A dangerous path [Myth]

Kulden bredte sig i hoppen, men den var en uvant. Skyggerne trængte ind i hendes krop og langsomt, dog uden så meget som at give det væk, kunne hun mærke hvordan hendes krop holdt op med at lystre sindet. I sindet kunne hun ej mærke noget lige nu. Hun vidste skyggerne bankede på for at komme ind og hærge. Ordene der blev sagt hørtes tydeligt, og selvom der gik en rum tid før der kom nogen reaktion fra hoppen, så var det ikke den typiske reaktion. Det bitre smil tegnede sig bredere over den hvide mule og en kvalt latter skurede sig vej fra hoppens frosne bryst. Det var som om de slet ikke kendte hende. Med mekaniske bevægelser fik hun sig bevæget op på siden og stirrede blot den hvide tilbage i de mælkehvide øjne. Blod var begyndt at trille fra hendes næsebor, og med en kort sprutten og hvæsen var smilet atter plantet. Hvis skyggerne kunne tale til hende i kroppen så kunne hun også svare.

” Hah! Skæbnen er led, men thi har det været min i årtier. Håb, hah! Ikke andet en det ynkelige håb min nu dødelige sjæl har bildt sig ind. Fri fra den er jeg snart. På den ene eller anden måde. ”

Selv hendes indre stemme hvæste, hånene, om end både af sit dødelige legeme, men så sandelig også alt omkring hende. Midnats myten viste en af sine mange sider. Skyggerne ville blive skuffede i deres forsøg for at forvride alt til et mareridt. Der var ikke mere at forvride. Hver brøkdel af hendes liv var et levende mareridt. Kun de første få stunder som spæd, som var en tåge for hende var gode minder. Hun følte ikke smerten længere, det var somom hun var blevet immun overfor alt den smerte hun i sit lange liv måtte have oplevet. Hvilket også var hvorfor gnisterne kun ulmede svagt over hendes sirlige aftegn. Hun var i et så roligt stadie at hun næsten virkede død. Der var intet der kom bag på hendes længere. Det var kun det dødelige legeme der sagde fra overfor skyggernes greb, med dens sitren og blodet der dryppede fra næseborene.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Smilet forvred det lange ar, der løb langs hingstens kindben, og et kort fnys gav snart adgang til fnisen, og snart latter. På trods af, at der kun var hån til overs fra todenhoppen, lod han sig ikke gå på. Han var for sin vis ligeglad. Hun kunne le og vrise sig som det passede hende, men noget måtte hun betale. Og livet var for let sluppet. Nej. Han ville have noget... Mere. De hvide øjne blev langsomt smallede, alt imens han blik synes at se tværs igennem den arrede sjæl foran ham.
"Skæbnen har aldrig været gavmild, tordenhoppe. Og aldrig vil den blive det."

Ordene blev sagt med mening, for den hvide hingst havde selv oplevet skæbnens bitre side, set sit livs gflamme glippe, og fået revet sin velvilje imod livet fra sig. Han var ej længere hvad han engang havde været, men ødelagt ville han næppe kalde sig. Med alle de ar, var han blevet hel. Eller ihvertfald halv. Der manglede stadig noget. Noget der kom igen i de korte momenter herrens stemme lød i hans indre.
"Briinahe, Zeymahe, dreh ni komeyt daar qo."*

De fængslende ord blev hvislet fra tusinder af sider, og synes som et fremmed sprog for ørene. Skyggerne lod dog en helt anden historie lyde, ord dannede billeder, meninger, og disse var netop ment for det. Lad ikke hoppen forlade øen. En fælles ordrer, ikke blot til hans søster, der befandt sig ganske nær dem, nej, snart ville ordene bringes til broderskabet. Den sorte hoppe ville ikke forlade øen, medmindre andet blev sagt. Detvar hendes dom, det hun fremover skulle leve med. Hvorvidt hun ville falde til her afhang af... Mange ting.
"Midnight Myth, dommen er blevet afsagt. Dit liv er bundet til øen fremover. Hvordan du vil vende det, vil kun fremtiden kunne vise. Ven det som det passer din værdiløse sjæl. Til morskab, pinsel eller tidsspild."

*Søskende, brødrer, lad ikke denne torden flygte.

Der var ingen følelser at spore i de mælkehvide øjne i det de betragtede den hvide skyggehingsts mimik. Han var en sær sjæl, eller var det ham der var sær eller skyggerne. Det var et mystisk folkefærd disse skyggeheste, deres sind forvredne og manipulerede, næsten som et dukketeater. Myth gjorde små udfald i det hun forsøgte at komme på benene, men kroppen var endnu ikke klar, så hun måtte indfinde sig i at blive tålmodigt liggende. Dommen blev afsagt uden tordenhoppen gjorde nogen mine. Hun følte faktisk en hvis glæde inderst inde, hvilket nok undrede hende selv et eller andet sted, men hun trak svagt og oprigtigt på smilebåndet. Derpå rettede hun de mælkehvide blik mod det tilsvarende hos den hvide skygge.

" Årh Kære. Jeg er sikker på jeg får det ganske hyggeligt her. "

Lød det sukkersødt fra en hvislende stemme, mens hun endnu engang rykkede på sig. Forbandede legeme. Ind i mellem kunne hun håbe på nogen snart flåede sjælen ud af den, så hun kunne blive hel igen, hvor underligt det end lød. Sjælen var som et fremmedlegeme for hende, for før hun kom hertil havde hun aldrig haft sådan en byrde.

Myth stod stadig passivt. Hun havde ikke noget at sige, kun afventede hun på om denne hoppe skulle fortæres. Hun tog ikke besynderlig meget notis af tordenhoppe- og alligevel. De sorte pupilløse øjne hvilede på denne fortabte hoppe- sulten. Som en lydig hund ventede hun.
Afgørelsen var på en måde skuffende. Men herrens ord var lov. En lov hun ville følge- i hvert fald meget bedre end hun allerede havde gjort.
Skyggen hoppen så en enkelt gang på sin hvide broder, før hun vendte sig væk fra dem og begav sig tilbage imod vulkanen. Hun havde ikke mere at gøre, ikke for nu. Hoppen måtte leve, men aldrig forlade øen. Det skulle ikke blive så svært at sørge for.

- OUT

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Skyggehingsten bemærkede sin hvide søsters skuffelse, og ligeledes følte han ej heller den rislende fryd af hævn. Men tordenhoppen var for arret til at opfatte fysisk og psykisk skade som straf. Selv døden ville hun velkomme med åbne arme. Der var ej meget tilbage for broderskabet at udsætte hoppen for, andet end den udnyttelse de selv ønskede. Og en hoppe var hun, denne tordensky. Tilmed en, der havde båret mange føl, og forstod sig på opdragelse. Således fremstod det ihvertfald i hvidlingens øjne, og det var delvist med dette formål, at han holdt hende inden for deres rammer. Ligeledes var der noget bittert - noget ondt i sindet på hende. Hun ville bringe dem ofre, død og ødelæggelse, så længe hun ikke så en grund til at forlade dem bag sig. Igen.

Den snehvide hale piskede kort bag hingsten, før han lod et højlydt fnys forlade sin arrede mule. De hadefulde ord hun spyttede ud, bed ikke synderlig på ham. Dog havde han andet at se til, nu hvor hun var bundet af ord til denne ø. Andre sjæle der behøvede hans tilstedeværelse mere end hun hans. Hingstens skridt var lydløse, dæmpet af det tætte skyggelag omkring de gyldne hove, da han langsomt trådte bort fra den faldne hoppe, og overlod hende til det omgivende landskabs stilhed.

//Out