Ensomheden findes ingen steder (Solani)

Atter var mørket faldet på, den tid på dagen den arrede hingst bedst kunne lide. Mørkets frembrud betød mere frihed, flere steder han kunne bevæge sig. Godt nok havde den arrede hingst ikke forladt den skovbeklædte ø længere tid, og han havde overvejet at drage videre. Her var ikke så stille som han kunne ønske sig, faktisk havde denne ø færden af flere heste hængende. Ikke nogen han synes at genkende, men egentlig brugte Rashn heller ikke megen tid på at opfange hvilke der lugtede af hvad. Som han ønskede at være ensom, ønskede han ej at kende nogen. Relationer var ikke nødvendigt, de var blot fremmede og fjender. Hvis han fik relationer til nogen, ville det blot ødelægge ham. Mere svigt flere dømmelser. Nej, livet som ensom strejfer var det eneste rigtige.
Ødelagt var den arrede hingst blevet, egentlig havde det aldrig været hans egen skyld. I hvert fald ikke helt. Han havde nok ikke endt som han havde, hvis han blot havde kunne tilpasse sig de regler der havde været i religionen. Havde han blot kunne være som de andre- havde han nok også været der endnu. De utallige ar havde været færre. Livet var ikke hent sådan og der var ikke nogen grund til at svale i hvordan fortiden kunne have været og hvordan nutiden så havde set ud. Det var fortid og det kunne ikke ændres. Det kunne accepteres. Rashn havde underligt nok accepteret hans fortid, hans synder og dæmoner. De utallige svigt var nok dem han satte mest pris på- havde han ikke lært det den gang, kunne han leve videre endnu og lide under andres svigt. Der fandtes ikke omsorg, der fandtes ikke kærlighed. Eller det var i hvert fald hvordan den arrede hingst følte det. Der fandtes had, svigt og sorg. Ingen glæder. En ganske trist måde at se livet på, men det var nu en gang sådan den næsten helt blinde hingst så det. Måske tiden ville ændre det.. måske ikke.

Rashn var stoppet op inde midt i skoven, eller omkring midten. Grantræerne var tætte og gav komplet dække de fleste steder. End kunne månens svage lys ikke nå ned her. Det var her Rashn havde holdt mest til. Der lå stort set ingen sne heller, små dynger hist og pist. Hans primærer skjulested var i disse omgivelser, dog aldrig det samme sted, man kunne ikke opholde sig det samme sted for længe af gangen. Alt for risikabel.

(6)

Den spinkle hoppe bevægede sig undrende gennem skoven, i denne nye og ukendte verden. Hvordan det var hændt at hun var endt her, var ikke til at sige, men hun så ud til at være nogenlunde i live, og der var endnu ikke sket noget slemt de første frem minutter hun havde være her. Sne lå i dynger omkring den nedtrampede sti hun fulgte, præcis ligesom hvor hun kom fra. Hun vendte blikket opad, kiggede op på tusind stjerner der lignede dem hun plejede at se. Men var det overhovedet de samme? Hun vidste det ikke. Et let smil tog plads på hendes læber, legende, som om det kunne finde på at springe væk hvornår det skulle være. Nu hvor hun tænkte sig om, havde hun intet at miste fra sin gamle verden, så længe hun havde sig selv, og det så ud til at hun var endt her i ét stykke. Hun rejste sig kort på bagbenene, for derefter at sætte i løb ned af stien der fortsatte så langt øjet rakte foran hende. Et nyt sted kunne aldrig ses med hendes øjne, med mindre der var blevet løbet først.

Skoven fór forbi hende i mørke og udtværede farver, og lugten af muldjord hang i hendes næsebor, samtidig med hendes hove dunrede mod den mudrede jord. Hvis der gemte sig noget i skyggerne, kunne hun ikke se det, og hvis det var interesserede i hende, kunne det komme ud hvis det ønskede det. Hun gjorde et let kast med det slanke feminine hoved, og slog ned i skridt igen.

