Bloodstream [Åben]

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,

She plays a tune for those who wish to overlook and let be"

Svagt nippede den gyldne til den hvide snedækkede jord. Puffede den kolde sne til side, for at nå frem til de mindre skud og totter der stadig var i live under det frosne lag. Den følsomme kontakt imellem sneen og mulen sendte skiftende kuldegysninger op igennem kroppen, men dog frøs han ikke synderligt. For vejret var mildt i dag, og det var en forfriskende kølig vind der hvirvlede omkring den slanke skabning. På sin vis var vinteren nu engang smuk, selvom mange ville sige det modsatte. Det markerede hoved blev løftet fra jorden, og Jairo lod blikket glide søgende omkring sig. Tyst var det, og det fine lag sne natten havde bragt med sig var endnu urørt. I solens stråler glitrede krystallerne hvidt… Hele landet var sat på pause, som ventede de blot på at foråret igen ville vise at tiden endnu eksisterede og gik.

Roligt vendte den gyldne fronten imod solen, der langsomt steg længere og længere op på himmelhvælvingen. Dens stråler jagede nattens skygger på flugt, og opslugte de stjerner der havde guidet ham i natten. Gylden, orange, blå, rød og lilla blandede sig i smukke linjer, og varmede landet med de få timer den havde at gøre godt med. For vinteren var i sandhed den mørkeste tid landet kunne byde på. Sagligt lukkede hingten øjnene i, imens han roligt lod kroppen løsne op i de varme stråler. En prikkende fornemmelse, og dovent slog den hvidlige hale bagved ham. Dette ville blive en god dag.

”Grata est vobis, luxem..” Mumlede han for sig selv.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Emne: Bloodstream                                                                                                         Ord: 309

Solen var atter på vej op i det smukke land, Andromeda. Den grålige hingst, Apeiron, havde efterhånden befundet sig i dette land i nogle dage. Han havde stadig ingen anelse om, hvor han var, eller hvordan han var kommet hertil. Minderne fra hans fortid var stadig borte, og kun en gang imellem kom de til ham i korte glimt. Men ingen af hans flashbacks havde været tydelige nok til at give mening, og derfor havde han ingen samling på sine minder - det var ham derfor stadig ikke muligt at tyde, hvor han var kommet fra, før han kom hertil.
Men trods sit forvirrede hoved var han langsomt ved at være faldet til i landet. Da de første dages kaos havde lagt sig, var det jo gået op for ham, hvor enormt smukt et land han var kommet til. Han havde aldrig oplevet noget lignende!

Denne morgen var et godt eksempel på det. Solen var på vej op, hvilket farvede himlen i alverdens rødlige og lilla farver. Den tidlige morgensol kastede sine stråler nedover landet og badede det i sit smukke lys, der blandede sig med farverne fra himlen. Det var et utrolig smukt syn, som Apeiron følte sig helt tryllebundet af. Som prikken ove i'et var jorden dækket af det fineste lag sne, og rundt omkring sad frosten som små krystaller. Det var et syn, der var en konge værdig...
Apeirons sorte mule vibrerede kort, da han indsnusede duften omkring sig. Han var netop stået op og stod nu og overvejede, hvor han skulle gå hen. Han befandt sig nu på den mindre ø, Chibale, og her følte han sig egentlig godt tilpas. Denne ø var smuk og frodig, og den var ikke så stor, hvilket han godt kunne lide. Han vippede kort med ørerne, inden han begyndte at skridte fremad langs det snedækkede græs. Hvad mon denne dag ville bringe?

(Hej Siri! Jeg ville lige benytte mig af denne lejlighed og skrive, at jeg er helt vild med Jairo! Han er en genial karakter! Jeg åd hans baggrundshistorie rådt - den er simpelthen fantastisk godt skrevet! )

