Plag..

Farlig så han ud. Eller.. ikke rigtig. Nærmere nuttet, med de mørke øjne der strålede af glæde. Lupë og Belial var begge efter to sjæle med ar på... Hvilket nok ville være den mest logiske forklaring på hvorfor både Lupë og Belial ejede øjne med liv i, glæde i, personlighed endda. Ikke at Djange og Deadly Myth ikke ejede personlighed; men om ikke andet kunne man i hvert fald ikke se det i deres øjne.

Skubbende kom han bragende, og Lupë løftede let overlegent hovedet, før han drillende indsatte et bid på Belials hals. Meget harmløst, selvom et lille svirp lød fra Belials skind der blev trukket ud og sluppet. Dette var dog yderst smertefrit og blidt, næsten som et nap...

Da Belial blev nappet i skindet, steg en større glæde i ham. Det gjorde egentlig ikke ondt, som når moder nappede, eller rettere sagt bed- men det gav alligevel en følelse som det lille føl sammenlignede med en god ting. Det var lige før Belial glemte alt om deres leg, men kun for en stund før han igen forsøgte at masse og skubbe den rødes forben ind under ham. I sit ihærdige forsøg gav sank han det lille kantede hoved ned for at begynde at bide den røde nede tæt ved hoven.

Man kunne ikke sige Belial legede pænt, han vidste faktisk ikke helt hvad det ville sige at lege og han tog gerne alle midler i brug. Til hans fordel var hans nuværende legekammerat ældre og mere hærdet og Belial kunne ikke gøre nogen særlig skade med de manglende tænder.

Han tav pludselig, men startede atter igen legen, og en latter forlod nu Lupës mule, da det helt kildrede når han sådan bed ham ved koderne. Han steppede let drillende, ved skiftevis at løfte det ene forben og så det andet. Dog tilbage og ind under sig, for ikke at ramme hans bror i hovedet når hun han var så fej at gå efter benene med de tænder han godt nok ikke ejede endnu.

Latteren lød glædeligt igennem luften mellem dem, og hingstet sprang han nu vigende tilbage, mens han lagde vægten på bagparten. Han sprang nu et par galopspring, før han halvt stoppede op og så imod sin mor, som han kunne have ramlet ind i om lidt. Han smilede let undskyldende, men drenget, til hende, før han ændrede kurs. Med højt løftede knæ travede han nu smidigt og affjedrende lidt væk fra Belial, før han ændrede kurs og knejste i nakken, næsten som han viste sig for hingsteføllet.

Da den røde begyndte at steppe med forbenene, var det svært for Belial at blive ved med at nappe ved det samme ben, derfor skiftede han han hver gang hans broder gjorde. Eller han forsøgte at nappe til det af benene der var på jorden af gangen, og hver gang Lupë trådte lidt tilbage fulgte Belial bagefter for at blive ved med at forsøge at snappe til hans koder.

Skuffet stod Belial med munden endnu åbne da den røde pludselig forsvandt. Eller han forsvandt jo ikke helt, men han havde flyttet sig og egentlig nær ramt ind i moder, som hakkede ud efter ham da han kom tæt på hende. Belial så længe efter den røde med de store brune øjne. Lidt forvirret over den pludselige ændring, men det skulle så hellere ikke stoppe ham længere.
De små øre røg fluks ned i nakken og han satte frem i en ret så kluntet galop men med kursen direkte efter den røde. Der til Belials ærgelse pludselig ændrede retning og Belial selv endte med at løbe lige ind i den hvide hoppe; der arrigt hvæste af ham og sendte et par flyvende tænder efter ham. Selvfølgelig reagerede den unge hingst ikke på dette, han havde noget helt andet i tankerne og fór atter efter den røde, i samme tatik som før.

Den næsten hvide hoppe, også kaldet brødenes mor, hakkede godt nok ud efter Lupë. Men end ikke bed han rigtig mærke i det, da legen var for sjov til at bekymre sig om noget han egentlig ikke havde nået at gøre galt. Han viste sig frem, med manér og overskud, mens han smilende så tilbage imod Belial der ellers var faret ind i deres mor, som hvæste. Lyden genkendte han med det samme, og kort havde han næsten bekymret set imod Belial. Mest fordi han vidste hvad der ventede når mor sagde lige netop dén lyd...

Men et hak fra hende, og et urørt føl der endnu havde for travlt med Lupë, var hvad der kom ud af det. Drenget og kådt slog den rødlige med hovedet før han stoppede op, og vendte halvt rundt imod Belial der fulgte med. Han rejste sig så på bagbenene, kun lige så forbenenes hoved var en sølle halv meter over jorden. Han hvinede sagte, hingstet, men så alligevel endnu ret drenget, før han landede og lagde ørerne i nakken udfordrende igen som før.

