Forevigt jeg vandre vil (Mohini)

Hun kunne se hun havde fået den ældre hingst, til at tænke han fik et helt særligt udtryk over sig. Hun kunne slet ikke lade være med at smile, og hendes øjne strålede som små sole. Hun elskede, når hun kunne få andre til at bruge hoved. Lige så meget som hun, også selv kunne lide at tænke over tingen.

"Rummer de også magi Eagle?" spurgte hun, og kiggede lidt mere undersøgende på ham. Hvordan mon sådan noget magi så ud?

Det var som sød musik, når denne hingst lod. Det var så længe siden hun havde hørt latter, og faktisk også længe siden hun selv havde følt sig let til latter og smil. Det var som om denne nye verden havde skabt hende på ny, visket tavlen ren. Og på en måde, følte hun sin fortid syne hen, og hvordan hun kunne opbygge sig på ny i dette land.

*150 Ord*

Eagle forestillede sig nu hvordan det ville være at kunne bruge magi, det ville i særdeleshed være interessant. Dette var ej tilfældet, Eagle kunne ikke noget ekstraordinært. Med sådan set øjne, var han faktisk lige som alle andre. En helt almindelig hingst.

"Nej, men det kunne være interessant."

Svarede han med en klukkende latter. Eagle ville ikke være bleg for at prøve hvis han kunne. Hvis der var en dag der gjorde det muligt, ville han da forsøge sit, i hvert fald bare en gang.

"Men jeg tror på vi har oplevet det, alle os der er kommet her til. Hvordan skulle det ellers forklares?"

Hun forsatte med at betrakte ham, mens han kom frem til et svar til hende. Hun stod ellers og ventede helt spændt, for han måtte da besidde denne magi. Det var hun næsten overbevist om...

"Hvordan kan det være, er der ingen magiske heste i dette land. Eller?" Hun så næsten helt skuffede ud, nu hun var blevet fortalt om dette magi var hun så opsat også på at møde den. Og finde ud af mere, omkring dette mystiske magi han havde omtalt.

Hun nikkede, det var korrekt hun havde oplevet noget underligt inden hun kom her til - men lige frem om det var magi det viste hun ikke. For hende stod det mere uklart som en drøm. Det hele var gået så hurtigt at hun følte hun knap nok kunne huske hvad der var sket, men sådan var det jo også med drømme. Lige med undtagelse af at hun jo faktisk var kommet til dette fremmede land, hun slog tankerne lidt bord. Hun var ikke helt klar til at tænke mere over hvad der faktisk var sket - Nu var hun i dette land og måtte få det bedste ud af det.

Allerede nu var hun glad for hun var støt, på den rolige og milde Eagle han gav hende en trykhed trods alt virkede som fremmede og en smugle skræmmende.

*223 Ord*

Eagle så på hende, lyttede nysgerrig til hvert et ord hun sagde. Han tænkte en anelse over hendes spørgsmål. Han havde vel hørt om én der kunne magi. Men der var også den gyldne Illana med lyset.

"Jeg menes at have hørt om én der kan, men ellers er der en gylden hoppe der bærer et lys om halsen i en kæde, et lys der i og for sig selv minder lidt om den anden lys jeg nævnte, det virker også levende."

Det var svært at forklare, og nok endnu sværere at sluge. Selv havde Eagle ikke ville have troet på sandheden i disse, hvis ikke han selv allerede havde oplevet en masse af alt det uforklarlige- det som i hvert fald var uforklarligt der hvor han oprindeligt kommer fra.

Det var tydeligt at han lyttede til hendes ord, det kunne man tydeligt se. Og efter hun var færdig med at snakke, så det ud til at han tænkte endnu engang over et svar til hende.

