Forår i luften. ღ (Hash med Camille)

Hun skulle lige til at gøre et udfald mod hans forpart, da hans ansigtsudtryk og toneleje skiftede og ikke længere indbød til ballade. I stedet spurgte han om hun var bekymret.

   ”Nope...” svarede hun sorgløst og strakte imødekommende mulen frem mod ham. ”Det er bare sådan det er nu...”, sagde hun med et prøvende smil. Det var faktisk slet ikke så tosset, når man stillede det op på dén måde. Der var selvfølgelig mere i det, og det havde da egentlig også undret hende det første døgns tid.

   ”Men du er bekymret, ” konstaterede hun og kneb undersøgende øjnene en anelse sammen bag pandelokken. Det gik tydeligvis den skimmelbrogede på, at han ikke vidste hverken hvordan eller hvorfor han var kommet til Andromeda.
   ”Savner du stedet hvor du kommer fra?” spurgte hun så. Det ville forklare det glimt at ulykkelighed hun syntes at spore i hans blik og hun ville forstå ham. I modsætning til hende, havde han muligvis også været et vigtigt element i en flok, som han nu savnede.

Selv havde hun aldrig været vigtig, hun havde altid været en der kunne undværes. Vist havde hun da været værdsat, når hun var tilstede, men aldrig i så høj grad som mange af de andre flokmedlemmer. Hun var klar over at det forholdt sig sådan og havde været klar over det fra hun var føl. Det havde dog aldrig gået hende specielt meget på, men gjort hende mere afhængig af sin frihed og været med til at give hende en mere selvstændig personlighed.

Hun savnede bare landskabet i hendes hjemstavn og det at være en del en flok, at have noget at vende tilbage til, når hun blev træt af sine ensomme vandringer.

Forår i luften
______________________________

Han blev nærmest helt paf, da hun ikke svarede andet end 'nope'. Godt nok havde han fornemmet på hende, at det ikke var noget, der bekymrede hende synderligt, men alligevel var det chokerende at høre det komme ud ad hendes mund. Han havde kortvarigt spærret sin egen mund op, men lukkede den nu i igen. Der var ikke andre end ham, der bekymrede sig over dette, og det måtte han vist bare lære at leve med... Den paranoide tankegang ville dog nok aldrig slippe ham. Altid ville det store spørgsmål hjemsøge hans tanker; hvorfor var han kommet hertil? Var der mon nogen, der havde sendt ham hertil - og i så fald hvem? Hvad skulle de bruge ham til? Og hvorfor lige ham?
Han så letterende undrende på hende, da hun strakte mulen frem mod ham. Han var ikke vant til, at andre ønskede at røre ham, medmindre det var for at bide ud efter ham. Derfor tøvede han lidt, inden han ligeledes strakte sin mule frem og let strejfede hendes.

„Jah..." sagde han med et akavet smil, da hun havde konstateret, at han var bekymret. Det var vist temmelig tydeligt, og han var begyndt at føle sig helt pinlig berørt over det. Han var vist den eneste, der tænkte sådan i hele Andromeda... Og dog kunne han ikke lade være med at holde sin kæft.
„Det er bare... Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor vi er kommet hertil. Eftersom ingen af os er kommet hertil af os selv, så må det jo være nogle højere magter, der har bragt os hertil. Men hvorfor? Hvad skal de bruge os til? Er vi med i et eller andet sygt spil? Har de måske overtaget vores hjerner, så vi ikke længere selv er i stand til at styre, hvad der skal ske med vores fremtid?" Hvis hun ikke havde troet, at han var skør før, så måtte hun da i hvert fald tro det nu...

