Daughter of the Mist // Deadly Myth

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Tag: Deadly Myth

Tågen rullede ind fra havet. Langsomt sneg den sig frem over overfladen, dansede sig vej mod landet. Som et grådigt dyr åd det alt på sin vej, men efterlod verden urørt bag sig. Ikke at nogen på den ø, som tågen havde i sinde at sluge, kunne se hvor tågen stoppede; den syntes at fylde hele den vestlige kyst af Foehn. Den nåede dog aldrig så langt som rent faktisk at opsluge kysten. I stedet stoppede den, hvilede ud for kysten som ventede den på noget. Eller måske var det nogen, for ud af tågen trådte en skikkelse.

Blodwens syn var sløret. Hendes andre sanser virkede nedsatte. I hendes ører lød en eller anden form for dunken, som hun ikke kunne beskrive. Det lød ikke som hendes hjerte, så hvad kunne det være i stedet for? Var det mon Hans? Måske drømte hun blot, mens hun lå ved siden af Ham. Hun vidste dog, at det ikke kunne være rigtigt, for Han havde bedt hende gå. Bedt hende forsætte ud i Tågen og finde det sted, hvor han ønskede, at hun skulle være Hans dronning. Præcis hvor det var havde Han aldrig sagt, men han havde lovet hende, at Han ville være der.

Hendes hove sank let ned i vandet, men set fra kysten virkede hun til at gå på det lave vand, som dækkede sandtangen. Hendes røde øjne var rettet mod vandet og hendes skridt virkede lidt sløve, så der var næppe nogen tvivl om, at hun ikke gik der helt bevidst. I takt med at hun forsvandt fra tågen syntes hun dog at kvikke op i det, at hun hævede sit hoved og rettede sit blik mod den vulkan som ulmede på den anden side af øen.

Hvor var Han?

[1]

Det var ikke ofte at den hvide skygge hoppe forlod vulkanen og dragede længere ud på øen- det skete af og til. Det der havde fået hende til at rykke sig længere væk fra vulkanen, var en gangs skyld ikke et forbudt møde, men en en følelse, et kaotisk indre der hev og trak hende på at flytte sig. Jo længere hun kom fra vulkanen, desto mere af kysten kunne hun se.
Et syn den næsten helt hvide hoppe ikke havde set før, jo vidst havde hun set tåge før, men ikke på den måde som denne tage var dukket op ud af nærmest ingen ting. Med mekaniske bevægelser stoppede hun og stod helt stille- hun var stiv i kroppen og alt i alt kunne hun have lignet en statue.
Ud af tågen synes en skikkelse at træde frem, en skikkelse der havde kurs i mod deres, hans område, hans ø- hans rige. Alt i den blege hoppe gik helt amok, de vred og smøg sig i hendes sind. Lunefulde, sultne.

Der stod hun stille som en statue, stirrede på denne fremmede hvide skikkelse hun havde set komme ud af tågen. Hun observerede hver en bevægelse den fremmede tog, alt imens skyggerne i hendes sind huggede, skændtes, sang om at få lov at komme til hende. Hun, dem, de havde en opgave, og denne opgave kunne nemt deles i to. Myth kunne forsøge at lokke denne fremmede til deres inderste, lokke hende ind i deres kredse, teste hende for hendes værdighed, eller de kunne flå hende, flænse og føde af hendes smerter, ofre hende til vulkanen.
Efter noget tid satte den blege hoppe frem i et fast kurs, rykket ud af sin forstenelse i mekaniske bevægelser. De lange skridt var dovne, døde i bevægelserne og der var ingen samling i hendes krop. Den hvide skyggehoppe bar sig afsted uden ynde- ynde behøvede hun ikke. De kulsorte, følelses forladte øjne var fæstnet på den hvide hoppe der allerede nu tornede sig højt op- i forhold til Myth.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Uanset hvor hun så hende, så var Han ikke at finde noget sted. Hvorfor han ikke var her, vidste hun ikke, men det gjorde hende egentligt ikke så meget igen. Hun kunne stadig føle Hans kærtegn og duften, åh den duft, sad stadig i hendes næsebor. For hende var det blot få minutter siden han var forsvundet og selvom hun levede af opmærksomhed fra andre lige så meget som hun levede af græs, så var hun veltilfreds på det punkt for nu. Hun kunne være foruden ham for en stund... men bare ikke for længe.
Alene var hun dog ikke, for snart landede hendes øjne på en skikkelse, som virkede mere død end levende. Hendes mule rynkedes i noget der mindede om en kortvarig væmmelse, før hun vendte sine ører fremad. Skepsis fyldte hendes blik til randen mens hun studerede hoppen. Hun var bestemt ikke en køn en og det lagde en lille dæmper på de ting, der ulmede i den hvide hoppe, som var kommet fra tågen. Der var noget trodsighed bag det, da hun efterfølgende hævede sit hoved; hoppen på stranden var ingen trussel mod hende, ikke af hvad hun kunne se i hvert fald. Ingen så grim kunne tage Ham fra hende.

