Illusions | Illana

[2]

Den gråbrogede hoppe havde bestemt sig for at bevæge sig væk fra Chrome samt sit afkom. Selvom hun nød at tilbringe tid med dem begge, så følte hun at hun blev nødt til at have en chance for at trække vejret, samt en tænkepause. Den sidste uges tid var fløjet afsted, og hun havde truffet flere forhastede valg end hun nogensinde havde troet hun ville kunne gøre på et liv. Nu hvor alting var faldet en smule til ro, følte hun at hun blev nødt til at være en smule alene. Alting føltes som om det langsomt var ved at glide ud mellem fingrene på hende, og hun blev nødt til at tænke tingene igennem. Ivory så ud til at se op til Chrome, måske fordi han ikke gav hende de samme stolte blikke som Mitis når hun gjorde noget udover det sædvanlige. Nu var hun dog faldet en smule til ro, efter at have løbet omkring i timer. Den grå stolede fuldt og fast på at Chrome ville passe på hende indtil hoppen var tilbage. Det ville trods alt ikke vare længe, for sneungen havde brug for sin moders tryghed og beskyttelse. Skønt sneen stadig lå i dynger omkring træerne, så var himlen blå, og fra dens midte lyste solens altseende øje.
Det glimtede i sneens spektakulære iskrystaller, som fik hele verden omkring hende til at skinne magisk. Det var længe siden hun sidst havde snakket med andre, gik det op for hende som hun gik mellem sneen. Alting havde handlet om Chrome og Ivory, og andet selskab havde faktisk ikke faldet hende ind i noget tid. Dog var det nu det hun søgte efter, for måske kunne det få hendes tanker på ret køl.

Fuglenes blå og røde farver lyste op i sneens hvide, og et varmt smil spillede om Mitis læber. Skønt hun måske ej ville finde selskab denne lyse vinterdag, så ville hun ikke være alene, og frygten ville ikke tage hende nu. Hun havde lært meget om andre, men ikke mindst om sig selv, de sidste få måneder. De valg hun havde truffet var måske ikke de rigtige, men hun måtte få det bedste ud af det selv, og den plettede hingsts beskyttelse ville sikkert også hun være det bedste for sneungen.
Hvid ånde viste sig i rodet foran hoppens næsebor, hver gang hun lod luften forlade hendes mund og læber. Solen glimtede også i hendes egne øjne, som betragtede verden åbent. Hun søgte efter selskab, men ellers nød hun også sit eget, og naturens. Hun var sikker på at det var det rigtige valg at bevæge sig en smule væk fra de andre, og være lidt for sig selv. Det kunne umuligt skade hende, og Chrome ville ikke være bekymret for hende, mente hun. Han måtte vel vide, at hun blot var gået sig en tur. Grunden til at hun ej havde fortalt ham at hun ville gå sig en tur, var blot at hun frygtede at han ville følge hende, måske endda uden hun vidste det. Selvom hun måske ikke betød noget specifikt for ham, så ville han ikke af med hende af den ene eller den anden grund.

Wordcount: 526 | tag: Illana

code by ♥

[3]

Solens stråler bredte sig over himlen, som tråde af guld. Ud over den klare blå himmel strakte de sig, oplyste landskabet og alle dets beboere. Én af disse var den gyldne Illana, som vandrede i sneens masser, der med næsten mild hånd kølede hendes ben. Omkring hendes mule stod en næsten konstant tågelignende sky af damp fra hendes varme ånde, som med høj frekvens blev sendt ud i den frostklare luft. Og overalt på den gyldne hoppes skind hans små perler af dug, som havde samlet sig efter hendes forestående galop igennem sneens dynger.
Om halsen på den gyldne hoppe Illana, hang Lyset i sin kæde, blidt lagt imod hendes korte, men tætte vinterpels. Det lå nærmest beskyttet i de gyldne lokker, tæt imod hendes bug hvor hjerterytmen kunne deles med Lysets egen. Pulserende var denne krystal sommetider, men det kunne kun den gyldne hoppe mærke.

