Confusion [Mohini]

Det hele var nyt. Hvad var det her? Han kunne ikke huske hvad der var sket, alting var væk. Den brogede bevægede sig blot forvirret gennem skoven, uden noget egentligt mål. På sin vis håbede han på at finde en artsfælle der kunne forklare ham hvad det her overhovedet var – og så alligevel ikke. Han brød sig ikke så meget om andre. Hvorfor forstod han ikke, men han blev altid frustreret fordi han havde så mange problemer med at formulere sig ordentlig. Hvordan kunne andre bare … Snakke? Det var og blev et mysterium for ham. Han hævede opmærksomt det lige hoved, og spejdede over mod bjergene. Han måtte velsagtens bare lære at acceptere at det bare var sådan her. Måske var han død? Han havde bare ingen smerte følt. Han var der bare. Lige pludseligt. De ravfarvede øjne stirrede søgende efter tegn på at andre heste havde været der, men fandt intet. Følelsen af at være helt og aldeles alene var en smule skræmmende, men rar på samme tid. Han kunne bare ikke lide ikke at vide hvor han var. Det hele var alt for forvirrende til at han rigtig kunne fokusere ordentligt. Så der stod han, midt i skoven, forvirret og relativt hjælpeløs.

Mohini, stod og nød stilheden. Hun havde endnu ikke helt tilvænnet sig til tanken om, at dette sted var hendes nye hjem. Hun skulle aldrig mere gense sit gamle liv. Og selv om det var en kæmpe lettelse så følte hun alligevel en sorg. For alt hvad hun kendte til var væk, der var kun den nye fremmede verden. Som lå for hendes hove og ventede på hun startede dette nye eventyr...

Der midt ude på engen, hvor det høje græs gjorde sit for at forsøge at skjule hende. Men den høje spinkle hoppe, kunne ikke skjules i græsset som kun lige gik op sin hendes knæ. Men man havde god udsigt her fra og hen til skoven, og omvendt hen mod bjergene. Roligt lod hun mulen kører hen over det lange græs, og fnøs da det killede hende i næseborene. Hun løftede hoved, hun mærkede en fornemmelse af ikke at være alene. Men slog den lidt hen, da hun ikke havde hørt lyden af andre i miles omkreds. Men, tænk nu hvis?

De grønne øjne kiggede rundt, men der var intet at se. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik. For at se om det ville hjælpe kun at fokusere på sine sanser. Men nej, det var hendes tanker der spillede hende et pus. Hun gjorde et let kast med hoved, og satte frem i en elegant og dansende trav. Hun førte sig feminint, og selvsikker frem - noget hun kun gjorde når hun var alene. Og lod den harmoniske, og varme stemme komme til udtryk i et mildt vrinsk.

De mandelformede ører blev med et rettet fremad da et hoppepræget vrinsk nåede hans øregange. Frygt og lettelse skyllede på samme tid over ham, men denne gang blev han nødt til selv at tage initiativet til at snakke med en fremmed, hvor meget han end hadede det. Han blev simpelthen nødt til at finde ud af hvad der foregik, for dette måtte uden tvivl være det mærkeligste der nogensinde var sket for ham. Stille satte han i bevægelse, og glemte fuldstændig at besvare vrinsket som de fleste nok ville have gjort. Han bestemte sig blot for at vade ind midt i det hele. Med stærke bevægelser travede han imod vrinsket, med de lange ører hele tiden kørende rundt for at lytte efter flere ting på hvor den fremmede var henne.

Efter få minutter nåede han ud til en eng, hvis overflade var dækket af højt grønt græs, og et sted derude travede en champagnefarvet hoppe rundt, med de lange ben hævet over det grønne græs, næsten svævende. I et par sekunder stod hingsten blot og betragtede hende, og mærkede sit åndedrag blive hurtigere. Han havde ikke lyst til at snakke med hende. Han ville bare gerne tilbage, han ville bare gerne være alene. Men han blev nødt til at spørge hende. Hun havde sikkert været her i lang tid, og måske ville han ikke få chancen for at se en ny hest før om lang tid, så han blev nødt til at tage denne mulighed. Han tvang sig selv hen imod hende skridt for skridt, stadig uden at et ord eller nogen lyd passerede hans lyserøde læber. Han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige, han vidste kun at det var umuligt for ham at undgå at komme til at kommunikere med hende.

