[Solani] See I've come to burn your kingdom down.

BEOWULF
^{"See I've come to burn your kingdom down."}

Tusmørket var over den ukendte ø, og selvom omgivelserne var faldet til ro, indledte en rastløs skabning sin vandring gennem skoven. En dyster, lav hvisken, der gav genlyd gennem bladene og blev båret af vinden - frem og tilbage blandt træernes stammer sneg den lave advarsel om mørket sig rundt på vejen der lå foran ham. 

Skabningen var på en evig rejse, hvor destinationen måske måtte blive ukendt for altid, da hans unge sjæl endnu ikke vidste hvad han søgte. Alt han anede var, at hans krop og sjæl var dømt til døden og måske ville rejsen og flugten fortsætte indtil manden med leen indhentede ham og gjorde en ende på dette eventyr.
For mange andre, ville denne rejse føles nedslidende af krop og sind, men denne skabelse blev konstant genoplivet af nye indtryk, og nysgerrigheden forandrede flugten til et eventyr. Han tænkte hverken over fortiden eller fremtiden, men øjeblikkets stilhed og ukendthed behagede den mørke skygge. Trods alt, så var han stadig ung. Han var stadig stolt. Han var stadig stærk. Og han bar stadig et uslukkeligt, brændende håb i sit bankende bryst.

Kæmpen fortsatte sine lange skridt, som bragte hans mørke krop længere ind i det nye, ukendte territorium. Men dybe indåndinger og vågne øjne, kunne han genkende træerne, planterne og de dyr han mødte på sin vej. Skoven var som alle andre, og luften var frisk som altid, men en følelse af noget magisk og ukendt krøb op langs hingstens rygrad og fik ham til at forvente en anden rejse end hans tidligere. 

"Måske havde du ret... Måske findes der et sted, hvor jeg kan finde min skæbne." Den dybe brummen blev sagt på hingstens modersmål, og indikerede at hans tanker måske stadig forblev i fortiden, selvom han forsøgte at tvinge sig til nuet. Men hvem ville kunne give slip på den sorg han bar rundt på, uden en enkelt sentimental tanke? Han havde trods alt mistet alt han ejede, alle han holdt kært og alt han kendte til, blot fordi han forsøgte at være heltemodig.

Skyggen var måske svær at se for det blotte øje af et andet væsen, i sær her i skovens mørke. Men kiggede man nærmere vil man kunne spotte en enorme, unghingst kontur og de hvide aftegn som klæbrede sig til hans bagben og ansigt. Han bar sig selv med en stolthed og den frembrusende gang afslørede hans ambitioner. Hans ambitioner om ham selv, om landet og om fremtiden. Han kunne i visses øjne være smuk og velbygget, og det skjulte mystik være dragende, i mens andre ville finde hans enorme korpus frygtindbydende og frastødende. Men uanset hvordan denne hingst blev opfattet af landets sjæle, havde han samme mål.

Hans navn var Beowulf, og han havde ikke i sinde at lade dig glemme det.

En feminin nynnen kunne høres denne stille aften. Den kom fra den mørkebrune hoppe Solani, der alene strejfede rundt i Enophis skove, uden noget egentligt mål. Hendes unge krop fejede ubesværet over enhver forhindring der skulle være at finde i skoven der i denne stund lå badet i skumringens lumske mørke. Hun søgte ikke efter selskab, ej heller at være alene. Hun var egentlig ganske træt lige nu, og havde ikke overskud til at komme og irritere nogen, eller være flabet. Hendes humør var ganske neutralt, men hun følte sig svævende, ikke glad, ligefrem, bare let som en fjer. Der var ingen tanker, hverken de gode eller de dårlige der tyngede hende ned, og det var skønt for en gangs skyld. Alligevel følte hun sig en smule tom – det var måske hvad der fik hende til at føle sig så ubesværet. Hun savnede et nærvær, noget hun ikke havde følt i meget lang tid. Hun var ikke en hoppe der var afhængig af selskab, og hun kunne ikke huske om hun nogensinde havde haft en ven, eller ønsket sig en, men alligevel kunne hun godt tænke sig at føle varmen fra en anden hest, om end kun for en stund.

