Last Light

{Volontaire}

Solen kastede sine absolut sidste stråler over øen af aske, de glødede voldsomt i et helt spektrum af rød og oplyste den ellers mørke ø uden liv. Hvad den grå bestilte her var egentlig uvist. Hun havde ingen bestemt grund. Der var blot det at intet kunne skræmme hende bort, selv ikke den nye viden hun havde om øen. Ikke at den var stor, hun havde kun fået hvisket en brøkdel, det var hun sikker på. Med gnistrende, gyldne øjne betragtede hun hvordan skyggerne blev længere, skygger af livløse træer som strakte sig mod himlen som i et sidste forsøg på at nå et højere sted. Skygger. Hun vrikkede på sine bløde ører, inden hun igen flyttede på sine nu askedækkede – og derfor ikke længere lyse – hove efter at have stået stille i længere tid, end hun havde fornemmelse af. Solen havde sat hele Andromeda i brand, og her stod hun på en askeø i flammer, et sted der ellers slet ikke var noget at sætte ild i.

168 words

Den sorte hingst, var vendt tilbage til det der var hans hjem: nemlig Foehn. Han holdt af at være her. For netop på denne ø, var han hverken mere eller mindre, end dem der var hans søskende var. De var et sammenhold, og havde kun én herre at følge. Den eneste rigtige herre. Volontaire havde som regel altid været en enspænder. Og han søgte kun at adlyde sig selv. Men med dette skyggebroderskab, var det noget helt andet. Solens stråler var igen på vej ned, og en rødligt flammende skær, var kastet over hele Andromedas land. Et fnys gled fra hans næsebor, der vibrerede let, fordi lidt aske ramte i dem. Skyggerne på hans krop hoppede og dansede, som glædede de sig til at natten for alvor tog til, så de kunne bevæge sig i det skjulte.

Før den sorte hingst nærmest selv vidste det, havde skyggerne hvislet til ham, at en bekendt var her. Ariel… Den sorte hoppe, med hvide aftegn. Datter af hans ene søster på denne ø. Hans isblå, tomme øjne, stirrede nu frem, inden han satte frem i en taktfast og maskulin trav. Hendes lugt ramte hans næsebor og da han nu kunne se hende, nærmede han sig hende stødt, dog i skridt nu. Hans øre hvilede bagud, køligt, mens han nærmede sig. Da han var tættere og i hørlig afstand, lød hans velkendte, tomme og kolde stemme, der dog måske nu, var endnu tommere end før.

,,Ariel”

Hun havde kun trippet et par skridt og stod stille endnu. Snart brød en lyd igennem stilheden, den stilhed som havde hvilet over øen hele dagen, al den tid hun havde tilbragt her efter mødet med Belial. En stilhed som var altomsluttende, men alligevel adskilte sig væsentligt for den stilhed der mødte én oppe i bjergpasset. Mere trykkende. Men det var ikke noget som tyngede den askegrå ned, trods de mærkværdige omgivelser som ellers ikke matchede hendes energiske sind der var en overflod af liv, så følte hun sig ikke fremmed på Foehn.

Det var lyden af skridt som nåede hendes nu spidsede ører. Den askegrå drejede hovedet i samme retning og løftede sin kridhvide mule yderligere, mens de gnistrende øjne søgte ud i det tomme landskab efter noget helt bestemt. Det var tunge skridt der lød mod den askedækkede jord, og noget ved dem var på mærkværdig vis velkendt. De var på vej direkte mod hende, det var der ingen tvivl om. Og snart åbenbarede skikkelsen sig, sjælen, den var sort og delvist hvid, og hun kendte den – og så alligevel ikke. Den forekom hende næsten fremmed. Men stemmen, stemmen som talte og sagde hendes navn, den kendte hun. Der gik et langt øjeblik hvor hun var tavs, hvilket var usædvanligt for den ellers sprudlende grå. Ikke af frygt, den følelse kendte hun slet ikke til, tavsheden kom ikke engang af forundring. Hun så blot til mens det stærke korpus nærmede sig og snart var hende nær.

”Volontaire.”

En forandret Volontaire.

253 words

Den sorte hingst, af både udseende og sjæl, stod fortsat blot og stirrede på den askegrå hoppe, med de hvide aftegn. Hun havde ikke forandret sig meget siden deres sidste møde – men dog så hun en lille smule mere voksen ud denne gang. Voksen var hun også sidst – men med alderen ville alle jo forandre sig lige så stille. Et svirp kom fra hans sorte hale, mens de isblå og tomme øjne hvilede hen på hendes ansigt. Man kunne ikke fornemme hvor hans øjne kiggede, for der var ingen pupiller til at påpege hvor hans blik lå henne – og det kunne han godt lide. For han kunne søge andre øjne nu, uden at de kunne se ind i hans sjæl; som nok heller ikke var der så meget mere.

