A New Heart

Constance

xxx

x Where: Enophis | When: Evening | Who: Elijah x

A New Heart
1

Constance havde såmænd aldrig troet at denne dag ville komme. Det var ikke noget hun havde brudt sit sind særlig meget med, for det havde altid været så fjern en tanke. Den ene gang hun dog havde ladet tanken strejfe hende, havde hun så hurtigt og abrupt skubbet den væk igen, så snart tanken om binding og ansvar dukkede op. Det havde virket unaturligt for hende, og selvfølgelig skulle hun da ikke lade sig slå ned og blive mor i den nærmeste fremtid. Men ja, her stod hun så.

Solen var langsomt ved at forlade den lyseblå himmel, og det var en snert af forår i luften. Endelig måtte det da være på vej. Måske var det blot ren indbildning. Denne aften var anderledes i forhold til de så mange andre aftenener hun havde tilbragt, vandrende over de brede sletter. For den forbigåede nat havde skænket verden et nyt liv. Et nyt og bankende hjerte. Constance havde folet et smukt, blueroan hingsteføl i den stille, mørke nat. Det var forløbet uden nogle fysiske problemer, men den kære hoppe havde været skræmt fra vid og sans, lige indtil alt var faldet til ro. Det var kommet bag på hende, at det allerede var sket, for hendes intention havde været at skulle bringe føllet til verden på Leventera, som var det sted hun kendte bedst til. Nu, var sceneriet dog anderledes, men derimod et syn for guder. Med bjergene, der tonede sig frem i baggrunden, stod Constance nu og hvilede nær hendes sovende, nyfødte søn, som lå fladt i det kølige græs. Hun havde folet ham i en lysning inde blandt de store, mørke træer og havde siden flyttet ham ud til udkanten, ved skovbrynet - i henhold til sikkerhed. Hun betragtede ham roligt, men kunne mærke hvor træt hun egentlig var. Solen hvilede sløvt, som det aftog sine sidste stråler og vinden tog forsigtigt til - men aftenen var smuk og idyllisk - næsten værdig til en symfoni.

[1]

Elijah

Minder er ikke noget, man beholder hele livet; ikke dem alle sammen i hvert fald. På visse tidspunkter kan minder endda forsvinde lige så snart de er blevet dannet, som havde de aldrig eksisteret, men det gjaldt ikke nødvendigvis alle involverede eller hele sekvenser. For et føl som det, der nu lå og sov i græsset ved siden af sin mor, havde ikke glemt alt, men havde bestemt glemt det meste. Han huskede ikke sine første trin, eller den kamp han havde for at komme op at stå i første omgang. Han huskede ikke den første gang han havde diet, eller den tur de var gået for at nå til her, hvor han nu sov. Han huskede dog sin mor. Huskede hendes eksistens, varme og kærlighed, hvilket allerede nu havde forsejlet det potentielle bånd, som han var født med; for nu ville han følge hende, selv hvis hans andre instinkter fortalte ham, at han burde lade være, for hun var et symbol på alt godt, der eksisterede i hans korte liv.

Langsomt smaskede det spættede føl, da han forsigtigt slog øjnene op. De gyldenrøde stråler fra solen stod skarpt i hans øjne, så han missede let med dem, mens han tumlede med at få sine ben samlet. Selvom han havde forstået sig på at gå nu, og faktisk gjorde det ganske godt, så var det stadig en forvirrende affære at komme op og stå, såvel som at komme ned og ligge. Lidt kluntet prøvede han at trække sig på benene, men en dårlig position af dem, resulterede i at han i stedet væltede forover og pumpede ind i den røde hoppes ene bagben. Lidt fortumlet virrede han med sit hoved, inden han så op på sin mor. I modsætning til hendes, så var hans øjne brune, men de skinnede af mindst lige så meget liv, som hendes gjorde.

