Lost and Found | Le'ah

Elijah

Tag: @leah | Tid: Eftermiddag

Det havde ikke været hans mening at blive væk. Han havde aldrig haft det til hensigt og havde derfor holdt sig helt tæt på den røde hoppe, som han kaldte sin mor, men det var alligevel sket. Hvornår, hvor og hvordan var han ikke sikker på, men lige pludseligt var hun bare væk og for ham var det forfærdeligt lang tid siden, at det var sket. I realiteten var det næppe meget mere end minutter der var tale om, men så ung som han var, så virkede det som en evighed.

Det spættede hingsteføl bevægede sig usikkert af sted, hans hoved sænket mod jorden, mens han utrygt så sig omkring. Hvorfor var hun ikke til at finde noget sted? At hun kunne være forsvundet fra ham bevidst slog ham aldrig, men det var næppe heller tilfældet. Constance havde nemlig vist sig at være en meget fornuftig mor, så at hun manglede nu, var nok mere en uheldig hændelse end et bevidst valg. Det gjorde det dog ikke bedre for ham, for han vidste kun, at hun var borte.
 Et stille vrinsk forlod Eli; et vrinsk som var tydeligt præget af, at han ikke følte sig godt tilpas. Panisk var det ikke, men hvem som helst, der havde haft med føl før, ville kunne høre, at var utryg. Selv dem som ikke havde, ville nok kunne samle det op. Han var dog ikke interesserede i andre end sin mor, men det var ikke altid at verden gav en det, man ønskede sig. Nogle gange måtte man bare tage hvad verdenen gav en og i hans tilfælde betød det, at han sandsynligvis måtte nøjes med en fremmede indtil hans moder kunne blive fundet, for en skikkelse kunne ses i skoven. En skikkelse som bestemt ikke tilhørte hans mor.

[1]

אֱלִיָּהוּ

Le'ah gik stille frem, hun ville ikke anstrenge sig i denne varme. Måske var her føde overalt, men solen den bagte, og når man som Le'ah var dækket i en tyk vinterpels var varmen helt ulidelig allerede. lige nu ønskede hun det aldrig skulle blive varmere end nu, og selvom hun kun havde været her et par dage, ædt som en galning der aldrig havde fået noget at spise før- savnede hun sneen. Kulden var hun rustet til. Hun havde opdaget at noget af den tykke pels nemt røg af, bare det hun gned sig op af barken på træerne- hvilket hun i dag havde brugt det meste af sin tid på. En spor af hvide totter pels var at følge fra den vej hun kom. Det fik Le'ah til at smile lidt, når hun kiggede sig over skulderen. Hun havde sat sine spor allerede- ganske fysisk i hvert fald.

Et hjerteskærende vrinsk fra et føl fik Le'ah rykkede ud af sine tanker og blikket der før havde været begravet i træernes skygger blev rettet imod det åbne. Det var uden tøvende at den pelsede hoppe besvarede den lille fyrs vrinsk og satte frem imod ham- godt og vel måtte hun ud i solen, men et føl der lød så ulykkelig og utryg skulle man aldrig vende ryggen- generelt skulle man aldrig vende ryggen til de små.
Da Le'ah kom tættere på den lille før- som for hende var meget mindre end hun var van til, satte hun farten ned til skridt. Hun ville ikke skræmme ham mere end han allerede var.

"Hej du lille, jeg gør dig ikke noget."

Lød en det med en mild og lys stemme, lidt lysere end normalt, for at virke mindre skræmmende. Hun strakte mulen langsomt imod ham mens hun stille pustede ud. Hvor var hans moder henne?
Le'ah var godt van til føl og for den sags skyld andre heste ikke altid havde nogen, der hvor hun kom fra var det barske omgivelser og mange måtte lade livet i det voldsomme snestorme. Dog havde Le'ah aldrig set så lille en uden en moder.

