Follow Rivers

Lyden af hendes lette hovslag hørtes knap i det nye, bløde græs. Solen skinnede klart og stærkt disse sidste timer af dagen, de høje, omgivende træer kastede lange skygger som den askegrå sjæl dansede ind og ud af. Hendes skridt bar hende frem langs en af Enohpis’ mange store floder. Den bugtede sig og havde flere udsving, den var den omgivende skovs livskilde og samtidig roden til den følelse som lige nu sad i den grå. Hun var alene, men nogen tristhed var der ikke at spore hos hende, ensomhed var som sådan ikke noget hun kendte til. Der var altid noget at se, noget at følge, om det så var månen om natten eller en brusende flod om dagen. Ligemeget hvad følte hun et brus af energi hver eneste gang, en energi som kom fra verdenen omkring hende og som vidnede om at livet blev ved at være, at der ikke var nogen tid som nuet.

Så hun fulgte floden, den ledte hende frem mod Enophis’ prægtige bjerge og lidt køligere temperaturer, men den grå holdt godt på varmen, for hun stod sjældent stille.

185 words

Mohini kom elegant travene, og hendes lette gang bar præg af hendes spinkle. Og yndefulde bygning. Kort slog hun over i en mere fri trav, og lod hele kroppen strække ud. For rigtig at kunne mærke vinden mod sit ansigt. Græsset var særligt blødt i dette område, og trods det var sidst på dagen. Skinnede solen klart på himlen, og gav et stærkt lys. Man kunne hører flodens brusen som blev båret med den milde brise, her var så fredeligt og stille. Hun kunne hører bladenes raslen, og jorden gav letter ekko fra hendes hovslag. Hun befandt, sig ved enden af floden hvor man kunne se de smukke bjerge, hun var stoppet op og nød udsigten i et kort øjeblik. Hun forsvandt ind i sine tanker, hun var ny i dette land. Men lod sig ikke skræmme, eventyret var først lige begyndt.

Vinden bar en sød duft med sig, og fik hendes opmærksomhed til at lede i det fjerne. Det var duften fra en fremmede der var lige i nærheden. Hun stod letter forstenet, og viste ikke om hun skulle give sig selv til kende. Hun trak et par skridt tilbage, og vrinskede letter tøvende.

Hvor til hun stod stift, og afventede hvad der nu ville ske...

Den askegrå, der med tiden var blevet ganske mørk i pelsen, lod blikket søge opad mod horisonten og himlen og helt bestemt de velkendte bjergtinder, som nu begyndte at tårne sig op. En munter, lys brummen forlod hendes bryst ved gensynet. Mon bjerghingsten holdte til deroppe akkurat nu? Et mildt smil viste sig på den hvide mund som så mange gange før. Det var dog ikke længe hun havde tid til at overveje dette, for snart brød en forsigtig stemme gennem stilheden og flodens klukken. Først troede hun at hun havde hørt forkert, måske havde det været en anden slags skabning, kaldende på sine åndsfæller, men efter et øjeblik indså hun at lyden virkelig havde været et vrinsk.

Det var fjernt, men ikke helt utydeligt og snart ænsede hun da også synet af en skikkelse længere fremme, ved flodbredden ligesom hun selv. Nysgerrigheden flammede op i den grå, Ariel vippede de bløde ører frem og virrede på de let udspilede næseborer. Her var altså en anden sjæl. Det var nogen tid siden hun sidst havde befundet sig i en andens selskab, af uvisse grunde. Hun havde blot ikke søgt nogen og skæbnen havde ikke krydset nogens sti med hendes. Sådan var der perioder hvor hun havde mere hang til stilheden, men energien ingenting så snart en anden sjæl alligevel dukkede op. Hun fastholdt sit tempo, med blikket sat på den ubevægelige skikkelse, og gav hurtigt et klart og lyst vrinsk fra sig som svar.

244 words

Der gik ikke mange minutter, før der kom et lyst vrinsk tilbage. Mohini kunne have taget flugten, men nu havde hun tilkaldt denne fremmede. Der var ingen vej tilbage, nogle gange forstod hun end ikke sig selv. Hun gjorde ting som hun ville, og så alligevel ikke. Let rystede hun på hoved og vævede lidt frem og tilbage. Hun kunne ikke stå stille, og slet ikke når tankerne bulrede der ud af. Da den mørke skikkelse kom til syne, havde hun mest af alt lyst til at gemme sig. Men kroppen stod urokkelig fast, hvor hun havde stoppet op. Hun var ikke nervøs af sig, men nogle dage hang tanker, og krop bare ikke sammen.

