem der havde haft den søde duft hængende omkring sig, og det havde for alvor vækket noget i den sorte hingst. Ikke kun nysgerrigheden. Han var ved at opføre sig mere som en rigtig hingst frem for bare en plag, men stadig en ung hingst. 

En lyd kunne høres, båret af vinden, men ikke til at tage fejl af. En hoppe. Hvor lyden kom fra kunne han dog ikke høre, fordi vinden hvirvlede rundt og ikke kun kom fra en bestemt retning. Den kom næsten fra alle sider - også bare fordi der ingen læ var. Han stoppede dog ikke sin dans. Men gjorde et kast med hovedet opad, og sendte et hingstet vrinsk afsted som svar, med en lille dominerende undertone. Det kunne godt være det var Brêgo der bestemte, men lige nu var han ikke i Teylar. Her bestemte ingen over ham.

Efter vrinsket kastede hans sig frem for at øge tempoet. Det var ikke længere en trippende dans, men galop. Ikke for at spurte derud af, men for i stedet at søge den fremmede hoppes selskab. Selskab kunne man ikke få nok af, og det kunne da godt være hoppen ville lege. Eller dyste. Titan selv var i hvert fald meget interesseret i at holde varmen uanset hvad det så ville kræve. Halsen krummede han sammen igen for at danne den bue, der ville få hans sorte mule til næsten at røre den sorte bringe.

Snefnuggene havde endnu ikke sat sig i hans sorte pels, for hans krop var for varm. Det sneede langt fra kraftigt nok til at køle pelsen nok ned - eller nok til at det kunne danne et lag der ikke kunne nå at smelte. Fnuggene nåede ikke engang helt ned til jorden, og de få der gjorde forsvandt også meget hurtigt igen. Det var kun et spørgsmål om tid før jorden ville være kold nok og sneen ville dække det hele.

words: 358 | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application

Mitis satte i en flyvende trav, sørgede for ikke at træde i tanget. Hun travede dels fordi hun skulle holde sig varm her i de kolde måneder, nu hvor hendes pels ikke var så lang, men også bare fordi hun nød at strække kroppen ud. Blæsten hev let fast i hendes man og haale, og hev dem den modsatte vej af hende. Hun vippede nysgerrigt de mandelformede ører fremad, da et hingstet vrinsk let kunne høres længere fremme. Hun plejede ikke at se hingste som noget specielt, ikke noget hun hellere ville snakke med end hopper. Men efter hendes brunst ledte hendes instinkter hende til hingstene, lige meget hvad. Ligeså vel som de blev ledt til hende.

På sin vis havde hun nydt at være i brunst. Nydt at tænke på sig selv, bevæge sig. Være sammen med andre på en anden måde. Men nu sad angsten efter mødet med den fremmede hingst stadig og gnavede i brystet, og hun var ikke nær så glad som hun var før. Hun kunne ikke styre sig så godt som før.

Alligevel ville hun aldrig sige nej til selskab, og vrinsket hun lige havde hørt, virkede ikke som en der forsøgte at skræmme hende væk fra denne grund. En feminin brummen lød som svar, selvom Mitis ikke var sikker på om det kunne høres for vinden der blandede sig med bølgernes larmende brusen. Hun spejdede let over stranden, indtil hun fik øje på en mørk skikkelse, omkring hundrede meter længere fremme, med et par grønne øjne, der let lyste op i de matter farver der ellers omgav denne fremmede hingst.

Wordcount: 267 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling
♣

[ 25 ]

Der var intet over Titan der var normalt. Hans fremtræden var ikke helt normal, hans kulsorte farve havde han heller ikke set mange andre af og hans grønne øjne havde han slet ikke set nogen der kunne måle sig med. Der havde været andre der havde haft særprægede øjne, men ingen lige så grønne som hans. Han kunne virke voldsom på nogen, harmløs på andre, og som en direkte gene for nogle hingste.

