Komplikationer opstår(D'zard)

Den arrede hingst havde et sted fundet sig tilpas med at være på netop denne ø. Nok var den lille, og han havde allerede flere gange gået skoven igennem. Den var lille og sandsynligheden for at støde på andre var større i forhold til på nogen af de større ører, problemet med dem var blot deres skove ikke var helt så tætte, og der ved ikke mørke nok. Mørket var Rashns eneste ven, hvis man da kunne kalde det en ven. I mørket kunne arrede hingst bevæge sig ganske uset rundt. Som vinterne var kommet var der mere mørke kommet til, flere timer uden den skarpe sol, problemet var mere den sne der var kommet. Den var hvid og stod fuldstændig kontrast den til den sorte hingst.
Dette fik Rashn til at række dybere ind i skoven, jo tættere træerne var jo flere skygger og jo mindre lys. De nøgne træer dækkede ikke meget af fra månens blege skær, men nok til at Rashn endnu kunne bevæge sig ganske uset. Desværre var det ikke nok at være usynlig, lyde ville kunne opfanges, og selv de fleste ikke ville kunne høre helt lige så godt som den arrede hingst, ville de stadig kunne høre ham bevæge sig igennem sneen der gav en let knasende lyd under vægten fra den sorte hingst.

Når man se hvordan den anspændte hingst bevægede sig som en slange imellem de tætte stammer, skulle man ikke tro han manglede det meste af sit syn, man skulle ikke tro han næsten var helt blind. Ubesvarede bevægede han sig med lange skridt igennem skoven. Han holdt sig fra de stier han havde stødt på, han kunne ikke følge de stier der var blevet lavet, sandsynligheden for at støde på noget eller mere nogen uventede var for stor, og stedet måtte han finde sine egne veje. Nogen gange var det mere besværligt end andre, men med tiden havde Rashn vendet sig til at bruge sine andre sanser, sine fornemmelser.
Konstant anspændt og med en ret så truende adfærd, stoppede Rashn op. Han lyttede opmærksomt rundt, ikke han ikke havde gjort det før, men en lyd havde vagt hans opmærksomhed i en bestemt retning. Ganske passivt stod han og ventede imens han lyttede ganske intens. Måske det blot havde været et af skovenes dyr, men dette kunne Rashn ikke forvente. Altid måtte han gå ud fra det værste.

(2)

Thread: Komplikationer opstår

Tag: Rashn 

" there is no darkness, but ignorance "

Drevet af endegyldige smerter, havde det sorte, skrøbelige væsen fundet sig mere eller mindre til rette på øen Chibale. For en som D'zard havde der ikke været megen håb at hente. Hun havde været dømt til døden. Men det var længe siden, at hun sidst havde betrådt jorden under hende med en fornyet, dog usikker, styrke. Hun var stadig fængslet af sine endeløse smerter, som påvirkede sind og fysikken. Ensomheden plagede hende ikke, derimod beroligede den hende. Hun skulle ikke være bange længere. Stemmerne i hendes sind havde holdt sig i skyggen længe, eftersom D'zard havde lyttet til dem. Hun havde holdt sig væk fra alt hvad der omhandlede nærkontakt. Hun søgte det ikke længere, for hun vidste at det ville koste hende dyrt. Et møde med en sort hingst, arret og med et forpint sind havde ændret meget på hendes levestil. 
Trods hun havde fået besked på, at hun skulle glemme alt om ham, så kunne hun ikke. Han havde sagt, at han ville glemme hende og det accepterede hun. For hvem ville dog også kunne huske en som hende? En krøbling. Bastard.

Ude i mørket vandrede den sorte skabning. Hendes bevægelser var på ingen måde taktfaste, men nærmere humpende og ujævne. Hele hendes korpus skælvede, når hun nåede over endnu mere ustabilt underlag. De indsunkene muskler hjalp ikke meget på hendes tilstand, men hun var i live og det var et mirakel. Hun havde været overladt til døden. Hun havde været ude af stand til at kunne hjælpe sig selv, men endnu engang havde livet givet hende en chance til. Om chancen var til for at hun skulle få det bedre, eller fange hende i dette fængsel af et liv - det kunne ikke siges. Men hun betrådte endnu den golde jord, og fortsatte ud i ensomheden. I dette liv havde hun intet formål. De fleste var sat til i verden til at gøre et formål. Om end det så var at være fødedygtig, Skabe grin og glæde. Skabe kærlighed. Skabe ondskab. Der var så mange forskellige roller, som de fleste udfyldte. Men D'zard var i tvivl. Var hun på denne jord blot for at skabe foragt og skam? Det var den eneste løsning, som hun kunne finde, så det måtte være sådan.

