New eyes, first dance [Åben]

Den unge slog de gyldne øjne op, da hun ikke kunne mærke moderens velkendte varme. Grotten var mørk og fugtig, men skønt Sneungen var alene i mørket, var det ikke frygt der fik hendes spæde hjerte til at slå hurtigere, men spændingen. Endelig kunne hun få lov til at udforske verden alene. Ung og naiv som hun nu engang var, så hun ingen farer i den mørke skov, kun uendelige eventyr som var mulige at finde. Hendes udmattelse var forsvundet som dug for solen, da hun kæmpede sig op på de lange tynde ben. Hun tog det første skridt ud i den dunkle skov. Nattemørket smøg sig omkring føllet, kærtegnede hendes sorte aftegn, og rørte ved hendes tynde knogler. Hun skuttede sig, men bevægede sig videre gennem den mørke skov. Hun løb sig imellem de sorte træstammer, men fandt ingen sjæl. Ingen lyd var endnu kommet forbi hendes fløjlsbløde læber, men da hun søgte selskab, lod hun et tyndt og feminint vrinsk passere hendes læber, tydeligt vidnende om hendes unge alder.

En ugle tudede langt væk, og sneen knasede under hendes små hove, som hun bevægede sig igennem natten. Hvad hun søgte efter var ikke sikkert, om det var selskab eller blot moderen. Hun kunne ikke forstå hvad der var sket med den grå hoppe, men en ting var sikkert - hun var der ikke. Ivory lod et svgat suk hvirvle afsted i den blide vind, og forsvinde for altid. Ingen lyde omgav hoppen, kun lyden af hendes egne skridt i den hvide sne. Hende og Mitis kunne da umuligt være de eneste i denne verden. Hvor var alle henne?

Hvordan den bruntonede hoppe var kommet over det voldsomme hav, var et mysterium. et rent og skær mysterium, hun ikke engang selv kunne svaret på. For om den røde havde båret hende, strømmen taget hende eller noget helt tredje var ikke til at sige. Det eneste hun huskede når hun prøvede, var en skærende og ubehagelig kulde, der som et bedøvende tæppe langsomt havde lagt sig over hendes spinkle krop. Den fik muskler til at trække sig sammen, og vejrtrækningen blev hivende. Alene mindet prøvede hun allerede nu at fortrænge, siden det flyvske sind endnu ikke kunne koncentrere sig om mere end højest nødvendigt af gangen. Og lige nu, var alle sanser igang med at orintere hende om dette forunderlige sted hun var havnet.

En sitren af ubehag gled igennem kroppen, og hun fnyste højt natten. Det fine hoved løftedes fra det klumpede sand, og missende så hun ud over det mørke område omkring hende. Lyden af bølger brusede ensformigt i baggrunden, imens den svage vind med kolde kærtegn gled over hendes mørke krop. Med en tvivlende bevægelse straktes benene ud under hende, og med møjsommelige forsøg fik hun stablet sig op i stående stilling. Hun frøs lidt, og ledte nogle sekunder efter den rustfarvede hoppe. Men vidste allerede, at hun nok var søgt længere ind. Det plejede hun at gøre, så Rasbell bekymrede sig ikke yderligere om det. Fulgte istedet den velkendte fært imod den tætte skov, hvor sneen lyste op imellem de mørke træer. Hvad var dette for et landskab?

Den unge hoppe famlede sig fortsat omkring i mørket, uden at kunne se ret meget. Træerne over hendes hoved skyggede for det svage lys månen afgav, og hun kunne kun se skovbunden foran sig i de glimt månen trængte igennem træernes krogede kroner. Hun kunne næsten tænke sig til at der ville være endnu mørkere i sommermånederne, da månen skulle trænge igennem et tykt grønt løvdække.
Men skønt der kom en smule lys ned til hoppen, vendte hun stadig uroligt hovedet fra side til side. Trods hun aldrig havde set andre end hendes moder og den plettede hingst, så mente hendes instinkter bestemt at hun ikke var alene den skumle vinternat. Et højt fnys, der med sikkerhed ikke stammede fra hverken den plettede, eller Ivorys moder, fik hoppen til at fare forskrækket sammen.
Da chokket havde lagt sig en smule, strakte hun dog nysgerrigt hovedet den vej fnyset var kommet fra. Hvad mon det var? Det lød som en hest, det var sikkert, og alle heste hun havde mødt havde intet gjort hende. Hun gav et legesygt slag med det lille hoved, hvorefter hun satte i løb så godt hun nu engang kunne på hendes lange styltelignende ben.

