Et spor af pels (Ivory)

Le'ah holdt sig inde imellem træerne, Der var skygge og der var rig mulighed for at gnubbe totter af pels af. Le'ah kastede et blik på de træer hun allerede havde passeret og som tideligere hang der totter af hendes hvide pels fast i barken på utallige træer. De meste fra de forrige dage var blæst væk, men hun lavede konstant nye spor af pels de steder hun gik.
Hvor meget mere skulle af for hun kunne holde varmen ud? Le'ah rynkede på mulen. Grinte dog over sit syn. Ja, det skulle da nok fanges nogen opmærksomhed. Le'ah brød sig egentlig ikke så meget om at være alene, og det var nok forståeligt, hun var van til at være omgivet af sine nærmeste, og de havde også været nød til at stå tæt sammen. Også bogstaveligtalt- for ikke at dø af kulde.

De blå øjne skimtede området, hun skimtede imellem alle træerne hun havde sat sit aftryk, og kunne stadig ikke lade være at grine ved synet; hun spejdede også mellem træer hun ikke havde været forbi, alt for at se om der skulle gemme sig en eller anden der inde, som hun kunne drage selskab af.

Som en sporhund gnøffede Ivory larmende gennem skoven. Nok mere som en trøffelgris end en sporhund, for det var langtfra stille at hun fulgte det udsædvanlige spor hun netop havde fundet frem til. Hvad var dette? Aldrig havde hun set mage! På hvert eneste træ hang der totter af blød, hvid pels. Hun havde aldrig oplevet sommeren før, så måske var det bare noget træerne gjorde på denne tid af året. Hun syntes bare at det var noget så mærkeligt, men havde blot tænkt sig at følge det, og måske se hvad det førte til. Det var nemlig kun lige disse træer på denne række, der bar denne udsædvanlige prydelse. Hendes krøllede hale viftede koncetreret bag hende, som hun fortsatte gennem skoven. Trækronerne var endelig blevet grønne, og hun havde da også fundet ud af at nogen af bladende smagte udmærket. Men kun nogen af dem. Hun var stadig bitter over ikke at måtte få den lækre modermælk længere, men hun måtte vel bare komme videre i livet. Det var også på tide. Lige nu var det vigtigste at finde ud af hvad alt dette besynderlige pels førte til.

I første omgang synes der ikke være nogen i skoven, det gjorde den større hoppe en anelse trist. Hun ønskede faktisk helst ikke at være alene, det var nyt for hende. Hun havde aldrig været alene før. Hun havde altid haft sin familie. De havde altid stået sammen og holdt tæt. Havde landet hun kom fra mindet om dette, havde de måske ikke behøvet hinanden så meget, men hun havde stadig svært ved at forestille sig at nogen kunne bryde som om at være alene. En time eller to var vel og mærke okay, men dage. Nej tak!
Le'ah var mæt, hun havde ikke spist hele dagen, mest fordi de forrige dage havde hun spist så meget at hendes mave føles som om den er ved at sprække! Åh det havde gjort ondt, men sæt nu at alt det græs forsvandt og hun skulle begynde at lede og grave for at finde sørgelige rester af tørt gammel græs og andre spirer.

Le'ah lænede al sin vægt op af stammen hun stod nær og begyndte at gnubbe sig op af den ru bark. Ord det følte godt at få revet noget af den påbegyndte løse pels af. Det var for varmt og nu hvor det begyndte at løsne sig kløede det også som en i bare helved. Træet svajede en anelse under hendes vægt, men det virkede ikke til stammen ville knække. Træet var trods alt solidt, eller sådan så det i hvert fald ud.

En hvid klump af blødhed. Det var hvad der mødte den plettedes øjne da hun kom længere ind i skoven, og det forklarede jo også fint de besynderlige totter af hvide hår der hang på træerne. En lille, robust bygget hoppe, med en tyk og blød udseende pels. Ivory blev næsten skuffet, da hun fandt ud af at det alligevel ikke var træerne der havde fået pels for en dag. Selvom selskab ikke gjorde noget, det gjorde det aldrig! Selvom det var på tide at hun fandt tilbage til sine forældre, så var det altså næsten for spændende at lære nogen nye at kende, for det var det Ivory nød mest af alt her. Hendes forældre blev lidt kedelige i længden, selvom hun også savnede dem en smule. Mon de også havde savnet hende? Hun havde jo kun været væk i nogen dage, men stadigvæk. Det var længere tid end hun nogensinde havde været væk fra hjemmet før.
”Hvad laver du?”
Lød hendes sprøde stemme roligt igennem forårsluften. For hvad lavede hun egentligtalt? Pels var jo meningen at skulle blive på kroppen. Måske var hun syg. Ivory skar en grimasse ved tanken, og bakkede en anelse tilbage. Hun ville ikke blive lille, og tabe sin pels.

