Newborn flame | Asira

Newborn flame

[4]

Aske dalede som sne fra den mørkerøde himmel, men den brogede hingst der i disse timer strejfede omkring på vulkanøen, følte sig ikke lukket inde af den mørke himmel, tværtimod. Han følte sig mere fri end han nogensinde før havde gjort. Han følte sig allerede mere hjemme på den røde ø, end han havde gjort nogen andre steder, og han forstod ikke den frygt mange andre heste bar for stedet. Det ville højst sandsynligt også blive hans fremtidige hjem, for det var her hans brødre og søstre holdt til, og han var en del af dem nu, ligeså vel som de var en del af ham. Selvfølgelig kunne han vove sig væk fra øen, men han ejede intet behov for det. Han kendte ej en levende sjæl på nogen af de andre øer der fik ham til at ønske at komme tilbage, som trak i hans nysgerrighed for mere end et besøg.
Hans kraftige hoved var hævet, men han viste sig ikke frem som han sommetider før gjorde. Det mørke landskab var øde, og han følte i disse stunder at han kendte sig selv nok til at han ikke havde brug for at vise sig selv frem, når der ingen andre var. Noget han havde gjort mange gange, men som han ikke havde nogen somhelst lyst til lige da.

Asken farvede hans hvide pels på bagparten mørk, men det gjorde ham ingenting. Det var intet andet en sort sne, som ej smeltede når de ramte hans varme krop. Vulkanen var hvad der tårnede sig op foran ham, selvom der endnu var lang tid til at han var nået til den. Den var vel som sådan ikke hans egentlige mål, for han bevægede sig blot for at se, ikke fordi han havde en speciel destination der ventede på ham, eller selskab det specifikke sted.
Den eneste lyd der kunne høres omkring ham, var hans hæse åndedrag, samt den dumpe lyd af hans kraftige hove mod den sorte grund. Ellers var der stille, ingen fugle fyldte himlen, ingen hest lod sit kald runge udover det bare landskab. En stilhed der fik ham til at føle at han havde mere plads end han havde haft i lang tid. Som det stod nu, følte han ej at der var noget hegn der holdt ham fanget, ingen andre sjæl til at holde ham tilbage.

For at føle hans nyfundne frihed på en lidt anderledes måde, satte han i en glidende trav, med højtløftede ben. Hans kurs var mod vulkanen. Måske ville han finde en anden sjæl der, men på sin vis håbede han ikke på det, medmindre det skulle vise sig at være en af hans nye søskende. Han så frem til at snakke med nogen der havde en tankegang der mindede en smule mere om hans egen. Nogen ville måske kalde ham ondskabsfuld, men det var ikke sådan han så på det. Han så sig selv som værende mere intelligent end dem. Mange havde skabt deres eget drømmeunivers, et sted hvor sand kærlighed findes, og venskab smedes af gensidig tillid og kærlighed til hinanden. Et sted hvor man kan stole på hvem som helst.
Dog vidste den brogede langt bedre, for han var blevet tvunget til at se verden som den virkelig var. Kold og hård, ligesom den havde gjort ham til. Virkeligheden ville virke truende for de der endnu ikke havde opdaget det, og langt de fleste nægtede at tro på det. De ville finde ud af det med tiden, eller dø uvidende. Dog mente Sicarius at den bedste måde at leve i en hærget verden var ved at vide hvad det virkelig var der omgav en. Forvrængede versioner af virkelighed var der ingen der havde nogen nytte af.

Wordcount: 616 | Tagged: Asira

En grå hoppe, havde forladt det hun engang anså som værende hendes hjem. En ø, der var spækket med spæde træer, men også store og mægtige træer, der havde haft mange 100 år til at gro sig stærke og store; nemlig på øen Chibale. Asira hed denne grå hoppe. Og hun havde forladt det hun så som sit hjem, for at søge nye vidder og søge væk fra det, der skabte en dyb sorg og fortvivlelse i hendes indre; for hun havde fejlet – ganske meget. Hun havde ej holdt sine egne ord, og hun havde videreført den fejl, som hendes egen mor havde gjort hos hende. Ja, den grå spraglede hoppe, var ikke en drøjt bedre, end den såkaldte mor, som hun selv skulle have haft!

Hun bevægede sig langsomt henover den ø, hun så sjældent lod sine hove betræde. Men denne gang, havde hun ikke kunnet finde en anden udvej – for hun skulle bare væk. Et svirp forlod hendes sorte hale, inden hun blot ufortrødent fortsatte frem imod det golde landskab, der ikke bar på meget frugtbarhed eller liv. Men det var der dog, bare godt gemt. Et svirp forlod igen den kulsorte hale, inden hun virrede med det grålige hoved, hvor en hvid stribe prydede op igennem hendes ansigt, samt en sort mule. Ja, mange aftegn havde den grå hoppe. Aftegn der bar tydeligt præg af, hvem hendes fader i sandhed var – nemlig Djange. Den grå farve havde hun dog arvet fra sin moder, Hawaet El Nour, som forlod hende allerede i Asiras tidlige timer efter fødslen.

