Along with the Darkness, comes the Shadows (Skyggerne)

Langsomt og stødt gik det, opad og opad. Den hjerteløse hingst bevægede sig afsted, med bevægelser der var meget flydende og lette. Sjældent gik han så koncentreret og afbalanceret – men dette gjaldt hans liv. I bogstavelig forstand. For imellem hans læber, bar han på sit eget dunkende og varme hjerte. Så livligt, som noget overhovedet kunne være. Ja, han bar faktisk sit eget liv, imellem sine læber. Hvis han tabte det, og jokkede på det, kunne han risikere at dræbe sig selv- ironisk måske, når han for få uger sigen, selv havde dræbt sin egen søn, ved selvsamme vulkan. Men dette var han nødt til: for han ville tjene sin Herre, og ingen anden.

Opad kom han, og endelig nåede han til toppens ende, vulkanens buldrende top. Hans øre gled rundt, lyttende til de mange lyde, inden han stillede sig støt nogle meter fra kanten, dog uden at udfordre skæbnen. Han lod sit hoved sænke, den muskuløse Volontaire, inden han da lod hjertet ligge på jorden, mellem sine egne forben. Volontaire lod sit hoved komme til vejrs i et ryk igen, inden han brummede i en voldsom og mørk tone.

,,Min Herre – mit hjerte bringer jeg ydmygt til Jer.”

Sagde han da, med den hæse og ru tone, inden han svirpede med sin mørke hale. Han var sine brødre evigt taknemmelig – ingen tvivl om dette! Og når han var forvandlet, ville han takke dem alle. At de havde hentet hans hjerte, og kæmpet for en broder, der endnu ikke var iblandt dem.

Ved vulkanens kant kunne de olme Skygger, som lå i dybets tryghed, mærke en sjæl, hvis færd havde været lang og hård. En broget hingst, ved navnet Volontaire, var vendt tilbage med sit bankende hjerte, klar til at træde ind i rækken af Skyggeheste. Et dunkelt hvæs, der udviklede sig til tusinde lokkende lyde lyd fra bunden af Vulkanen, inden Skyggerne steg op, for at møde deres nye broder, hvis forvandling skulle til at ske.
En efter en kravlede Skyggerne op over kanten på Vulkanen, og lagde sig som en tyk, sortlilla tåge omkring Vulkanens åbning og den brogede hingst. Langsomt dannede selve Skyggehingsten sig, ud af de tusinde enkelte Skygger, og svævede graciøst over hullet til Vulkanen. En dyb, rungende latter, som ville kunne høres hundrede meter væk, lød fra dybet af selve Vulkanen, inden Skyggehingstens stemmer blev flettet til én.

¤Hver hiiiiiilset Volontaire, du, der bringer dit hjerte til ooooooos. Du har klaret din opgave, ofret dit eget blod, og nu er du endeliiiig klar til at blive en af ooooos.¤

Skyggerne omkring Volontaire, dem der endnu bugtede sig i den levende tåge, rakte nu frem og forsigtigt lagde sig om hjertet. De førte det op, for da at trygge det ved hjælpe af deres magi, ind i bugen på den brogede hingst, hvor det hørte til. Ikke kun dette skete, for i samme øjeblik, hæftede en enkelt Skygge sig til hans hjerte og blev hermed begravet i hans indre, hvor den for altid skulle hvile, og give den styrke den brogede skulle bruge til magi. Da dette var sket, skreg Skyggehingsten op i en direkte ond latter, inden de tusinde Skyggerne omklamrede Volontaire helt, gemte ham for alle der måtte kigge med. De rev og flåede i ham, bed ham i hans skind, muskler, sener; flåede hans hvide pels i tu. Der hvor det hvide før havde siddet, satte sorte Skygger sig nu, og dækkede hans krop, pånær visse steder på ben. Og ud fra hans bug, der hvor hjertet var blevet presset igennem, dannedes et Skyggear, af blålig karakter.

Da først Skyggerne var færdig med denne forvandling, trak de sig helt og samledes alle nu i Skyggehingsten selv. De røde øjne stirrede direkte på den nu sorte Volontaire, der stod foran dem som en af deres Skyggebrødre.

¤Du er nu en af vores, som vi er af dig. Du vil til evig tid kunne kalde dig Skyggehest ved rette navn; gå nu Volontaire, gå og hvil dig. Din krop vil snart vise dig, hvad du nu evner.¤

Derpå trak Skyggehingsten sig bid for bid ned i Vulkanens dyb igen, for at lægge sig til hvile hos den ene sande herre; ham, der en dag skulle herske over Andromeda igen.

[Volontaire er nu blevet forvandlet. Hans evner kan han læse om på hovedsiden, under Ondskabens Budbringere.]

De mange skygger kom langsomt op fra vulkanens indre, som søgte de at komme op til Volontaire og det hjerte der var hans. Volontaire vidste endnu ikke, om Herren ville godtage hjertet, som han kom med det her, eller om Skyggerne ville bede ham om mere, for at vise sit værd. Men dog stolede den hjerteløse hingst på, at Skyggerne mente de ord, de havde sagt ved sidste møde. For da ville Volontaire snart blive en af dem, en del af det frygtede og stærke broderskab.
Langsomt samlede alle skyggerne sig omkring Volontaire, for derefter at stille sig som den store Skyggehingst foran ham, med de røde og stirrende øjne. En hilsen lød, rungende, skingert og alligevel hæst og ru.

Volontaire sagde ikke selv noget, for inden de nærmest havde talt færdigt, samlede de forsigtigt hans hjerte op, og i et ryk pressede de det ind i hans bug. En kortvarig smerte opstod, men den var ikke lang eller ubehagelig. Skyggerne kastede sig nu glubsk omkring hans hvide plamager, og nærmest flåede hans skind og pels af. Den maskuline hingst, kom kun med en enkelt brummende lyd, ud af de sammenbidte tænder. Men det hele gik hurtigt, og på nogle få sekunder, var han som forvandlet. Skyggerne fortalte, at han nu var en af dem, og de var en del af ham. Og bad ham nu hvile – for derefter ville han finde ud af, hvilke evner de havde ham givet.

Han nikkede dybt og ærbødigt, inden han rankede nakken en lille smule, og så dem forsvinde ned i vulkanens indre igen. Den før brogede hingst, vendte nu omkring, og bevægede sig galant ned af bjergets sti. Han ville finde en sø, så han kunne se, hvad de havde valgt at ændre ham til. Han var dog ligeglad – for det var deres valg og magt. Han ville blot være en del af dem. Men at være sort, havde altid været hans ønske. Hvis dette var sket, ville det blot være en bonus!

Længe gik han, inden han fandt den sø, der slukkede tørsten hos de sjæle, der tilhørte Foehns ø. Langsomt trådte han den tættere, inden han så lidt mere stålfast trådte helt ned i vandet. Der.. Der så han hele hans spejlbillede. En sort hingst, prydet af skygger, der dansede på hans krop. Krystalblå øjne, hvis man kunne kalde dem det, og et kæmpe krystålblå område ved brystet, der hvor hjertet var taget ud, og lagt tilbage igen. Som et ar, men bare krystalblå. Langsomt kom et lusket smil frem på hans læber, inden han slog det ene ben hårdt ned i vandet, og udbrød et rungende og hæst vrinsk, der bar nogle mørke og voldsomme undertomer. Ja, han var i sandhed en af Dem, De, og Broderskabet!

((Afsluttet --- Volle går til hvile nu ))