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Således passerede minutter, uden at den hvidlige ønskede at bevæge eller rykke sig. Han følte en utrolig tilfredshed, sådan som han stod i solen. For det var rart. En dyb saglighed fandt sig til rette i hingsten, hvis oprindelse kunne spores langt tilbage. For solen havde altid været en trøst for den hvide.. Den ændredes ikke.. den kom altid igen, og fulgte hver en sjæl trofast om dagen. Den tilhørte ikke nogen, men tog sig af alle lysets børn. Den bragte livet med sig, og var ligeså værdifuld som månen. Dog havde månen altid været en helt anden side af sagen, da natten ikke var egnet for hingsten. Han dansede for solen og dagen, ligesom sine forfædre. Alt andet ville være forkert.
Med en afslappet udånding, åbnede hingsten igen de grønne øjne. Den friske morgenluft fyldte hans lunger, idet at han med en langsom skridt begyndte at bevæge sig igen, for fjerne noget af stivheden i kroppen. I en mindre cirkel gik han, inden at han en sidste gang stoppede op. Vendte hovedet imod den brændende stjerne, nikkede kort og bevægede sig så videre. Den slanke skabning søgte længere ind imod Chibales skove, for at finde de friske bække, der som et spindelvæv havde bredt sine tråde ud over landskabet.

De lange ben bar ham letfodet over engen. Behændigt trådte han uden om de mere smattede dele, imens han målrettet bevægede sig over den sneklædte eng. Længere fremme ville skoven tårne sig op, selvom der godt og vel var lidt under en kilometer tilbage. Andromeda husede store øer, der i starten havde overrasket Jairo. Svagt vippedes ørene reserveret tilbage, imens en ædel holdning gled over hingstens dansende bevægelser. For nu hvor han bevægede sig over åben areal, var det ikke helt usandt om andre så ham. Og med den tanke, bevægede den gyldne sig over den bakketop han havde sigtet efter. Under ham bredte mere af Andromedas smukke land sig ud, og en enkelt silhuet havde også valgt at søge ud her til morgen.

//Jamen mange tak! Er da virkelig glad for at du tog dig tid til at læse den! Det betyder meget <3

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Emne: Bloodstream                                                                                                         Ord: 388

Overalt omkring ham tårnede de høje træer sig op. De fleste af dem var brune og nøgne, da alle bladene var faldet af deres grene for at give plads til de små snedynger, der nu prydede trætoppene i stedet. Men enkelte steder stod et par fyrtræer, og deres stedsegrønne nåle fik dem til stadig at stråle frodigt mellem deres nøgne artsfæller. De grønne fyrtræer så helt fantastiske ud, når de var dækket af sne, og den klare rimfrost sad som krystaller på deres grene. Når vinteren var som nu, var det i sandhed et af de smukkeste tidspunkter på hele året.
Efterhånden var Apeiron nået ud i udkanten af skoven, og en stor eng strakte sig foran ham. Hans hvide ører blev kortvarigt lagt tilbage. Der var dejligt med læ inde i skoven, så tanken om at bevæge sig ud på det åbne land tiltrak ham ikke ligefrem... Men hans vandring havde indtil videre været så smuk, at han ikke nænnede at gå tilbage ad den samme vej, han var kommet - han måtte se mere af dette smukke landskab.

Derfor trådte han med forsigtige skridt ud på den åbne eng. Vinden slog straks mod hans ansigt, men den var mild nok til, at det bestemt var til at holde ud. De mandelformede ører blev atter rettet fremad. Dette var slet ikke så slemt, som han havde forestillet sig. Han hævede sit hoved og løftede stolt benene fremad. Den grå hale slog livligt bag ham. Han følte sig ganske godt tilpas denne dag, hvilket var en fremmed følelse for ham. Han havde aldrig følt sig så fuld af energi og overskud, som han gjorde denne dag. Det var helt ubeskriveligt.
Tærrenet under hans spinkle ben ændrede sig, og det gik nu op ad bakke. Han lagde kræfterne i fortil og blev langsomt, men sikkert ført opad. Da han nåede til toppen af bakken, kunne han pludselig se en fremmed hingst foran sig. Hans gyldne øjne mødte hingstens blå, og en svag rødmen viste sig på hans kinder. Han anede ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde endnu ikke mødt nogen andre i dette land og anede ikke, om det var venlige eller fjendtlige heste, der holdt til her. Derfor endte han med blot at nikke til den fremmede, mens han akavet slog blikket ned i jorden.

