Castle of ash [Taia]

Et nys, og den hvirvlende aske cirkulerede omkring den brunliges hoved. Fik hende til at bakke hostende og fnysende tilbage, imens at de sorte støvkorn lagde sig som en mindre sky omkring føllet. Fik de lange ben til at trippe panisk bagud, inden at hun med et overrasket hvin snublede over dem, og landede på enden. Overrasket over hvad der var sket, sad hun et øjeblik og bare.. tænnkte. For hvad var der egentlig sket? De runde øjne glippede en enkelt gang, inden at hun med forsigtige skridt lænede forkroppen en anelse frem. Den mindre fordybning hun havde skabt i asken, var langsomt ved at blive fyldt til igen… hvilket hun ikke helt forstod. Forsigtigt skrabede den lille hov yderligere i jorden, inden at hun langsomt Trak hovedet tilbage igen.


Rasbell befandt sig i øjeblikket alene. Hvorfor ville være et godt spørgsmål, og det var et spørgsmål hun ikke selv kunne svare på. Hun havde ledt længe efter den røde skikkelse, men den var som sunket i jorden… Et savn var til at finde, og de første timer havde hun blot vandret håbløst omkring i sin søgen. Men det flyvske sind var blevet distreheret, da det brunlige føl havde fået øje den hvirvlende aske. En aske, som hun i dette øjeblik havde travlt med at vende og dreje på alle punkter i det unge sind.

Taia
☽ ° ☾

Det var lang tid siden hoppen havde betrådt øen og det havde været under helt andre betingelser. Hvorfor hun var kommet her sidst, var for længst glemt. Hvem hun havde mødt, var ligeledes en tanke, hun ej længere ejede, men mindet om øen eksisterede da endnu i hendes sind. Og det føltes så forkert som hun huskede det; der var noget galt med denne ø, helt og aldeles galt med den. En nagende tanke fortalte hende, at hun vidste hvad det var, men hendes sind kunne ikke finde den information, hun mente hun havde. Foehn var bare en forkert ø på alle leder og kanter.
Alligevel var hun her dog, gående mellem Livet og Døden, mens hun søgte en vej tilbage. Hun mente hun havde en ide om, hvordan det kunne lade sig gøre, at vende tilbage til den levende del af øerne, men hun var ej sikker. Det var dog det eneste hun havde at følge og det havde denne dag bragt hende hertil.

Taia havde gået i lang tid, sådan føltes det i hvert fald, da hun endeligt fandt nogen, som ej vandrede i den samme verden som hun. Hun havde set sorte væsner, ting hun ej kunne beskrive, på sin sti blandt de to, men nægtet at nærme sig dem. De holdt en form for energi, ingen tvivl, men som hende selv, så bar de også manglen på samme.
Det hun var stødt på nu, havde dog uden tvivl liv, men ikke liv hun kunne stjæle fra. Ikke fordi det ikke var muligt, men fordi hun slet og ret nægtede det; hun nægtede at tage fra nogen så uskyldig. Et føl var nemlig hvad, hun var stødt på.

Hun burde gå videre, burde søge efter en anden, men hun kunne ikke rigtigt tvinge sig selv videre. Der var noget, moderinstinkt måske, der holdt hende fra det, for hvad lavede et føl så ungt her alene?

☽ ° ☾

Lige præcis på dette sted, var asken ikke videre tyk. Fordi Rasbell var blevet placeret langt væk fra vulkanen, som i øjeblikket var den eneste til at skabe denne mørke aske. Vinden ville bære den videre, men næppe kunne den bære større mængder ud til øens grænser.  Derfor gik der ikke længe, inden at den sølvtonede hoppe havde fået skrabet sig ned til bunden, og istedet stødte på den hårde stenfyldte jord. Med et fnys løftede hun hastigt hovedet op, imens de lyse øjne så ned på det fremmede element; jord. 
Den ranglede skabning masede benene under sig, inden at hun foldede dem ud for at kunne stå igen. Trippende lod hun sig bevæge til siden, imens de bløde ører tvivlende blev vippet tilbage. Jorden her var underlig, når man kun havde kendt til Aske eller sand. Den var så hård.. At øerne var skabt af jord, kunne slet ikke falde hende ind. ikke endnu. 