Stjernerne funklede fra en klar himmel, men der var ingen tid til at falde i staver nu. Dette mærkelige sted skulle undersøges, scannes for andre heste. Det var det vigtigste lige nu. Hun stoppede op, slog let med den tynde hale, og vendte søgende blikket ind mod de mørke træer der omgav hende. Hvad mon der gemte sig derinde? Hun lod et skingert, tydeligt feminint vrinsk blive slynget ud mellem træerne, ud i mørket. Hvis noget gemte sig derinde, havde det bare at komme ud, nu, med det samme!

Lyden af hovslag lød. Først meget fjernt, men taktfuldt nærmede lyden sig, sammen med den hest der forårsagede det. Måske, måske ville denne blot løbe videre, og ikke dreje ind i dybet, ind imellem træerne. Måske ville han endnu være uset og helst så Rashn det forblev sådan. Mange ville nok ikke have opfanget lyden så tidelig som Rashn gjorde, men da ens ene sans var hæmmet var de andre stærkere.
Lyden stoppede, hesten var stoppet. Det var faretruende tæt på, i hvert fald hvad Rashn mente. Han stod ganske uset i skyggerne var grantræerne, men ikke helt. Han ikke ikke være helt usynlig, det var næsten umuligt, men tæt på. Meget stift stod den arrede hingst så stille som han kunne, end forsøgte han at holde vejret inde en anelse, eller i hvert fald trække det så let som muligt at hans åndedrag næsten var uhørlig lav.
En hoppe. Lyden af hendes vrinsk var ikke til at tage fejl af. Den var feminin og langt fra lige så dyb som nogen hingstes. Hendes vrinsk havde næsten lydt kaldende. Rashn besvarede det ikke som så. Nok kunne han ikke se hende, men blikket var rettet stift frem med et tomt udtryk i den retning hun var. Måske, måske ville han kunne opfange hendes bevægelser.
En dyb, advarende brummen kom fra den sorte hingst. De mandelformede øre vat lagt fladt ned i nakken og hver en muskel var overanstrengt- anspændt. Han var forberedt, parat på et hvert angreb fra denne fremmede side. Ingen kunne stoles på, og altid og det var ment som altid skulle det værste forventes.

(7)

Solani fortsatte søgende ind mellem træerne, i små spring, for at blive fri for den ulidelige kulde, der var hernede, hvor intet lys fra solen kunne komme ned. Lugten var rådden og der lugtede også gennemtrængende af gamle blade og muldjord. Ikke at hoppen var bange, nej, langtfra. Hendes mørke skind faldt i ét med den våde blade og det sorte muld der dækkede skovbunden, og mørket gjorde det svært at se andet end hendes lysende hvide aftegn, hvoraf sokkerne langsomt var ved at dækkes af det smattede jord, der sprøjtede op omkring hendes slanke ben. Nåletræerner var strukket sig op mod himlen for at nå solen, og havde hermed resulteret i deres egen undergang, nu hvor intet lys kunne komme nedtil deres nederste grene, som nu var nøgne og sorte. De brune grannåle knasede let, for derefter at give efter under hendes små runde hove. En legesyg kalden brød endnu engang ud mellem hendes læber, og zigzaggede gennem de mørke træer.
Med et ryk, drejde hun hovedet til den ene side, da hun fik øje på en skikkelse meget få meter fra hende. Hvordan denne fremmede hest kunne formå at slippe uset forbi hende, var en gåde, men det skulle ikke redde ham fra at være tja, alene. Undgå hende.

Hun knejsede let med nakken, inden hun i elegante, nærmest flyvende bevægelser bevægede sig de sidste få meter hen til den fremmede hingst. En let sky af damp kunne svagt anes foran hendes mule.

