New moon (Angreb på Rumpel)

Den hysteriske latter som kun Rumpelstiltskin kunne fremkalde, rungede imellem de sten der faldt fra loftet og kolliderede med jorden i et højt brag. Det havde fået den hvide hingst til at flytte sig, Fuyu, og det fyldte Rumpelstiltskin med en ustyrlig trang til at tryne ham endnu mere, at han veg. Snart efter kastede ikke kun Fuyu, men også Askari og Ayin sig imod ham, for at gå til modangreb, hvilket han ganske enkelt havde forventet; men de måtte bide i stenene igen, for med et vildt slag med hovedet, sendte han 3 massive kiler op fra gulvet i hulen, der rakte helt op til loftet, som blokerede for deres fremspring. Hans magi kendte kun 3 grænser, og disse grænser var slet ikke i vejen for ham, når det gjaldt hans hævn overfor dem, der havde vovet at gå ind i hans hule denne dag!
Alt imens dette foregik, var den hvide hoppe, Deadly Myth gået frem og havde taget hjertet, for herefter at gå længere ind i grotten. Der var ingen udvej derindefra, så hun måtte for hans skyld gerne prøve at gemme sig - han fandt hende alligevel når hendes tid kom.

Med ét var han igen væk. Han benyttede sig af hans magiske kræfter til at flytte sig, teleporterer vel sagtens, og pludseligt stod han bag de tre hingste igen. Hans latter var så hysterisk, at det næsten var ulideligt at høre på, og herefter kastede han sig frem i et vildt spring imod de tre. Bragede først ind i den sorte Ayin, som han ved hjælp af en magisk impuls formegentlig slog luften ud af; og dette angreb sendte han videre imod Askari, som han forsøgte at slynge hen ad gulvet, imod de store stenkiler han havde fremkaldt. Og så stod Fuyu der, og øjeblikkeligt kastede Rumpel sig atter imod ham, med blikket fæstnet på den hvide - den eneste som faktisk formåede at gøre modstand; eller rettere sagt, havde kræfterne til det.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(4)

Et arrigt fnys forlod de mørke næsebor, da skyggehingsten sprang til siden. Hans ører var dybt bragravet i den bevægelsesfulde man, og en dyb snerren lød fra hans bringe, gentaget af de skyggefulde områder rundt i rummet. Tænderne snappede sammen i luften få centimeter fra det røde skind, der pludselig forsvandt igen. Skingre hyl af vrede bredte sig i hans indre, og tørsten efter blod voksede blot. Han vidste dog hvor denne rødling var, og næsten allerede før han igen var kommet til syne, havde hvidlingen ændret retning. Visse fordele kom ud af at have et så splittet sind. Han følte ganske mange ting i den korte radius omkring ham, og skriget og smerterne genlød i sindet, da hans brødre blev hvirvlet bort fra ham. Han stod ene, gjorde kampen op imod denne røde djævel, men han vidste, at han ikke ville holde længe. Det var for meget forlangt, hans styrke ej optimal nok. Intet af dette havde dog en betydning, og han gengældte selv samme bevægelse, som hans fjende. Samlede vægten på bagparten, og hvirvlede sig tættere imod skabningen. Han søgte at tegne mere blod over skindet, der allerede bar skader fra det korte møde med skyggerne, søgte at slå denne ækle ting ihjel, og trampe den dybt ned i de sten de dansede på. Men ligeledes var en del, gemt bort i det store kaos af mørke stemmer, ganske rolig, afventende. Der var mange modsætninger i hingsten, ting der ej kom til syne midt i dette virvar. Men de var der, og han havde kontrollen. For nu. Det kunne meget vel udvikle sig andre veje.

Deadly: Den hvide hoppe så lettere skeptisk på, imens den mørkere fandt noget frem. Et skrin? Snart forstod hun dog meningen, og lod nænsomt det levende hjerte ned i skrinets indre. De kunne næppe flygte med dette hjerte i tænderne, det krævede en forsigtig gang, for ikke at knuse det bløde kød imellem tænderne. Med et kort fnys spejdede hun over skuldrene, urolig over den tumult der kunne fornæmmes i luften, og ikke mindst de skyer af knuste sten der rejste sig derhenne. Let tippede hun bæknet, og trådte på stedet. Hun kunne fornemme skyggernes uro, brødrenes arrige skrig, og ikke mindst smerte. Der var ting i gære, de skulle ud herfra, og det i en hvis fart. Søgende rettede hun de blæksorte øjne imod den tordentegnede hoppe. Kunne hun bære hjertet alene? Eller skulle der to til det? Hun havde ej forstand på at bære ting, på samme måde som denne hoppe virkede til at være det, men det var nu engang en fremtidig broder liv der var på spil, alt måtte satses, og gerne gav hun en hov med i at bære det. Ville hun lade det op til denne hoppe? Hun kendte hende ikke, men Volin synes ikke at have vippet med et eneste øre af hendes fremdukken, så måske det ikke var så slemt. Måske denne fremmede skikkelse var til at stole på.