Blikket rykkedes fra hullet og tilbage til hvor hun stod, inden at hun endnu engang begyndte at skrabe i asken. Undrende, fordi var dette jord også her? Da hoppen nåede frem til det, var det et bredt smil der viste sig på den lyse mule, og med et lille hvin travede - eller nærmere bumpede hun længere til siden. Også der fandt hun jord, hvilket var ganske vidunderligt for hende! Fordi når den rødlige hoppe kom tilbage, ville hun kunne vise sin nye opdagelse. 

Taia
☽ ° ☾

Den arrede hoppe blev stående i stilhed, mens hun betragtede føllet. Ikke at hun kunne gøre så forfærdeligt meget andet; hun var bundet til stedet mellem Livet og Døden, om end kun for en tid, og her slap ingen lyde ud, i hvert fald havde hun ikke haft noget held med det. Et let smil bredte sig om hendes mule ved synet af dets legen i asken, men det vendte sig hurtigt mod noget mere sørgmodigt, for hvorfor var føllet her af alle steder? Foehn var ikke den rette ø for et føl og mindst af alt et føl, som var alene. Hele situationen mindede hende lidt om den dag, hvor hun havde fundet Asira første gang... Mindet fik hoppen til at ligge sine ører og lukke øjnene. Giv ikke op, Asira...

Asken, som ellers fyldte hele arealet, blev hvirvlet op af en let vind og drev gennem hende. Med et fnys trak hun sig ud af støvet; selv det føltes forkert. Det mindede hende om det. Halen svirpede bag hende, inden hun rystede det af sig.

Det var ikke hendes ansvar, hvorvidt føllet var alene eller ej og hun kunne intet gøre, men alligevel skridtede hoppen nærmede. Forsigtigt, søgende. Hun standsede, så afstanden til den lille forsat var stor og hun ej ville lide nogen last; hun ville end ikke mærke kulden fra den døde hoppe. Det prikkede i hoppens indre; en dag... en dag om ikke alt for længe.

☽ ° ☾

Rasbell tumlede rundt i det mørke sand, og havde ingen problemer hvad angik underholdning i de minutter. Den fine aske svirrede omkring i luften, og det spættede hoppeføl fandt de små støvskyer hun skabte overordentligt vidunderlige. For hende var det en fantastisk oplevelse, som hun hellere end gerne ville dele med hvem hun nu end ville finde senere hen. Det kunne være at den rustfarvede ikke var videre interesseret, men så ville hun forhåbentlig finde en anden der kunne dele hendes iver. Hvem som helst ville være fin nok for Rasbell.

Snart var aske skyen blevet så tæt, at føllet fik det helt underligt. Hendes vejtrækning blev mere hakkende end i starten, hvilket fik hende til at bakke en anelse fra den store sky omkring hende. Det kildede i næsen, og fik hende til at trække sig længere tilbage med et nys. Hvad der skete, vidste hun ikke helt. Men hvad hun skulle gøre ved det, var et endnu større mysterium.

En kold vind fik hende til at gyse, og den spættede så med sammenknebne øjne ud over det bare landskab. Det var ved at blive sent.. selvom Fohen ikke var videre lys, var temperaturen stadig faldende når natten sænkede sig over landet. Skumringen havde trukket kølige spor ind over landet, og bad hende om at finde den røde hoppe igen. Men.. hvor var hun? Spejdende og nysende gik hun en anelse frem, inden at hun usikkert stoppede op igen. Tvivlende vippedes de bløde ører en anelse tilbage, inden at hun drejede hovedet længere imod højre. Hvad med derovre?

Taia
☽ 1 ☾

Hoppeføllet virkede til at more sig gevaldigt i støvet, selvom Taia ikke selv brød sig meget om det. Det føltes forkert, beskidt på en måde, som var mere end blot, at det egentligt bare var skidt. Som om noget, der ikke burde være der, var der; noget unaturligt. En tænkende brummen forlod hende og de blå øjne blev tænksomme. Et fnys fra føllet trak hende dog ud af det; der var blevet hvirvlet så meget aske op, at det næsten hang tykt i luften og føllet var blevet lidt sværere at se. Uden at tænke videre over det trak hun sig til siden et par skridt, for så at strække halsen, for at se, om hun bedre kunne få øje på den lille. Hun havde intet ansvar overfor hende, men som med Asira... det lå ikke i hende til at efterlade et føl alene.

