Fever, Gravity, and Realisations

Feb-Post #2

Constance

location: Leventera | time: Noon | tag: Ivory

Solen, gemt væk bag de lette skyer på den lysegrå himmel formåede alligevel at sende en smule lys til jorden, der ikke længere var komplet dækket af sne, men havde blot få pletter af tøsne, der lå nøgent og ensomt tilbage på det grønne græs, der var ved at gøre sin tilbagekomst. Leventera var et slags "safehome" for hende. Det føltes sådan, for det var der hun var kommet fra, i starten. Det var hendes "fødsel" i dette gængse land, for hun havde ikke fået sin egen, rigtige fødsel her. Den fandt til andetsteds i en anden tid. En helt anden tid. Men det var noget, som ikke kunne sammenlignes med her. Nej, den roanrøde hoppe fandt sikkerhed her, for hun vidste, at der ikke fandtes umiddelbare farer - hun var ihvertfald ikke stødt på nogen endnu. Hun var dog stødt på enkelte andre sjæle, som ejede få egenskaber som hun selv gjorde, og de gav hende en start.
Den roanrøde vildhoppe, som bar sit unge og flatterende udseende følte at hun havde humøret med sig i dag. Det følte hun, fordi hendes krop var energifyldt og det kunne ses på den trav, som bar hende afsted over det flade terræn. Hun havde fået en lille sti, skåret i det høje græs og hun havde vippet begge mandelformede ører frem, for hendes krystalblå øjne havde fanget trækronernes grænse længere fremme. Vinden var ved at tage til, så det var vigtigt for hende at finde læ i tide. Skønt at sneen var ved at tage afsked, så var temperaturens fald stadig vedvarende. Constance, som hun hed, havde endnu ikke fået øje på dén skabning, som snart skulle sætte omdrejninger i hendes hoved, og bringe helt nye spørgsmål på bordet, som hun slet ikke havde regnet med, at skulle tage stilling til, endnu. 

code by ♥

Den endnu meget unge hoppe, bevægede sig over græsset. Noget hun endnu ikke havde set før, men på den anden side havde hun heller ikke tilbragt meget tid i denne verden. Det mindede en smule om den hvide sne hun var blevet født i, men mere blødt og imødekommende. Mere varmt. Dog lå sneen stadig rundt omkring, og det der var synligt at det brungrønne græs var fuldstændig dækket af vand og mudder. Ubehageligt. Ivory havde fået lov til at forlade hendes forældre, for en stund. Eller, hun havde ikke fået lov af nogen af dem. Hun havde fået lov af sig selv, for hun vidste indtil nu intet om eventuelle farer. Og hvis hun endelig skulle få brug for hjælp, så ville den plettede hingst, eller den brogede hoppe da bestemt redde hende ud - ikke sandt? De kunne i hvert fald alt det hun ikke kunne endnu, og det var en del. Indtil videre kunne hun ikke andet end få snøvlende ord, og var tæt på at falde så snart hun bevægede sig i højere tempo end skridt, men det skulle nok komme med tiden. Hun havde både talt samt løbet, så der kunne umuligt være lang tid til at hun mestrede det, mente hun selv.

Trods hendes forældre gjorde sit for at passe på den unge hoppe, var hun begyndt at kede sig i deres selskab. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at gøre sin fader stolt, men uden held. Hun mærkede kun hans bebrejdende blik i nakken, så snart hun trådte væk fra dem. Moderen kiggede blot bekymret på hende, og trykkede hende konstant ind til sig. Det var rart nok, men kun når aftentimerne nærmede sig, og mørket faldt på. I dagtimerne ville hun løbe, hun ville møde andre. Hun var sikker på at de var derude et sted, og hun var sikker på at ingen ville kunne finde på at gøre hende noget, i hvert fald ikke uden grund. Og hvad kunne de dog nogensinde gøre som hun ikke selv kunne finde ud af? Intet. Hun kunne alt hvad hun havde brug for, og verden var åben for hende, og sprudlede af muligheder, endnu unge som hende selv.

