The First of a Thousand Nights

Persephone

x x x

x Where: Enophis | Who: Solani | When: Midnight | Listen to: Home x

The First of a Thousand Nights
1

Månen stod fuld og klar på den mørke himmel, kun oplyst af dens fortryllende blå skær, og de fjerne, glimtende stjerner. Det var først da vinden rørte på sig, at det høje, mørkegrønne græs bølgede, så det afgav en svag hylen der kunne sammenlignes med en prærieulvs. Ja det var først der, at hoppeføllet slog sine mørkebrune øjne op med et sæt. Hun lå helt ned i græsset på sin side, og havde sovet lige siden eftermiddags solen var gået ned. Det havde dog været i intervaller, for maven rumlede ofte, og det betød at hun måtte løfte sin spinkle krop, for at søge til mælken. Nu var det dog ikke mavens begær, som fik det lille hoppeføl til at rejse sig med besvær, for det havde kun varet et enkelt døgn, siden hun var blevet givet til verden. Det var stadig svært at kontrollere de lange ben, som skulle finde balancen og støtten til at komme op at stå - men så snart hun havde fundet fodfæste, kunne hun straks lunte de få skridt, der var - hen til sin mor.

Det sabino-skinnede føl brummede med fryd og glæde, da hun atter hilste sin mor, ved at nappe forsigtigt ud efter hendes side, som hun stillede sig op ad hende. Det fine, lille hoved lod hun sig gnide op ad morens bug, inden hun rastløst lod sin mule søge ind under hende til dievorten. Istedet for at give sig til at dige, duttede hun hurtigt mulen imod yveret, inden hun trak hovedet ud igen, og rystede det, så de bløde ører flappede med. Persephone havde ikke ytret et ord - det var umuligt. Hun kendte ikke til noget som helst, ud over de mest enkelte og basale krops kommunikations-nødvendigheder hun havde opfanget fra sin mor det seneste døgn. Halen viftede livligt bag hende, imens de mørke øjne drog imod himlen. Stjernerne lod sig genspejle i hendes blik, og hun lignede præcist en sjæl, der var dybt forundret over, hvor stor denne verden end måtte være. Blikket strøg sig over de storslåede omgivelser - de store, mørke stammer som tonede sig frem i natten og skabte mystik, som mørket indtog hver en meter jo længere man betragtede hvert et træ, engen, som strakte sig langt og lignede havet når vinden strøg sig over det lange græs, og skabte den blide effekt, og selvfølgelig, bjergene, som strakte sig langs horisonten, store og mægtige, og modtog månens skær, som fik dem til at male de mest betagende skygger. Det var alt sammen nyt, og det var alt sammen i hendes verden. Det var for dette lille individ, ufattelig og alt var intet mindre end fascinerende.

The first of a thousand nights

3

Folingen af føllet Persephone var forløbet uden yderligere problemer, og dette var føllets anden nat. Hun havde ikke udvist ret mange tegn på liv, og det så først nu ud til at hun virkelig vågnede op til dåd, sådan nogenlunde. Om det bare var sult, eller manglen på moderens konstante nærvær var ikke til at sige. Det var et ganske kønt hoppeføl, buckskin og Sabino. Det var tydeligt at se hvem der var faderen, men til Solanis glæde havde hun også arvet nogen af de araberpræg hun selv bar, hvilket for hende var vigtigt at føre videre. Hun var trods alt født og opvokset i ørkenen. Hun vidste ikke hvad hun følte om det føl hun havde sat i verden, udover den kærlighed hun var nærmest var forpligtet til at føle for den lille og yderst uelegante hoppe der nu stavrede hen mod hende på sine lange ben. Et skævt smil spredte sig om hendes læber, som hun betragtede hende.
”Er du sulten Percy?”
Mumlede hun venligt mod føllet, velvidende om at hun nok ikke kunne forstå et ord af hvad hun sagde. Percy var blot det første der faldt hende ind, da hun syntes at det lød en smule langt og formelt at skulle sige Persephone hver gang, skønt Percy i teorien burde være et navn til en hingst. Alle føl havde vel brug for kælenavne, så måtte det være op til dem selv om de ville beholde dem som de blev ældre, eller blot lade tidens strøm tage de kortere og mere uavancerede navne med sig i strømmen. Det var tydeligt at den unge sabinobrogede ønskede at få føde, så hvorfor hun ikke bare drak den mælk Solani havde produceret af den ene årsag, var for hende en gåde, men hun måtte gøre som hun ville. Hun strøg let sit feminine hoved over den lille hoppes ryg, og kunne tydeligt føle den varme pligten som moder bragte med sig.

