På egen hov..

Hvad det var der gjorde det, kunne den bjerggrå hingst ikke lige sætte hoven på, men det var som om en lettere trygget aura steg fra hoppen da først de nåede ud på noget mere åbent. Dertil svarede hun hans spørgsmål. En ørken hoppe.. Det mindede ham straks og den gyldne og smukke, endnu mystiske og nu forsvundne, Sunrise Saint. Stille bed han sig mærke i at hun fravalgte at de skulle være Dis, men i stedet Dus. Stille havde han trykket kort på ørerne, før han slækkede på dem. Lettere respektløst fandt han dette, men så alligevel formåede hun at opveje så meget andet i dette selskab, så han valgte for denne éne gang, mere eller mindre at se forbi dette. Selv benyttede han kun at være Dus så snart han fandt sjæle som meget tætte venner, eller familie. Familie fik heller ikke den formelle og høflige tiltalen.

"Jeg er fra et sted med bjerge, langt større og mere mægtige end hvad vi har i Andromeda. Træer og frodige plantager fandtes mange steder der ved fødderne af bjergende, og plantager og frodige dale var uendeligt lange."; hæs og intens lød hans stemme, tonløst - på trods af at mindet om hans gamle hjem varmede ham, lød han sikkert ligegyldig. Han savnede alt ved hans gamle liv... på trods af manglerne. Han vidste, at han aldrig kom tilbage.

"Men en ørken hoppe, siger De? De er klar over at der er en Ø kun beklædt med sand her i landet?"; hans stemme var hæs og intens, tonløs. Selvom han egentlig opfordrende var omkring dette, måske hun ville finde mere ro og glæde ved et miljø hun kendte til?

På egen hov..

6

Stedet den brogede fortalte om, lød ganske fantastisk, selvom Solani ikke just brød sig om de smalle steder var at finde i bjergene. Hun selv – ja, hun havde ikke rigtig nydt ørkenens varme og barske miljø.
”Stedet du kommer fra lyder ganske skønt. Især for en hingst som du, med et specielt forhold til bjergene. Ja, jeg havde hørt snak om denne gyldne ø, men jeg har endnu ikke selv være det. For at være ærlig brød jeg mig ikke meget om at leve i ørkenen. Der var for varmt, for tørt og for barskt. Jeg fik ikke set ret meget, og tiden gik egentlig blot med at traske afsted for at lede efter endnu et lille vandhul med gammelt og varmt vand.”
Fortalte hun. Hun undlod mødet med beduinerne, for hun ønskede ikke at fortælle om den frygt og angst de fremmede kreaturer havde fået hende til at føle. Det havde ikke været en tragisk oplevelse for hende, på den måde, ingen af hendes nærmeste var blevet skadet. Hun brød sig bare ikke om at være spærret inde, og de brød sig ikke om den mørke hoppe der nægtede at blive tæmmet. Hun var faktisk glad, på mange måder, for at hun var endt et andet sted, med andre heste.

Wordcount: 211 | Tagged: Djange

Hoppen fandt til synladende hans hjemsted skønt... Svagt følte han en stille trykkende fornemmelsen indeni. Ikke just en behagelig én. Savnet lå stadig dybt i ham, om han ville det eller ej. Til trods for det havde han både skabt venskaber og familie i Andromeda nu, så han ville aldrig kunne tage tilbage igen. Om han så ville. Nu havde han jo også et ansvar, ved at have ladet sig velsigne af Den Vise; og nu havde påtaget sig en titel som han var nødt til at leve op til. Roligt havde han nikket, en anelse mekanisk dog, mens hans krystalblå kolde og tomme øjne fortsat var uændret af udtryk. Hans nik bekræftede hendes ord, men så heller ikke mere end det. Stigningen på den brede stig gjorde at han trådte mere kraftfuldt ind under sig, mens at stien snart ville dykke igen i stigning i en blød bue. Endnu ville man ikke kunne se enden af stien endnu, nej der ville gå lidt - især når de blev i skridt.

