Foråret endeligt på vej..

Stadig bevidst om hans personlige grænser blev hun stående, men slappede lidt mere af, nu da de havde fået etableret hvor tæt på han ville acceptere at hun kom. Hingsten foran hende var stadig opmærksom på sine omgivelser, på trods af hans ellers meget passive udtryk, bemærkede hun.
Til hendes overraskelse lod hans stemme også til at have en snert af sympati, da han besvarede hendes spørgsmål, selvom hans svar ikke gav nogen videre mening for hende - hun havde aldrig hørt om stedet før.
Tøvende vippede hun let med de små, spidse ører og så tænksom ud et øjeblik, men der var ikke en klokke der ringede for den tofarvede hoppe. Hingstens blik var utroligt intenst og svært at udholde i lang tid ad gangen, men hun slog ikke blikket ned - dertil var hun for stædig - dog var hun på ingen måder udfordrende, men holdt blot øjenkontakten. "Aha... Hvad hedder de andre øer så?" spurgte hun nysgerrigt og spidsede ørene, da han lod til at være villig til at fortælle. Hun kunne ikke helt greje hingsten, men hendes respekt for ham voksede støt, mens hun stod i den lille grydeformede dal med Bjergenes Vogter.

Roligt forholdte han sig nu og da, men den stive og ranke holdning slækkede ikke på sig. Såvel som ørerne endnu lå tilbage, peget imod nakken, men ikke lagt. Hans øjne forblev kolde og tomme, mens mange ville føle et vist stirrende blik så dem i øjnene. Uændret i hele hans udtryk og holdning, så han i hoppens øjne. Her log ikke til at være noget han skulle holde øjne med lige nu; og da hun først talte tillod han sig at lade det ene øre glide let ud til siden. Mest for at vise at han rent faktisk lyttede til hende.

Hans ører gled tilbage på plads da hendes sidste ord lød, og kort rankede han i den højt holdte hals, alt imens han ikke kunne sætte hoven på hvad han ikke helt brød sig om ved denne hoppe. For hun virkede mest af alt bare ung, uskyldig og yderst venlig.

"Landet er bestående af fem Øer; Enophis, Leventera, Zenobia - ørkenøen, Chibale - med de mange skove og Foehn - askeøen."; lettere sammenbidt blev beskrivelsen af den sidste Ø, på trods af hans ord ellers var tonløse og ikke til at sporer følelser i. Så om Ø'erne var positivt beskrevet eller negativt beskrevet var ikke til at vide.

Hingstens sammenbidte svar matchede hans udstråling ganske glimrende. Den gyldenøjede hoppe sænkede respektfuldt hovedet et par centimeter, da hingsten endnu engang besvarede hendes spørgsmål. Hun var utrolig bevidst om hans kropssprog og meget stive holdning. "Javel," sagde hun med et nik og skrev sig hans svar bag øreret. Det kunne vise sig at blive nyttig viden i fremtiden. Hun syntes at kunne fornemme en svag antydning af modvilje i hans stemme, men var ikke sikker. Der hvilede en hel generel aura af modvilje over hingsten og hun overvejede endnu engang om hun var uønsket selskab. Hun besluttede sig for at være ærlig over for denne hingst, denne Bjergenes Vogter. Han havde indtil videre været ualmindelig respektindgydende og hun ønskede ikke at mishage ham. Hun kneb øjene en anelse sammen og forsøgte forgæves at danne sig et indtryk af hans holdning til situationen, til hende. "Skal jeg gå?" spurgte hun ligefremt og lagde hovedet en anelse på sned med en spørgende mine.

Hoppen sank nu hovedet en anelse, og stille rankede han sig lige så. Det udstrålede tydeligt hvordan han overlegent tillod sig at dominerer hende, men egentlig var dette ikke hans hensigt. Nej, nærmere gjorde han det for at opfordre hende til at hun ikke behøvede at sænke hovedet således. Han respekterede dybt hendes underkastelse og respekt, men tiderne havde ændret sig.

Selvom han stadig udstrålede dette, søgte han ikke altid evig underkastelse og respekt som han engang gjorde. Stille missede han øjnene anseende, mens en svag skepsis var at syne hos hans mule der også slog sig en rynke over hendes ord.

"Nej."; hæs og intenst svarede han tonløst hendes spørgsmål. Alle var velkommende i bjergende, med den undtagelse af skygger.

"Men de må have mig undskyld Camille, farvel."; valgte han dog at erstatte ind roligt, med den hæse og intense stemme der evigt tonløs lød. Han trådte galant et skridt til siden, i den ranke og lidt anspændte holdning - før han nikkede kort, tilmed mekanisk, høfligt imod denne hoppe. Til afsked. Før han roligt satte i en skridt hvoraf hvert og et skridt var præciseret med al overskud, og roligt forlod han hende i sin stolte fremgang.



[OUT - Håber det er okay jeg slutter den her ]

Langsomt hævede den spættede hoppe hovedet igen, hvælvede halsen til en blød bue og mødte hingstens kølige isblå blik. Der syntes at være en vis skepsis at spore, men endnu engang var hun ikke helt sikker. Det forvirrede hende, at hun, der som regel var så dygtig til at aflæse kropssprog, ikke kunne greje denne brunbrogede hingst. Dog lod han til at fange hendes stadigt voksende respekt for ham og hans hverv - selvom hun stadig ikke forstod hvad sidstnævnte egentlig gik ud på. Et kort pust af lettelse strøg gennem hendes sind, da han forsikrede hende om at hun ikke var uønsket. Alligevel følte hun en vis tvivl, da han bekendtgjorde at han ville forlade hende. Hvilket han selvfølgelig var i sin fulde ret til og hun var selv bevidst om at hun udgjorde et særdeles dårligt eksempel på selskab. "Farvel," sagde hun sagte efter ham da han forsvandt og hendes karakteristisk hæse stemme genlød kort mellem bjergets stejle vægge. Hun håbede inderligt at hun ikke havde gjort et dårligt indtryk på Bjergenes vogter. Hun ville med stor sandsynlighed færdes meget i bjergene fremover og derfor betød hans forsikring om at hun ikke var uvelkommen, mere end hun egentlig gav udtryk for.

// Helt i orden du ^^' Havde overvejet hvordan pokker jeg skulle blive ved med at brygge videre på det her, uden at mine svar ville blive forsvindende korte xD