Freedom [Åben]

Det var en smuk morgen, og solen skinnede over havet fra en skyfri himmel. I vandkanten kunne man se en plettet hoppe gå fredfyldt. Hvis hun ville, kunne hun nok godt finde hjem til sine forældre, men egentlig havde hun ikke lyst. Hun kunne bare sige at hun fór vildt på vejen tilbage. Lige nu havde hun chancen for at være alene, og gøre hvad hun ville, og det ville hun bestemt udnytte. Med et kådt spring fløj hendes bagben i luften, inden hun satte i galop og fræsede afsted i vandkanten. Et smil var om hendes læber, og hun nød solens varmende effekt, samt når det kolde vand sprøjtede op omkring hendes sorte ben. Jo, livet var så sandeligt værd at leve i denne stund.

Selvom hun nød at være alene, og løbe på denne måde, ville hun ikke have noget imod at møde en anden hest – hun elskede nemlig at snakke med fremmede, og alle de hun havde mødt indtil nu havde været ganske søde og venlige, og hun havde helt bestemt nydt deres selskab til det ypperste. Hver og en. Brat stoppede hun op, og mærkede det våde sand klaske op på hendes ben. Leende trippede hun ud i vandet, men det var udelukkende så hun kunne vaske det fine mudder af. Hun ville jo ikke se beskidt ud ligefrem.

‡ FREEDOM ‡

---

Morgen var oprendt i det nye land, og kastede sine varme stråler ned fra himmelen. Ramte skovene, dalene, bjergene og engene, og bragte både håb såvel som tid til den der ønskede det. Dage som idag burde nydes.. Det var ikke var ofte de oprandt. Det kunne selvfølgelig være at den brunes hjem bare havde været anderledes hvad det angik, men ikke desto mindre vardet noget han i sit stille sind satte pris på. Den mørke skikkelse havde derfor bevæget sig ud af de større skove, og mærkede nu hvordan varmen bredte sig igennem den store krop. Det mørkebrune skind sitrede kort. Jah, sommeren var nu engang en smuk tid på året.
Zaahirs hazelbrune øjne var lukket let i, imens han for en stund bare lod tankerne vandre. Meget var endnu nyt, og han havde endnu meget han gerne ville se. Ved at den gamle verden lukkede sine døre for ham, var nye døre blevet åbnet til dette sted. Den mørke havde ting han burde gøre. Som at finde navnet på dette land. Se om der fandtes andre af hans art. Han ønskede at vide ting, selvom det ikke just kunne læses i den ranke holdning. Og selvom han normalt ville være for stolt til at spørge, kunne han ikke finde sandheden alene.Langsomt blev blikket åbnet igen. Nej.. en smule hjælp i starten ville være rart.

Strangers

En skarp fært sneg sig tættere på hingsten, og opmærksomt vibrerede de følsomme næsebor. Hvad var dette for en lugt? Den var... salt. Luften var salt. Zaahir, der aldrig selv havde set havet, pressede en anelse mistroisk ørene tilbage imod den knejste nakke. Var det et dyr? Kort så han sig omkring, inden at han med rolige bevægelser gik nærmere denne... fært. Der skulle dog ikke gå længe, før at den brusende lyd af vand nåede hans øre. Den blev højere jo tættere på han kom, indtil han til sidst...
HVad er det her..? Hingstens øjne spærredes langsomt op, idet han indså hvad der lå foran ham. Vand.. uendeligt meget vand, der bredte sig helt ud til horisonten. Bølger, sand og en enkelt bevægelse nede imellem vand og sand. Den brusende lyd kom af vandets gentagende bølgende bevægelser, og vinden piskede ham om ørene. Om Zaahir var bange, eller stum af forundring vidste han ikke. Men noget var sikkert. Dette.. vand, skulle undersøges nærmere. Med et spring hoppede den vældige hingst ned af sandklinten, og skred de sidste meter ned imod bunden. Der stoppede han op igen, og fæstnede blikket ved hvad der kunne ligne et føl på denne afstand. Var det virkelig det? Langsomt vippede han ørene en anelse tilbage, inden at et højlydt vrinsk skar sig igennem bølgernes brusen - henvendt til den lille mørke skikkelse.