Askari: Sten tonede pludselig op fra gulvet, og fik den brogede til at sætte sig ned, i forsøget på at undgå at tonse ind i den. Snart efter sprang han rundt, veg bort med et forskrækket fnys, og forsøgte igen at danne sig et overblik over situationen. Hvor var-? Han nåede netop at placere sine brune øjne på den rødlige skikkelse, idet denne kastede sig ind i en af skygge hestene, før kraften fra dette sammenstød, sendte ham bagud. Han nåede ikke at forberede sig på dette, uvist over det overhovedet var en ting der kunne ske, før den hårde jord tog imod hans vægt. Han kurrede et stykke, forbandede sin balance, og kom derefter møjsommeligt på benene. Han var ikke skadet, ikke for alvor, men han fornemmede tydeligt forskellen i hans, og den røde skikkelses magt. Han havde ikke engang været tæt på at nå den røde hingst, og allerede var han blevet sendt til tælling. Dog bragte disse kendsgerninger ikke den brogede ud af fatning, hvilket til dels undrede ham, før han igen bragte sig tættere på de to skikkelser, der igen synes at være kollideret. Denne gang langsommere, for at kunne undgå stenstøtterne, der synes at opstå af ingenting i denne grotte.

Myth vippede med de mandelformede ører ved lyden af tumult og den hysteriske latter,som kun han kunne frembringe. Det fik nakkehårene til at rejse sig og hun fnyste kort. Nænsomt havde den hvide skabning lagt hjertet i skrinet, som Myth nu puffede lukket med sin mule. Herfra sendte hun hoppen et kort nik ud med mængden. De hvide øjne lukkede sig let i, inden hun rykkede en anelse på sig. Hvad der nu skete, var som sådan ikke noget hun havde planlagt i det hun var fulgt med skyggerne. Det var noget der var kommet til hende i det øjeblik hun var trådt ind i grotten. Myth bed kort tænderne sammen, inden hun i en hurtig bevægelse knuste skrinet under sig med den ene forhov. De skrøbelige hjerte, blev sent i en vilkårlig retning ind i grottens mørke, men hun var ikke færdig. Den elektriske statsfære rejste sig omkring den todenfarvede hoppe og blev sendt i retning mod den hvide hoppe,for at skabe en afstand. Derpå deltog hun nu i slåskampen, mens hun med hastige skridt kastede sig ind i kampen mod skyggerne, med gnisterne flyvende ustyrligt omkring sig. Hun vidste at det ville pralle af på den eneste sjæl i grotten hun ej ønskede at gøre en ende på.

De tomme isblå øjne var rettet skarpt imod den røde skabning hvis liv de alle stræbte efter. De evigt blottede tænder syntes at le grumt af den magiske hingst, men hans fokus blev brat slået af kurs da en stenkile rejste sig fra gulvet og helt op til loftet i en så hastig fart at den syntes at dukke op ud af det blå. Hans ansigt ramte ind i den ru stenoverflade men han mærkede intet, for der var kun knogle tilbage. Lettere fortumlet trådte han et skridt bagud og tog sagen i øjesyn. Grotten skingerede af en hysterisk latter og som han forsøgte at lokalisere den og dens ejermand hamrede netop denne direkte ind i ham. Med hvad der måtte være magisk kraft mærkede han al luft blive slået ud af sig, som han ramte det hårde stengulv. For en gangs skyld kunne han igen smage blod der ikke stammede fra hans evige sår. Han fnøs arrigt og kom med et hop på benene igen. Kampen havde allerede flyttet sig og for en stund var han ude af billedet - han kunne enten stå ved den hvide rævs side eller holde øje med hvad der foregik af skumle sager bagerst i hulen. Hans blik gled hen på den røde hingst. Magien var stærk omkring ham og han tvivlede på at han kunne gøre en forskel i den kamp. Han var ganske enkelt for svag endnu. Men bagerst i hulen... der kunne han gøre sit. Med et fordrejet smil på de evigt blottede kindstykker drejede han omkring og faldt i et med de dunkle skygger som han forsvandt ned imod bagenden af hulen.