De grønne øjne, forlod ikke den fremmede som kom endnu nærmer. Hun virkede meget energisk, og hvilede i sig selv. Hun mærkede hvordan kroppen stadig stod helt stift, og hendes buede øre var redde helt frem i en venlig hilsen, men alligevel blottede hun lidt tænder - hun var ikke god til at udvise korrekt kropssprog, og ej heller til at læse andres. Så trods denne hoppe ikke viste tegn, på at hun ville gøre hende noget. Var hendes egen krop alligevel på vagt, samtidig med hendes sind blot var nysgerrig på den fremmede.

Stille brummede hun letter undersøgende, samtidig med hun kom med et fnys. Hoved kørte fra side til side, jo mere stressede hun blev jo mere uro i kroppen fik hun. En af hendes mange psykiske skader gennem hendes hårde liv, som havde sat sine spor i hende.

Som hun kom nærmere, sænkede den askegrå tempoet og faldt til sidst ned i en let dansende skridt. De mørke, bløde ører vippede frem og tilbage, men endte snart i en fast position mod den fremmede som viste sig at være en hoppe. Hun stod ubevægelig, og så alligevel ikke, hendes krop bar tegn på utilpashed hvilket overraskede den askegrå. Det var sjældent hun mødte nervøse sjæle, men det hændte, og det afskrækkede hende bestemt ikke. I stedet tegnede et oprigtigt, mildt smil sig om den lyse mund idet hun standsede op nogle få meter foran den slanke hoppe. Hun var køn. Øjnene så grønne ud herfra, i skæret fra den varmende sol. Grønne som græs.

”Nu er sommeren her snart.”

Stemmen var lys og venlig, den overdøvede kun lige flodens sang. Hun følte stadig energien i sig, vakt af nysgerrigheden og dagen og vejret, men et mere tålmodigt udtryk var gledet over det hvide ansigt. Som altid hilste hun på en måske underlig facon, og sagde det som akkurat faldt hende ind. Der var ingen mistro i hende, hun var vant til fremmede og havde nydt selskabet af hver og en. Hvor mærkværdigt det så end havde været.

200 words

Hoppen som var kommet nærmer, stod nu nogle få meter fra hende. Og hun kunne mærke hvordan hendes blik var venligt, og varmt samtidig med at hun smilede til hende... Mohini stod lidt, og viste ikke helt hvad hun skulle eller ikke skulle. Men så lød hoppens milde stemme. Roligt lyttede hun til hendes ord, hun havde ganske ret. Der var begyndt at blive varmer i luften, og solen kiggede mere og mere frem. Sommer var en dejlig tid, nok den tid hun bedst kunne lide. Vinter, og kulde var slet ikke noget for hende. Hun kom også fra de varme land, så varme passede hende bedst.

Hun nikkede roligt, til orden der kom fra denne hoppe. Og viste ikke helt om hun skulle sige noget men besluttede sig for at svare "De, har ganske ret" og de grønne øjne hvilede forsat på den fremmede hoppe.

Det prikkede i hele hendes krop, hun havde svært ved at undertrykke sin trang til at væve med hoved fra side til side. Som stod hun der, og havde gang i en lille dans. De blottede tænder blev pakket væk, og der kom et forsigtig smil frem. Trods hun ikke var nervøs inden i, så var det hvad kroppen udstrålede. Den havde sit eget liv, og ville på ingen måde altid samarbejde.

Ariel spidsede ørerne da hoppen talte. Hun havde en karakteristisk stemme, en hun nok ikke lige ville glemme foreløbig. Den askegrå smilede snart igen, hun prustede let og friskt og rystede så kort sine lange, sorte lokker. Solen varmede hendes mørke pels, det var godt at en brise nu og da strøg henover dem og fik grenene på de få omgivende træer til at sitre. Det slog hende at hoppen måske var en nytilkommen, det kunne forklare hendes utilpasse kropssprog selvom stemmen ikke lød usikker. Hun talte på en høflig facon, noget den askegrå aldrig selv havde taget til sig.

