Forår i luften. ღ (Hash med Camille)

Forår i luften
______________________________

Det lettede ham at se, at hun grinte af hans fjolleri - så havde det ikke været alt for pinligt. Hun nikkede tilmed, hvilket kun kunne betyde, at hun var enig i hans ord. Det fik ham til at smile varmt. Det var som om, at denne hoppe på én eller anden underlig måde forstod ham. Det var i sandhed fantastisk... Det var utrolig sjældent, at han mødte andre, han klikkede så godt sammen med. Så det var intet mindre end utroligt at være i hendes selskab. Her følte han sig så tryg, så tilpas; som om han bare kunne være sig selv og klare hele verden ved hendes side. Hans paranoide tanker var helt væk, og han følte ingen trang til at bekymre sig eller smide omkring sig med konspirationsteorier længere. Nej, lige nu levede han bare i nuet med denne hoppe ved sin side - og det var fantastisk.

Han betragtede, hvordan hun stod og smilede. Det smittede totalt af, og i et øjeblik stod de to heste blot og smilede fjoget til hinanden i et stykke tid. Det måtte se noget fjollet ud for andre, men der var i det mindste ingen tvivl om, hvordan de begge nød øjeblikket.
Han vippede lyttende ørerne i hendes retning, da hun efter noget tid begyndte at tale. Hun smilede skævt og meddelte, at hun godt kunne bruge noget vand nu. Han nikkede anerkendende - det kunne han bestemt også!
„Også her," sagde han og gengældte det skæve smil.
En kølig brise fejede ind over dem, og han lukkede nydende øjnene i og mærkede sin varme krop blive kølet af.

Han slog straks øjnene op igen, da han pludselig mærkede hendes varme mule mod hans pandelok. Bevægelsen havde været hurtig og næsten umærkelig, men den var ikke gået ham forbi. En sitren skød igennem hans krop, og der sprang gnister i hans indre. Han var så uvant til at blive berørt af andre, så fornemmelsen var lige magisk hver gang. Hans mundvige trak sig op i et muntert smil, inden han ligeledes strakte sin sorte mule frem og nippede til en tot af hendes moccafarvede man. Han fulgte hendes blik, der nu så sig nysgerrigt omkring i skoven. Hun prøvede sikkert at finde ud af, hvordan de lettest ville kunne finde frem til noget vand. Han var absolut ikke kendt i området og dermed ikke til meget hjælp, så han blev blot tavst stående og så på hende med et mildt udtryk i de ravfarvede øjne.
____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 412

Den spættede hoppes hjerterytme faldt efterhånden helt til ro, og der var kun et svagt ekko af adrenalinen tilbage i hendes senede lemmer. Hun gengældte Apeirons smil, da han meddelte, at han også han var tørstig. Hun betragtede ham tavst, da han lukkede øjnene og tydeligvis nød den svale brise. Hun smilede, da han åbnede dem igen, efter at hun havde strejfet han næseryg. Hun lo, da han tog fat i en tot af hendes man og trak let i den, Hun nappede ham drillende i skulderen, før hun snurrede halvt rundt, og skridtede afsted. Der måtte være vand et eller andet sted, og hun var vant til at gå på opdagelse. Hun vippede det ene øre bagud og drejede hovedet en anelse mod højre, så sig over skulderen, for at tjekke om han var med, mens hun gik. Der var underligt tyst inde i skoven og træerne gjorde at der var læ for vinden. Hovslagene var bløde og dæmpede mod skovbunden, når ikke deres hove knækkede en gren, eller fik en bunke blade til at rasle.  Hun betragtede hingsten i smug, mens de gik. Han var livet gevaldigt op i løbet af dagen, og virkede på en måde større. Ikke fysisk - han var høj i forvejen -, men han fyldte mere i omgivelserne. Man bemærkede ham. Hun kunne godt lide den personlighed, der efterhånden tittede frem, og han var skønt selskab. 

Han lo med hende, da hun drillende nappede ham i skulderen. Han nåede ikke at tage det næste skridt i deres lille leg, før hun snurrede en halv omgang omkring og begyndte at skridte af sted i noget, der virkede som en fuldstændig tilfældig retning. Et smil gled over hans mule. Ja, det var vel den eneste måde frem, hvis man ville lede efter noget. Han kunne godt lide tanken om, at de nu tog af sted for at lede efter vand uden egentlig at vide, hvor rejsen ville føre dem hen. Han smilede muntert til hende, da hun så sig bagud, og tøvede ikke med at følge efter hende. Han travede de sidste meter op til hende og skridtede lykkelig af sted side om side med hende. Han nød virkelig denne hoppes selskab. Hun var en skøn sjæl, og han kunne mærke, hvordan han følte sig tryg ved hende - det var ellers ikke noget, der skete tit for denne gråskimle hingst.

Camille forholdt sig tavs, mens de skridtede gennem skoven side om side. Det var ikke akavet, men en behagelig tavshed, hvor de blot nød hinandens selskab. Appaloosahopppens ører vippede hid og did i et forsøg på at opfange lyden at rindende vand mellem træerne, men ofte vippede hendes øre bare mod den høje hingst ved hendes side. Hun nød hans muntre personlighed, men tvivlede på at det var mange der fik den at se. Det lod til at den lå godt gemt under tykke lag at usikkerhed, reserverethed og generthed til daglig - noget det sært nok var lykkedes hendes egen sprudlende personlighed at brage lige igennem.