Hvor skyggehoppen bar sig uden ynde, så lagde Blodwen alt hvad hun havde i den måde hun førte sig frem. Når man var født svag, født anderledes, så kom det hele ned til hvordan man bar sig rundt og hun var færdig med at blive trådt på. Der var selvtillid, men også dominans, bag hendes skridt og den lette hvælven af halsen. Hun var en køn hoppe, en der emmede af feminine træk, men det ville næppe betyde noget for den hoppe, som hun bar sig frem mod. Som sådan ville hun vel helst holde sig væk fra noget der lignende den anden, men ak hun var vel nød til at tage noget kontakt, for hun havde ingen anelse om hvor hun var... eller hvor Han var.

[2]

Den fremmede nærmede sig, og det var både glæde, vrede, fryd og frustationer der var i den hvide skygge hoppes indre. En blanding af hendes følelser og tanker og skyggernes. Skyggerne der havde sat sig i hendes sind, befandt sig i hendes indre. De frydede sig over denne fremmede, og var udelukket på grund af dem, at den næsten helt hvide hoppe drog mod denne fremmede. For normalt var hun ikke til selskab, og holdt sig hellere end gerne for sig selv. Hun var alligevel aldrig alene, hun ville aldrig blive det.

Foran hoppen, dog med flere meters afstand, stoppede Myth brat op og stod atter som forstenet. Hun bevægede sig ikke, end ikke halen vippede en anelse. Kun den svage bevægelse af hendes brystkasse der hævede og sank sig indikerede at hun var levende.
Myth kunne fornemme det bankende hjerte, fristelse var stor til at gribe om det, kvæle dets ild. En følelse den hvide hoppe var begyndt at nyde, men hun undlod- for nu.

"Jeg, Vi, Dem, Han hilser dig. Hvad bringer dig til vore rige?"

Stemmen var tør, uden spor af liv og følelser. Tonerne skar ubehageligt ud i luften, da skyggehoppen talte. Hun, De kunne lige så godt finde ud af, hvorfor præcis denne fremmede kom her. Måske, måske havde hun sågar ville opsøge Dem, Ham af sig selv. Frivillige var mere end velkommen.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Blodwen brød sig bestemt ikke om den anden hoppe, der var nogen rivravende galt med hende, men det fik hende ikke til at vige. Der skulle mere til end lidt sindsyge før end, at den hvide hoppe med de røde øjne ville opgive noget, hun ønskede. Og lige nu ønskede hun information, som hun i øjeblikket kun kunne få fra hoppen foran hende. Ikke fordi hun var specielt, men fordi hun var den eneste hun kunne få øje på for nu og hvem vidste, måske var hun den eneste hun overhovedet ville finde. Det kunne være chancen værd at gå videre og finde en anden, men Blodwen gad umiddelbart ikke gøre det, medmindre det var en absolut nødvendighed.

I det at den anden hoppe stoppede, stoppede Blodwen også. Hun fandt det noget underligt, at den anden tiltalte sig selv med flere navne, som var hun en del af en gruppe der var til stede. Måske var hun simpelthen sindssyg og troede at hun var det eller også var hun en del af en gruppe, som hun mente var til stede. Det ville vel egentligt også være sindssyge hvis det var. Uanset hvad der gjorde det, så lod albino hoppen ikke sig selv gå på af det.

"Han sagde jeg skulle møde Ham her," svarede hun uden nogen antydning til, at hun troede, at den anden ikke vidste hvem hun talte om. Hun havde faktisk ikke nogen anelse om, hvorvidt de talte om den samme, men det måtte de vel gøre, ikke sandt? Han havde sendt hende her og nu var der nogen, som bød hende velkommen... sådan da. De måtte tale om den samme.
Blodwen var meget bevidst om, at hun ikke sagde mere end hun gjorde; hun var ingen hoppe og ville derfor ikke nævne hans løfte for nogen undtil Han havde opfyldt det. Et løfte kunne så nemt brydes, hvis nogen kendte til det.

[3]

De ellers tilbage vendte øre lækkede en smule på sig. Han sagde jeg skulle møde ham her. Spørgsmålet var hvem han? Myth kendte i hvert fald ikke til hoppen, og skyggerne i hendes indre ligeledes, men de vred sig af fryd over hun var her. Hun kunne blive hans, deres. Hun kunne hvis hun var værdig nok, hvis hun kunne bevise sit værd.

