A dangerous path [Myth]

Mange ville aldrig være kommet til stedet som var mest farligt for en. Faren var der, overhængende i hver en krog af den mørke vulkanø. Især når man var den tordenfarvede hoppe der fornyligt havde taget røven på skyggerne som huserede på øen. Det havde været en test af mangt og mange, men svar var kommet med den dag og den tordenfarvede hoppe havde siden opholdt sig langt væk fra alle. Nu tænkte hun dog at det var på tide at se faren i øjnene. Med faste og beslutsomme skridt bevægede hun sig over Foehn i retning mod vulkanen, og afventede blot at nogle ville komme farende. Derfor var hun på vagt for ikke pludselig at blive helt overrasket. De mørke skygger var bag hver en busk, under hver en sten. Hun udsendte et kaldende vrinsk og stoppede nu op. Nogen måtte have hørt hende nu, derfor afventede hun nu.

Den næsten helt hvide hoppe holdt sig til Foehn. Hun så yderst sjælden nogen grund for at drage væk, og dagen i dag var heller ikke tilfældet. Den blege hoppe befandt sig netop på Foehn, da et vrinsk brød den ellers stille aften. Et vrinsk der ikke var velkommen! Et vrinsk der tilhørte en der ikke var anset hos dem. En forræder.
Myth kunne mærke hvordan skyggerne vendte og vred sig i hendes indre, rassede og frydede sig. Der var så mange blandet følelser i den blege hoppes indre, men en ting var sikkert. Denne skulle spadsere uset forbi, nu hvor hun så frivilligt kom til dem.

Et hyl af et vrinsk skar sig igennem fra den næsten helt hvide hoppe. Besvarede denne sorte torden hoppe. Med de altid døde bevægelser havde den blege hoppe forladt vulkanen og dragede nu ud efter denne. Åh hvor hun skulle lide. Åh hvor smerterne skulle mætte dem.

Hun hørte den hvide hoppe hvis navn hun næsten delte med hende. Hun fandt hurtigt frem til i hvilken retning hun ville komme og vippede med ørerne inden hun nu så direkte på den sorte hoppe med et roligt blik i de ellers tomme øjne. Hun vidste at disse hestes sind var totalt besat af disse skygger. Hvor ynkeligt. Hun løftede hovedet og brummede blot feminint til hende. Hele hendes positur var rolig og udstrålede ligeledes den ro og afklaret hed der hvilede fortsat på den hvide myte.

" På tide "

Sagde hun så. Ikke at hun havde ventet længe, men hun hentydede til at de ikke var kommet noget før. Hun trådte et skridt frem mod hende, inden hun så blot afventede.

Den sorte torden hoppe stod der, afventende. Hun opsøgte dem frivilligt, hun kom frivilligt til dem. Hvad præcis ville den sorte hoppe dog opnå med dette, medmindre hun søgte lidelser. Kunne hun dog gøre dette uden at dele glæden og fryden med sine brødre? Hun kunne vel, men det ville være synd at tage det hele for sig selv! Men lege med hende kunne hun, hun fryse hendes hjerte og på den måde stoppe hendes blodomløb, blot for en kort stund. Åh. Der var flere idéer til hvad hun kunne stille op med denne hoppe. Så mange muligheder.

"Du kommer frivillig til os, til dem, til ham."

Lød den kolde stemme, der bestemt ikke havde en behagelig lyd. Den var hæs, tom og lavmeld som en hvisken. Myth var stoppet tættere på den sorte torden hoppe, end hun normalt gjorde ved andre, hun var ganske lunefuld, om end dette ikke skyldtes skyggerne der havde bosat sig i hende, de skygger der var blevet en del af hende og hun en del af dem.

Ørerne var vendt fremad og hun rykkede sig ikke en millimeter selv da hun endelig kom til hende. De besad begge tomme intetsigende øjne og på mange måder var de to navnesøskende ens, men så alligevel ikke. Hun trådte et skridt frem, men holdt stadig en sådan afstand så den hvide kunne se at hun ikke var ude på at flå skindet af hende. En lavmælt brummen kom fra hende og hun lyttede blot stilfærdigt.

