Hiding among Shadows | Armonia

Hiding among Shadows

Sicarius havde tænkt meget de sidste måneder. Det var ikke det rigtige tidspunkt, men han kunne ikke vente til kulden satte ind. Han vidste at skyggerne ønskede at han skulle stoppe årstiderne i de kolde måneder, men han havde ikke fået det at vide af den blege, og de kunne derfor ikke nægte ham en plads hos dem. Det var i denne stund dog hans mindste problem. Først skulle han finde denne årstidernes vogter, som han ikke anede hvordan så ud, hvorefter han skulle lokke ud af hende hvor hjulet gemtes. Han vidste ikke hvordan han skulle bære sig ad. Han måtte være stille – listig. Han havde allerede droppet at true hende. Han var sikker på at disse vogtere måtte være alt for loyale til dette, og ville sikkert hellere dø end at give den information ud til en som de vidste kom fra den modsatte side. Nej, han måtte være forsigtig. Et forkert træk, og alt ville være tabt. Han ville miste sin ære, sin plads der hvor han hørte til. Blandt skyggerne. Han nød ikke foråret, men han hadede det ej heller. Han så det blot, glide forbi ligesom de foregående. Flydende farver der vævedes ind i hinanden, han observerede ikke skønheden. Han så det bare, og han var helt og aldeles ligeglad med det. Stille spejdede han rundt, lod sit blik glide op mod bjergene. Han stop i skovbrynet, og bjergene var ikke langt væk. Han havde ikke i sinde at vove sig derop, han havde hørt om et voldsomt jordskælv for ikke lang tid siden, og han ønskede bestemt ikke at det samme skulle ske med ham, selvom chancerne var usandsynligt små. Måske var der stadig stenskred deroppe.

Wordcount: 282 | Tagged: Armonia

Den røde hoppe, med de mange finde blomster og blade, vandrede langs bjergets rødder. For ikke længe siden, havde der været en skælv i bjergenes indre, og Armonia havde siden da, ikke været deroppe. Men da hun var der sidst, havde hun netop nået at dreje hjulet, så foråret kunne melde sin resolutte ankomst. Men siden da, havde den blide hoppe ikke turdet bevæge sig derop, for at tjekke om hjulet endnu var intakt og i sikkerhed – men dog sagde en mavefornemmelse hende, at hjulet intet var hændt, og at det stadig var gemt og uberørt. Langsomt skridtede den blide hoppe afsted, imod skovet bryn – hun haltede stadig en smule, fra sit fald på bjerget sidst, og på skulderen kunne der stadig anes en lille flænge, der dog nu var ved at gro sammen med små fine sårskorper.

De varme og milde øjne, hvilede fremad imod det skobryn hun med sirlige bevægelser nærmede sig. Ej hele tiden haltede hun, kun engang imellem, hvis underlaget under hende, blev en tand for ujævnt. Men jo længere hun kom fra bjergets rødder, desto mindre haltede hun, for der var færre sten at snuble over eller glide på. Hendes brunlige og dybe øjne, bemærkede nu en grålig skikkelse, ved skovbrynet. En skikkelse, hun ej før havde set. Men der ville altid komme nye til i dette land, det var hun godt klar over. Med fjerlette bevægelser, fortsatte hun sin færd imod brynet, og dermed også den grå hingst. Hun udsendte nogle lette og milde lyde i hans retning, for at gøre opmærksom på hendes kommen – han skulle jo nødigt få et chok, selvom deres fronter var imod hinanden. Hun vippede sine øre frem, lyttende imod ham. Armonia var skam klar til at standse, hvis han viste ubehag ved hendes mulige selskab. Men dog ville hun da gerne søge han selskab, hvis han ønskede hendes. For hun nød stortset alle former for selskab.

Hiding among Shadows

Sicarius blev revet ud af sine stille dagdrømme, ved en hoppet brummen, og han vendte de isblå øjne fremad. En rødlig skikkelse bevægede sig imod ham, en hoppe, tydeligvis. Men ikke en normal hoppe. Blomster og planter snoede sig omkring hendes ben, og hvide blomster prydede hendes rødlige man. Ægte blomster. Det var som om de nærmest groede fra hende, og Sicarius kunne ikke andet end at være fascineret. Hvordan kunne det overhovedet være muligt? Måske… Måske var det denne vogter han søgte? Vogteren af årstiderne? Han måtte spille. Han måtte spille skuespil det bedste han havde lært, være så oprigtig som muligt. Med de tanker lod han et let smil pryde sine læber.
Da hoppen nærmede sig ham, trak hun noget med sig. En fremmed duft. Var det blomsterne? Den var næsten for stærk til at komme fra de små blomster, men det var med sikkerhed noget der kom fra hoppen. Han forsøgte at ignorere det. Det var sikkert bare noget han bildte sig ind, og forsøgte derfor ikke at tænke yderligere på det, selvom de var svært, når den hele tiden krøb op i næseborene på ham.
”Godeftermiddag, frøken.”
Sagde han smilende, forsøgte ikke at få den kølige undettone med, som normalt kendetegnede den gråbrogede. Hans stemme var varm, ja næsten venlig, og det måtte være meget tæt på umuligt for nogen anden der ej havde mødt grålingen før, at gætte at han bestemt ikke var hvem han gav sig ud for at være.

