Dust And Dirt

{Belial}

Der var som altid sparsomt med liv på askeøen. De lyse hove som nu dansede henover den mørke, støvede jord var efterhånden ikke lyse mere, de matchede snart den glatte, askegrå pels som dækkede hendes slanke krop. Hun var i fin form trods vinteren, og trods det faktum at hun i ganske lang tid ikke havde opsøgt andre sjæle. Det var længe siden hun havde set selv sin veninde, den brogede, eller bjerghingsten. Tanken om dem fik en let trækning til at glide over hendes lyse mund, et skjult smil. Men nu havde hun altså fundet vej til Foehn, øen af aske, hvor der kun var ringe chance for at møde de sjæle der rumsterede i hendes tanker. Noget dæmrede i luften, en energi hun ikke forstod eller genkendte. Alligevel lod hun sig ikke afskrække, der var faktisk ikke rigtig noget som kunne få den grå til at holde sig væk fra noget som helst sted.

Så hun dansede videre, det var kun få timer siden hun var dukket op på øen, men der var endnu ingen tegn på liv. Faktisk var her usædvanligt stille, selv vinden var tavs og grenene på de bladløse træer bevægede sig ikke en millimeter. Det var næsten lidt som om hele verden holdt vejret her. Hele verden undtagen den grå der absolut var i bevægelse, hver en centimeter af hendes krop, lige fra hovene til den sorte, flagrende man.

235 words

Belial tussede rundt for sig selv, det var ikke længere helt uvant. Da han havde været spæd havde han haft en følgesven, en der havde guidet og hjulpet ham, nu var den væk. Han følte sig ofte alene, også selvom han ikke var det. Af og til blev hans tanker guidet væk fra savnet fra hans følgesven, hans skygge. Den unge hingst havde efterhånden opgivet at få den tilbage, og prøvede at indfinde sig med det. Der var altid skyggehingstens skygger han kunne lege med selvom det ikke helt er det samme.
Lupë var han sluppet af med for dagen, det ærgede ham at hans røde broder ikke blev her hele tiden. Hvorfor kunne han i det hele taget ikke bare blive her, her hos ham? Hos de andre. En rynke dannede sig på den spraglede mule.

I sine egne tanker tøffede den unge hingst afsted hen over den efter hånden meget velkendte askebeklædte jord. Det her var hjemme! Her var der tryg og der var ikke alle de deresens mærkelige heste, farver og lyde for ikke at snakke om dyr.
Belial var stadig, trods det var dage siden han kom hjem, rystet over hele oplevelse. Han forstod simpelthen ikke at der fandtes en så væmmelig verden uden for denne ø! Et utilfreds fnys kom fra den unge hingst over tanken om hvad Lupë havde slæbt ham ud i.

Hans tanker blev dog rykket væk fra den ubehagelige verden der var uden for, da han fik øje på en sort skikkelse. Først troede Belial det var en af dem fra broderskabet, men denne så forkert ud! Det var ikke en af dem, og af nysgerrighed nærmede han sig den mørke skikkelse. Dog med mistro! Hvad nu hvis det var en af de deresens mærkelige heste?

Netop på grund af stilheden var de mørke ører ikke sene til at opfange en ellers utydelig lyd af hovslag. Lette hovslag, næsten skjult af den bløde, askebelagte bund. Alligevel var der ingen tvivl, der var nogen i nærheden. Ariel bremsede en anelse brat op i en smidig bevægelse, hun stod stille på stedet og løftede sin lyse mule en anelse, alt i mens det gyldne blik blev sendt ud i de sparsomme omgivelser. Noget hvidt fangede hendes opmærksomhed, det skilte sig væsentligt ud fra de grå omgivelser hun ellers selv matchede så godt. En let mimren gled over hendes mule mens nysgerrigheden hurtigt spirrede.

Hun stod stille lidt endnu, så til mens den hvide skikkelse bevægede sig nærmere. Høj var den ikke, lav, men slank. En plag? Hun vrikkede på ørerne, og gav så endelig lyd fra sig i en meget lys tone som hun havde for vane. Med det satte hun sig igen i bevægelse, først i en trippen på de støvede hove, og så i en serie lette skridt i samme retning som hun havde sendt sit vrinsk.

