Am I But A Ghost? | Illana

Taia
☽ ° ☾

Time | Tidlig morgen
Location | Leventeras nordlige kyst
Tag | Illana

Fra øst stod solen op og kastede sin varme lys udover det nattekolde ørige. Havet lå blankt og stille omkring øerne, så himlens farvespil spejledes i vandets overflade og gjorde det umuligt at dele himlen fra havet når man så mod horisonten. Ikke en eneste vind rørte sig, så spejlbilledet forblev mens solen langsomt bevægede sig langs sin bane. Faktisk var der intet ved kysten, som bevægede sig. Ikke et eneste dyr gjorde sin entré og den ene sjæl som stod derude rørte sig ej. Den stod ubevægeligt og havde stået der i flere timer, gemt væk i sin egen verden. Helt bogstaveligt. Ingen kunne se den, uanset hvor meget de end måtte prøve.

 Taia var træt. Træt i sindet vel og mærke, for hendes krop føltes aldrig træt længere. Den kunne føles tung, være umulig at hive ind i de levendes verden, men den var aldrig træt. Hendes muskler værkede aldrig. Så igen, hendes krop var aldrig noget for tiden; den var aldrig kold, aldrig varm. Den følte aldrig smerte og ingen berøringer syntes at røre hende. Det gjaldt i hvert fald al den tid, hvor hun ikke kæmpede sig vej ind i de levendes verden for en stund. Her kunne hun følte, mærke, ting igen, men kun for en stund og det føltes sjældent som mere end skyggen af de rigtige fornemmelser. Hun var dog ikke opgivende, kun træt af at prøve. Træt af konstant at gøre ting i håbet om, at det ville hjælpe noget, for hun fik aldrig noget svar. Aldrig kom der et tegn på, om hun var på rette vej. Jo vidst kunne hun være 'levende' i længere tid af gangen nu, men betød det, at hun var på rette vej, eller blot at hun havde forstå hvordan man gjorde det? Hun var ikke sikker længere; hun var bare træt.

 Fra tid til anden skete det, at hun fik trangen til at komme tilbage. Trangen til at føle noget, hvad som helst, som ikke var intetheden. En trang der trak så meget i hende, at hun blot fulgte den, selvom det egentligt var spildt energi. Roligt lukkede hun derfor sine øjne og fokuserede som hun havde gjort så mange gange før. Det ville være det hele værd når hun blot følte sine hove grave sig ned i det tørre sand og følte luften fylde hendes lunger.

Det var det hele værd, bare for at føle noget.

☽ ° ☾

På Leventera's nordvendte kyst vandrede den gyldne Illana i morgentimernes tavse tid. Solen stråler sendte sine glimt af guld ned over sandet, og græsset der grænsede op til strandens domæne, og lige i skillelinjen imellem stranden og indlandet vandrede Illana selv. Hendes blik var vendt diskret ud imod det blå hav, som i forårets dage syntes mere klart, mere blåt end på vinterens grå. Bølgerne svang gang på gang sin favn op over sandet, hvorefter det trak sig tilbage til havets fylde, der bredte sig nærmest uendeligt i horisonten.
Illana havde søgt væk fra flokkens område, for at søge stilheden. Efter det jordskælv, efter de ting, som var hændt i dets kølvand, havde hun brug for at være alene med sine tanker, selvom det at vandre alene kunne være potentielt farligt. Om end følte hun sig tryg nok på øen, som var hendes hjem, til at vandre på dets fulde areal.
Et sagte prust forlod hendes mule, inden hun satte kursen ned imod vandet bred, og derpå forlod hun indlandets skæl.

Hendes hove blev placeret med ynde, præcision, selvom den gyldne hverken skulle imponere, præforme eller på anden vis vise hvad hun var i stand til. Det lå i hende, som hendes personlighed gjorde det, og ligeså lå hendes naturlige bæring af hendes krop. Hun rettede sine ører en anelse frem, i det hun stoppede blot en meter fra den linje hvortil vandet kunne nå, når det rakte sig ind over sandets let skrånede kant. Hun stod her et øjeblik og betragtede vandet, misundte det dets stædighed og udholdenhed. Hvis Illana havde været skabt af vandet, ville hun ikke forsøge at forlade det efter flere års fejlslagne forsøg. Hun ville have givet op og affundet sig med livet i havets ocean; men brændingens dråber fortsatte uendeligt med at række op efter sandet og dets beboere.