Feb-Post #3

Constance

location: x | time: x | tag: x

Constances sanser var skærpet denne dag, og alt stod på sit højeste. Musklerne arbejdede godt, og benene var godt samlet under hende, som hun førte sig afsted med finesse på den smalle sti. Af og til måtte hun tage længere skridt eller endda tage et lille spring for at undgå at falde over småsten og skvatte i ustabil jord. Det holdt hende oppe på mærkerne, og blikket nede i få sekunder - men da hun førte blikket op igen, efter at have genvundet stabiliteten fangede et mønster hendes blik. Et mønster, som skar sig ud fra resten af miljøet og var derfor nemt at spotte i det ellers kedelige og grå landskab. Det var en hest, javist, men en lille en. Constance blev selvfølgelig straks ramt af nysgerrighed og gjorde et uformelt og brat stop. Bomstille stod hun med blikket vendt imod denne skabning, som var trådt frem henne ved træerne og ud på den lille plet med kort, nedslået græs.

Det virkede som så længe siden sidst, at hun havde lagt sine krystalblå øjne på et føl - og så endda så ungt et føl. Det var tydeligt, og Constance observerede det lille føl nøje fra sin position, uden en lyd og med helt velspidsede ører. Lille, spinkel og langbenet. Det var ikke mere end et par dage gammelt. Derfor undrede det Constance med det samme... Hvor var dets moder? I et kort øjeblik følte hun at hun blev nød til at rive blikket af føllet, og lod så hurtigt de blå øjne flakke omkring området i søgen efter potentielle skabninger, som kunne være til fare for den lille. Der var intet at spotte og hurtigt var det intense blik fængslet på det plettede føl igen. Der var overvejelser der blev taget, og efter godt to minutter besluttede hun sig for at skridte frem imod det. Så snart hun trådte væk fra stien og ud i græsset lod hun en dyb brummen stige frem fra hendes bringe, for at gøre føllet klar over hendes tilstedeværelse. Hun nærmede sig langsomt med forsigtige skridt, imens hendes helt klare og intense krystal blå øjne hvilede på hende. De var fyldt til randen med nysgerrighed og undren. Som var hun selv en anelse frygtsom for denne sære skabning, hun ikke havde lagt blik til længe.

code by ♥

Selvom sneungen før havde følt sig klar til at møde nye skabninger, blev det tydeligt følprægede hoved alligevel løftet højt og frygtsomt, da en brummen sneg sig imod hende fra en fremmed hoppe. Det var den første fremmede skabning hun havde mødt, udover Mitis og Chrome. Det var kun en smule af Mitis bygning der gik igen på den unge hoppe, men det var tydeligt at hun var sin fars datter. Den smule hår hun bar var krøllet, omtrent som hans, og hendes pletter mindede grangiveligt om de hans selv bar - blot en anden farve. Hun betragtede opmærktsomt den roanrøde hoppe på afstand, men bestemte sig for at nærme sig, ganske forsigtigt. Hendes moder var en hoppe, og hun havde intet ondt gjort hende, nogensinde, og ville heller aldrig gøre det. En lav vrinsken, der tydeligt vidnede om hendes unge alder, blev sendt mod den fremmede som tegn på hendes gestus.
Måske kendte denne hoppe også hendes forældre? Det kunne være sjovt hvis den gjorde. Hun havde endnu inden anelse om hvor mange heste der levede i denne verden hun var dumpet ned i, men hun tog det bare ud fra sine egne erfaringer. Der var hende selv, hendes moder, hendes fader, og så denne fremmede hoppe. Hvis de kun var så få i verden, så ville alle da kende hinanden, ikke? Dog virkede det usandsynligt at der kun skulle være fire heste her, så den tanke slog hun fra sig. Det udelukkede dog ikke at den roanrøde havde mødt Mitis eller Chrome før.

Hun bøjede let det velformede hoved, men holdt de gyldne øjne fæstnet på den fremmede. Hun gav et let slag, med den stærkt krøllede haler, hvis nuancer skiftede fra sort til hvis, ud fra de pletter der dækkede hendes ellers hvide skind, der havde givet hende hendes navn.

