Frozen flames | Fuyu no Kitsune

Frozen flames

6

Hvorfor den mørke hoppe havde krydset vandende for at nå den sorte ø, der udefra synes gold, hvor et mægtigt vulkanbjerg rejser sig på dens midte, var også en gåde for hoppen selv. Hun følte bare for at lave noget andet, end at holde til på de mere normale øer. Det fortrød hun dog nu, for der var intet selskab i sigte, og hun følte sig uendeligt alene i det golde, sorte landskab. Den dumpe lyd af hendes hove med den sorte aske, var det eneste hun kunne høre, og asken var også den eneste lugt hun kunne opfange. Hun forstod godt hvorfor der ikke rigtig var nogen her - der var ret så deprimerende. Men hun havde kæmpet sig hele den lange vej, med sin store mave, og hun ville ikke blot svømme hele vejen tilbage igen. Der måtte da være nogen, ikke sandt?
Selvom der virkede en smule skræmmende, var hun ikke direkte bange, hun brød sig bare ikke om tanken om at være så alene, et fremmed sted. Der var ingen træer hun kunne gemme sig bag, skønt der lå store klippestykker rundt omkring. Det hele virkede underligt tilfældigt, og foran hende tårnede vulkanen sig op mod den røde himmel. Selvom hun stadig var adskillige hundrede meter væk, kunne hun svagt mærke varmen der flød fra den. Den var ikke i udbrud lige nu, det håbede hun i hvert fald ikke, men der var vel lava et sted derinde, ikke? Et lavt suk passerede hendes læber, da hun hævede hovedet for at se rundt. Det så stadig ud til at hun var alene i den sorte ødemark, og hun brød sig bestemt ikke om det. Var alle døde her, eller hvad? Øen var stor, det var tydeligt, men hun kunne se en del fra hvor hun stod. Der var ikke meget til at spærre hendes udsyn.
Hun sendte et lyst og ganske kaldende vrinsk ud. Enhver der havde ører burde kunne høre det i miles omkreds, for der var ingen vind til at tage det med sig, og kun vulkanen samt de store sten rundt omkring kunne stoppe lyden for at komme videre. Hvis der endelig var nogen hingste der var interesserede i blot at snakke med hende, burde komme hen imod hende nu. Det var blot at vente.

Wordcount: 382 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(10)

Den snehvide skabning vandrede fredsommeligt side om side, med de natmørke skygger. Som levende væsner snoede de sig gladeligt omkring de lyse ben, dansede op omkring de mørke aftegn, og flettede sig imellem hinanden i hestens skygge. For en gangs skyld var han i fornuftingt humør - med det sagt, at han ikke følte behovet for ydeligere fart, eller på at opsøge flere problemer. Der var hændt mange ting på det seneste, lidt for mange ting måske. En kort prusten forlod mulen, hvor et smalt sort bånd dækkede hans næsebor, og han løftede langsomt hovedet, idet en svag hvisken lod ham vide, at der var en anden sjæl til stede. Ikke i nærheden, denne fremmede var langt borte. Men alligevel vækkede det den slumrende hingst, og den korte prusten udvikledes snart til et fnys. Fra at vandre fredsommeligt, foldede hingsten nu halsen, og brød frem i en kort glaop, for at opsøge denne sjæl, der var søgt ind på hans revir. Der kom og gik mange fra denne ø, men han følte alligevel for at opsøge dem, der ej synes at have et mål med besøget. Enkelte kom for at møde de skyggeheste, de var bekendt med, andre var på jagt efter noget, noget som han, som de, meget vel kunne skænke de søgende sjæle. Andre igen kom for at slutte sig til broderskabet, for at betragte de skyggefulde skabninger lidt tættere på. Få forvildede sig blot, og havde ingen anelse om, hvorfor de satte spor i det lette askelag, eller hvorfor den store bjergskråning synes at kalde dem. For der var noget over øen, noget uhyggeligt, dragende og forbudt. Dette var trods alt deres sted, stedet hvor ondskaben efter sigende lurede, og lokkede uvidende skikkelser ind i dets skyggespil.