Hvad der pludselig fik Illana til at dreje sit hoved til højre var uvist, men hun gjorde det. Hun lod sit ravfarvede blik vandre langs strandens kant, beskue horisonten, indtil noget fangede hendes fokus.
Det lignede et glimt af en anden, der stod flere meter fra hende. På grund af solens stråler, lignede det dog kun en illusion der i et kort øjeblik gjorde sig synlig for den guldfarvede hoppe. Undrende lagde hun sine ører en anelse, inden hun udsendte et dæmpet fnys; hendes sind måtte have taget mere skade end hun lige havde forestillet sig, hvis hun da nu begyndte at se syner - og hun var overbevist herom, indtil hendes blik endnu kunne se denne skikkelse. Denne gennemsigtige substans, som dannede form som en hest.. Som en hun kendte.. Som Taia.

Illana slog øjeblikkeligt hovedet op med et forskrækket fnys. Hun vidste ikke hvad der var sket med Taia, ja, faktisk havde hun slet ikke tænkt tanken at Taia ej længere var i live. Der var gået meget længe imellem de to sjæle havde mødtes på deres veje, og selvom Illana havde været lettere bekymret, havde hun ikke haft mistanke om at hendes veninde havde lidt en skæbne, som hun slet ikke havde fortjent. At se Taia's skikkelse nu, som et synligt spøgelse, satte derfor alle forsvarsmekanismer i gang i den gyldne hoppe, som øjeblikkeligt veg flere skridt i panik. Hun hev halen og hovedet i vejret og travede om sig selv i en lille cirkel, imens hun udsendte de hidsige, hysteriske toner, som fortalte omgivelserne at hun var blevet forskrækket over en potentiel farer; og hvis ikke Lyset om hendes hals havde reageret ved berøringen af Taia's energi, var Illana nok smuttet. Men Lyset lyste pludselig så kraftigt, som når det mødte nye sjæle, der netop var kommet til landet - men denne gang anderledes. Det pulserede nemlig, i en blanding af ivrighed, savn og undren. Den energi som Taia var skabt af, havde nemlig en lighed med Lysets egen, og derfor var der en form for kontakt imellem Lyset og Taia, som Illana ikke forstod. Det nærmest søgte hende, søgte at blande sig med hendes energi, og derfor stoppede Illana med blikket forundret rettet imod den endnu synlige skikkelse af Taia, som hun ikke rigtig forstod hun kunne se.

Taia
☽ ° ☾

Der var intet ved den gyldne hoppe, som trak i den dødes opmærksomhed; indtil et forskrækket fnys lød fra hende i hvert fald. Da dette nåede den hvide skikkelse flimrede den nemligt et øjeblik i det, at den koncentration, som holdt den i livet, blev brudt. Det var ikke fordi koncentrationen var blevet for meget for hende; nej, det var blot fordi overraskelsen havde været stor. Hun havde været sikker på, helt og aldeles sikker på, at hun var absolut alene og selvom hun intet havde mod at blive set præcis, som det hun var, så kunne overraskelser stadig røre hende.
Taia hvirvlede dog ikke om for at møde den fremmede, for med de lyde der forlod den, så var det ikke det rigtige at gøre. Der var dog noget bekendt over dem, selvom hun aldrig nogensinde havde hørt dem før; stemmen var hende bekendt. Langsomt spidsede hun sine ører, lyttede til den fremmedes hysteriske toner og paniske skridt. Hun ventede. Ventede ufrivilligt, men alligevel tålmodigt, på at det hele stoppede og det blev tid til at vende sig om og møde den sjæl, som hun engang havde kaldt sin veninde, men næppe kunne kalde hende længere. Ikke efter det, der var sket sidst de havde set hinanden: godt nok havde det ikke været hendes skyld, ikke rigtigt, men visse ting kan sætte ar på selv de bedste venskaber og deres nåede aldrig at blive nært nok til, at et sår kunne heles uden besvær.

På trods af, at hun havde bestemt sig for at vente til det hele var faldet til ro, så følte hun noget trække i hende. Følte noget trække i det tomrum, som hun følte i sit indre. Nysgerrigheden blev vækket i hende, trukket frem af hvad end det var, som den lyse havde bragt med sig, men hun forholdt sig i ro. Hun vendte sig ej om, lod sig ikke falde for den lette fristelse, men det dæmpede ej nysgerrigheden. Det dæmpede ikke følelsen af at blive trukket tilbage mod livet.
Det var med et par langsomme skridt, at hun vendte sig om. Hendes blå øjne mødte roligt de velkendte brune, som tilhørte Illana, men den gyldne hoppe ville næppe finde hendes bekendt. De øjne som havde funklet med himlens farve var nu udvaskede; de var stadig hendes, men samtidigt var de ikke. Der var sorg og undskyldelse i blikket, mens strejf af opgivelse og søgen kæmpede om pladsen. Hun var ikke den samme hoppe, som vogteren havde mødt sidst, men samtidigt var hun heller ikke den hoppe, som hun havde mødt den allerførste gang. Ingen kunne forvente at Taia ikke havde udviklet sig, men hun var mere forandret end hun burde være og det var ikke i den gode forstand.