---

‡ words: 367 | Tag: Ivory ‡

Ivory stoppede med et sin leg, a lugten af fremmede nåede hendes næsebor. Hun spejdede med glæde i øjnene rundt, for at se hvor denne fremmede befandt sig. Hun kunne godt lide at tale med fremmede. De havde tit noget interessant at fortælle, og var i det hele taget noget dejligt nyt og specielt, i forhold til hendes mor og far. Hun havde egentlig tænkt sig at komme tilbage til de to i dag, men lige nu var det her altså både sjovere og vigtigere. Med et fangede en mørkebrun hingst hendes blik, og med det samme vendte hun om, for at komme hen til ham. Et venligt vrinsk blev sendt i hendes retning, tydeligt stammende fra den fremmede. Han havde også set hende, så det ud til. Et smil hang allerede nu om hendes læber, da hun med små kåde spring bevægede sig nærmere den fremmede. Det var kun den tredje voksne hingst hun havde mødt, hvis Lupë da talte med. Han var vel i teorien voksen, men han virkede bare så lille og ung. Og så selvfølgelig hendes egen fader. Hun undrede sig lidt over om Mitis havde været bekymret for hende. Det var jo i starten hendes skyld at Ivory var løbet væk, men hun var ikke vred på den grå hoppe længere. Det var kun lige i starten.

‡ FREEDOM ‡

---

Den unge hoppe fik øje på ham, og bevægede sig med livlige krumspring nærmere. Hun tøvede ikke, men viste istedet en ivrig energi i hvert skridt, hvilket fik skyggen af et smil til at glide over hingstens mule. Føl var dejlige... men den plettede der nærmede sig, ville han ikke kalde et føl. Hun var ung, og ville om nogle måneder - måske under et år, rent officielt blive voksen. Om sindet så ville følge med, var det kun tiden der kunne vise.
Med et blødt prust trådte han nogle skridt nærmere, og sænkede hovedet en anelse. Et smil var allerede på den mindres mule, så tanken om at han ikke skulle træde nærmere, var så godt som glemt. Den mørkebrune Zaahir holdt af de mindre skabninger, af grunde han ikke helt kunne forklare. Den tanke havde tydeligvis også fuldt med ham til dette land. Heldigvis...

Vinden fra havet blæste en fra siden, og fik man og hale til at løfte sig i vilde bevægelser og udsving. Den mørkebrune rystede hovedet, og fjernede de sidste rester af natsort der havde lagt sig over det hazelbrune blik. En dyb, men samtidig behagelig brummen steg fra Zaahir, inden at han med et mildt blik betragtede den plettede.

"Vær hilset, du plettede..."
Mumlede han sagte, og tog et skridt nærmere.

---

‡ words: 217 | Tag: Ivory ‡

Om ikke ret lang tid, ville hele verden se Ivory som voksen, og det måtte hun også lære selv at gøre. Tanken var strejfet hende mange gange, men hver gang havde hun skubbet den fra sig, aggressivt. Hun ønskede ikke at blive voksen. For skulle hun så væk fra sin mor og far? Det ville de da ikke gøre mod hende, ville de vel? Men hvis hun skulle have en lillebror eller en lillesøster… Så ville de måske ikke have tid nok til Ivory, og måske sende hende væk. Så skulle hun klare sig selv helt alene. Nej, tanken var ulidelig, og der var da stadig et helt år til. Kun et år.
Hun slog de forfærdelige tanker fra sig, og koncentrerede sig i stedet om den brune hingst der smilende stod foran hende. Han så da venlig nok ud, og det var altid sjovt at møde nye. Selvom det betød at hun skubbede det at sige hej til hendes forældre igen, en smule væk. Hans hilsen var anderledes. ’Vær hilset’. Det lød meget formelt, og Ivory havde ikke tænkt sig at gengælde hans gestus på præcis den måde. Hun holdt det simpelt.
”Hej!”
Svarede hun blot, uskyldigt og naivt.

"I am not what happened to me.... I am what i choose to become".

Tag: @ivory ‡ Words: 218 ‡ Place:  Leventera ‡ 

Som forventet, svarede folket eller børnene af landet her ikke ligesom ham. Måske talte de ikke engang som han gjorde, og Zaahir overvejede kort om det var godt eller skidt. Ville det betyde en forandring for ham? Ville han blive nød til at ændre sig, for at passe bedre ind imellem disse... eller kunne han holde fast i hvad han selv havde lært fra barns ben af? Den brune prustede, og vippede svagt vægten en anelse tilbage. Måske ville han kunne holde fast i sin gamle talemåde, hvis ikke det blev for anderledes.

De hazelbrune øjne vendtes igen opmærksomt imod den hvidplettede, og med et svagt smil nikkede han til hende. Hej... sådan måtte det altså være. Den natsorte hale hvislede kort bagved ham, inden at han rømmede sig på ny.