Den spinkle Illana havde efterhånden skridtet et stykke, med blikket ganske opmærksomt rettet fremad. Hendes puls var ved at nå normalen, men hendes krop var endnu meget varm efter anstrengelserne. Det sitrede helt ned i hendes ben, som havde været presset; men hun nød den følelse det efterlod i hele kroppen. Den følelse af at være i live og bruge livet til noget. Et tilfreds prust lød fra den gyldne sjæl, kort inden at Lyset om hendes hals begyndte at skinne meget klart; som det altid gjorde når hun mødte sjæle hun ikke kendte, eller dem der lige var kommet til landet. Med ét stoppede hun op og spejdede ud over det hvide landskab, som næsten skinnede så kraftigt igen til solens stråler, at det blændede hende. Og dér så hun en skikkelse, større end sig selv, ligeså kraftigere. En gråbroget hoppe var det, som skridtede rundt alene. Illana vendte øjeblikkeligt sine ører helt frem og udsendte et dæmpet vrinsk imod den fremmede - altid havde den gyldne nydt andres selskaber, og søgte dem gerne. Og dagen i dag var ingen undtagelse for dette, selvom hun havde nydt sin tid alene. Hun satte derfor frem imod den gråbrogede hoppe, med en ganske afslappet gang, der dog endnu var let og yndefuld.

[3]

Glimtet i hendes øjne skinnede blot kraftigere, da en gylden hoppes vrinsken kunne høres tæt på, trods hun allerede havde opdaget hoppen, hvor vrinsket stammede fra. En smule mere spinkel end hende, skønt hun også selv havde en tynd og elegant bygning. Dog var Mitis adskillige centimeter højere end den fremmede, men hvad gjorde det? Hvis der var noget Mitis ikke kunne fordrage var det personer som dømte folk allerede på afstand. Det var ikke noget hun selv kunne drømme om, nogensinde. Et let smil tog plads på hendes læber, som hun roligt bevægede sig mod hoppen. Som hun nærmede sig, lagde hun mærke til noget anderledes ved den fremmede - om hendes hals hang en gylden kæde, hvori en blålig sten hang i. Stenen bar et lys som glimtede på samme måde som sneen i solens lys, men rundt om stenen kunne man også tydeligt se en aura af blåligt lys.
Mitis stoppede foran hoppen, i en passende afstand. Hun brød sig ikke om at overtræde andres grænser, ligeså lidt som hun nød at få overtrådt hendes egne.
"Godeftermiddag."

Hendes stemme var harmonisk som altid, og hun kunne mærke at det bestemt ville vise sig at være godt for hende endelig at skulle snakke med andre end de to som hun så som sin familie for nu.
Til at starte med ville hun ikke spørge ind til hoppens halssmykke, for hun var sikker på at hun ville fortælle hende om det i tide, hvis hun ønskede at Mitis skulle have en viden om det. Den eneste hun kunne forbinde smykket med, ville være Brêgo, som ligeså bar et objekt som tegn på at han havde kontakt til den vise - men Mitis kunne ej se på afstand om hoppen her havde nogen som helst kontakt til den vise. Hun måtte snakke med hende før hun kunne vide sig sikker, for hun vidste at den vise ikke blot valgte tilfældige heste til at bære titlen og ansvaret som vogter. Kun en med et rent sind kunne få den velsignelse, sådan havde hun i hvert fald forstået det fra Brêgo. Selvfølgelig kunne hun aldrig vide det fuldstændig sikkert, men hun stolede på den vise hingst. Han virkede selv som om han hade et umådeligt lyst sind.

Wordcount: 375 | tag: Illana

code by ♥

[8]

Den gråbrogede og Illana nærmede sig hurtigt hinanden, og før de vidste af det, stod de overfor hinanden hver især. Lyset, som havde oplyst vejen for Illana, siden hun startede ud tidlig morgen, reagerede nu kraftigt overfor denne brogede, fordi de aldrig havde set hinanden før. Det skiftede fra dets vanlige gule, behagelige nuance, til en næsten hvid og kraftig tone, som det altid gjorde når det mødte fremmede. Der hang Lysets over dem, oplyste sneen der skinnede kraftigt igen som tusinde diamanter, imens de to hopper lagde øjnene på hinaden.

,,Godeftermiddag, du brogede. Tillad mig at præsentere mig selv - jeg er Illana. Og dét du ser over dig, er Lysets element."

Et smil tegnede sig hurtigt om den grå mule. Ikke stort, men synligt nok hvis man ledte efter det. Og ellers så viste det sig hurtigt i de ravfarvede øjne - for Illana var en af dem, hvis følelse altid kunne aflæses i blikket. Hun brummede ganske sagte, inden hun rettede sin spinkle krop op.

,,Og må jeg spørge hvem jeg har æren af at møde, denne grå eftermiddag?"