Opmærksomt lyttede den arrede hingst. Han lyttede til hver en lyd, der kom fra denne fremmede der endnu nærmede sig. Han hørte lyden af hove imod den let smattede skovbund, hvordan få grene knækkede under vægten af en hoppe, der endnu ikke kunne skimtes- i hvert fald ikke for Rashn. Han havde allerede set for sig at han nok næppe ville få øje på denne skikkelse, hun måtte være mørk eller i hvert fald mørk nok til at hun ville gå i et med alt andet. Det var ikke meget Rashn kunne set, faktisk stort set intet. I mørket hvor han ellers følte sig bedst tilpas, var der han var mest blind. Det svage syn han havde på det eneste øje har havde, var så svagt og dannede kun sløret billeder af omverden.
Passivt, eller i hvert fald meget stift stod den arrede hingst med en hver muskel spændt til det yderste. Anspændt stod han med de mandelformede øre lagt fladt ned i nakken. Han lignede en der var groet fast til jorden, og selvom han stod helt stille i mørket, var han klar på at springe frem, til siden- generelt væk. Han var forberedt på en hver form for et angreb.

Faretruende tæt på var hesten. Lugten var tydelig lyden lige så. Opdaget!
Rashn havde håbet på at ville være gået helt uset hen og denne fremmede blot ville forsvinde, ak, så heldig skulle han ikke være. Hun nærmede sig. Arrigt blev tænderne blottet og en dyb og advarende hvæsende brummen lød fra den sorte hingst. Hun skulle ikke nærme sig! Dog virkede det ikke til denne hoppe synes lige så og da hun alligevel kom tættere på, stampede han hårdt i jorden med det ene forben.
Det gav et stød hele vejen op da hans hov ramte mod jorden. Jorden var blød her endnu, men slaget havde alligevel været hårdere end hans skrøbelige ben havde kunne klare. Rashn bed smerten i sig, for ham var ikke et problem at udholde smerter. Han havde gjort det så mange gang.

(10)

Solani trådte let et skridt tilbage, da hingsten foran hende bestemte sig for at virke truende. Var der en der ikke gad at snakke? En feminin latter perlede mellem træerne fra hendes læber. "Hvorfor så vred - hingst?" lo hun let, og fortsatte med at bevæge sig rundt om hingsten. Hun strejfede let hans pels med sin mule, blot for at provokere. Hun fortsatte dog sin rundte, og endte endnu engang foran ham. Hun vidste ikke helt hvad der ellers var at sige, så hun stod blot og trippede let på stedet. Hun hadede at hun ikke bare kunne løbe, men lige da var det sjovere at irritere denne sure fister. Hun slog let med den tynde hale, og knejsede med nakken, så hendes mule næsten rørte hendes silkebløde bringe. Det begyndte at gøre ondt at have hovedet så langt indad, så hun valgte at gøre et kast med hovedet, så det stoppede med at gøre ondt i nakken.

Hun rejste sig en halv meter fra jorden på bagbenene, men kun for at holde sig i gang, og også lidt så hun kunne irritere denne hingst. Han virkede ikke som om han ligefrem ønskede selskab, og hun havde tænkt sig at bide sig fast, og blive hængende til han var ved at blive vanvittig, eller bare til han stoppede med at være interessant længere. En lav hvinen forlod hendes læber, nu hvor hun ingen ord havde at sige, og hun heller ikek ville te sig så meget.

Hoppen virkede ikke til at forstå advarslerne. Det var ikke fordi Rashn nød at gøre skade eller angribe. Han nød overhoved ikke en kamp, men som den arrede hingst så på det hele: Hellere dem end mig og der hakkede han direkte ud efter struben på hoppen med tænderne blottet. Hun skulle ikke tro hun blot kunne komme vimsende og tro at hun havde sær regler. Ingen og som i engen lod han komme tæt på, og slet ikke på den kredsende måde hun bevægede sig på. Hun var som et rovdyr! Rashn hvæsende ad hende, og ignorerede egentlig hendes grinende spørgsmål hun havde ladet lyde i mørket. Det kom ikke hende ved hvorfor han var som han var.