Da hun spurgte ham, om han savnede det sted, han kom fra, gled en tøvende mine over hans ansigt. Han havde jo ingen anelse om, hvor han var kommet fra, og hvad der var sket i hans fortid, så han var i tvivl om, hvorvidt det var klogt at fortælle hende det eller ej - hun skulle jo nødigt tro, at han var endnu mere skør, end han virkede i forvejen. Han var dog ikke god til at lyve, så han endte med at fortælle sandheden.
„Jeg... det... det kan jeg ikke rigtigt huske - altså, hvor jeg kommer fra." Han kludrede i ordene og kunne slet ikke finde ud af at udtrykke en sammenhængende sætning. Han så derfor blot på hende med et lettere pinefuldt udtryk.
„Jeg må have slået hovedet rigtig meget, da jeg ankom..." tilføjede han med et akavet grin.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 468

Camilles ører vippede ud til siderne og en tiendedel af et splitsekunds usikkerhed viste sig i hendes gyldne øjne. Det havde ikke været hendes mening sådan at såre ham eller gøre ham forlegen. Hun kunne ikke rigtig besluttet sig for hvilken af de to følelser, der syntes at dominere hans ellers venlige ansigt. Dog strakte han alligevel mulen frem og mødte hendes imødekommende gestus, hvilket gav hende håb om at han ikke følte sig helt og aldeles utilpas i hendes selskab. Da han forklarede sig, viste forståelsen sig gradvist i hoppens blik. Hun forstod hans undren, men var ikke helt så optaget af den som ham - typisk for hende, der havde levet hele sit liv i nuet. "Hvorfor er vi i det hele taget til?" spurgte hun retorisk. Hvorfor blev man født, der hvor man nu engang blev født? Hvorfor var verden skruet sammen, som den nu engang var? Hvad havde han lavet hvis han ikke havde mødt Camille, og omvendt? Verden var foranderlig og sådan var det. Camille havde levet med det faktum hele sit liv, men det lod til at Apeiron ikke var af helt samme overbevisning. - Og at han måske havde haft lidt for lang tid til at gruble over de her ting...
Hun rynkede en anelse på mulen, da han indrømmede at han ikke kunne huske hvor han kom fra. Hun kunne ikke forestille sig ikke at have en baggrund, at vide hvor hun kom fra. (Pyt med at hun ikke kunne forklare det for andre). Hun var absolut elendig til at vise medfølelse, men hun strakte endnu engang mulen frem mod ham og håbede at forståelse i hendes blik og hendes mule mod hans hals var nok til at han fangede budskabet og kunne ikke dy sig for en lille drillende bemærkning til hans sidste kommentar om at have slået hovedet; "Jeg undrede mig også over hvor bulen mellem dine ører kom fra..." lo hun dæmpet mod hans halsmuskulatur, parat til at vige til siden på et øjeblik, hvis han besluttede sig for at nappe ud efter hende. 

Forår i luften
______________________________

Han bemærkede, hvordan hendes ører blev vippet ud til siderne, og hvordan hendes blik ganske kort blev usikkert. Åh nej dog... Han havde uden tvivl frastødt hende og skræmt hende væk med alt sit underlige, paranoide sludder. Han bemærkede dog, hvordan hendes blik ændrede sig og blev mere forstående, da han havde forklaret sig. Han var ikke klar over, om hun rent faktisk forstod ham, eller om hun blot forsøgte at vise forståelse, fordi hun havde medlidenhed med ham... Men ligegyldigt hvad så var det godt nok til ham, og derfor tegnede et lille smil sig på hans sorte mule.
Han vippede lyttende ørerne i hendes retning, da hun stillede ham et retorisk spørgsmål. Hans mundvige trak sig atter op i et skævt smil. Han anede ikke, hvorfor man var til, og det var heller ikke dét, han bekymrede sig om lige nu... Han var dog taknemmelig for hendes forsøg på at fortsætte hans mærkelige samtale og nikkede derfor anerkendende for at vise, at han delte hendes undren.