Den hvide Fuyu forsøgte igen at springe imod Rumpel, som han satte imod ham. Og denne gang lod den usle hingst sammenstødet ske - men på hans præmisser. I det at de ramte sammen og skyggerne forsøgte at rive og flå i ham, sendte han dem bort, kapslede dem inde helt tæt på hingstens krop ved hjælp af sin magi, så de ikke kunne flytte sig derfra. Og da de ramte hinanden, blev han skubbet ud til siden, men på grund af sin magi blev han redet fra at falde. Den hvide besad ikke kun magisk styrke, men også fysisk - og fysisk var han sikkert den usle hingst langt overlegen. Så var det jo heldigt at han havde sin magi. Med det olme smil og blik rettet imod den hvide, valgte han dog at benytte sin magi kortvarigt et andet sted. Han havde fornemmet hvad tordenhoppen lavede, hun havde taget hele denne sag i egen hov og havde smadret det skrin hvori Volontaires hjerte lå, og sendt det på gulvet med et bragt. Den hvide Deadly var stadig dernede, og nu den sorte Ayin; men fordi Rumpelstiltskin nægtede at lade dem vinde, så at sige, fjernede han nu sin magi fra Fuyu og fremkaldte et stort gabende hul lige foran den sorte Ayin. Det var dybt og afslørede den massive stengrav som lå under hulen, et perfekt sted at dø hvis man trådte forkert. Alt imens forberedte Rumpelstiltskin sig på at blive mødt af skyggerne igen, som sikkert kom snigende så snart de kunne forlade den hvide Fuyu igen; men i stedet for at sende sin magi imod ham igen, skød han den voldsomt imod Askari, den forræder, som han kastede op imod den yderste væg i hulen. Han kunne så meget uden at flytte sig, for hans magiske evner rakte langt ud over det, som disse dumdriste heste til sammen kunne mønstre; og hvis ikke Askari stak halen mellem sine ben snart, sørgede han for at han aldrig forlod hulen. Ligesom flere af de andre heller ikke ville få lov til, hvis det gik efter hans plan!
Hans olme smil blev blot bredere og mere direkte truende, da tordenhoppen i grottens dyb begyndte på sit angreb; hendes elektriske evner som han havde låst op for, for længe siden, blev nu udløst i hans egen grotte, imod den hvide hoppe. Hendes vilje var klarlagt for ham nu - hun støttede ham, selvom han havde troet andet. Og med dén viden, lød hans latter endnu engang.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(5)

Et kort øjeblik brændte begejstringen over endelig at have kontakt til det røde skind i hingstens bryst, men snart kom han på andre tanker. Hans sind blev presset, fra alle sider. En hvæsen opstod omkring ham, og en dyb snerren fængede i hans bryst. På trods af sammenstødet, og den distraherende indkapslen af sindet - af dem, af ham, af hans verden, tog de gyldne hove let imod vægten fra den hvide skabning, idet han igen dansede bort fra rødlingen. Han fornemmede elektriciteten i luften, og skænkede en forbandelse til tordenhoppen, men lod sig ikke yderligere distrahere fra sin kamp. Modsat denne rødling, havde han ikke den overskydende styrke, til at fokusere andre steder. Han havde behov for at være i nuet, med alle dem der var ham, alle dem der var med ham. Idet han følte dæmonens opmærksomhed forsvinde blot en anelse, spredte skyggesløret sig i hulen. Det glødende blik var rettet imod dæmonhingsten, da hvidlingen igen kastede sig frem imod ham, upåvirket af ændringen i kampen. Det var ikke hans sag, og hans tillid lå tungt hos de forsamlede søskende.

Deadly: Tordenhoppens hov bragede imod kisten, og fik den hvide hoppe til at vige fnysende bort fra splinterne. Et arrigt hyl forlod hendes mule, idet hun sørgede for at lade mørket indtage den tofarvede skikkelse, som hun dansede bort i en sky af tordenkiler. Et koldt mørke nærmede sig hoppens hjerte for hvert skridt, før det bragtes helt i stå, drevet af den dødelige mytes vilje. Hun skulle ikke slippe fra dette ustraffet. Et fnys forlod hendes mule, da hun gav slip, og lod opmærksomheden tilbage til sin egen bevidsthed. Hun var svedig, men adrenalinen, og ønsket om at opfylde hendes broders ønske, drev hende igang med søgen. Den svage pulseren af hjertet, kunne hun føle som et ekko i sit sind - takket være hendes evner. Hvor var det? Det var ikke knust, men medtaget af det pludselige stød. En ting der umuligt kunne være godt for noget så skrøbeligt.