"Vær hilset... Illana."

☽ ° ☾

[4]

Det var som om hendes hjerte var stoppet, i det hendes fokus havde vundet modet til at være fæstnet på skikkelsen af Taia, som Illana ikke helt kunne tro faktisk var til. Det måtte være et syn, et syn skabt af hendes indre frygt, som var blevet holdt til ilden efter sidste møde med Taia selv, der, hvor Skyggerne havde vist det tag de havde i hoppens krop. De Skygger som Illana forgæves havde forsøgt at jage bort fra den hoppe, som hun kaldte sin veninde.
Først skete der intet. Ej heller med det samme, da først den gyldne danserinde havde fundet ro på sine ben, men da der skete noget, var det som om den gyldne hoppe drog hendes første åndedrag igen. Hun hev nærmest vejret ned i hendes lunger med forceret kræft, da lyden af Taia's stemme kom fra den livløse skikkelse, som alligevel var levende. Det syntes i hvert fald sådan.
Alt imens hendes flanker nærmest vibrerede, bevægede Lyset sig nu af egen fri vilje tættere på Taia, så tæt, at dets sårbare stråler, som det udsendte, blandede sig med den energi, som Taia var skabt af. Det nærmest forstærkede billedet af hende, overførte noget af sin energi til hende, og før Illana fik lejlighed til at svare, syntes billedet af hoppen foran hende nu langt tydeligere, efter Lysets energi havde fået kontakten med hendes.

,,Taia.. Hvorda... Hvad er der sket?"

Mange ord sloges om at forlade mulen på den gyldne Illana på samme tid, og derfor lød hendes stemme usammenhængende, som forsøgte flere at sige hver deres ting igennem den gyldne. Hendes øjne, som var fæstnet på spøgelset foran hende viste nu en blanding af overraskelse, undren - men nu også sorg. I det øjeblik hun hørte stemmen fra den brune hoppe, var det nemlig gået op for hende, at det ikke blot var et syn som hendes indre havde kreeret, men derimod virkelighed. Og for at denne virkelighed kunne være sand, måtte der være sket noget meget drastisk med den brune hoppe, som havde været angrebet af Skygger ved deres sidste møde. Mere kom der ikke fra den gyldne hoppe, der nok for første gang i hendes liv stod helt paf, imens hendes ord nærmest hang i luften, afventende på at blive modtaget af spøgelset af den brune hoppe Taia.

Taia
☽ ° ☾

Hvordan, og hvorfor, Illanas lys kunne blande sig med Taias egen energi kunne hun ikke forklare, men der var ingen tvivl om, at det var præcis hvad den gjorde. Den snoede sig om hende, kærtegnede hende, badede hende i den varme, som hun evigt gik og sukkede efter. Den badede hende i den energi, som ville ende med at bringe hende tilbage til den verden, hun kun flygtigt besøgte. Den gjorde dog mere end blot det; den livede hende op. Fyldte hende og lod hende mærke verden på en måde, som hun ikke havde mærket den i lang tid: borte var den sivende fornemmelse af vind og den manglende følelse af lys. Det sidste kunne være en illusion skabt af den varme, som Lyset gav hende, men hun kunne sværge på, at hun følte solens varme, hvor svag den end var så tidligt på morgenen.
Hun kunne ikke dy sig fra at lukke øjnene og trække vejret ind; rigtigt trække vejret. Hun følte sine lunger fyldes, følte dem trykke mod sine ribben, før hun gav slip på luften igen. Det øjeblik den gyldnes forfærdede stemme lød åbnede hun dog sine øjne og så direkte på hende; noget af farven og styrken var vendt tilbage til dem.

"Det er en meget lang historie," svarede hun stille, inden hun lukkede sine øjne og lod sine skuldrer falde. Let veg hun sit hoved bort og rystede det. Det var nok den længste historie, som den brune hoppe bar på og nogensinde ville bære på. En historie som ikke var værd at fortælle, for den indeholdt ingen glæde, ingen styrke. Den indeholdt ikke noget, som kunne få en til at rejse sig fra støvet. Den indeholdt intet andet end sorg og smerte. Den var en historie om en kamp, som trods alt hvad hun havde gjort, var en den brune hoppe havde tabt i sidste ende. Om en tilfangetagelse som kun var endt, da hun var død. En historie som bedst var glemt. "En alt for lang historie..." mumlede hun for sig selv.