Det var med arrighed den ene forben blev slået ud imod hende, blot i forsøg på at få hende til at bakke væk. Lægge en afstand. Den arrede hingst kunne godt være medgørlig, så længe man overholdt de simple regler der var. Bliv væk- eller i det mindste på nogle og tre-fire meters afstand.
Endnu lå de mandelformede øre trykt fladt ned i nakken, så fladt at de forsvandt i den sorte man. Hver en muskel under det flået skind var anspændt til bristepunket- sådan så det i hvert fald ud.

(19)

En fornærmet brummen hvirvlede ud i luften, da Solani med nød og næppe undslap den arrige hingsts første angreb, men blev ramt på benet af hans hov, som hurtigt slog hul på den tynde hud der dækkede hendes knogle. En smule blod piblede ud fra såret det havde forårsaget, og Solani gloede vredt på den fremmede hingst. Hvad bildte han sig ind? Hun fnøs arrigt, og bakkede adskillige meter væk fra hingsten. Hun gad ikke være i nærheden af det mugne monstrum. Hun havde mest af alt lyst til selv at angribe hingsten, men hun vidste at det blot ville være årsag til flere sår og skrammer, for ikke at sige noget langt værre - varige smerter. Så fornuftig var hoppen dog, og surmulende trak hun sig tilbage, glødende af vrede. "Hvad bilder du dig ind?" snerrede hun vredt, og kiggede hårdt på hingsten. Hovedet var hævet, og halsen spændt, klar til at trække hovedet tilbage hvornår det skulle være. Hun ville helst ikke have nogen sår, især ikke på halsen.

Hoppen fortsatte med at stirre ondt på hingsten, samt rykke lidt frem og tilbage. Frem, når hun ville virke truende, og tilbage når hun alligevel ikke ville have et skarpt tandsæt i halsen.

Rashn ramte den fremmede hoppe. Hun havde selv været uden om det, advarslerne havde været lagt på foran alligevel valgte hun at ignorere dem, nu måtte hun bøde. Dog bakkede hun hurtig væk og Rashn holdt inde med at gøre yderligere. Der var ingen grund for at foresætte hvis denne fremmede havde lært lektien. Det var jo ikke fordi den arrede hingst ønskede en kamp, han ønskede ikke andet end at være alene, eller i så fald med en god afstand.

"Du var advaret!"

Det lød snerrende og hårdt, da den ru og mørke stemme endelig sagde noget. Sammenbidt havde han talt, da tænderne endnu ikke havde løsnet sig. Det var sjældent, faktisk var de næsten konstant bidt hårdt sammen, hvilket ofte forsaget en jævn smerte i kæben når han endelig var alene og slap bidet.
Hver gang hoppen nærmede sig i sine små trippende bevægelser frem og tilbage brummede Rashn advarende, han ville ikke tøve med atter et slag hvis hun mente hun godt kunne komme tæt på!
De tomme blik hvilede stift frem, han så end ikke på den mørke hoppe, der alligevel synes at gå for meget i et med omgivelserne- med anstrengelser ville han nok bedre kunne skimte hende, men den svimmelhed det forsaget ønskede han ikke. Og bestemt ikke nu. Han så mere eller mindre blot igennem hende ud i det sorte intethed af sløret masser fra de mørke omgivelser der alle synes ens for den arrede hingst.

