Please leave me | Tsavani

 THREAD: Please leave me                                                                                                 WORDS: 498

Da hun selv faldt til jorden, valgte den gråbrogede hingst ligeledes at tumle omkring og lægge sig ved hendes side. Et overrasket udtryk tegnede sig i hendes øjne, da hun bestemt ikke havde set dén handling komme. Det virkede overhovedet ikke som om, at hingsten havde haft problemer med at blive stående på sine robuste ben - nej, hvis ikke hun tog meget fejl, ville hun tro, at han selv havde valgt at lægge sig sådan. Det viste sig da også at være rigtigt, for han gjorde intet forsøg på at rejse sig igen, men blev blot liggende ved hendes side med et skævt smil om mulen. Hun mødte hans isblå øjne og blev ramt af en følelse, hun aldrig havde haft før. Der var noget over denne hingst, der gik lige i hjertet på hende. I starten havde hun ikke haft brudt sig om ham, men den fornemmelse havde ændret sig i løbet af deres lille kamp. Hun havde en underlig følelse i maven ved fornemmelsen af hans nærhed. Han var et rigtigt mandfolk i hendes øjne; en hingst, der ikke var bleg for at udfordre en hoppe, men stadig formåede at stoppe, mens legen var god. Tsavani havde aldrig prøvet at være forelsket før, og havde derfor ingen anelse om, at hun var ved at falde for denne hingst.

Hun lyttede til hans kommentar, der blev sagt med et glimt i øjet, og pludselig kunne hun ikke holde latteren tilbage længere. Hun lænede hovedet tilbage og lo muntert over hans ord, der var sagt som en slags ironisk gentagelse af hendes egne. Denne hingst havde altså også humor... Hvad mere kunne man forlange? Tsavani var ikke typen, der brød sig om hingsteselskab, men når hun endelig skulle have noget, satte hun pris på en ordentlig hingst - og det var han så sandelig i hendes øjne!
Hun spidsede lyttende ørerne i hans retning, da han tilføjede noget mere til sin sætning. Han roste hendes kampstil og fortalte samtidig, at det ikke var noget, han normalt gjorde. Var hun mon også speciel i hans øjne, lige som han var i hendes? „Jeg takker og kan absolut kun sige i lige måde."

Selv var hun heller ikke en hoppe, der indrømmede sådan noget overfor andre. Det var sjældent, at hun overhovedet fik sådan en tanke, og hvis hun endelig gjorde, så var det så sandelig noget, hun holdt for sig selv. Men hvis hun først havde fået respekt for et andet individ, så var hun bestemt ikke bleg for at vise det og rose denne - og respekt havde hun i sandhed fået for denne muskuløse hingst.
Et blidt smil tegnede sig på hendes mule, da han spurgte om hendes navn. Det glædede hende faktisk, at de ikke længere sloges, men i stedet var begyndt at tale sammen. Hun ville lyve overfor sig selv, hvis hun sagde, at hun ikke var blevet frygteligt nysgerrig for at lære denne hingst bedre at kende. „Mit navn er Tsavani. Kan jeg spørge om dit?"