Feb-Post #4

Constance

location: x | time: x | tag: x

Der løb en form for lettelse hen over hoppen i en let skælven, af at se det lille hoppeføl reagere, som det gjorde. Hovedet blev løftet i en frygtsom reaktion på Constances fremtrædende brummen. En ny og fremmed ting, som bestemt burde tages forbehold til. Selvfølgelig kunne hun ikke bare vade direkte hen til føllet, så hun gjorde stop i den svære tøsne i en parade og hævede da selv, sit eget ædle hoved. Ørerne var blevet vippet en anelse tilbage, men da den lille skabning formåede at afgive et vrinsk - et kald, som var individuelt for ethvert bånd mellem en moder og sit barn, lod Constance sig dog alligevel spidse ører. Hun havde gjort sig ret i de tanker, at føllet ikke var mere end nogle dage gammelt, og selvom føllet ikke var hendes, så fandt hun det allerede sødt og tiltalende - noget hun dog aldrig ville indrømmme.

Imens føllet bøjede sit hoved - et tegn på underkastelse, var et nyt blik opstået hos den røde hoppe. Et blik, der virkede undrende og som nu begyndte at se indgående på føllets detaljer. Noget hun ikke havde lagt mærke til før, for hun havde blot set det som en helhed. Det undrede hende stærkt, for der var noget, som virkede bekendt ved det spraglede skind, som det fine lille hoppeføl bar. Constance nærmede sig langsomt og var yderst forsigtig med ikke at komme for tæt på - hun ønskede ikke at røre ved føllet, i frygt for at deres dufte skulle krydses, hvilket ville kunne få Constance i problemer. Nej, hellere lade være. De mandelformede ører var nu vippet helt tilbage, og hendes eget hoved blev strukket frem imod hoppeføllet, der livligt slog med den let krøllede hale - endnu noget der mindede hende om en tidligere bekendt. En hingst, der med selvsamme skind og hårpragt havde mødt hende med ildnet sind. Kunne det ske, at denne var hans afkom? Der skulle ikke meget tvivl til, førend det var blevet en konstatering, besluttet af Constance. Det måtte det være.

Et fnys forlod hendes mule, en smule voldsomt som hun atter gjorde parade og i et hurtigt ryk, hævede hun hovedet og fjernede sin opmærksomhed fra føllet igen. De krystalblå øjne så tænkende ud, som de flakkede over området endnu engang. Efter flere øjeblikket lod hun da sit blik falde tilbage til hoppeføllet og hun lod nu sin feminine stemme, som dog holdt på rå undertoner lyde;

"Hvor er din mor?" Der var ikke meget bekymring at hente i hendes stemme, men det var nu mere et let og konkret spørgsmål, som hun ikke havde store forventninger om at få svar på. Nej, man kunne kun håbe.

code by ♥

Med en let undren i det gyldne blik, prøvede Ivory at tyde den roanfarvede hoppes ord. Hendes mor? Jamen hun var jo sammen med Chrome, i deres sikre sted. Hun skulle lige til at fortælle hvor de var, men tog sig i det. Tænk hvis hun ikke måtte sige det. Så ville hendes fader ikke blive stolt af hende, nej han ville bebrejde hende for det. Hun hævede hovedet en smule, selvom den fremmede hoppe stadig var langt højere end hende.
"De er.. Eller jeg mener, hun er tæt på. Men hun ved ikke at jeg er væk."
Hendes stemme var lys, og vidnede tydeligt om hendes alder, men ellers snublede ordene ikke ligeså meget over hinanden som første gang. Hun var ikke engang sikker på at den plettede havde kunnet forstå hvad hun prøvede at sige da.
Hun tøvede let. Måske ledte hendes moder efter hende? Hun vidste hvor bekymret den grå hoppe var for hende. Hun vidste ikke hvorfor, måske var det blot fordi hun var hendes afkom, eller også havde det en dybere mening. Det ville hun nok finde ud af med tiden, hvis der virkelig var andet i det. Hun trippede let, og kastede et blik tilbage hvor hendes forældre var. Hun savnede dem en smule, men dette var langt sjovere. Og hun mente at hendes moder sov. Det havde hun også brug for, for hun var så forvirret og trist for tiden. Hun kunne ikke rigtig mærke på Chrome om det gjorde ham noget, men hun mente at han nok følte det samme som sneungen. Han var forvirret ligesom Ivory, og derfor lod de blot Mitis gøre som hun ville. Hun sukkede kort. Hun ville ønske at moderen ville sige hvad der var galt, så hun i det mindste kunne vide det. Hun brød sig ikke om at se den grå hoppe i den tilstand hun var i for tiden - træt, trist og stresset. Det var nok kun godt at hun sov lidt.
Et let smil blev trukket op i hendes ene mundvig, da hun vendte blikket tilbage mod den roanrøde.
"Jeg er Ivory. Hvad med dig, røde?"
Spurgte sneungen hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle kalde hende nu, så et navn ville være godt. Så kunne hun også sige at hun rigtigt havde mødt nogen - man kendte dem vel ikke uden et navn, gjorde man?