"Jeg kan godt følge Dem Solani."; havde hans hæse og intense stemme lydt over hendes nærmere kritik ved et miljø som Zenobia. Selv havde han kun betrådt den Ø én gang... og det havde været hans første og sidste gang.

"Men har De så aldrig brudt Dem om dit hjemland, hvis De altid har levet i ørkenmiljøer?"; hans stemme var fortsat tonløs, til trods for han egentlig havde interesse i at vide svar. Dette blev dog ikke vist. Roligt havde han let drejet hovedet så småt imod hende igen, mens de evigt kolde og tomme krystalblå øjne havde set imod hendes.

På egen hov..

Let flygtigt smil spredte sig om hendes læber, inden hun igen lod det glatte udtryk glide over hendes ansigt. Hun havde faktisk aldrig brudt sig om hendes hjemland.
”Nej, faktisk ikke. Altså, det kunne have været værre, men det var både landet, og de heste der var omkring mig.”
Hun klukkede let ved tanken. Hun havde været ret så dum at forlade dem, men hun havde vel bare været ung og rebelsk. Ikke noget der havde ændret sig meget. Hun havde ikke levet længe på egen hånd inden hun pludselig blev fisket til Andromeda, hvor hendes liv havde taget en yderst drastisk vending. Det gik vel. Det var jo gået fint nok indtil nu, forsikrede hun sig selv om, og forsøgte at se bort fra episoden med den dunfarvede og det føl hun nu bar rundt på. Føl var vel søde nok, men hun ønskede ikke at blive hevet tilbage på denne måde. Der var bare ikke rigtigt noget at gøre nu, og hun kunne ikke i sin vildeste fantasi drømme om at forlade et nyfødt føl. Hun ville da tage sig af det og alting, men hvis hun kunne vælge om hun ville have det eller ej, ville det helt sikkert være den sidste mulighed.

Wordcount: 206 | Tagged: Djange

Hendes flygtige smil rørte på noget i Djange. Stille havde han misset de krystalblå øjne en kende sammen, tilmed anseende imod hende, før de hurtigt blev spærret op igen. Hun talte, han lyttede, men selvom han opmærksomt lyttede til hendes ord, forblev hans ører tilbagevendt. Han drejede hovedet og så frem for dem på stien, mens hendes ord tydeligt forklarede at hun nok ikke havde levet i et smørhul før Andromeda.

Stille tav han lidt for en stund, talte deres skridt og lod stilheden bryde ud imellem dem.

Stille brummede han hæst, en anelse hingstet og dæmpet; for at bryde denne næsten minuts lange stilhed. Han drejede atter det kønne hoved med masken på en anelse imod hende, mens hans kolde og tomme blik så imod hendes.

"Må jeg spørge hvordan De kom hertil?"; hæs og intens lød hans stemme tonløs, næsten så tonløs at bjergvæggene på deres sider end ikke kunne gengive et ekko. Han hentydede tydeligt til hendes rejse til Andromeda. Selvom det var mange år siden nu, huskede han lige så tydeligt sin... Men aldrig havde han egentlig interesseret sig for andres rejse.

Der var bare noget ved denne hoppe, som han i og for sig brød sig om. Om han ville indrømme det eller ej.

På egen hov..