Please leave me

21

Udenpå lyttede han blot, men indeni tænkte han. På om han skulle lade være med overhovedet at gå så langt med hoppen, som dette, hvor de næsten snakkede som var de venner. For det var de ikke, og det ville de nok heller aldrig blive. Alligevel var det som om noget i ham stadig hungrede efter en anden sjæl at hage sig fast til, noget, nogen at holde af. Og denne Tsavani var åbenbart den eneste han rent faktisk ville kunne holde ud. Hun var vel hvad han gerne ville have, udenpå. Men han ville ikke kunne holde ud at tilbringe tid med et andet væsen på den måde. Aldrig i livet. Det var som om hans evne til rent faktisk at holde af var blevet dræbt de seneste år, og som tingene stod savnede han den ikke. Han slog blot tankerne fra sig, da han ikke så nogen grund til at tænke over den slags ting lige nu. Og selv ikke denne hoppe ville nogensinde drømme om at se en hingst som ham igen. Han var vel en af dem som hopper burde hade, så han så ikke hvorfor eller hvordan denne skulle være en undtagelse.
”Hm. Tsavani. Jeg er Sicarius.”
Navnet Tsavani lød fremmed på hans tunge, og hun ville sikkert også tydeligt kunne høre hans problemer med den fremmede udtale. Hans eget navn kendte han, for det var hvad menneskene havde kaldt ham, da han havde overlevet. Snigmorder, havde de sagt. Det havde de nok ikke regnet med, de latterlige orme. Han sendte en kort latter i hendes retning.
”Og nu tror jeg at jeg har ligget i lang nok tid og samlet muddervand her. Jeg tror jeg har ligget nok ned for i dag.”
Sagde han drillende, hvorefter han let kom på benene igen. Det var alt sammen meget hyggeligt, men ikke ligefrem noget han kunne lide at gøre. Der kunne komme så meget og skade ham, og det var mod hans natur og hvad han havde lært at ligge sig ned medmindre det var fordi han skulle skjule sig, og det var ikke ligefrem hvad han skulle. Han sænkede mulen ned mod hende, hvorefter han gav et kort puf mod hendes hals.
”Skal du også op at stå, eller bliver du liggende og slikker solskin?”

Wordcount: 380 | Tagged: Tsavani

THREAD: Please leave me                                                                                                 WORDS: 461

Hun spidsede fornøjet ørerne i hans retning, da han valgte også at give hende sit navn. Et muntert smil gled over hendes mule, da han prøvede at udtale hendes navn. Han ejede langt fra den samme accent som hende, og det var tydeligt at høre i hans udtale, der fik hendes navn til at lyde ret sjovt over hans tunge. Men han gav det et godt forsøg, det måtte hun give ham. De fleste havde meget svært ved at tale Méduilsk, da det nu engang var et meget svært sprog, som kun de indfødte mestrede fuldt ud. Hun nikkede ved hans navn og smagte lidt på det. Sicarius... Det var meget smukt og lød også fremmed i hendes ører. Mon det havde nogen særlig betydning?

Hun spidsede glad ørerne, da han udstødte en kort latter. Den var ganske vist ikke lang eller særlig munter, men det var dog en latter, og det glædede hende enormt at høre den komme fra denne hingst, der ellers kunne virke lidt brysk. Hun lo let over hans ord og smilede stort til ham. Hun havde ikke troet det, men denne hårde hingst havde faktisk humor... Jo mere hun lærte ham at kende, des bedre kunne hun lide ham. Hun troede aldrig, at hun skulle indrømme dette om et andet væsen, men han var perfekt. Hvis hun endelig skulle give sig til kærligheden og få sig en mage, kunne hun sagtens se sig selv leve med ham her... Sicarius.

Hans næste handling kom noget bag på hende. Da han selv var kommet op på benene, sænkede han mulen ned mod hende og puffede til hendes hals, mens han opfordrede hende til at komme op at stå sammen med ham. Det var underligt at mærke hans bløde mule mod hendes skind i en blød berøring, da hun før havde været oppe at slås med ham - men hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke fandt det behageligt.
Hun smilede drillende til ham. „Tja, jeg lå nu meget godt... Men når nu du lokker sådan, vil jeg da gerne følge med dig op."

Med de ord kom hun ligeledes op at stå. Hun fik lidt for meget kraft i sin krop og kom derfor hurtigere op end forventet. Hun nåede lige at stoppe op, inden hun bragede ind i ham, men hendes krop kom meget tæt på hans, og hendes hoved var nu helt oppe i hans. Hun mødte hans smukke øjne. Hans blik tryllebandt hende og gjorde det umuligt for hende at flytte sig, og derfor blev hun blot stående helt tæt op ad ham. En svag rødmen skød op i hendes kinder. Hun fandt situationen akavet, men alligevel måtte hun indrømme, at hun godt kunne lide at stå så tæt op ad hans varme krop.

