Born of fire [Åben]

[3] 

Det var sidst på eftermiddagen og solen var begyndt sin nedgang i vest. Himlen var antændt af en svagt ulmende ild, der langsomt blev svagere, som lyset svandt og snart ville give efter for mørket.  Calypso vidste at tiden var inde og havde derfor søgt til et afsides sted som det lå hende for vane. Den store mave ville snart give afkald på det der i mange måneder havde vokset sig stort derinde. Den ildrøde pels var blevet mørk af sveden der piplede frem ved hver vé.  Hun stod stadig solidt plantet på alle fire ben og ville ikke smide sig før sidste øjeblik.  De isblå øjne var intense af anstrengelsen som det nu var at fole, det var hende ikke uvant, men det var nye omgivelser og derfor holdt hun sig stående indtil hun kunne fornemme at forbenene nu var tilstrækkeligt ude. Derpå lagde hun sig ned og lod blikket vandre mod den flammende himmel, mens hun drog et kort anstrengt støn og lod hovedet falde til jorden. Længe gik der ikke før føllet var presset ud og hun nu kunne beskue det velskabte hingsteføl, der bestemt var i live.  Uden tøven begyndte hun at slikke ham ren, så hans røde farve kunne spille om kap med himlen.    Så snart den unge var ren, spildte Calypso ej tiden. Hun rejste sig straks og gav hingsten et lille puf og afventede nu at han fik rejst sig, mens hun holdte et skarpt øje på hvad en der måtte røre sig derude. 

Lyset mødte den unge sjæl for første gang. Det var et skarpt blændende lys som ikke var lig med de farver aftenshimlen havde. Da chokket over at blive sat i verden hurtigt havde sat sig, følte han sin moders tunge mod hans røde pels. Han genkendte hende straks, duften sad allerede imprinteret i hans hukommelsen og det var en han aldrig ville glemme. De vamsede ører vippede ivrigt rundt, mens de blå øjne dog endnu kun kunne se skygger. Han så op, et flammehav. Hans syn var endnu ikke godt nok til at han kunne se det ikke var flammer. Ja hvad var flammer? Et puf fra hans moder gjorde ham opmærksom på det var tid til at komme videre. De var en mindre kamp at på styr på det lange, men dog sollide ben som han var blevet skænket. Han havde endnu ingen tidsfornemmelse så hvor længe der gik før han stod vaklende på sine ben var uvist. Instinktivt søgte han patten og mælket der fyldte ham med energi og livsvigtig nektar var noget der for den lille nyfødte var yderst himmelsk.  

Et fnys forlod den rødlige hingsts mule, idet han uroligt snurrede rundt på det sted, han havde gjort holdt. Hans flanker hævede og sænkede sig med stor hast, og en dyb arrigskab var at ane i hans dunkle øjne. Han havde mistet den røde hoppe af sigte, den hoppe han havde skænket et nyt liv - tilladt at bringe et af sine afkom til verdenen. Og det var han i særdeleshed ikke tilfreds med.
Ofte havde flammehingsten selv våget over hans hopper, imens de nye skabninger kom til verdenen, men grundet deres korte møde, have han ikke haft i sinde at betragte hende så åbenlyst. I stedet havde den ildfarvede holdt sig på afstand, og i stedet blot fulgt de ældre spor, og betragtet hendes stille kamp på afstand, en iagttagende beskytter, opmærksom på, at hun ikke vågede sig ind på rovdyrs arealer. Dog havde hun håndteret det, som han ville have forventet af en af sine egne. Hun havde ikke haft brug for hjælp.
For nyligt var Calypso, hoppen, dog våget sig ind i en mere overdækket lund, og hans syn havde ikke været tilstrækkeligt til at følge hende. Det var her han stod nu, med bagparten trukket let ind under sig, og et årvågent blik til enhver skygge der rørte sig. Han overvejede at kalde, men afviste snart tanken. Han ønskede ikke at forstyrre hende, såfremt folingen stod nær. I stedet ventede han blot på et livstegn, udnyttede sine sanser til fulde, for at finde et spor af sin glødende hoppe, og den prins hun bar i sit indre.