Ustabilt vaklede hun videre, med det lavt sænkede hoved. De mandelformede øre lå let tilbage, mens  hun udmattet åndede tungt ud. Fortabt i sine smerter, for hvert skridt hun tog blev hun atter uopmærksom, og det resulterede i at hun pludselig mærkede en iskold fornemmelse igennem hele kroppen. Hun stivnede og stoppede brat op, mens hun ydmygt sænkede hovedet - og sådan blev hun stående. Hun sagde ingen ting. Hendes lille tapre hjerte standsede og en klump fyldtes i hendes hals. 
Ude af stand til at foretage en mine stirrede hun blot ud i mørket. Han stod der. Mellem træerne. Skjult af mørket. Først overvejede hun muligheden for, at det kunne være en illusion, men hun kunne høre hans anspændte åndedræt. Den hvislende tone, der lød når han trak vejret. Og selvom det var længe siden, så havde hun bestemt ikke glemt det møde, som de to havde haft. Først overvejede hun at stikke af - før han nåede at opdage det overhovedet var hende. Men hendes færd ville have nået ham allerede nu. Mon han havde glemt hende?

Selvfølgelig er du glemt, sorte. 

Efter lange perioder uden stemmerne livede de atter op, for at forpeste den sorte hoppes syn. Stående i mellem træerne betragtede hun lydløst den mørke, arrede hingst. Trods mørket havde lagt sig over området, som en tyk hinde - så kunne hun se ham. Omridset af ham om ikke andet. Da hun atter bemærkede hans åndedræt huskede hun hvordan det havde lydt mod hendes spinkle, udmagrede korpus. Hvordan de begge havde kæmpet for, at komme i gennem sådan en oplevelse. Hun huskede hans nærvær. Hans berørninger, som fyldte hende op med skam. Det skar i hendes indre, fordi hun vidste hvor meget han havde foragtet at røre hende. 

"Dig,"

En svag hvisken undslap hendes mule, mens  hun fortsat stod stivnet. Mon han huskede hende? Mon han var overrasket over, at hun endnu levede? Alle spørgsmålene hobede sig op, for så at blive ødelagt. Hun kunne bestemt ikke tillade sig, at tro sådan. Det var ikke korrekt, og derfor burde hun være vendt om for længst og leve  videre i ensomheden.
 

Hvad den arrede hingst havde håbet på ville være hans fantasi der spillede ham et pus, eller blot et af skovens dyr, var ikke nogen af disse dele; men en sort skabning. Ej kunne Rashn se hende, men han vidste hvem hun var. Hendes lugt, han kunne huske den!
Det var pr automatik at den arrede hingst blev mere anspændt og de mandelformede øre blev trygt længere ned i nakken. De lå fladt ned i den sorte man og en advarende brummen lød. Musklerne var spændt under det flået skind, så an anspændt at det kunne ligne hans sorte skind ville kunne briste når det skulle være. Han stod stille, helt stille og kun hans brystkasse hævede og sank sig i takt med han tunge vejrtrækning.

Et enkelt ord lød ud i mørket. Dig. Rashn havde troet hoppen var død nu, hendes tilstand havde været mere end blot kritisk, og hun været død den nat, hvis ikke Rashn havde hjulpet hende- han havde udskudt det uundgåelige. Trods hendes tilstand, stod hun alligevel der. Hvordan hun havde overlevet, var et spørgsmål uden svar den arrede hingst kunne komme på.

Ud imellem de sammenbidte tænder lød hans hæse, ru og meget ubehagelige stemme, der lød langt hårdere end den egentlig skulle have lydt, men det var nu en gang sådan han var- han gentog hendes ord:

"Dig."

Lige meget hvor meget den arrede hingst havde ville glemme denne sorte hoppe, en han ikke kunne se i mørket, men kun lige tide hendes skikkelse, havde han ikke kunne. Hun havde sat dybe ar i sjælen, ud fra et valg han selv havde truffet. Smerten ved at røre hende, han huskede dem! Det gøs, hele vejen i gennem hans krop ved tanken.