En lille rynke tegnede sig på hendes mule, da hun fandt ud af, at han ikke kunne huske sin fortid. Troede hun mon ikke på ham? Hvorfor skulle hun dog også det? Det lød jo som det rene vås... Han ville nok også være blevet skræmt væk for længst, hvis han var hende. Alligevel strakte hun nu mulen frem mod ham og sendte ham atter et forstående blik, inden hun trøstende lagde mulen mod hans hals. En skælven gled igennem hans krop, da endnu en berøring skete imellem dem. Han var ikke vant til at have nærkontakt med andre, og derfor reagerede hans krop med frygt. Han ønskede dog endelig ikke, at hun skulle slippe ham igen, så han håbede ikke, at hun forvekslede hans skælven med afsky. Nej, han nød skam berøringen - han var bare ikke vant til det og var derfor pokkers usikker.

Hendes milde latter lød pludselig i hans ører, da hun fyrede en joke af. Han kunne mærke hendes krop spænde op, som om hun var klar til at flygte, hvis nu han skulle blive sur. Han var dog ikke engang i nærheden af at være sur; tværtimod spredte et bredt smil sig om hans mundvige. Hendes joke lettede den ubehagelige stemning imellem dem og fik ham til at glemme den bekymring, hans hoved ellers var fyldt med 24/7. Han lod sin egen latter slippe ud og stod i noget tid og lo sammen med hende. Hans latter var mild og varm, men den var også hæs, rusten og en anelse akavet... Den bar præg af, at han ikke var vant til at grine og derfor havde svært ved at håndtere latteren ordentligt.
Han bakkede et skridt tilbage og nappede drillende ud efter hendes pandelok. Der var intet ondt i hans handling, og han havde skam ikke i sinde at skade hende... nej, hendes handling havde blot fremmet legelysten hos ham; en lyst, der ellers ikke var blevet stillet i meget lange tider.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 496

Hun smilede stadig, da han anerkendte hendes retoriske spørgsmål med et svagt nik. Hun havde aldrig været filosofisk anlagt, hvilket skinnede tydeligt igennem, så hendes smil blev gradvist bredere, da han godtog hendes kommentar.

Det var efterhånden gået op for Camille at den skimlede hingst var lidt mere sensitiv end hans ydre ved første øjekast antydede. Hans hud sitrede let under hendes rosafarvede mule, da hun lod den hvile mod hans halsmuskulatur, men hun lod sig ikke rigtig mærke med det. Hun havde altid været meget fysisk og benyttet sit kropssprog i høj grad. Hun lettede dog trykket mod hans hals og skævede til ham ud af øjenkrogen et øjeblik, blot for at sikre sig, at han ikke var meget utilpas ved hendes nærvær. I samme øjeblik valgte hingsten at træde baglæns og snappe ud efter hendes pandelok med et legesygt, om end lidt rustent grin, som svar på hendes drillende kommentar. Camille var med på den med det samme, sænkede hovedet og gjorde et udfald mod hans forknæ - et trick der, dengang hun var plag, havde vendt indtil flere lege til hendes fordel. Hun var dog klar over at det var et rimelig risikabelt trick, over for en så høj som ham, da hun blottede hele sin overlinje. Succesen lå i overraskelsen, og eftersom han var startet, var der ikke så meget overraskelsesmoment i hendes handling. Hendes intention var egentlig også bare at indikere at hun var med på den.

Forår i luften
______________________________

Et bredt smil tegnede sig på hendes mule, da han havde anerkendt hendes retoriske spørgsmål. Det fik ham til kort at vippe med de hvide ører. Hvad mon det betød? Hvis ikke han tog meget fejl, ville han tro, at hun selv havde fundet hendes spørgsmål en anelse dumt... Han rynkede kort et bryn, inden han gengældte hendes brede smil. Ingen af de to var vist særligt filosofiske anlagt, og heldigvis behøvede de da ikke at fortsætte denne akavede samtale længere.
Han kunne mærke, hvordan hun kortvarigt lettede trykket mod hans hals, da han havde skælvet. Et lille smil gled kortvarigt over hans mule. Det var imponerende, hvor hurtigt opfattende hun var. Hun havde med det samme bemærket, hvad han havde behov for, og havde givet ham det. Hans ører blev glædeligt spidset, da hun dog ikke valgte at trække sig væk - så havde hun altså også forstået, at han hellere end gerne ønskede hendes berøring. Hun var i sandhed en kvik hoppe.