"Jeg, Han, Vi er æret over din tilstede værelse, men sig mig, sig os- er du værdig, kan du bevise dit værd? Til os du kan slutte. Vi kan give dig magt. Vi kan give dig et broderskab, et formål."

Stemmen skiftede pludselig i sætningen, og en blandet lyd der kunne lide som forsøgte flere stemmer at tale. Skyggerne var ivrige, de ville have nyt blod- på den ene eller anden måde. Jo flere, jo stærkere stod de, og denne hoppe var kommet til dem, til ham. De kunne drage nytte af hende.
Myth fornemmede ikke denne hoppe var fremmede i landet, men hun vidste det ikke, men når hun drog til området, til Hans område, hvordan kunne hun være så fremmede. De kul sorte øjne stirrede stift ud i luften, tomme ak, men intense.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Først nu lagde Blodwen mærke til hoppens sorte øjne. De var ikke blot mørke, nej de var helt og aldeles sorte. De var anderledes, forkerte, og hun kunne lide det. Det mindede hende om hende selv. Om hendes egne øjne. De havde altid været forkert. Altid været anderledes; aldrig det, som de burde være. Røde øjne havde aldrig passet ind. Og så alligevel var den anden hoppes øjne ikke helt så specielle som hendes egne; sort var ikke så anderledes fra brun som rød var. Nej, Blodwen havde stadig de mest specielle øjne og det frydede hende så meget som det havde gjort ondt i fortiden. De betød, at hun altid tiltrak opmærksomhed, både på godt og ondt; hvilken type betød ikke noget, så længe hun blot fik den.

"Han sagde aldrig, at jeg skulle vise mig værdig," svarede hun med en hvis trodssighed i sin stemme. Denne hoppe skulle ikke fortælle hende, hvad hun skulle gøre, om hendes stemme så lød underlig og forkert eller ej, for den havde bestemt skiftet karakter. Det lød som om flere prøvede at tale sammen på samme tid; måske var det blot en del af hendes sindssyge? Det kunne det være, men hvordan kunne man gøre det? At noget langt farligere end sindssyge lå bag faldt ikke den hvide hoppe ind, men det kunne det heller ikke rigtigt; Han havde aldrig sagt noget om, præcis hvem eller hvordan han regerede. "Men hvis det er nødvendigt, så kan jeg sagtens bevise, at jeg er mere end værdig for Ham."

Den hvide hale svang stilfærdigt bag hoppen, mens hendes øjne vandrede op mod vulkanen på ny: der var noget fascinerende over den, det kunne hun ikke benægte. Hvad var det egentligt i det hele taget? Aldrig i sit liv havde hun set en vulkan, hun havde knap nok set bjerge, så egentligt havde hun ikke den ringeste anelse om, hvad det var hun så op på.

[4]

Hoppens selvsikkerhed slubrede skyggerne i Myths indre til sig sig. De kunne lide det, hun ville være en flot præmie til samlingen, men hendes selvsikkerhed ville ikke være nok. Nej, hun skulle bevise det, hun skulle vise hun mente det- men hvordan. Åh, den evige svære beslutninger, der var jo tusinde måder hun kunne gøre det på, men hvad ville være den rette for hende.
Det kantede hoved blev med en mekanisk bevægelse lagt på skrå, imens hun så på denne hvide hoppe med de røde øjne. Beslutninger skulles tages.. beslutning

"Vi har bevist vor' hver, hver og en du ser i vor' inderste kredse har bevist sit værd."

Lød hendes stemme atter død. Nogen havde klaget det, andre igang. Hvis ikke de kunne bevise deres værd, hvordan kunne de så i sandhed stole på at denne udvalgte var værdig. Ville tjene Dem, Ham.

"Du skal give os, ham et afkom, et afkom af en skyggebroder. Du skal give os et afkom af dit kød og blod."

Myth vidste at afkom kunne bruges- ikke så godt dem hun selv havde givet- hun vidste hun på det punkt havde fejlet: og en af hendes brødre ville kunne hjælpe hende med denne opgave. De ville forstå,

"Søg til vor' flok, vor' broderskab, kom til os."