Åh ja! Ih liiiige dér. Den spot. Mmh. Le'ah stod helt fortabt i sine egne tanker med en saglig brummen da det lykkes at at få gnubet det sted der kløede allermest op af den rug bark. Hun var så langt væk i saglighed at hun slet ikke havde hørt hun ikke længere var alene, og det kom som et lille chok for hende da hun hørte en stemme.

"Øh. Jeg klør mig. Jeg forsøger at få min vinterpels væk, så mit hår ikke er så langt. Her er så dødsens varmt!"

Le'ah så på den plettede skikkelse, og rettede sig en anelse op. Åh jamen det var jo endnu en af de små! Le'ah smilede. Åh det her sted var jo fyldt med små unge. Føl og plage!

Kløede sig? Ivory stod undrende og betragtede denne fremmede. Vinterpels? Varme? Hvad var det dog hun fablede om. Der var da stadig rimelig koldt, efter Ivorys mening. Altså ikke som i koldt, koldt, men det var køligt stadigvæk. Det havde været virkelig koldt da hun blev født, og nu var foråret kommet. Det var dog ikke dødsens varmt, efter Sneungens mening, men det måtte den fremmede vel om.
”Nå … Okay. Jeg hedder Ivory. Hvad med dig?”
Spurgte hun blot, for at skifte emnet fra alt den mærkelige snak. Hvad var vinterpels overhovedet? Det var jo det samme pels man havde, det var jo ikke fordi at man pludselig blev lyserød når det blev sommer. Det ville være mærkeligt, og det skræmte hende en smule. Hun kunne godt lide at have de samme flotte og eksotiske pletter som sin far. Apropos pletter, så havde den fremmede også pletter. Samme farve som Ivory, men bare færre. Hvor Ivory var lige meget sort og hvid, var den fremmede langt mere hvid end hun var sort.

Den unge hoppe virkede forvirret. Åh måske vidste hun slet ikke hvad vinter var! Måske var der aldrig vinter i det her land. Le'ah begyndte at savne sneen mere end hun gjorde før. Åh bare en smule sne, en lille bitte smule. Det behøver ikke være meget.

"Le'ah. Jeg er Le'ah."

Lød det med ganske venlig stemme. Hendes navn var ret nemt at udtale, synes hun i hvert fald selv, hvor imod da hun tykkede lidt på den andens, synes hun ikke det lå nær så let i munden. Mmh, måske havde alle så eksotiske navne her. Hvor her så egentlig var. Le'ah gav sig til at se på alle de mange prikker Ivory havde. Åh der var mange! Hun blev helt skiløjet og hendes blik sløret en smule, hun forsøgte at fokusere igen. Okay dårlig idé! For slet ikke snakke om at det var en dårlig og langtids beskæftigelse at begynde at tælle dem.

Le.. Ah. Leah. Lea’h? L’ea? Sikke dog et navn, mente Ivory. Det var da ikke til at udtale. Le’ah, var det det hun sagde? Det troede hun da. Nogenlunde. Men hun virkede venlig, og ikke særlig smitsom, så Ivory gik tættere på. Hun håbede ikke at hun ville tabe pelsen, men det var vigtige at få en ven, end at være bange for pelstab. Ikke? Stille rystede sneungen på hovedet af sig selv. Hun var forvirrende i sit eget hoved.
”Er du her fra øen?”
Spurgte Ivory, og tænkte slet ikke over om hun måske slet ikke var fra dette land. Det var alle jo. Sneungen var født her, alle var født her. Sådan var det i hendes verden. Hun mente også at hun ville have set denne Le’ah, hvis hun altid kom her på øen, eller boede her. Hun havde da i hvert fald været øen rundt adskillige gange.

Le'ah lod blikket forlade de mange prikker, og i stedet fokusere mere på øjenkontakt. Så ville hun ikke stirre sig selv blind på de mange prikker. Den større hoppe rystede på hoved som sit første svar. Før hun åbnede mulen for at uddybe.

"Jeg er slet ikke her fra. Ikke fra det her land overhoved. Jeg er endt her på mystisk vis, og jeg kan ikke en gang selv forstå det. Det var sådan ret pludseligt. Altså der var sne storm og sådan, virkelig koldt og barsk og Seth og jeg vi måtte finde ly og så var der det her lys og vupti så var jeg omgivet af den her hede!"

Måske gav det ikke så meget mening, og hun talte ret meget ud i en køre. Det skete en gang imellem at den pelsede hoppe fik et anfald hvor hun bare plaprede løs. Hun smiler skævt. Det lød jo faktisk lidt langt ude. Det var stadig svært at kapere for Le'ah, hvordan pokker skulle andre ikke fortolke det.