En puslen i sneen længere fremme, fik dog Ivory til at stoppe brat op. Jo, der var helt sikker noget, og det var noget hun ikke havde set før. Det var en hest, det var sikkert, men den lignede ikke den fremmede hingst, ej heller Mitis. Den lignede nærmere Ivory selv. Et tyndt vrinsk blev sendt afsted imod den mørkebrune hoppe, hvis krop var præget af gråhvide aftegn.

Det føltes som evigeder for Rasbell, før at tegn på liv begyndte at kunne fornemmes. At være alene var faktisk mere ubehageligt end hun først havde troet. Siden at dette landskab var så fremmed for hende som noget andet kunne være. Over alt syntes hun at se silhuetter af store ting, der bestemt ikke havde været på askeøen. Og udover det, var her meget køligere. Den hvide hale slog undrende bag hende, og med tøvende skridt trådte hun over en større gren. Dog knækkede noget under hoven på hende, og med et hvin sprang den støvbrune 3 skridt fremad, før at hun så tilbage. Ikke bange. For endnu havde Rasbell ingen grund til at føle frygt. Nok nærmere forundret. Dog vækkede en anden lyd kort efter mere interesse end grenen selv. Nogle vrinskede i natten.

Med et ryk vippede Rasbell ørene frem, og spejdede nysgerrigt ud imellem de mange stammer. Hvem havde skabt den lyd? Det havde på nogle måder lydt som den røde, selvom tonen og hele lyden overhovedet ikke var den alligevel. Så hvad var det? Trippende bevægede den unge hoppe sig nogle skridt længere frem, før at skikkelsen af en fremmed kunne ses i  det svage lys.

På denne afstand var det ikke til at sige hvad farven var.. Men størrelsen var ikke nær den røde eller hvide. Faktisk, mindede den hende mere om hendes egen helt perfekte størrelse. Også selvom hun så lidt mindre ud på denne afstand. Nogle sekunder gik, før at hun med et fnys besluttede sig for at svare, og sendte derpå et lyst hvin imod den anden skabning. Nysgerrigt glimtede de blå øjne i lyset, inden at hun med hastige skrid tbegyndte at nærme sig den anden. Ivrig efter selskab, eller bare at finde ud af hvad det var.

Den støvbrune hoppe lod bestemt til at have fået øje på Ivory også, og legesygt grundet sin unge alder, sprang den plettede hoppe fremad mod den lille. Hun kunne ikke rigtig forstå hvorfor hun selv var så lille i forhold til sine forældre, og ikke blot var blevet født i samme størrelse som dem, men det så ud til at hun ikke længere var den eneste. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til den anden unge, og hun havde endnu ikke ordene helt på plads i munden endnu, så hun sprang blot frem mod hende med kåde spring. Hun var ikke nervøs for mørket mere når hun ikke var alene, og tanken faldt hende ikke ind at den støvbrune sikkert ikke var det mindste bedre til at beskytte sig selv end Ivory var. For hende var selskab ligmed beskyttelse, så der kunne vel umuligt ske noget med de to føl alene i den mørke skov. Havde den støvbrune også en moder og en fader ligesom den plettede havde Mitis og Chrome? Hun kunne godt tænke sig at vide om de også opførte sig på samme måde som hendes. Det hele føltes så spændende, og det dunkle og kolde mørke gjorde det ikke mindre spændende at møde nye sjæle. 