[4]

Roligt iagttog hun hvordan hendes søn kom på benene. Han var hurtigt oppe og de lange stærke ben bar ham mere sikkert end de fleste føls ben. Om han ville blive så bred som sin fader var uvidst, men Calypso var ej nogen spinkel hoppe. Hun var bygget til sine vandringer og sat muskler herefter.  Mere masse var kommet siden hen. Da sønnen gav sig til at drikke kunne hun iagttoge området nøje. Der var ingen tvivl om nogen havde fulgt efter hende på lang afstand, men hun havde ikke skænket det nogen tanke.  Hun kunne takke hendes opdragelse for at hun havde luret det, ellers havde hun aldrig opfattet det.  Mere væsen havde hun ikke gjort af sig i det hun ikke havde følt sig truet af tilstedeværelsen, så i det sønnen var færdig med at indtage sit første måltid begyndte hun nu uden videre omsvøb at skridte ud fra den overdækkede lysning, inden lugten af nyfødt tiltrak for mange rovdyr.  Sønnen måtte følge med og derefter kunne han hvile. I normale tilfælde ville hun være vandret tilbage til flokken og søgt deres beskyttelse, men Calypso var alene for første gang, noget der ikke faldt hende helt godt til mode, men hun vidste hun nok skulle klare den. Hun havde brugt måneder på at finkæmme netop denne ø for at intet skulle komme bag på hende. 

Prinsen var ikke længere i hoppens indre, men stod nu og diede ved hendes side. Ej var han endnu blevet skænket sit navn, men det ville komme, ingen tvivl.  Snart var han færdig med indtagelsen af den livsvigtige mælk og straks efter forlod moderen hans side. Han kaldte med sin spæde stemme, inden han nu efter bedste evne begyndte at følge den røde skygge. Synet kom langsomt til ham, der ville gå nogle dage endnu før det ville være på niveau med en voksen hests. I mellemtid ville han holde sig klistret op af sin moder. Sindet var endnu ikke udviklet i nogen personlighed, men han var søn af ilden og der var ingen tvivl om at han ville vokse op og blive endnu mere billedskøn end han var nu.  Selvom han var helt ny bevægede han sig allerede mere sikkert for hvert skridt han tog på de lange stærke ben, der ville komme til at bære ham længere end denne ø rakte. 

Lyden af hove, der blev sat imod bevoksning længere fremme, satte gang i rødlingens veltrænede muskler. Snart fangede glimt af rødt hans øjne, og den anspændte gang lod sig bløde op, imens flammerne langsomt dæmpedes fra smertefulde stikflammer, til en langt roligere lue. En dyb brummen banede sig vej fra hans brede bryst, alt imens han trådte nærmere den velkendte flammehoppe. En anden bevægelse fik dog den magelige hingst til at tøve, og undrende førte han hovedet i dens retning. Synet af hoppens blodige bagparti burde have ladet ham vidne om dette, men alligevel havde han været så opsat af hendes tilsynekomst, at han ikke havde bemærket den fremmede duft, af nyfødt der fulgte tæt efter hende. En usikker skikkelse stavrede ved hendes side. Dyb rød som sine forældre, med hvidlige aftegn, der endnu var farvet lyserøde af hans nylige ankomst til verdenen. Den sære stolthed bredte sig i blodshingstens indre, imens den nye unge langsomt kæmpede sig igennem sit nye liv, skridt for skridt. Flammerne, der normalt slikkede langs hans sider, havde dæmpet sig, trukket sig tilbage til slette ggløder, der gav en lun varme til hans røde skikkelse. En behagelig varme, der snart igen lod ham give lyd fra sig. En mild blanding af vrinsk, og vibrerende brummen lod han hilse den lille nye, før han med faste skridt trådte de to sjæle nærmere, uden at komme for tæt på den nye søn. Hans bekendtskab med hoppen havde trods alt været kort, og han ønskede ikke at virke truende over for det nye liv. Med sin livserfaring, vidste han, at hopper synes mest utilreglige, netop efter de havde bragt liv til verden.