Hun rakte mulen en anelse frem, for at snuse ud imod den fremmede, fornemme hendes duft og beskue hendes bygning blot en smule tættere. Den gråbrogede virkede solid, men endnu spinkel af statur og lod til at have et godt fundament i sin bygning. Straks overvejede hun hvor den gråbrogede min stammede fra af miljø; nok ikke ørken. Måske bjergene? Med et lille nik afbrød hun dog sine bevægelser og trak mulen til sig, for at give den fremmede hoppe plads til at svare.

[4]

Let smilende lyttede den grå hoppe til den gyldnes ord - ja, Mitis havde haft ret i sine tanker da hun så denne hoppe som vogter. Vogter af lyset, havde hun nu fået at vide. Hun havde endnu aldrig hørt om andre vogtere, og havde ej heller hørt denne Illanas navn nævnt af andre før nu, men hvad gjorde det? Intet i Mitis hoved.
"Jeg er Mitis. En fornøjelse at møde dig, Illana."
svarede Mitis den gyldne. De og Dem var ikke noget Mitis talte i, for efter hendes opfattelse var alle lige, og ingen skulle behandles anderledes blot på grund af at de måske ejede en bestemt rang.
Trods Mitis efterhånden havde været et godt stykke tid i landet, så var der meget hun endnu ikke vidste om det fortryllende ørige. Disse skygger hun havde hørt hvisken om, havde hun endnu ikke fået forklaret hvad var, og der var meget andet hun ikke havde helt på plads endnu. Dog havde hun allerede fået et afkom her, så tanken om en dag at skulle forlade landet, var ubærlig for den gråbrogede hoppe.

Illanas øjne var en dyb, varm og brunlig farve, som så smuk ud mod hendes lyse vinterpels. Selv havde Mitis ravfarvede øjne, en mørk gylden farve. Samme farve som Chromes, samme farve som Ivorys.
Mitis gav sig selv tid til at betragte det halssmykke, men hun nu havde fået at vide, var lysets element. Jo, det passede smukt på det, for den bar en aura af lys omkring sig, som pulserede let, nogen gange med et svagt lys, men sommetider skinnede det skarpt.
Da Illana strakte hovedet frem, gjorde den grå intet for at forhindre hende i det. Hendes grænser lå langt væk i forhold til det, og hun var sikker på at den gyldne intet ondt ville hende.

Wordcount: 301 | tag: Illana

code by ♥

[12]

Den gråbrogede hoppe præsenterede sig nu som Mitis. Illana flyttede kortvarigt sit blik frem til hoppens øjne igen, frem for hendes mule, som hun kort efter forsigtigt puffede til, efter at have sanset både hendes duft og aura. Illana trak herefter hovedet til sig igen, efter at have hilst den brogede an på denne måde. Alt imens den gråborgede Mitis herefter betragtede Lyset, som hang omkring Illanas hals, begyndte lyskuglen over dem at gløde mere afslappet, end før; nu havde de hilst og Lyset havde fornemmet hvem den gråbrogede var - og havde ikke fundet noget mistænksomt ved hende. Det indtog derfor dets svævende, nærmest afslappede position en meter over de to hoppers hoved.

,,Fornøjelsen er på min side - Mitits, hvor længe har du været her i landet?"

Spurgte den gyldne Illana så. Hun var aldrig tøvende i sin adfærd overfor fremmede, tværtimod. Dog var hun altid følende, søgte at afdækkes andres grænser og gerne bevæge sig lige derpå. Hun havde en generel tendens til at søge andres grænser, for at få dem til at vise hvem de i virkeligheden var; og ikke hvem de lod som om de var. Hun brummede mildt, inden hun lod sin hals føres let op i neutralstilling igen - og derpå var ordet op til den brogede hoppe.

[6]

Tålmodigt lyttede den grå hoppe til Illanas ord, hvilket fik hende til at tænke. Hun kunne faktisk ikke huske det helt, men ikke ret længe nu hun tænkte over det. Dog var der sket så meget, at hun havde svært ved at holde sammen på det hele.
"Jeg er ikke fuldstændig ny, men der er meget jeg endnu ikke ved om Andromeda. Dog elsker jeg at være her, og der er sket så meget siden jeg kom hertil!
Endte hendes svar med at blive. Det var sandt, hvert et ord. Hun var endnu forvirret, og der var ange spørgsmål der endnu manglede svar. Allerede fra starten havde hun ikke kunnet forstå hvorfor netop hun var endt i Andromeda, men som tiden gik havde hun bare accepteret at det var sådan det var, og der var intet hun kunne gøre ved det. Ikke fordi hun havde lyst til det, for det sted hun kom fra var langt fra et sted hun ville ønske at leve igen.
Altid var der koldt, og regn var der næsten hver dag. Dog var landskabet ikke bjerge, og der var kun sne om vinteren, som i Andromeda, og derfor var Mitis ikke kraftigere bygget. Hun havde alligevel aldrig været bygget til temperaturerne hvor hun kom fra, på samme måde som hendes mor. Det havde trods alt også taget hendes liv.
Hun håbede at hun en dag ville komme til at møde den vise - ikke af nogen særlig årsag, egentlig, men hun håbede stærkt på at han ville have nogen af de svar hun ikke kunne give sig selv. Hun vidste at hendes ønske ej havde stor sandsynlighed for at gå i opfyldelse, men hun håbede stadig. Håb, drømme og tanker, var noget hun bar tæt, på godt og ondt.