På trods af at være veget bort, så så hun tilbage på den gyldne, mødte hendes blik på ny, og fandt i det styrken til at smile. Ikke et glædeligt smil, ikke et smil for deres venskab, men ikke desto mindre et smil.

☽ ° ☾

[7]

Hvordan det var muligt, det som i øjeblikket foregik for øjnene af den gyldne hoppe, havde hverken hun eller Lyset et reelt svar på; men Lysets energi, som havde rørt Taia, nærmest fyldte hendes krop og sekund for sekund blev hun mere tydelig. Det syntes som om hendes krop blev mere levende, mere farvet, mere fyldig, og Lysets gyldne nuancer nærmest bølgede sig igennem de blodårer, som hoppen engang havde haft. Det var et sælsomt syn, at se den brune hoppe blive mere tydelig, og imens Illanas indre puls nærmest pulserede i takt til Lysets pulsering i Taia's krop, forsøgte hendes øjne og hendes indre at forstå, hvad der skete - og ikke mindst var sket. Alt imens begyndte Lyset om hendes hals at gløde mere dæmpet, over i de røde nuancer, der nærmest var så intense som en ildebrand, dog uden at være så skarp i farverne; langt mere rund i nuancen var den røde, som næsten tog karakter som det blod, der burde have været i kroppen, som Taia engang ejede.

Sidste gang Taia og Illana havde stået foran hinanden, havde Illana været det magtesløse, for forgæves havde hun forsøgt at hjælpe Taia af med de dæmoner som have haft besat hendes krop. Hun huskede tydeligt hvordan de havde hvæset af Illana, sagt ord som langt fra var Taia's; og selvom Illana og Taia ikke havde krydset veje så mange gange, følte Illana alligevel, at de havde dannet et venskab stærkt nok, til at hun kunne opveje de ord Skyggerne havde sagt med Taia's stemme og forstå, at det ikke var hendes egne meninger. Nu stod Taia foran hende, eller rettere sagt eftermæglet af hende, på stranden. Imens Illana's indre tanker nærmest galoperede af sted efter svaret på det som hun netop nu oplevede, var det som om Taia for første gang i flere måneder trak vejret; som havde hun været afholdt fra det, havde hun været holdt under vandet og nu fik mulen op over. Og først her gik det for alvor op for Illana, hvad der måtte være sket.

Det hun så, var et spøgelse; en sjæl frigivet fra dens tidligere krop, som endnu havde en tilknytning til landet. Magiens former var endnu et stort mysterium for alle i landet, og egentlig forbløffede det Illana at magien havde kunnet bevare en afdødes sjæl; og så alligevel ikke. Hun havde før følt uforklarlige ting i landet, så det at en sjæl kunne blive i de levendes verden, burde slet ikke være umuligt. Og fordi hun så Taia, kunne hun også gætte sig til, at dæmonernes tag havde været så voldsomt i den brune hoppe, at det mest tragiske der kunne ske, var sket. Illana drog et lydløst suk, for den sorg der bredte sig efter det stik, hun før havde følt, bredte sig nærmest en som brændende, ubehagelig varme. Sandheden kunne hun ikke ignorere; og det faktum, at der var en vej tilbage til Livet for Taia, var ukendt for den gyldne, som i øjeblikket troede hun havde mistet en veninde for altid.

,,Jeg kan ikke begribe, at jeg kan se dig. Høre dig. Jeg.."

Hendes stemme blev tøvende, afholdende. Også selvom et smil fandt vej til Taia's mule, så følte Illana at hun var for paf, for rørt på en eller anden måde, til at sige mere. Hun ønskede faktisk mest af alt at række frem og røre Taia, selvom hun vidste det nok ej var muligt; og selvom hun faktisk havde mere kontakt med den brune hoppe end hun egentlig var klar over. Lysets kontakt linkede nemlig de to indirekte, og den energi der nærmest beklædte Taia som guldtråde, der bugtede sig der hvor hendes blod skulle forsyne hendes muskler, var den energi som Lyset ligeså lod flyde i Illanas krop. Taia kunne med andre ord trække på Illanas energi, uden at tærer på Illana selv, for Lyset havde tilbudt sig selv, til den brune hoppe, hvis krop havde mødt Den Vise, før hendes vej var blevet ledt imod Skyggernes djævelske ønsker. Den hoppe som burde have vandret som Vogter i landet, i stedet for at være her som spøgelse.

