Sound of Water

{Ivory}

Det regnede. Alligevel havde den askegrå hoppe ikke søgt ly i de grotter, hun vidste lå et sted i nærheden. Leventera var ikke en ø, der var svær at finde rundt på, tværtimod. Alt var let genkendeligt, så hun vidste præcis hvor hun befandt sig. Det var både afslappende og kedsommeligt, men øen var nu alligevel et sted hun holdt af at være. Flokken var heller ikke langt borte, hun tvivlede dog blot på at der var nogen at støde på i dens område. Det var der sjældent. Så den grå trippede i skridt frem i regnen, hendes glatte pels allerede gennemvædet, mens hun vippede ørerne i alle retninger og lyttede til regndråbernes dryppen, til regnens stille trommen mod jord og blade.

Græsset var begyndt at skyde i vejret, sommeren var stærkt på vej. Bladene spirrede alle vegne, snart ville træerne ikke længere være nøgne, men strække deres kroner højt mod himlen. Hun havde savnet det ved skoven, de lange skygger og muligheden for at forsvinde helt i alt det grønne. Man vidste aldrig hvad som gemte sig bag næste hjørne om sommeren, det var som om hele verden vågnede igen efter en hel vinter i søvne.

197 words

Sneungen havde efter et par dage på egen hånd fundet tilbage til Leventera hvor hun hørte til. Mindet om de to hingste stod stadig lysende klart, og hun glædede sig til at fortælle det til sine forældre, som helt sikkert ville blive glade for endnu engang at se hende. Hendes bevægelser var elegante, og ikke kluntede som de havde været for et års tid siden. Hun lignede også mere og mere en rigtig hest, men det var endnu meget tydeligt at se at hun ikke var ret gammel. Hendes moder snakkede altid om at snart var hun voksen, men Ivory mente noget andet. Hun var jo stadig lille, ligeså lille som den hvide. Belial. Og han havde set lille ud i hendes øjne, i hvert fald. Han kunne ikke engang rigtig tale, og Ivory havde da fået styr på den evne.

Den sne hun var født i var for længst smeltet, og Sneungen glædede sig derved. Ikke fordi hun ikke brød sig om sneen, men hun kunne bedre lide varmen. Lige i denne stund var der så ikke specielt varmt, da regnen endnu silede ned fra den grå himmel. Men der havde været varmt, og hun havde set mange egern i skoven. Bøgeblade var allerede nu begyndt at vise deres lysegrønne farver stolt frem, og egentlig summede hele skoven af forår. Når det da ikke silede ned fra himlen, som det gjorde nu.

En skikkelse begyndte at tegne sig op gennem regnens slør, og Ivory kunne mærke glæden flyde igennem sig. Hun elskede at snakke med andre, og voksne var så sjove. Og lidt mærkelige, men stadig sjove. Constance havde i hvert fald været sjov, selvom hendes forældre var en smule kedelige til tider.

Regnen trommede nærmest rytmisk på hendes slanke, askegrå ryg. Ariel virrede kraftigt på den lyse hud på mulen da vanddråberne løb ned overalt på hendes krop. Der var noget forfriskende ved regnen, selvom den var en anelse kold nu da solen var gemt væk i skyer. Temperaturen havde endnu ikke nået sommergraderne, det var stadig forår. Men snart, meget snart.. Hun brummede iltert for sig selv, veltilpas, hun frøs som sådan ikke da hun altid holdt sig i bevægelse. De lyse hove på den grå stod sjældent stille, og hvis de endelig gjorde, så varede det ikke længe.

Nysgerrigt opmærksom på omgivelserne, hun ellers kendte så godt, fangede en bevægelse snart hendes ravfarvede blik. Noget mørkt og lyst så ud til at dukke frem i regnen og mellem træerne i alt det grønne. En lille skikkelse, ikke synderligt høj, men det lignede ganske vidst en hest. Den grå standsede brat op, både af overraskelse og af nysgerrighed, med det samme var hun fuldt optaget af at undersøge denne fremmede nærmere. For en anden sjæl var det bestemt, en spinkel og uregelmæssig skikkelse – endnu en plag? Igennem regnens sukken gav hun lyd fra sig i en lys og energisk tone.

199 words

En lyd nåede den unge hoppes sarte øregange, sikkert fra den voksne hoppe der tonede sig frem gennem regnens slør ikke langt foran den plettede sneunge. En skinger og imødekommende hvinen kom fra den plettede plag da hun bevægede sig nærmere den fremmede hoppe, som nu tydeligvis var askegrå. Hendes øjne mindede en del om Ivory’s egne ravgyldne øjne.

Hendes lyse stemme skar sig som en skarp kniv igennem den kølige luft.
”Hej.”
Det var ingen fin velkomst eller præsentation, men mere havde den plettede hoppe som sådan ikke brug for. Det vigtigste var vel at modparten vidste at man havde i sinde at snakke med dem, at man var interesseret i deres selskab, og det var hvad Ivory var, i hvert fald. Hun talte ret så højt for at overdøve regnens rytmiske trommen. Det måtte være en hård omgang for de nye grønne blade der viste deres ansigt for første gang siden sidste år, og for første gang i sneungens liv. I morgen ville hele skoven sikkert lugte endnu mere af våd muld end den gjorde nu, og alting ville være drivvådt. Bladene, skovbunden, træerne. Alt.

