På egen hov..

På egen hov..

17

Det undrede hende en smule at den brogede ikke udviste nogen tegn på at kede sig det mindste under hendes ellers ret så ligegyldige talestrøm. Det eneste der fik ham til at reagere, så ud til at være den sidste hun havde mødt – den hvide hingst med skyggerne. Han mumlede noget, skyggerne, sagde han, men hun forstod ikke hvad han mente. Skyggerne?
”Skyggerne?”
Spurgte hun sagte. Det så ud til at han var ganske… Ja, han så næsten vred ud. Hun håbede ikke at hun havde sagt noget der havde gjort ham sur, men hun tvivlede på at han var vred på hende. Måske kendte hun noget til denne hvide hingst. Hun undlod dog at spørge mere ind til det. Det kunne være at han ville fortælle hende hvad disse ’skygger’ var. Hun havde ikke hørt det nævnt før, men det lød ikke ligefrem behageligt. Det var den hvide hingst heller ikke selvfølgelig, så måske passede det egentlig fint nok på hinanden. Hun mente bare at det var en lidt mærkelig reaktion Djange var kommet med, nu hvor han ellers virkede så udtryksløs. Både hans stemme, og hans væremåde, men dette var det meste af følelse hun havde set ham reagere.

Wordcount: 201 | Tagged: Djange

Hoppen reagerede ikke just kraftigt på hans mindre udbrud, hvilket egentlig kun gjorde til en endnu stærkere karakter i hans øjne efterhånden. På trods af at han kun lige havde truffet denne hoppe. Uforstående havde hun dog spurgt, hvilket han i og for sig godt forstod. Selv havde han ikke kendt til noget som helst af magierne i landet her, før han selv rigtig trådte ind i verdenen.

"De ved nok ikke meget om dette land Solani..."; lagde han ud med den hæse og intense stemme, direkte tonløst. Som kunne han have sagt hvad som helst ligegyldigt, på trods af dette bestemt ikke var sagen.

"I Andromeda går der en fortælling om, at der i sin tid, overtog mørket landet. Alt lys og alt liv blev tynget ned, ofret og tilintetgjort. Men en frelser kom til og ændrede dette. En sjæl så ren, endte med at ofre sin fysiske krop og med sin umådelige magi tyngede han det onde dybt i vulkanen igen.. Andromeda er atter sig selv, som det engang var. Men de seneste år, er flere og flere sjæle blevet draget af dette mørke... Skyggerne. De vil overtage landet igen frygtes det, af nogen.."; fortalte han så, hæs og intens var hans stemme over den direkte tonløse. Dog var dette en sand fortælling.. Mindst lige så sand som han selv var velsignet og vogter nu.

På egen hov..

18

Stille lyttede hun til hans ord, som han talte. Hele historien lød en smule mærkelig, men hun var heller ikke en hoppe der troede meget på magi og den slags. Det kunne være at hun skulle tro om igen snart. Stille nikkede hun. Tingene gav en smule mere mening, og hun kunne tænke sig til at denne ting med bjergenes vogter sikkert også havde en del med det at gøre.
”Så det at du er bjergenes vogter har også noget med det at gøre?”
Spurgte hun kort, men kommenterede ikke yderligere på hans ord. Hun havde intet at sige til det, så hvis hun skulle begynde at snakke, ville det bare blive noget akavet pjat, og det ville hun alligevel ikke. Selvom hun normalt blot traf spontane valg, var hun også en stolt hoppe, og ønskede ikke at ydmyge sig selv ved at sige latterlige ting, bare fordi hun følte at hun skulle sige noget. Der var ikke ret meget at spore i den mørke hoppes kropssprog eller hendes tofarvede øjne, om end mere end man kunne i den brogedes. Hun kunne ikke sige at hun ligefrem var ked af det over at det onde måske ville overtage landet. Jo, selvfølgelig hvis det kom til at gå ud over hende selv, men hun kendte ingen i landet, og hun havde intet specielt bånd til øriget.

Wordcount: 225 | Tagged: Djange

Hvorfor han i grunden valgte at fortælle hende om alt dette, vidste han nu egentlig ikke helt? Men han var jo startet, og i bund og grund ville det jo intet skade at fortælle hende dette. Han kunne blot håbe han havde med en ren sjæl af gøre, som ikke straks ville opsøge mørket for at støtte den side. For mørke eller lys, var det jo klart at vandt mørket, og man havde valgt sig den side, ville intet ondt jo ske for vedkommende..