181 words

Vrinsk kendte han til, det var der flere der benyttede sig af her på øen, så det var ikke noget nyt, men den lyse tone fik ham til at skære en grimasse, som gjorde lyden ondt på ham. Han rystede på hoved, der efterhånden var ved at tage størrelse. Belial var noget der til hvor kroppen ikke hang symmetrisk sammen, og lige nu var det svært at forstille sig at den unge plag ville blive til en prægtig en hingst en dag.
Den fremmede satte tempoet op, og Belial spærrede de brune øjne op af begejstring, måske denne var lidt lige som Lupë. Lupë var godt nok mærkelig, efter den unge hingsts hoved, men den han kom bedst ud af det med. Han havde det i hvert fald sjovest med sin broder.
Belial slog over i galop, selv troede han det var en mægtig fin galop og han så flot og hingstet ud, men det var kun i fantasien, for Belial så alt andet end ædel og flot ud i sin holdning.
Ørene blev lagt tilbage i nakken og tænderne blev vidst en anelse, hans blik var dog fyldt med glæde og leg da han styrtede direkte imod den mørke hoppe- i sinde om at brage brutalt ind i hende, som ham og Lupë plejede at gøre.

Hun holdt nysgerrigt blikket på den hvide skikkelse, som efterhånden tegnede sig tydeligere og tydeligere. Snart var den også i bevægelse, endda med en hast som overraskede den grå. Faktisk kom den imod hende i fuld galop, en noget ujævn en af slags. Et let, men friskt smil tegnede sig hurtigt om hendes lyse mund – det var bestemt en plag som var dukket op ud af ingenting, der var ingen tvivl ved synet af dens hastige skridt og lettere skæve bygning. Den fremmedes duft kom hende snart i møde selvom der ingen vind var til at bære den, det var en hingsteplag der nu kom mod hende i et noget højere tempo end det hun selv havde sat for.

Han lod hellere ikke til at være interesseret i at standse op i god tid, for meget snart var de meget tæt på hinanden idet den grå også dansede frem. Nysgerrigheden ulmede, det var en hel bombe af energi som kom mod hende, det var der ingen tvivl om, men var det ligefrem et sammenstød han satsede på? Et muntert fnys undslap den mørkegrå hoppe, hun slog let med den kraftige, ravnsorte hale og sprang så sidelæns med dansende skridt, få øjeblikke inden de ville kollidere. De ravfarvede øjne slap ikke den hvide af syne trods hendes undvigen, hun var nysgerrig efter at se hvordan plagen havde tænkt sig at bære sig ad, og stod nu og trippede med let udspilede næseborer.

241 words

Direkte i mod hoppen var Belial på vej. Han havde sat sit mål. Lige ved.. næsten. Åh. Belial fik bremset op lidt efter han var passeret hoppen, som i sidste øjeblik havde flyttet sig. Misfornøjet så han om på hende. Han havde vidst taget fejl om hvorvidt hun var hen af Lupë. Måske var hun alligevel en af de deresens underlige heste, han efter hans mening havde mødt nok af, men frygtede han ville møde flere af.

Med knap så stor ynde fik Belial drejet sig rundt og med et stort smil og den spraglede mule hakkede han ud efter hende for at bide, og ikke helt så blidt igen. Han kunne jo lige så godt hilse på den anden måde, nu hvor hun ikke synes om at skulle tumle rundt.
Belials hilsner var misforstået, han havde tolket sin mor på en helt forkert måde, og havde fået et noget så underligt syn på hvordan tingene foregik. Ikke så sært at han der ved egentlig synes alle andre var sære. Det var i hvert fald ikke gået op for den unge plag, at det var ham der var noget galt med.

De små øre blev rettet op igen, han afventede om hun mon forstod det. Langt de fleste gjorde egentlig ikke, og af og til undrede Belial sig over det. De deresens heste der var der ude, de var nu altså nogle underlige nogen- det mente den unge plag i hvert fald.

Plagen standsede. Han fik endda manøvret sig nogenlunde smidigt rundt, så de nu stod med front mod hinanden, den askegrå måske en anelse skråt. Energien drev næsten af ham, hendes egne gyldne øjne var en anelse større end ellers, blot på grund af munterheden og nysgerrigheden. Overraskende nok så bed han ud efter hende med et smil, og rent instinktivt flyttede hun igen på hovene og trippede et par skridt uden for rækkevidde, kun for at standse op og strække halsen frem i plagens retning. Bevægelserne blev akkompagneret af et friskt fnys, og da hun endelig stod stille kunne hun ikke holde en let, men mild latter tilbage over hans sære hilsen – først et forsøg på frontalt sammenstød og så denne biden.