Han fik efterhånden færden af den fremmede hoppe, og han fik da også øje på hende. Hun var ikke vildt langt væk, selvom hun ikke havde været særlig nem at opfange. Det var dog mere vinden der havde skjult hende. Der var noget anderledes over hoppen. Et eller andet, der selv på afstand fik Titan til ikke at drøne frem mod hende som en klar til angreb. Han plejedes om regel at tonse mod andre for at vælte dem omkuld eller skubbe dem. 

Titan betragtede hende på afstand gennem snefnuggene, og fortsatte så mod hende med dansende skridt. Taktfaste, lette - som svævede han over jorden i stedet for rent faktisk at ramme den. Men han kunne ikke flyve så selvfølgelig gjorde han det.  Han afgav et enkelt kraftigt kast med hovedet og sendte en dyb brummen afsted, der næsten blev til et vrinsk, men som forblev en brummen. De små sorte ører var opmærksomt rettet mod den fremmede hoppe.

Han standsede dog med en passende afstand, hvilket aldrig var noget han havde gjort før, med mindre han havde fornemmet at det ville være en tabt kamp på forhånd mod en større hingst. Dem havde der ikke været mange af, for Titan selv var elendig til at bedømme hvem han kunne klare og hvem han ikke kunne klare.

words: 291 | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application

Mitis betragtede let den sorte hingst, flyttede uroligt vægten fra det ene bagben til det andet. Hun trådte let et skridt tilbage, da hingsten foran hende bevægede sig frem mod hende. Bagefter så hun dog, at han ej var ude på at løbe hende ned - det var tydeligt at se på hans lette elegante bevægelser. Hendes mandelformede ører var som limet fremad mod hingsten, for at opfange en hver lyd han forårsagede. Hun blev nødt til at se ham en smule an.

En lav brummen blev sendt ud i den hvirvlende og kolde luft, som svar på hans. Hvad han var interesseret i, vidste hun ikke, ej heller hvad han ville hende. Men det var der kun en måde at finde ud af, selvom hun ikke ville have lyst til at være den første til at få sagt noget. Hun ville ikke have noget imod det normalt, men hun var ikke sikker på om de hingste hun mødte for tiden, overhovedet var interesserede i at snakke med hende. De virkede nærmere bare interesserede i hende ...

Hun knejsede en smule med nakken, og trippede uroligt et par skridt fremad mod hingsten. Hun vidste med sikkerhed, at hvis alt var gået som naturen vel havde planlagt, med hende og den anden hingst, kunne denne hingst med sikkerhed ikke ende som faderen af endnu et af hendes føl i denne omgang, så hendes frygt for lige det, var måske irrelevant.

Hun slog et let kast med hovedet, da hendes tynde pandelok var blæst ned i hendes øjne, og skyggede for hendes udsyn. Hun fugtede kort sine kødfarvede læber, da kulden havde gjort dem helt tørre.

Wordcount: 274 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling
♣

[ 27 ]

Titan var ikke en hingst af mange ord. Ikke når det ikke var nogen han kendte. Ikke fordi han ikke ville snakke, men han benyttede sig mere af kropssproget. Han havde først lært at tale sent, på grund af sin lidt tummulte tidlige barndom. Han havde ikke tilbragt lang tid med sin egen moder før han var blevet revet væk fra hende og til dette land - og derfor skænket gaven ikke at have brug for sin moder. Derfor havde han heller ikke haft brug for andre, selvom andre havde våget over ham mens han voksede op. Dette betød han var bagud i sin udvikling. Han var først begyndt at tale senere end alle de andre, og hans sprog var måske ikke lige så udviklet som andres med samme alder.

Hoppens nervøsitet kunne han godt fornemme, men han forstod ikke at læse andres signaler. Han forstod ikke hvad de forskellige ting betød og kunne derfor nemt komme til at virke grænseoverskridende. Det var han måske også. Grænseoverskridende og provokerende.
Mulen strakte han mod den grålige hoppe, nysgerrigt, snusende og undersøgende. Hvad var hun for en og hvor kom hun fra? Hvad den præcise grund var til, at den sorte hingst ikke trippede rundt som han normalt gjorde, eller opførte sig lige så provokerende som ellers, var endnu uvidst. Det var heller ikke den slags han tænkte over.