[6]

Den røde hoppe var ikke sen til at bemærke Ildhingsten foran sig. Hendes sanser synes langt skarpere når hun havde et føl ved hendes side, men det var ikke så unaturligt igen, især ikke når hun skulle holde øje for to. Hun førte sig rankt frem til trods trætheden tog noget af pynten af hendes fjedrende gangarter. Han så ud til at tøve og det fik hende blot til at slappe mere af.  Hun skævede ned på sønnen som fulgte hende troligt og mere sikkert for hvert lille skridt han tog.  Hun stoppede nu op, afventede Ildhingstens ankomst og en sær følelse af sikkerhed hvilede nu over hende. Hun turde stole på denne, blot bekendte. Hun svarede hans blanding af vrinsk og brummen, med en mere dæmpet feminin en af slagsen.  Af ren sikkerhed tog hun et skridt frem, så han ikke direkte kunne vandre over til sønnen og det var netop fordi hun var mere sensibel med sin søn ved siden. De isblå øjne udstrålede dog ro og kontrol for hun var trods alt en erfaren hoppe. 

" Caedis. Mød Canicus " 

Lød det fra hendes lyse stemme der på dagen var ekstra blid i det hun nænsomt puffede til hendes lille prins.  Inden hun nu afventende så på Ildhingsten. Calypso var altid interesseret i fædrenes blik på deres afkom, ikke mindst fordi faderen til hendes forrige trods alt havde været hendes fører. Jo vist betød det noget for den røde hoppe, men denne gang var det anderledes. Hun stod alene, uden flok, uden krav til opdragelse. Hun kunne gøre som hun ønskede, hvilket betød hun selvfølgelig ville gøre det endnu bedre end før.  

Den lille ny fulgte trofast sin moder hvor end hun nu førte ham hen. Han forsøgte ihærdigt at blive mere sikker på de lange ben, og for hvert skridt blev han stærkere. Verden var dog stadig et slør af skygger og han var bestemt afhængig af sin moders guidning. Snart stoppede hun, hvor til han selvfølgelig også stoppede. En ukendt skygge, større end hans moder, men samme farve kom nu nærmere. Han trak sig ikke bagud, for det var sikkert hos mor. Lyden der kom fra den fremmede var heller ikke som mors, den var dybere. Nysgerrigt rettede den lille røde sig op og forsøgte en mimik af den fremmedes lyd, som dog ikke var helt vellykket, men en dag ville han kunne komme til at sige lyde som den store røde skygge.  Hans moder trådte frem og en anelse ind foran ham, hvilket resulterede i at den nysgerrige nyfødte stak hovedet ud imellem hendes forben for at lure på denne skygge. Caedis. Mød Canicus. Lød det fra hans moder og han forsøgte at greje betydningen af disse ord. Det hele var volapyk i hans ører. Men han skulle nok lære betydningen af de to navne der blev sagt. Det var næsten garanteret.  Han trak nu hovedet til sig, da hans moder rykkede en anelse på sig, men han holdt sig stadigt klistret op af hende. 

