Beneath the Savage Sun

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Efter at hun atter var blevet nærværende, inddrog hun værdsættende at han stadig fandt interesse hos hende. At han gad at forklare sig, og selv være så tilstede. Det gav lidt mening i hendes liv, og for alt i verden ønskede hun at hun kunne skubbe tankerne væk fra de forfærdelige hændelser, hendes tidligere liv var endt med. Det var vel en frygt til det ukendte der var begyndt at spire til et overfladisk had imod disse væsner, som hun absolut havde ingen forstand på. Hvis hun blot vidste, hvad mennesket var ved at opnå tilbage i Amerika, ville hun måske forstå - men nej, det er jo lige det. Det ville hun aldrig eftersom hendes race ville blive nedlagt, og hun, som blot er en lille brik i et kæmpe puslespil, ville ikke ønske at kende til andet end den afbalancerede verden, som hun levede i. Det var hendes hjem og familie, der blev taget fra hende, og hun havde befundet sig midt i det hele. Det var dog ikke det første hun havde hørt til menneskene, for hun havde hørt om få af de stammer, som i forvejen levede i hendes land. Hun havde dog aldrig set disse, men det havde imens været andre - udefrakommende, som langsomt var ved at indtage deres land og indianernes territorier. Iye havde dog aldrig villet tale om dem, og han havde aldrig brudt sig om, at der blev snakket om dem. Men Adsila, Constances moder havde ikke holdt sig tilbage fra at fortælle hendes eneste afkom historier, om de potentielle farer, som en dag kunne ende med at blive en realitet. For hun vidste, hvad der var på vej - Adsila havde endda kendt til én, som kom fra de nye kolonier, men det var noget hun aldrig fik fortalt Constance, af frygt.

Den roanrøde hoppe spidsede atter sine mandelformede ører, der indtog hvert eneste ord, som den spraglede, muskuløse hingst endnu engang spandt frem, og hun kunne endda ænse de svage vibrationer, der skabte hans lækre røst, som fandt oprindelse i hans bringe. Hans ord bragte straks bekymring hos hende, og hun så til imens hingsten var nødsaget til at se væk, imens hans ord hang tonefuldt i luften. Det gjorde ondt at se ham sådan - at også han, havde oplevet noget, som måtte have givet ham ar på sjælen, på grund af de to-benede væsner. Constance fik svært ved det faktum at han fjernede sit blik fra hende, så hun lod sin lune mule søge frem, og strøg ham svagt langs hans stærke hals og kunne straks føle hans varme. Det var et kærtegn og et sted en trøst, for dem begge. Hans varme blik vendte atter tilbage til hende, og hun lod sin mule flygtigt strejfe hans, inden hun trak den til sig og lod den mærke sin bringe i et kort øjeblik, før hendes rolige stemme atter brød ud.

"Det er svært at miste..." - Startede hun og fangede da hans blik med de intense krystalblå øjne, der tonede sig frem fra pandelokken, der flygtigt var blevet båret ned over hendes næseryg af den friske opvind. "Men jeg tror, at det er noget vi alle må igennem før eller senere." For det kunne hun bestemt konstatere, at hun også havde - og nu, hvor hun hørte brudstykker af hans fortid, gav det hende den idé at hun ikke måtte være den eneste, der kom "udefra". Hun havde dog mødt andre, hvis liv var startet i dette land, men stadig var det hele ét stort mysterium. Stadig kunne hun ikke finde mening i hans synspunkt på det menneske, som han sagde havde forsynet ham med kærlighed - for den eneste slags kærlighed, som Constance kendte til, var den en mor kunne bidrage med. Det hele var så fremmed, men af respekt ville hun ikke fortsætte med at sætte negative spørgsmålstegn ved hvad han mente og troede på, skønt hun aldrig ville kunne acceptere at det var normalt at blive 'ejet'. For hende, betød hendes frihed alverden.

