A cloudy day at the beach[MS]

Vejret var ganske kedeligt, skyerne dækkede himmelen som et tykt tæppe og fik havet til at se utrolig gråt og koldt ud. Farveløst syntes denne nye verden i dette lys.. Hvordan hun var endt her vidste hun ikke, men hun vidste at hvis hun fik muligheden for at opsøge ræven og stille den nogle spørgsmål, så ville hun tage den. For hvordan havde hendes familie taget hendes forsvinden? Var hun død af en pludselig sygdom eller var hun blot faldet og slået hovedet? Hvis det sidste var tilfældet ville hun ikke kunne huske rejsen hertil, så måske havde hun sagt farvel til flokken og rejst ud for at se verden og dermed endt her? Hun vidste det ikke, men dette var hendes første gang ved havet og den flueskimle hoppe kunne ikke andet end at føle sig en smule skuffet. De fortællinger hun havde fået om vandet var langt fra hvad hun så, men det kunne skyldes skydækket over hende, dog ligemeget hvad hun sagde til sig selv havde hun stadig den snigende, tunge fornemmelse i maven. Havet skulle være krystal blå, hvidt skum på bølgetoppene og sandet skulle være lunt og blødt. Dette var nærmere en grå, tung masse, der var så kold som det jord der gemte sig under græsset.. 

Hun ville dog indrømme at hun godt kunne forstille sig stedet her på en varm sommer dag, det måtte være et fantastisk sted at opholde sig, dog ville hun ikke i nærheden af vandet.. Det var fremmed og lugtede af en tang og salt. Vinden der blæste ind over kysten var koldere og skarpere end den hun var vant til der hjemme, hvor alt syntes at være varmere og farverigt i forhold til dette sted. Vinden dansede let med hendes man og hale, når den rullede ind og bragte den salte havduft med sig, som blev slynget i hovedet på hende. Hun fortsatte sin gang gennem den grå verden af salt og sand lidt endnu før hun stoppede op og vendte det blide blik ud mod horisonten og lyttede intenst til de lyder der omgav hende.. De rullende bølger, vindens lette susen, lyden af fred. 

Det tegnede godt for hende, fred og harmoni var alt velkommen hos hende, mens konflikter helst blev begravet og glemt. Hurtige ændringer var ikke noget hun var glad for og det gjorde at hun tog utrolig langtid om at tage beslutninger, hun så som store. Derfor havde det heller ikke været mere end et ønske og en tanke, da hun planlage at se verden. Ræven havde hjulpet hende, men hun var en smule nervøs for om hun var klar til at skulle skabe sit eget liv og ikke blot falde ind i rytmen der havde været i hendes tidligere liv.  

A cloudy day at the beach

♥

tag: @aurora

Vinteren havde efterhånden gemt sig væk og gjort plads til foråret. Dette betød dog ikke at det ville være lutter solskind hele tiden, hvilket lige netop denne dag også vidnede om. Men de grå dage havde også en vigtig plads. Uden grå dage kom der ingen regn, og uden regnen ville græsset visne og dø, og træerne ville komme til at mangle næring og visne fordi der ikke var fugt nok i jorden, og hvis det var helt ekstremt og i meget lang tid, så ville selv søerne også udtørre. Havvandet kunne ikke drikkes fordi det var fyldt med salt, og det betød at uden de grå dage ville intet overleve på længere sigt.

Selvom Brêgo egentlig hørte til i Teylar flokken, havde han alligevel haft begivet sig væk fra flokkens område for at undersøge de nærliggende øer. Der var dog ikke meget at rapportere ud over det jordskælv der havde fundet sted på Enophis. Heldigvis lod det ikke til der var sket de helt store tab af sjæle. Selvfølgelig var det en forfærdelig hændelse, men der var ikke meget han kunne gøre ved det.
Jo tættere Brêgo kom på kysten jo flere gange ramte hans hove sandbunden, og til sidst måtte han stoppe med at svømme og i stedet kæmpe sig ind mod land ved at gå på bunden. Så længe vandet stadig nåede ham til midt på bringen krævede det alligevel lidt, og det gik langsomt i starten. Da vandet kun nåede til hans knæ kunne han med høje benløft hurtigere begive sig ind mod land, og inden længe var hans hove placeret i det våde og faste sand. Han rystede den brogede krop så små dråber fløj ud til alle sider og landede som små perler på jorden. Han gav et enkelt lille prust fra sig før han begav sig længere væk fra vandkanten. Lugten af salt hang stadig i mulen på ham, men den blev dog også forstyrret af noget andet. De nøddebrune øjne gled i retningen af en fremmed lys hoppe, og ørerne blev tippet nysgerrigt fremad med det samme. Uden nogen som helst form for tøven, sendte han en venlig og hilsende brummen i hendes retning.