Med kåde spring nærmede det andet føl sig. Rasbell betragtede med stille forundring den andens udseende, og fæstnede sig i momentet ved pelsen. For den skilte sig ud på mange måder, og var fuldkommen fremmed for den støvbrune askefødte. Ikke alene havde hun en mørkere undertone.. men hendes pels dannede også sjove pletter! hvid på sort. Eller var det sort på hvid? Svagt tiltedes hoppe føllets hoved på sned ved tanken. Kunne man virkelig være begge dele..?

Som den fremmede kom tættere på, vågnede den støvbrune op til dåd. Den snehvide hale svirpede kort bagved hende, inden hun med et lyst hvin rejste sig en anelse på bagbenene. Glæden over at se en anden bølgede frem, og blev ikke mindre af den andens egen glæde. Trippende gik hun frem på bagbenene, inden hun med et dæmpet bump landede igen. Derefter gik der ikke længen inden hun bevægede sig fremad - ivrig efter at møde den anden.  

Det var tydeligt at de begge var føl. For med så naiv glæde, var det ikke mange der mødtes mere. Men siden begge intet andet kendte end glæden, var det klart de ikke udstrålede andet. Med et glitrende blik bevægede Rasbell sig tættere på, inden at hun af ren og skær vane, nippede ud efter den fremmedes mule. En vane hun havde pådraget sig, der måske ville forsvinde med alderen. Trippende på stedet gik hun yderligere frem, inden at endnu en lys tone steg fra hende - denne gang en "rigtig" hilsen, hvis man da kunne sige sådan.

Glimtet i den unge hoppes øjne lyste om kap med stjernerne på den nattemørke himmel, da hun nærmede sig den anden unge. Da den fremmede landede med alle ben på jorden, sendte sneungen et lyst hvin ud i natteluften, og fægtede med de lange forben i luften foran hende. Det var ikke for at true den anden, men simpelthen af ren kådskab. Det var skønt at se andet væsen som var samme alder som hende selv, og som bar den samme rene personlighed og uskyld. Endnu havde Ivory ikke helt styr på ordene, så da hun talte var det tøvende, og ordene snublede en smule over hinanden. Dog var det noget, så det måtte den støvbrune leve med.
”Hej!
Hendes hilsen var ganske kort, men den viste tydeligt hendes glæde over for den fremmede. Hun kendte ikke mange ord endnu, så hej var et fint sted at starte. Hun tvivlede også på at den anden vidste ret meget mere end hende selv, så de ville sikkert blive fine legekammerater alligevel. Tanken om at den anden måske også havde en overbeskyttende moder der søgte efter hende, strejfede hende ikke en eneste gang. Hun havde endnu ikke plads til særlig mange tanker i sit hoved, og lige nu var al hendes opmærksomhed rettet mod den spændende fremmede.

Kådt sprang den spættede hoppe fremad, alt imens de lange ben spændt daskede ud foran hende. De brune øjne glimtede i mørket, og et ivrigt smil samt stemning var at finde hos hendes fremmede selskab. Rasbell havde aldrig set nogle reagere sådan, men kunne ikke lade værd med selv a føle sig en anelse opstemt af det. Hele sit meget uge liv, havde den støvbrune vandret med en hoppe der ikke lod sig rive med at sådanne følelser. Så de var fremmede, men alligevel bekendte. Det var følelser hun spejlede i sig selv, dog uden at vide det endnu.

Snart valgte den fremmede at formulere noget, som Rasbell nok skulle tage som en hilsen. Men hvis den anden var ukendt med ordene, var Rasbell langt fra kendt med dem. Hun formulerede eller komunikerede ikke med ord. Hun brugte handlingen og stemningen. Var stemningen rar, var Rasbell rar. Var stemning ubehagelig, var hun også ubehagelig tilpas. Det fulgtes ad. Dog bragte den spættede ikke andet end glæde med sig, og med endnu en lys lyd svarede hun hende tilbage. Muntert og friskt.

Kvikt glimtede det blå blik, inden at hun uden tøven trådte tættere på den andens krop. Med en fascineret smasken tippede hun hovedet på sned, inden at hun trippende bevægede sig rundt om hende. Afsøgte denne fremmede, som alligevel føltes nær. Den hvide hale slog i et hastigt tempo bagved hende, og rykkede rykvis fra side til side. Ivrig efter at lære denne at kende. En pludselig opdagelse på hoppeføllet, vækkede dog Rasbell endnu mere op. En sort tot!