"Bestemt. Os i landet som er velsignet og blevet vogtere, er os der er planlagt at skulle bekæmpe mørket i sidste ende; med hjælp fra Den Vise."; hæs og intens lød hans stemme, tonløst. Alt imens han forklaring var ret afstumpet af hvad han kunne have gået i dybden med. På den anden side kunne dette også gøre gavn, for var hun en form for spionerende karakter, kunne al information han gav hende, måske blive brugt imod ham selv og de vogtere der stod nær ham.

På egen hov..

19

Hoppen lyttede roligt til den brogedes ord. Der var ting hun ikke forstod, men ud fra hvad hun havde hørt forsøgte hun at sætte informationen så godt sammen som hun kunne, så den kunne give et nogenlunde komplet billede af hvad der var tale om her. Den Vise var et navn hun aldrig havde hørt nævnt i denne verden før, men han måtte være ’den gode’ i dette scenarie. Han havde så disse vogtere ude for at vogte et eller andet? Hun forstod det ikke fuldkommen, men det var hvad hun kunne få ud af det. Og hun ønskede ikke at stille nogen spørgsmål, nu hvor hun trods alt ikke skulle bruge den information til andet, når alt kom til alt, og ønskede ikke at fremstå som en latterlig hoppe der havde brug for denne information, der kunne være fuldkommen ligegyldig for en hoppe som hende. Hun kunne bare godt lide at vide en smule om det land hun nu engang levede i. Derfor var alt hun gav som svar til Djange, et kort nik, og et ganske smalt smil.
”Vi må håbe at det aldrig kommer så langt.”
Svarede hun ganske kort, og slog et let slag med den let knejsede hale. Hendes araberpræg var ganske tydelige, og hun håbede at noget af det ville komme videre ned til hendes føl.

Wordcount: 222 | Tagged: Djange

Et ganske nik, med tilhørende smil var hvad han fik ud af hoppen, før hun lidt intetsigende svarede. Det første der slog den let brogede hingst var om denne skabning ingen egen mening havde? Kort missede hans øjnene en anelse anseende sammen over hendes ord, mens det kolde og tomme blik bag endnu næsten stirrede i hendes tvefarvede. Han nikkede roligt, men yderst mekanisk - for bestemt kunne han bekræfte hendes ord.

Nu slog det dog Djange at denne hoppe måske ikke var intetsigende? Men klog... måske? Selv gjorde han sig meget i ikke at snage i andres sager, hvilket hun jo også havde haft undladt til punkt og prikke siden hun ankom. Stillede spærrede han sine øjne mere op igen, mens alt andet ved hans udtryk ellers var uændret. Hoppen Solani, i folet og endnu ny i landet, forekom ham værdig. På trods af den korte tid han havde haft hende på nært hold..

"Må jeg spørge Dem hvilke af Ø'erne De typisk holder til på?"; spurgte han med den hæse og intense stemme, tonløst.

På egen hov..

21

Kort spidsede hun læberne en smule inden hun svarede. Det var en smule svært for hende at svare, da hun havde været lidt rundt omkring efterhånden.
”Jeg har været lidt rundt de forskellige steder, men har ikke slået mig ned noget bestemt sted. Chibale og Enophis må være de steder jeg har holdt mest til indtil nu, skønt jeg aldrig har været i denne ende af Enophis.”
Svarede hun ham. Solani kunne være underligt selskab, da nærmest hele hendes personlighed kunne vendes om på et splitsekund. Dog kunne man ikke betegne hende som venlig, på nogen punkter. På mange måder var hun en kølig, arrogant og helt igennem kynisk og egoistisk hoppe, men hun ville ikke bruge direkte ondskabsfuld på sig. Hun kunne skam føle medfølelse og al den slags ting, og hun kunne også være ganske sød når hun ville. Hun var bare ikke specielt imødekommende medmindre hun fik noget ud af det. Hun havde fejlet med henhold til føllet og den dunfarvede, for hun var blot kommet til hingsten for kærtegn, udnyttede at hun var i brunst. Men hun havde trukket tiden alt, alt for længe, og nu hang hun på føllet. Dog var hun ikke hjerteløs, når alt kom til alt, og hun kunne ikke drømme om at efterlade føllet alene. Den tanke kunne ikke falde hende ind, og hun ville passe på føllet så godt som hun nu kunne, skønt den moderlige kærlighed måske ville være større hos andre.

Wordcount: 243 | Tagged: Djange

Hans kolde og tomme øjne så meget direkte i hendes alt imens hun talte frem. Chibale og Enophis. Chibale mindede ham altid om Øen hvor han altid havde fundet den næsten hvide hoppe, før hun søgte til den mørke side; og blev skyggehest. Det nagede ham endnu, og selvom han vidste han intet kunne gøre ved det, var det noget der strejfede hans tanker dagligt. Chibale var også Øen han altid fandt Athene på. Det slog ham pludselig at det var ret lang tid siden han sidst havde stødt på sin datter. Måske han skulle opsøge hende snart?