Wordcount: 321 | Tagged: Persephone

Persephone

x x x

x Where: Enophis | Who: Solani | Listen to: Home x

The First of a Thousand Nights
2

Det nyfødte hoppeføl havde brugt det meste af sin første dag, på blot at spise og sove. Hun havde været ekstremt træt, og der var ingen tvivl om, at den voksne hoppe også var i søvnmangel. Men med føl, kom der også ansvar, som hun indtil videre havde levet op til. Der var dog et problem som kunne opstå, for ved fødsel opstod duften af nyfødt i området, hvilket muligvis kunne tiltrække potentielt farlige dyr, som ville kunne se den lille som et nemt måltid. Det var fra nu af vigtige valg, den ellers unge Solani, nu skulle træffe - Persephone ville være ved hende længe, før at hun selv ville kunne blive selvstændig og vænnet fra. Hvis altså hun nåede at blive så gammel. Alverdens ting ville kunne hænde hende, og livet hang stadig i en tynd tråd, hvis nu det skulle ske, at hendes mor skulle forsvinde.

Men hun kunne ikke vente. Det ædle lille hoppeføl, som havde arvet de smukke araberpræg fra sin moder, kunne ikke vente med at leve livet. At lære om månen og solen, at se, dufte, smage og røre. At fejle var at lære og det skulle hun nok engang komme til. Lige nu, i den rolige nat var det oplyste mørke sat, og i baggrunden spillede nattens musik, i takt med vindens svage rusken. Det var små dyr, fugle og insekter som atter var ved at vågne op fra den lange vinter, der stadig bragte kulde til landet. Persephone stod rankt ved sin mors side og observerde området med vidt åbne øjne, fyldt med forundring. Hjertet bankede stødt i hendes bryst, og benene var begyndt at få en prikkende sensation - i et kort øjeblik så hun tilbage og fik øje på sin mors genkendelige ansigt, inden hun lod sit eget hoved glide over hoppens bløde skind ved låret i en hurtig bevægelse. Uden videre førte hun blikket over det høje græs, og med et, to, tre spring havde hun sat afsted, og fræste med høj hastighed henover et lille stykke af engen, så godt hun nu kunne. Der var ingen andre at se i området, og den lille hoppe nød at få pulsen op, og skudt noget af den energi af, som hun havde optjent i sin søvn. Hun nåede gudskelov ikke langt, før hun med to bittesmå bukkespring, der kun fik hendes bagpart få centimeter op, stoppede op og vendte blikket tilbage til mor. Så længe at mor var i syne var det okay - men følelsen af at have brug for tryghed lå evigt og tungt hos hendes hjerte, og skabte et livsvigtigt bånd. For uden hendes mor havde hun ikke en chance. Så, med forsigtige skridt vendte hun langsomt tilbage til hende, med ørerne fremme og et ret så tilfredst udtryk hvilende i det kønne ansigt.

The first of a Thousand Nights

7

Det kom meget bag på den mørke hoppe at den lille spirrevip allerede nu løb med lynets hast afsted over engen foran dem. Et bekymret udtryk lyste kort i hoppens øjne, men efter lidt tid betragtede hun blot den unge hoppe løbe afsted med glæde spejlet i hver af hendes kluntede bevægelser. Det så dog ud til at føllet ikke brød sig om at komme så langt væk fra sin moder, og vendte efter et kort stykke tid tilbage til Solanis side. Solani var nok endnu for ung til rollen som en moder, men hun følte sig nødt til at tage sig af føllet. Skønt det ikke var gået efter planen, var det hendes ansvar alene at tage sig af det buckskin farvede hoppeføl. Og hvor hun elskede den lille og benede hoppe. Hun betød allerede alverden for hende. Nattens lyde skabte sød musik omkring de to heste, som de stod tæt op af hinanden. Mor og datter. Den brune ønskede let at den unge ville ligge sig til at sove, for det måtte vel snart være hendes sengetid. Hun måtte have lov til at ligge sig ned, mens den ældre måtte holde øje med fjendtlige dyr. Sove med et øje åbent, i bogstavligste forstand. Let nulrede hun sin bløde mule mod hoppens bløde skind, beroligende og søvndyssende. Det var på tide at hoppen faldt til ro, så hun kunne være klar til en ny dag, den første, i den store vide verden. Verden var ny for det lille føl, og der var uendeligt med ting at udforske og undersøge derude et sted.