" Ay. "

Lød det blot hult fra hende. Den andens kolde hæse stemme ramte hende ikke. Den gik blot igennem hende som et spøgelse. Til tider ville den sorte ønske hun blot kunne flå sin sjæl ud. Sjælen skænket af lyset. Sjælen som havde gjort hende svag i sind. Hun fnyste ved tanken og kneb øjnene sammen inden hun blot stod for at stå.

Torden hoppe virkede ikke som en med et selvmords ønske, ikke set ude fra- men skindet kan bedrage, og der ved var den blege hoppe nysgerrig over hvorvidt hoppe var kommet med sit dødsønske eller om hun var hen af som den første gang hun havde set hoppen i bjergende.
For en stund stod Deadly Myth helt stille som var hun en statue. De tomme øjne stirrede stift på denne sorte hoppe. Studerede hende uden at blinke. Søgte at finde en grund for hvorfor hun kom til dem! For hvis ikke det var for at lide en smertefuld død- hvorfor så komme frivilligt til dem hun havde svigtet. For torden hoppen havde svigtet dem! Jo vidst klarede de deres mission, og hjertet var blevet bragt til hendes broder- han var nu en del af dem, men det var ikke tordens hoppens fornøjelse.

"Du svigtede, du fejlede."

Stemmen var tom, men hun bebrejdede denne hoppe, og nok trods ordende var tomme for en hver glød, for had, så ville hoppen nok vide at hun ikke lige frem var glad.
Toturen ville hun trække ud, uanset hvor meget hun ville nyde at gøre det selv, hvordan kunne hun så snyde sine brødre for det.

Myth var godt klar over hun havde svigtet og udnyttet skyggerne. Hendes formål havde ikke været at hjælpe dem med at hente hjertet. Det var hende underordnet i det hjertet og den det tilhørte ikke betød noget for hende. Noget der havde betydt noget var den skumle sjæl. Myth bed tænderne sammen. Det var hendes svaghed. En for stor svaghed var det blevet. Hun så mod den blege hoppe som hun delte noget af sit navn med.

" Aye. Jeg udnyttede jer til mit eget formål. En søgen efter viden. En viden i nu har bragt mig, så jeg er i gæld til jer. "

Der var kun en dyb alvor over den tordenfarvede hoppe. Hendes formål med at følge dem til den skumle sjæl var netop for at teste om der var noget i den skumle der nærede en snært af gensidig følelse, men at han havde trukket sig og efterladt hende til det der havde været sikker død, hvis ikke skyggerne havde trukket sig havde givet hendes svaret. Den tordenfarvede hoppe fnyste.

" Hele mit liv har jeg følt smerte. Så kom venligst med noget nyt. "

Hvislede hun så indædt. Hun havde mange år på bagen. Nogen sagde hundrede år, andre årtier. Det var uvidst hvor længe hun havde levet, men smerten var kulmineret i det hun blev bundet til sit eget kød og blod.. Det var kravet for at komme hertil. Et dødeligt legeme.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Et vrinsk havde vækket den hvide skikkelse fra sin slummer - fra en stille vågen over sin floks areal, og de sjæle der vandrede rundt blandt dets mere frodige side. Et vrinsk, der så absolut var velkendt, men på ingen måde kært, og som ikke bragte hingsten mere end afsky. Alligevel blomstrede en sær form for bizar fryd sig i det splittede sind, idet han satte i bevægelse, søgte netop den skikkelse, den sjæl, der var kommet for at lade livet i skyggernes hænder. For andet var hun næppe kommet til denne ø for. Tordenhoppen ville ikke forlade denne ø igen, ikke uden dybe ar i sind og krop. Et andet hyl snoede sig imod ham fra selvsamme retning, et der ligeledes ikke tog længe at forbinde med en kendt. De to myter, den dødelige og midnatten på samme grund. Hvilket spektakulært syn.
På trods af sin iver, efter at plante tænderne dybt i det gnistrende skind, førte sneræven sig med en enorm elegance, i en rolig skridt. Hvis hun var kommet hertil frivilligt, forlod hun næppe øen før hun havde fået hvad hun kom efter. Hvad end det var.