Hun strakte let den slanke hals fremad mod den roanrøde, hvorefter hun let slog med hovedet. Det var ikke ligefrem hendes kop te blot at stå og snakke - der skulle meget gerne ske mere end det. Hun var dog bange for at den fremmede ville blive sur ligesom Chrome hvis hun begyndte at hoppe, så hun stod blot stille, og trippede let på stedet. 

Feb-Post #7

Constance

location: x | time: x | tag: x

Den lille plettede skabning var heldig, for hun kunne været rendt ind i meget mere skræmmende skabninger, end den roanrøde hoppe. Hun var harmløs hvis hun ønskede det, og det lå hende bestemt ikke i sinde at skulle trække fordel af den lille unghoppe. Sådan som hun føjtede rundt på egen hånd, var en risikabel, men lærerig tilgang til livets første tid og Constance bestemte sig hurtig for, at hjælpe til med at berige den. Hun havde netop ikke bemærket nogen særligt udfordrende steder på denne ø, som indtil videre havde vist sig at være ganske stille og terrænvenlig. Det var vel et ideelt sted, for sådan et ungt føl som hende, at vokse op. Der lå et skeptisk udtryk i de blå øjne, da den lille berettede om, hvor hendes mor var - men at hun ikke vidste, at hun var væk. Langsomt krøb der et ganske underholdt smil op på Constances lune mule - så hun var en lille rebel, ja? Det var det, der fik hende til at bestemme sig for, at istedet for at forsøge at føre det lille føl tilbage i sikkerhed hos sin mor... jamen så kunne hun vel udnytte det sjældne syn, og selv underholde hende, og hvem ved, måske lære hende lidt. Constance undlod at kommentere på hendes første sætning, men lod dog et lille tænkende 'hmm' undslippe hendes læber, imens hun nikkede svagt og bekræftende.

Endelig lød hendes fine, spæde stemme og hun præsenterede sig selv, som Ivory. Constance kunne ikke undlade at lade et bredt smil føre sig frem, da hun tiltalte hende som 'røde' og et svagt grin lød friskt og boblende fra hende. Nej, hun var da ganske charmerende, og nu lod Constance sin egen, lidt formelle holdning falde, og lod sit hoved sænke en anelse inden hun mødte Ivory's blik.