Frozen flames

8

I en rum tid stod hun og ventede utålmodugt med trippende skridt. Hendes blik gled rundt omkring hende, men endnu kunne hun ej finde andre end sig selv i den sorte ødemark. Hendes slanke og tydeligt feminine hoved blev drejet med et ryk, da den taktfaste dundren af hove mod hård jord nåede hendes øregange. Nej, hun var ikke alene længere. En hvid hingst kom hende i møde, men han så ikke helt normal ud. Hans øjne var blege, og det så næsten ud som om et hvidligt lys kom fra dem. Sorte aftegn der mindede om tårer gled ned langs hans krop, og omkring ham gled skyggelignende skiggelser omkring som sorte katte der gnubbede sig op langs sin ejers ben. Hvem var denne hingst? Dog holdt hun sig normalt ikke tilbage, så hun hvælvede kort nakken, og spankulerede elegant hen imod ham. Hvis hun havde vidst hvem denne fantomhingst var, havde hendes træk måske været anderledes, men sådan var det ikke, så hun så ham blot som en hvilken somhelst anden hingst til at starte med. Ingen ord forlod hende, ikke endnu. Hun ville vente til han i det mindste var stoppet op, for hun var endnu ikke helt sikker på at det overhovedet var hende han havde sat kurs efter. Det håbede hun dog, og hvis det ikke var, ja så vidste hun i det mindste at hun ikke var alene på den golde og askebeklædte ø. Hendes øjne fulgte ham, som han nærmede sig. Han var tydeligt muskuløs, en smuk hingst. Men det var ikke kun det der gjorde ham usædvanlig, for der var stadig disse fremmede aftegn, og skyggerne, og øjnene. Han måtte være umådeligt god til at høre, hvis de hvide øjne virkelig gjorde ham blind, så det tvivlede hun en smule på.

Wordcount: 298 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(12)

En brun skikkelse tonede frem af de mørke omgivelser, og hvidllingen sænkede langsomt tempoet til trav. Et tungt fnys forlod den arrede mule, før han lod de steppende skidt høre op, og hævede hovedet, for at tage den fremmede sjæl i øjensyn. Hun bar et føl - noget der forekom ham særdeles mærkeligt. At vandre til denne tilsyneladende golde ø, med et nyt liv i maven, forekom næppe som et af de klogeste træk. Hvis det da ikke var en af de dummeste.
At øen så ikke var gold, var en ganske anden ting, hestene der holdt til her, var velnærede, på samme måde som dem, der strejfede på de andre øer. Der hændte af og til undtagelser, når en af skyggehestene glemte at indtage føde. Men det var en sjælden undtagelse. Ikke at heste, der normalt ikke kom på disse kanter, kendte noget til dette. De glødende øjne fæstnedes til det nuancerede skind, og derefter til blissen, der delte hoppens hoved op i to. Hvad ville hun her? Endnu indledte han ikke en samtale, men det var ganske ydeligt fra hingstens holdning, at han ikke var umiddelbart venligt stemt. Ej heller virkede han utryg, for de mælkehvide øjne, og den muskuløse krop, fremviste let en enorm selvsikkerhed. Han var sikker på disse arealer. Det var hun ikke, på nogen måde.

Frozen flames

9

Tøvende betragtede Solani hvidlingen, skønt det var et usædvanligt træk for hende. Hun plejede somregel bare at træffe spontane beslutninger, og hendes humør samt væremåde kunne vende hundrede og firs grader hurtigere end mange andre. Dog virkede denne hingst ikke ligefrem venlig, og hun frygtede at han ikke var helt normal, ikke kun ud fra hans usædvanlige udseende. Der lå noget over ham, noget koldt og truende, og de sorte skygger der smøg sig unaturligt omkring hans krop gjorde ikke den følelse mindre fremtrædende.
Dog blev hun ikke fuldstændig slået ud af det, og hun hævede kort hovedet en smule. Ikke fordi hun forsøgte at sætte sig op imod denne hingst, men fordi hun ønskede at fremtræde som om hun var stærk, og ikke var en kujon, for det var bestemt ikke hvad hun var. Hun trådte et par skridt fremad, dog stadig med en pæn afstand til den hvide. Hun ville ikke virke unødigt frembrusende.

Dog indledte hun endnu ikke til nogen samtale, for hun havde egentlig intet at sige. Hvis han var interesseret i hendes navn eller andet, så måtte han spørge. Hun ønskede ikke at vide noget specielt om hvidlingen, for sommetider kan kropssprog bruges langt bedre end ord.

Wordcount: 202 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows
(18)

Den brune hoppe synes at mande sig ekstra op, da hvidlingen nærmede sig. Som en skadet sjæl, der forsøgte at synes stærk og rask, foran rovdyret. Dette generede dog ikke skyggen ydeligere, og han blev fortsat som fastfrosset i den grållige jord. Med ét synes han at være blevet forvandlet til en af sten, imens de mørke skikkelser, der klæbede som igler imod den hvide pels, fortsatte med at være den eneste bevægelse. De hvide øjne stirrede i hoppens retning, men ej på hende, forbi hende. På trods af skridtene der langsomt nærmede sig, fortsatte hvidlingen blot sin døde stirren, ventede med uendelig tålmodighed på... Noget. Selv han vidste ikke hvad, eller hvorfor han havde frosset sine muskler i dette moment. Men det virkede blot som en selvfølge, en idé, der var opstået af sig selv i den forskruede tankegang hvidlingen bar. Der var ingen tvivl om at den hvide hingst ej var helt normal, ikke fysisk, men bestemt heller ikke psykisk. Idet den brunlige hoppe kom til holdt, synes musklerne at give efter i hingstens hals, og hans hoved tippede dødt til siden, hvor det forblev endnu en stund, imens blikket så direkte igennem hende. Derpå vibrerede det let i de mørke næsebor, og skyggeræven vågnede igen til dåds. Blikket blev en anelse mere nærværende. Men stadig var hovedet let tiltet, og hans krop som groet fast i den askedækkede jord.