Elijah

Elijah var ikke just den, som ikke holdt øje med sine omgivelser. Et nervøst føl var han ikke, men han var stadig meget opmærksom på verden omkring ham. Han ville dog nok falde til ro, når han fandt ud af, at det hele egentligt ikke var så skræmmende, som det umiddelbart virkede her i starten. Så igen, han havde ikke haft den roligste tid siden han blev født. Verden var blevet rystet i sin grundvold og det havde bestemt ikke været nogen sjov oplevelse, selvom han nu var kommet sig over det; det var gået overraskende hurtigt, alt taget i betragtning, men det var nok også hans mors fortjeneste.

Han havde hørt vrinsket, men blev alligevel overrasket da en hvid og sort skikkelse kom frem. Den var mindre end hans mor var, i hvert fald i højden, men underligt pjusket. Forsigtigt spidsede han sine ører, men trak sig et tøvende skridt væk inden hun nåede at stoppe. Hovedet hang lidt og han trak det til sig, da hun strakte sin mule frem mod ham. Lidt mistroisk iagttog han hendes mule, før han så sig omkring; hvorfor var den kommet i stedet for mor? Han ville helst have sin mor lige nu, men allerhelst ville han bare ikke være alene og en fremmede var bedre end ingenting for ham lige nu, så efter sin tøven strakte han langsomt sin mule frem mod den ukendte skikkelse.
Det hun havde sagt var gået lige forbi ham, men han kæmpede også stadig med at lære det at tale. Han forstod enkelte ord nu og kunne nogenlunde følge hvad sin mor sagde, men der var stadig lang vej til at han nogensinde ville kunne sige noget selv. Så igen, han var stadig så ung, at hvis han kunne tale ville det nok have været noget af en overraskelse for alle. Lyden af ord gjorde ham dog tryggere, for han kunne genkende lyden, så selvom han ikke forstod noget, så betød det, at hoppen var det skridt nærmere hans mor.

[2]

אֱלִיָּהוּ

Le'ah stod tålmodigt med mulen strakt frem imod det lille føl. Hun ville ikke skræmme den lille fyr, ikke mere end den så ud til at være i forvejen, og lod ham blot tage sin tid. Med lidt tålmodighed lykkes det også, og den lille fyrs mule kom frem til hendes.
Et venligt smil tegnede sig over den tvefarvede mule. Hun ville gerne vise den lille hingst at hun bestemt ikke gjorde ham noget.
Le'ah så ham som varende lille, ikke fordi han ikke havde langeben, men fordi han var så spinkel. Virkelig spinkel synes hun, han lignede ikke hende på nogen områder i byggenlsen, og ej heller nogen af dem hun havde kendt til før hun kom her. Er alle så små? Le'ah prustede langsomt. Eller var hun bare stor, kraftig og vamset i forhold til alle andre. Måske hun var den der ikke var helt almindelig her.
En latter kom fra den vamsede hoppe over sine egne tanker. Dette var i sandhed et besynderligt sted- godt, men besynderligt.

Efter lidt trid trak Le'ah sin mule lidt væk, hun hævede hoved for at se rundt. Hun kunne dog ej få øje på nogen, der kunne være den lille fyrs moder. Hvem efterlod da også sit føl! Le'ah følte sig en anelse vred, men lod det ikke vise, i stedet henvendte hun sig atter til den lille fyr, velviden om at han nok ikke kunne tale og måske endda heller ikke forstå hende.

"Er din mor væk?"

Stemmen var stadig mild og en anelse lysere end hun normalt talte med, blot for at indikere tydeligere, at hun bestemt ikke ville gøre ham noget. Faktisk ville hun hellere end gerne hjælpe ham.

Elijah

Da den hvide og sorte hoppe vendte sin opmærksomhed væk fra ham, trådte han forsigtigt et skridt nærmere og strakte sin mule fremad. Hoppen duftede lidt som hans mor og mindede ham om hende på andre måder, så mon hun også havde mad? Det måtte hun vel have, ikke sandt? Alle heste han havde mødt havde; så igen, det indbefattede egentligt kun hans mor, såvidt han vidste. Det kunne godt være de havde mødt andre, men så kunne han ærligt talt ikke huske det. Det var ikke fordi, at han som sådan havde en dårlig hukommelse. Nej, hans hoved var bare ikke gearet til at opsamle og huske information, der for tiden ikke var nødvendig for hans overlevelse. Selv mødet med denne hoppe, som nu stod foran ham, kunne være glemt imorgen. Det ville dog næppe være helt glemt; han ville nok have et svagt minde om hende et stykke frem, som dog ville dø ud, medmindre de mødte hinanden igen.