(Det er jeg glad for at høre. Jeg læser altid om de karakterer, jeg har en tråd med, da jeg synes, det er så hyggeligt lige at læse lidt om den hest, jeg skriver med ^^ Jeg ved, min kommentar måske virkede lidt mærkelig at komme med her, men jeg måtte simpelthen bare fortælle, hvor imponeret jeg var - det var som at læse et eventyr n.n')

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Den kolde morgen bød på nye og anderledes situationer hver eneste dag. De skiftede, og det var ikke til at sige hvilken hændelse den havde planlagt for dig denne dag. Men en ting var sikkert - noget ville ske. Ligesom vinter blev til forår, og sommer til efterår, ville nye bekendskaber og mulige venner glide forbi. Hver dag blev der stillet valg, hvor hvert enkelt ville afgøre ens fremtid. Det var en mærkværdig tanke, men det var ikke desto mindre det der også skete idag. For en fremmed valgte at søge nærmere den gyldne, hvis grønne øjne fulgte ham opmærksomt. Hans sølvgrå farvede harmonerede med det hvidtonede landskab, og et klart blik var til at finde som Jairo mødte hans. Dog varede der ikke længe, inden at han lettere akavet flyttede blikket ned imod den frostne jord. 
Med en svag brummen rankede Jairo kroppen, og så mere direkte på den fremmde gråling. Hvad var det han lavede? Af hvilke grunde, ville han ikke holde øjenkontakten med ham? Se, den gyldne var opdraget med visse regler og holdninger. Normer, så at sige. Og når nogle skildte sig ud fra disse normer, blev de mødt med et lettere forvirret, og reserveret blik end så  mange andre. Det var ikke deres skyld, men hingsten selv, hvis sind ikke kunne greje den fremmede adfærd. Derfor stampede han blot kort i jorden, før at han med et fnys kastede hovedet opad. Tydeligt oprørt over den korte hilsen og anerkendelse han fik. For nok var han ikke i en position til at bedømme hvad han var værd. Men svarede han selv, var det mere end en kort nikken. 


Den slanke danser trak knejsende op i nakken, inden at han fængende sendte en dyb vibrerende brummen imod den fremmede. De grønne blik søgte hans nedslåede, imens at han langsomt og smidigt sænkede hovedet ned i et buk for den fremmede. Nok var de fra forskellige lande, men denne gråling var ikke mindre værd end ham. Derfor, fortjente han en hilsen han ville have givet til en hvilken som hest anden - også selvom det måske ikke var gengældt. 
Med et fnys trak han hovedet brat op, og samlede roligt de lange ben igen. Afventende så han på den fremmede, om hvordan han ville reagere. For hvis morgendagen ønskede ham et selskab der ikke ønskede ham, ville han ikke bruge tiden når den ikke var værdsat.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Emne: Bloodstream                                                                                                         Ord: 295

Han sank nervøst en klump i halsen, da den fremmede viste sig tydeligt at blive fornærmet over hans handling. Skræmt begyndte hans krop at ryste. Hvad havde han gjort galt? Hvad forventede denne komplet fremmede af ham? Det gav et lille sæt i hans krop, da den fremmede stampede i jorden og udbrød et fnys. Han kneb pinefuldt øjnene sammen og lignede en, der lige var blevet slået. Denne handling kunne godt virke lidt voldsom, da den fremmede jo på ingen måde havde rørt ham... Men han var vant til, at vredt kropssprog førte til tæsk.
Han rettede forsigtigt ørerne fremad, da den fremmede lod en hilsende brummen lyde mod ham. Hans gyldne øjne lyste af forvirring. Var den fremmede ikke vred mere? Prøvende lod han øjnene glide opad og mødte den fremmedes grønne øjne. De virkede ikke helt så uhyggelige og fulde af ondskab som Monsterets...

Hingstens næste handling kom bag på ham, for langsomt sænkede hingsten sit hoved ned i et dybt buk. Et forvirret blik gled atter over hans øjne, inden han vendte sig om for at se, hvem denne fremmede bukkede for. Til hans store overraskelse var der ingen andre at se på den store eng bag ham. Var det ham, den fremmede bukkede for? Han vendte atter hovedet og stirrede vantro på hingsten foran ham. „Er det mig, du bukker for?"
Hans stemme var grødet og hæs. Den signalerede tydeligt en hingst, der ikke var vant til at bruge sin stemme så meget, og ikke havde brugt den i lang tid... Hans øjne strålede af ydmyghed og dyb forvirring. Det kunne da ikke være ham, den fremmede bukkede for? Der var jo intet ved ham, der gav andre grund til at vise ham respekt... Det havde han aldrig oplevet før.