Please leave me

23

Hendes næste træk kom fuldstændig bag på hingsten, så han nåede ikke at trække sig tilbage. Først så det ud som om hun blot var på vej op at stå, men så var det som om hun mistede balancen, og var lige ved at ramle ind i ham. Nu var hendes mule få centimeter fra hans, og hendes øjne stirrede dybt ind i hans. Om dette træk var med vilje eller ej var ikke til at sige for den gråbrogede, men i stedet for at trække sig væk, spredte der sig et drenget smil om hans mule.
”Nånå, har jeg gjort dig helt mør i knæene?”
Drillede han, men flyttede ikke hovedet fra hendes. Han kunne tydeligt mærke hendes varme ånde tæt mod hans ansigt, men det gjorde ham ikke det mindste. Det virkede som om hun godt kunne lide ham, sådan virkeligt. Han vidste ikke helt hvordan han skulle tackle det, for han vidste ikke helt hvad det ville sige. Hun vidste jo intet om ham, og han vidste intet om hende. Det var blot et tilfælde dette her… Var det ikke? Et tilfælde at han ikke ønskede at skade hende, nedgøre hende, forlade hende. Hans sjæl var delt i to, og forskudt for hinanden, og han havde for længst opgivet at sætte delene sammen igen. Og der var så mange nye følelser der dirrede i ham, følelser der ikke havde været i brug så længe han kunne huske. En smule sorg over ikke at komme til at møde denne Tsavani igen, og forvirring over hende og hendes måde at opføre sig overfor ham. Han havde hopper fordelt i kasser, der var nogen der var bange, nogen der var generte, nogen aggressive, og andre lunefulde og forførende. Men denne var udenfor kategori, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af hende. For noget i ham knugede sig til denne, fordi den var et særpræget eksemplar. Det var i hvert fald den eneste forklaring han havde for sine blandede følelser for guldhoppen. Han slog det blot hen, for at nyde den tid han havde med hende.

Wordcount: 347 | Tagged: Tsavani

THREAD: Please leave me                                                                                                WORDS: 347

Hun forberedte sig mentalt på det værste, da hele denne akavede seance stod på. Hun havde halvt om halvt forventet, at han ville trække sig tilbage og se på hende med enten hån eller afsky for så blot at gå sin vej. Men hans reaktion var ikke nær den, hun havde frygtet. For i stedet blev han stående og sendte hende et drenget smil, mens han stillede hende et drillende spørgsmål. Han gjorde ikke det mindste forsøg på at fjerne sig, men blev blot stående med hovedet helt tæt op ad hende. Hun lyttede til hans ord og måtte indrømme, at hun var blevet helt blød om knæene. Den intime fornemmelse af hans krop så tæt på hendes egen havde gjort hende helt ør i hovedet, og hun var derfor nærmest lammet fast til jorden, ude af stand til at foretage sig noget som helst fornuftigt. Hun kunne ikke røre sig ud af stedet, men så blot ind i hans smukke, blå øjne med en rødmen på kinderne.

„Nå, er det så tydeligt...?" svarede hun med latter i stemmen.
Det var vist tydeligt for enhver, at hun var hårdt ramt, og at han nærmest havde fortryllet hende. Det var en uvant følelse for hende, og hun fandt det derfor nærmest pinligt at være så tydeligt forelsket i ham. Men for ikke at gøre situationen mere akavet end højest nødvendigt valgte hun at lave lidt sjov med hele situationen. Hvis ikke han var helt dum, havde han jo allerede opdaget, at hun var totalt vild med ham... så der var ingen grund til at gøre en masse halvhjertede forsøg på at skjule det.

Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hendes bror ville sige til, hvis han vidste, at hun var forelsket. De to tvillinger havde fra barns ben af levet med et kæmpe ansvar på deres skuldre, og sådan en bagatel som kærlighed havde der aldrig nogensinde været plads til. Tsavani var derfor også vant til at holde en naturlig følelsesmæssig afstand fra hingste. Men denne Sicarius havde simpelthen fejet benene væk under hende...