(20)

Den mørke hoppe smækkede hårdt læberne sammen. Ikke en skid var hun advaret! En stampen i jorden, og så fik hun ellers en hov flyvende i benet? Det kunne umuligt være helt fair. "Eller, du kunne have brugt ord, og rent faktisk sagt at jeg skulle gå væk, ellers angreb du mig?!" Hvæsede hun iltert, men gjorde ellers ikke noget for at angribe hingsten. Hendes skinneben dunkede let efter slaget, og hun ville ikke have at flere af hendes lemmer skulle føles sådan. Selvom hun stadig var interesseret i denne hingst, var hun for stolt til blot at glemme at han havde ramt hende på benet, og nægtede dermed at tage det første ord. Hvis han gerne ville vide noget om hende - hvilket han ikke rigtigt så ud til at have lyst til - så måtte han selv spørge ind til hende. Alligevel lod hun være at gå, for denne hingst var den første hun mødte i denne mærkelige verden, og han kunne meget vel blive den hingst der fortalte hende hvad der var værd at vide om dette land.

Hun vendte de tofarvede øjne mod hans. Han så ud til kun at have et øje, og det der virkede så mærkeligt sløret ud. Som om han var blind, eller ihvertfald næsten. Udover det var der viklet bandager rundt om hans forben, og han var dækket af ar over stortset hele kroppen. Hvad havde han dog haft gang i, siden han var så hærget?

En tanke strøg den arrede hingst, ikke at han skulle have ret til at dømme, men han gjorde. Hun måtte være dum, forvirret. Selv den hoppe han havde mødt der intet kunne huske om hende selv eller om at være hest, havde forstået den simpel, men meget tydeligt gjord kropsprog der fortalte at man skulle holde sig væk. Den advarende brummen og de blottede tænder, tilbage vendte øre og stampen i jorden havde tydeligvis ikke været nok for denne fremmede til at forstå at afstand var en dyd i nærheden af ham.

"Måske er du døv, eller mere blind eller også er du blot dum."

Det var ikke fordi Rashn ville fornærme eller provokere denne fremmede, men han lagde ikke meget imellem de ord han sagde og talte lige ud- når han talte. For ham var der ikke mange grunde for at pakke noget pænt ind. Det var jo ikke ham der havde bedt hende om at komme hen til ham- tvært imod.

(21)

Vreden blussede op i den temperamentsfulde hoppe, og hun rejste sig truende på bagbenene, højt over den sorte hingst hoved. Hun landede få centimeter fra ham, strakte halsen fremad så hendes mule næsten rørte hans. "Hvor vover du, hingst!" hviskede kun køligt, med de tofarvede øjne klistret mod hans. Hun ville aldrig i sit liv lade nogen slippe uhørt afsted med åbenlyst at kalde hende for dum. Hun havde inderligt lyst til blot at hamre sine hove ned i hingsten, men hun lod være. Selvom hun vidste at denne irriterende nærtagende hingst snart ville angribe hende, ville hun fremstå som den svageste krybende idiot hun længe havde hørt om, hvis hun ikke gav ham igen, omend kun med ord. Vredt bakkede hun tilbage til den plads hun havde indtaget før, selvom hun vidste at hingsten nok ville sparke ud efter hende igen. Han havde åbenbart en form for tærskel han flippede ud hvis man overtrådte. Tumpe. Hun fnøs let, ikke truende, men bare irriteret.

Hun ønskede let at spørge ind til hans navn, men hun var næsten helt sikker på at han ville sige det ikke ragede hende, hvilket det nok heller ikke gjorde. Men noget for noget, så skulle hun nok også fortælle hvem hun var. Men bestemt ikke hvis han ikke ville fortælle blot hans navn.

Denne fremmede blev tydeligvis fornærmet. Ikke at den arrede hingst kunne se hendes ansigtsudtryk og den reaktion hans ord brugt der, men hendes fysiske reaktion med at næsten angribe ham gjorde det ganske tydeligt for den næsten blinde hest.
Som før tillod han stadig ikke hun kom nærmere og da hun alligevel gentog samme fejl som gør hakkede han tænderne ud efter struben på hende. Han løftede sig let op bagbenene, ikke højt, men nok til han kunne slå arrigt ud med begge forben imod hende. Om så han ramte eller ej, ville hun nok indse hun netop igen havde begået en større fejl. Hun havde da godt nok svært ved at forstå!