BEOWULF
^{"The void that cries through you."}

Med en rungende lyd drog den mørke den kølige aftenluft ind og fyldte sine lunger. Hans intense blå øjne flakkede flygtigt over landskabet som langsomt forsvandt i nattens tæppe. Dagene var ved at blive kortere, og kulden og mørket fyldte mere og mere af døgnet. Men noget var anderledes denne aften.
 
Han var ikke alene.

En lys tone ekkoede ind mellem skovens mulm og mørke, og ramte kæmpens opmærksomhed. Han havde ikke mødt en sjæl i en længere tid, men om det var selvforskyldt kunne han ikke selv bedømme. Han havde blot vandret rundt på må og få og trukket sig længere og længere ind i skovens dyb. Der var få sjæle at tilfældigt støde på, og måske var det derfor at han havde været så ensom på det seneste. Men hans ben førte ham hvortil skæbnen ville have ham, og derfor satte han ikke yderligere spørgsmålstegn ved tidens gang.

Men nu havde skæbnen givet ham en chance. En chance som han endnu ikke vidste om han ville tage, da en slank, yderst elegant hoppe passerede igennem samme skov et godt stykke fra ham. Hans mørke kåbe gjorde ham nær usynlig i mørket – og der stod han fast imens de to intense, næsten isnende perler til øjne som han var velsignet med studerede hende.

Han så sjældent skabninger som hende. Og hendes elegance, smidighed og yndefuldhed fik kæmpen til at føle sig akavet stor og klumpet. Selvom han selv var et væsen af elegance, så ville hans hingstede, muskuløse krop ej kunne måle sig med hendes. Han virrede det tunge, markerede hoved op, og en svag hissen forlod hans strube. ”Hil valik..” Lød en kølig, dyb brummen på hans hjemsprog, som ligeså vel kunne antages som vindens hvisken.

Ville hoppen blot uvidende passere, eller ville hun opdage den mørke skygge hvis opmærksomhed og begær hun havde fanget?

Følelsen af ikke at være alene nagede den araberprægede hoppe ganske meget, men hun fortalte sig selv gang på gang, at det blot var noget hun bildte sig ind. Alligevel blev hendes underbevidsthed stadig ved at hviske til hende at hun skulle kigge rundt, finde ud af hvem der holdt øje med hende i tusmørket. En hest kunne let gemme sig mellem træerne. Der var jo mørkt derinde. En stemme kunne høres, ganske svagt og hviskende, og på et sprog Solani ej forstod. Hun var ikke helt sikker på om det blot var vindens lunefulde hvisken i træerne der spillede hendes et puds, eller om der virkelig var en der talte til hende nu. Ængsteligt snurrede hun rundt om sig selv, spejdede ind imellem de tykke træstammer. Og dér – nogen gemte sig, det var hun sikker på. Eller, så sikker som hun nu kunne blive. Det var egentlig blot et sæt lyseblå øjne hun kunne ane mellem træerne. Stille kneb hun de tofarvede øjne sammen, og kiggede ind mellem træerne. Hendes stille sang var for længst gået i stå.
”Er her nogen?”
Spurgte hun stille. Hun var ikke bange, egentlig, hun var ikke en hoppe der var bange af sig overhovedet. Alligevel brød hun sig ikke om ikke at være sikker på om nogen holdt øje med hende, måske endda fulgte efter hende. Hun var heller ikke paranoid normalt, men hun kunne have svoret at have set nogen lige før. Hun kunne have svoret…

BEOWULF
^{"But she ran out in the woods."}

Hoppen vendte sig og spurgte efter ham. Men hingsten blev kort stående uden at bevæge en muskel. Han så hende som gennem en glaskugle, som om han ikke var en del af samme verden som hende eller begivenheden. Derfor passerede et kort moment hvor den store hingst var sunket dybt ned i sine tanker før han reagerede på hendes kald.

Med hovedet fortsat højt hævet bevægede han sig ud i mørket og frem mod den yndige fremmede. Hans store skridt var langsomme, og han bevægede de slanke lemmer som i slow motion, men alligevel bevægede han sig hurtigt frem på grund af hans højde og de store skridt. Han rørte sig dog ikke længere end få meter frem mod hende, og selvom han stadig var svøbt ind i mørkets tæpper, så ville hun nu lettere kunne se ham med den korte afstand. Det var dog hendes eget valg om hun ønskede at slutte de sidste meter mellem dem.