Han gav et lille hingstet hvin fra sig, der dog nåede helt op i en lys tone - helt til den grænse hvor det næsten blev lydløst, før tonen dykkede ned i den mere dybe ende igen. Et lille kort hvin. Han stod heller ikke helt stille, men sendte et hurtigt nap ud efter hoppens man for at trække i en tot og slippe igen.

words: 292 | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application

En let vrede blandede sig med en pludselig bølge af sorg, men hun gemte det bag en legesyg attitude. Hvorfor var disse hingste så interesserede i hende? Og hvorfor gik der så kort tid, inden hun blot var hvad ... Ligemeget? Dog lod hun ikke denne forvirring vise sig i hende attitude, og hun puffede let tilbage mod hingsten. Denne gang ville hun holde det som en leg, og hun håvede inderligt at det kunne få hendes tanker et andet sted hen.

Mitis nappede let ud efter ham, og slog et lavt smæld med halen, men holdt stadig en hvis afstand til ham. Hun vidste hvad alt dette kunne føre til, og det var ikke noget hun ønskede. Vandet brusede op omkring hendes koder, og vinden kastede arrigt hendes man rundt. Vreden og forvirringen vældede op i hende, og den eneste måde hun kunne få det til at forsvinde, var blot at danse med i denne dans.

Hun ønskede blot at ligge sig ned, her i det våde og kolde sand, for udmattelsen havde spredt sig igennem hendes krop, men hun kunne ikke gøre det nu. Hun kunne ikke bære at gå væk, men kunne heller ikke blot overgive sig, og ligge sig ned.

//OOG: undskyld det korte svar, jeg kan slet ikke med Mitis i dag for some reason xD

Wordcount: 204 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling
♣

[ 29 ]

De små sorte ører vrikkede undrende da hoppen nappede efter ham. Hvad skulle det til for? Han legede ikke. Ikke lige nu, selvom han ofte gjorde. Med endnu et lille hvin som før, gav han nogle kast med hovedet og trippede på stedet. Små hurtige trippende skridt, der fik ham til at flytte sig lidt til den ene side og så den anden side - dog ikke mere end 20-30 cm. Kun lige nok til man kunne se hvordan kroppen slangede sig. Halsen strakte han frem mod hoppen igen med mimrende mule, spidset for at prøve på at nå. Han måtte dog lige træde et skridt frem igen for at få fat i hendes man og endnu en gang trække i den, han slap dog ikke denne gang, en blev ved med at hive mens han trådte et skridt tilbage. Han ville jo gerne have hende til at følge efter, og hvis hun bare havde tænkt sig at blive stående der, måtte han gøre sig mere klar. Han talte trods alt til hende, selvom det ikke var gennem ord.

Han slap heller ikke med det samme - ikke før han syntes det var tydeligt at han ville have hende til at følge med. Selv trådte han yderligere nogle skridt bagud, før han igen stod stille og så på hoppen med de nysgerrige grønne og unaturlige øjne. Der var et eller andet ved hoppen der var unormalt, Noget særligt over hendes måde at være på - et eller andet der fik hende til at udskille sig fra de andre hopper han havde været i nærheden af. Hopperne kunne langt fra sammenlignes som hingstene, for hingste endte han som ofte ud i en alt for voldelig leg med. Det var begrænset hvor meget hopperne ville lægge i det. De var ikke alle lige så konkurrerende som hingstene han havde mødt. Til gengæld kunne de være nogle sure mokker.

// Det går nok :b  jeg kender det godt (;

words: 316 | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application

Mitis dansede fortsat rundt omkring ham, men var ikke sikker på hvad hingsten forsøgte at få hende til. Kunne han ikke bare sige det helt normalt til hende? Alligevel ønskede hun ikke selv at snakke, da det let kunne ødelægge det hele, så det endte med at de blot stod og snakkede, hvilket ingen andre end hende selv gad, af en eller andet grund. Hun brummede let, da han trak fat i hendes hår. Hvad var det i virkeligheden han gerne ville have hende til? Hun valgte blot at følge efter ham, da det var det eneste hun egentlig kunne forbinde hans signaler med.

