Plag..

Helt igennem bedårende var føllet, som først virkede en anelse betuttet og omtåget, før han mere målrettet nærmede sig Lupë. Myth forblev tavs, som en overvågende statue. Selvom det for mange så ud som om Myth på ingen måde holdte af de to skabninger, også kaldet hendes sønner, så levede Lupë i hvert fald stadig i troen om at hun holdte af dem. Helt uden at tænke mere over det, blev han fyldt med tryghed og en rar fornemmelse strømmede nu først i kroppen på ham da han så det store tandløse smil. Kort lo han, drenget og fornøjet, mens det lyste ud af hans øjne hvilken glæde han havde i sådan en lille fyr... og så var det endda hans på en måde. Hans bror i hvert fald!

Til trods for føllet harmløse bid nu, bekymrede det ham næsten hvilken små terrorist han allerede var. Det fornøjede ham! Men på længere sigt, kunne han nu godt se noget ikke så godt ved det alligevel.

"Belial, ikke bide."; forsøgte han med den drengede stemme. Velvidende om at hingsten nok hverken forstod eller ville tage det til sig. Roligt sænkede han nu selv hovedet imod hingsten, for at demonstrere... kort indgød han et lille bid mod hans hals, ej hårdt - men dog alligevel med tænderne.

"Nej.."; lød han næsten alvorlig i sin drengede stemme, mens han rystede på hovedet med det samme efter hans bid, før han stille forsøgte at stryge ham blidt over den lille lyse man, helt kærtegnende.

"Ja..."; forsøgte han mumlende i sin akt, til trods for han måske kunne forudse allerede nu hvis føllet ville flygte for hans kærtegn, som han havde gjort uforstående før.

At forholde sig passiv i selskab var nok det nemmeste for den næsten helt hvide hoppe. Hun kendte ikke sine sønner, de var fremmede men uden at være det. Gang på gang blussede blandede følelser omkring dem, men den samme var den der blev ved med at komme tilbage. Det kunne ikke ses, og næppe ville hun komme til at vise det- noget af det den blege hoppe havde sværest ved var at vise nogen form for følelser, men hun holdt af dem, ikke på samme måde som Djange, men noget i lige så stærkt. Det forvirrede hende. Følelser var for den blege hoppe forvirrende. Farlige.

Hun så på mens Lupë forsøgte at gøre, hvad der et sted i virkeligheden var hendes opgave- at opdrage ham. Lærer ham hvordan ting fungerede og ikke gjorde. Hvor vidt det ville lykkes den røde ung hingst, var ganske svært at sige. Den unge Belial levede endnu i en helt anden verden end den de andre betrådte. Hun havde sørget for det. Eller hun havde bedt skyggerne om hjælp og de havde hjulpet hende.

Den røde bed ham, ikke lige frem hårdt, men glæde strømmede i den blege unge sjæl over dette. Han forstod! Han nærmest hoppede af glæde og nappede igen. Men hvorfor sagde han nej? Belial så forvirrende op på denne røde broder af hans. Det var hvad skyggen havde sagt til ham, men egentlig havde moder også nævnt det. Hvad det nu end ville sige at have en broder, var den lille hingst ganske tilfreds med det. Han kunne nu lege med en anden end kun hans skygge. En skygge der havde været hos ham fra dag et, og som Belial troede ville blive hos ham forevigt.

Da den røde igen rørte ham på denne fremmede måde skød det straks i ham af ubehag. Hvad var det for noget? Fluks rykkede han sig væk igen og så undrende med store øjne op på den den rødes tvefarvede øjne. Han så ud som var han blevet slået- eller det var svært at bruge det udtryk for Belial forbandt smerte og slag med en god ting og ikke en dårlig ting.

Forsøgte bed han igen den røde hingst der var for ham ganske høj. Han var langt højere end moder, som var den eneste hest han ind til videre ellers havde set på nært hold. Der var andre i området, men ingen han havde set tæt på som han nu så denne broder.