Hun forsatte sin trav helt uvidende om den fremmede i nærheden, havde hørt hendes vrinsk. Og halen var højt løftede som bar hun en fane efter sig, men lige med et stoppede hun brat op. Hun følte sig overvåget, og ørene fløj tilbage i nakken. Samtidig med hun mærkede uro i hele kroppen, de grønne øjne kiggede rundt. Og der i udkanten af engen, fornemmede hun en skikkelse. Som var på vej ind i det lange græs. Hurtig kiggede hun i den retning, og det var korrekt. Den skikkelse hun havde set ud af øjenkrogen var en lys hingst med hvide aftegn.

Mohini kunne ikke afkode hans kropssprog, men han havde intet sagt - så han havde nok ikke set hende. Hun stivnede ikke som hun plejede. Nok fordi han intet havde sagt, så hun viste ikke om han ville hende noget ondt eller ej, kroppen havde det med at leve sit helt eget liv, og ikke lytte til hendes indre eller sine egne tanker. Selv havde hun meget svært ved at udvise korrekt kropssprog i givende situationer. Og lige i denne havde hendes krop helt instinktiv tænkt *Gem dig!* og hendes ben knækkede sammen, og hun smed sig ned i det lange græs - som et lille føl der ville gemme sig. Bare han ikke havde set hende, men hendes indre var overbevist om at han havde set hende - men hun kunne jo håbe. Hun klemte sine øjnene i, letter naiv i den tro om det ville gøre hende usynlig for den fremmede.

Endnu uendeligt stille bevægede han sig mod hoppen, men med et smed hun sig ned i græsset, så han kun kunne se hendes underligt formede ører der stak op over det høje græs. Han blev næsten helt bange, og forvirringen og skyldfølelsen skyllede over ham. Hvad lavede hun? Hvorfor gemte hun sig? Usikkert nærmede han sig helt, inden han stoppede op med et par meters afstand. Han kunne godt se hende.
”Øhm.. Undskyld..”
Mumlede han, i et halvhjertet forsøg på at sige hej. Han tog en dyb indånding, inden han lod luften ud igen gennem munden.
”Du må undskylde hvis jeg forskrækkede dig.”
Afsluttede han sin sætning, og ønskede at han kunne blive en fugl og flyve væk fra at skulle snakke med den fremmede hoppe, som han tilsyneladende havde fået til at gemme sig for ham. Var han virkelig så skræmmende? Han syntes at verden var meget mere skræmmende end ham. Måske skulle han bare have givet lyd fra sig fra starten, så hoppen vidste at han var der. Det håbede han – han brød sig ikke om tanken om at have fået hoppen til at gemme sig uden nogen synderlig grund.

Hun lå forsat der i det lange græs, som ikke helt kunne skjule hende. Men det var bestemt forsøget værd. Men desværre forgæves, den fremmede havde opdaget hende. For hun kunne hører hvordan, græsset gav efter, og han var kommet hende nærmer. Og kort efter lød hans usikker stemme - han snakkede til hende. Hun havde stadig lukkede øjne, men måtte indse hun var opdaget. Og lige så godt kunne se på denne fremmede. Hendes grønne øjne betragtede ham, mens hun forsat lyttede til hvad han sagde.

Forskrækket, hmmm var det hvad hun var blevet? Nej hun var ikke blevet dette, men hvordan skulle hun kunne vide det når hun ikke kunne adskille de mange følelser og betegnelser. Selv lod hun sig påvirke af andres udstråling, og da han selv virkede usikker var det også hvad hun fremstod som. Hun lå forsat der i græsset og så op på ham.