Efter den gyldne havde været tavs et øjeblik, hvor hun skulle samle modet, samle sig selv, inden hendes stemme atter kunne lyde uden dirren, trådte hun faktisk en anelse frem. Hun søgte i og for sig den brune hoppe, måske for at bekræfte overfor sig selv, at det var virkeligt det hun så, det hun følte fra Lyset, måske af savn, eller måske af frygt. Frygt for, at det var sandt; for selvom hun ønskede det, ønskede at Taia faktisk stod foran hende, var hun bange for, at hvis det var sandt, ville Taia aldrig betræde jorden for alvor igen. At dette ville blive sidste gang Illana havde muligheden for at snakke med den brune hoppe, der havde fået en plads i hjertet på den gyldne hoppe.

,,Jeg har ledt efter dig, Taia. Efter vores sidste møde, hvor jeg svigtede dig. Jeg er så ked af det, virkelig.. Jeg forstår ikke rigtig, hvad der var dig hændt, da vi stod foran hinanden sidste gang. Jeg kan dog gætte mig til, hvad der sidenhen skete. Jeg ville ønske jeg havde fundet dig noget før, Taia, det ville jeg virkelig."

Nu hvor hun var trådt nærmere, forsøgte hun sig da at række mulen ud. Hun var langt fra sikker på, om Taia ville tage imod hendes kontakt, for i hvor stort omfang Taia følte sig svigtet af den gyldne hoppe, kunne hun kun gisne om. Måske vidste Taia slet ikke hvad der var sket sidste gang, måske kendte hun til det hele. Illana kunne kun håbe på, at Taia ville række frem efter hende også, modtage kontakten; måske endda dele ord, dele af hendes historie, trods det nok var en historie som var bedst efterladt i tavsheden. Tavsheden herskede nu omkring de to hopper, som stod mere eller mindre tæt på hinanden - den ene med både sjæl og krop i de levendes verden og den anden med sjælen som endnu holdt fast i den verden, som hendes krop førhen havde betrådt.

[5]

Taia
☽ ° ☾

Følelsen af at være i live voksede kun jo længere tid de stod der. Selvom følelsen fyldte den døde hoppe med håb, med forvisning om, at der var en vej tilbage, så krøb en sorg også nærmede. Hun vidste det kun var et øjeblik, en flygtig fornemmelse, som ville forsvinde når hendes energi rendte ud og det gjorde den altid før eller siden. Eller... det havde den i hvert fald gjort, men nu virkede det anderledes. Hun følte sig ikke drænet og strømmen af energi, som hun vidste hun tog fra Illana, blev ikke langsommere. Den blev ikke udtømt og varslede derfor ikke om den fare, hun normalt udsatte andre for. Ikke at hun med sikkerhed vidste, at hun kunne trække det så langt, at det ville tage livet af den anden, men hun havde det på fornemmelsen.

Taia gjorde intet udover at lytte mens hendes gyldne veninde talte. Hun tænkte ikke; hun trak heller ikke vejret, selvom hun nu kunne. Grunden var så simpel som, at hun simpelthen bare glemte det; når kroppen ikke selv gjorde det, så var der ikke rigtigt en rytme som blev opholdt medmindre hun tvang den til det.
"Det er ikke din skyld Illana... og selv hvis du havde fundet mig, så er der intet, der siger, at du kunne ændre noget." Svaret kom dæmpet, mens den gyldne hoppe rækkede sin mule frem. Længere end hun egentligt havde ment at gøre det, stod spøgelset blot og så på den. Ventede på et eller andet, som bare ikke kom. Endeligt rakte hun dog sin egen frem og puffede let udefter hendes; der var kontakt, men ikke rigtigt. Som havde Taia's bestået af vand brød Illana's igennem; hun ville mærke, at der var noget, men samtidigt ikke noget rigtigt. Selvom hun gav al den energi Lyset kunne, så kunne de ej rigtigt røre hinanden og dette fik den døde til at trække sig bort.

Stilheden lå over den et stykke tid før Taia brød den. "At dø kunne meget vel bare være min skæbne og... den ide... at jeg var ment til at dø... det giver mig en ro. Hvis det er min skæbne, så er der en plan, og det kan jeg le-" Hun stoppede sig selv midt i ordet og ledte efter et bedre, for hun levede ikke. Hun var der bare. "Det er en ide jeg kan eksistere med." Et suk forlod hende inden hun vendte blikket mod himlen. "Om det så er Den Vises plan eller om Orctics stadig holder øje med mig, det ved jeg bare ikke."

☽ ° ☾

Lyset's energi havde nu for alvor slået sig sammen med den levende sjæl, som Taia var.
Illana's ører var vendt imod den brune hoppes skikkelse, alt imens hendes stemme endnu engang kunne høres. Nok var hendes skikkelse delvis synlig, måske som følge af Lyset's energi, der havde berørt hende og tilført hende nok kraft til at holde sig i de levendes verden som det spøgelse hun var, men det var stadig næsten ubegribeligt for den gyldne hoppe, at dette overhovedet var muligt.