Han havde nu blot mødt en anden sjæl siden hans død – eller hvad hingsten troede var hans død. Og endnu engang blev hans teori om at dette land var efterlivet bekræftet. Han var alene og jorden under ham føltes konstant anderledes… Magisk. Samtidigt var hans eneste møde med en anden sjæl en af de smukkeste hopper han nogensinde havde lagt sine øjne på. Hun måtte have været et genfærd af en fantasi, og ikke ægte.

Endnu engang stod nu det som hingsten måtte tro var en form for valkyrie foran ham. De isblå øjne veg ikke fra hende, og han blinkede knapt i troen om, at hun kunne forsvinde hvilket sekund som helst. ”Ametra lucturus” Led mig ej i fristelse. Brummede de dybe, mørke toner som matchede den enorme, mørke krop.

”Jeg” Den unge, passionerede hingst ledte kort og febrilsk efter ord. ”Jeg ønskede ej skræmme Dem.” Gebrokne var hans ord, men budskabet kom frem i de mørke, utilregnelige toner.
Hvad kunne denne sjæl byde ham?

Solani åndede lettet op. Der havde været en, men det så ikke ud til at vedkommende havde noget ondt i sinde, fra hvad hun kunne se her med det samme. Det var en af den mørkebrune hoppes mindre stærke sider – hun havde det med at dømme folk på det allerførste hun så dem, og det førstehåndsindtryk var svært at rokke senere hen. Selvom hun ikke havde fundet ud af specielt meget om denne hingst, andet end at han uden tvivl var den højeste hingst hun nogensinde havde set. Hun blev nødt til at vippe det slanke hoved bagud, for at få øjenkontakt med de isblå øjne som kæmpen var ejermand af.
Han sagde til at starte med nogen ord på et sprog som hun ej kendte. Hun sagde dog ikke noget om det, men ventede blot stilfærdigt på om han ville sige noget på et sprog som hun kunne forstå. Det kunne han tydeligvis også, skønt det var en smule usikkert og stammende. Det gik vel. Han ønskede ikke at skræmme hende, åbenbart, og det havde han jo i princippet heller ikke gjort.
”Du skræmte mig nu heller ikke det store, du fremmede kæmpe. Jeg er Solani.”
Sagde hun, hendes feminine stemme underligt tonløs. På den måde havde hun og bjergvandreren Djange noget tilfælles.

BEOWULF
^{"You will powder your nose and I will powder my gun."}

Helte var dømt til alle lykkelige slutninger.
Men Beowulf var ikke nogen helt, tværtimod, og derfor vidste han allerede nu at hans skæbne ville ende i tragedie og ej i hæder. Han var født som en helt, men uden at selv vide det var han blevet livets skurk og dette havde styret hans liv hertil. Til dette øjeblik og med denne hoppe. Men Beowulf var en af skurkene, og derfor vidste han allerede nu at uanset hvilket falsk lys og håb som livet kastede i hans retning, så ville det modsatte vente på ham for enden af livets tunnel.

Så hvorfor forsøgte han at vise den feminine en bedre side end hvad han var? Det ville kun ende galt, uanset hvor meget hingsten ønskede at gøre op for sin fejlagtige fortid. Men af en eller anden grund, så var der et dybt begær indeni ham, som han endnu ikke havde mødt før, som ønskede at behage denne hoppe. Hans gode moral og værdier sad ligeså dybt i ham som hans inderste instinkter. ”Beklager min fejltagelse.” Besvarede han hende reelt.

Men hans værdier og høflighed strakte sig blot over et kort stykke, og der skulle ikke meget til for at slippe bæstet løs. Den trænede kriger ulmede lige under hans skind, og måske havde dette bæst førhen været en modig, tapper mand som beskyttede sine elskede. Men hans moraler var vendt på hovedet, hvilket havde fået ham til at sætte spørgsmålstegn ved hvad der var rigtigt og forkert. Det som han engang troede var nobelt, var i stedet frygteligt forræderisk. Ville hoppen mon se det bæst der lå skjult dybere ind i de isblå øjne, eller ville hun narres ligesom så mange andre.