Da hun endeligt fik øje på det sorte føl igen, stod det en smule usikkert og spejdede omkring sig. Hvad det søgte, kunne hun ikke sige noget om, men hun havde på fornemmelsen, at det kunne have noget med den manglende mor at gøre; let vippede hendes ører bagud på ny. Hvad var der med dårlige mødre her i landet? Et fnys forlod hende, inden hun selv spejdede omkring sig. Der var ikke et eneste spor efter nogen og end ikke verdenen mellem Livet og Døden havde noget at give. Her havde hun ellers før fundet spor, men ikke denne gang...

Lidt sørgeligt så hun tilbage på føllet; der var intet hun kunne gøre, for at hjælpe hende.

☽ ° ☾

Fame var ingen steder at se, hvilket ikke var så underligt endda. Ingen af de to sjæle vidste hvor på øen hun befandt sig, og det  vlle nok senere vise sig at være længere væk en hvad man ville sige var ansvarligt. Men da det ikke ligefrem var mange der var på øen, ville Rasbell nok ikke rende ind i nogle med det samme - det var i hvert fald hvad den røde nok havde  i tankerne. Men igen, hvad den røde havde i tankerne kunne ingen helt sige.

Den støvbrune tog nogle uelegante skridt længere frem, og stoppede så op igen, i tvivl over hvor hun skulle starte, eller om hun bare skulle blive her. In fact var der ikke meget Rasbell vidste, og drejede derfor promte omkring for at gå imod nogle krogede sten nogle 50 meter fremme. Der syntes hun de - altså hende og den røde, havde været før, og tænkte at Fame ganske enkelt ville dukke op hvis hun selv var der.  Og med den opmuntrende tanke satte hun mere tempo på, for at nå stenene hurtigere.

Rasbell fik hurtigt mere fart på, og satte snart i en hakkende og mærkværdig gallop lignende bevægelse. De lange ben havde hun ganske vidst lært at gå på, men det betød ikke at de altid artede sig. Og i det ujævne landskab, opførte de sig bestemt ikke pænt. og efter små 20 meter snublede Rasbell fremad,  dumpede med et hvin længere forover, for derefter at ligge helt stille. Hun var heldigvis ikke kommet alvorligt til skade. Men kunne godt mærke en sviende fornemmelse i højre forben.

Den støvbrune rejste sig ikke op uden videre. Man kunne godt kalde hende chokeret over hendes pludselige styrt, og usikker på hvorvidt det var en god ide at rejse sig op nu hvor hun pludselig havde lidt ondt. Derfor rokkede hun lidt frem og tilbage, imens hun med et flakkende blik så sig omkring. Hvor var den Røde?

Taia
☽ 8 ☾

Selvom der var intet den døde hoppe kunne gøre, så gik hun ej. Måske fordi hun intet bedre havde at give sig til, men måske også fordi, at dette mindede hende så meget om det, hun ønskede at komme tilbage til. Der var liv i hoppeføllet og det frydede hende at se det... og det fik hendes egne tanker til at vandre. Ej langt, ej vidt, men vandre det gjorde de og føllet guidede dem afsted mod sig selv. Afsted mod en verden, hvor hun ej vandrede side om side med Livet og Døden, men i stedet gav liv til noget nyt. Noget dyrebart... nogen hun ville holde kær.
Det var lang tid siden nu, at Taia sidst havde haft et føl. Meget lang tid siden... Hvis ikke hun var endt her, endt i øriget som Andromeda var, så ville hun have haft mange flere føl nu. Måske endda en datter? Det trak et let smil fra hende; hun havde intet mod kun at have fået Baia og Unon. Hun elskede sine sønner over alt; eller det havde hun i hvert fald gjort. Nu var hun ikke sikker på, hvem eller hvad hun elskede mest. Ikke hundred procent i hvert fald.
Nu ville Baia da egentligt nok have fået sine egne sønner og døtre. Det var en sær tanke...