Hvad var der med denne hingst? For hun vidste ikke om han reagerede på hendes brunst, eller om han gik og rev alle han mødte i håret alligevel. Hun sukkede let, men fulgte efter ham. I det mindste fik det hendes tanker et andet sted hen, og det gjorde jo ikke direkte ondt på hende. Selvom det let kunne komme til det. Hun trippede let på stedet, nu hvor hun havde bestemt sig for bare at følge efter ham, hvis det var det han prøvede at få hende til, så hun ventede blot på at han ville begynde at bevæge sig, så hun rent faktisk havde noget at følge efter. Det kunne også være at hun fuldstændig havde misforstået hans signaler, og han ville have hende til noget helt andet, men lige da kunne hun simpelthen ikke komme på andre muligheder end det.

Wordcount: 247 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling
♣

[ 31 ]

Det lod til hoppen langt om længe forstod hvad det var han ville. Det var jo sådan set bare  at få hende ud af vandet og med sig. Jo tættere på hun kom, jo længere væk trippede han. Da hun dog var oppe i sandet, vendte han rundt for at fortsætte længere væk. Egentlig bare væk fra det blæsende vejr, men han så sig stadig over skulderen for at se om hun var med. Hvis ikke måtte han trække hende. Han sendte et lille opmuntrende hvin mod hende, før han selv satte farten op til trav igen. Hun kunne jo ikke blive stående der resten af dagen, og slet ikke i sådan en kulde. Han havde dog ikke for meget fart på væk, for hoppen skulle gerne kunne følge med.

Nok var Titan elendig til at læse andres kropssprog. Han forstod ikke andres grænser, men det betød jo ikke at han ikke kunne tænke bare en lille smule. Der var noget over hoppen der mindede ham om hans søster. Ikke farven.. ikke størrelsen... men måden hun bevægede sig på, og udtrykket i hendes øjne. 

Titan bevægede sig smidigt hen over græsset og mod et af de steder han vidste han kunne søge læ. Ude ved kysten var vinden trods alt kraftig, og skulle de opholde sig der krævede det nærmest konstant bevægelse for at kulden ikke skulle gnave i knoglerne. Samtidig var små snefnug også begyndt at lægge sig på jorden. Der var mange flere af dem i luften og de hvirvlede rundt i noget der af og til lignede små tornadoer.

words: 262 | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application

Mitis var langt fra sikker på hvorfor hingsten var så opsat på at få hende til at følge ham, men det lod til at det var det han havde prøvet at fortælle hende ved at hive fast i hendes tynde hårpragt. Eftermiddagen var grå, og sneen fløj nu vildere ned fra den lysegrå himmel. Hun fulgte efter ham i en frisk skridt, med hovedet hævet, og et nysgerrigt glimt i de gyldne øjne, som overskyggede det triste der havde vist sig inden mødet med denne unge hingst. Han var velsagtens voksen, men så yngre ud end hende. Stadig relativt ung.

Væk fra stranden førte han hende, og ind på et af græsarealerne, som nu langsomt blev dækket af et tyndt lag af små snefnug, der hvirvlede fra himlen og satte sig i græsstråene. Kulden var blevet mere udholdelig, nu hvor vinden ikke kom brusende fra havet, og hun elskede det. Selvom hun beundrede havet, frøs hun underligt når hun var tæt på bølgerne i denne kolde årstid. I sommermånederne var det skønt at tage en dukkert i det kølige vand, men snart ville der flyde isflager, selv på saltvandet, når minustemperaturene blev endnu lavere. Mitis ligefrem skuttede sig ved tanken om kulden der gik gennem marv og ben. Hun vrinskede lavt efter hingsten, som tegn på at hun skam var med ham, og ikke var blevet efterladt bagved, selvom han med jævne mellemrum stoppede op og kiggede efter hende. Hvad skulle han overhovedet med hende?