Roligt nikkede han, tilmed mekanisk, mens hans ører endnu li tilbage. Kort tillod han at lade de krystalblå øjne granske hoppen kort, da han endnu ikke havde bidt sig mærke i hendes udseende som sådan. Hun var nu ret fin, araberpræget - lidt lige som hans eget hoved lidt var. Han stod atter rankt og stolt, før hans øjne igen havnede i hendes blik.


"Solani, jeg skal egentlig snart til at videre på min færd. De kan følge mig til selskab, hvis De ønsker?"; hans stemme var hæs og intens, tonløs; mens folks om ikke kendte til denne hingst, og ville forbinde hans kyniske og kolde ydre med mistillid, ville nok straks tro at han ville lokke hende ud i noget ondt. Hvilket dog slet ikke var tilfældet.

På egen hov..

22

Let hævede hun hovedet, og betragtede i tavshed hingsten. Hans bygning var ikke meget ulig hendes, skønt han så ud til at være både stærkere, hurtige og mere udholdende end hende selv. Hvad gjorde det? Hun var langt fra en kriger med sin krop. Hun havde tænkt sig at fokusere mere på at træne sine muskler, men hvorfor var hun ej sikker på. Hun havde på ingen måde i sinde at tage kampen op mod nogen, lige meget om det var muligt for hende at vinde eller ej. Hun var simpelthen ikke en kriger på nogen måde. Kort sænkede hun hovedet, nikkede nærmest.
”Gerne.”
Hendes gestus var ganske kort, men det var en tydelig accept af hans invitation. Endnu kunne hun ikke spore nogen form for følelse i hans stemme, ud over den intense tonløse klang der konstant lå i hans hæse stemme. Hun havde bare lært ikke at forbinde det med noget personligt – han virkede ikke som en person der let knyttede sig til andre, eller viste sine følelser meget, ikke ulig hende selv. Trods hun nogen gange kunne snyde personen til at tro at hun nærede nogen følelser af venskabelig eller kærlig kaliber, uden overhovedet at føle det mindste. Ingen af disse ting gjorde hun for at være ond, men det kom bare til hende, og hun havde ikke i sinde at ændre på sig selv af den grund.

Wordcount: 231 | Tagged: Djange

Hoppen accepterede hans gestus og roligt trådte han et par skridt tilbage for at vende siden til hende. Det blev nu tydeligt hvor meget højere han var end hende. Men på trods af at hans krop selvfølgelig var større og en lille smule længere end hendes, så var det tydeligt at hans højde lå i de lange slanke ben. Elegant og stolt knejste han kort i nakken, før han rettede klikket imod den stil han var kommet fra til en start, før han vendte hovedet imod hende.

"Vi skal denne vej."; lød hans stemme, atter tonløst; før han satte det ene forben præciserende foran det andet, som snart udgjorde en stolt og rank gangart. Hans ører lå endnu let tilbage, mens hans øjne kort havde spejdet imod himmelen efter hans ørn. Men ingen steder var hun at se. Roligt lyttede han imod Solani, om hun fulgte ved ham?

På egen hov..

23

Hun sendte ham let et ganske smalt og papirstyndt smil, inde hun fulgte efter ham. På mange måder kunne hun virke ganske utilregnelig, og som tingene så ud nu, frygtede hun at den brogede Djange så hende som en udspekuleret og spionerende karakter, nu hvor hun ikke talte ret meget.
Dog trådte hun op ved hans side, da hun ikke ønskede at gå bag ham som en hund efter sin ejer. Hun var ikke illoyal, men ville ikke blot lade en hingst beskytte sig i al evighed, i den tro at hun ikke kunne klare sig selv. Nej, hun levede ganske fint alene, indtil hun fandt en følgesven der var det hele værd. Ikke at hun troede på kærlighed som en ting som sådan, men hun troede da på at heste kunne elske hinanden, nogen mere end andre. Hun havde aldrig rigtig holdt af nogen på den måde, så måden at udtrykke at hun godt kunne lide andre kendte hun ikke. Hun vidste ikke hvad det ville sige, og hun vidste ikke hvordan hun ville komme til at udtrykke det.
”Hvor går vi hen?”
Spurgte hun kort, og vendte blikket mod ham, med et ganske lille spørgende glimt i øjet. Ikke fordi det var vigtigt for hende at vide det, men fordi hun ønskede at holde deres samtale i gang.