"Shhhh" sagde hun med den melodiske og selvsikre stemme, som aldrig bar præg af hvordan hendes humør eller udstråling udviste. Hun kiggede sig lidt omkring, og nappede nu ud efter den fremmedes man "Kom her" sagde hun, og gjorde et lille ryk i hans man for at få ham til at gemme sig i græsset sammen med hende.

Mohini var ikke som alle andre, og nogle gange viste hun end ikke hvem eller hvad hun selv var - og lige nu følte hun sig overvåget at det blot var hendes forstyrret tanker, havde hun endnu ikke opfattet - for hende virkede alt så virkeligt, og hun havde svært ved at kende forskel på sine tanker og virkeligheden. Med mere dæmpet stemme, men forsat den rolige sikre klang sagde hun "De overvåger os" hun kiggede igen lidt rundt, og trykkede sig så ned i græsset igen - og så nu på hingsten med et blik der sage *kom nu ned med dig, hurtigt!*

Da Lysander kom tæt på den fremmede som lå i græsset som en harekilling der gemte sig for ræven, og hun begyndte at tale, blev den pearlfarvede hingst grebet af den samme panik som der var at se i den champagnefarvedes grønne øjne. De overvåger os. Hvem dog? Forvirringen og skrækken væltede ind over ham, for med et anede han ikke hvad der skete. Febrilsk kiggede han rundt, men så ingen. Hun kunne vel fornemme noget som han ikke kunne. Han havde heller aldrig rigtig været god til at fornemme ting på den måde. Det gav et ryk i ham da, hun hev let i hans yderst korte og næsten ikke eksisterende man, men han skyndte sig lydløst at ligge sig ned ved siden af hende. Han brød sig ikke om situationen, ikke det mindste. Han kunne ikke lide ikke at kunne se hvad der foregik. Han brød sig ikke om ikke at kunne løbe med det samme. Han brød sig ikke om at ligge ved siden af en anden hest. Han kunne bare ikke lide det. Hæst hviskede han, selvom han ikke kunne lide at tale.
”Hvem er det?”
Lød det forvirret og ganske lavt og usikkert hen imod hende. Hvad var det dog i alverden der foregik omkring ham?

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Mohini mærkede panikken, og den usikker sjæl der lå ved hendes side var blot benzin på hendes bål. Hun mærkede angsten komme krybende ind over sig, og brød sig slet ikke om dette. Hun fornemmede de mange stemmer der var omkring dem - men at de var i hendes indre kunne hun ikke adskille. Hun var lige nu midt mellem drøm og virklighed. Hun kiggede forsigtig rundt, men blev afbrudt da han stille men hæst snakkede til hende...

Hun drejede hoved og lod det paniske grønne øjne, ramme hans blik og kiggede blot på ham - som om han ikke kunne hører de mange stemmer? Hun kiggede forsat blot på ham og sagde så.

"Kan du ikke hører dem?"

Hun så forsat panisk på ham, og vævede med hoved en smugle fra side til side, hun var godt stresset og mærkede denne hingst usikkerhed hvilket smittede meget af på hende selv. De var som to harekillinger der skjulte sig i det højre græs. Hun fornemmede hans milde skælven som de lå der side om side. Hun ture ikke slippe hans blik.

Let skælvende blev Lysander liggende i græsset, skræmt over ikke at kunne høre hvad den fremmede kunne. Han var ikke sikker på om der var noget galt med ham eller hende, eller dem begge to. Det hele var lige blevet endnu mere forvirrende. Stemmer? Hvilke stemmer? Der var ingen lyde? Hans vejrtrækning var hurtig og overfladisk, som den altid blev når han blev bange. Og det var tit. Nogengange gik han i panik uden grund, men denne gang var der nogen. Det kunne godt være at de var fuldstændig alene, men Lysander kunne ikke tro andet end at de blev forfulgt. Hoppens skræk smittede af på ham, men han sagde ikke noget. Lå blot med store, gyldne øjne der stirrede skræmt for at finde ud af hvad det var hoppen så og hørte som han tydeligvis ikke kunne. Noget i ham ønskede at stille sig op og løbe fra den tydelige fare, mens noget andet bare ville blive liggende hvor han nok ikke ville blive opdaget. Nu hvor hun sagde det … Jo, måske var der nogen lyde. Jo mere han fokuserede på at der måske var nogen omkring dem, jo mere kunne han høre det. Ikke stemmer, men en puslen i græsset omkring dem, en gren der knækkede tæt på dem. Men hvor var dem der sagde lydende?