Det glædede ham at se, at hun ikke havde misforstået hans nap, for hun var med det samme med på den. Hendes hoved blev sænket, og hendes tænder blev legende sendt mod hans forknæ. Et hingstet hvin forlod hans strube, inden han valgte at gå ned i begge knæ og nappe ud efter hendes bringe. Hans legesyghed kom bag på ham, for det var sjældent, at han turde slippe tøjlerne og blotte sig sådan for en fremmed. Men det var tydeligt, at han nød det. Han havde ikke haft brugt sit legeinstinkt i meget lange tider, og derfor vækkede det den hingstede, kåde side af ham.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 269

Camille kunne næsten se munterheden bryde frem i hingsten igen, en munterhed der på det nærmeste fik den skimmelbrogede hingst til at stråle af støt stigende selvtillid og de gyldne øjne fik et drillende legesygt glimt. Det var tydeligt at deres alvorlige, forsøgsvis filosofiske, samtale var overstået og hun beundrende den måde han fik afsluttet samtalen, let og elegant, da syntes at fornemme hendes modvilje mod emnet. Camille selv havde ikke været heldig, da det kom til uddeling af talegaver. Hun forsøgte altid så vidt muligt at være ærlig og kombineret med et lettere uformelt sprog, var hun før blevet betragtet som uforskammet - fejlagtigt selvfølgelig. Deraf kom også hendes talent udi brug af kropssprog - det var en noget mere sikker kommunikationsform i hendes optik.

Ikke desto mindre var hingsten ganske observant. Hun kunne nærmest føle hans blik på sig, mens han fulgte hendes mindste bevægelse, som hun stod med mulen presset mod hans tottede hals. Hendes brunst gjorde hende muligvis også noget mere opmærksom på ham, end hun egentlig havde lyst til at indrømme over for sig selv. Hun skød hurtigt tanken om brunst fra sig igen og koncentrede sig om legen.

Han opfangede hurtigt hendes udfald mod hans forknæ og reagerede allerede inden hun var i nærheden af hans ben. Han overraskede hende ved at gå ned i knæ og med en hingstet hvinen nappe ud efter hendes bringe, så hun måtte snuble et par skridt baglæns med en fornøjet prust. Hun havde troet at han ville udnytte sin højde. Hun virrede lidt med hovedet og et skælmsk grin spillede i hendes, da hun kastede sig fremad, forbi ham, og nappede ham drillende i hans velformede bagende, før hun med en lavmælt hvinen travede en 7-10 meter væk med høje knæløft og en haleføring der ikke rigtig passede sammen med hendes tjavsede multifarvede hale, før hun snurrede rundt om sig selv og betragtede ham afventende, med øjne der gnistrede af indestængt latter.

Forår i luften
______________________________

Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke fandt dette selskab yderst behageligt. Det var sjældent, at han kom godt ud af det med andre, da han altid blev misforstået og ikke rigtigt formåede at kommunikere ordentligt med andre. Han var så unormal og sær, og det skræmte oftest de andre væk - hvis de da ikke valgte at angribe ham i stedet. Han havde da også i et kort øjeblik af deres samtale frygtet, at hun ville finde ham så sær, at hun ville gå - men til hans store held havde deres samtale taget en drejning, og hun var her endnu. Det var uendeligt lange tider siden, han sidst havde leget med en anden hest - så det kunne slet ikke beskrives, hvor rart det var at få sluppet tøjlerne og brugt sin legelyst igen!