Fuldstændig paf stod Ivory med let åben mund og stirrede på den fremmede. Fortalte hun nu også røverhistorier? Det kunne umuligt være sandt. Enten var man født her, eller også var man her ikke. Og så var det slået fast.
”Øhm..”
Var det eneste hun fik over sine læber til at starte med. Hvad var der at sige til sådan en historie? Den kunne umuligt være sand. Det var sikkert, for hvad var sandsynligheden for at det kunne være rigtigt? Næsten intet.
”Det lyder mærkeligt. Men er du sikker på at du ikke bare laver sjov? Fordi jeg er lille?”
Spurgte hun mistroisk. Det kunne da godt være at den ældre hoppe troede at hun kunne tage gas på Ivory fordi hun bare var yngre, men det kunne hun altså ikke. Ivory hoppede i hvert fald ikke på den, nej, ikke det mindste.

Det lød jo også fuldstændig absurd! Der var jo ingen der bare dukkede op ud af den blå luft. Telepoterede sig eller sådan noget. Le'ah havde endda selv svært ved at tro på det her var sandt. Altså først havde hun troet det var en drøm. En virkelig under og lang drøm. Det kunne det også være og at hun snart ville vågne og og finde ud af hun kun følte sig varm fordi hun havde fået midt pladsen.

"Det eller jeg drømmer! Jeg tager virkelig ikke gas på dig, jeg ville så heller aldrig selv have troet på det. I hvert fald ikke før nu."

Le'ah grinte for det var jo virkelig underligt. Hele det her, hele det her land og den varme. Det var så underligt og i hendes verden så unormalt. Hun kendte mest til sne, om sommeren var der ikke nær så meget sne i fjeldende, der var dog stadig en del, men det var til at finde steder var der ikke var, og hvor man kunne finde frisk føde og ingen storme i nogle måder. Men ingen sol og varme som her.

Det virkede ikke som om den fremmede plettede løj, men historien var jo absurd. Umulig. Ivory sukkede. Så måtte hun vel bare tro på det, eller lade som om. Hun havde bare ret svært ved det, for hvordan kunne noget så helt igennem mærkeligt være sandt? I hvert fald drømte den fremmede ikke, for Sneungen var helt igennem virkelig.
”Du drømmer i hvert fald ikke. Jeg er nemlig virkelig!”
Svarede hun. Ingen skulle tro at hun ikke var rigtig levende, for det var hun altså helt sikkert. Le’ah. Det var det hun havde heddet, og sådan man udtalte det, ikke?
”Hvor kommer du så fra, hvis ikke.. Hvis ikke du kommet herfra?”
Spurgte hun. Hun havde stadig svært ved at tro på det, men hun måtte vel bare leve med det. Hun skulle have en seriøs snak med sin mor bagefter, om sådan noget som det her kunne være rigtigt, overhovedet. Hendes mor vidste jo det hele, og hvis Mitis ikke gjorde, så var Ivory sikker på at Chrome nok skulle vide det. De var jo hendes forældre, hvis de ikke vidste alt, hvem i alverden skulle så?

Det var et lettet suk der kom fra den kraftigere hoppe. Okay hun drømte ikke, altså måtte det være sandt. Eller også drømte hun og i hendes drøm var den prikkede unge hoppe virkelig. Okay nu blev det for forvirrende! Le'ah stoppede i sine egne tanke og gav sig i stedet til at besvare den prikkede Ivorys spørgsmål.

"Jeg kommer fra fjeldende, store kolde sne dækkede områder. Faktisk er det ikke unormalt at sneen kan nå helt op til ens mave! Jeg boede der sammen med min familie. Min onkel, min nevø, min bror og så Seth og Iah."

Åh! Seth! Le'ah gav sig til at se omkring. Han var ikke her. I hvert fald ikke imellem disse træer.

Ivory lyttede stille til hoppens mærkelige historie. Sne. Helt op til maven! Sneungen skuttede sig. Så meget sne var altså ubehageligt, og det havde den prikkede egentlig ikke lyst til at opleve.
”Uh! Sne helt op til maven? Der er sne her, men ikke helt så meget. Nu er det forår.. Men snart er det sommer siger mor! Det er min første sommer, og jeg glæder mig så meget. Mor siger at det vil blive rigtigt varmt.”
Fortalte hun ophidset. Det ville blive fantastisk. Og så til vinter, ville hun stolt kunne sige at det var hendes anden vinter, og det var altså ret så meget efter Ivorys mening.
”Seth.. Iah? Det er altså nogen ret så fjollede navne i har. Og hvor er de så henne?”
Spurgte hun og kiggede søgende rundt. De måtte da være sammen, hvis de var familie og det hele.