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Det var som om hun fornemmede spøgelser over alt, hun var helt panisk. De havde begge hurtig og overfladisk vejrtrækning. Hun mærkede hvordan panikken gik fra den ene og tilbage igen. De var bestemt to heste der lod sig smitte af hinandens sind. Mohini havde en af sine dårlige dage, hvor stemmerne i hendes indre styrrede hendes verden, og hun blev letter paranoid. Hun kunne hører dem over alt, hun kiggede lige ind i den fremmedes gule øjne - og hendes grønne blik kunne se radslen i hans som blev spejlet i hendes. Hun sagde stille...

"Kom du her alene?" hun var i tvivl om stemmerne var kommet med ham, måske havde noget fulgt efter ham som han nu havde ført til hende?

Ængsteligt nikkede Lysander, som svar på hendes spørgsmål. Eller, det troede han da. Måske havde nogen fulgt efter ham? Måske var det dem der havde bragt ham til dette sære land? Han var ikke rigtig sikker på noget som helst længere, og han ville bare gerne væk nu, for dette var uhyggeligt og farligt. Han havde helt glemt at være bange for at være tæt på en anden hest, så skræmt var han.
”Eller, det ved jeg ikke. Det kan godt være at der var nogen, som jeg bare ikke lagde mærke til.”
Hviskede han, og kneb de gyldne øjne hårdt sammen. Måske hvis han bare lod være med at tænke på noget somhelst, om lydende så ville forsvinde. Men ak nej, de blev kun værre når han intet kunne se. En hvislen nær ved, en dundren i jorden. Hvad var det her for noget?

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Mens hun lå der og kiggede på den fremmede, kunne hun svagt hører stemmerne. Men de var begyndt at syne hen. Hun kiggede sig omkring, og blev letter i tvivl. Men da han svarede hende og ikke var sikker på om han var kommet alene. Blev hun igen ængstelig, og de grønne øjne kiggede intenst på ham.

Et stykke fra dem, fløj en due op fra det lange græs. Og Mohini ånede lettede op. "Så, er de væk" Hun rejste sig forsigtig op og stod og lyttede. Og kiggede ned på ham hvor til hun smilede, hun var ganske rolig. Hun var sikker på den due havde været spion for de mange stemmer. Men nu var den væk, og det samme med duen. Igen lod hun det grønne blik kiggede ned på den gylden hingst - hvor til hun med den milde og melodiske stemme spurgte om hans navn.

"Hvad hedder herren?"

Lysander vendte usikkert sine næsten gule øjne mod hoppen ved siden af dem. Han kunne ikke høre dem nu. Det var bare så mærkeligt at hun bare pludselig vidste at de var væk. Sært. Nu da faren så ud til at være ovre, brød han sig ikke længere om at være så tæt på en anden hest, og rykkede sig hurtigt en smule til siden, inden han elegant kom op at stå. Han holdt en god afstand til den champagnefarvede, han skulle jo bare hurtigt spørge hende om noget. Så kunne han være alene igen.
”Øh.. Lysander.”
Svarede han, da det gik op for ham at det var ham hun talte til. Sagde man ikke noget efter at man hade sagt sit navn? Han var ikke rigtig sikker, så det blev til et par sekunders akavet stilhed, hvor han blot stod og stirrede mistroisk.
”Vent.. Hvad med dig?”
Spurgte han så. Det var det man gjorde efter, ikke sandt? Det måtte det da være. Han syntes selv han klarede situationen meget godt. Sådan da.