"Mit navn er, Constance." Smilede hun, med sin venlig tonede stemme. Eftersom hun havde besluttet sig for at løsslå sig en smule, førte hun selv sin mule frem, for at imødekomme hendes - den søde, rene duft blev lagret i hukommelsen, og det var lige før at hun kunne ænse al den energi, som hun bar rundt på. Hurtigt trak hun mulen til sig igen, rettede sig op og gav et enkelt, dog kraftigt slag med den fyldige røde hale inden de mandelformede ører blev vendt frem, og hele opmærksomheden faldt på føllet. "Nå, Ivory, jeg er ikke helt tryg ved tanken om, at du render rundt alene. Så jeg tænkte på, om ikke du vil følges med mig for en stund, så jeg kan se hvad du er lavet af?" Der var noget legene over hendes stemme, der selvfølgelig udfordrede det unge føl til at følge med hende. Constance havde fået en indre uro over tanken at hun bare havde rendt rundt alene, og hvis hun valgte at følge med hende nu, kendte hun en kort tur, de kunne tage rundt i området, og så kunne hun føre hende tilbage til hendes mor, inden længe. "Men så skal du love mig, at du tager tilbage til din mor, bagefter." En svag autoritet steg op i den ellers bløde stemme, for hun kunne lige forestille sig moderens bekymring.. Men det kunne da ikke skade at lade den unge hoppe få lidt 'løse tøjler' og se en del af verden. Det kunne næsten kun være sundt, ifølge Constance der ikke følte sig så hæmmet af regler.

Afventende betragtede hun det plettede vidunder med det ene øre slået bagud, så hun stadig fulgte med i omgivelsernes lyde. Var hun klar på at tage ud på en lille opdagelsestur?

code by ♥

Det glimtede let i den unge hoppes ravfarvede øjne ved den roanrødes ord. Constance? Navnet lød fremmedartet, men Ivory accepterede det. Det var et langt navn syntes hun, men måske var det også normalt. Hun vidste ikke meget om den store vide verden, men hun blev overordentligt glad ved hendes ord. Gå ud i verden? Hun fik lov til at komme ud i verden, og så endda ikke alene. En spæd latter hvirvlede ud mod Constance, og den plettede hoppe rejste sig kort på de tynde bagben af glæde.
"Ja! Jeg har aldrig været længere end det her væk uden min mor!"
Jublede hun. Sneungen glædede sig til at komme på ekspedition, selvom det nok ikke ville blive langt. Hun smilede stort, og blinkede kort mod den endnu fremmede hoppe. Hendes nakke var bøjet tilbage for at have øjenkontakt med hende, selvom Constance ikke var underligt høj. Ivory var bare endnu så ung, og hun var sikker på at hun ville vokse sig ligeså stor og stærk som sin fader.

"Hvor skal vi hen?"
Spurgte hun afventende, for hun kunne ikke vente med at komme afsted. Hvad kunne der ikke ske? Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente af verden, hvilket blot gjorde den endnu mere spændende. Hvilke væsner eller andre heste lurede der mon derude? Indtil videre havde alle været søde og venlige imod den unge hoppe, og hun så ikke hvorfor det skulle være anderledes med andre, så bange var hun ikke. Hun var bare klar, klar på hvad som helst.

Feb-Post #12

Constance

location: x | time: x | tag: x

Den lille snebombe skabte et vedvarende smil, om Constances lune mule - noget hun ikke havde haft længe, og det virkede næsten som byrde, der blev løftet af hendes skuldre. Moderrollen var endnu ikke en post hun følte sig klar til at tage, og det ville det heller ikke blive, indtil hendes tid ville komme. Men at kunne udnytte legetid, med et ungt og livsglad føl var jo ideelt. En opløftning fra den depression der havde hvilet over hende et stykke tid, sammen med de ubesvarede spørgsmål. Det var en mulighed for at slippe væk fra det hele og måske gavne hos andre.

Som reaktion på den lille hoppes jublende udbrud, løftede Constance sig også en anelse op, fra sin ellers hvilende stilling ved at støtte på alle fire, imens hun med ynde gjorde et let kast med det ædle hoved, så den fyldige røde man fulgte med. Alle fire hove nåede derefter at trippe en enkelt gang for at få ordentligt fodfæste, og for at signalere til Ivory, at hun var lige så frisk og begejstret som hende - vel og mærke i en mere dæmpet facon, men energien kunne straks føles stemme op i hendes slanke krop. Constance havde kun én bekymring i baghovedet og det var, at hendes mor skulle begynde at lede efter hende for tidligt og nå at blive alt for bekymret. Men pff.. Det var en smertegrænse hun måtte overleve, for indtil da skulle de to have det sjovt på udfordring.