En tanke som hun blev revet ud af, da det støvede føl faldt til jorden med et hvin. Hoppens ører blev spidset og hun hævede sit hoved for at se mod føllet. Det havde bevæget sig langt væk, mens hun havde tænkt. Ikke at hun bebrejdede det; det så hende jo ej.
Hvor føllet havde været på vej hende, det vidste hun ej, men nu hvor hun havde rejst sig så hun sig forvirret omkring. Blikket flakkede næsten, søgende efter nogen som tydeligvis ikke var her i nærheden. Måske søgte hun sin moder? Det ville ikke undre Taia hvis det var tilfældet. Det gjorde hende dog harm, helt bestemt, men hun var også den hoppe, der havde følt harme dengang hun havde fundet Asira første gang.

Hendes lille Asira...

☽ ° ☾

Sådan sad hun et øjeblik. Stille, og uden at gøre så meget egentlig. Lod blot den hvirvlende aske falde til jorden, imens de blå blik søgte både over og omkring hende efter noget der virkede bekendt. Rokkende bevægede det lille hoved sig op og ned, inden at hun med et svagt fnys samlede benene under sig. Rasbell satte langsomt fra, og tog nogle tvivlende skridt fremover, før at hun fandt balancen igen. Uden at vide hvad hun skulle give sig til, vippede hun skiftevis vægten fra højre til venstre side. For hvad var der at gøre? Det fine hoved hovedes imod vinden, hvor en svag fært af svovl bar noget andet med sig. Noget, der måske kunne være bekendt. Og hvis det ikke var.. Så var selv svovl bedre end den mutte ensomhed.

Langsomt begyndte Rasbell at gå fremad igen, dog uden så meget energi som førhen. Hun var hvad mange ville kalde træt, og ville hellere end gerne snart lægge sig ned, og lade dagens indtryk synke ind. Derfor bevægede hun sig nærmest hypnotiseret fremad, og flyttede blot det ene ben foran det andet. Dog.. jo tættere på hun kom, desto stærkere blev færten af trykhed. Den røde måtte være et sted i skoven, der tårnede sig op foran den spinkle skabning. Svagt vippede hun ørene tilbage, inden at hun uden tøven bevægede sig imod de nøgne stammer. En skov var så meget at kalde den.. nok nærmere en stor samling træer. Og imellem dem, ville hun være. Det var hun sikker på!

Taia
☽ 9 ☾

Bekymring vældede op i den døde hoppe, da føllets bevægelser skiftede karakter. Hun fik sig trukket op på sine lange, spinkle ben, men energien var væk og hun gik fremad som fulgte hun blot sløvt efter noget. Taia hævede sit hoved og vippede lyttende sine ører fremad; hun kunne ej finde mere end hoppeføllet selv og det frustrerede hende så meget som det skar i hende, at se føllet alene og efterladt. Og dog vidste hun, at hvis hun havde været i live, så kunne hun ej have holdt føllet borte fra døden. Hun ville ingen mælk have, som hun kunne give til den støvsorte og derfor ville det faktisk blot have været en trist affære, hvis hun havde taget det til sig. En trist historie med at se føllet forsvinde for øjnene af sig. Tanken var modbydelig og hun rystede den af sig med en gysen; aldrig ville hun gøre det. Så hellere vandrer her! En ting var at se et føl dø på trods af, at man gjorde sit bedste. Det var noget helt andet at se det dø, mens man stod hjælpeløs ude af stand til at gøre noget som helst der kunne hjælpe.

Da føllet bevægede sig ind i samlingen af træer, fulgte Taia med. Hun holdt sin afstand så føllet ej ville mærke den kulde, som hun tog med sig. Et øjeblik gnistrerede tanken om, at lade moren mærke en smule af hendes kulde, men hun kastede tanken bort. Hun vidste ikke, hvorfor føllets mor manglede; måske var hun syg? Måske var hun skadet? Måske var føllet blot løbet bort? Der var egentligt mange grunde og så længe moren ikke manglede, fordi hun kæmpede mod en torsk af en hingst, så kunne Taia ikke klandre hende. Medmindre hun selvfølgeligt bare havde efterladt sit føl og i det tilfælde var der knap så positive ting, den døde hoppe gerne ville sige... når hun en dag kunne tale med de levende igen...

((OOC: Måske skal vi lade Rasbell finde sin mor og så smutter Taia?))