אֱלִיָּהוּ

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

A New Heart

Hvad der skulle ske fremover havde ikke strejfet hoppens sind. Stadig var hun ung af alder, og nu var hendes egentlige formål - eller, enhver hoppes formål ifølge hendes tro, allerede påbegyndt. At føre arven videre. Det handlede om overlevelse og selvfølgelig var den blotte tanke om, at der skulle ske hendes søn noget, rædselsvækkende. Men det ideelle ville være at hun skulle formå at give ham en opvækst, som sikrede ham et fornuftigt sind, logik og styrken til at træffe svære beslutninger, som ville sikre ham overlevelse... Selvom det måtte indebære hårde tider og udfordringer, der ville sætte den voksne hoppe på psykisk prøve. Meget ville det lille hingsteføl blive udsat for - men ikke uden sin mors fulde opbakning og hans sikkerhed.

Hun kunne høre sit hjertes rolige banken, og tyngden på sine øjenlåg der bekræftede hvor udmattet hun var. Constance modstod dog let trangen til at døse hen ved den nyopfundne kærlighed som hun nærede til det spættede føl, som langsomt kom til sig selv. Hun havde overværet ham længe, som han havde draget den livsnødvendige søvn, til han, der måtte være mindst lige så træt som hende selv. Et smil havde hvilet i hoppens mundvige, som hun havde betragtet ham i hans rolige søvn. Selvom hele atmosfæren kaldte på søvnighed, så var den røde hoppe konstant på vagt, hvilket kunne ses på de bløde, mandelformede ører, der rykkede sig vagt ved den mindste lyd, skabt af deres omgivelser. De var i sikkerhed for nu, men der ville ikke gå længe før hun ville føle behovet for at bevæge sig videre.

Et dybt, spillende brum hvilede i hoppens bringe da hun med nyopslået blik, mærkede det lille myr ramle ind i hendes ene bagben. Det var godt - godt at han selv forsøgte at overvinde kraften til at få stabilitet hos de lange følben. Med et overbærende smil om hendes varme mule, vendte hun sit ædle hoved til side, for at slå blikket tilbage og ned på sin smukke søn, hvis varme, livlige blik mødte hendes. Åh, han var jo skøn. Et opmuntrende brum lød betryggende fra hende, at han bare skulle blive ved med at forsøge. Så snart han havde kæmpet sig op at stå, ville de kunne drage videre. Der gik blot to sekunder inden hun atter fjernede sine krystalblå øjne fra ham, og lod hovedet vende tilbage til et hvilende stadie - han måtte forsøge igen, inden han ville få hjælp fra hende. Ørerne var dog tiltet opmærksomt tilbage, og hun kunne ane ham ud af øjenkrogen. Hans varme skind imod hendes bagben var bare en bekræftelse af det selskab hun aldrig havde haft, og at hun bare måtte til at vænne sig til en andens tilstedeværelse - for Elijah skulle ihvertfald ikke forlade hende lige foreløbig.

Elijah

Det var et tandløst smil, som forlod det lille, spættede hingsteføl, mens hans mors øjne hvilede på ham. Allerede nu, så kort tid efter at han var kommet til verden, kunne han finde grunde til at smile og gjorde det derfor glædeligt. Man kunne vel sige, at det bare lå til hans natur at gøre det og den røde hoppe kunne derfor forvente at se en del i den tid, de var sammen, uanset hvor længe det end måtte være. Han ville nok også få sine dage, hvor smil bestemt ikke var lette at finde, men sådan var det med alt; det som kom op, måtte også komme ned på et tidspunkt. Om den røde så var klar til at håndtere de dage, hvor den lille hingst ikke havde nogen smil at give var et godt spørgsmål, som kun tiden kunne svare på.