Det var en hverdags kost at den hvide hoppe hakkede ud efter Belial, der absolut intet havde lært om grænser. Han forstod dem simpelthen ikke. Nu var det også ofte sådan han frem provokeret moders reaktioner lidt, af den simpel grund at han troede den smerte hun kunne påføre ham hang sammen med kærlighed. Han havde sågar en gang nappet den hvide hoppe så hårdt han nu kunne med sit tandløse bid, hvilket havde kostet en ordentlig tur for ham. Han havde været besvimet ved det. Han havde egentlig ikke gjort det siden, men det ville ikke være helt uhørt hvis han prøvede det en gang til.

Belial nærmede sig med høj fart! Lige det med at bremse kendte han ikke til nu, hans destination var helt præcis den røde. Og det skulle han også nå, for Lupë stoppede op og jo vel rejste han sig på bagbenene, men ikke noget der fik den unge hingst til at bremse, tvært imod. Han foresatte direkte ind i den røde og håbede inderligt på at dét var nu, det skulle lykkes ham at vælte sin broder.

Det hele gik lidt stærkt, og uventet ramlede Belial ind i ham med fuld krat. Han var egentlig på vej ned, hvilket resulterede i at Belial nærmest var helt inden under ham, da han mistede balancen og blev skubbet til siden. Han forsøgte at redde den ved at balancere på bagbenene og træde baglæns, men løbet var kørt og et bump lød i den sorte aske eng omkring dem da han landede sidelæns; og tog af med skulderen. Vigende fra asken som steg til vejrs omkring ham, havde han løftet hovedet så det ikke ramlede i jorden, og let rystede han på hovedet. Et par prust lød fra hans spraglede mule efter al den aske som omfavnede dem, og med et ivrigt og kådt blik så han efter Belial, hvor han var havnet i dette stunt?

[Sorry den korte besked.]

Til Belials store forbløffelse lykkes det ham at ramle så hårdt ind i den røde, at han mistede balancen. Han gjorde et brag af en kamp for at rede det, men ej lykkes det.
Det var midt i stepperiet at det gik op for den unge hingst, at han stod midt i det og næppe ville slippe afsted med dette- da den røde hingst ben væltede under ham fik de skubbet til Belial der stod godt og grundig helt under ham så han selv mistede balancen og røg med den røde ned i faldet.

Det så ganske voldsomt ud i det de to heste falde ned i asken, måske så det voldsommere ud efter som den ene stadig var et føl og den anden efter hånden tæt på at være en fuld udvokset hingst- eller næsten i hvert fald.

Fortumlet sprallede Belial rundt i asken og fik spredt sig en god stor sky af støv og aske omkring dem, i et sit forsøg på at finde ud af hvad der lige var sket. Det var gået ganske hurtigt, og Belial var vel og mærke en anelse forvirret.
Da den unge hingst fik øje på sin broder liggende ved siden af ham, var det en stor glæde der spredte sig i de brune øjne. Det havde lykkes ham at få ham ned og lægge! Belial var ganske stolt og det kunne både ses og høres da han nærmest jublede.

Omtumlet med Belial liggende i samme stunt, steg askeskyen så småt til vejrs og derefter lagde sig igen. Det gik hurtigt op for Lupë at det eneste den unge Belial havde haft i sinde var at lægge ham ned! Han havde fået sin vilje, og straks slog en tanke den rødlige hingst, der kunne være sjov at afprøve. Langsomt, mens den lille hvide hingst - som nu var helt grålig over det hele næsten af bare aske - lagde Lupë langsomt sit hoved ned, så han må helt på siden. Diskret holdte han nu vejret og lukkede de to forskelligt farvede øjne i.

Kort åbnede han det blå øje som pegede imod himmelen, i en missende tilstand, hvor han så og hørte Belial helt igennem juble. Han lukkede øjet i igen og fakede nu godt og grundigt at han var død. Han lå helt stille, og gjorde bestemt sit for ikke at røre på sig - end ikke en muskel...

Belial stoppede lidt sin jublen da den røde ikke bevægede på sig. Belial rejste sig en anelse op for bedre at kunne se på ham. Hvorfor bevægede han sig ikke? Belial nappede i hans øre i første forsøg og det var så sandelig ikke et særlig mildt nap.
Der efter skubbede han en anelse til den røde, mere et forsøg på at få ham til at bevæge sig end det var for virkelig at skubbe ham.