”Jeg er Va…” Hans sætning stoppede og med udspilede næseborene fnøs han kraftigt luften ud af de store lunger af sin fejltagelse. Varg, som han førhen var kaldt, var død og borte. ”Beowulf.” Han rørte ikke en muskel, og det stirrende blik forsøgte forgæves at se ind gennem hendes sjæl og udregne denne valkyries hensigter. Umuligt kunne noget så smukt handle i god tro. Var hun sendt af Guderne for at teste ham?

Han tvivlede kraftigt på sin viljestyrke til at beherske sit begær og sin umådelige grådighed. ”Hvem er De, Solani?” Nysgerrigheden var tydelig at se i de ellers så afmålte øjne, og langsomt sænkede han mulen en anelse hen i mod hende. Måske kendte han hendes navn, men hun måtte være mere end blot det.

Måske interesserede hun ham kraftigt, men han gjorde alt i sin magt for at kontrollere sig selv og være på vagt.

See I've come to burn your kingdom down
___________________________________

Solani havde svært ved at gennemskue denne fremmede kæmpe, men siden hun ikke havde meget at lave denne tyste nat, og hun aldrig havde været kræsen med hvem hun omgås, var denne hingst ikke det underligste selskab hun havde haft. Fuldmånen lyste på hendes mørke selskab, og hun var overrasket over at hun kun lige akkurat havde lagt mærke til den store skikkelse mellem træerne.
Hun havde hørt tale om skyggerne på Foehn, og vogterne der holdt til lidt af hvert. Men hun kunen ikke forstå hvorfor man skulle vælge side. Hun var ikke ren nok til nogensinde at kunne blive en af disse vogtere, og hun forstod heller ikke hvorfor det var så vigtigt for dem at vogte over dette land. Solani var ikke pacifist, tværtimod, og hun kunne sagtens forstå hvorfor folk kæmpede, tilmed hvorfor de sommetider dræbte hinanden. Skyggerne var dog alt for destruktive for hende, og hun så ikke hvorfor hverken Vogtere eller Skygger ønskede at lænke dem selv ned på den måde, for at kæmpe for et formål de næsten ikke vidste hvad var længere. Det var fuldstændig sort for Solani, men faktisk var hun komplet ligeglad med alle dem. Hun var ligeglad med de fleste, for at være ærlig. Ikke fordi hun nød tiden alene, men fordi hun aldrig rigtigt havde knyttet sig til nogen, aldrig havde forstået hvordan de kunne elske en anden på den måde af hele deres hjerte. Hvordan de kunne elske noget overhovedet, så meget at de ville dø for det. Hun elskede Persephone, men det var rent instinkt, og så snart det brogede hoppeføl var blevet stor nok, ville Solani ikke tøve med at sende hende væk. Nej, for den mørkebrune var hun selv den vigtigste, omdrejningspunktet i hendes egene verden. Hun troede ikke på noget større end hende selv, og var sikkert for andre en ganske utålelig personlighed.
Stille og en smule utålmodigt lyttede hun til den fremmede hingst. Hvad mente han med hvem hun var? Hun var vel blot Solani, ikke mere, og bestemt ikke mindre. Hun var ikke del af noget, hun var ikke tilhænger af noget. Hun var sig selv.
”Jeg er blot Solani. Ikke mere end det, og ikke mindre.”
Fortalte hun, og var egentlig ikke interesseret i at høre hvad denne fremmede var for en, for han var vel bare hvad han netop havde sagt – Beowulf. Et navn der lå fremmed i munden, mere kantet, mere koldt. Måske var han fra norden i sit tidligere liv.
”Hvor kommer du så fra, Beowulf?”