Den flammerøde hingst hvælvede let i nakken, og lod en dyb indånding sive ud igennem sine mærke næsebor. Derpå vippede det kort i ørerne, før han satte i bevægelse, og trådte nærmere. Fokus var på den røde hoppe, driftet væk fra sønnen, der nysgerrigt tittede frem fra hoppens ben. Men for meget opmærksomhed på føllet ville være allarmerende, og dersuden krævede det først en hilsen på moderen, før han kunne introducere sig til føllet. Ikke at han havde travlt, ildhingsten havde været igennem proceduren mange gange, mødt mange lettere ukendte hopper, der havde givet ham nyt blod til flokken. Kortvarrigt piskede hans tonede hale, før han med en dyb indsmigren, stoppede, og indbydede, med en udstrakt mule, hoppen til at hilse igen. Der hvilede en dyb ro over hingsten, nu hvor han havde hoppe og afkom nær sig. Han ville beskytte dem, så meget var klart. Imod hvad end der ville være nødvendigt.
Efter den korte hilsen på hoppen, lod hingsten sit store hoved føjes i føllets retning, med sine røde ører vendt imødekommende frem. Cancius. Et navn der klingede som hans eget, dog ej med samme betydning.
"Vær hilset min søn, Cancius. Jeg velkommer dig til livet."
Ord med en besynderlig klang, dog talt i deres fælles sprog, og ikke i det traditions bundende, som han oftest havde benyttet i sit gamle liv. Han følte ikke behovet for at holde fast i den tradition, men ordene blev dog sagt, blot oversat, omend stadig med samme varme betydning.
På nuværende tidspunkt, kunne flammehingsten meget vel kaldes tæmmet. Han var snarere varm end glohed, og således ønskede han det også i disse vigtige momenter. Selvom det var oplevet mange gange, var hvert liv en velsignelse i sig selv, der skulle hilses individuelt, og hver i sær modtages på bedste vis. Dette føl ville ikke være en undtagelse, denne søn ville ikke være en undtagelse. Ganskevist havde han ikke sin flok, ikke sine beskyttere, og ikke sine tilbedere til at beskytte ham. Men han havde sin krop, sit sind, og frem for alt sin styrke. Og den ville han udnytte til døden, til dette føl selv kunne værge over sig.

For blot en stund stod den ildrøde hoppe blot stille og iagttog ildhingstens mindste bevægelser og trækninger. Det hele var en nøjsommelig process alt imens hun blot stod og afventede. Nok havde hun ikke travlt, men hun ønskede ligeledes ikke at blive hængende for længe i det stanken af blot stadig sad i hendes næsebor, men den røde væbnede sig med tålmodighed. Hun hilste ham, ildhingsten, og pustede varmt i hans næsebor inden han nu rettede opmærksomheden mod deres søn. En saglig brummen skød kort op fra hendes brystkasse. Dog rykkede hun nu en anelse på sig i det den indre instinktive uro begyndte at brede sig, men først da ildhingsten havde hilst deres søn og hun havde givet ordene tid til at falde på plads trådte hun nu frem og puffede uroligt til ildhingsten. Hun søgte skam beskyttelsen som stod foran hende, selvom hun ikke havde noget forhold til denne. Hun skævede til sønnen og brummede nu kaldende til ham, for at han skulle holde sig til.

Canicus opfattede ikke meget af hingstens gestusser mod hans moder i det han knapt kunne se klart endnu. Han var helt dugfrisk og brugte stadig meget af energien på at holde sig oprejst på disse lange ustyrlige ben. Selvom hans første skridt var ovre så var der mange skridt der skulle tages før han ville se ud som den røde skygge foran ham, men han fornemmede roen fra skyggen, som han facineret beskuede med de endnu uskyldige blå øjne. Skyggen så ham og han mimrede let med den lille mule da den nu talte i tunger som han endnu ikke forstod sig på. Canicus. Navnet blev nævnt igen, mon det var hans eget? Den unge tog sig ikke meget tid til at tænke da alle de nye sanseindtryk var overvældende. Han smaskede i stedet en anelse, inden han moder nu rykkede på sig og bad ham holde tæt, med to små travtrin stod han nu atter klistret ved hendes side og havde ikke i sinde at forlade denne tryghed lige foreløbigt. De blå øjne fandt igen vej til den røde skygge foran ham og han vippede let med de vamsede store ører. En udefinerbar lød kom fra den unge hingst, hvis mule nu duttede sin moder let på maven.

Dybe toner forlod den ildfarvede skabning, idet hoppen søgte tættere på ham, søgte beskyttelse. Noget hun end ikke havde behøvet, han havde gjort det af sig selv, uden tvivl. Kort søgte den grållige mule hoppens skulder, hvor han åndede tungt ud. En berogligende gestus, men ligeledes et stille løfte. Han ville ikke forlade dem, såfremt der ikke var optakt til noget der krævede det. For visse måske en trussel, men for ham, var det en selvfølge. At overvåge sine hopper konstant, holde de glødende øjne på de spæde afkom. Den lille hingst, med aftegn og farve fra sine forældre, trippede kejtet tilbage til ildhoppens side, og en lys, kærlig lyd forlod ildprinsen som hilsen til ham, før han søgte bort fra de to sjæle. Hoppens instinkter, og hendes urolighed talte ganske klart, og ikke mindst sandt. De skulle væk fra stedet her. Ikke fordi der var rovdyr nær, men det kunne meget hurtigt blive tilfældet.
Horisonten, var påbegyndt en let rødmen, og klædede den lille familie i gyldne luer. Ildheste hver og én, ikke alene af farve, men ligeledes af sind. Let spidsedes hingstens brede ører, idet han afsøgte omgivelserne, før de vældige muskler satte hans korpus i bevægelse. Med langsomme, tydeligt adelige skridt, bevægede han sig. Opmærksom på verden omkring dem, men ligeledes på hoppens og hans afkoms begrænsede tempo.