Hans manøvre var kommet bag på hende som forventet, og en drillende latter forlod hans strube, da hun overrasket tumlede et par skridt bagud. Hun gjorde nu et kast med hovedet, og han kunne se i hendes blik, at hun var ude på noget. Han gengældte det skælmske blik og ventede blot med spænding på, hvad hun nu ville finde på.
Pludselig kastede hun sig fremad, men i stedet for at ramle ind i ham, løb hun lige forbi ham og nappede ham drillende i hans bagpart. Han hvinede overrasket og løftede bagbenene i et rejehop - han ramte dog ikke Camille, da hun for længst var væk. Han vendte sig rundt for at se efter hende og kunne ikke lade være med at le muntert. Hun travede af sted med høje knæløft og en høj haleføring. Hun førte sig rigtigt frem og spillede på sin femininitet.

Efter cirka 10 meter stoppede hun op, snurrede rundt om sig selv og så afventende efter ham. Han kastede fyrrigt med hovedet og var ikke længe om at sætte efter hende. Han knejsede dybt med den muskuløse hals, spillede godt med musklerne under sig og førte sig rigtigt frem i en hingstet trav. Det var sjældent, at han spillede på sin maskuline side på denne måde - men han kunne ikke benægte, at det føltes godt!
Han travede helt hen til hende, men i stedet for at stoppe op ved hendes side, nappede han drillende ud efter hendes hals og satte derefter af sted i en sprudlende galop. Han strakte forbenene godt ud og fik hurtigt fart på. Hans man og hale fløj af sted i vinden, og han vrinskede højlydt, da et lykkerus gled igennem hans krop - nøj, hvor var det længe siden, han havde udfoldet sig på denne måde!
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 431

En boblende latter undslap hoppen, der ud af øjenkrogen opfangede Apeirons baghove tegne sære mønstre i luften, da han hvinende gjorde et rejehop og sparkede græstørv op omkring dem. Camille var dog for længst uden for rækkevidde og snurrede rundt om sig selv. Den lette brise der omgav de to heste, fik Camilles moccafarvede pandelok til at vifte hen foran hendes venstre øje, mens hun stod og spændt afventende betragtede den skimlede hingst. Han satte frem i en imponerende trav og spillede stort på sin maskulinitet. "Blærerøv," mumlede hun drillende og det trak i hendes mundvige. Hendes gyldne øjne gnistrede stadig skælmsk, da han kom nærmere og hendes krop var spændt som en fjeder. Da han nappede ud efter hendes hals sænkede hun hovedet en anelse og nåede lige akkurat af puffe til ham, hvor hals og bringe mødtes. Det var ikke rigt et nap, for han satte afsted i sprudlende, hoppeboldtagtig galop i samme øjeblik hun rørte ham, hvilket fik hende til at le. Uden tøven satte hun efter ham, snublede over en klump tørv, men genvandt balancen og sprintede efter ham, igen med halen hævet efter sig som en fane. Camille elskede at løbe, ingen tvivl om det, og det lykkedes hende også at hale gradvist ind på hingsten, selvom han skiftede fra "hoppeboldtsgalop", til rigtigt at strække ud. Hendes styrke lå i at være adræt og sprinte, ikke fysisk styrke og udholdenhed.

Forår i luften
______________________________

Hendes boblende latter lød i hans ører og fik ham til at smile. Det glædede ham at høre, at hun tilsyneladende morede sig lige så meget som han selv. I det fjerne kunne han se hende snurre rundt om sig selv og spændt afvente hans ankomst. Vinden legede med hendes pandelok og fik hende til at se ekstra godt ud. En rødmen blussede frem på Apeirons kinder ved tanken. Han havde endnu ikke tilladt sig selv at tænke på hende på denne måde før, så det overraskede ham, at tanken lige pludselig slog ned i ham.
Han kunne tydeligt se det drillende blik i hendes øjne, da han kom nærmere. Derfor kom det heller ikke bag på ham, da hun drillende fik puffet til hans bringe, før han ramte hendes bagpart. Han slog en høj latter op og lavede en serie legesyge bukkespring, da han sprintede af sted. Bag sig kunne han høre Camilles hovslag tromme mod jorden, da hun i et sprint satte efter ham. Ud ad øjenkrogen kunne han skimte hende snuble, men hun fik hurtigt genvundet balancen. Han lo endnu højere. Hun var måske en smule klodset, men hun bar det godt.