"...Hej"

gentog han efter hende, og gjorde sig umage med at udtale ordet rigtigt. Zaahir smagte kort på ordet, inden at han langsomt hævede hovedet igen. Omkring hende følte han en energisk energi, der næsten kunne ses i hendes eget mørkebrune blik. Det var forfriskende, for en der havde været stille længe.


"Sig mig, plettede.... Hvad kalder man dig?"

brummede han roligt, og lagde afslappet vægten en anelse til venstre side. Stadig smilende, stadig rolig. Men dog nysgerrig, og undrende over hvad beboerne her kaldte deres unger.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art". 

Template made by ⒶⓀⒾ

Ivory kiggede kækt på den fremmede, der talte så besynderligt. Hvad man kaldte hende? Det var not bare det samme som ’Hvad hedder du?’ men det gik hun vel bare ud fra.
”Man kalder mig Ivory.”
Lo hun, og fangede den fremmedes hasselnøddebrune blik. Hun var glad den dag, hvorfor vidste hun egentlig ikke, men hun følte at friheden bare brusede igennem hende, som tusind vandfald der tordnede ned samtidig. Det var en skøn dag, uden nogen grund, og det var nok egentlig det allerbedste af det hele.
”Hvad med dig?”
Spurgte hun, selvom hun jo egentlig kunne være ligeglad. Han kunne være hvem som helst, og det ville ikke gøre nogen forskel, men det der med at spørge efter folks navne var vel bare noget man gjorde. Hun hævede hovedet og kiggede rundt, ligesom hendes far gjorde, da han jo var hendes store forbillede. Hendes mor var også et forbillede, men hendes far var bare mere stolt, mere kraftfuld, og mere brusende med frihed, og i denne stund følte hun sig som sin far, for hendes far kunne alt. Så kunne Ivory også.

"I am not what happened to me.... I am what i choose to become".

Tag: @ivory ‡ Words: 206 ‡ Place:  Leventera ‡ 

Let nikkede den mørkebrune, og lod kaldenavnet synke ind. Man kunne undre sig over hvorfor den natbrune havde valgt at bruge ordvalget kalde, i istedet for direkte at gå til navnet. Men alt havde sin grund... navne var en vigtig ting for Zaahir, og i den grad personlig. Navne gav magt, og magt kunne let misbruges. I hans egen verden havde navne altid haft en betydning, og ikke bare noget man slyngede ud til højre eller venstre. Derfor var det ikke navnet, men kaldenavnet han kort efter gav det plettede hoppeføl.

"De kalder mig Mir'al"
Nynnede han, og fulgte med svag undren den plettedes pludselig overvågenhed. Det var underligt... men ikke mere end hvad afkom fra hans verden kunne finde på, og han slog det blot hen til sin liste af ting der en dag måtte spørges ind til. Kort lagde han hovedet lidt tilbage. Hvorfor ikke bare nu? Han havde tiden med sig, og en ung foran sig.
Svagt slog den ravnsorte hale, inden at han med et svagt prust prøvede at fange hendes flyvske opmærksomhed.

"Hvad kigger du efter, Ivor-y"
Navnet blev kort udtalt i et hak, og han rømmede sig en anelse. Det var fremmed at kaldenavne ikke var delt op, og lige noget han måtte vende sind såvel som tunge til.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art". 

Template made by ⒶⓀⒾ

Mir’al.. Det var da et ganske underligt navn. Ikke noget Ivory nogensinde havde hørt før. Det lød ganske fremmedartigt, og Ivory syntes at det var ganske mærkværdigt. Det var slet ikke ligeså simpelt og let at udtale som Ivory eller Chrome for eksempel. Men hvad gjorde det, ens navn skulle ikke bestemme hvem man var.
”Mir’al..”
Mumlede Ivory stille, stadig stirrende ud i buskadset omkring dem, som for at smage på det fremmede ord. Navnet lå godt i munden, og det lød eksotisk og smukt når man udtalte det. Måske var det slet ikke et så underligt navn endda. Selvom det var anderledes end hvad hun kendte til, betød det ikke at det ikke var mindst ligeså smukt som det navn den prikkede selv bar. Hun vendte straks opmærksomheden tilbage på den brune, da han spurgte ind til hvad hun kiggede efter. Hun tøvede en smule, for hvad var det egentlig hun kiggede efter? Hun havde ikke engang forstået hvorfor hendes fader gjorde det så ofte.
”Oh, jeg kigger bare lidt. Min far gør det tit.”
Svarede hun, med et bredt smil om mulen.