Påpasseligt havde D'zard lagt en afstand til den arrede hingst, som havde gjort noget ved hendes sjæl. Han havde knækket noget i hende, som hun længe havde forsøgt at opretholde. Distancen til andre levende individer. Tydeligt var det at se, hvordan det påvirkede hende, at han nu var i hendes nærvær igen. Hun havde ikke regnet med, at skulle støde på ham siden. Hun huskede stadig hvordan smertehelvedet havde brudt løs da de to individer havde stået krop mod krop. Men hvad der smertede mest i hendes sind, var den reaktion hun havde pådraget ham. Hun huskede hvordan han nærmest havde vredet sig af ren og skær smerte og svie. Intet kunne få det minde til at forsvinde fra hendes erindringer. Hun huskede, at han ikke ville huske hende. At hun blev ville forblive en fremmede. Et svagt individ, som han aldrig ville få et forhold til. Som han aldrig ville kendes ved. Men alligevel stod han der igen.
Der var intet navn, som kunne gives til denne hingst. Han havde ikke tilkendegivet noget som helst navn, men det havde ikke generet hende. D'zard var ikke typen, som behøvede navne for at huske andre. Uanset hvor meget hun havde forsøgt at få presset ham ud fra sine minder, så havde det mislykkedes konstant. Hendes underdanigt sænket hoved, søgte væk fra hans væsen. Hun vidste godt, at han bestemt ikke var henrykt over hendes tilstedeværelse. At han sikkert havde ønsket og håbet på, at han aldrig nogensinde skulle gense hende. At hun blot ville kunne forsvinde ud af hans erindring, som alle andre. Og D'zard forstod ham godt. Hvem ønskede at huske på sådan en som hende?

Pas nu på, Sorte. Det tog dig måneder, at komme dig over hans tilnærmelser.

I hendes sind rasede de indre dæmoner, eftersom de vidste at denne hingst havde fået D'zard til at stirre sig blindt. Hun havde ignoreret deres ordre, og derfor var han en kæmpe trussel. Hun skulle kures. Ikke hjælpes på rette vej. Dog var det en tydelig udfordring for hingsten, at lukke nogen ind - så det var bestemt henrykte over. Han ønskede heller ej ingen nærkontakt. Derfor kunne han også være med til at ødelægge hende ydermere. Men han havde reddet hendes liv. Det var der ingen tvivl om. Hvis han blot havde forladt hende, så havde hun aldrig nogensinde overlevet den vinter. 
Under hende skælvede de spinkle ben, mens hun vippede usikkert med ørene. Han huskede hende. For en stund mistede hun fuldkomment evnen til at trække vejret. Det resulterede i at hun måtte rykke lidt på sine bens placering, for at få bedre fæste mod jorden. Dæmonerne rasede atter. Hendes hoved hævede sig en anelse, mens hun lod blikket glide mod ham. De tofarvede øjne fangede hans skikkelse. Men hun vovede sig ikke tættere på ham. For hun vidste, at det ville være uacceptabelt. Hun vidste at han ikke ønskede at komme tæt på. Især ikke på hende. Ikke efter sidste gang.

"Du kan huske mig,"

Et spinkelt håb lød i hendes skælvende, gispende stemme. Hun havde på ingen måde set det komme. For hun huskede tydeligt, at han fortalte hende, at de skulle glemme hende. Men da hun først havde ladet ordene lyde, fortrød hun. Måske det var en fejl? Hun mindede dem begge om deres sidste møde, som havde taget en drastisks ændring. Men han havde udvist yderst forsigtighed med hende, som hun ikke kunne forglemme på nogen som helst måde. 

Rashn fornemmede hoppens bevægelser, den sorte hoppe. Han vidste hun var sort, for han kunne ikke se hende i mørket. Det havde frustreret ham ved deres forrige møde, det frusetrede ham nu, dog havde den arrede hingst en dyb fornemmelse af at hun ikke ville nærme sig yderligere- ikke efter deres sidste møde. Det havde kostet dem begge mange smerter. Ikke fysisk, men psykisk. Det havde taget hårdt på den arrede hingst, men for en gangs skyld vidste han havde gjort det rigtige. Han havde ikke begået en synd den nat, men han havde overtrådt alle sine grænser og forholds regler. For hvad? For at rede hendes liv, udskyde det uundgåelige. Et sted glædede det ham at se hoppen havde overlevet ind til nu i hvert fald, og et andet sted var han fuldkommen lige glad. Det glædede ham i den forstand at hans smerter ikke havde været helt for ingen ting.

Rashn slækkede en anelse på de tilbage lagde øre. En anelse, men han slappede ikke af. Det var umuligt. Han stod anspændt og stirrede lige frem i mørket. Han gad ikke belemre sig med at forsøge at se hende, han kunne ikke. Forsøgte han, anstrengte sig vidste han at det ville koste ham. Det ville sortne og han ville føle sig svimmel, han ville sætte sig selv som et lettere bytte.

"Jeg husker dig."

Hans ord lød langt hårdere end det skulle have lydt, da hans tænder var bidt hårdt sammen. Hans stemme var hård, ru og dyb. En anelse hæs- generelt ikke en særlig venlig lyd, dog heller ikke så fjendtlig som man ville have troet, når man så hans kropsprog.
Rashn havde forsøgt at glemme hende, og nogen dage havde det lykkes ham at fortrænge det smertefulde minde. De fleste dage havde det dog hjemsøgt ham. Smerten havde han ikke kunne flygte for. Det havde været små ting der var påmindet ham om hvad han havde udsat sig selv for.