Kort efter, at den gennemsigtige hoppe havde sagt sine første ord, efter Illana's egne var nået til en ende, ramte deres muler hinandens. Illana kunne tydeligt fornemme den tomme følelse af at røre ved spøgelset foran hende; en kulde omfavnede hendes mule, som sendte et gys igennem kroppen på hende. Det var en så unaturlig oplevelse, og det kom bag på hende hvordan det føltes - selvom hun godt havde tænkt, at hun ej havde været i stand til at røre ved Taia, selvom hun ønskede det. Det var dog kun kortvarigt at de havde haft denne direkte kontakt, for herefter trak Taia sig bort og Illana lod selv sin krop føres en anelse bagud af respekt for hendes veninde. Hendes blik veg dog ej fra Taia's tidligere blå øjne; og da hun endnu talte, lyttede hun intenst.

,,Hvis du kan bruge min overbevisning til noget, kære Taia, så vil jeg tro at der er en grund til, at du endnu har kontakt med den levende verden. Jeg tror på der er kræfter større end hver af os, der er med til at afgøre hvornår vores færden er nået en ende; og jeg tror ikke på, at din færden er slut endnu. Jeg håber det ikke - og selvom det kan være selvisk at sige således, så vil jeg da sige det alligevel; Jeg savner dig, Taia, og jeg håber inderligt at dette ikke er sidste gang jeg skal se dig igen."

Et lille smil tegnede sig på mulen af Illana, da hendes ord blev afsluttet. Hun lod herefter stilheden ligge sig over dem, og i stedet gav hun sig et øjeblik til at føle lidt på den kontakt, som Lyset og Taia havde, som for at lede efter en årsag til, at Lyset havde indgået denne forening med hende.

Taia
☽ ° ☾

"Selvfølgeligt er der noget større end os... noget langt større, end nogen af os kan begribe. Om det så er Den Vise eller Orctics, så er der noget, for ellers var ingen af os vel endt her i første omgang..." Et smil sneg sig forsigtigt ind til sidst. Tonen var ikke bebrejdende eller sur, men blot træt, som havde den døde tænkt på det samme mange gange selv. Egentligt havde hun tænkt på det mange gange, sandsynligvis alt for mange gange, selv før hun var afgået ved døden. At tro på en gud var en stor del af grunden til, at hun havde tænkt på det, men samtidigt var der det, at dem som kom her, ikke kom ved en tilfældighed. Der var ingen, som bare skyllede op. Der var ingen, som gik hertil ved et tilfælde, for der var ingen stier, der endte i Andromeda. Den eneste måde, man kunne komme hertil var, hvis nogen ønskede det, så et højere væsen måtte være deroppe et eller andet sted.

Taia vendte nu blikket tilbage mod den lyse hoppe. Det var sært at høre hende sige, de ting som hun gjorde, for de to havde egentligt ikke spenderet forfærdeligt meget tid sammen. De havde klikket godt den første gang de havde mødt hinanden, men antallet af gange efter det var begrænset. Stadig så den døde dog lysets hoppe som værende sin næreste ven, hvis man så bort fra Grålingen. Om han gjaldt som en ven kunne nemlig diskuteres, for han var vel blevet mere end det. Hendes kære Gråling...

"Og jeg ved, at dette ikke bliver sidste gang vi ser hinanden, selv hvis jeg forsvinder helt efter dette møde. Hvor vi ender hende, når vi engang helt forlader denne verden, det ved jeg ikke, men alle mødes der igen." Igen smilte den døde hoppe, denne gang mere oprigtigt. Det var en beroligende tanke, som hun var vokset op med. Ingen forsvandt helt og hvorend de endte henne, så var det det samme sted som alle andre. Himlen, stjernerne, var dog stedet hvor man kunne se dem, som var gået bort.

☽ ° ☾

Da deres blikke atter mødtes, reagerede Lyset om halsen på Illana atter ,ved at blusse en smule op i den klare nuance, som det havde indtaget, efter at have stødt på den afdøde hoppes sjæl; endnu var de to særlige energier forbundet, og endnu mærkede Illana det direkte bånd, som hun dermed havde med Taia, via Lyset. Hun brummede sagte, inden hun lod et vagt, let vemodigt smil tegnes om hendes grå mule, efter hun havde hørt venindens ord.

,,Hvordan kan du være sikker?