”Er det sådan I hilser her?”

Det var kun et øjeblik hun blev stående stille, så trippede hun et par skridt rundt om ham for igen at standse. Han var ung, og derfor tog hun ikke hans opførsel synderligt tungt. Hans kropssprog var ikke afvisende eller aggressivt, at være voldsom var vel blot det som lå til en ung plag, en ung hingst. Et venligt smil sprang snart frem på hendes egen mund mens hun holdt blikket på ham, hun gengældte dog ikke hans bid, men holdt sig lige akkurat uden for rækkevidde. Han måtte anstrenge sig noget mere for at få ramt på den grå. I virkeligheden ville hun helst have ham i snak, for der var noget bekendt ved hans duft, noget hun endnu ikke kunne placere.

252 words

Belial rynkede på mulen, hun veg fra hans bid og hun bed ikke igen. Hun var dømt- hun var en af de deresens mærkelige nogle. Den unge plag så efterhånden ret så fornærmet ud, og overvejede for noget tid at gå sin vej igen, da hoppen åbnede munden og talte. Hun forstod, Belial så skeptisk på hende. Hvis hun forstod man hilste sådan, hvorfor gengældte hun så ikke hans hilsen?
Det lille kantede hoved blev hævet noget højere op, mens endnu så skeptisk på hende, stadig med fornærmelserne smurt ind i ansigtet. Han tog sig tid om at være fornærmet over hendes manglende hilsen, men efter noget tid valgte han at nikke sammenbidt til hende- som svar på hendes spørgsmål.

Den halv korte hale slog et par slag bag ham. Okay, måske var hun ikke helt så underlig som først antaget, men hun var stadig underlig!
Belial forsøgte igen at bide ud efter hende, for understrege sin hilsen, og måske, måske ville hun gengælde den nu! Det var da det mest normale.

Han var nu alligevel finurlig. Hun brød ud i smil igen da hun lagde mærke til hans hurtigt skiftende udtryk, frem og tilbage mellem tilfreds og utilfreds. Hun gjorde vist ikke som han håbede, måske havde han satset på tumult og leg. Det kunne hun skam også være med til, men den grås nysgerrighed tog som altid overhånd og hun betragtede ham blot tålmodigt, med et svar smil mens han skeptisk så tilbage på hende. Så nikkede han. Det var altså måden de hilste på, det var alligevel noget nyt. Hun brugte selv ikke de høflige, traditionelle hilsemetoder, men denne havde hun godt nok ikke forsøgt sig med. Det hørte vidst de helt unge sjæle til. Den grå prustede igen, muntert.

Da han bed ud denne gang flyttede hun kun lige sin lyse mule, så han fik nappet ud efter hendes lange, sorte hår. Det var groet med en overraskende hast på det sidste, hun havde ellers altid haft en forholdsvis kort manke, men nu var hun ved at være vant til de lange lokker. Alligevel fik han fat i hende og hun trippede et par trin, kun for at puffe ud med mulen i retningen af hans uharmoniske skulder. Mon ikke han ville acceptere det? Hun var lige ved at le igen, men begrænsede sig til et let smil og trak sig så et par skridt bagud, så hun kunne ryste lokkerne på plads igen.

”Så man afslører slet ikke sit navn?”

Da hun endelig stod stille, lagde den grå ansigtet en anelse på skrå mens hun så afventende på den unge sjæl.

265 words

Belial rynkede på mulen. Hvad fandt hun sjovt? Hun grinte. Den unge hingst anede ikke af hvad, men prøvede sig frem med et smil der kun blev halvhjertet, da han ikke vidste hvad det var, der var så sjovt at hun måtte le. Belial skubbede det til side, efter lidt tid. Hun var sær! Ikke sær som nogen af de andre, sær på en anden måde og plagen synes ikke lige at kunne sætte en hov på hvordan sær; men sær, det var hun altså!