[7]

Inden den spraglede hingst lod sit blik, der var fyldt med alverdens eventyr, gemt i hver en krog af hans brune øjne, da mærkede han hendes varme mule, der vagt berørte hans hals. Hans tanker blev et øjeblik trukket i hendes retning, inden selve blikket blev flyttet. Da han så på hende igen, mødte han de blå øjne som hun besad. Så klare som havet sarte overflade ved kysten ved hans hjem. Så klare, som krystaller som blev båret af de rige i landsbyen. Han kneb kortvarigt sine egne øjne sammen imens hans betragtede hendes, inden hendes stemme begyndte at spinde sine saglige toner, for at besvare de ord, han kort forinden havde lagt på bordet.
Hendes ord omkring, at alle måtte gå igennem det at miste, kunne han ikke give hende mere ret i. Han vidste godt hvordan naturens gang forløb; man blev født, voksede op, blev gammel og døde. Det var sådan spillereglerne var, og alle måtte bøje sig for dem. Og uanset hvordan, så ville der altid stå nogen tilbage og sørge de døde. Dét som den spraglede hingst dog ej var enig i, var at visse, som ham selv, skulle gå igennem tab til andet end naturens hånd. Han bed sine kæber sammen, så senerne over hans særprægede ansigt stod tydeligt frem imod hans korte sommerpels.
Selvom den roanrøde hoppe ej havde spurgt indtil hvordan eller hvad han havde mistet i menneskernes hænder, var hendes ord om at alle før eller siden måtte miste nok til at bringe minderne tilbage for alvor. Et øjeblik blev han enddog nærmest søsyg.

Han gav en langtrukken, utilpas brummen fra sig, inden han rykkede en smule på sine lange ben. Dagen der have startet med kurmageri, overfor en ganske særlig hoppe, var nu blevet ændret til et ubehageligt kig tilbage i de minder han så inderligt havde prøvet at forsegle - men som blot var sprunget lige op i hans øjne igen. Faktisk følte han det helt pinligt, at han ikke havde kunnet holde minderne på afstand i mere end et minut, men han bebrejdede kun én - og det var hverken ham selv eller den roanrøde hoppe - men den mand, der i sin tid havde taget livet af Thork. Han endte ud en langsom, overvejet gumlen, inden han atter vippede sine ører en smule frem og så direkte på den roanrøde - med et 'undskyld' malet i hans brune øjne.

,,Miste skal vi alle, og altid vil det være svært.. Jeg ville blot ønske, at alle kunne gå igennem livet med kun naturens gang at miste til."

Hans toneleje var tydeligt dæmpet, plaget - men hans efterklang gjorde det tydeligt, at han lukkede den for nu. Måske ville han en dag kunne tage samtalen med netop denne hoppe, men ej i dag, ej nu. Han brummede kort efter højere, mere markerende og gav derfor ikke Constance chancen for at svare. Han puffede derefter til hende og gjorde et klart nik imod indlandet - de havde befundet sig ved kysten længe nu, og med hans minder endnu klare i sindet, ville han blot gerne væk fra sandet. Han stak hende et smil, så ærligt som han præsterede det, inden han med en inviterende bevægelse satte frem for at forlade sandet og søge op hvor de begge kunne fylde deres maver på ny.

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Det var ikke mange informationer, der var mulige at læse ud fra hingsten, som nu virkede til ikke blot at eje et spraglet ydre, men ydermere en spraglet baggrund. Det var dog tydeligt for den roanrøde hoppe at se, hvordan hans øjne kæmpede med at fortrænge noget, der havde stærk nok en betydning til, at han måtte spænde op i kæberne og bide sammen. Det var først da han lod en utilpas brummen fylde den lidt anspændte luft, at hun lod sit blik slå væk, overvundet, i jorden. Han gjorde det klart, at der ikke var mere at tale om, og skønt at der lå langt flere ubesvarede spørgsmål i hendes nysgerrige sind, kunne hun respektere hans valg. Constance forblev stille, og i skjult medlidenhed lettede ørerne vagt på sig og lagde sig blødt tilbage, uden at hæve blikket fra de gyldne sandkorn. For hun forstod at hun aldrig fuldkomment ville kunne sætte sig ind i, hvordan han måtte føle og aldrig ville hun kunne mærke vægten af hans hjerte. Hans endelige toner overlod hende kun til at gætte, og hun så derfor straks ingen grund til at dvæle mere ved det.