Wordcount: 294 | tag: Illana

code by ♥

[16]

Illanas ører blev vrikket helt frem, ved lyden af den gråbrogedes stemme. Hun var ikke rigtig ny, men hun kendte ikke meget til landet. Illanas sagte brummen lød atter, inden Lyset over hende reagerede. For der var noget mere særligt over denne hoppe, end blot at være et nyt selskab.
Lyset havde en evne til at kunne sanse ting. Sanse hvis der var sket noget særligt for et individ for nyligt - og farven over hende, gik fra den hvide, til den gule, over imod en sart pink. Denne farve havde Illana ikke rigtig set før, i hvert fald ikke i denne nuance, og hun forstod ikke de indtryk som Lyset sendte tilbage til hende, hvilket fik den gyldne sjæl til at udvise en endnu større nysgerrighed end før.

,,Jeg har vandret i landet i flere år nu; hvis der er noget du ønsker at vide, kan du altid spørge. Inden dog, har jeg et spørgsmål til dig - ser du, jeg fornemmer noget særligt, omkring dig. Kom du alene til landet, eller kom du med en form for familie? En, som stod dig nært, som er i landet?"

At den gråbrogede Mitis foran hende, faktisk var blevet moder for nylig, havde Lyset sanset - men endnu var der lang vej, før Illana kunne forstå Lysets vilje til fulde. Derfor var det kun brudstykker af de nye indtryk hun forstod; og Illana stod derfor med en idé om, at den gråbrogede havde familie i landet. Hun rakte sin mule en anelse undersøgende frem imod den grå, inden hun lavmeldt pustede en varm luft imod hende. Et fredsommeligt tegn, og ligeså inviterende; for den gyldne syntes skam at selskabet var ganske spændende.

[8]

Først forstod Mitis ikke hvad den gyldne mente - for hun var ej kommet med nogen, og hun kendte heller ikke mange. Hun kom til sidst til, at det måtte være hendes ubrydelige bånd til Ivory, hendes afkom som det fantastiske lys reagerede på.
"Jeg er ikke kommer hertil sammen med nogen, og jeg har ingen familiemedlemmer jeg kender, som endnu er i live fra min tidligere verden. Dog har jeg et føl som er født her i Andromeda, Ivory. Hun står mig meget nært, men jeg kender ingen her fra hvor jeg kom fra."
Svarede hun, med et smil om læberne. Hun kunne ikke rigtig forstå hvordan lyset kunne reagere uforståeligt på hende - for hun var langtfra ekstraordinær på nogen måder i sin verden. Hun accepterede folk, lyttede, men efter hendes mening var det noget alle burde gøre. Ellers så hun ikke noget ved sig selv, der kunne virke sært på lyset. Da den gyldne strakte hovedet frem, gjorde Mitis det samme for at acceptere hendes invitation. Mitis var fascineret af hoppen, ligeså vel som hun var ved al magi i landet. Hun syntes at det var fantastisk at det overhovedet kunne findes, og hvilke ting heste som Illana kunne udrette med det. Hvor stor en forskel de gjorde ved at beskytte det de var blevet givet. Hun beundrede den gyldne for ikke at være bange for at skulle have det ansvar det indebar, og at hun turde fortælle det til en fremmed, at dette virkelig var lyset. Ikke fordi at Mitis kunne drømme om at forsøge at tage eller skade det, men det var der sikkert nogen der ville.