Det var en arrig og hvæsende lyd der kom fra den sorte hingst. Hun træk sig væk jo, men hun var skam ikke i sikkerhed som så. Han angreb hende ikke yderligere. Dog ville den sorte hingst ikke tøve et øjeblik med at gå til modangreb. Han var konstant forberedt på at hun skulle hakke ud efter ham, sparke eller på anden hvis gå mod ham.. igen.

(23)

Han var da mindst ligeså dum som hende. Han burde vide at jo mere han skadede hende, jo mere fodrede han ilden i hende, og flammen i hendes øjne blot voksede og voksede. Igen undveg hun bidet efter hendes strube, men nåede ikke at reagere da hans hove kom flyvende imod hendes hoved. En skarp smerte i siden af hovedet bredte sig, og hendes ben knækkede sammen under hende. Sorte prikker dansede let for hendes øjne, men hun forsøgte at holde sig vågen, selvom varmt blod løb ned af hendes hoved. Raseriet lyste ud af den iltre hoppe, men der var intet hun kunne gøre. Hun burde være gået for længst. Hun havde lyst til at råbe og skrige af ham, men hvad gjorde det, andet end flere smerter end hun allerede havde? Hun kom på benene, og to et let vaklende skridt tilbage. Hendes ansigt trak sig sammen af irritation over denne latterlige hingst. Hun krævede en undskylding fra ham, og så skulle hun nok også undskylde for at hun gjorde ham latterligt vred over ingenting. Hvis det var det han ønskede. Det var det sikkert ikke, han virkede mest som om at han mest bare ville have hende til at gå, men så let skulle han skam ikke slippe. Ikke denne gang. "Okay, undskyld at jeg gjorde dig så vred at du havde et behov for at slå mig ned. Vil du gerne lade være med at være en idiot over for mig, så skal jeg nok lade være med at overtræde dine latterlige grænser." mumlede hun irriteret. Hun gad ikke have flere slag nu, men gå, nej ikke endnu. Så måtte hun indgå en form for pagt med ham, så de måske kunne føre en nogenlunde normal samtale. En god undskyldning var det ikke, men en form for undskylding var det vel i sidste ende.

Hans hov ramte hende, han kunne tydeligt mærke det stød der gik op igennem hans skrøbelige ben. Det samme stød havde gået igennem de gange han havde stampet i jorden og da han tideligere havde ramt hende, han ignorerede blot den smerte, som han efter hånden var van til. Han kunne bande sig over de varrige men han havde fået, men hvad ville det gøre godt for. Som så mange andre ting accepterede han det blot.
Han hørte dunket da hoppen kollapsede på jorden og et ubehageligt flashback kom til ham. Minder han havde forsøgt at glemme, minder der endnu var ret nye, men han havde formået at ligge på hylden for en stund. Han brød sig ikke om nærhed og det gjaldt alle, men alligevel havde han en gang hjulpet en sort svag hoppe udskudt den skæbne alle delte- og mon ikke den allerede havde indhentet den sorte fremmede.

Det gik ikke lang tid før denne fremmede kom på benene igen, og et sted var det en lettelse. Den smule samvittighed Rashn havde behøvede ikke tynge ham mere. Han behøvede ikke træde til og gå igennem flere smerter psykisk end han allerede havde været en gang. Han kunne slippe uden om uden det ville koste ham spor.

"Det fungere såre simpelt, nærmer du dig ikke gør jeg ingen angreb. Angriber du ikke angriber jeg ikke."

Hun måtte synes hvad hun ville om hans grænser. Hun var blot en af de mange der ikke kendte til livets sandheder. Hun levede sikkert som de andre i den illusion om at kærlighed, venskaber og tillid fandtes. Det gjorde det ikke. Eller det troede Rashn ikke på det gjorde- hvordan skulle han også? Han havde aldrig oplevet andet en svigt, smerte og sorg. Hadet var kommet med det.

(24)