☽ ° ☾

Stavrende bevægede hun sig nærmere, inden at en velkendt fært blev ført af den tørre vind. Det var færten af varme, og en varme som hun kun kendte et sted. Den røde hoppe var her! Som julelys tændtes den støvsortes øjne, og hun trippede pludselig ivrigere over stubbe og sten for at nå frem. Varme, mad, tryghed og et sted at sove. Rasbells tankegang var endnu simpel, hvilket ikke var så meget at sige til. Hun var endnu ung, og slet ikke på et stadie til at tænke nærmere over verden omkring hende. Jovidst, nysgerrigheden var der. Men ikke lige nu.

Snart sås den røde skikkelse, som et tydeligt pejlemærke imellem sorte stamme. En hæs hvinen kom fra hoppen, der uden øje for forhindringer, traskede igennem den knasende underskov. Den røde løftede hovedets fra dets græssede stilling, og selvom en irritabel grimasse gled over ansigtet, fæstnede føllet sig ikke ved den. Vandrede istedet uden frygt nærmere, for at putte sig ind imellem de lange ben. Endelig.


FAME:
Det mørke hovedet løftedes, som den lille støvbrune fik hvinet igennem den mørke skov. Den havde allerede fundet hende, selvom den ikke havde været ude i mere end et par timer. Utroligt... Fame havde ikke tænkt sig at efterlade den, men havde haft brug for nogle timers.. ensomhed. Tækepause. For indtil nu, havde hendes følelser været utroligt blandede for den lille skabning. Dog nægtede hun den ikke adgang, men forholdt sig i en noget ligegyldig station. Det korte blik var nok, før at hun igen sænkede hovedet imod de små spir af græs. 

OCC: Taia kan lige tænke hvad hun vil, og så måske fade out Så lægger Rasbell sig til at sove ^^

Taia
☽ ° ☾

Pludseligt for føllet af sted, uden at give noget tegn på hvorfor. Der gik dog ej længe, før Taia opfangede den samme duft, som føllet havde fanget; godt nok betød den ikke det samme for hende, men kædet sammen med føllets reaktion, så var der nærmest kun en mulighed for, hvem den tilhørte. Et let smile foldede sig ud om den døde hoppes mule; glæden hos føllet måtte betyde, at moren havde vist nogen form for omsorg, så måske var tingene ikke så slemme endda? Hun gav dog ikke op eller efterlod noget til tilfældigheder; nok havde hoppeføllet fanget færten af sin mor, men det betød ikke, at moren var til stede.

Med traskende skridt havde hun fulgt føllets spor. I den verden, hvori hun vandrede, syntes sporerne anderledes. Tydeligere. Nemmere at følge, på trods af, at de ikke var synderligt dybe.
Til sidst fik hun endeligt øje på føllet igen. Det stod med en rødlig hoppe, som fik noget dårligt til at vælde op i Taia. Hun virkede ligeglad og bestemt ikke interesseret i, at hendes føl var vendt tilbage. Var hun mon ligeglad eller var det blot noget, som ofte skete? Med føllets unge alder virkede det højest usandsynligt. Moren måtte derfor være ligeglad af natur og det fik hende til at lægge sine ører ned; hvorfor få føl, hvis man ej ønskede sig at tage af det? Hvor var logikken i det? Hun ville hjertens gerne fortælle den røde hvad hun syntes, men for nu var hun ude af stand til at gøre det og de ville også være synd at ødelægge føllets glæde, for det var tydeligvis knyttet til den røde.
Med et sidste blik på de to, vendte Taia sig bort fra dem og begyndte at gå; der var ingen grund til, at hun stod her og så til, nu hvor føllet var i sikkerhed.

En enkelt tanke løb gennem hendes hoved; bare der ikke var endnu en Asira på vej.

☽ ° ☾

[7]

[OUT]

Den støvbrune glippede søvnigt med øjnene. Hendes krop og ben føltes både trætte og ømme, og hun ville egentlig helst gerne sove med det samme. Men hun vidste at den røde ikke syntes godt om at hun bare lagde sig ned, så hun ventede lidt. Ventede på at hun stoppede med at være irriteret, og istedet begyndte at gøre noget andet. Som for eksempel at græsse. Rasbells så med store øjne på hende, inden at hun langsomt foldede benene sammen, og bumpede ned på jorden. Med nikkende bevægelser sænkedes hovedets imod forbenene, og hun lukkede de lyse øjne i. Mæt, tryg og tilfreds.


//Fame og Rasbell out. Nice tråd! Jeg ser virkelig frem til et fremtidig møde <3