”Mit navn er Ariel. Jeg er opvokset her, men noget siger mig, at du endnu ikke er så stedkendt?”

Hendes blik var nysgerrigt, og hun strakte mulen en anelse frem mod den fremmede hoppe. Hendes ord var venligt ment, der var ingen fordomme som rumsterede, trods hendes forsøg på at regne ud hvorvidt hoppen var ny her eller ej. Hvis det var tilfældet havde hun måske spørgsmål, måske endda nogle som den askegrå kunne give hende svar på. Hun havde ikke selv stået i situationen, men at blive kastet ind i en ny verden sådan som hun havde hørt om, at andre blev når de kom hertil, måtte være en voldsom oplevelse.

213 words

Mohini's stemme var altid melodisk, og selvsikker uanset hvordan hun havde det inden i. Om hun var nervøs eller ej, så kunne dette aldrig høres på hendes stemme. Hun gik lidt nærmer den fremmede, som nu havde givet sit navn. Ariel var det navn hun bar, og roligt sagde hun "Ariel, hyggeligt at træffe dem" hun var hun helt henne ved den mørke hoppe, og tog en runde om hende. Mere for lige at se hende an. Hvad mon hun var for en, siden hun kom fra dette land?

"De har ganske ret frøken Ariel, jeg er ny i dette land" roligt stoppede hun op, efter hun havde set lidt på Ariel, og smilet nu venligt til hende. Kroppen havde givet efter, og var ikke længer spændt. Hun var letter afslappet. Og de grønne øjne hvilede blot på den mørke hoppe.

Hun kiggede på den hvide mule, som nu kom imod hende. Hun viste ikke helt hvad hun skulle, eller ikke skulle berøring, og følelser og generelt kropssprog gjorde hende så forvirret. Men hun valgt blot at smile og igen rette sit blik mod hendes. Igen fik hun øje på, at hesten i dette land altså havde nogle meget underlige øre, hun havde mødt en anden men han var ikke fra dette land. Men denne hoppe som var født her, havde også de små sjove øre som stod lige op i luften. Ikke som hendes egne som stod i en smuk bue hen over hendes hoved, de klassiske ører som en Marwari bar.

Hoppen med de grønne øjne kom overraskende nok nærmere, og valgte at tage en runde om den grå. Hun blev tålmodigt stående stille, med de ravfarvede øjne nysgerrigt følgende den fremmede sjæl. Hun smilede endnu, og endnu mere da hoppen talte videre med sin karakteristiske stemme. Hun lød venlig, og talte endnu på denne høflige facon. Frøken. Det var hun alligevel sjældent blevet kaldt, og det udløste blot en munterhed i de gyldne øjne og i smilet. Hun brummede mildt, friskt af den fremmede hvis navn hun endnu ikke havde fået.

”Hvor mange øer har du så nået at betræde?”

Hun virrede nysgerrig på sin lyse mule, og lagde så mærke til hvordan hoppen kastede sit blik på hendes mørke ører. Den grå havde godt nok også lagt mærke til de finurlige, buede ører som den fremmede bar, og nu kunne hun alligevel ikke holde en mild, lys latter tilbage som blandedes med lyden af flodens sukken. Hoppen havde nemlig de selvsamme ører som den brogede Jiva.

”Jeg har alligevel kun hos én anden sjæl set ører som dine.”

Det kom venligt, hun gjorde et let kast med hovedet og berørte så ganske kort hoppens mule nu da hun var inden for rækkevidde.

205 words

Mens hun havde betragtet denne hoppe, havde hun set smilet der var kommet frem om den lyse mule. Det havde gjort hende mere tilpas ved hele situationen. Hun kunne godt lide at møde nye, især når hun var i hendes gode hjørne men til tider kunne det være svært ikke at lade sig smitte af deres tilstand, så hun var meget glad for hun var støt på en mild og rolig sjæl mere. Det gav hende nemlig selv en rolig fornemmelse i hele kroppen. Hun kunne til tider blive meget påvirket af andres udstråling og ikke mindst humør.