5

OOC: Hun er 145 cm høj, kan se hendes profil ikke lige fungere. (: 
Hoppen vippede let med ørene, som hun stod og spejdede ud over havet. Der var intet dårligt ved grå dage, dog havde det gjort sit for at skuffe hendes forventninger til stedet her.. Hun stod tabt i tomme tanker, som lyden af naturen omkring hende opslugte hende helt. Så da den fremmede hest vadede i land blev det ikke opfanget, da hun havde alt for meget fokus på alt andet end andre heste omkring hende. Så det var først da lyden af et venligt brum nåede hendes øre, at hun drejede hovedet mod den fremmede. En broget skabning, der så ud til at være en del højere end hende. Hun ville ikke sige nej til selskab, især ikke når hun var uviden om hvor i verden hun var. Hun havde ikke nogen spørgsmål til den fremmede, der måtte leve her, da han syntes ganske tilpas i sine omgivelser. hun ville da gerne vide om landet her havde et navn, men ellers var der intet der nagede hende, et smil og en afslappet samtale var alt hun havde brug for at komme igennem en dag. Hun sagde dog ikke nej til at lave noget sjovt, nej langt fra, hun elskede at slå sig løs, men hun var ikke lige den der kastede sig ud i nye eventyr med fremmede heste, især ikke i et fremmed land heller.. Aurora vendte fronten mod den fremmede og med nysgerrige fremadrettede øre  gik hun et par skridt frem mod denne. Det gik nu op for hende, at han bar en kraftig duft af saltvand og efter et kig nærmere så hun at han efterlod sandet en mørkerer farve på grund af hans våde pels. Hvor var han da svømmet fra? Det var noget imponerende, hvis han bare var hoppet i havet for at svømme, for det så umådeligt koldt og tungt ud. De gyldne øjne bar det sædvanlige blide, venlige skær, der ikke bød på andet end glæde og fred. Den mørke hale svang kort bag hende, inden hun smilede let til den brogede.
"Godmorgen"
Hendes stemme var venlig og ligeså blid som resten af  hendes væsen, som aldrig ville ønske harme til nogen af de der krydsede hendes vej. 

A cloudy day at the beach

♥

tag: @aurora

"Godmorgen." Svarede Brêgo tilbage i en mild tone. Han var som altid meget afslappet og lod sig ikke udadtil vise andet end fuldkommen afslapning. Dem der kunne få ham til at ligne en utilregnelig hingst der til hver en tid ville angribe, måtte se syner eller fejle et eller andet seriøst. Brêgo var aldrig interesseret i andet end det bedste for andre. Selvom hoppen trådte mod ham gik han ikke direkte mod hende, men hun skulle da være så velkommen til at træde nærmere eller følge efter ham. Han gjorde dog et kort stop da det gik op for ham at hun måske ikke rigtig hørte til nogen steder. Aldrig havde han set andre bare stå og kigge sådan nede ved stranden - i hvert fald ikke hvis der ikke var noget at kigge på, som solopgang eller nedgang - eller dyr i det fjerne. Men lige nu var der egentlig bare gråt og med en vind der smagte af salt - næppe noget særligt interessant. "Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han så, for ikke bare at gå sin vej. Ledte hun efter nogen eller noget ville han da gøre sit bedste for at prøve på at besvare hendes spørgsmål, men han havde heller ikke noget imod at bare stå og sludre med nogen i en rum tid. Det var altid rart at lære nye sjæle at kende, så længe de ikke var af den slags der jagtede ham væk eller stemplede ham som et bæst. Der havde været enkelte individer han ikke brød sig så meget om, fordi deres syn på ham havde været fuldkommen uretfærdigt.

6

A cloudy day at the beach

Tag: Brêgo
♥ ♥ ♥

Hun var kun trådt ganske let mod ham og hun håbede han ville holde hende med selskab. Hun manglede det, hun ville takke ham for det i hendes stille sind, men hun ville ikke tvinge ham til noget. Hun ville aldrig tvinge nogen til noget, de ikke ville. Den mørke hale svang kort bag hende, inden hun vippede de lyse, bløde øre frem mod den brogede hingst med den smalle kæde, der endte i en sten. En meget smuk sten. 

"Ja.. Hvad hedder det her sted? "

Hendes stemme var blid og ganske venlig, kærlig ligefrem. Hun nærede ingen kærlige følelser for denne fremmede, men hun var af natur ganske kærlig og blid overfor andre, fremmede som bekendte. 
Et svar ville gøre hende godt, da hun ikke kunne vandre rundt i dette navnløse land for evigt, det måtte have et navn, de indfødte, tilflytterne, de der levede her, de måtte have navngivet dette, et fælles navn, så de alle vidste hvor de hørte til. Det var logisk, alle ønskede et sted de kunne kalde for hjem og hjem havde oftest et navn, om det så var et sted eller en skabning. Alt havde et navn. 

"A heart is a heavy burden... I'll carry mine and yours too if you need it.."

♥ ♥ ♥
○ Aurora ○