Hingsteføllet så fuldkommen forvirret ud da han havde sagt nej; hvoraf han helt fluks havde taget benene på nakken og flyttet sig helt væk fra berørings radiussen fra Lupë af. Helt overrasket forblev Lupë stående stille, mens han betragtede den unge Belial der tilmed så ud som om han var blevet lammetæsket af ham. Kort kom et sørgmodigt glimt til gode i hans øjne, over hvordan sådan en berøring kunne skræmme ham og forvirre ham så meget.

Dog afholdte det ikke den unge i at tilnærme sig igen, og atter bide. Nærmere fast lagde Lupë nu ørerne mere alvorligt og markerende i nakken efter biddet fra Belial igen.

"Nej!"; småhvæste han, mens hans to forskelligt farvede øjne så dybt alvorligt i den unge hingsts. Om Belial ville forstå, var slet ikke til at forudse. Kort havde den rødlige hingst også skævet kort til sin mor, en smule spørgende. For mon hun accepterede at han forsøgte at opdrage på ham?

Lupë tilstede værelse gav hende et frirum, det frirum som skyggen der fulgte det unge føl også gav hende. Hun havde muligheden for blot at være. At tage sig af andre, og give omsorg var ikke hendes stærkeste side- og det hun gjorde ansås nok ikke lige frem som være det rigtige, ikke hvad ankom opdragelse eller næstekærlighed. Hun gjorde det på sin egen måde.
Hun så sin ældste søns skævende blik hen imod hende, men der kom ikke nogen yderligere reaktion fra hende, end hun så tilbage på ham med de tomme sorte øjne. Netop fordi det var Lupë, hendes Lupë fik han lov. Det havde været en anden sag hvis det havde været en fremmede. Den blege hoppe havde nok ikke tøvet et split sekund på at lade en fremmede straffe ved disse handlinger. Ingen fremmede skulle røre hendes ejendom, og hun skulle nok finde på flere måder at straffe på.
Den røde unge hingst, ville sikkert kunne lærer den unge Belial et par ting, men hun havde primær ladet skyggerne og havde planer om at lade den hvide skygge hingst klare den primærer opdragelse af den yngste. Men for nu, fik Lupë æren af det der burde være hendes opgave.

Belial søgte støtte hos sin følgesven over forvirringen fra denne broders måde at færde sig på. Det var ganske fremmede for ham og nemmest var at søge sin ven, håbe at han ville blive lullet ind i den verden han kendte. Den tomme mørke verden han kendte. Han elskede sin verden, den var til at forstå. Den verden uden for, den han ikke så meget af den var forvirrende.
Det kom som en lettelse for den unge Belial da den røde nu lagde ørene i nakken, lige som moder altid gjorde. Selv vippede han sine øre tilbage i nakken og forsøgte at genskabe samme udtryk som han kunne se den røde lavede, men med mere besvær og efterabende stod han nu og se på den røde dog med langt mildere blik ind det han mødte- og han følte sig helt i sit es.

Uforstående var Lupë, over hans brors reaktioner. Det virkede så fjernt fra alt hvad han selv kendte til og havde lært. Hvorfor gjorde han som han gjorde? Især da han nu selv lagde ørerne, næsten afspejlende af hvordan han selv opdragende havde forsøgt sig. Men med et mere mildt og harmløst blik, som om han gjorde det i leg sådan for at slippe fra skæld ud? Det var svært for den unge rødlige hingst at gennemskue...

"Du er en bisse, du er!"; lød hans drengede og charmerende stemme, overbærende, mens et bredt smil indfandt sig drenget på den spraglede mule; før han drillende puffede sin mule nappende, kærligt, efter Belials ører. Roligt så han nu op på sin mor, som roligt stod og bare døsede mere og mere passivt hen i dette møde, som en anden statue der blot pyntede, men samtidig overvågede hver og en af deres bevægelser. Det var i hvert fald tryghed Lupë følte lige nu, selv taget i betragtning af den mor han nu havde, og nu også bror.