"Endnu ikke så mange, Denne er den første og så har jeg været en enkelt tur på ørken ø'en"

Hun havde endnu ikke nået at være ret meget rundt, i det fremmede land. Men det skulle nok komme med tiden, lige nu var hun mere fokuseret på møde dem der befandt sig i dette land. Det slog hende nu, at hun faktisk ikke engang havde givet Ariel hendes eget navn, men var hun overhoved intra. i at få hendes navn? Hun var en smugle usikker og derfor havde hun ikke sagt sit eget højt. 

Den lyse latter Ariel besad, var utrolig smitsom og Mohini kom selv til at se - hun havde lært fra sit første møde at hestene her i dette land, ikke havde set ører som hendes før. Hvilket kom helt bag på hende, da hun kun kendte til disse. Og at deres var helt fremmede for hende. Det var sjovt som sådan en lille ting, som virkede så vant for hende var så fremmede for dem og omvendt.

Mohini lyste helt op, da hun fortalte at der var én mere som havde ører som hendes - måske en hun kendte? Hun mærkede hvordan nysgerrig heden boblede inden i hende, hvem mon denne anden var "Hvem?" kom det helt ivrigt fra hende. 

Hun mærkede den bløde mule mod sin egen, og et lille hvin kom fra hende. Hun mærkede den søde duft, fra Ariel og forbandt nu denne duft med dette navn. Det ville hjælpe hende med at genkende duften, og hvad navnet på den anden var. Nu yderst nyttig så man ikke lod sig overraske af de mange fremmede dufte. Det var nu kun den anden duft, hun kendte til i dette land. Eagle og Ariel. Men mon ikke der kom flere med tiden...

Den askegrå brummede venligt af hoppen med de grønne øjne, i et tonefald der hældede til det muntre. Hun var skam selv vældig godt tilpas, og glædede sig over sit held denne dag, solen skinnede ivrigt og hun var stødt ind i endnu en fremmed sjæl. Hendes ravfarvede øjne forlod ikke den slanke hoppes ansigt.

”Ørkenøen. Zenobia er en smuk ø, specielt i måneskær. Det her er Enophis, den største af dem alle,”

Endnu et smil bredte sig snart ud igen, det muntrede hende kun endnu mere at også hoppen slog en let latter op. Der var en ligetil og positiv energi mellem dem, trods hoppens ellers tilsyneladende forsigtige væsen. Ariel kunne heller ikke lade være med at smile ad hoppens reaktion på, at her skam var andre med disse særlige ører. Selv fandt den grå dem ganske kønne, endog finurlige.

”Min veninde Jivala. Måske møder du hende hvis du en dag ender på Leventera, hun er broget og bærer som sagt samme ører som du, ”

Et let prust undslap den grå, smilet blev varmt da hun mindede sin smukke veninde. Hvor mon hun befandt sig nu? Det var længe siden hun sidst havde talt med hende, og det selvom de var i samme flok nu.

”Jeg fik aldrig dit navn?”

Hendes gyldne blik blev nysgerrigt, og hun mimrede kort på den lyse mule mens hun endnu holdt blikket på den anden.

236 words

Hun smilede, da hun hørte navnet på øen Eagle havde vist hende vej til men som han blot havde kaldt for ørken ø'en så hun havde intet navn på den. "Zenobia" sagde hun mere til sig selv, for hun kunne jo lige så godt lære de navne nu det så ud til hun skulle opholde sig her længe. Hun nikkede og lyttede til hvad hun sagde. Navnet på denne ø kendte hun, men det var altid rart at hører navnet igen. Så var hun også mere sikker på at kunne huske det til næste gang.

Det var meget behageligt at der var så afslappet en stemning mellem dem begge, det fik til at føle sig tilpas. Og uroen i kroppen ikke så fremtræden. Hun ville så gerne fremstå bedst muligt, i dette nye land. Hun viste jo endnu ikke hvor længe disse gode dage ville vare ved. De grønne øjne lyste af indre ro, og hun så igen på Ariel som nu begyndte at fortælle om denne anden. Hun var så betaget af der var endnu en i denne verden som hende. "Jivala" sagde hun for rigtig at smage på navnet "Hende håber jeg at træffe en dag" smilet bredte sig, og hun kunne lide tanken om hun ikke var ene af sin art i dette land.

Hun så lige ind i det gyldne blik denne hoppe havde, og blev helt flov over hun slet ikke havde fået præsenteret sig selv - hun havde glemt det i alt sin iver, og kampen med kroppen som ikke ville makke ret til at starte med.