Calypso mimrede let med mulen og havde øje på både afkom og omgivelser, selvom hun vidste der stod en beskytter ved hendes side, men det var et nyt land med andre farer og det var nok derfor hun agerede en anelse mere stresset over stadig og stå her end hun burde. Et let prust kom fra hende og et svirp med halen, men hun afventede blot fra ildhingsten. Han formåede dog at få hendes beroliget i sådan en grad at hun kunne puste ud langt om længe. Hun puffede atter til sønnen for at gøre ham opmærksom på at det nu var afgang i det ildhingsten havde sat sit legeme i bevægelse. 

Hun tøvede ikke med at sætte efter, selvom hendes skridt dog var en anelse mere ilende end de mere rolige bevægelser der kom fra hingsten ved hendes side. Hun skævede i ny og næ om på hendes søn, mens øjnene scannede området nøje. Hele hendes krop var i alarmberedskab og så snart sønnen virkede stabil nok i sine gangarter, satte hun i trav, mens hun placerede et puf mod ildhingstens side.  

Det lidt højere tempo fik løsnet op for den før anspændte og mekaniske gang og det synes at den røde hoppe endelig kunne slappe lidt af. 

Canicus var stadig ganske ny og forstod sig endnu ikke på de mange lyde, samt hans moders adfærd. Han vidste blot at han måtte følge hende for ikke at dø. Hendes puf kom som ventet, og han trådte frem, og fulgte hendes med sikre skridt. Hans lange ben var fra fødslen allerede ganske stærke og det ville blive spændende hvis af hans forældres bygning han ville arve når han engang blev ældre. Hans mor satte tempoet op og ligeledes gjorde han. Det var en helt ny fornemmelse der bredte sig i hans krop i det han øgede tempoet. De små øjne blussede op som en ildebrand og den lille halestump røg i luften. En dag ville der stå en mægtig fane bag det der nu blot var en stump. Han følte trangen til fart, men var endnu ikke klar til at drøne afsted uden sin mor, så han måtte pænt blive ved hendes side. 

Blodshingstens lune flammer synes at blive luftige, alt for lette, da den lille presterede at frembringe en gang, der var en kongelig værdig. En dag skulle den lille Canicus nok blive til noget. Måske ikke ligefrev prins fa flammerne, men i alle fald noget der var større, end de fleste almene sjæle på øen.
Flammehingstens næsebor pulserede ganske kort, idet hans hoppe gjorde mine til at sætte farten op, og han lod hende søge frem før han selv. Per instinkt, tog han bagtroppen, et halvt skridt bag hoppe og afkom. Ikke for at kunne gene på dem, men fordi det var den lille floks svage side. Og fremad kunne de alle tre komme uden problemer. Bagud var den største udfordring, og dermed hans. Desuden stolede han på hoppens instinkter. Hun var en ny mor, og derfor ville hun næsten per automatik være mere grundig end ham i alt. Både til at finde dem alle tre et ly, men ligeledes til at opsnappe eventuelle farer.
Det tog ikke mange skridt i den svævende trav, før hingstens hals knejsede ganske naturligt, og hans flammerøde hale hejste sig bag ham. Ikke helt så højt som den nye flammes, for den ældres var langt tungere, og frem for alt bygget til at ligge tæt til bagpartiet. Men en prægtig hingst var han, og der var absolut ingen tvivl om, at det var gået i arv.