Please leave me

26

Hans smil falmede en smule ved hendes ord da han begyndte at tænke. Hvad var dette i det hele taget? Selv var han en sarkastisk hingst, og han var ikke sikker på om hun mente hvad hun sagde eller ej. Han så ikke sig selv som specielt tiltrækkende, hverken i udseende eller personlighed. Han tøvede lidt, sa han simpelthen ikke havde noget at sige. Hvad var der overhovedet at sige? Han syntes bare det var sjovt at gøre hopper sure, ikke andet. Så hvorfor blev guldhoppen hængende som om hun rent faktisk brød sig om ham? Han var ikke sikker på om hun gjorde det for sjov, om hun bare ville springe ud i latter på et tidspunkt og sige at hun bare havde ønsket at se hans reaktion. I så fald ville hans reaktion ikke være for hendes eget bedste, og hun ville nok ønske at hun aldrig havde forsøgt sig med det lille trick.
Han sendte hende et kort blik, men følelserne i hans øjne var blandede. En smule nervøsitet, var i hvert fald hvad han selv kunne føle. Han sendte en lille latter mod hende, og følte at dette ville være tidspunktet hvor han rent faktisk skulle svare hende, men fik ingen ord over sine læber. At mangler ord var fremmed for ham, så han følte sig simpelthen mærkelig når han ingen ord havde liggende. Han havde fuldstændig glemt at hans ansigt endnu kun var få centimeter fra hendes, så her stod de blot, og stirrede akavet på hinanden, i komplet stilhed.

Wordcount: 255 | Tagged: Tsavani

THREAD: Please leave me                                                                                                WORDS: 423

Hun betragtede hans smukke smil, der syntes at falme en smule. Hvorfor nu det? Hvor blev hans dejlige smil af? En smule usikkerhed tegnede sig i hendes blik. Havde hun mon sagt noget forkert? Sicarius virkede meget tøvende; som om han prøvede at sige et eller andet, men ikke kunne få nogen ord over sine læber. Hvor kom denne pludselige usikkerhed fra? Han havde ikke just slået hende som en hingst, der ville tvivle på sig selv i nogen som helst situationer. Hun mødte hans blik, og pludselig gik det op for hende, hvad der var i vejen med ham - han var nervøs! Hendes mundvige trak sig op i et sødt smil, og hendes øjne så kærligt på ham. Hvor var det altså sødt! En lille tanke slog op i hende; kunne det mon være, at han også var ved at falde for hende? Hun turde næsten ikke håbe...

Hun ventede på, at han ville finde mod til at sige noget til hende, men det skete aldrig. I stedet sendte han en lille, akavet latter mod hende. Hun spidsede straks de gyldne ører. Hans latter var simpelthen så nuttet! Hun tippede hovedet en anelse på skrå og fortsatte blot med at se kærligt på ham, inden hun med en mild latter nappede ud efter hans mørkegrå pandelok. Hun havde slet ikke troet, at han ville have denne nervøse side i sig selv - men den fik hende ikke til at føle sig mindre tiltrukket af ham! Tværtimod fandt hun det ekstremt sødt. Hun var skam vild med hans hårde ydre, men det varmede hende at se, at han også havde en blød side indeni.

Tavsheden sænkede sig over de to store heste, og det var snart begyndt at blive en smule akavet. Tsavani følte, at hun måtte gøre et eller andet - for hun ønskede ikke, at deres øjeblik skulle ødelægges. En svag rødmen tegnede sig atter på hendes kinder. Hun havde stadig svært ved at forstå, hvordan det overhovedet var gået til, at deres møde havde udviklet sig til det her. De havde jo startet ud med at kæmpe, og hendes intentioner havde bestemt ikke været fredelige - og nu stod de her med kun ganske få centimeter fra hinandens ansigter, og der var ikke skyggen af fjendtlighed i nogen af deres blikke.
Hun så ind i hans smukke øjne, der havde den samme isblå farve som hendes egne, inden hun forsigtigt lagde sin mule mod hans. Hun vidste ikke, hvordan han ville reagere på hendes berøring, men hun kunne ikke længere holde sig væk...