~ She’s lost in the darkness, fadin away. I’m still around here, screaming her name. She’s haunting my dreamworld, trying to survive. My heart is frozen, I’m losing my mind… Help me, I’m buried alive ~

Hun gik og gik, uden at have nogen bestemt retning; for der var intet at gå efter for den grå hoppe. Absolut intet! Hun havde intet formål tilbage, og dette var hun godt klar over. Men instinktet i hendes indre, bød hende at holde sig selv i live og i gang – til trods for hendes mange tanker, der blot bad hende give slip og forsvinde, tage det sidste åndedræt og lade luften forlade hendes grå krop. Men hun kunne simpelthen bare ikke. De mørke øjne spejdede fremad, som søgte hun efter noget eller nogen. Men det gjorde hun bestemt ikke. Hun søgte intet selskab, men fred. Hun var ikke god til selskab; for som regel blev hun misforstået ganske grusomt, hvilket ofte havde endt ud i kampe eller verbale skældsord. Mange ar hoppede og sprang rundt på hendes ellers unge krop, men at dømme ud fra udseendet lige nu, lignede den grå Asira mere eller mindre en ældre dame, hvis dage snart var talte – for kroppen var smal og benet, uglet og beskidt og fyldt med de mange ar. Men hun var stadig bare en ung hoppe, der dog havde oplevet så meget, at hendes sind var ældre en ellers.

Hendes sensitive øre, opfangede nu lyden af tunge hovslag: og de var bestemt ikke lang fra hende. På et split sekund rankede hun sig op, og smed nakken i en knejst position, mens ørene prejede sig ned imod hendes sorte man. Ja, nu lignede hun mere en kampklar og stolt hoppe, end hun før gjorde. Men bag den hårde og kampklare facade, gemte der sig blot en svag og knækket hoppe – men det vidste ingen jo. Hun kneb øjnene skeptisk i, en smule panisk endda, da hun fik øje på den lidt voldsomme silhouette foran hende, for hingsten var bestemt af en bredere kaliber end dem hun ellers havde betragtet.. Hun blev stående, stift. For hvis hun bare stod stille, ville han måske ikke opdage hende.

Newborn flame

5

Lyden af hans hove mod jorden stoppede brat, da en fremmed lyd samt lugt, fangede hans sanser. Han var ikke alene længere, det var sikkert. Hvis dette var en af hans søskende, ville han acceptere selskabet, men han orkede det mildest talt ikke ellers. Langsomt drejede han det kraftige hoved, inden hans øjne fangede en spinkel skikkelse. Grå, med mørke aftegn som strakte sig op ad hendes ben, og en lang stribe af mørke gled ned langs hendes ryg. Hun så kampklar ud, men mon hun virkelig var det? Han havde selv tit stået og set sådan ud, skønt han inderst inde var ved at glide fra hinanden. Nu havde han dog opgivet at lappe sig selv sammen - han var delt nu, og han var i fineste stand, ville han selv mene.
Han betragtede let den grå hoppe på afstand, inden han nærmede sig hende. Selvom han egentlig ikke havde specielt meget lyst til at snakke med andre, så ville han ikke bare lade hende gå sin vej. Han vidste jo aldrig hvad han ville gå glip af, hvis han blot gik. Han ville ikke virke alt for afvisende overfor hende, hvis hun skulle vise sig at være en af hans nye søskende, men han tvivlede.
"Hej hoppe."
Hans hilsen var kort, uformel. Dog var hans tonefald ikke nedladende, ikke som den plejede. Hans isblå øjne borede sig ind i hendes, men ikke aggressivt. Blot søgende. Hvad han søgte efter, var ikke sikkert for ham, men han søgte altid. Hver dag, han søgte efter noget tabt, noget glemt. Men det var for længst forsvundet, og han burde blot lade det gå væk. Det var lettere sagt en gjort, for en lille bitte del af ham blev ved med at fortælle ham indtrængende at det glemte var vigtigere end som så.
Hans udtryk så fladt ud udefra, men kiggede man nærmere kunne man se de ar der gemte sig indvendigt, for han var så sandelig en ødelagt hingst. Noget han ikke indrømmede, men som han selv godt vidste, bedre end de fleste. Dog var de ar han havde indeni ikke skabt af et knust hjerte - for en kærlighed i den ende havde han aldrig haft, og efter hans mening var det også for sent. Han troede ikke på at det overhovedet fandtes. Da han endnu var en plag havde han sikkert gjort det, men alt det var jo bare forsvundet for længst. Først kom forvirringen, så kom frygten, så kom sorgen, så kom vreden og brændte hele hans verden ned og til sidst kom det han var ved nu. Intetheden.

Wordcount: 431 | Tagged: Asira