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Blodwen hævede sit hoved en smule mere og lagde sit hoved let på skrå; hoppen var altså underlig når man hørte på hvad hun sagde. 'Hver og en du ser i vor inderste kredse'. Lige nu så hun absolut ingen, medmindre den hvide hoppe selvfølgeligt var den eneste. I så fald var det hele da i sandhed forvirrende og underligt, men albinohoppen havde på fornemmelsen at det ikke hang sådan sammen. Der var mere bag dette, der var noget større, og hun ønskede at vide hvad det var. Ikke fordi hun som sådan var nysgerrig, men fordi der hvor noget større var i gære, der kunne man finde det hun næsten altid hungrede efter: opmærksomhed. Og magt kunne også findes der, så det var vel ikke helt galt?

"Et afkom?" svarede hun tørt. Hun havde aldrig i sit liv haft et føl, men hvor svært ville det være at give Ham et? Ikke forfærdeligt svært vel? Altså hun havde prøvet at par gange, men det var bare aldrig rigtigt blevet til noget og det kunne næppe siges at være hingstenes skyld. Åh nej, de havde skam gjort deres arbejde fint, størstedelen op til flere gange, men der var bare aldrig blevet skabt et liv. "Det kan jeg sagtens give, men hvem er disse skyggebrødre du taler om?"

Hoppen med de røde øjne trådte tættere på, hendes øjne klemt let i. En ting var at få et afkom, en anden ting var med hvem. Hun ville ikke have et med hvem som helst; så værdig som hun skulle være for at få Ham, så værdig skulle nogen være for at få noget fra hende. Sådan da. Faktisk var hun ikke helt så kræsen når det handlede om sådanne ting; hvis blot man gav hende tilstrækkeligt med opmærksomhed, så skulle hun nok give én en plads på hendes ryg.

[5]

"Mine, Vor' brødre, kan blive blive dine brødre så frem du ønsker, så frem du klare din opgave. Vi findes alle nær vulkanen, vi høre hjemme her."

Hun besvarede hoppe sidste spørgsmål i mere end få ord. Det var sjovt som når skyggerne ville have noget kunne de få den ellers tavse hoppe til at tale. De talte for hende, hun talte for dem.

De mandelformede øre blev trykt i nakken da hoppen nærmede sig. For jovist skulle hun blive en af dem, men hun var endnu ikke accepteret på nær hold, og skulle da ikke tro hun kunne komme nærmere! Afstand var en dyd, og kun hendes nærmeste, broderskabet fik tilladelse til at komme hende nær- og så lige en mere. Selv hendes afkom foretrak hun på afstand- ikke fordi hun ikke holdt af dem, for det gør hun, men på afstand.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Et smil trak hoppens ene mundvige op da den underlige hoppe lagde sine ører; hun kunne vidst ikke lide nærkontakt. Blodwen var som sådan ikke en uhøflig sjæl, påtrængende og ikke altid villig til at give respekt, ja, men uhøflig var hun ikke nødvendigvis. Dog betød det ikke, at hun ikke kunne lege med folks usikkerheder for at sikre sig deres opmærksomhed og derfor lagrede hun informationen om, at hoppen ikke ville have hende nær. Det kunne være sjovt at lege med en dag, men ikke for nu; lige nu var hun ikke på udgik efter opmærksomhed. Noget sagde hende også, at hun ville få rigeligt med tid til at lege den leg på andre tidspunkter: de to hopper var nemlig ikke færdige med hinanden.

"Vulkanen...?" lød det spørgende fra Blodwen, inden hun tiltede sit hoved let på skrå. Det var tydeligt, at hun ikke vidste hvad pokker den anden hoppe talte om; bagerst i hendes hoved blev der dog skabt en lille forbindelse mellem det, som hun ikke vidste hvad var, og det ord som hoppen havde sagt. Den var dog ikke stærk og måtte derfor bekræftes før hun rigtigt kunne sige, at den var der. "Og kan du forklarer nærmere hvem de er? Er en af dem Ham?" Hvis Han var blandt dem, så ville hun glædeligt gå dertil nu for at blive genforenet med ham, men hvis ikke, så var hun ikke sikker på, at hun gad opsøge stedet for nu. Det kunne dog nok være hyggeligt at møde dem før end, at hun skulle gøre dyden, men det betød ikke så meget igen.

[6]

Da hoppen så ud til ikke at vide hvad vulkanen var, undrede det den blege hoppe en del. Hvem ville ikke vide hvad det var, den strakte sid tydeligt fra jorden og op til vejrs bag hende.
Myth drejede hoved rundt, pegede på sin hvis med hele sit ansigt imod vulkanen i en mekanisk bevægelse, herrens fængsel, og hvile sted. Deres hjem. Det de skulle befri ham fra. Give ham styrke og kræfter til at kunne slippe fri.

"Vulkanen."

Lød hendes stemme, atter død og helt tom igen, da hun drejede hoved tilbage imod denne hvide hoppe, med de røde øjne, med en mekanisk bevægelse.