Solani lod blikket sænkes mod jorden. Hun kunne godt lide Djange. Det var ikke nogen stor ting eller noget, mere bare noget hun flygtigt tænkte. Hun havde ikke noget imod at knytte sig til andre. Alle havde vel brug for venner, så at sige. Hun havde bare aldrig rigtig haft nogen, ikke siden hun var føl. I treårs alderen var det bare gået ned ad bakke for den unge hoppe, hun var aldrig rigtigt blevet accepteret. Hun fnøs for sig selv. Hun var bare en smule anderledes. Hun led jo ikke af nogen sygdom, hun var bare mere kølig end de andre. Lunefuld. De var vel skræmte, men hun var jo ikke ondskabsfuld eller skizofrenisk. Det skulle da være muligt at læse hende, bare en lille smule. Hun var den samme Solani, hendes humør skiftede bare meget. Hun hævede de tofarvede øjne, og betragtede den brogede en smule. Hun havde det fint med ikke at være for tæt på. Det var kun sjovt at overtræde grænser hvis hun ikke kunne lide personen, og hun brød sig om denne bjerghingst.
Stille rettede hun blikket fremad igen, da hun tænkte let over hans spørgsmål. Hun kunne først ikke lige huske det, men så kom det stille tilbage.
”Jeg var løbet væk. Det fungerede simpelthen bare ikke med min fader. I flere måneder gik jeg rundt alene, og det var egentlig fint nok. Jeg var nået til en skov af en art, en stor skov, men der var stadig varmt, da det ikke var ret langt fra ørkenen. Langt nok, selvfølgelig, men varmen tændte sommetider tørre kviste. Der var en skovbrand - et træ væltede over mig, og jeg kunne ikke gøre noget. Mine bagben var fanget. Du aner ikke hvor forfærdeligt det er at ligge og vente på sin død imens varmen føles som om den fortærer dig. Jeg kom hertil, efter noget tid. Da røgen kvalte mig.”
Fortalte hun. Hun troede det var sådan. Det havde da været sådan, ikke? Hun måtte have været død, men det virkede surrealistisk. Dette var intet paradis, det var i hvert fald sikkert, og hun havde aldrig troet på den slags pjat.
”Hvad med dig?”
Spurgte hun, de forskelligfarvede øjne endnu rettet fremad. Lyden af deres hove mod det hårde underlag sagde en taktfast lyd, og hun lyttede blot til den imens de gik.

//dette er ikke fra den gang der står postet var lavet - da Solanis backstory skal bruges til noget vigtigt, har jeg været inde og rette i hvad hun fortalte Djange, så hvis hans svar/reaktion ikke passer til hvad der står nu er det derfor!

Wordcount: 389 | Tagged: Djange

Roligt ventede han, mens han blot gik ud fra at hun var i gang med at huske tilbage. For ham var hun endnu en ny i landet, til trods for hun ikke var dumpet ned fra himmelen i forgårs. Han skævede stille til hende før han så frem for sig; stien ledte dem nu lidt ned af bakke og hans stolte og ranke skridt blev delvis mere anspændte mens han fandt en rytme ned af den lille stigning.

Men hendes stemme lød nu og han vendte det kønne hoved roligt let imod hende. Selvom hans ører endnu lå tilbage imod nakken, pegede det af ørerne der var hende nærmest, let ud til siden lyttende imod hende. Atter forblev kulden og tomheden bibeholdt i hans krystalblå øjne der nu hvilede i hendes to froskelligt farvede øjne.

Løb væk?.. Hendes intro var meget lig hans egen, og kort rankede han sig næsten opmærksomt, dog fuldkommen uændret i sit udtryk. En slange og så blændet. Tankerne funderede i hovedet på ham, mens han stille forblev tavs ved hendes side, mens deres skridt lød under dem, fuldkommen u-taktet.

Lidt forbløffet over at hun spurgte ind til hans, missede han de kolde og tomme øjne anseende, mens han så på hende. Stille slog en rynke sig skeptisk og forfærdet over hans mule, mens han kort pressede ørerne i nakken. Han havde vel ikke lige ventet og klargjort sig selv omkring at skulle ytre sig selv, og blotte sin historie. Der gik ikke mere end et enkelt sekund før han slækkede på den mere truende og advarende udstråling. Stille vendte hans hovedet frem for sig, uden at se på hende mere - mens minderne kom tilbage til ham, lettere grufuldt.

Han hadede at tænke på dette, og end ikke kunne han erindre hvornår han overhoved havde fortalt sin historie og ankomst?

"Jeg var flygtet..."; startet han, hæs og intens med den tonløse stemme, før han stille lod de kolde og tomme øjne møde hendes da han på ny tillod sig at vende det kønne hoved med masken imod hende.

"Det var efterår husker jeg. Vidden var lige så lang som øjet rakte, ind til at der med et blink foran mig, dukkede en grænse op."; han sank diskret og næsten lydløst en klump, mens han missede de krystalblå øjne næsten irritabelt, ved bare mindet.