"Hvor vi skal hen?" Et stort smil var om Constances mule, imens hun lod de krystalblå øjne møde den lille hoppe. "Hmm, jeg tænker at vi går over den bakke derovre, til venstre ind igennem skoven, forbi bækken, det væltede træ og til sidst skal vi over det lille stykke eng du kan se herfra, inden vi ender her igen og du kan smutte hjem til din mor." Hele sætningen blev kørt hurtig igennem, indtil delen med hendes mor , for at understrege vigtigheden i, at hun ville lunte tilbage til hende, når de var vendt 'hjem'. "Hvad siger du til det?" Med opstemtheden gemt i hendes bløde stemme, hævede hun den røde hale i et enkelt slag, og lod ikke blikket slippe det lille føl, som med sikkerhed ville være træt på hjemvejen, når de vil være færdige med den lille tur.

code by ♥

Den unge hoppe lyste om muligt yderligere op da hun fik at vide hvor de skulle hen. Sikke eventyr! En bæk, et væltet træ... Hvad i verden skulle de dog ikke se? Et let hvin passerede hendes læber af bare glæde og spænding over det. Ivrigt nikkede hun. Jo, det lød perfekt! Hun skulle sige til blot at løbe afsted, men efter at have sprunget få skridt, stoppede hun op for at vente på den store. Hun huskede første gang hun var løbet i forvejen, og der havde hun kun modtaget bekymrede og irriterede blikke fra hendes forældre. Måske ville Constance endda løbe ved hendes side? Hun nød i hvert fald at få strukket de lange tynde ben ud, og løb var en god måde at få gjort det på. Tanken om at noget farligt måske kunne vente derude strejfede hende ikke den eneste gang, og hun tænkte heller ikke yderligere over at hendes forældre måske ville blive bekymrede for hende. De ville ikke være stolte af hende alligevel, så hun kunne ligeså godt bare komme afsted ud at se verden. Og den roanrøde havde jo også sagt hende at hun ville aflevere sneungen det selv samme sted igen. Hun gjorde et let hop med kroppen, for at se den lette is der dækkede en vandpyt foran hende, ødelægges og pjaske mudret vand langt op af hendes sorte ben. Hun lo højlydt, og kiggede tilbage på hoppen. Ville hun også løbe?
"Skal vi se hvem der kommer først hen til den klippeblok der ligner lidt min fars hoved?"
Spurgte hun, og hentydede til en kraftig grå klippeblok få hundrede meter længere fremme. Så kom hun i tanke om at Constance sikkert ikke lige vidste hvordan Chromes hoved så ud, så hun rettede sine ord kort efter.
"Eller bare den klippeblok der ligger... Ikke så langt væk, og ligner et stort hoved!"
Smilede hun. Hun var vis på at hun skulle slå hoppen - hun var jo hurtig, hurtig som et lyn!

Feb-Post #20

Constance

location: x | time: x | tag: x

Glæden der sprudlede ud fra den lille hoppe, var uundgåelig ikke at blive påvirket af. Et stort smil hvilede om hoppens mule, som hun betragtede hende springe frem, uden tøven og fuldstændig klar på det, der for Constance var en let gåtur, men for hende et rigtigt eventyr. Det var ikke tydeligt at huske, men ikke svært at mindes hvor stor verden virkede, da man var føl. Men en ny verden, som denne virkede næsten større for hende nu, og det vækkede den iltre opdagelsestrang i den voksne hoppes indre. Med få, lette og veludførte springende skridt stod hun nu ved siden af det elfenbensfarvede føl, og slog rastløst med den fyldige hale. De blå øjne spejdede frem, og fik hurtigt øje på den 'klippeblok', som den lille havde omtalt det - det var nu mere end stor kampesten, som hvilede uberørt i det kølige mudder. Når de ville nå den, skulle de blot dreje til venstre for at nå ind i skoven.