"De, dem, os; Vi er skygger. Vi er en del af ham, vi er mange og få, vi tjener herren- vores kald."

Atter var stemmen mere end blot den hvides. Den havde en anden klang, en anden lyd, og alligevel var hendes stemme at høre, stadig var der spor af den røde og ru stemme, der ej talte højt.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Blodwen fulgte den anden hoppes blik mod bjerget, som åbenbart blev kaldt Vulkanen. Om det bare var et bjerg og Vulkanen dermed blot et navn eller om en vulkan var en ting vidste hun ikke, men det betød vel heller ikke så meget, for den kunne jo ikke just forveksles med noget andet. I hvert fald var der ikke noget lignende for den hvide hoppe at få øje på.
Da hendes stemme lød igen vendte Blodwen også blikket væk fra Vulkanen. Det svar hun fik på sit andet spørgsmål var ikke just det hun havde ledt efter, for det forklarede jo intet. De var dem, de var mange; hvad skulle hun bruge det til? Absolut ingenting. Det ville ikke hjælpe hende med at identificere disse skyggebrødre, som den hvide hoppe ville have, at hun fik et afkom med. Et øjeblik nagede det bagerst i hendes hoved; måske talte den hvide hoppe foran hende overhovedet ikke sandt. Måske var hun bare rablende sindsyg, men det kunne da ikke være sådan: hun vidste hvem Han var. Hun tiltalte Ham i hvert fald, som om at hun vidste det.

"Det har jeg forstået; jeg tænkte mere på, om de måske havde navne? For hvem som helst kan vel sige, at de er en skyggebroder...?" Hun trak på det sidste, gjorde det tydeligt at hun godt vidste, at der var en mening med, at det skulle være præcis de hingste og ikke bare hvem som helst, som kaldte sig noget. Nej, det skulle være nogle specifikke hingste af en eller anden grund.

[7]

"Mine fysiske brødre går under navne Fuyu No Kitsune- vinteræven, Volin. Ayin Reziku og Volentaire. Du vil næppe forveksle dem med nogen andre."

Og det var ikke så lidt endda, Myth og Ava var faktisk de to der stadig lignede sit gamle jeg mest. Eller Myth kunne ikke udtale sig om vinteræven, for hun havde aldrig set ham som andet end den han er nu. Ayin havde ikke længere et ansigt og var en syn der kunne skabe frygt hos andre- en frygt skyggerne ville elske, ville føde af, ville vrede, smyge og sno sig af fryd. Volentaire var nu heller ikke til at tage fejl af at han var en af dem. Skyggehestene, broderskabet skilte sig ganske vidst ud fra de normale, dem der endnu ikke havde taget side.

Hvem denne hoppe ville vælge af hendes brøder var på sin vis fuldkommen ligegyldig, de var alle tre værdige, de var alle en del af skyggerne. En del af broderskabet, de ville alle tre kunne give værdige afkom.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Fuyu no Kitsune, Ayin Reziku og Voluntaire. Alle tre navne var yderst fremmede for hende og det var ikke kun fordi, at det var første gang hun hørte dem. Den måde de var opbygget på virkede bare forkert i hendes ører, men så igen der hvor hun kom fra var måden at navngive på rimelig enkel og ligefrem. Selv var hun navngivet ved bare at tage en del af hver af sine forældres navne og så sætte dem sammen. Det betød at mange navne fra ens, men man kunne altid bøje dem lidt og så kom der et nyt navn ud af det.

Albinohoppen nikkede let til de sidste ord; ikke fordi hun var enig, men fordi hun forstod. De tre hingste måtte altså enten have noget tilfælles, som ingen andre havde tilfælles med dem, eller også stod de bare ud på den ene eller anden måde. Erko var de meget forskellige fra der hvor hun var kommet fra, for der lignede alle nærmest hinanden, hvilket også var grunden til at hendes hvide pels havde været noget af en overraskelse dengang hun var kommet til verden.

"Jeg forstår." Nu havde hun den information hun havde brug for og hun havde et mål, som ville bringe hende sammen med Ham. Der var ikke mere, som hun havde brug for fra denne hvide hoppe. Udover en ting måske; var hendes navn en nødvendighed? Egentligt ikke, men måske ville det være meget godt at kunne refererer til hende, når hun en dag opsøgte disse skyggebrødre. Hun havde ikke fået at vide, hvorvidt Han var blandt dem, så derfor ville hun ikke finde vej dertil lige nu.

"Har du et navn jeg kan bruge, hvis jeg skal referer til dig?"

[8]