"En grænse, af sne. Snelandskab foran mig, på en brat grænse. Længe overvejede jeg bare at fortsætte, mens noget sagde mig jeg burde tage tilbage. Men til sidst tog stædigheden over, at komme væk, og da først alle fire af mine hove var i sneen; forsvandt grænsen!"; hæs og intens forblev hans stemme tonløs, mens han pressede lidt på ørerne, forfærdet.

"Da jeg vendte mig rundt, var mit gamle landskab væk; og jeg var som... forflyttet til en anden verden."; afbrydende så han frem for selv, mens han stille forsøgte at slække på de sammenknebne øjne og de trykkede ører. Det havde vel i og for sig været ret tydeligt for den mørke hoppe, at han endnu ikke var ovre dette. Og på sin vis heller aldrig havde valgt at accepterer det.

På egen hov..

Lydløst lyttede hun til den brogedes ord. Det første rigtige form på følelser kunne hun nu fornemme i hans stemme, og hun kom en smule for hurtigt til at flytte hovedet, bekymret i hans retning. Hun åbnede kort munden som for at sige noget, men inden ord forlod hendes strube inden hun lukkede munden, og kiggede væk igen. Hun var blevet overrasket, og nu havde hun set latterlig ud. Da han havde talt færdigt, havde hun ingen ord. Hvad skulle hun sige? Hvad sagde man overhovedet? Hun var ikke rigtig vant til at snakke så længe, og var heller ikke vant til at føle medfølelse og alt sådan noget. Hun kunne ikke sige at hun vidste hvad han følte, for det gjorde hun jo ikke. Hvad sagde man?
Hun vidste jo ikke det hele, for hun havde været glad for at komme væk. Men det virkede det ikke som om Djange var. Skulle hun sige at det gjorde hende ondt? Hun ville så nødig misforstå noget og fremstå som et fjols. Hun drejede blot hovedet, sendte ham et enkelt blik. Hun var ikke vant til ord. Ikke så mange i hvert fald, og pludselig var der svære ord og alt det, så fra hende måtte et blik være nok.

Wordcount: 209 | Tagged: Djange

Hans ubehagelige minde grublede forvildet i hans hoved, mens han nærmest tog afstand til hoppen ved blot at se frem for sig. Afvisende; alligevel opfangede han godt dette ene blik. Han havde nærmest følt at hendes blik havde varet i en tid af alt for længe, til trods for dette ikke var tilfældet. For selvom han først havde ænset blikket som noget fjernt i hans øjenkrog, havde han alligevel drejet let på hovedet for at se i hendes øjne lige så. Hans kolde og tomme blik var det eneste hun fik, og langsomt fik han skubbet minderne længere og længere væk, alt imens han tav.

Atter begyndte han at tælle deres skridt, før han kastede blikket op da et skrig fra en ørn lød. Hans ørn. Urørt fulgte han ørnen med blikke, før den forsvandt for deres synsvinkel, alt imens varmen fyldte ham inden i kroppen.

Stille brummede han hæst, før han diskret havde skævet til hendes store mave, og så ladet blikket se skævende imod hendes øjne.

"Bliver det Deres første fødte?"; hans stemme var tonløs, mens den spillede hæs og intense, før han inden han havde fået svar, slog blikket frem for dem. De var langt nu efterhånden på stien.

På egen hov..

Den mørke hoppe slog en lav, hæs latter op da Djange spurgte til hendes mave. I modsætning til ham var hun ikke fuldstændig tonløs, men det var vel for det meste en facade. Sådan da.
”Ja, første og forhåbentlig den eneste. Jeg gider ikke have flere. Det her var jo ikke engang meningen.”
Svarede hun. Hun gad ikke at have føllet. Hvis ikke der var denne her latterlige ting kaldet moderinstinkt var hun skredet fra det, det sekund dens snaskede krop var i verden, men hun kunne jo ikke få sig selv til det. Den slags var imod en hoppes natur, og det ville være fuldkommen umuligt at efterlade et hjælpeløst føl alene, og det ville være lige før hun ville blive nødt til at slå det ihjel hvis hun ville væk fra det. De kunne vel gå, de små kræ. Men hun var sikker på at hun ville elske føllet når det blev født, og det ville på den måde så være umuligt for hende at skille sig af med det på nogen måde.
”Har du så selv nogen … Unger?”
Føl, var nok det hun mente, men unger var bare det hun fik frem. Hun brød sig ikke rigtig om føl, men det var ikke sådan at hun hadede dem. Hun var bare lidt ligeglad, medmindre det var hendes eget.