Han drejede hovedet og så imponeret på hende, da hun fik halet ind på ham og løb op på hans side. Han havde haft et stort forspring, så det var imponerende, at hun kunne indhente ham. Han smilede bredt til hende og kastede ivrigt med det hvide hoved, mens han bare løb af sted side om side med den spættede hoppe og nød livet i fulde drag.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 262

Camille lo, da hun så den grå hingst gøre en serie bukkespring, mens han spurtede afsted foran hende, før hun begyndte rigtig at hale ind på ham. Da hun nåede op på hans side slog hun triumferende med sit fintformede hoved, mens hendes ben gik som trommestikker mod den græsklædte jord. Hun så skovbrynet i det fjerne komme tættere og nød følelsen af at løbe; musklerne der skiftevis straktes og spændtes og den piskende vind, der legede ivrigt med hendes tjavsede hale, man og pandelok. Apeirons selskab, lyden af hans rytmiske hovslag og dybe åndedræt ved hendes side bidrog kun positivt. Hendes øre, der ellers var bagudvendt på grund af vinden, vippede i ny og næ i hans retning, konstant bevidst om hans nærvær.
Forsøgsvis pressede hun sig selv lidt mere, tvang benene til at bevæge sig lidt hurtige og pressede musklerne til det yderste, mens hun, med et gnisterende skælmsk blik i de gyldne øjne, mulelængde for mulelængde, forsøgte at overhale hingsten - som forresten ikke skulle slippe afsted med at have nappet hende i halsen og derefter stikke af. (Så pyt med at hun havde lavet samme nummer få minutter forinden...)

Forår i luften
______________________________

Han kunne ikke lade være med at smile stort, da hun triumferende slog med det fintformede hoved. Han undte hende gerne den sejr. Det var nemlig rimelig imponerende, at hun så let havde kunnet hale ind på ham. Til hans store overraskelse bød hun tilmed på endnu mere energi, for snart efter sendte hun ham et skælmsk blik og satte farten yderligere op. Han kunne ikke lade være med at se imponeret på hende. Det var fantastisk, hvor meget fart og energi, der gemte sig i hendes spættede krop... Han gengældte hendes skælmske blik og var mere end klar på en lille konkurrence. Han slog muntert med det hvide hoved og svirpede med den grå hale, inden han ligeledes satte farten op. Mulelængde efter mulelængde forsøgte de to spinkle heste at overhale hinanden. Apeiron kunne ikke lade være med at grine højt. Dette var livet!
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 145

Camille kunne ikke lade være med at stemme i, da hans boblende latter fyldte luften mellem dem, før hun, med hver eneste fiber i sin krop, opbød al sin energi og pressede sig til det yderste. Græsset ved hendes sider var efterhånden blot en udflydende grøn masse for hendes blik og skovbrynet nærmede sig hastigt. Hun var faldet en anelse bagud, da hun måtte bruge luft på at le, men fandt snart rytmen igen og halede ind på den hvidhovede hingst. Et øjeblik vandrede hendes tanker ud ad et sidepor og hun så en vis lighed mellem hingsten ved hendes side og den graciøse hvidhovede ørn fra sin hjemstavn, hvilket fik hende til at tabe terræn endnu engang. De to heste var nogenlunde jævnbyrdige, men Camilles slumrende konkurrencementalitet var blevet vækket af vinden der piskede imod hende og da de endelig nåede skovbrynet, fløj hun ind mellem træerne, blot en muliglængde foran ham. Hun slog bremserne i og fik stoppe et stykke inde mellem de rå stammer, hvor skovbunden henlå i halvmørke, på grund at det tætte løv, der skærmede for eftermiddagens varme sollys. 
Den spættede hoppes muskler dirrede under hendes spændte hud og adrenalinen pumpede rundt i hendes krop, sammen med en brusende og berusende fornemmelse af frihed. Hendes flanker bevægede sig et et rytmisk, hurtigt tempo og hendes næsebor var stærkt udspilede, da hun prustende og vendte sig mod hingsten. Hun havde endnu ikke luft til at komme med andet end et let grin, der fik hendes gyldne øjne til at tindre.