Hun puttede let til hans forpart med mulen, der hvor bringe mødte skulder og stivnede så. Hun rettede sig op med fremadrettede ører og kiggede svagt mod vest. Et smil spillere om hendes læber. "Kom med," bad hun og slog i trav ind mellem træerne, i retning at det der havde fanget hendes opmærksomhed. Lyden at et vandløb.

Tavsheden sænkede sig imellem de to heste, der skridtede side om side igennem skoven, men det var på ingen måde en akavet eller ubehagelig tavshed. De to nyfundne venner havde blot ikke brug for andet end skovens magiske lyde imellem dem for at nyde hinandens selskab. Tid og sted syntes at glide ud i ét, og han havde derfor ingen anelse om, hvor længe de havde gået, da han pludselig mærkede hendes mule puffe til hans skulder. Det fik ham til at vågne op fra sin lettere trancetilstand, og med et opmærksomt blik fulgte han hendes blik ud over skoven. Hun bad ham nu at komme med, inden hun slog i trav ind mellem træerne. Han slog ivrigt med hovedet og tøvede ikke ét sekund med at følge efter hende. Hvad mon hun havde fået øje på?

How can you run, when they are in your head?

Den dumpe lyde af hovslag fortalte hende at han fulgte med, og med et slag med halen satte hun farten en anelse op. Lyden af rindende vand nærmere sig stille og roligt, jo længere de bevægede sig ind mellem træerne. Det lysnede lidt mellem træerne, som ikke stod helt så tæt længere. Camille sagtnede farten og standsede helt. Terrænet foran hende skrånede stejlt ned imod et smalt vandløb, der over tid havde skåret sig dybere og dybere ned i en bløde skovbund. Vandet var klart og rislede lystigt afsted. Den unge hoppe trådte forsigtigt lidt tættere på den stejle skråning. Den var maks. en meter, måske lidt mere, men for høj til at de kunne nå vandoverfladen fra bredden. Hun sænkede hovedet, så pandelokken faldt ned over hendes øjne og pustede ud med udspilede næsebor, før hun kastede et spørgende blik på den smukke skimlede hingst. En træstamme var væltet hen over vandløbet længere nede af vandløbet, men det hjalp dem ingenting.

Da de var kommet længere ind imellem træerne, begyndte det også at gå op for den skimlede hingst, hvor de var på vej hen - for nu kunne også han høre den dejlige lyd af rislende vand. Snart begyndte det at lysne mellem træerne, og Camille standsede. Han stoppede op ved hendes side og så frem for sig. Tærrenet foran dem skrånede stejl ned mod et smalt vandløb. Han så til med bekymring i blikket, da Camille nu trådte tættere på den stejle skråning og så spørgende på ham. Han sank en klump i halsen, inden han ligeledes trådte tættere på og så nervøst ned i dybet. Det så godt nok lækkert ud, det klare vand - men var det mon sikkert? Han turde simpelthen ikke at tage ansvaret for deres sikkerhed, og derfor drejede han spørgende hovedet mod hende i stedet. "Hvad synes du?"

How can you run, when they are in your head?

Den skikkede hingst så på hende med et spørgende blik i øjnene, og Camille besvarede det med er kækt smil: "Jeg synes du går først...".
I modstrid med sine ord bevægede hun sig alligevel tættere på skråningen. Hun sænkede sit plettede hoved og snusede eventyrlystent til underlaget, men s hun trippede en smule frem og tilbage. Det kunne nok godt lade sig gøre. Prøvende satte hun først den ene forhov og derefter den anden på den skrånende bred. Jorden var blød og hun sank en anelse i, før hendes ben begyndte at skride under hende. Hun indså sin fejl og forsøgte at fordele det meste af sin vægt på bagparten, men lige meget hjalp det. I løbet af et par sekunder stod hun i en småakavet stilling med rumpen i vejret og forbenene usikkert strakt frem og plantet en god halv meter længere nede, midt på bredden. Den plettede hoppe slog er fortrydeligt slag med halen, da det stod klart for hende at hun ikke kunne komme op igen uden at miste balancen. Det begyndte hurtigt at værke i både hendes ryg, lår og skuldre på grund af den anstrengte stilling. “Pokkers også," mumlede hun. Hun vurderede situationen er øjeblik længere, men der var ikke noget at gøre. Med den tanke satte hun af i aldeles uelegant elevatorhop, der skyldtes at hun kunne kunne komme til at sætte af med bagbenene​ og ikke rigtig få løftet forparten, og landede i åen med er plask, således at vandet sprøjtede ud til alle side. Inklusive på Apeiron, som hun sendte er bredt smil.

Den spættede hoppe sendte ham et kækt smil, inden hun svarede, at hun syntes, han skulle gå først. Han krængede overlæben op i et drillende smil og overvejede situationen lidt, inden han så, at hun alligevel besluttede sig for at prøve lykken og gå først. Han så til med spændte øjne, da hun bevægede sig tættere på skråningen og prøvende satte forbenene ned på den skrånende bred. Jorden var dog så blød, at hun sank en anelse i og gled nedad. Han gispede forskrækket, da hun nu befandt sig i en ubehagelig stilling, som hun tilsyneladende ikke kunne slippe fri fra igen. Han nåede lige at høre hende mumle et eller andet, inden hun satte fra med bagbenene i et kæmpe hop og landede direkte i åen med et kæmpe plask, der sprøjtede helt op på ham. Han stormede frem mod bredden og så ned på hende med et bekymret blik.

"Camille, er du okay?!"

Selvom hun sendte ham et bredt smil og virkede helt uskadt, så kunne den stakkels hingst ikke undgå at blive bekymret - sådan var han blot af natur.

How can you run, when they are in your head?