Den fremmede sjæl gav lyd fra sig og gjorde med sit hvin enhver tvivl til skamme. Det var bestemt en plag, endnu en ganske ung sjæl, men denne gang en af hunkøn. En hoppe. Ariel smilede blødt for sig selv, og snart standsede hun behændigt op få meter fra den lille, plettede skabning som var dukket op ud af regnen. En ganske køn unghoppe, om end ikke helt harmonisk på grund af voksespurten. Den askegrå brummede energisk og mildt til hilsen, efter at den plettede havde åbnet munden og afsløret en lys stemme. Øjnene mindede om hendes egne så hun, en måske lidt mørkere ravfarve.

”Bryder du dig om regnen?”

Kraftige regndråber løb ned over hendes lyse, følsomme mule hvilket resulterede i et kort fnys. Hendes gnistrende blik undersøgte nysgerrigt den fremmede sjæl, hun benyttede sig heller ikke selv af høflige hilsener selvom det dog ikke betød at hun var en uhøflig sjæl. Men ligefrem, det var hun. Og munter i sådan et finurligt selskab, hun kunne se hvordan der var krudt i den unge dame.

177 words

Hoppens spørgsmål fik egentlig Ivory til at tænke lidt, som ellers sjældent skete i den plettede unghoppes selskab. Hun skulle til at svare nej med det samme, men noget standsede hende. Egentlig kunne hun jo ikke lide regnen, men så igen – hvad havde hun imod den? Udover at det var koldt og vådt, selvfølgelig. Egentlig ikke rigtig noget – vel?
”Tjoh.. Jeg syntes regn er noget lort i det hele taget. Men det er ikke sådan at jeg direkte hader det.”
Endte hun med at svare, inden hun kiggede ud i regnen og skuttede sig. Nej, regn var ikke lige hendes kop te – så næsten hellere sne, selvom hun var glad for at vinteren omsider var overstået for i år. Hendes mor havde fortalt hende meget om foråret, og varmen der snart ville komme, men dette forår levede ikke rigtig op til hendes forventninger. Der havde måske været tre solskinsdage, og resten var grå, eller regnende som denne. Hun sukkede kort, inden hun vendte opmærksomheden tilbage mod den fremmede gråbrune.
Den fremmedes øjne fik Ivory til at stå stille, og stirre for en stund. De var lig hendes, ravfarvede, men langt mere lyse – næsten som var de gule, lysende i det grå mørke regnen bar med sig.
”Dine øjne er flotte. Hvad hedder du?”

Den askegrå spidsede opmærksomt ører da hoppeplagen åbnede munden. Og slog så en lys og klar, men venlig latter op da hun hørte hendes svar på den grås spørgsmål. Jo, der var bestemt krudt i hende. Det var sjældent hun mødte nogen med sådan et ordvalg, de fleste var voksne og de fleste af dem var meget høflige. Høfligere end den grå selv, egentlig. Med flotte fraser og pæne ord. Hendes smil blev muntert da latteren holdt ligeså hurtigt op igen som den var begyndt.

”Det var en skam! Regn kan være meget opkvikkende,”

En venlig brummen blev tillagt hendes ord. Det var selvfølgelig helt op til hoppeplagen om regn var noget for hende eller ej, det interessante var at hun havde en mening om den. Alle sjæle var vidt forskellige fra hinanden, det var noget hun havde lært efter hendes første få møder med fremmede, allerede da hun var helt lille. Den unge dame foran hende var dog godt på vej til at blive en elegant, voksen hoppe.

Hun lagde snart mærke til hvordan den sorthvide hoppe ligesom frøs fast, med mørke ravfarvede øjne der så lige ind i hendes egne, der som altid gnistrede af liv. Det var meget underligt at se, det var yderst sjældent hun havde mødt nogen med sådanne øjne. Og de klædte bestemt unghoppen ganske godt. Et nyt smil bølgede frem på hendes lyse mule da hoppen talte igen.

”Mine? Jeg ser at vi begge har øjne som rav, det er en sjældenhed,”

Regnen trommede endnu, den faldt måske lidt blødere end før, men nu strakte hun sin slanke hals og dermed også bløde mule en anelse længere frem mod den sorthvide. Nysgerrigt.

”Mit navn er Ariel. Og du, sorthvide?”