Forår i luften
______________________________

Han fortsatte det hæsblæsende tempo side om side med Camille. De bevægede sig i så høj fart, at omgivelserne omkring dem blot var en slørret masse. Det var længe siden, han havde løbet så stærkt. Han nød virkelig at få strukket sin krop ud på denne måde - og så ovenikøbet i godt selskab! Han var ikke vant til at komme så godt ud af det med andre heste, og da slet ikke hopper. Så mødet med Camille havde været en stor succes for ham. Han følte virkelig, at han kunne være sig selv i hendes selskab, og det føltes næsten som om, at de havde kendt hinanden hele livet.
Skovbrynet kom tættere og tættere på, og snart fór de to heste ind imellem træerne. Apeiron undveg med nød og næppe træ efter træ. Deres fart var lidt for høj til at være behagelig herinde, og Camille tænkte sandsynligvis det samme, for i næste øjeblik slog hun bremserne i og stoppede op. Han fulgte hendes eksempel, kurede let henover den bløde skovbund og stoppede op ved hendes side. Hans flanker hævede og sænkede sig, da han forpustet så sig rundt i skoven omkring dem.

Der var mørkere herinde, da den tætte løv skærmede for eftermiddagens sollys. Det var allerede blevet eftermiddag... De to heste havde allerede tilbragt det meste af dagen sammen. Det føltes slet ikke som så lang tid. Tid og sted var smeltet sammen i ét i hendes selskab. Et stort smil tegnede sig om hans mule. Det var længe siden, han havde tilbragt så lang tid i selskab med en anden hest. Det havde været fantastisk!
Han drejede hovedet og mødte Camilles blik med øjne, der lyste op af glæde. Han gengældte hendes latter, og efter at have fået vejret lidt, udbrød han muntert: „Wuuuuh! Sikken en tur!"
Hans ord var lettere fjollede og en anelse teenage-agtige, men han havde ikke noget mere fornuftigt at sige. Lige nu var han så meget oppe at køre af glæde, at han ikke havde hjernekapacitet nok til at sige andet end dét, der lige fyldte hans hoved i øjeblikket.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 348

Camille grinede dæmpet af hans fjolleri og dog kunne hun kun være enig i hans ord, så hun nikkede let. Det havde været helt fantastisk at strække benene på den måde og selv var hun lige så overstadig som han. Et øjeblik stod hun bare og smilede. Hendes hjerte pumpede stadig relativt hurtigt, men faldt gradvist til ro og hun fik efterhånden kontrol over sit forpustede åndedræt. "Jeg kunne godt bruge noget vand nu," smilede hun skævt, stadig med adrenalinen brusede stadig i sine årer og begyndende mælkesyre i musklerne. En kølig brise fejede ind mellem de barkede stammer, der omgav de tog heste, hvilket fik løvtaget over dem til at rasle og fik deres maner til at bølge let. Den spættede hoppe strakte sin mule frem og puffede hurtigt, næsten umærkeligt til hingstens lange ravnsorte pandelok. Hans næseryg var varm mod hendes mule og der var ingen tvivl om at hun nød hingstens selskab.
Hendes tørre hals krævede opmærksomhed og hun så sig nysgerrigt omkring. Det var sjælendt hun færdedes i skovene og hun var ikke sikker på hvor der fandtes kildefremspring. Det havde dog aldrig stoppet hende før, og ville sandsynligvis heller ikke gøre det nu.