Please leave me

1

Da guldhoppens mule let berørte stålhingstens mule, var det som et stød af smerte og varme skød igennem ham, og han vidste ikke hvad han skulle gøre. Et kort smil spredte sig om hans læber, inden han let lukkede sine isblå øjne.
”Guldhoppe…”
Hviskede han mod hende, næsten mere til ham selv. Det stak ham let i hjertet, for han havde allerede valgt sin vej. Han havde planer om at drage til Foehn for at snakke med fantomhingsten Fuyu no Kitsune, for at slutte sig til den mørke side, men han ønskede at havde guldhoppen Tsavani med sig. Han forstod ikke hvordan det kunne have gået så hurtigt, men han kunne virkelig godt lide hende. Hvad der var ved hendes som skilte sig ud fra alle mulige andre, var for ham ikke til at sige, men måske hvis hun tog med ham så ville han måske føle sig smedet sammen med hende af broderskabet, og frygten for at binde sig til en anden hest ville måske fade en smule væk hvis de var af samme blod på den måde. Han vidste at broderskabet var det rigtige for ham, og intet kunne få ham til ikke at drage til den røde ø snart, men alligevel ville det gøre det hele langt mere perfekt hvis Tsavani ønskede at drage med ham.

Wordcount: 219 | Tagged: Tsavani

THREAD: Please leave me                                                                                                 WORDS: 277

Hun mærkede en nervøs knude sprede sig i hendes mave, da hun havde lagt sin mule mod hans. Hvordan ville han mon reagere på dette? Kunne hun i virkeligheden have risikeret at ødelægge øjeblikket i stedet for at redde det?
Til hendes held var hendes bekymring dog fuldstændig unødvendig, for Sicarius' eneste reaktion var at smile og nydende lukke sine øjne i. Et stort og lettet smil bredte sig om hendes egne læber, og hendes krop boblede af glæde indvendig. Han reaktion på hendes berøring var lige, hvad hun havde ønsket! Hun lukkede ligeledes sine egne øjne i, sukkede afslappet og nød blot den rare fornemmelse af hans varme, bløde mule mod hendes egen.

Hendes ører vippede lyttende frem i hans retning, da en hvisken forlod hans mule. En varme bredte sig i hendes krop. Guldhoppe... Det var i sandhed noget, hun godt kunne lide at blive kaldt - specielt når det kom fra ham af.
„Sølvhingst..." hviskede hun tilbage.
Et drillende smil formede sig om hendes læber. Med "sølvhingst" hentydede hun både til hans smukke farve, men også til, at guld var mere værd en sølv, og at hun derfor lige var en tand bedre end ham. Dette var selvfølgelig kun i sjov og kærligt ment, da hun i sandhed syntes, at denne hingst var pragtfuld!

Hun trykkede blidt sin mule mod hans og lod den kærtegne hans kindben og nakke, indtil den nåede ned til hans hals, som hun blidt begyndte at nusse. Det var sjældent, at Tsavani fandt denne kærlige side af sig selv frem - men hun havde den skam i sig, og hun var ikke bange for at bruge den i det rette selskab.