Wordcount: 222 | Tagged: Djange

Kort havde Djange haft presset lidt på de tilbage vendte ører, end imod nakken. Men det skyldte nu ikke hendes svar - nej nærmere var han en smule overrasket over hendes lave og hæse latter. Så hurtigt som de havde været presset mod nakken, lige så hurtigt slækkede de allerede på sig igen - mens det ører der var nærmest hende havde vendt sig en kende diskret til siden, mod hende. Lige som for at understrege hans interesse og at han rent faktisk lyttede til hvad hun sagde.

Ikke meningen.

Det slog ham at han selv kendte til den situation, hvilket havde resulteret i Athenes fødsel. Kort havde han uberørt atter rettet blikket frem, uden videre at reagerer på hendes egentlig ret kyniske tilgang til afkom. Deres hove lød atter klikkende imod det hårde underlag, før hendes spørgsmål lød for hans ører.

Stille havde han skævet roligt til hende, mens hans blik endnu var uændret - koldt og tomt.

"To afkom, måske tre."; svarede han med den hæse og intense stemme, direkte tonløst.

"Jeg ved at der er rig mulighed for at jeg har et tredje afkom, samt med hvem, men om det blev til noget i tidernes morgen, er mig ubekendt."; forklarede hans tonløse ord, hæst og intenst, alt imens han stille skænkede Athene en tanker. Det var længe siden - atter en gang - at han havde haft stødt på hende. Sørgeligt nok.

På egen hov..

Solani vendte kort blikket bort, men hendes ører var stadig vendt mod Djange, som for at signalere at hun endnu lyttede til hans ord. Han var åbenbart ikke sikker. Først forekom det lidt besynderligt for hende, men hun kom til at tænke på, at hendes eget føls far nok heller ikke ville være sikker – måske ville han aldrig blive det. Det var vel ikke så usædvanligt.
”Hm. Hvilke to afkom er du så sikre på?”
Spurgte hun, og vendte langsomt blikket tilbage på ham. Hendes tofarvede øjne skinnede let i solen, men egentlig var hendes blik ganske køligt og fladt. Det så bare mere skinnende ud i solen der tittede frem over bjergene. Hun indåndede den kolde luft, og lukkede kort øjnene, fokuserede i et par sekunder blot på hvordan den barske bjergvind legede med hendes kulsorte man. Hun kunne godt lide at være her. Hun burde tage herhen oftere. Hvis hun da en gang fik lov til at være alene, nu hvor hun havde føllet. Gud, hvor var hun også dum. Det var karma der havde slået hende så hårdt at hun var ved at falde ud over klippen hun stod på, og hvor havde hun bare været ubeskrivelig dum. Nu var hun mærket af sin egen dumhed resten af sit alt for korte liv.

Wordcount: 216 | Tagged: x

Som sådan skænkede den let brogede hingst ikke dette selskab en yderligere tanke, til trods for det nok aldrig var sket sådan før, at han havde klinget så godt med en, som alligevel virkede så ligeglad og afvisende. Han så frem for sig, mens deres vej atter bugtede sig, og gjorde det nye stykke vej efter de mindre stigninger, uforudsigelige før man var der.

Stille havde han vendt det ører nærmest hende en smule ud til siden, lyttende, da hun talte.

Han missede let med de kolde og tomme krystalblå øjne, mens han endnu holdte blikket frem. Det irriterede ham et eller andet sted at han aldrig havde set om Lupë, for ikke at nævne Athene, havde fået en lillebror eller lillesøster. Intet anede han.