Wordcount: 272 | tag: Illana

code by ♥

[17]

Hendes fornemmelse var tæt på sandheden, men hun måtte indse, at der var lang vej endnu før hun forstod alt, som dette evige Lys fortalte hende. Eller rettere, de impulser som hun følte. Lyset snakkede nemlig ikke, men uddelte følelser form af impulser der påvirkede hendes hjerteslag og det var disse, som hun tolkede.
Den gråbrogede hoppe foran hende forklarede nu, at hun ikke havde haft et familiemedlem med sig til landet, men at hun havde fået en datter, siden hun var kommet hertil. Endda fik Illana navnet på denne lille skabning; Ivory. Illana puffede ganske let imod den gråbrogede, da hun gengældte den gestus hun havde udført, hvorefter hun trak hovedet til sig med et ganske lille slag. Med en tilfreds gumlen vrikkede hun sine ører frem igen, inden hendes ravfarvede øjne et kort øjeblik løb over hendes særlige brogede mønstre. Hver og en sjæl hun havde mødt var unik, men især de brogede skilte sig ud på deres farver og mønstre.

,,Hvor dejligt, Mitis. Det at blive moder er en stor ting; og jeg ønsker både dig og Ivory alt lykke i dette land. Må jeg spørge, hvor i bor henne af?"

Hun lagde hovedet let på skrå, inden hun vippede det ene øre ud til siderne. Fugle over hende skreg lystigt, under solens stråler. De var vågnet op for nyligt og havde spredt deres vinger, for at svæve over landets øer. Hver gang de passede over de to hopper og Lyset, kom en svag skygge frem på jorden, strøg afsted som var den levende - og så var den væk igen. Generelt vågnede livet lystigt omkring dem, alt imens de var ved at lære de indledende ting om hinanden; og en nysgerrighed voksede i den grad i Illanas indre. Hun havde endnu ingen føl selv, og vidste meget lidt om, hvordan man skulle begå sig overfor dem - men hun nød at beskue dem. Måske Mitis ville præsentere sin datter for hende, i løbet af dagen?

[9]

Illana havde ret i sine ord - det at blive moder var ikke blot en stor ting, det var den største ting der nogensinde var sket for hende. Ivory betød alt for hende, og hun ville gå igennem tykt og tyndt for den unge hoppe.
"Jeg er meget glad for at det skete, selvom jeg var meget bekymret til at starte med. Hendes fader hjælper også med hendes beskyttelse, hvilket er en meget stor hjælp. Vi holder ikke til et bestemt sted, men vi holder hvil et stykke længere væk. Jeg gik blot en tur, for at møde andre end blot dem. Mine tanker tog en smule overhånd til sidst."
Hun undlod at nævne at hende og Chrome havde visse uoverenstemmelser, som sikkert mest var opstået fordi de var et meget umage par. Perfekte var de langt fra for hinanden, men Mitis havde brug for ham, og Chrome... Han havde i hvert fald ikke villet sende hende væk, skønt hun ikke rigtig så hvorfor han ville have hende med. Det virkede ikke som om han havde et specielt forhold til hende ellers. Hun sukkede kort, og vendte opmærksomheden tilbage på den gyldne. Hun ville ikke lade forvirringen tage overhånd nu, for den plettede hingst havde vist sig at være umulig at blive klog på.
Hvis Illana kunne tænke sig at møde Ivory, ville Mitis med glæde indtroducere dem for hinanden, og Ivory ville sikkert også blive glad for at møde nogen andre. Det var mere den plettede der var problemet, for han havde et visse ejerfornemmelser overfor både den grå og sneungen, så det kunne godt være at han ville blive irriteret hvis Mitis slæbte den gyldne med hen til deres lille lejr, men det måtte han leve med.

Wordcount: 289 | tag: Illana

code by ♥

[2]

Over de to hopper, hvor Lyset hang, skete der nu en ændring. Lyset havde den særlige evne, at det kunne opfange andres sindsstemning og sortere løgne fra sandheder. Ikke at Lyset på nogen måder var en dommer over andre, for Lyset var ikke skabt for at søge at skille det gode og det onde; og ej heller havde Lyset alene magten til dette, men Lyset kunne blot fornemme det, og som en objektiv partner til den gyldne hoppe, fortalte det hende hvad det opfangede.
Da den gråbrogede Mitis fortalte omkring at hun passede på sin datter med faderen, sansede Lyset, at der lå mere bag hoppens ord end som så. Dog valgte Illana ikke at presse dette emne, men blot lade den gråbrogede fortælle det, som hun ønskede - og da hun var færdig med at snakke, vendte Illana begge sine ører imod hende.

,,Lidt tid alene skader aldrig nogen; og sommetider er det endda nyttigt at få lov at have sine tanker for sig selv. Mitis, når du nu siger, at i holder til ikke så langt herfra, tænkte jeg på, om jeg måtte møde din datter?"