"Bære lyset, brænder hun sig ikke?" Kom det fra hende, med sådan en uskyld som fik hende til at fremstå som en ungplag der først var ved at lære om livet nu. Hun rødmede lidt, da hun godt kunne hører hvor naivt det var kommet til at lyde. Men stemmen bar nu ikke præg af dette, den var rolig og mild som altid. Men hendes øjne havde i det sekund set helt forbløffet ud, som om hun var sikker på denne hoppe stod i flammer.

*121 Ord*

Endnu en gang led en klukkende latter fra den gyldne hingst. Stadig grinede han ikke af hende, men med hende. Det var et godt spørgsmål, for det ville være sådan man ville se det. Selvfølgelig ville det være logisk hvis denne gyldne hoppe brændte sig, når hun var så tæt på et så kraftigt og specielt lys.

"Det er magi, nej hun brænder sig ikke. lyset er nok mere en sjæl, afspejling af følelser end et lys, som vi kender fra solen."

Han havde ikke haft et langt møde med den gyldne hoppe, men været yderst fascineret af hendes lys, og efter mødet med Den Vise selv, så virkede det ganske rigtig det han gik ud fra. Hun var en vogter. Den gyldne hoppe altså. Han husker hende tydeligt, hun havde gjort et stort indtryk på den ældre hingst, han ville næppe glemme hende.

Hun smilede, da hun endnu engang fik ham til at le. Hun havde aldrig set sig selv som den morsomme type, men noget måtte hun da have sagt, eller gjort. For han stod jo der grinte. Hun drejede hoved lidt på skrå, og forsatte med at betrakte ham. Mens hun forsat smilede til ham, og mens han prøvede at give svar på hendes spørgsmål. Puffede hun lidt ud efter ham og smilte. "Lige som lyset, der førte mig her til?" sagde hun stille, og kom til at tænke over det måtte da være noget lige som det? Det havde ikke brændt hende, men alligevel følte hun faktisk varmen fra det. Og det havde talt til hende, men ikke sådan rigtig som de stod og talte til hinanden nu. Mere sådan via. tankens kræft havde en stemme talt til hende, ikke at der var noget nyt i det. For hun havde så mange stemmer i hendes indre, men dette havde været en helt anden stemme.

Hun nikkede blot, da han havde talt færdig. Det gav nu god mening. Og hun så denne hingst som en der havde megen viden, hun følte ej heller han skulle svare på 'dumme spørgsmål' men tog det seriøst når hun spurgte om noget, og gjorde sit bedste for at give et godt svar - som han bestemt også gjorde.

"Jeg kan fornemme, der er meget at møde og lære om i dette land" sagde hun mens hun så lidt tankefyldt rundt. "De må endelig, fortælle mig mere om dette spæneden land" hun så atter tilbage på den gylden hingst - som hun næsten følte var en kommende mentor, han havde så meget viden at give ud af.

"Er der mange heste i dette land, og hvad er den mystiske du har set?"
Hun ville vide mere, alt hvad han viste og ville dele ud af ville hun lytte til...

*313 Ord*

"Lidt lige som lyset der førte dig her til."

Konstaterede han hendes spørgsmål. Han havde hørt flere fortælle om et lys da de blev bragt her til. Selv huskede han sin rejse meget svagt, men det havde været en hård kamp. Nemt havde det ikke været for ham, men da han mødte Den Vise for nogle dage siden, genkendte han lyset og stemmen han havde hørt.

"Der er meget om dette land, der er meget at sige, men meget vil jeg mene er til at opleve. Andromeda består af fem øer, ørken øen jeg nævnte for dig før er en af dem, den vi befinder os på lige nu er en af dem store, nok den allerstørste faktisk. Ud over det er der en lille ø dækket af skov og en anden ø der på mange vis minder om denne- den kan du komme til hvis du foresætte den vej, væk fra bjergende..." Eagle rettede hoved væk fra bjergende, for at indikere hvilken vej han mente. "Til sidst er der en en, aske dækker meget af stedet, men der er få steder der stadig er frodigt. Der er en vulkan på den å.. alt i alt et sted jeg kun har været en gang, og jeg har ikke i sinde at vende tilbage til netop den ø. De andre kommer jeg på ofte."