Wordcount: 245 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling
♣

[ 34 ]

Titan kendte nok Leventra bedre end noget andet sted på øen. Nok ikke bedre end så mange andre hvis de havde tilbragt tilstrækkeligt nok tid på øen, men i hvert fald også bedre end nogle af Andromedas sjæle. Han havde udforsket næsten hver eneste kvadratmeter - I hvert fald hvor han kunne komme til det. Han vidste præcis hvor de skulle hen, og der var heller ikke langt hen til den klat af træer som lå på den nordligste del. Han standsede ikke, men satte farten en smule ned. Der var som sådan ikke nogen bred sti igennem, så Titan slangede sig gennem træstammerne. Nogle af dem stod komplet nøgne mens andre stadig bare nåle, og jo længere han bragte dem ind mellem træerne, jo tættere blev de. Lige indtil de nåede til et sted med en form for grotte, næsten skjult af træer. Først da Titan stod foran den standsede han for at være helt sikker på hoppen var med, og fortsatte så videre ind. Den var ikke slærlig stor, og der var heller ikke ret meget lys på grund af træerne udenfor. Men der var læ, og der var ikke noget sne. De to heste ville meget hurtigt kunne varme den lille hule op, og vente til himlen var færdig med at falde ned.

Hvide flager havde sat sig i manen og resten af den sorte pels, så Titan fik sig lige hurtigt rystet fri af den kolde masse, der landede på jorden og næsten forsvandt omgående - eller smeltede.

words: 252 | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application

Mitis fulgte efter den unge hingst, gennem skoven. Træerne begyndte snart at stå tættere, og flere og flere af dem bar nåle. Skovbunden gav nu let efter, da den var dækket af et tykt lag brune grannåle, der ikke havde klaret vindens rusken i træerne. Men alligevel dannede de resterende nåle et tag over dem, og mørket var som nat helt nede ved jorden. Træerne havde desværre fået slået deres nederste nåle ihjel, ved selv at skygge for solen, men oppe ved himlen strakte de grønne trætoppe sig mod den ødelagte himmel. Der var relativt meget varmere herinde, og snart ville de to heste nok få varmet den lille hule op så de ikke frøs så meget som Mitis ihvertfald gjorde nu.

Hun undlod stadig at sige noget til den sorte hingst, men sendte ham et taknemmeligt smil for at han havde ført hende væk fra de kolde vinde der ligenu stormede ind fra havets vilde bølger. Mitis begyndte undersøgende at bevæge sig rundt i den lille runde hule han havde ført hende til, og hun bestemte sig for at se hvad den bestod af. I en cirkel stod gamle grantræer, og strakte deres stammer højt mod den hvide himmel. Deres grene var vokset indover hinanden, og det tykke lag af grannåle skyggede for ikke kun solen, men også al form for vind og vejr. Herinde var der fint lunt, men også læ og stilhed, i højere grad end den resterende skov kunne præstere.

(40)

Wordcount: 244 | tag: Titan

code by ♥

The sky is falling
♣

[ 37 ]

Hvorfor i alverden hoppen ikke kom ind hvor der var ordentligt læ i stedet for bare at stå under træerne vidste Titan ikke. Han blev dog stående i åbningen - jord på begge sider, og trærødder fra de nøgne træer oven på den form for bakke der var dannet. Præcis hvad der havde lavet udhulningen var et mysterie, men hvorfor sætte spørgsmålstegn ved noget der var til nytte og tydeligvis ikke optaget af andre levende væsner? Den havde sikkert været der i mange år, og dette land havde mange mysterier. "Conas atá tú?" Spurgte han så, for at fange hoppens opmærksomhed, men vel egentlig også for at vise at der var yderligere læ at hente. Godt nok også mere mørkt. Med hans kulsorte pels var de grønne øjne næsten det eneste der lyste op. Ude under træerne ville hoppen trods alt heller ikke være helt fri for den sne der ville falde igennem grenene og nålene. Når den blev tung nok ville træerne trods alt ikke kunne holde vægten. På et eller andet tidspunkt ville en gren give efter. "Is mise Titan... Cad is ainm duit?"

Han burde måske efterhånden vide at ikke ret mange talte samme sprog som ham. Men når der nu i forvejen var så mange af dem fra hans eget hjemland - de sorte, hvor mange andre kunne der så ikke være mere? Hans slægt kunne da umuligt være de eneste i landet. 

words: x | Tag: Mitis

Tracker | Tables | Plots | Application