289 words

Ivory lo let. Jo, regn kunne sagtens være opkvikkende, men det var stadig koldt og klamt. Det opkvikkende opvejede ikke det andet, i hendes verden. Det var egentlig på tide at finde hendes mor, for Sneungen vidste jo udmærket godt præcis hvor overbeskyttende Mitis kunne være. Det var noget der havde sket for hende da hun var føl, havde Mitis fortalt ende, men så ikke mere, selvom Ivory havde tigget og plaget om hun ikke ville fortælle hvad der var sket. Det var jo en fuldkommen irrationel frygt – der kunne umuligt ske noget med Ivory, hun var jo urørlig.
”Ravfarvede er flotte. Både min mor og min far har den slags øjne.”
Fortalte hun stolt. Det var nogen ret så seje øjne hendes familie havde. Faktisk havde hendes mor også snakket om en lillebror eller lillesøster, men den idé var Sneungen ikke med på. Hun kunne bedst lide at være i centrum, og nu hvor hun selv også snart var voksen, ville et lille føl jo tage al opmærksomheden fra hende!

Hun vrikkede på sine bløde ører mens hun lyttede, den sorthvide var bestemt ikke bange for at tale. Det var spøjst, for det var ikke længe siden hun havde talt med den unge Belial – og han havde ikke haft megen lyst til at åbne munden for tit. Han havde haft noget sværere ved at sætte ordene sammen mens den unge dame her ingen problemer havde. Egentlig syntes hun lidt at kunne opfange den nylærte fært af den hvide unghingst på hende, men måske var det blot noget hun bildte sig ind, nu da hun mindede hende om ham. Hendes gyldne øjne betragtede åbenlyst nysgerrigt den efterhånden godt våde unghoppe.

”Dem begge to? Så kan jeg ikke have mødt dem før – hvem er dine forældre?”

Den grå lagde sit hvide ansigt let på skrå. Der var masser af sjæle i Andromeda hun aldrig havde mødt, så mange nye sjæle at kende. Hun smilede en anelse, unghoppen havde helt glemt at svare på hendes spørgsmål om hendes navn. Noget hun også selv kunne finde på. Men mon ikke hun snart afslørede det, hun lød ganske kvik.

185 words

Ivory kunne godt forstå at hoppen ikke have mødt hendes forældre. Det var jo heller ikke fordi de var noget specielt i landet, sådan rigtigt. Altså, selvfølgelig var de vigtige på deres måde, de var jo hendes forældre, men på andre måder var de ikke ekstraordinære. Alligevel ville sneungen hellere end gerne snakke om sine forældre. Det var jo sådan hun gerne ville vokse op – vokse op og blive som dem. Og der var ikke så lang tid til det endda, og tanken skræmte egentlig den plettede unghoppe en hel del, men hun måtte tage det som det kom. Det skulle nok gå, det hele.
”Chrome og Mitis. Min far er ligesom mig, plettet, bare med brune pletter. Hans man og hale er også ligesom min, men han har et stort kryds i panden. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, sådan er det bare. Og min mor er grå med hvid.. nogen steder. Det er lidt mærkeligt.”
Fortalte hun. Det lød nok helt forvirrende for den fremmede hoppe, men det tog Ivory sig ikke af. Hun skulle jo forklare, og hvordan skulle hun ellers have gjort det?

Den askegrå brummede mildt, muntert mens den brogede unghoppe forklarede. Hendes egne ravfarvede øjne gnistrede nysgerrigt mens hun lyttede i stilhed, ingen ord undslap hendes opmærksomhed. Navnene var nye for hende. Mitis og Chrome. Det overraskede hende alligevel gang på gang hvor mange sjæle som befandt sig i landet, hvor mange som levede her og havde levet her længe, uden at hun overhovedet kendte til deres eksistens. Hun virrede kort på sin fløjlsbløde, hvide mule og nikkede så lettere tankefuldt da unghoppens tale ophørte. Et muntert smil spillede dog kortvarigt på hendes mund ved unghoppens sidste kommentar.

”Dem må jeg holde udkig efter så. Hvor holder din mor og du da til? Her på Leventera?”

Hun strakte sin slanke, mørke hals en anelse så de lange, våde lokker næsten rørte jorden under hende.

”Jeg fik aldrig dit navn, unge dame.”

142 words

Ivory nikkede ivrigt til den støvgrås ord. Ja, de var her på Leventera, og de gik aldrig nogen andre steder hen. Det var egentlig en smule kedeligt, men sådan var det bare. Det bestemte den prikkede jo ikke. Det var ikke hende der var forældrene, vel? Men hun glædede sig til at det var, for så ville hun tage sine føl rundt på alle øerne, selv den røde ø som hun kunne se på de helt klare dage. Hun ville tage derhen en dag, for der så smukt ud, på en eller anden sær måde. Nej, nu blev hun revet væk fra samtalen af sine tanker, og det var jo ikke meningen. Det var uhøfligt, havde Mitis sagt, selvom den grå hoppe tit gjorde det selv. Sådan gjorde voksne tit, men sådan var det vel bare.
”Ja, de er altid på Leventera. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg vil så gerne se de andre øer. Men jeg snog mig en gang hen til Enophis alene, uden de vidste det.”
Fnes hun, for det var jo en hemmelighed.
”Jeg hedder for resten Ivory. Undskyld jeg ikke fik sagt det.”
Undskyldte hun, men smilet veg ikke fra hendes ansigt et eneste sekund.