"

Det var en af de få gange i den gyldne hoppes liv, at hun stillede spørgsmål ved hendes tro omkring livets faser. Hun havde altid haft et ambivalent forhold til det, at skulle forlade verdenen, og nok havde den gyldne hopper en masse tanker, fantasier, holdninger og meninger til verdenen, men et sted hvor hendes sind endnu søgte svar, var netop omkring dette emne; hvad der skulle ske, når tiden engang var kommet. Hun brummede sagte, inden hun af ren vane nok, rakte mulen frem imod den førhen brune og arrede hoppe. Det var ganske logisk at den gyldne hoppe ikke kunne føle den brune, ej heller hendes sjæl, som andet end en kulde omkring hende - men efter Lyset havde forbundet sig selv med Taia's sjæl, og Taia dermed ikke havde behov for Illana's energi til at forblive synlig, da var kulden ej skærende eller ubehagelig.

Taia
When the hope of morning starts to fade in me
I don't dare let darkness have its way with me

Et vemodigt smil viste sig om Taia's mule ved sin venindes spørgsmål. "Det kan jeg heller ikke være, men jeg vælger at have tiltro til det, som jeg voksede op med. Jeg vælger at have lidt håb, på trods af, at alt jeg har er uvished." Let rystede hun sit hoved og vendte blikket mod himlen for et øjeblik; hun havde absolut ingen anelse om, hvorvidt stjernerne egentligt var det, som hendes mor havde sagt de var. Hun vidste ikke, om nogen af de legender og historier, som hun var vokset op med, var sande, men hun valgte at have et tillid til, at det var de. Der var ingen grund til, intet argument eller bevis for, at de var det, men med tilliden til dem bag sig, så kunne hun skabe lidt håb og tryghed for det, som en dag ville blive hendes endested. Om det så var det hun troede eller ej.

Da den gyldne rakte sin mule fremad igen, gjorde Taia intet. Ikke fordi, at hun ikke var interesseret i Iliana's selskab, men fordi hun ikke ønskede at stille sig selv ind til flere skuffelser; hun ønskede ikke endnu en påmindelse om, hvilken tilstand hun var i, nu når hun endeligt havde fundet vejen tilbage til et nogenlunde normalt møde.

"Jeg voksede op med historier om, at stjernerne er en flamme fra dem, som er gået bort." Igen smilte hun vemodigt, men denne gang var der noget mere glædeligt over smilet. "Derfor tror jeg, at vi alle ender der, når vi engang går bort - rigtigt går bort. Det er ikke nødvendigvis sandt, men jeg kan lige så godt tro det og se på min fremtidige død med et smil, samt troen på, at jeg vil møde alle dem, som jeg savner, der."

And the hope of morning makes me worth the fight
I will not be giving in tonight

Illana's ører blev rykket frem, ved lyden af hendes venindes ord. Det var en sær fornemmelse, at stå overfor en sjæl uden krop - i hvert fald uden fast krop - ja, med andre ord et spøgelse, og så være direkte forbundet med det, via Lysets energi. Illana følte stadig, af og til, en form for kulde i hendes indre og andre gange en samhørighed, ja nærmest en fælles følelse imellem de to hopper. Det var svært at beskrive præcist hvad det var, som foregik i øjeblikket - og måske skulle det slet ikke forklares.
Taia's ord forklarede om en tro, hun havde kendt siden hun var lille. En historie, en arv hun var vokset op med, om at stjernerne var afdødes flammer - sjæle om man ville - og at Taia troede på, at de alle endte der, når tiden var til det. Illana lagde hovedet let på sned, men det var ikke svært at spore i den gyldnes udtryk, at hun håbede på at hvert ord som Taia sagde, var sande.
Illana trak sin mule ganske langsomt tilbage og lod blikket vende op imod himlen, hvor stjernerne boede, ganske eftertænksomt.

,,Jeg hørte engang, at alt liv blot var til låns. Måske er vores energi blot lånt fra stjernerne, og når vores tid er, da skal energien leveres tilbage?"

Imens Illana talte, så hun imod himlen, og dermed ikke imod sin veninde. Det var egentlig et ganske fascinerende emne, om end det var et sørgeligt emne; men efter choket havde lagt sig, og forbindelsen imellem de to for alvor var blevet stabil, havde Illana nu lettere ved at hæfte sig ved selve samtalen, og ikke det faktum at Taia's skæbne havde haft den tragiske retning, som det nu havde. Og ja, bagerst i sindet hos den gyldne, blomstrede tanken om, at de en dag ville ses igen - nøjagtigt som Taia havde sagt det.