Inden hoppen havde vendt sin opmærksomhed tilbage til ham var han trådt fremad til hendes side. Han gik ikke frem med en grov attitude af at skulle have noget, men puffede forsigtigt og søgende til hendes mave. Hun var langt lavere end hans mor og derfor ville det nok være lidt af et problem, selv hvis hun havde mælk, men det holdt ham ikke fra at give det et skud. At hun muligvis fandt hans adfærd upassende faldt ham ikke ind, men hvorfor skulle det dog også det? Hans mor tillod ham jo altid at die.

[3]

אֱלִיָּהוּ

Mon ikke hans moder kom snart? Hun måtte da søge efter ham. Le'ah lyttede nøje, men kunne ikke høre nogen vrinsk, og slet ikke en hoppe der kaldte efter sit føl. Den stakkels lille fyr! Le'ah tænkte det var godt nok hun havde fundet ham, nu hvor han var alene, så kunne hun da holde lidt øje med ham. Eller gøre sidst bedste, for Le'ah var ikke så vant til føl igen, hun havde mødt nogle og men ikke i lang tid.

Da hun havde vendt blikket tilbage på den lille fyr havde han rykket sig, hun så på ham da han søgte hendes sider og kunne ikke lade være at grine. Det var en mild og venlig latter.

"Der finder du ikke mad, lille fyr."

Sagde hun til ham i en mild tone og rykkede en anelse på sig, mere for at prøve at understrege for ham, at der var altså ikke mad at finde hos hendes. Hun havde ikke selv nogen føl, og havde aldrig haft.
Le'ah fik dog ondt af den lille fyr, for hvis han søgte at die hos hende, så måtte han være sulten. Forsigtigt puffede Le'ah til den lille fyr, mest for at opmuntre ham til at holde ud. Måske de kunne lede efter hans moder. Hvis han havde bevæget sig langt væk, kunne det vel være snu nok, men hvad nu hvis han i virkeligheden var ganske tæt på, og de bare bevægede sig længere væk? Le'ah rynkede en anelse på mulen. Hun følte sig en anelse håbløs her.

Elijah

Det at hun sagde, at han ikke ville finde mad hos hende, afskrækkede ham ikke fra sin søgen. Da hun rykkede sig standsede han op for et øjeblik og vendte undret sine brune øjne mod hende. Det var dog ikke en frustreret undren, men blot den man fandt ved føl, som ikke forstod en given situation; den var uskyldig. Hans undren varede dog kun et øjeblik før han søgte hendes mave igen, denne gang en smule mere ihærdigt, for måske havde hun blot misforstået ham? Han måtte i så fald bare gøre det tydeligere, hvad hans hensigt var, for sulten stillede ikke sig selv!

Et sted ikke langt derfra fandt en hoppe ud af, at hendes føl manglede. Pludseligt rungede et hoppe vrinsk derfor gennem skoven. Højt og kaldende var det, og det kaldte på det brogede føl. Det kaldte Elijah hjem til sin sikkerhed. Øjeblikkeligt glemte han alt om den lille hvide og sorte hoppe, og vendte sit blik i retning af lyden. Hans ører vippede fremad, lyttende, før han uden tanke for at sige tak eller farvel hvirvlede fremad med et par kluntede skridt, før han forsvandt ind mellem træerne. Tilbage ville den lille hoppe stå alene og sandsynligvis en smule forvirret over præcis hvor hurtigt det hele egentligt var gået.

((OOC: Undskyld den meget pludseligt slutning, men kunne bare ikke rigtigt komme på andet og det virkede for unaturligt for mig, at Constance ikke ret hurtigt opdagede, at han manglede ^^; ))

אֱלִיָּהוּ