"Mohini, er det ydmyge navn jeg bære" sagde hun mildt, og gjorde et nik med hoved for at slå fast, det altså var hendes navn. Hvor til hun besluttede sig for selv at stille et spørgsmål ikke noget hun var så godt til, men hun ville alligevel forsøge.

"Kunne de, ikke fortælle mig mere om denne verden - hvad er værd at vide som ny?" hun så roligt på hende og smilede. Hun ville jo så gerne lære sit nye hjem endnu bedre at kende. "Er der nogle man skal tage sig i akt for? Her virker så fredeligt, er her kun gode væsner"

Ariel betragtede endnu nysgerrigt hoppen, og hvordan hendes udtryk havde ændret sig. Faktisk lod hun til at have en god portion energi i sig, der var en livlighed i de grønne øjne som den grå ikke helt kunne komme sig over – ikke mange sjæle hun havde mødt havde haft øjne der bar den farve. De nervøse trækninger lod til at være forsvundet hvilket glædede hende, der var ingen grund til at frygte for den grå. Eller noget som helst andet her, ikke efter hendes mening. Men hver sjæl var naturligvis unik.

”Mohini,”

Et blødt smil tegnede sig på den hvide mund, og hun nikkede i en let bevægelse. Navnet klædte hende bestemt. Hvad mon det betød? Hun var på nippet til at spørge, da hoppens næste ord alligevel afledte hendes opmærksomhed. Værd at vide.. Der var så utrolig meget at vide om Andromeda, alle stederne og skabningerne at se og møde. Meget mere end hun selv vidste af, og det trods hendes opvækst her.

”Landet her har mange hemmeligheder,”

Hun brummede let mens hun kort overvejede hoppens ord.

”Det består af fem øer, Zenobia, Enophis, Chibale, Leventera og Foehn. Den sidste er en ø af aske, en vulkanø som der går mange rygter om.”

Den askegrå lagde sit hvide ansigt en anelse på skrå, hun havde for længst trukket mulen til sig. Nu ventede hun blot Mohinis reaktion.

231 words

Da hoppens hvide mule fortrak sig i et venligt smil, kunne hun ikke lade være med at gengælde dette. Hun lyttede til hvad hun sagde, og smilede det havde hun letter erfaret - at dette land havde mange hemmeligheder. Og hun kunne ikke vente, med at opdage nogle af dem. Hurtigt lage hun mærke til at den grå, lade sit hoved på skrå. Mohini gjorde det samme og lavede lidt store øjne. Eagle havde også sagt nogle ting om ø'en med aske. Det var som om der hvilede noget over denne ø - og hun havde i sinde at finde ud af hvad.

Kort puffede hun blidt til hoppens hals, og sagde med mild stemme "Hvor hører de, så til her i dette land?" hun var spændt på om denne hest var strejfer som de andre hun havde mødt. Hun havde ladet sig fortælle der kun var én flok her på denne ø. Og den bar navnet Teylar, som hun havde forsøgt at opsøge. Da hun selv ønskede at lære mere om den flok. Roligt slog hun med halen, og lod hoved rette tilbage. Og så med et mildt blik på Ariel.

Den askegrås smil blev muntert da hoppen, Mohini, venligt puffede til hendes hals. Der var ingen nervøse trækninger at se hos hende nu, og den grå strejfede da også hoppens slanke skulder med sin egen lyse mule. Hun spidsede ørerne da hoppen igen talte, og stillede et spørgsmål som alligevel overraskede den grå en anelse. Det var hun ikke blevet spurgt om før, de fleste fremmede og specielt nye antog ikke at man befandt sig bedst ét sted. Men langt de fleste havde dog deres foretrukne øer, deres opholdssteder. Blot ikke den askegrå.

”Jeg føler mig hjemme overalt, på hver en ø, men jeg er nu en del af et flokfællesskab jeg ikke ser så meget til. En flok kaldet Teylar.”

Hun vippede med sine bløde ører mens hun observerede hoppens udtryk. Mon hun havde hørt om den før? Ariel havde på fornemmelsen at hun ikke var den første sjæl hoppen havde mødt her i landet. Ikke mange, men måske nogle få andre før hende. Hun gengældte venligt hoppens fantastisk grønne blik.

173 words