Belial var en anelse mere tilfreds efter andet forsøg- hun flyttede hoved igen ja, men i det mindste fik han i fat i noget. Den sorte tot man han fik fat i hev han hårdt før han slap den og prustede. Mere fik han nok ikke, og måtte gøre sig tilfreds med det. Hun skubbede til hans skulder, og atter dannede sig en rynke på den spraglede mule. Det var jo egentlig ikke et skub, hun rørte jo kun? Belial sukkede lettere opgivende.

Misfornøjet så Belial al ud da hun talte, ikke så meget fordi hun talte, men fordi hun hentydede til hun gerne ville vide hvad han hed- hvilket i og for sig ikke var noget problem, det måtte hun egentlig gerne vide, men det betød altså han skulle snakke! Den unge hingst pustede irriteret men valgte dog alligevel at åbne mulen for at grynte sit navn ud til hende: "Belial."

Da han klappede munden i igen, gav tænderne et lavmeldt smæld. Tydeligvis var han ikke helt tilfreds over det der tale noget, han havde også været lang tid om at komme efter det- hans moder sagde ikke noget, og første gang han havde hørt ord- der ikke var i hans hoved, var da han mødte sin røde broder første gang. Selv var Belial først så småt begyndt at bruge ordende han havde opfanget igennem det seneste ord- og kun når han absolut skulle!

Det var ikke en snaksaglig sjæl hun var stødt ind i. Det undrede hende generelt hvorfor han befandt sig her, for sjældent havde hun mødt liv på Foehn og endnu mere sjældent havde det været så ungt. Så mindedes hun dog sig selv som helt lille, kun et frø i jorden, hvordan hun selv havde fundet frem til en mystisk blomstermark på den ellers livsforladte ø og tumlet rundt i den med stor fryd. Også helt på egen hånd, sådan havde hun spenderet mange timer af sit liv, og hun havde endda været endnu yngre end han som nu stod foran hende. Mon han var vokset op her? Her var nok mere liv end hun havde vidst af indtil nu, skjult i aske og skygger.

”Belial,”

Hun smilede oprigtigt, som altid, efterfulgt af et let nik. Han så igen skeptisk ud, men han var alligevel ikke gået, så helt utilfreds kunne han ikke være. Spørgsmålene myldrede i den grå, for der var ganske vidst noget bekendt ved ham selvom hun aldrig havde mødt ham før. Var hans familie også her? Hun vippede ørerne da han klappede tænderne sammen og hendes eget smil blev mere skævt, hun kunne ikke lade være med at være underholdt af hans specielle person. Han var i den grad anerledes fra de andre unge sjæle, hun havde mødt og kendte. Duften mindede hende om en bestemt en af dem, slog det hende endelig. Lupë.

”Ariel.”

Hun prustede af ham, mens de gyldne øjne betragtede ham endnu. Stemmen var lys og venlig, ligefrem tålmodig.

259 words

Hun fortalte ham hendes navn. Ariel. Og hvad så nu? Belial så ud til at undre sig en anelse, han havde ikke rigtig forholdt sig til andre end dem på øen, dem i broderskabet, og dem havde han ikke en gang forholdt sig ret meget til. Hvad skulle han egentlig stille op med denne askegrå hoppe?
Det var ganske nyt for den unge hingst at møde andre, som så havde han jo mest hængt op af Lupë og sin moder og så skyggerne. I din rækkefølge efterhånden. Lupë var faktisk den han havde brugt allermest tid sammen med, sin moder gjorde han da også, men ikke i samme grad og havde heller ikke gjort det, da han var lille så han kun sin moder når det var allermest nødvendigt, ellers havde skyggen, hans følgesven været der- som var forsvundet da han var gammel nok til at klare sig selv, så der efter havde selskab med dem ikke været det store: Og nu stod han med noget helt andet, en helt anden og en sær en, og anede ikke hvad han skulle bruge hende til.

Den unge hingst stod helt tavst, og så ganske malplaceret ud. Han vidste faktisk ikke rigtig hvad han skulle gøre nu. Lupë var her ikke til at fortælle ham eller prøve at fortælle ham hvad han burde gøre. Den unge hingst forsøgte at tanke på hvad hans broder ville gøre! Han ville sikkert sige et eller anden kådt og drenge, hvad Belial havde forstået- så var hopperne jo særdeles spændende for ham. Belial forstod det ikke helt.