Betuttet så han op på sin moder og skyggen der dansede lidt fra dem, mest for at søge hjælp, søge svar på hvorfor den røde ikke bevægede sig. Dette fik han dog ikke noget ud af og vendte fokus tilbage på den røde og bed i hans øre igen. Han måtte da bevæge sig?

Asken havde lagt sig, også som en fin hinde på Lupës pels, som han lå der. Han lå helt stille, alt imens et ikke så blidt nap kom i hans øre. Han bed det i sig og fortsatte med at ligge helt stille. Stille gav hans krop en smule efter, men ikke fordi han selv rykkede på sig, nej, fordi Belial skubbede ham. Han vidste han nok trak det ud for længe nu, da han kunne fornemme hvordan det lille hingste føl søgte hjælp hos deres mor, som han gik ud fra endnu var der. Men hans mor vidste nok godt at der intet var at komme efter og dette bare var skuespil.

Igen mærkede han et bid i øret, og hurtigt fór hans hoved op.

"Skal du bide mig i øret din slambert!?"; lød hans drengede stemme drillende, og i en for sjov skæld ud latter, mens hans brede drengede smil var at finde på hans spraglede mule igen.

Da den røde med en meget pludselig bevægelse fór sammen, blev den unge hingst ganske forskrækket. Hans hjerte hoppede mindst et slag over og sad nu helst oppe i halsen på ham. Havde det ikke været fordi han sad ned, havde han nok valgt at løbe hen i skjul bag moder, men han nåede så mæn aldrig mere end blot op at stå før han fik fattet sig igen.
Med ørene tilbage imod nakken så han misfornøjet på Lupë, der til syneladen synes det havde været sjovt. Belial forstod det endnu ikke helt og valgte i stedet at sætte begge forhove op på buen af den røde og skubbe lidt til ham ved at ligge vægten i. Små trappende stod han en gang imellem med hans hove placeret på den røde.

Et morsomt syn kom ud af dette, mens det var tydeligt at se hvordan det gav et sæt i den unge Belial, der på numsen sad ned ved Lupë i en ret nuttet og klodset form. Han skyndte sig op på benene, og et latter flød i en behagelig og drenget tone fra den rødliges spraglede mule.

Men straks syntes den unge lyse, lige nu meget beskidte, hingst at se noget så misfornøjet ud. Lupë kvalte stille sin latter og sad tilbage med et bredt og drenget smil, før han skuttede rokkende på sig og lagde sig mere på maven end på siden. Det var som om Belial var en smule handlingsløs omkring hvad han skulle gøre til og fra, og snart fik den rødlige et par hove i buen. Næsten steppende føltes det som han skubbede forbenene ned i ham, og drillende røg ørerne i nakken på Lupë igen. Han drejede hovedet imod ham og drillende nappede han efter de små koder på Belials bagben, drillende.

Belial var vel en anelse misfornøhet over hans broders stunt, og var nok og grundet for hans mere voldsomme reaktion. Det havde forvirret ham en del, og det gjorde ham ikke mere tilpas ved nogen situationer. Det unge føl taklede det som han nu en gang kendte til- leg, bid og spark. Det eneste han rigtig forstod.
Da den røde nappede efter hans bagben spjættede han en anelse med det. Hvad var nu det for noget? Tog han nu hans metoder i brug. De små pjuskede øre røg bag ud, ned i mod nakken i det han fik rejst sig op- og ikke bare op at stå, nænej. Han valgte at stille sig oven på maven af sin røde broder.

Egentligt kunne den rødlige hingst ikke helt kringle hvad der foregik i hovedet på Belial. Stille i deres leg, havde en henkastet blik været sendt imod hans mor, deres mor, den næsten hvide skygge hoppe. Det strejfede ham, at så længe Belial kun begav sig med deres mor, ville en forståelse af opførsel være meget fjern. Selv i fremtiden... Tanken blev dog hurtigt slået ud af hovedet på Lupë, og afledt..

Straks stod Belial på den rødlige hingst, og hurtigt reagerende skuttede hans krop sig i det askebeklædte græs under dem. Kildrende føltes det, sammen med en knibende følelse da de små hove havde besteget hans krop. Lupë slog en latter op, alt imens han desværre forudså et stunt fra Belial om lidt, om han landede på benene eller ej.

"Skarn!"; lo han i sin latter, før han nappede ud efter det hvide føl, som var helt beskidt. Ak ja, den uartige lille hingst.

[ OUT - Tænkte at jeg starter den nye tråd ]