_________________________________________________________________________________

Wordcount: 419

BEOWULF
^{"Angels, they fell first, but I am still here."}

Bæstet rynkede kort mulen i folder af skuffelse, eller nærmere misnøje. Hun kunne umuligt være så todimensionel, som hun nu forsøgte at præsentere sig som. Et navn var blot et slag med tungen og intet mere. Og et slag med tungen var intet særligt. Faktisk var det næsten intet.
Umuligt kunne hun også være den eneste med samme kaldenavn, og noget måtte adskille hende fra så meget andet. Noget måtte gøre hende til en anden kaliber end så meget andet. For Beowulf så hende sandelig som mere end blot et slag med tungen. I øjeblikket var hun den som gav ham et selskab i disse minutter, i stedet for den sædvanlige ensomhed, og det var sandelig noget der gjorde hende til noget mere end blot Solani.

En svag krumning i den mørkes mundvige kunne minde om starten af et smil, da en tanke strejfede ham. Han brummede nogle utydelige ord på sit hjemsprog, hvorefter han lod det stirrende blik falde på hende. ”Som yngre lærte jeg…” Han tøvede ikke, men holdt en kort pause for at formulere den gamle talemåde så hun ville forstå det før han gebrokkent fortsatte med den kraftige, mørke stemme. ”De findes… Men De er også.” Noget behageligt strejfede næsten hans øjne. ”Hvorend De træder efterlades spor af Deres hovslag, Solani. Måske er De blot Dem og intet andet, men De er også en del af de minder og mærker som De har efterladt hos andre sjæle.”

Hun fascinerede ham ganske vidst. Men sine feminine træk og former var der ikke en tvivl om det begær der brusede frem i hingstens tunge krop. Hans erfaring med det modsatte køn var intet at prale af, da det ej var eksisterende, og Bæstet vidste ej om han skulle vogte sig eller nyde den fryd hun bragte hans isblå øjne. Som den Valkyrie hun fremstod som, var der få instinkter som fortalte ham, at hun ville lede ham i fordærv. Men denne advarsel blev hurtigt slukket af de unge, mandige hormoner som fandtes i ham.

Men samtalen handlede ej længere om hende, og hun spurgte ind til hvor han var fra. ”Den forrige verden.”
Uden at sige mere vendte hingsten elegant fronten mod nord, og de store, lange lemmer bar ham fremad. Hendes spørgsmål gav ham en lyst til at vise hende noget, men om hun ønskede at følge Bæstets impulser var blot noget han kunne håbe på, og ej forlange.

Ville de to sjæle ikke længere være fremmede når natten var ovre?

See I've come to burn your kingdom down
_________________________________

"I know, chasing after you is like a fairytale. But I feel like I'm glued on tight to this carousel.

Solani forstod ikke rigtigt hvad den mørke kæmpe, Beowulf, mente. Jo, selvfølgelig havde han ret et eller andet sted, men for Solani var det blot et poetisk omgang pladder. Hun tvivlede på at hun havde efterladt spor hos mange andre, for slet ikke at snakke om verden der omgav hende. Et bittert fnys lød i den stille natteluft, for at understrege at hun bestemt ikke var enig i hvad hingsten havde at sige.
”Nogen gange lærer man ting når man er yngre, som ikke er til megen nytte senere i livet. Ser du, Beowulf, jeg har bestemt ikke efterladt ret mange hovslag i andres sind – i hvert fald ikke ret længe. Som mærker i mudderet bliver de vasket væk under det næste regnvejr. Til gengæld er min sjæl ej heller præget af hovslag fra andre. Jeg ønsker at forblive ren, fri for andre.”
Forklarede hun køligt. Hun havde bestemt ikke noget imod hingsten foran hende, tværtimod. Men hun var ikke en hoppe der normalt holdt sine meninger for sig selv, og dette møde var ej nogen undtagelse. Hun var ligeglad med hvad han troede på, så længe han vidste at hun ikke delte samme mening. Dette var velsagtens endnu en grund til at kalde den mørkebrune egoistisk og selvcentreret, men det var hvad der gjorde hende til den hun var. Hendes egne hove havde efterladt dybe spor i hendes egen sjæl, og sådan ønskede hun at det skulle forblive. Hende, og ingen andre, skulle have lov til at påvirke hendes forvrængede syn på verdenen omkring hende.
Da hingsten noget kryptisk begyndte at gå, tydeligvis afventende for at hun skulle følge ham, tøvede Solani ikke længe før hun fortsatte efter den høje Beowulf.

___________________________________________________________________________

Wordcount: 282