Askari: Hingsten blev slynget imod stenene, imod væggen, og sank sammen for foden af væggen med en dæmpet klagen. Som med et trylleslag var iveren efter at træde skyggerne til hjælp forduftet, som om mørket derinde havde drevet ham. Langsomt stablede hingsten sig på benene, og skævede en sidste gang imod det kaosfulde indre, før han humpede ud i friheden. Han frygtede for sit liv ved denne handling, men ligeledes kunne han ikke længere risikere at blive i det magiske kaos. En hest som ham, uden kontakten til det overnaturlige, var simpelthen ikke skabt til et sådant sammenstød. Måske skyggerne ville tilgive ham dette, måske ikke. Under alle omstændigheder følte han, at livet ville blive han frarøvet hvis han blev længere, så dette var beslutningen. For nu.
//Out

I ly af skyggerne var den sorte Ayin med det ganske ukendelige ansigt nåede langt dybere ind i hulen på kort tid. Men på trods af skyggedækket, både naturligt og unaturligt, havde det ikke været nok til at sløre den røde hingsts syn. For Ayins hove faldt grottens gulv sammen. Det skete pludseligt og lynhurtigt, og var det ikke for hans gode reaktionsevne var han styrtet i døden, ned idet gabende hul foran ham. Men han nåede at opfange faren i sidste sekund og satte baghovene i for at bremse sig selv. De pupilløse øjne spejdede ned i det mørke hul og derefter over på den anden side. Han kunne ikke springe over, så meget var sikkert. Og han kunne ikke hjælpe Fuyu i sin kamp. Han vippede let med ørerne da endnu et brag hørtes og han nåede netop at se Keyen Askari blive slynget op af væggen, for derefter at stikke af. Ayin hvæsede ud igennem de blottede tænder. Kujon. Luften var ladet af elektricitet, og det bragte ham tilbage til nuet. Han kunne ikke hjælpe fysisk ovre på den anden side af hullet, men han kunne noget andet. Som et sort hav af slanger lod han skyggerne fra sin krop glide over til sin søster for at yde assistance.

[3]Den tordenfarvede hoppe havde næsten nået de kæmpende, inden et skarpt jag drog igennem den elektriske krop. For en stund stod hun lammet og knuede mulen mod bringen, hvor smerten strålede ud fra. De få sekunder det varede føltes som en evighed og den elektriske hoppe gispede efter vejret. At nogen ikke havde set snittet til at angribe hende, havde blot været rent held. Hun havde end ikke opfattet de mørke hul der var dannet blot et skridt bagude. Hun fik endelig samling på sig selv og vaklede en anelse frem på de slanke ben. De første hun opfattede var den brogede hingst som flygtede ud af hulen. Hun skævede mod den hvide hingst som var i kamp med den skumle sjæl. Myth samlede elektrisiteten omkring sig i et forsvar, den snoede sig op langs hendes sorte pels, næsten som Ayin's skygger snoede sig over til den hvide hoppe på modsatte side af hullet. Hun kunne lede efter det forbandede hjerte. Hun rettede nu fokus mod den sorte, og lod nu sin elektrisitet omslutte ham, inden hun sprang mod ham med blottede tænder. Hun var denne hingst langt overlegen, så han burde ikke være noget problem.