Wordcount: 246 | Tagged: Armonia

Den røde hoppe, med de mange planter og blomster omkring sig, skridtede fortsat i den grå hingsts retning, og da han ej så ud til at blive vred over hendes eksistens, eller at hun søgte tættere og tættere imod ham, lod hun da kroppen dreje sig helt, så hun nu havde retningen helt imod den fremmede sjæl. Hendes milde og brune øjne hvilede varmt imod ham, inden hun da standsede op, i en påpasselig afstand af den hingst, der stadig var fremmed for hende – hun ville nødigt presse sjælen ud i en situation, han muligvis ej brød sig om. Dette var der jo ingen grund til. Et smil lå på den grå hingst mule, venligt og roligt, og dette gengældte den røde Armonia. Da hans hilsen havde lydt, lod hun også sin varme stemme lyde.

,,Godeftermiddag, Grå herre. Mit navn er Armonia. Har De vandret længe i denne verden?”

Armonia tiltalte ofte fremmede som De og Dem. Det var ikke noget specielt for hende, men sådan talte de blot i hendes tidligere verden. Hendes toner var varme og blide. De bar ikke en skærende undertone, men blot en lys hoppet stemme. Hendes røde øre var vippet i hans retning, alt imens hun nysgerrigt vippede sit hoved på sned, og betragtede den hingst der var foran hende. Han var bredere bygget end mange andre hun havde mødt – men dette gjorde hende bestemt intet. Alle var så forskellige i dette land; og netop det elskede hun.

Hiding among shadows

Selvom det var svært at lade være med at komme med en spydig kommentar til hoppens ordvalg, valgte Sicarius ikke at gøre det. Et enkelt fejltrin, og alt kunne være tabt. Ja, han havde sågar også en rigtig plan nu. Han havde hørt fra visse at nøglen til dette hjul, skulle være en blomst – hvilken blomst havde han ej været sikker på før nu. Hvis dette var den rette hoppe, måtte det være de usædvanlige blomster der synede nærmest at vokse fra hende. Mærkeligt efter den grås mening, men han havde oplevet meget mærkeligt de sidste par måneder. Han lagde også mærke til at hun allerede nu tiltalte ham med De, og selvom det ikke var noget han gjorde normalt, måtte han gøre en undtagelse nu. Hun måtte ikke ane uråd. Han ville starte med at forsøge at få denne blomst fra hende, for derefter at drage tilbage til sine søskende. Selvom han ej havde fuldført sin opgave, ville han spørge dem om hjælp til at destruere hjulet. Det ville være sikrest. Han krævede ikke sin plads i de inderste kredse før hjulet var stoppet, men han mente at de ikke ville have noget imod at hjælpe ham med at ødelægge det de ønskede stoppet.
”Vær hilset, Armonia. Mit navn er Sicarius. Nej, jeg har ej vandret disse øer længe, jeg kom da vinterens ishånd endnu knugede hårdt om landet. Men nu er foråret endelig på vej. Hvad med Dem, hvor længe har de befundet sig i landet?”
Spurgte Sicarius, så høfligt og venligt som han overhovedet kunne, stadig med det varme smil spillende om læberne. Åh, hun skulle bare vide. Han kunne ikke lade være med at tænke på de to heste som den historie føllene hørte i stalden. Rødhætte og ulven, om en lille pige med en rød kappe om skuldrene, der for vild i skoven hvor hun mødte en grå ulv, der med venlige ord fik lokket den naive pige ind i skoven, så han kunne æde hende og hendes gamle bedstemor. Han var så sandelig den stygge ulv i dette eventyr, og indtil videre var der ingen jæger der holdt øje med ham.

Wordcount: 357 | Tagged: Armonia

Overskrift

Stille stod den grå hingst og ventede den røde Vogters svar, da en alt for vigtig tanke slog ham – det var en latterlig tid. Det ville være dumt. Det var starten af foråret, og vogterne ville da være glade hvis hjulet blev stoppet her midt i frugtbarhedens årstid. Nej, han måtte sige til skyggerne at det måtte blive på et andet tidspunkt. Det ville også være bedre hvis flere fra broderskabet blev samlet for at stoppe hjulet når vinterens isgreb lå om øerne, for dette var fuldkommen latterligt. Hvis Sicarius fejlede – hvilket han selvfølgelig hellere ville dø end at gøre – så ville vogterne vide at broderskabet ville slå til snart. Men hvis de stod sammen var der lille chance for at det ville ske. Nej, han måtte væk.
”Undskyld, men jeg havde glemt noget. Det må du virkelig undskylde, Armonia.”
Sagde han så venligt han kunne, og håbede at han ikke havde afsløret hvad han lige havde været ude på.

[OUT]

Wordcount: 160 | Tagged: Armonia