Hun nikkede, det gav da noget mere mening så. Og nu lyttede hun til hans fortælling om de mange ø'er der befandt sig omkring den store de befandt sig på nu. Hun fulgte hans blik da han drejede hoved for at vise hvad vej hun skulle tage hvis hun ønskede at komme til de bestemte steder. Hun smilede og lyttede forsat til hvad han havde at fortælle.

Der efter undre det hende, at der ikke var nævnt noget med nogle flotte - mon det overhoved fantes i dette land. Hun spurgte ham derfor "Befinder der sig, ingen flokke i dette land?" hun så på ham, og spurgte så igen "Er de, selv medlem af nogen flok eller?" selv havde hun altid været sin egen. Men hvem ved, måske var det noget hun ville prøver kræfter med engang.

*137 Ord*

Eagle fandt samtalen dejlig beroligende, han nød at fortælle det han nu en gang vidste om hans nye hjem. Det var nu ikke så nyt mere, men det var nyt i forhold til gamle. Da Mohini spurgte ind til om der var nogle flokke smilede han.

"Jeg kender til en flok, som er på den ø der minder om denne."

Igen vendte han hoved i retning af hvilken vej hun skulle gå, hvis hun ønskede at finde denne ø. Han havde hørt om flokken, han havde sågar været der en enkelt gang kort, men havde i sinde snart at slå en tur forbi igen, måske ville han være mere heldig næste gang.

"Jeg høre ikke til nogen flok, men jeg har dybt overvejet at slutte mig til Teylor, som flokken hedder. Det er rart at have et sted at holde til, et sted med ro og mag, hvor man kan være helt tryg og blot slappe af. Jeg kender flere der er i flokken."

Sagde han og kom til at tænke på de forskellige, flere var så vidt at sige. Han kendte i hvert fald to, om der var flere han kendte der reelt høre til der, vidste han ikke, der var kun de to der havde nævnt det for ham. Ariel og Leonora. Han burde tage der til, se til og høre hvordan det går med dem. Det var trods alt længe siden han havde set nogen af dem.

Hun kiggede på ham, én flok det virkede ikke som meget - hun så ham jo som en der kendte dette land godt. Så at han kun havde mødt én var da ikke meget. Men det gjorde hende nu intet, så følte mig sig heller ikke presset til at skulle søge ind nogle steder, da der så måtte være mange strejfer. Hun fulgte hans blik, og kiggede mod den retning han så, Teylor var navnet på flokken. Roligt nikkede hun, og sagde da han var færdig.

"Det er nu helt underligt, når man kommer fra et land hvor det vrimler med flokke. Og nu være i et hvor det lyder til der er én flok - er der så mange i den flok?"


Hun trippede lidt, og så forsat på ham. Hun havde lyst til at strække sine ben. Hun havde stået stille alt for længe og uroen i hende var kommet tilbage. Hun gjorde et kast med hoved, og satte lidt i trav og sagde så frisk. "Vil de ikke med, så kan du vise mig mere af denne smukke ø? De vil vel ikke lade en dame rejse helt alene" En mild latter kom fra hendes strube mens hun så drillende på ham.

*205 Ord*

Eagle nikkede anerkendende. Det var underligt, men Eagle havde haft mange forskellige billeder på hvad dette var for et land, men med tiden havde han fundet ud af. Mange spørgsmål var for ham allerede blevet besvaret. Nye kunne stadig dukke op, men han vidste efter hånden hvor han kunne finde svarende på de fleste af hans spørgsmål.

"Lidt en omvæltning ja, men trods jeg kom fra en flok før, har jeg altid rejst meget, draget ud for at opleve og finde nye kulture jeg har kunne lære om."

Hans så på hende da hun pludselig blev ramt af energi. Han smilede venligt. Og da hun hentød til at drage afsted nikkede Eagle, en klukkende latter kom over hendes kåde bemærkning.