Virvaret i hulen var efterhånden stort; den sorte hingst var på vej, inden den skumle sjæl fjernede gulvet foran ham, for at slutte sig til den hvide hoppe, som Tordenhoppen var gået imod. Han nåede at stoppe, og undgå at falde i, men snart lod han sine skygger forlade kroppen, og søge over for at stå den hvide hoppe til undsætning. Rumpelstiltskin lagde godt mærke til dette, for han så alt; for hans evner rakte langt og vidt i forhold til disse dødelige heste foran ham - for i hans verden, var de 'blot' dødelige. Hans skingre latter brød ud igen, da hans fysiske blik blev lagt på den hvide Fuyu, som var den største konkurrent.
Fordi den hvide ikke havde været parat til at indgå en aftale, var Rumpelstiltskin opsat på at frarøve ham noget, før han fik lov at komme ud. Ja, alle skulle de miste noget, før de fik lov at forlade hulen, for den skumle og snu hingst var vred, og når først hans temperament var vakt, var der ingen nåde for dem, som var i nærheden af ham.
Han vendte nu sin front imod den hvide, som nu sprang frem igen for at angribe. Det var fristende at bruge samme nr. igen og blot ændre sin placering ved et trylleslag, så den hvide sprang ud i ingenting, men den blakke Rumpelstiltskin blev denne gang stående - men den hvide fik ikke lov at røre ham. Den ondskabsulde Rumpelstiltskin benyttede nemlig sin magi, samlede den, så hver en snært blev trukket tilbage fra hulens hjørner, hvorefter han brugte den på at stoppe den hvide hingst i luften og holde ham svævende der, inden hans latter blot blev mere intens og mere ond. Omkring dem, var det som om tiden gik i stå, imens de andre fortsætte deres færd, nu uberørt af den snu hingst, der havde lagt alt fokus på Fuyu. Og mens han havde den hvide fanget i luften, hvilket klart ville udløse et endnu mere voldsomt vredesudbrud hos ham, men det var netop det om Rumpel ville have. Han ville se den hvide vride sig i vrede og frustrationer, inden han ville frarøve ham en del af hans skygger. Nok havde han sendt en hoppe ud på en mission for at fremskaffe en, men nu hvor de frivilligt var kommet til ham, ville han da benytte sig af chancen. Derpå slap han med skadefro den hvide hingst, for at lade ham komme videre i sit angreb, som han denne gang ville lade ramme - og alt andet der foregik i hulen i øjeblikket, var for ham ligegyldigt.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Han havde retning imod den rødlige hingst, og midt i luften ophørte hans bevægelse. Undrende vrikkede han med hovene, før et dybt, frustreret hvin forlod den tvefarvede mule. Omkring ham tyknedes skyggelaget, og de hvide øjne forekom som fuldmåner på en komplet overskyet nattehimmel. Men han forholdt sig nu i ro, ventede på at jorden skulle komme tilbage under de gyldne hove. Kom rødlingen i mellemtiden i nærheden, var de mørke væsner klar til at forsvare deres lyse broder. Han fornemmede den ondskabsfulde latter dybt i rødlingen. Den var tydelig i de grønlige øjne, selvom den endnu ikke havde besværet luften endnu. Han havde noget i tankerne - noget som hvidlingen vidste, at han ikke ville bryde sig om. Midt i denne tankestrøm, fik de gyldne hove igen fat i underlaget, og bagparten sitrede let, da han satte sig, for igen at sætte i bevægelse. Tænderne blottede, med de skyggelignene tåger svævende over det hvide skind. Udefra forekom han knapt så lys, snarere som en gråsort skabning, med lysende hvide øjne. Det var således han foretrak det, ganske tæt på de mange, der både var ham, og ikke var ham. I kamp imod deres fælles fjende. I søgen på hans blod.

Deadly: Den hvide hoppe søgte hen over jorden, med mulen lavt sænket. Derpå opfangede hun den svage dunken fra broderens hjerte, og lagde sine blæksorte øjne på den besynderlige genstand. Der hvilede det, et hjerte der snart ville være næret af skyggerne på samme måde som hendes eget. Et kort smil gled over hoppens mule, før hun varsomt samlede det op imellem tænderne. Fuyus skygger måtte overtage hjertet på deres videre færd, men først skulle de ud herfra. Den hvide hoppes skridt var lette, idet hun nærmede sig hullet i gulvet. Skeptisk søgte hendes blik hen over ujævnhederne, uden at tage sig af, hvad der foregik på den anden side. Snart løftedes det fine hoved dog, og hun lod vægten glide bagud. En måde måtte hun komme derover på. Og hvis springe var den eneste vej, måtte det blive sådan. Megen tanke blev ikke skænket til det følsomme hjerte imellem hendes tænder, hun vidste, at hun kunne undgå at tykke sammen om det i landingen, og så var den vist ikke længere. Den lyse skyggehoppe fnøs kort, før hun bakkede et par skridt for at tage tilløb.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Ayin: Den blåstribede hingst var ikke sen til at reagere, de den forræderiske todenhoppe kastede sig imod ham. Hans søster havde fundet hjertet, og hans skygger var tilbage, så han var så klar til kampen, som det nu engang var muligt. Hun var ham overlegen, så meget var klart for ham. Men alligevel gik han til kamp, med dødningetænderne let adskilt, klar til en mulig konfrontering med det ravnesorte skind hoppen bar. Hendes kujonagtige handling ville blive husket. Skyggerne ville komme efter hende, så meget var hingsten sikker på. For hans Volins skygger rasede stadig, gav genlyd i hans eget sind, og gav dødningehesten blod på tanden. Hun ville komme til at lide under det. Smidigt banede han sig igennem det første lag af elektricitet, og følte hvorledes det rejste det øverste hudlag, men det generede ham ikke, og den pulserende smerte var ham ikke til meget gene. Han havde oplevet langt, langt værre ting. Dette var intet i sammenligning.