Med et hvin sprang hun fremad, inden at hun kluntet prøvede at stoppe sin pludselige bevægelse. Dog forsvandt balancen, og med et bump bragede hun ind i den anden skikkelse, før at hun med et mindre et landte på jorden. Forvirret hævede hun hovedet, og glippede med øjnene. Hvad var der sket?

Det andet føl svarede hende ikke med ord, hvilket faktisk ikke gjorde den plettede det mindste. ’Hej’ var også cirka det eneste hun kunne sige indtil nu, så hvis hun skulle føre en rigtig samtale ville det blive svært for dem begge. Føllet løb en hurtig cirkel omkring hende, inden hun fik øje på hendes lille sorte hale der let slog bag hende. Med et ramlede den fremmede dog direkte ind i Ivory, hvorefter hun faldt. Undrende trådte sneungen få skridt væk fra hende, inden hun sendte et lyst hvin ud i natteluften. Hun sprang let rundt omkring hende, inden hun kort nappede hende i det ene mørke øre. Alting var så småt på den anden lille, end det var på Mitis! Som en mini version af hendes forældre. Hun begreb ikke helt hvorfor hun ikke bare var født ligeså stor som hendes forældre, men det havde hun opgivet at spekulere mere over. Det gav alligevel ikke mening, og hun kunne nu alligevel meget godt lide at være lille. Især når hun ikke var den eneste! Opdagelsen af det andet føl havde fået Ivory til at blive mere rolig ved at være så lille. Måske var alle bare sådan når de lige var blevet født? I hvert fald virkede den anden til at være omtrent ligeså kluntet og klodset som Ivory selv.

Den fremmede trådte undrede væk fra den klodsede føl, der med et undrende og måske et anelse chokeret blik så frem for sig. Hvad var der lige sket? Selvom Rasbell for længst burde have styr på hendes ben, var det nu ikke lige sandheden. Hun var - på trods af alderen, en klodset hoppe uden lige. Det var som om at hun kunne falde over gulv der var lige. Dog fik hun ikke lov til at ligge længe, før at en begejstret nippen fik hende til at se op. De krystalblå øjne fængede hendes, inden at et smil påny brød frem på den hvide mule,
Med en masse små fnys, begyndte hun at ase og mase for at komme op igen. Helst så hurtigt som muligt! Dog foregik det ikke ligeså hurtigt som hun ville, og med et kort hvin tumlede hun rundt og om på maven igen. Endnu engang satte hun af fra jorden, inden at hun finally fik stablet sig opad. Tilfreds så hun imod den anden, inden at hun smilende trampede fremad imod hende. Frisk efter hvem den anden var.

En kort latter passerede den plettede hoppes læber. Den fremmede lod sig sandelig ikke slå ud af lige at være faldet, og var allerede nu kommet på benene igen, på vej hen mod hende. Hun reagerede ikke yderligere på hendes korte nappen, og legende lod hun sig igen kaste frem mod hende. Dog uden at ramle ind i hende igen, da hun ikke ville have at den mørke hoppe skulle falde igen. Hun havde tydeligvis svært ved at komme på benene. Et skingert vrinsk blev sendt ud mod den fremmede, hvis navn Ivory endnu ikke kendte. Hun spurgte ikke, da hun ikke var sikker på om den fremmede overhovedet kunne forstå hvad hun sagde. Det virkede som om det andet føl var endnu dårligere til ordene end hende selv, og det sagde ikke så lidt. Hun strakte kort den spinkle hals hen mod hoppen, og nappede blidt ud efter hende. Hvorfor, var ikke til at sige, men hun syntes bare at det var hyggeligt, af en eller anden grund, hun ikke engang selv rigtigt forstod.

Det så ud til at hoppen foran hende var en smule ældre end Ivory selv, trods der umuligt kunne være meget aldersforskel mellem de to hoppeføl.