Illana's spørgsmål var ganske oprigtigt. Hun havde altid fundet de unge føl meget interessante, og hendes egne instinkter længtes nok i bund og grund efter et, hun selv kunne tage sig af. En sjæl hun kunne passe på, berige, holde af - på en anden måde, end hun holdt af sin månebrogede mage og hendes venner. Ja, hun manglede det nok lidt i hendes liv, og derfor var der noget særligt der blev vagt i hende, når hun mødte hopper med føl omkring i landet. Misundelse? Nej. Glæde på deres vegne ja, og en sær trang der bredte sig i hendes krop. Måske hun en dag ville få den opfyldt?

[4]

Let lyste en grå hoppe op ved den gyldnes ord. Selvfølgelig måtte hun da møde det lille føl! Hun havde i hvert fald intet at skjule, og Chrome havde bare at være okay med at hun bragte en fremmed med hen til deres hjem. Hun tvivlede ikke et sekund på at Illana ikke ville gøre dem det mindste. En vogter, og så endda en vogter af lyset, kunne da ikke drømme om at skade nogen uden grund. Ja, hun havde selv hørt rygter om at de end ikke ville skade skyggerne medmindre det var højest nødvendigt. Hellere jage dem på flugt. Mitis så allerede meget op til disse vogtere, for de to af dem hun havde mødt indtil nu havde virket meget vise, langt visere på livet og landet end hun følte at hun nogensinde ville blive. Så imødekommende, så hjælpsomme. Det måtte være en ære at være iblandt dem. Et smil spredte sig bredt, åbent om hendes læber.
”Selvfølgelig må du det! Der kan umuligt være mere end hundrede meter til det sted vi holder tid.”
Svarede hun hende, inden hun vendte næsen i den retning deres midlertidige hjem var. Hun satsede på at Ivory ville være der, og også Chrome. Han gjorde i hvert fald en dyd ud af at blive ved deres datter hele tiden, og det var meget skønt for Mitis. Så havde hun muligheden for at vove sig lidt ud på egen hånd nu og da. Hvis han ikke havde været der, ville hun være ved føllets side hele tiden, men hun stolede på at han ville tage sig godt af deres datter hele tiden.

Wordcount: 270 | tag: Illana

code by ♥

Illana vippede øjeblikkeligt sine ører helt frem, da den gråbrogede hoppe sagde ja, til at hun måtte møde det lille føl, som hun kaldte sig moder til. Illana brummede muntert, inden hun puffede forsigtigt til den gråbrogede, i det hun vendte sig om. Illana trådte uden tøven frem for at følge efter, og samtidig skimtede hun fremad; for hvis de var tæt på ville hun måske kunne skimte denne hingst som Mitis havde fortalt om, eller føllet selv. Selv Lyset var begyndt at søge frem, og svævede sirligt et par meter foran de to hopper, som nu sammen fulgtes afsted imod det 'hjem' som Mitis og hendes datter havde.
Illana forblev dog tavs, imens de vandrede frem; og det var ikke for at være uhøflig, men den gyldne gik blot et øjeblik med sine egne tanker, imens hun lyttede til de små impulser som Lyset konstant sendte til hende.

Tavst sendte den grå et smil hen imod den gyldne Illana, inden hun rettede blikket fremad. Hun vidste ikke om Chrome var der. Hun tvivlede på at han ville efterlade Ivory, men det kunne være han var da han hørte de to hopper komme gående. Det kunne jo ske at han ikke ønskede at snakke med den gyldne vogter af lyset. Hun bebrejdede ham ikke for det – det var okay hvis han ikke ønskede at være social lige nu. Det var bestemt ikke altid at han var i humør til lange snakke, og han forstod vist stadig ikke helt hvordan Mitis så på Ivory. Det kunne godt være han gjorde, men at han bare ikke kunne se hvorfor. Noget der ikke betød så meget for den gråbrogede. Mitis stoppede op, og kiggede let rundt i lysningen. Lige umiddelbart kunne hun ikke se hverken Chrome eller Ivory. Måske var de gået en tur? Hun undlod at kalde på den plettede. Han ville komme hvis han ønskede det. Men Sneungen ville komme hvis hun kaldte, så det var hvad hun gjorde.
”Ivory?”
Kaldte hun blidt, og regnede bestemt med at det plettede føl ville vise sig meget snart.

Wordcount: 196 | tag: Illana

code by ♥