"Det vil være mig en ære at drage lidt rundt med dig, vise dig lidt af Andromeda, men jeg bør desværre ikke drage for langt fra bjerget. Ser du jeg har en opgave jeg bør tage mig af."

Eagle satte selv i trav, og valgte retning imod skoven, han kunne godt bruge noget tid på at vise hende nært liggende områder ved bjergende.

Hans latter lød bag hende, og smilet om hendes mule voksede. Han var nu en venlig sjæl ham Eagle, og hun nød hans rolige selskab. Og tænkte over hvad han sagde, og spurgte så "Har du så set mange ting, på din rejse inden du kom her til?" spurgte hun.

Hun nikkede til det han sagde, og det var iorden for hende at han ikke kunne drage for langt væk - hun ville også bare se mere af denne store ø - og han virkede til at kende landet godt. Så han var en idel ledsager. Hun travede ved hans side, og så han havde kursen mod skoven. Og tænkte så over hvad det mon var for en opgave han hade for, "Må man spørge, hvad de skal i bjergene?" nysgerrig så hun på ham, mens hun lage ørene tilbage i nakken. Forsat var hun ikke sur, og ville faktisk have rejst dem helt frem i en nysgerrig stilling. Men kroppen gjorde som den ville.

*165 Ord*

Eagle flyttede ørene mere begejstret frem da hun spurgte om han havde set meget. Meget kunne nok efterhånden slet ikke dække alt hvad den ældre hingst havde set, oplevet og hørt.

"Jeg har rejst rundt i meget ung alder, og faktisk næsten ind til jeg kom her til- hvor jeg egentlig bare forsatte. Jeg ville dog ønske at der var mere i Andromeda. Der er mange forskellige heste her, fra forskellige kulture og har alle deres normer, men endnu har jeg ikke hørt om særlig mange, det ærger mig. Men ja, meget har jeg set, og jeg savner ofte at drage ud i det ukendte, trods jeg er glad for at være her."

Lød det med en ganske begejstret stemme, for Eagle elskede at være her, selvom der var ting han savnede fra hans hjemland, som var mulige. Om man overhoved kunne drage ud over kysterne og uden mod horisonten og finde mere, vidste Eagle ikke. Trods han var glad ved havet, havde han aldrig tænkt på at gøre det. Det var for farligt- sæt nu der ikke var noget og det blot var vand og mere vand, og hvem ved hvad der laver ude under det åbne hav. Det var ikke fordi den ældre hingst var en kryster, men han ville ikke sætte sit liv i unødvendig fare.

"Jeg skal søge op til det højeste bjerg, og der oppe skulle jeg gerne få udsigten over Andromeda. Jeg skal finde en bestemt sø."

Sagde han og smilede ganske tilfreds. Det var et eventyr i sig selv, og selvom Eagle ikke hastede med at drage op i bjergende, glædede han sig til udfordringen. Han hastede ikke fordi der var flere ting endnu at se, flere at møde på hans færd, og han ville ikke vinke hver og en af, blot fordi han havde fået stillet denne opgave. Han skulle desuden jo også finde sin kære veninde Noami.

Hun få hvordan den gylden Eagle lyste op, da hun havde spurgt ind til om han havde set meget gennem hans oplevelser. Da han begyndte at tale, lyttede hun efter, og nikkede venligt. Hun forstod hvad han mente, hun havde selv rejst meget som lille men ikke sådan ud i verden, hun var forsat i hendes land Indien men det var også stort i sig selv. Men for uden dette land havde hun ikke været i andre, og dette land var det første fremmede hun havde været i for uden sit eget.

"Lyder da spænende, jeg håber du finder hvad du søger - og kommer vel tilbage fra din rejse"

Smilet bredte sig på hendes mule, mens de grønne øjne strålede. Hun lavede et par buk for at få strukket kroppen lidt ud, efter de havde stået en del stille var det nu meget dejligt at rører sig.

*140 Ord*