Det var en form for ro at have sine sønner hos sig. Hun havde jo egentlig nødig ville have med Lupë, som hun havde sendt med Djange da han var gammel nok. Selv ønskede hun nu, at hun havde bedt skyggerne om hjælp som ved Belial- så havde hun trods alt haft ham her, kunne se med fra side linjen, men uden at behøve at træde til. Hun kendte ham knap og dog, alligevel var han langt fra som en fremmede for hende.
Når hun så på ham, som hun gjorde nu, lignede han sin fader ganske godt. Ikke samme farve og ikke helt samme aftegn, men der var mange ting i den røde hingst der kunne afspejles i faderen. Ind til videre tog han sig på efter sin fader.
Belial der imod lignede lige nu ingen af dem. Han var endnu også for ung til at man for alvor kunne sige hvem han tog sig efter. Han havde arvet sin moders mere kantede træk og farve, men ville han nu også ligne hende.

Deadly Myth obosoverede sine sønner, tavst. hun havde ikke meget at sige og ej heller meget at gøre- i stedet var hun der lidt som en høge mor.
Der var ingen fare her, ikke for dem og ej for hende. De var i sikkerhed her. Alligevel holdt den blege hoppe et halvt vågent øje med omgivelserne. Blot for en sikkerhedskyld.

De små let pjuskede øre vippede da den røde nappede ud efter dem, og hvad der kunne have lydt en anelse som en latter kom fra Belial i små grynt, for han begyndte at hoppe lidt rundt. Den korte hale stod lige i vejret og af og til vippede den en anselse ivrigt.
Dette var en legekammerat der kunne fanges! Ikke at det lille føl havde opgivet at fange skyggen endnu. Han prøvede stadig ret ofte- men dette var noget andet. Han kunne ren faktisk, sådan helt oprigtigt fange denne.
Belial bed efter den rødes flanker og forsøgte ivrigt at skubbe ham, prøve om han kunne vælte ham, blot for at kunne sige han havde sejret. Men uanset hvor meget han skubbede synes han ikke at kunne rykke på den røde. Han var noget større end ham selv.

Fornøjet så Lupë til mens hans lillebror nærmest små gryntede i form af latter, mens han virkelig blev tændt nu. Halen stod lige i vejret og en varm drenget latter forlod den rødliges spraglede mule. Det brede og drengede smil forblev uændret over hans mule da han fulgte den lille lyse spirrevip der nu næsten ustyrligt startede en leg. De bløde bid, som nok villa have gjort langt mere ondt hvis han havde haft tænder, mærkede han i flanken. Hans hoved havde fulgt Belial, mens hans smidige hals havde båret det let kantede hoved på vej.

Belial prøvede nu ivrigt at skubbe, næsten uden nytte. Lupë kunne ikke tilbage holde den behagelige og varmhjertede latter, mens det frække glimt i hans øjne brillerede i samspil med hans smil. Drillende puffede han mulen ufortrødent ud efter Belials bagpart, velvidende om at hans puf måske var hårdere end først lige ment, men det ville vise sig når han om lidt ville kunne se om Belial mistede balancen eller ej.

(Myth står pt. bare stille og iagttager, lidt småt kedeligt at skrive det samme igen)

Belial kæmpede sin kamp om at forsøge at vælte den røde. Mere eller mindre fik han blot begravet sine egne hove dybere ned i den askebeklædte jord. Han fnyste og prustede imens han forsat kæmpede, endnu nyttelyst. Denne hingst var jo endnu mere som en sten end moder! Den rykkede sig simpelthen ikke.

På snotten røg Belial, da hans forben knækkede sammen, efter den røde puffede ham bagfra. Belial havde været helt ude af balance i sit forsøg på at skubbe den røde. En anelse betuttet fik det lille hvide føl rejst sig helt op igen, mere beskidt end før, og så egentlig slet ikke rigtig hvid ud længere. Atter prustede han dog mere spruttende nu, for at få asken ud af munden- aske smagte ikke godt! Note til sig selv om at huske på dette.
Trods sit første nederlag i denne kamp, havde den unge hingst endnu ikke opgivet og med masser af gå på mod rejste han sig op på de lange bagben og fægtede der med forhovene imod buen på den røde hingst. Nu skulle han få skulle han!

"Woops! Er du okay?"; lo han drenget, med den charmerende stemme, mens glimtet i hans øjne var livligt og ude på drengestreger. Han havde ikke lige haft i sinde at få sin bror til at falde på snotten, og nu var den ellers næsten hvide hingst heller ikke så hvid mere. Lupë valgte dog hurtigt at konkluderer at han ikke havde slået sig, og tillod sig derfor at grine. Han var virkelig sød og sjov at se på, det klodsede føl. Pyh hvor han selv huskede helt tydeligt at være i den alder. Han sammenlignede det straks den gang han have stødt på den hoppe som var dels ældre end ham selv.