Please leave me

Da guldhoppen svarede tilbage, var det som om han pludselig blev hevet ud af den tåge han var kommet i. Som om en kold spand vand var tømt ud over ham. Hvad i alverden havde han gang i? Han vidste bedre end de fleste at kærlighed var falsk. Kærlighed var en ting der ikke eksisterede. Elskede han hoppen? Nej. Følte han sig tiltrukket af hende? Ja, ingen tvivl om det. Men han kunne jo ikke lide hende på den måde. Han havde bare ladet de følelser han havde presset sammen så længe løbe afsted med ham. Dette var umuligt. Hurtigt trak han sig fra hende, men vidste ikke hvad han skulle sige. Han skuttede sig let. Kærlighed var ikke noget han havde følt siden han var ganske lille, det at nogen rent faktisk brød sig om ham. Og det havde hans krop omfavnet med åbne arme, men sådan skulle det jo ikke være. Der var jo en grund til at folk normalt ikke kunne lide ham, og det skulle der meget gerne blive ved med at være. Han skulle ikke blive blødsøden på den måde, aldrig i livet. Hoppen var venlig nok, han foragtede hende ikke. Men han ville ikke lade hende røre ham igen. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre nu. I stedet hævede han blot hovedet en anelse. Han var bestemt ikke slået ud.

Wordcount: 229 | Tagged: Tsavani

Please leave me
_________________________________________________________________________________________

OOC: Aaaargh, undskyld mit alt for sene svar!

Hun nød dette øjeblik til fulde og var godt i gang med at lade sig give fuldstændig hen til denne hingst, da noget meget uventet skete. Han trak sig pludselig væk fra hende i en hurtig bevægelse og blev stående tavs uden at give hende den mindste forklaring. Hans hoved var hævet, og et stolt udtryk var at finde i hans blå øjne. Tsavani smaskede lidt med mulen og så sørgmodigt på ham. Hvad var der sket? Hvorfor havde han trukket sig væk fra hende på denne måde, som om han følte afsky ved hende? Til trods for, at hun altid forsøgte at opretholde en kølig og hård facade, var hun blød som smør indeni. Hans handling havde såret hende, og hun følte sig afvist.

„Hvad skete der?" Hendes stemme var lav og usikker.

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Sicarius | Wordcount: 134

Please lave me

Det kølige blik han sendte guldhoppen viste ikke det væld af mærkelige følelser der lige nu eksploderede inde i ham. Gud vidste om han ville have chancen for at møde hende igen, og lige nu smed han den chance langt væk. Chancen for at danne et bånd med nogen der rent faktisk kunne lide ham. Men kunne han virkelig lide hende? Han troede jo ikke engang på den slags. Men det sårede blik i hendes øjne skar ham i hjertet, selvom han ikke havde tænkt sig at blive her længere. Et eller andet i ham ønskede at han ville møde hende igen, mens noget andet håbede at han ikke skulle se hendes ansigt endnu engang.
”Undskyld.”
Svarede han blot, tonløst, inden han vendte om og bevægede sig væk fra usagte ord og forklaringer.

//Sicarius OUT

Wordcount: 133 | Tagged: Tsavani

Please leave me
_________________________________________________________________________________________

Blikket i den smukke sølvhingsts øjne var iskoldt, og hun mærkede en klump forme sig i halsen på hende. Guderne skulle vide, at dette var grunden til, at Tsavani aldrig knyttede sig til andre end sin bror! Hingste kunne man ikke stole på! De var utilregnelige og legede kun med éns følelser for at udnytte én - dette var Sicarius et levende bevis på! Hun fortrød bitterligt, at hun havde ladet sig rive med af den rare fornemmelse, denne hingst gav hende... at hun i et kort øjeblik havde troet, at han ikke ville være som alle de andre. Men ak, hvor havde hun dog taget fejl!

Da han vendte sig bort fra hende med en undskyldning, så hun længe efter ham med vrede i blikket. De gyldne ører lå langs med nakken, og den hvide hale smældede ophidset bag hende. Hun var vred på denne kæmpe nar af en hingst, men inde i formede den store klump sig stadig i hendes hals, og de salte tårer pressede sig på i hendes øjenlåg. Hun følte sig såret og vred, men samtidig kunne hun heller ikke hade denne smukke sølvhingst helt. En lille del af hende håbede, at hun en dag ville møde ham igen og få en god forklaring på hans noget omskiftelige opførsel.

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Sicarius | Wordcount: 213