Et svagt puf imod hendes skulder fik hende til at hæve hovedet og fokusere på den hingst, der siden hun først lagde sit blik på ham, nu var fuldkommen anderledes at beskue. Han havde tilegnet sig flere detaljer, og ikke blot i hans fysiske ydre men i hele hans aura og nærvær var alt mere dybdegående - som havde hun opnået et dybere indblik i denne sjæl, der nu langsomt og afslørende havde løftet en flig af tæppet for de mange ar, enhver sjæl igennem sit liv ville pådrage sig. Hun åbnede munden vagt, men ikke for at sige noget - derimod som reaktion på den realisation der skød hende i brystet, som hun beskuede ham i det øjeblik. Det næste havde hun slået kæben tæt sammen, og set ham gøre sin vej imod indlandet. Det trak hende ud fra deres intime sfære og det mindede hende om, hvor sulten hun egentlig var. Lydene fra havet vendte langsomt tilbage og vinden drog op, som havde omgivelserne været på pause, imens deres moment havde stået på. Det var mærkeligt, men hun tænkte ikke yderligere over det, inden hun satte det ene ben foran det andet, og fulgte hingsten, som sagde hendes instinkt hende absolut intet andet.

Hingsten med de særligt krøllede ører var vendt rundt og med et naturligt, ledende bevægelsesmønster havde han inviteret den roanrøde hoppe med sig, som han havde delt nogle ganske intime timer med. Selvom han havde veget fra hans historie, overfor hende, så følte han ej, at han havde skubbet hoppen på afstand. Tiden var blot ikke til, at denne særlige hingst skulle i talesætte hans tidligere død, hvilket reelt var det han havde oplevet. En dag måske; især hvis disse to sjæle fortsatte med at udforske hinandens selskab.
Han havde sat kursen imod indlandet, væk fra stranden og de minder som den medførte - og inderligt håbede han på, at hoppen med den iøjefaldende farve ville følge ham. Han skævede imod hende, i de sekunder det tog hende om at beslutte sig. Det var, et ganske vagt øjeblik, som om hun var drævet bort i en verden hvor kun hendes tanker fandtes, men da hun tog sit valg og satte efter ham med graciøse bevægelser, hejste han sin hals med en hingstet brummen. Han var oprigtig glad for, at hun ville følge ham; trods han ej havde udvist tvivl om hans tro på det i hans adfærd, så havde hans sind været tvivlende. Ganske simpelt fordi hoppen endnu var ham et eventyr at udforske; og da han ikke kendte hende tilstrækkeligt til at forudsige hendes valg, da havde han kun kunnet håbe; og ej håbede han forgæves.
Hun sluttede sig til ham og sammen vandrede de to sjæle i fælles tavshed.

De to sjæle vandrede til øens indre sammen. Delte en følsomhed sammen, som bestod i en tavshed, hvor kun non-verbal kommunikation var at overhøre. Hver især lod de deres kroppe tale, føre en samtale der stilfærdigt bragte de to sjæle tættere på hinanden. Imens solens stråler forsvandt over horisonten, havde de to heste græsset i hinandens nærhed. Drezar, den prægtige hingst havde meget nøje vovet over denne roanrøde hoppe, og som timerne gik vandrede han tættere og tættere på hende. Han søgte at beskytte hende, indlemme hende i hans sikkerhed og ligeså vise hende, at hans interesse endnu lå ved hendes side. Ord blev ikke udvekslet, for ej var der behov for det; og først da solens sidste stråler trak sig fra himlens hvælving brød de to sjæle op. Dog var det ganske sikkert, at dette møde langt fra var det sidste imellem disse to sjæle

[Afsluttet]