[3]
Den elektriske statosfære sprang omkring hende og borrede sig ind i hingstens skind, de kraftige stød ville udentvivl sætte ind med efterkrav. Snart fulgte hendes eget tandsæt som greb et vilkårlligt sted på hingsten. Hun mærkede hans mod hendes maveskind og følte hvordan pelsen nærmest ætsede væk, men værre blev det ikke. Myth brugte sin fysik mod hingsten, som var noget af en svækling ifølge hende selv. Hendes statosfære næsten indhylede hende selv, men hvor meget længere ville hun kunne holde den kørende. Lige nu var der kun et mål for øje: At få nedslagtet en hver som var en trussel mod hendes familie. Noget hun havde været sen til at indse eller antage, intet var sikkert, men hun turde ikke løbe an på noget.

Rumpelstiltskin, den snu og ondskabsfulde hingst, var sprunget frem imod den hvide Fuyu, alt imens de resterende i grotten udførte deres eget slagsmål indbyrdes imod hinanden; For Midnatsmyten havde vendt sig imod dem, på trods af hun var kommet side om side med dem. At hun havde måttet smide hjertet, og den hvide Deadly nu havde det, var for den ondskabsfulde sjæl ligegyldigt, for hans magt over Volontaire interesserede ham i øjeblikket ikke. Med tiden ville han kunne tryne den brogede hingst til uendelighed, hvis han ønskede det - men lige nu var hans mål langt mere gavnligt for ham, end en slave iblandt de levende; for med en skygge kunne han endelig begynde at kortlægge den magt, den magi, han var imod.
Snart ramlede han sammen med den hvide Fuyu, og han kunne både høre og fornemme hvordan skyggerne skreg. Det rørte ham i midlertidigt ikke, for hans magi kunne let indkapsle dem igen, og nu hvor han havde stiftet bekendtskab med deres klamme kroppe, da de først forsøgte at fange hans krop for at få hjertet vristet fra ham, da blev han ikke længere forbavset over deres indvirken på ham.

Med et ubarmhjertigt vrid greb han ved hjælp af sin magi fast om en af de store skygger, som levende klæbede sig til kroppen af den hvide, og derefter flåede den af. Hvordan det påvirkede Fuyu, havde han trods sin nysgerrighed herom, ikke tid til at beskue, for han var rigtig godt træt af det virvar der var i hans hule; og vidste, at noget drastisk skulle ske, for at han kunne fortsætte sine skumle planer i landet. Derfor igangsatte han en forbandelse, der ved et enormt brag nærmest eksploderede i grottens indre, og fyldte ethvert tomrum med en lilla tåge, som truede med at kvæle dem alle; med undtagelse af Rumpelstiltskin selv.
Forbandelsen gik dog langt fra ud på at kvæle hans modstandere, men derimod skille dem og Rumpelstiltskin ad. Og med ét, med et endnu større bragt, skete det.
Grotten forsvandt omkring Fuyu, Ayin, Deadly og Midnatsmyten og med den forsvandt Rumpelstiltskin. Han havde flyttet sit hjem til et nyt og ukendt sted på øen, for at lægge den i skjul fra skyggernes håndlangere; og fremover ville han tage sine forholdsregler, så absolut. For ingen skulle nogensinde kunne finde den igen uden hans vilje.

[TRÅD AFSLUTTET. Deadly Myth har endnu hjertet tilhørende Volontaire, og alle er kommet ud med livet i behold. Angående skader, er det op til jeres fantasi om/hvilke skader jeres karakterer har pådraget sig i denne tråd]