Hun havde måske forventet en reaktion, en handling, måske endda nogle flere ord, men ingen af delene kom fra den hvide Belial. Faktisk var det som om kådheden var gået af ham, og han så nu noget mindre selvsikker ud end før. Det hele morede stadig den grå, men på en ganske uskyldig facon. Han vakte hendes nysgerrighed, og i sit stille sind glædede hun sig over sit held. Det var som nævnt længe siden hun sidst havde mødt fremmede, og nu stod hun her med en yderst usædvanlig sjæl. En meget tavs sjæl som ikke så ud til at vide, hvad han nu skulle gøre af sig selv, nu da han havde bidt og hilst og givet hende sit navn. Ariel brummede venligt til ham i en lys tone.

”Har Belial nogen betydning?”

Hun betragtede ham endnu, den lyse unghingst hvis pels også var lettere berørt af al den omgivende aske og hvad som ellers dækkede Foehns jord. Hun forsøgte sig med noget simpelt for at hive flere ord ud af ham, men som sådan også fordi hun fandt navne interessante, specielt dem som lød særligt anerledes. Snart smilede hun igen af ham.

”Det lyder.. specielt.”

De bløde ører vippede, hele tiden vendt i hans retning.

209 words

Belial rankede sig op igen, okay Lupë var her ikke til at guide ham, han måtte følge trit med denne fremmede hoppe, sær eller ej. Hun var sær, men lidt hen af Lupë sær, så måske han kunne finde ud af det her, eller hun kunne. De kunne!
Hun spurgte om hans navn havde betydning, det havde han da trods alt fået af vide, skyggen- hans følgesven havde af og til kaldt om hans navns betydninger: Belial var så ikke velviden om hvor negative betydninger hans navn egentlig havde med stammende stemme bed han hver ord over alt for markant da han talte:

"Værdiløs. Falden..Engel. Lovløshed. Begær."

Belial synes stadig det var ubehageligt at tale, så så snart han havde sagt det sidste ord klappede han munden i.
De små øre vippede frem imod den mørke hoppe. Hvad så nu? Hun så ud til at vide hvad alt det her gik ud på! Så måske han bare kunne følge lidt med i hvad hun gjorde. Belial kendte ikke rigtig til normerne for selskab- han kendte egentlig ikke rigtig til andet end den askebeklædte ø, den store vulkun, broderskabet(som han så ikke kender så vanvittig meget til). Alt han fandt normal og tryg, var hvad der for andre var ondt, modbydeligt og uhyggeligt.

Det lykkedes alligevel at få ham i tale, den unge sjæl gjorde tydeligvis sit bedste da han endelig åbnede munden igen. Han havde nogle meget karakteristiske aftegn, og trods hans lige nu uharmoniske bygning, var der ingen tvivl om at han en dag ville blive ganske køn. Den hvide pels lyste op i alt det mørke, i asken og i skyggerne, trods det faktum at han lod til at være mere på hjemmebane her end hun, den askegrå, selv var. Men i sidste ende følte hun sig hjemme alle steder, denne ø bar endnu blot en masse hemmeligheder som hun ikke kendte til. Mørke, havde hun fået at vide. Men hun så intet mørke i ham.

”Værdiløs?”

Hans navn var ganske rigtigt meget specielt. Hun betragtede ham endnu med hovedet på skrå, med et blik som nu var blevet undrende. Det var ikke det første navn hun havde hørt om med en særpræget betydning, så helt chokeret var hun alligevel ikke. Hun fandt blot ikke at nogen af de ord, han sagde, beskrev eller passede på den lyse unghingst.

”Navne kan være et mysterium.. Vi vælger dem sjældent selv,”

De sagde måske ligefrem mere om giveren. Hun huskede faktisk ikke hvem som havde givet hende navnet Ariel. Ava? Hendes spraglede fader? I et kort øjeblik rystede hun de sorte lokker på plads mellem de ravfarvede øjne, og strakte så nysgerrigt mulen en anelse ud mod den unge sjæl. Han mindede hende virkelig om..

”Ariel betyder Guds løve, selvom jeg ikke er noget rovdyr,”

Hun smilede, nu mere muntert.

”Jeg blev født på Leventera. Har du været der?”

269 words