Det var utroligt hvordan de 2 kunne frembringe lyde. Ligesom Rasbell selv, så var den fremmede ikke sky for at hvine, le eller hvad der nu ellers kunne tages som et tegn på kommunikation. Ikke at det gjorde hende noget - overhovedet. Det var betryggende, og på sin vis dejligt at høre en anden der var i live. Den røde sagde aldrig så meget, så Rasbell sagde heller ikke så meget. Men nu følte hun at hun godt kunne, og at hun faktisk gerne ville. Også selvom hendes mor var få af ord.

Legende nappede den spættede ud efter hende, og med et kort hvin trak hun hovedet til sig. prøvede at undgå den andens nap, inden at hun selv prompte gik efter den ene sort tot hun kunne finde hos den anden. Den hvide hale slog kraftigt bagved hende, og hun trippede muntert til siden. Hende her var sjov! og så gjorde hun så meget, som den røde aldrig ville gøre. Det var jo fantastisk!

Den støvbrune var ikke bange af sind - og bestemt eller ikke i det her selskab. Tværtimod. Selskab måtte have en opkvikkende virkning på hende.

Ivory nød at se den anden hoppe være så glad i hendes selskab, og det smittede i den grad også af på den plettede hoppe. Den korte stump hale hun havde nu, nærmest logrede bag hende, da den mørke hoppe fik nappet fast i den lille sorte tot hår der skilte sig ud fra de hvide hun havde på hovedet. Hun lo let, inden hun rejste sig let på bagbenene for at få den fremmede til at slippe sit tag. Ikke fordi det gjorde ondt eller hun ikke ville have det, men dette havde nærmest udviklet sig til en lille leg, hvor det simpelthen bare handlede pm at nappe den anden. Selvfølgelig ikke sådan så det gjorde ondt på den anden. Ivory kunne egentlig ikke selv se hvordan det var sjovt, men ikke desto mindre var det. Hun tænkte slet ikke over hvor den fremmedes moder var henne, men fokuserede udelukkende på at hun ikke havde haft det så sjovt, ja, i hele hendes liv. Det var dog heller ikke ret længe, da hun kun var få dage gammel, men det gjorde intet. Det var hylende morsomt alligevel. Kort nappede hun ud efter hoppens hvide hale, som ligesom Sneungens hvirvlede rundt bag hendes mørke bagpart.

Den fremmde rejste sig stejlende på bagbenene, og med en lys hvinen trippede hoppen bagud. Hun havde hurtigt sluppet den andens tot, og bevægede sig nu i klodsede bevægelser en anelse væk, for at komme uden for rækkevidde for de drillende nap. Dog nåede hun ikke i sikkerhed, inden en blid trækken i halen fik hende til at stoppe op. Pokkers! Rasbell vendte sig om, og det blå blik glitrede energisk. Hun var ikke færdig! Rasbells bagben sad stadig fast i jorden, idet at hun stejlende drejede omkring sig selv. viftende bevægede de gyldne hove sig fremad, inden at hun med en kluntet bevægelse sprang frem igen. Den anden var af markant anden bygning af Rasbell, og havde allerede nu et fastere grundlag. Så puffet kunne umuligt vælte den anden omkuld. Dog holdt det hende ikke fra at prøve, da hun frygtsomt sprang fremad.

Den støvbrune sprang nu frem mod hende, da hun indså at Ivory havde hapset hendes hale. Overraskelsen kom helt bag på den plettede, som øjeblikkeligt slap halen. Puffet var ikke ligefrem stort, men det fik hende alligevel helt ud af balance. Netop som hun var ved at genfinde den tabte balance, trådte hun bagover og faldt over en lille sten. Dette fik hende til at falde, med de lange ben strittende i alle retninger. Øv for den! Hurtigt rejste hun sig leende op. De hvide aftegn der dækkede hendes krop var mere brune end hvide, da hun efterhånden var fuldkommet mudret til. Hun tænkte ikke et sekund på hvad hendes forældre ville tænke. Hun tænkte ikke engang over at de måske var bekymrede for hvor hun var. Hun var jo lige her, og havde det sjovere end nogensinde før!