To skikkelser, to hopper, tegnede sig af mørket, og den snerren de to udvækslede kunne høres selv på hingstens afstand. Han gjorde sig intet for at tiltrække opmærksomhed, og det var næppe lyd der afslørede hans skridt. Snarere var det mørkets reaktion, for med hvert skridt hingsten kom nærmere, sænkedes temperatur, sænkedes lysniveauet. Ligeledes reagerede de stillestående skygger, og mørke væsner blev bragt til live i begge hoppers, før de langsomt søgte den lyse hingst. Skridt for skridt nærmede han sig, synes at have al tid i verden, samtidig med at påvirkelsen af hans nærhed blot steg. Snart ville begge være ubehageligt nedkølede, snart ville netop dette sted på øen være mørkere end før. Snart... Snart ville tordenhoppen føle de makabre væsners hævn.

En latter lød fra den næsten helt hvide hoppe. En forfærdelig lyd, og en lyd man yderst sjældent hørte fra skyggehoppen. Hun fandt dette ganske vidst morsomt, på en underlig måde var hele situationen ganske morsom Myth. Hun havde fundet sit svar, og stod i gæld til dem. Lige præcis den del forstod hun ikke helt. Ikke direkte, for hvad havde hoppen fundet svar på- hvordan man mest går døden i møde på den mest smertefulde måde?

Myths latter holdt inde, for en kulde kom til området sammen med mørket. Ikke blot hvilken som helst kulde, men en kulde og et mørke hun, eller skyggerne i hendes indre kendte. En fryd. Deres, hendes broder kom, han kom nærmere. Kulden var den blege hoppe van til, hun var aldrig varm- hjertet der dumpede blod rundt i hendes åre, bedrog ikke med varme, men jo nærmere hingsten kom desto mere kølig blev hun, til kulden ren faktisk blev ubehagelig.

"Noget nyt. Du vil have noget nyt?"

Lød det pludseligt fra den blege hoppe, stemme var endnu kuld og tom og der var ej spor af følelser at hente. Ingen toner der kunne fortælle at denne stemme tilhørte et levende individ. Om end, Myth levede, og hun levede for alvor iblandt skyggerne, iblandt broderskabet.

Der var intet den hvide hoppe kom med som berørte den tordenfarvede hoppe sønderligt. Faktisk var hun begyndt at kede sig en anelse og overvejede for en stund om hun bare skulle uskadeliggøre hende og så vandre videre, men det ville trods alt være uhøfligt. Mulen mimrede let da hun nu mærkede hvordan temperaturen dalede unaturligt omkring dem. Der var andre på vej og duften der nu snart ramte hendes næsebor var ikke til at tage fejl af. Ham. Sneræven. Skyggehingsten. Ligenu var fokus dog på den hvide hoppes ord og med et fnys og en svag trækning på de lyse mundviger nikkede hun blot mekanisk.
Lysniveauet sænkede sig nu ligeså og skyggerne blev levende. Det fik Myth til at følge deres færd med øjnene og snart kunne hun se den hvide skyggehingst foran sig. Det var så sandelig også på tide. Gnisterne ulmede over hendes ryg, og sprang ind i mellem op, alt sammen en instinktiv reaktion på blot hans tilstedeværelse. Hun tog et skridt sidelæns og skabte noget rum mellem sig og den hvide hoppe, inden hun uden frygt i de tomme øjne vendte blikket mod de matchende øjne på den hvide skyggehingst. En hæs hvislen forlod hendes strube og de mandelformede ører var rettet ligefrem, mens hun stadig var opmærksom på den hvide hoppe. Halen piskede et par gange bag hende og hele omskiftningen er atmosfæren havde som sådan ikke påvirket hende, for hele verden stod stille for hende. Hun følte ikke noget på nuværende tidspunkt. Den uhyggelige ro hvilede over hende på nuværende tidspunkt. Hun var afklaret.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den negative skygge lod sin føærden ende ganske nær sin søter, både af farve og af blod. På sin vis var de to ganske ens, med tåreformede skyggear, men med vidt forskellig øjenfarve, og endnu mere uens personlighed. De havde dog den mørke rus til fælles; en kølig morskab ved at se tordenhoppen vride sig. Den hæse hvæs der lød fra hende, tydede dog på, at hun vidste præcis hvad hun var gået ind til. Skyggeræven lod de lysende øjne knibes let sammen, indtil de blot var smalle streger.
"Måske det er nederlag hun vil have, søster."