Med et udfordrende blik, sænkede hun svagt hovedet og fik øjenkontakt med den opstemte hoppe. "Aftale - klar? - Parat, start!" og med ét havde den roanrøde hoppe fået sat musklerne i gang, som med ubesværede bevægelser sendte hende frem i en velkontrolleret galop. Farten var middelmådig - ikke tale om at hun ville lade den lille vinde over hende uden lidt udfordring. Der er ikke noget positivt i at opdrage de små til at tro, at de vinder hver gang uden nogen som helst form for flid og stræben. Jorden under hende var kølig, men let mudret - heldigvis stabil nok, til at der var lav risiko for at skulle skvatte - Constance så dog hurtigt tilbage efter sine første anspring, blot for at tjekke at Ivory var i sikkerhed, og fulgte godt med - for hun regnede da ikke med andet, af den lille energikugle.

code by ♥

En let latter passerede den unge hoppes læber, da den ældre af de to, begyndte at løbe. Hun rejste sig med glæde på bagbenene og satte af, tonsede fremad mod stenen. Hun havde svært ved at holde balancen ordenligt, men hun strakte de lange og tynde ben så godt hun kunne, for at holde trit med den roanrøde. Hvis Constance virkelig forsøgte at løbe så hurtigt hun kunne, ville sneungen ikke have den mindste chance mod hende, men det tænkte den plettede slet ikke over. Kun det at vinde, og glæden ved at nogen ville lade hende gøre denne slags ting. Hun kunne komme op på siden af den roanrøde, og hvis hun strakte halsen så langt hun kunne var hendes mule en ganske lille smule foran Constances. Dog var det ikke sikkert at den roanrøde virkelig løb så hurtigt som hun kunne, men den tanke strejfede ikke Ivory. Hun følte sig bare hurtig fordi hun nu næsten var foran hende. Med et følte hun en fremmed følelse – hun kunne ikke få vejret. Det gjorde ondt i hendes lunger, og hun forstod ikke hvorfor. Nu gjorde det også ondt i hendes ben, men hun følte at hun blev nødt til at vinde selvom hele hendes krop smertede. Hun begreb ikke hvorfor det at løbe skulle være ubehageligt, når det også var så befriende.

Feb-Post #21

Constance

location: x | time: x | tag: x

Constance var hele tiden fuldkommen klar over, hvor den fine lille, Ivory befandt sig henne i forhold til hende selv. Hun holdt farten, så den unge hoppe kunne være netop lidt mere end en mulelængde foran hende. Dog vippede constances mandelformede øre ud til siden, som det opfangede lyden af den lilles åndedræt, der var begyndt at hive en anelse efter vejret, og det var tydeligt at hun var ved at blive udmattet - så stadig med lige så veludførte og store bevægelser i sin galop, sænkede hun farten, men så det mere så ud til at den elfenbensfarvede overhalede hende, og til sidst krydsede den store kampesten - og vandt.

Den roanrøde hoppe hev selv efter vejret, som hun med lethed og elegance slog over i trav, for derefter at stoppe fuldkommen op, og dernæst søge imod den lille vinder. Hun havde ladet hende vinde, men det var bestemt velfortjent. Hun havde kæmpet og belastet sine muskler til bristepunktet. En yndig lille fighter, som ikke gav så let op. Et dæmpet smil lå om Constances mule, som hun sukkede dybt, for endelig at have fået vejret igen. Forsigtigt duttede hun hendes varme mule imod det plettede føls skulder og fik øjenkontakt. "Så kom du først alligevel, hva'?" Smilede hun bredt og løftede hovedet, med ørerne fremme. Hurtigt løb hendes blik over imod skoven, og spottede nemt starten på stien, som skulle føre dem videre. Men først, ville hun forsikre sig, at Ivory var klar til at fortsætte... Hun ville nødigt strække den for langt. Atter fik hun fat i de pæne brune øjne og spurgte hende så, med bekymring i hendes stemme. "Er du klar til at fortsætte? Vi tager den lidt med ro, det næste stykke." -forsikrede hun hende, velvidende om, at der først skulle kræves kræfter igen, når de nåede til det væltede bøgetræ.