Eli forstod endnu ikke meget, men han forstod sig på at prøve igen, så da hans mor vendte sit blik væk fra ham, vidste han at der ikke var nogen hjælp at hente fra hende. Et øjeblik gjorde han dog ikke andet end blot at ligge der, før han så pludseligt syntes at komme i gang. Efter lidt baksen med sine ben, specielt forbenene som syntes at volde de største problemer, fik han rettet dem ud og placeret solidt på jorden. Tungen stikkede en smule ud af den ene mundvige, da han gjorde sit nye forsøg. Denne gang med hjælp fra sin mors bagben; nok ville hun ikke aktivt hjælpe ham, men det betød vel ikke, at han ikke godt måtte bruge sine omgivelser til hjælp og dem var hun en del af.
Benene dirrede under ham et øjeblik, men de holdt og han stod derfor støttende mod morens bagben. Prøvende trådte han fremad og på trods af det hele, så væltede han ikke. Et stolt smil formede sig om hans mule, før han bumpede den forsigtigt mod den rødes bug; han var sulten og han vidste hvor han kunne stille den. Sådan da. Det tog et par lette puf inden han kom helt på rette spor, men da han fandt sit mål dieede han ivrigt.

[4]

אֱלִיָּהוּ

Constance

xxx

x Where: | When: | Who: x

Story

Det var ikke tilfældigheder, der skulle opdrage hendes søn, men de krav hun vidste at der før eller siden ville blive stillet ham. For uden en start på livet, som bar præg af udfordringer, som skulle overvindes, ville hans liv først blive udfordrende. Det var ihvertfald Constances syn på det, for mon ikke at hvis de startede i det små, ville han samle den nyttige viden og styrke til at klare de udfordringer, der vil blive stillet ham senere i livet. Et tidspunkt, hvor hun måske ikke var der til at støtte ham - som nu, hvor hun med overvejet sind valgte at lade ham forsøge selv. For en dag, ville hun blot være et minde og hvis han så skulle få brug for hjælp, ville han kunne finde hendes præg i hvad der havde hjulpet ham nu, som spæd - sine omgivelser.

Stoltheden overvældede endes hjerte med varme, men ikke nok med dét, den byttede også plads med bekymringen. Man ville ikke kunne bebrejde det hende at frygte det værste. Deformitet, sygdomme eller mangel på instinkt, så da hun så det spættede føl rejse sig taktisk, og fik midlertidigt overvundet de problematiske lemmer, blev hendes frygt sat i skak, og et smil kunne ikke holde sig tilbage fra at kærtegne hendes mule, skønt hendes blik ikke lå på ham. Nu, efter det gode stykke arbejde og fuldføring kunne han indtage sin præmie ved sin mors bug, lystigt og sikkert. Constance brummede ganske stemt og mindede sig selv om at huske at værdsætte hvert et øjeblik, som hun havde æren af at tilbringe med Elijah. En dag ville hun nemlig være foruden.

Elijah

Det brogede føl diede med overraskende iver, for han gik bestemt ikke og sultede, nærmede det modsatte. Den røde havde aldrig holdt ham fra at die, når han havde fået lysten, men instinkter fortalte ham stadig, at det var noget han skulle gøre, uden at holde igen. Indtil videre havde hele hans liv faktisk været styret af instinkter og basale lyster; han diede når han var sulten, sov når han var træt og fulgte sin mor, når hun gik, fordi han ikke ønskede at være foruden hende. Det var et simpelt liv, men også et som ville betyde, at han ville vokse sig stærk en dag, hvis han forsatte med det. Eller, han ville i hvert fald vokse, men stærk ville han nok ikke blive, medmindre han begyndte at bevæge sig mere, men al til sin tid.

Efter en tid blev Elijah endeligt færdig med at die. Et par dråber af mælk løb ned langs hans hage og han smaskede et par gange, inden han bakkede et stavrende skridt. Let rystede han sit hoved før han spidsede sine ører og så mod den røde hoppes hoved. Et smil bredte sig om hans mule ved genkendelsen af hende; han genkendte ikke forfærdeligt mange ting, men hendes hoved var en af dem og det samme gjaldt hendes duft. Med et par skridt, som var mere selvsikre og langt mindre vaklende, fik han drejet sig selv rundt og bevægede sig fremad, indtil han kunne nippe efter hendes mule.

אֱלִיָּהוּ