Wordcount: 220 | Tagged: Djange

Spadserende blev hans skridt, og snart kom hoppen op på siden af ham. Kort havde han spændt op i kroppen, lagt ørerne en anelse og rynket mulen en anelse advarende, mens han skævende havde set på hende. Stien foran dem var nu bred nok, og det var heller ikke fordi at hun var ham for nær, men alligevel havde han lige en trang til at advare hende om hans personlige rum. Inden han fik indsat et ordentlig markerende hak i hende. Det ville da i hvert fald ikke være første gang...

Hun spurgte til hvor de var på vej hen, og et kort glimt var at beskue i hendes blik. Djange tav for en stund mens han holdte øjenkontakten lidt, før han rettede blikket frem og et ekko er deres hovtrin imod det hårde underlag, gav genlyd imod de høje klippevægge der nu tårnede sig op på begge side af dem i denne sti. De forlod den lille dal nu...


"Vi følger bare lidt af de ruter jeg plejer at gå. Men målet er et mere frodigt sted."; svarede han hæst og intenst, tonløst, mens han end ikke skånede hende et blik, men blot forblev i skridt.

På egen hov..

24

Stille vendte hun blikket ligeud, og nikkede kort da han næsten vredt markerede at hun ikke skulle komme nærmere. Hun skulle lige til at fnyse irriteret, men tog sig i det og trådte blot et lille skridt væk fra ham. Hun nægtede simpelthen at gå bag ham. Hun var ingen hund. Hun svarede ikke hans ord, men nikkede utydeligt igen, ved det han sagde. Hun brød sig ikke om at have så lidt plads, og hun prøvede let at skjule hendes mere overfladiske åndedrag nu. Hun var vokset op i ørkenen hvor hun havde masser af plads omkring sig, og hun havde altid haft klaustrofobi. Følelsen af høje klippevægge på begge sider af hende var bestemt ikke rart, og hun slog kort blikket ned, fokuserede på at de nok snart ville komme ud fra den smalle sti. Hun hadede ikke at kunne se hvad der var omkring hende, ikke at kunne komme væk. Hun forsøgte endnu at slå tanken om at blive most af faldende klippestykker fra sig, skønt det var en smule svært.

Wordcount: 174 | Tagged: Djange

Hoppen blev pludselig ret så stille, og en snært af ubehag omkring hendes velvære slog den let brogede hingst. ikke at man overhoved kunne se det på ham - for det kunne man ikke. Roligt fortsatte han i sin stolte og ranke holdning, mens han bestemt satte pris på hendes forståelse for hans rum. Stien blev gradvist bredere og bredere, og snart slog den et lidt skarpt knæk, hvorefter de fortsatte nogle hundrede meter - før stien mundede ud i en godt ti meter bred sti, med høje klippevægge, som nu var mere skrå op til begge sider. Et mere åbent miljø mødte dem, og lettere frodigt voksede nogle græs og planter på deres brede sti. Hans øjne var straks på vakt, og hurtigt søgte han i himmelen efter sin ørn, men endnu var hun ikke at se...

"Hvordan er naturen der hvor De stammer fra?"; valgte han så at bryde tavsheden med, i den tonløse klang, som egentlig virkede totalt uinteresseret. Et par stier stier fra den brede sti ledte både ind imellem bjergsiderne, såvel som op til stier som var uden på bjergende. Roligt slog han det kolde og tomme blik frem for den sti de gik på. Som var lang, den var godt fire-fem kilometer lang, og bugtede sig op og ned, så man i hvert fald ikke kunne se enden af den endnu, da det forud for dem gik lidt op af bakke i stigning.

På egen hov..

25

Snart trådte det nået umage par af heste ud på en bredere sti, og den mørke hoppe kunne ånde lettet op.
”Varmt. Goldt. Ørken. Der var ikke så meget at se. Hvad med dig?”
Hun undlod at tale i De og Dem, da hun ikke så pointen med den påtagne formelle attitude. Det stod imod hende som personlighed, og det ønskede hun ikke. Så måtte han blive fornærmet hvis han ville. Hun var i teorien ligeglad, eller det var hvad hun ønskede at være. Hun brød sig bare ret så godt om selskabet, selvom hun ikke viste nogen tegn derpå. Hun kunne godt lide Djanges stilhed – det gav hende tid til at tænke over hans ord, for hun blev hurtigt irriteret på sit selskab hvis de begyndte en hel ordstrøm, medmindre hun var i humør til det, og det var hun bestemt ikke nu.

Egentlig havde hun aldrig rigtig brudt sig om ørkenen. Hendes farve tiltrak solen for meget, nætterne var kolde, og det var sjældent at der var vand eller mad at finde. Det havde været et barsk miljø, og hun var vel bygget derudfra. Hun var heller ikke skabt for livet i en flok, hun havde aldrig passet ind. På mange punkter var hun glad for at hun var endt her.

Wordcount: 213 | Tagged: Djange