code by ♥

Selvom den unge hoppe havde svært ved at få vejret efter løbet, skinnede hendes øjne om muligt endnu mere end de havde gjort inden de havde løbet, da hun kiggede på den roanrøde. Det var tydeligt at se stolthed der tydeligt glimtede i de brune øjne.
”Ja! Jeg var hurtigst!”
Svarede sneungen, men det var tydeligt at hun ikke sagde ordene for at prale på nogen måde. Det var mere bare en konstatering, og fordi hun var glad. Hun troede virkelig at hun helt selv havde været hurtigere end den meget ældre hoppe, og at hun ikke havde haft en finger med i spillet. Hun smilede bredt, imens hun endnu forsøgte at få vejret. Dog var hun allerede nu klar til at komme videre, selvom hun var forpustet. Trods vinden var kold, så nød hoppen det, efter hendes krop var blevet varmet op da de havde løbet.
”Nejnej, jeg har det helt fint! Vi kan sagtens komme videre!”
Forsikrede den plettede Constance. Hun var altid okay, for der var jo en masse voksne heste der sørgede for at intet skulle ske hende. Intet kunne ske hende, så længe hun var sammen med andre. Hvis man skulle tænke meget over det, så ville denne tankegang nok være en smule mærkelig, men nu var Ivory endnu for ung til at tænke meget over tingene, og specielt ikke et tidspunkt så uendeligt spændende som dette.

Feb-Post #23

Constance

location: x | time: x | tag: x

Siden at den lille energikugle hev efter vejret, og var en anelse forpustet efter det lille kapløb, så var der ingen chance for, at hun ville hjem nu. Nej, de brune øjne glimtede af ren og skær fryd og spænding. Det varmede virkelig Constances hjerte, og hun følte nu, at hun bidragede med noget - bare et eller andet, til en andens liv. For hun nød det jo også - hun følte sig to år igen, og at kunne give slip fra al den spænding, der så ofte lå imellem voksne, var fantastisk befriende. Der var ingen tvivl om, at Constance troede det plettede føl, der med det samme forsikrede hende, at hun havde det fuldkomment fint, og at de endelig kunne fortsætte. En meget bekymret mor ville måske have begrænset hende fra at få udnyttet sit fulde potentiale. Det handlede jo om at komme ud og opleve tingene, imens at man stadig var ung. Det ville give ansvar, mod, og intelligens - alt sammen kogt sammen til et ord, der blev kaldt; erfaring. Noget som alle havde, men graden og mængden var dog en anden snak. Det her er en perfekt oplevelse, at komme ud - på delvist egen hånd og udforske de forskellige elementer, som naturen nu kan byde en i livet. Senere ville hun nok selv støde på mere udfordrende terræn og klimaer. Vinteren var dog det hårdeste, men det lille føl så ud til at være i god huld.

Constance nikkede og nappede så drillende ud efter hendes strittende man, inden hun gjorde sig vej i skridt, imod skoven. "Fint, så lad os gå." Kaldte hun efter hende, og forventede uden tvivl at hun fulgte efter hende, lige i hælene. Der gik ikke længe før de ramte skovstien, og de brede og tynde stammer omgav dem. Det var mørke og lyse træer i alle afskikkelser, buede, bøjede, rette og snoede. Skovstien formede sig let og banede vej imellem de ru stammer, som hver endte op til at være i en stor, nøgen trækrone, hvor de sorte ravne og krager var lette at spotte på de tynde grene. Constance holdt et godt tempo i sin let vuggende gang, for konstant at holde musklerne ved lige, så hun ikke skulle fryse. Heldigvis, var den tætte pels velegnet til de hårde modvinde, hun så ofte havde mødt, når hun selv vandrede frit omkring på den frodige ø. Her, var det et perfekt sted for dem begge at få brugt alle sanserne - lytte til skovens mange fremmede lyde, dufte til træernes nåle, blade og bark, og ikke mindst indtage det nydelige syn, som skovstien strakte sig frem og forsvandt ofte bag endnu et hjørne eller en bakke ned, eller op. Det var et godt sted at få opbygget muskler, eller blot at nyde sine stille alenetimer. Constance kunne dog knapt forestille sig, hvad Ivory end måtte se og få ud af hvad skoven havde at tilbyde.

code by ♥