Prustende spytte lyde lød, og et drenget drilsk smil hvilede over Lupës mule.

"Ja du skal ikke spise asken."; lo han drillende, før han mærkede hvordan Belial nu fægtende rejste sig op af ham. Næsten overskudsagtigt og overlegent vendte han smidigt bagparten rundt om sig, så Belial sikkert ville miste balancen. Drillende nappede han blidt efter Belials lille hale, med nogle hingstede prust.

[Haha, det er helt i orden - tænkte også det er fint hvis vi fokuserer på at drengene lærer hinanden at kende! ]

Belial følte sig ganske overlegen i det han baskede de lyse hove ind i maven på sin broder. Ikke at han endnu var speciel stærk, men af ikke at være ret gammel havde han nu flere muskler end man lige ville regne med. Han kunne have slået pustet nemt ud af sin røde broder, hvis ikke han havde vendt sig rundt og der ved fået skubbet Belial, igen, så han mistede balancen.
De lange ben krydsede ind over hinanden i et nyttelyst forsøg på at finde balancen på de to ben og han røg denne gang sidelæns ned på numsen. Han sad for en stund og så betuttet op før han rystede ihærdigt på hoved og fik viklet benene fri fra hinanden inden han kom på benene.

Opgivet havde den lille hingst ikke, og stod allerede klar til at tumle sin broder igen. Det var noget helt andet at lege med den røde, frem for skyggen. Her havde en chance- mente han i hvert fald selv!
Han prustede og hoppede fremad og op for at hoppe direkte ind i den røde- hvilket nok ikke havde været en særlig god plan, for så snart han ramlede ind i buen på sin bror, faldt han meget hurtigt ned på bagdelen igen. Ikke noget god taktik- dog havde han ikke helt opgivet endnu og han var hurtig oppe at stå igen. Denne gang med benene en anelse mere spredt fra hinanden, blot for at have balancen.

Lupë følte sig næsten lidt uretfærdig da hingsten lå og rodede rundt igen. Jovist lo han let og smilede bredt over ham, men nu tillod han sig også at blive stående. Han så hvordan Belial gjorde antag til at stejle ind i ham igen. Han spændte kort i maven, og et lidt hårdere slag i bugen mærkede ham, end hvad han lige havde forventet. Dog var han klar, så det var ingen mavepuster han fik ud af det. Men tilbage kastet blev hingsteføllet, og med et bump lå han igen og rodede rundt i den askebeklædte eng.

Lupë lo let over hans nu afbalancerede stilling, og drillede kastede han med hovedet.

"Kom an."; udfordrede hans drengede og charmerende stemme, mens han med et smil kneb øjnene let sammen og lagde ørerne i nakken i leg, efter at have vendt sin front imod Belial der atter var på benene.

Belial forstod ikke hele meningen i de to ord den røde brugte. Han forstod ordet: Kom. Det var en af de ord han havde hørt ofte.
De små pjuskede øre blev vendt bag ud og i alt kunne han have set ganske farlig ud, hvis ikke det havde været de store brune øjne der strålede af glæde. De var stik modsat af hvad hans moders, og egentlig også hans fader- som han ingen anelse havde om eksisterede. Faktisk anede han ikke hvad en fader var.

Belial hoppede igen frem, dog ikke for at rejse sig, men for at skubbe ind på den rødes forben. Måske han kunne få ham til at flytte på sig på den måde. Måske.. måske endda falde.
Det var ikke lige frem fordi det lille føl havde den store fordel- han var endnu ret lille og ganske uerfaren. Muskelmasse var ikke noget han havde speciel meget af, ikke i forhold til den røde, men sammenlignet med andre føl var han noget stærkere. At bruge sin styrke var endnu nyt for det unge føl der egentlig brugte det meste af sin tid på at hoppe rundt efter den skygge der fulgte ham- en skygge der var omtrent lige så passiv som den næsten helt hvide hoppe.