Kortvarrigt lå hingstens opmærksomhed på skyggen ved hans side, hvorpå de lyse ører langsomt plantede sig i nakken, og et dybt fnys forlod ham. Havde han haft lyn i sit sind, havde der ligeledes danset gnister over skindet. Dette var dog ikke tilfældet, tilgengæld svirvlede mørke væsner omkring ham, og en dæmpet snerren genlød i mørket omkring dem, allerede før den forlod hingstens strube.
"Hvis det er tilfældet, lad os da skænke hende hvad hun ønsker. Hun forlader ikke denne ø uden ar."

Det sidste var mere en ordrer, end en konstatering. Han ville ikke tillade andet, de ville ikke tillade andet. Han ønskede at trække hendes blod, om så hun påvirkede hans hjerterytme med den spøjse magi hun besad. Han kunne sejre, det stod dybt bevidst i hans tanker. Han betvivlede ikke et sekund evnerne, specielt ikke på denne grund, der var under syggernes herredømme.
Et højlydt fløjt lød fra den arrede skabning, idet han rejste sig på bagbenene, med samlede forben, og da sprang imod tordenskyen. Tænderne blottede, hovedet sænket, og skyggerne et trit foran ham.

Fuyus stemme lød, hans stemme lød. Åh ja hun ønskede andet en smerte, men smerte var det Myth kendte bedst til- men hvorfor give hende hvad hun ville have, hvorfor skulle torden hoppen fortjene at få sit ønske opfyldt, nu hvor hun havde svigtet, fejlet.
Nederlag kunne de så vidt kunne give hende, hun kunne dele stunden med sin broder, Volin- så tog hun det da ikke for sig selv.

Et smil, anstrengt, et smil der så ud til at gøre mere ondt på hende end noget andet, kom frem på den spraglede mule. Åh, de kunne sætte ar, selvom Myth langt bedre kunne lide at gøre én anden ting end at sætte ar.
Hun rakte ud i sit sind. Hun mærkede hvordan hjerterne hos de to andre heste pumpede blodet rundt i deres åre- hun sotrede Fuyus fra hurtigt, deres broder ville hun ikke røre, ikke på denne måde- hun rakte ud efter tordens hoppens hjerte, hun kunne fornemme, hun kunne høre hvordan det pumpede men ikke længere. Langsomt blev det kvalt, til det holdt helt inde. Myth holdt det hende så langt hun kunne, før hun måtte slippe og lade torden hoppens hjerte tø igen. Alt imens havde hun set på med tomme øjne, men med fryd i sindet.