Wordcount: 263 | Tagged: Persephone

Persephone

x x x

| Where: Enophis | Who: Solani | Listen to: Home |

The First of a Thousand Nights
5

Persephone var ikke nær så træt som hun havde været lige efter hendes fødsel. Dagen havde gået skiftevis mellem at sove til at die, for så at sove igen, men nu var hun altså lysvågen. Det kunne dog være tydeligt at Solani også havde brug for hvile, men den første rigtige hvilen hun nogensinde ville få igen, var når Perseph var blevet voksen, og ikke længere havde brug for hende. For lige nu drejede hele det lille føls verden sig om den brune hoppe. Hun var alt i hendes verden, og var for nu det vigtigste i hendes liv. Der lå en stærk form for kærlighed imellem dem, men hoppeføllet var jo fuldkommen uvidende om hendes oprindelse. Hvordan hun var blevet til, og at det ikke havde været med Solanis bedste vilje. Det var dog information der kunne vente, om nogen det nogensinde ville blive hende givet. Solanis personlighed var i hendes øjne perfekt - det var sådan hun skulle være, og sådan hun ville være.

Kærligt og legesygt begyndte hun at gnubbe det fine lille hoved imod hendes skind, nær flanken imens hun brummede kært. Som ville hun bare begrave sig i sin moders lune pels og forsvinde, og hendes genkendelige duft der så let beroligede hende. Halen svang af og til fra side til side bag hende, og endnu engang - og pludseligt - sprang hun tilbage og væk fra den brune hoppe, for så at gøre nogle kejtede spring omkring hende. De lange følben skulle lære at blive kontrolleret, og hun ønskede bestemt ikke at lægge sig til at sove lige nu... selvfølgelig, medmindre hendes mor ønskede det. Så ville hun adlyde, for hun ville gøre alt der var muligt i denne verden, for at gøre hende glad.

The First of a Thousand Nights

Et træt suk forlod hendes læber da Persephone endnu engang sprang kådt væk fra hendes side. Hun havde lige troet, for et sekund, at det kåde føl nu ville ligge sig til at sove, men nej. Åbenbart ikke. Dog kom sukket ikke alene. Et let smil tog også plads om hendes læber som hun så sit afkom hoppe rundt, fuld af glæde og et overskud som Solani bestemt ikke selv havde lige nu. Hvordan kunne buckskin føllet ikke være træt? Dog nænnede moderen ikke at kalde føllet til sig, for det så ud som om det at hoppe rundt på må og få glædede hende meget, og det var det vigtigste for den mørke hoppe, som tingene stod lige nu. Hun elskede jo det lille føl, og ønskede kun det bedste for hende. Hun var perfekt i hendes øjne, selvom hun tydeligt så føllets fader i hende. Hun håbede ikke at de ville støde ind i ham. Solani var ikke en person der slog sig ned på den måde, eller indrømmede at hun havde brug fra hjælp, især ikke fra en hingst hun kun lige havde mødt. Det var måske dumt, det valg hun havde truffet, men hun var ligeglad. Hun skulle nok kunne passe på lille Percy.

Wordcount: 208 | Tagged: Persephone

Persephone

x x x

| Where: x | Who: x | Listen to: Home |

The First of a Thousand Nights

Tiden drog energien fra det spinkle hoppeføl, og blev udnyttet til fulde, som hun sprang rundt i små øjeblikke, vendte tilbage til sin moder, for så dernæst at gentage de livlige spring. Det var først femte gang, hun vendte mulen imod sin mor igen, at et gab forlod det lille myr. Hun rystede hovedet ganske vagt og missede med de gyldne øjne - der skulle ikke meget til, før søvnen atter ville indhente så ungt et liv. Udmatttet smed hun sig med besvær i græsset, lige foran sin mors stærke forben og så så op på den ædle hoppe hun ville kunne kalde mor. Der var beundring i hendes uskyldige blik, og heller ikke den mindste bekymring var at spore i de smukke øjne, som endnu havde meget at skulle se. Hvad livet en dag ville byde hende var stadig uvidst og lå blot og ventede på hende. Solani stod nu for hendes opdragelse, og om kærligheden til det urørte, og fuldstændig uspolerede ville overvinde stædighed og gener, måtte endnu forblive en gåde. Den første af tusinde nætter i Perspehone's liv var nu brugt, og de særprægede øjne blev lukket i. Sindet drog bort og sendte hende istedet til søvnens mørke rige...

The first of a thousand nights

Kærligheden til den buckskinfarvede lille var uendelig, det indså Solani nu. Som den lille faldt til ro, betragtede moderen blot sit sovende føl. Dette havde været en fejl, og alligevel var der kommet et fuldkommen perfekt individ ud af det. Åh, hun betød alverden. Stille nynnede hun lavt ind i den lilles øre, kærligt og omsorgsfuldt. Hun ville gøre alt der stod i hendes magt for at tage sig af dette føl. Hun lagde sig ned ved føllets side, og stirrede mod de millioner af stjerner der blinkede ned imod dem. Smilende, kærligt til den lille familie på to. Måske havde det været bedre med den spraglede også, men han ville ikke have hjulpet på det bånd der allerede var skabt mellem de to.

//Tænker vi bare lukker den nu. I så fald, Solani OUT

Wordcount: 124 | Tagged: Persephone