Taia
When the hope of morning starts to fade in me
I don't dare let darkness have its way with me

På trods af, at hun sagde, at hun så på døden med et smil, så forsvandt hendes smil dog ved tankerne. Selvom det ville gøre hende større glæde end noget som helst andet at se sine sønner igen en dag, så bragte det også smertefulde minder om, hvor meget hun ikke havde set dem gå igennem. Hun havde aldrig set dem danse med ilden. Aldrig set dem stifte familie; hun havde aldrig fundet ud af, hvor de ville ende henne i det hele. Mon de nogensinde var blevet udvalgt egentligt? Ville de nogensinde få æren af det? Selvfølgeligt ville de det... deres fædre havde været prægtige hingste og selvom hun ikke var en hoppe, som kunne prale, så havde de set fine ud. I hvert fald huskede hun dem sådan...

Den gyldnes ord trak hende ud af sine tanker og hun nikkede let til ordene. De gav mening nok; Taia havde ingen anelse om, hvordan energi fungerede eller hvad, der egentligt skabte liv, men ideen om, at man lånte den fra stjernerne på en eller anden måde... det gav mening: "Måske er det sådan det hænger sammen."

Den døde hoppe fulgte sin venindes bik mod himlen, før et vemodigt smil formede sig om hendes mule. Forhåbentligt kunne hun have en samtale som denne med Illana når hun trådte tilbage ind i livet... hvis hun gjorde det... Nej! Der var intet hvis. Selvfølgeligt ville hun gøre det; selvfølgeligt ville hun komme tilbage. Hun var kommet så langt nu... hun kunne ikke give op eller blive nægtet adgang!

"Men... nok om døden... Har du noget, som du kan fortælle om livet?" Det var en hentydning til Illana's liv, men hvad end hun ville fortælle ville være bedre end dette emne, som var døden. Taia havde intet mod at tale om det, men hvorfor dvæle for meget ved det? Måske... bare måske... kunne de for et øjeblik lade som om, at situationen ikke var som den var og bare tale om noget, som havde det været helt normalt.

And the hope of morning makes me worth the fight
I will not be giving in tonight

Der gik en rum tid, hvor spøgelset Taia og den gyldne hoppe var stille. Illana's ord blev gennemtænkt, og da den gennemsigtige sjæl nikkede og efterfølgende lod sin stemme lyde, brummede den gyldne hoppe sagte. Måske var det sådan, at livet hang sammen - sådan håbede hun det - men ingen kunne være sikre. Taia's liv var her endnu, på en ganske særlig og magisk vis; og ej leveret tilbage til stjernerne. Måske var man dømt til at vandre i det usete, hvis man døde i dette land? Eller måske var hendes energi blevet her, af ganske særlige omstændigheder. Uanset hvad, da fasthold den gyldne hoppe sin tro på, at stjernerne var der, hvor livets energier flød hen.
Illanas ører blev pludseligt rettet frem, da Taia's skikkelse foran hende endnu snakkede. Og hendes spørgsmål, som hun stillede, fik et smil frem på mulen af den gyldne.

,,Jeg kan fortælle dig om mit liv, i det mindste."

Startede hun. Det slog hende egentlig, at de to hopper aldrig havde vidst særligt meget om hinanden; om, hvad der var hændt i deres liv eller hvem de delte det med. Hun brummede sagte, efter tænksomt inden hendes brune øjne blev rettet imod Taia, hvis krop glinsede af Lysets energi, der endnu flød i hendes årer.

,,Jeg har fundet mit hjem, her i landet. Et sted, jeg for alvor kan føle mig tryg. Jeg bor i Teylar, flokken på Leventera. Og mit liv deler jeg med en ganske særlig hingst, kaldet Samael. Vi har hver vores sti i landet, men jeg håber en dag vore stier vil føres tættere på hinanden."

Hun brummede sagte, inden hun lod blikket vandre kort omkring i landskabet, som omgav de to hopper.

,,Landet er i konstant forandring. Jeg har mærket balancen ændres, set den bevæge sig. Der er kommet mange sjæle til landet, som jeg har mødt og endnu mangler at møde. Og samtidig ved jeg, at noget er ved at røre på sig, ved Vulkanens ø."

Hun valgte at fortælle dette; ikke for at påpege det som Skyggerne havde gjort ved den brune hoppe, men fordi det var et faktum, at Skyggerne spredte sig. Men deres kræfter var endnu ikke uovervindelige - og foran Illana var beviset. Hvordan det havde lykkedes den brune Taia at forblive tilknyttet landet, om end som en frigjort sjæl uden legeme - det vidste hun ikke. Men det måtte være bevis for, at Skyggerne ikke kunne overtage alt. Der var en vej udenom, og hvis man kæmpede nok, da kunne man undgå deres skæbne.