Hoppen stod blot stille. Alt stod stille i hendes verden, som længe var gået i stå. Det var somom at alt bevægede sig langsommere og hun blot stod og så til, mens det hele udfoldede sig omkring hende. Den hvide skygge kom nærmere. Talte til dens søsterskygge, men tordenhoppen havde nu lukket af. Det eneste hun hørte var en svag mumlen som ikke var tilegnet hende, mens det eneste hun nu så var at den hvide skygge nu bragede til angreb i ledtog med sine skygger. Verden blev for en stund uklar, da den hvide hoppe fik krammet på hendes hjerte. Tordenhoppen ville være frosset til stedet hvis det ikke allerede var tilfældet. Hun foretrak ikke en mine, men lukkede i stedet de tomme øjne, mens et lille smil tegnede sig på den hvide mule da angrebet fadede ud i ingenting igen, men hun var ramt indvendigt, for hun havde været uden blod til hjernen for en svag rum af tid. Hvordan hun var blevet stående var uklart, men hun stod der blot og afventede deres kedelige lille løsning. De ville efterlade hende med ting hun allerede have. I sindet, på kroppen og på den skænkede sjæl. Hun lo, lavmælt grundet hoppens angreb.
Hun havde forberedt sig mentalt på dette angreb fra hingsten. Hun var mange hundrede år klogere end disse to. Hun havde en evne der kunne udøve psykisk terror. Hun havde set så meget, for det var ikke kun modstanderen der oplevede deres værste mareridt. Myth havde også skulle se dem. Det var en indirekte pris for evnen. Hærdet var hun og frygtede derfor ikke hvad der kom. Den fysiske smerte kunne aldrig overgå den psykiske. Hoppen var endelig afklaret og klar til sammenstødet.
Hingsten ramte hende som et godstog, og hun lod sig blot falde til jorden uden videre, for at afbløde det. Skyggerne var med, men det var hun ej selv. Passivt lå hun blot som et dødt legeme uden at foretrække nogen som helst mine. Alt var dødt i hendes blik. Hun følte intet ud over en sitrende fornemmelse i hele kroppen.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Små gnister fængede den hvide pels, idet han kolliderede med hoppen, begravede tænderne dybt i hendes strube, og tvang hende til jorden, med en sådan lethed, at han næsten var chokeret. Før hendes vægt fra ham ned, løsnede han grebet, og blev i stedet stående over hoppens livløse krop. Et bittert smil hvilede på hendes læber, som en hån om, atderes angreb ikke rørte hende. Måske visse ville være påvirket af det, men den hvide hingst tog det knapt så nøde. Det var ham uden bekymringer om hun led eller ej, han ville blot have tilfredsstillet sin egen personlige hævn. Raset ud over det tab hun næsten havde kostet dem.
Halen svirpede igennem luften bag ham, idet skyggerne krøb langsomt over hende, synes at trænge dybt ind i hoppens krop, og fryse alle vitale organer. Over alt fæstnede de mørke hvæsner sig, og snart gentog de de hvide skyggehingts ord. Hvisket direkte til hoppens trommehinde, hvisket fra handes årer, fra hele hendes krop. Der var ikke had i ordene, men en dyb morskab over hendes opførsel, og ikke destromindre magt. På trods af, at hun ikke strittede imod, kunne han med lethed fæstne hende til jorden på præcis samme vis. Så længe hun blev liggende frivilligt, havde han dog ikke i sinde at benytte sig af netop de evner.
"Midnighht, mere formålsløs sjæl findes næppe. Føler du dig nu opfyldt? Med viden om, at du forrådte de eneste der kunne give dig frelse? Den røde sjæl har efterladt dig igen, som han altid vil gøre. Smidt dig til side, som det skarn du er, uegnet til hans fremtidige planer. Og tilbage er du kommet, med et ynkeligt håb."

Den hvide hingst var ganske bevidst om sin søsters indflydelse, og dermed også om, at hoppen ville være omtået. Men ordene blev tydeligt udtalt, dybt både i hendes sind og hendes fysiske krop. Kastede ekko i hendes tankeløse sind, forvred hver ting til et mareridt. Ganskevist kunne han ikke bryde bånd, og knuse hendes hjerte som den røde havde gjort, men han kunne binde hende fysisk, og indsnævre hendes psyke, som skyggerne havde gjort med hans. Han ønskede hende død, men samtidig noget langt, lange værre. Et sygt smil bredte sig langsomt på hingstens mule, forvred det skyggear, der løb langs kæberne, og blussede op i de mælkehvide øjne. Modsat sin søster, var der massere af liv i disse. Og et dybt begær efter at skade hende mest muligt.

Deadly Myth så passivt til- for en stund i hvert fald. Hun så hvordan skyggerne, hvordan hendes broder gik til angreb på denne torden hoppe. Det virkede for nemt, næsten som var det lidt fornemt- det kunne gå hen og blive kedeligt. Torden hoppen virkede så livløs, hun virkede næsten som den dag Myth havde set hende for første gang. Svag og uden formål.

Da hoppen lå i jorden begyndte Myth at kredse rundt. Hun havde lyst til at gøre en ende på det hele- men hvor ville det sjove være i det. Hvis de blot gjorde det hurtigt og rent- det ville være for kedeligt og hævntørsten ville ikke blive slukket. Hvordan kunne de få hende til at lide mest mulig.
Et enkelt blik blev kastet på hendes broder. Ham hun endnu stod i stor gæld til, ham der havde vist hende vejen. Hjulpet og fulgt hende. Blikket blev atter rettet imod torden hoppen. Åh hun skulle lide, selvom hun ikke ønskede noget nyt- det var ikke hendes ønsker der skulle opfyldes.