"Min ældste datter Athene og så min første fødte efter min mage, Lupë.";; tonløs var hans ord, fra den hæse og intense stemme, som om disse afkom var som at snakke om ligegyldigt græs. Til trods for han på ingen måde tog disse afkom forgivet. Tværtimod.

Han skævede let til Solani atter en gang, en kende stille, før han så småt stoppede lidt op.

"Hvor holder De i grunden til her i Andromeda, Solani?";; tonløse var hans ord, mens de yppigt matchede hans direkte kolde og tomme blik der landede i hendes øjne.

På egen hov..
_________________________________

Selvom det ikke var mange ord der kom fra den kønne hoppe, Solani, lyttede hun ganske godt efter hvad Djange sagde. To afkom, men ikke sikker på et tredje. Det lod til at han så ikke ’boede’ sammen med sin mage, hvis man kunne sige det sådan. Aldrig havde Solani selv haft en mage, så hun vidste ikke helt hvordan det fungerede, og hvad det gjorde godt for. Det virkede en smule ubrugeligt for hende, men folk måtte da gøre som de ville. Det var vel lidt som en flok, bare kun med to heste, som holdt meget af hinanden. Ja, det var sådan det var, ikke sandt?

Hun nikkede stille til hans ord, inden hun rettede sine øjne mod ham. Hun tog sig ikke af at han ikke begyndte på en lang roman om hvor meget han elskede sine afkom og den slags, for det ville hun end ikke selv magte at høre på. Hun var i princippet ligeglad med hvilke føl andre heste havde sat i verden, men det var okay at finde ud af en smule om denne Djange. Indtil videre var han nok den hun var kommet bedst ud af det med i Andromeda, men så var det heller ikke fordi det havde gået specielt godt med de andre selskaber hun havde haft sig.

”Hvem er denne mage du har dig, så?”

Spurgte hun, og rettede endnu engang sine tofarvede øjne mod ham.

Hun blev i grunden en smule overrasket over hans spørgsmål, da det virkede som et ret stort emneskift. Det var også fint, for hun havde ikke så meget mere om afkom, kærlighed og mager og den slags at sige, for ingen af delene havde hun endnu. Afkommet kom jo, kærligheden tvivlede hun på, og magen kunne egentlig godt holde sig væk.

”Jeg holder lidt til over det hele. Mest på Chibale og Enophis. Jeg ved ikke rigtig hvad der er ved de to øer, jeg holder bare af at være der.”

Fortalte hun, inden et ganske kort smil spillede om hendes læber, inden hun rettede blikket væk fra ham, og det hårde udtryk endnu engang gled over hende.

___________________________________________________________________________

Wordcount: 355

Mage... Efter Solanis spørgsmål, snagende spørgsmål, rungede ordet gang på gang i hans indre. Han vidste jo godt selv han aldrig kunne fortælle nogen om det. På den anden side var han ikke hingsten der løg, heller ej en hvis løgn. Nej, lidt for ærlig og alt for ligefrem var hvad han var, og nok altid ville blive ved med at være...

Hans hale slog et smæld bag ham, mens han missede øjnene en kende sammen. Endnu så han kun frem for sig, mens hans mule stille rynkede sig en kende irritabelt, mens hans ører pressede stille på sig.

"En hvid hoppe der bor langt herfra...";; hans ord var dæmpede, mens den hæse og intense lyd spillede tonløst. Han havde tydeligt hentydet til bjergende, som de akkurat befandt sig i lige nu, og løgn var det jo ikke.

De kolde og tomme krystalblå øjne blev dog ført på hoppen endnu engang, da hun atter talte. Svarede han spørgsmål. Stille lod han det evigt anspændte blegne en kende, mens hans øjne forblev kolde og tomme. Hendes smil rørte stille noget på sig i ham, uden at det var videre ophidsende. Hun virkede meget ærlig... og ligefrem. Enkel. Hvilket han nu virkelig godt kunne li'.

Hun mindede næsten om den næsten hvide hoppe inden hendes forvandling. Han savnede hende.

Han stoppede helt op, mens hans hoved atter så frem, før han stille drejede det kønne hoved bag masken, mod hende. Mens hans kolde og tomme øjne blot så i hendes for en stund.