Frozen flames

20

Den mørkebrune hoppes forsøg på at mande sig op over for den kridhvide hingst der stod foran hende, så ikke ud til at gøre den store indflydelse på ham. Det synedes for hoppen ikke at han stirrede på hende, og for en stund overvejede hun om han rent faktisk var blind, og det var derfor at hans blik føltes en smule forskudt, som om han kiggede hen et sted bag hende. Han lignede en hingst af hård og iskold marmor, hvor mørke igler slikkedes op mod den rene og hvide pels. En let gysen krøb ned langs hendes skulderblade og ryghvirvel. Hingsten fik det til at gyse i hende, trods hun ej begreb hvad specielt der fik hende til at blive bange for hvidlingen.
”Godeftermiddag.”
Startede hun ud, hendes stemme uden nogen følelse at spore, end ikke den fremmede skræk hun følte i sig. Støt som sten stod hun med en mindre flamme i de tvefarvede øjne, og betragtede hingsten foran hende, som stod med det velformede hoved slapt hængende ned til den ene side, skønt hans blik virkede mere nærværende på hende, end det havde gjort få momenter forinden. Hendes blik blev ikke for et sekund flyttet fra rovdyret foran hende, for hun ønskede ikke at lade ham ude af syne, ikke for et splitsekund.

Wordcount: 216 | Tagged: Fuyu no Kitsune

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

En dyb, hæs brummen lød snart fra den skulpuriske hingst. En tilfreds, og tilstrækkeligt mærkværdig brummen, til at den ej synes malplaceret i hans nærvær. På trods af at frygten var skjult i hendes stemme, kunne han tydeligt smage den i luften, og de mørke skygger snappede ivrigt ud efter den, som var den spiselig, som var den et fysisk bytte. Bevægelserne forekom dog tilpads dovne, til at de næppe ville få den mørke hope til at panikke. Langsomt piskede den snehvide hale igennem luften, imens hun fortsat betragtedes med hovedet på skrå. Han følte intet behov for at rette sig op, eller for at syne normal, det var trods alt alt andet, end det han var.
"Vel mødt, hoppe."

Hans ord var dæmpede, hvislende, som talte han med en konstant underliggende trussel. Han havde intet i sinde i netop dette moment, men det kunne meget snart komme på tale, såfremt han følte for at foretage sig noget andet. Netop nu, var det dog ikke tilfældet. Hingstens hoved rettede sig derpå langsomt, i takt med et frydefuldt, sygt smil, der langsomt spillede over den arrede mule. Vel mødt. En gentagelse, med for meget afstand til de rigtige ord, til at kunne være et ekko. Og dog var det et ekko, blot ikke skabt af naturlige årsager, men de mørke væsner der langsomt kærtegnede hingstens muskuløse krop.

Frozen flames

Solani tøvede ved den hvides ord. Var hun virkelig vel mødt? Det var som hans ord gav et ekko, men der var ingen vægge der kunne sende lyden tilbage mod dem. Ekkoet kom fra forskellige stemmer, og skyggerne bevægede sig truende frem imod hende, men det var som om de blev holdt tilbage af en usynlig snor der forbød dem at nærme sig hende alt for meget. Hendes mandelformede ører vippede uroligt frem og tilbage, og hun trippede let på stedet. Enhver fornuftig hest ville sikkert vende om nu, men Solani var måske ikke helt fornuftig. Hun ville i hvert fald ikke gå allerede nu, ikke når hun kun lige havde mødt denne sære sjæl. Var det virkelig denne slags væsener der befolkede øen Foehn? Det var nok grunden til at hun var blevet fortalt ikke at skulle gå herhen. Hun havde gjort det alligevel. Hun håbede for alt i verden at denne hvide var i godt humør, for hun var ikke i tvivl om hvad han ville kunne udrette hvis han bestemte sig for ikke at bryde sig om den mørke hoppe. Han var både fysisk overlegen, men hun frygtede også at der lå mere i det end bare fysisk styrke. Der lå mere under overfladen, det var hun vis på. Hun svarede ikke på hans hilsen, gjorde blot et svagt nik med det araberprægede hoved, alt imens hendes tofarvede øjne forsøgte at finde tegn på liv i den hvides døde øjne.

Wordcount: 243 | Tagged: Fuyu no Kitsune