Foehns rene kyster

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Mohini nikkede da han nærmest gentog hvad hun havde sagt og betragtede ham med et mildt blik. Hun kunne ikke lade være med at le, over hans kommentar med fuglen og hun rystede på hoved.

"Nej, dog ikke det kan ikke beskrives" sagde hun mildt og tænkte på det stærke hvide lys hun havde set og ikke kunne forklare og wupti så var hun vågnet her i Ando. "Der var et skarpt lys og en blid stemme, tror man skal have prøvet dette for at kunne bare forstå det lidt" Mohini viste overhoved ikke hvordan hun skulle få forklaret hvordan hun kom her til - når hun ikke selv helt forstod dette.

Igen nikkede hun da han svarede på hvad der var hans yndlingssted, og selv sagde hun "Zenobia, det varme sand. Er det sted jeg pt. har som yndlingssted" hun smilede venligt til ham.

Deres blik blev ved med at have en intensitet mens de forsat havde øjenkontakt. Uroen trak i hendes krop, da hun ikke var god til at stå stille meget lang tid af gangen, og begyndte at trippe lidt på stedet og væve med hoved fra side til side. Og tog nu et par skridt rundt om hingsten.

Hendes latter lød gennem luften, mens hans ører havde vippet opfangende. Det drengede smil blev bekræftet nu, mens han diskret havde rystet stille på hovedet med et svagt fortsat drillende skær i blikket.

Hans smil blegnede.

Næsten uforstående gled hans hoved en anelse på sned. Hvad snakkede hun om? Fuldstændigt ude af kontekst snakkede hun nu om et skarpt lys? Noget man skulle have prøvet. Han havde ikke holdt sig tilbage da et undrende løftet ikkeeksisterende bryn havde løftet sig spørgende. Han forstod intet af hvad hun bragte på bane?

Men hun fortsatte, og frem kom hendes erklæring til et yndlingssted. Zenobia. Han vidste godt Ø'en eksisterede, såvel som at han havde hørt det var som en lang og uendelig strand. Men aldrig havde han sat sine hove der?

Hendes blik slap han dog ikke, og hendes diskrete kropssprog var hun ikke at tage fejl af. Roligt vendte han siden til hende, knejste let hingstet i halsen, før han smilte drenget til hende. Henkastende til at om de skulle gå lidt? Roligt og fast besluttet trådte han selv frem, før han ikke kunne tilbage holde sin nysgerrighed mere. Han drejede hovedet atter imod hende, mens det drillende og livlige blik spillede i hans øjne, og det skæve charmerende smil spillede over hans mule.

"Zenobia. Ak ja, der har jeg aldrig været."; forklarede han roligt, før han rynkede mulen sammen, af bare iver efter at forstå.

"... men sig mig, det skarpe lys og noget med en stemme? Hvad er det De fabler om? Hvor kom det fra?"; lød hans charmerende stemme en smule dæmpet, mens han lettede stemningen af hans uforståenhed med et varmhjertet og lettere drillende smil.