Hun stirrede også selv på den sorte skikkelse, og kort tid efter, kom hendes hilsen. Den bar hans navn. Han nikkede blot kort og mekanisk, for at gengive at ja, han var skam Volontaire. Men ikke den Volontaire, hun før havde mødt og talt med. Der var han knækket. Ødelagt. Og havde et savn. Sådan var det bestemt ikke længere!

,,Hvad bringer dig til Foehn, Ariel?”

Hans stemme var kold og tom, og bevægelserne der kom fra ham, var stive og let mekaniske. Han bevægede sig nogle skridt fremad, for at se, om det fik hoppen til at bakke. Skyggerne omkring hans ben smygede sig rundt om ham, dansede tilfreds, mens de hvislede til ham. Hans øre lp dybt ned i den nu helt sorte man.

Der var meget af hans udseende som havde forandret sig. Øjnene, først og fremmest. Bringen, forbenene, ansigtet. Og så var der de skabninger som smøg sig om ham som røg, sort røg, men der var ingen ild, der var kun ham hun kendte som Volontaire og alt det blå som havde indtaget hans udseende. Det begyndte at dæmre for hende, det var slet ikke røg der smøg sig om ham, de så endda ud til at have deres eget liv. Det måtte være dem.

Stemmen havde også ændret sig, holdningen, selvom hun stadig kunne genkende ham uden tvivl. Hun drejede sine askegrå ører frem da lyden af hans stemme igennem brød igennem stilheden, modsat ham så var der intet aflukket ved den askegrås udtryk. Det var ligeså åbent som altid, hvis ikke mere. Ligeså ærligt.

”En pludselig indskydelse. Jeg har færdedes her i en dags tid, en ny viden har holdt mig tilbage fra at drage videre,”

Det var naturligvis sandheden. Normalt blev hun ikke det samme sted i længere end hun fandt det nødvendigt, end det hun lige følte for, altid var der andre steder at finde og genfinde. Men Belials ord havde alligevel fået hendes nysgerrighed til at vokse, men det var også noget andet der havde sat sig hende, en følelse hun ikke helt kunne sætte ord på.

”Jeg ser at du må være en af disse Skygger.”

De gyldne øjne forlod ham ikke et øjeblik. Han kom nærmere, men der var intet ved ham som afskrækkede den grå. Hun tog derimod selv to skridt, i en bevægelse så flydende at man knap lagde mærke til at hun overhovedet havde flyttet sig. Hun ville gerne se nærmere. I sit stille sind glædede hun sig over at se ham igen.

294 words

Den sorte hingst, stod atter stille, efter at have skridtet et par enkelte skridt nærmere, på den askegrå hoppe. Før delte de lidt af de samme farver, fordi han selv var meget mørk askegrå, næsten sort, i sine aftegninger. Men nu delte de ingen ligheder, udover det hvide de begge havde på kroppen. Men Volontaires hvide plamager var minimale. Men han var såmænd glad nok for at have dem endnu, for det gav ham en reminder om det liv han før havde levet – og det liv, han ikke skulle tilbage til igen.

Ariel så ikke ud til at dømme ham ude af sine bekendtskaber, for hun tog ikke afstand til hans sorte sjæl. Hun åbnede i stedet munden, og talte frit, med det hun følte for at sige – en ærlighed havde altid ligget over den askegrå hoppe. Allerede ved første møde. Hvad der var ved denne hoppe, anede den Sorte Volontaire ikke – det var ikke kærlighed. Nok heller ikke direkte venskab. Men der var bare en eller anden mærkværdig forståelse, imellem de to sjæle. Han nikkede kun kort til de ord hun sagde, omkring at det var en indskydelse. Igen talte hun da, og konstaterede at Volontaire, der stod overfor hende, måtte være en af disse såkaldte Skygger. Og det havde hun ret i. Et dybt og rungende brum forlod hans maskuline og stærke korpus, inden den hæse og hvislende stemme lød.

,,Du har ret. Jeg er en del af Skyggerne. De er en del af mig. Jeg lever for Dem, og De lever på mig og af mig.”

Svarede han, mens hans blik fortsat lå stift på hende, med de krystalglasfarvede øjne. Hun drog nu nogle skridt tættere, som søgte hun at finde ud af, hvad det var der skete med Volontaire. Skyggerne hvislede i hans ære, hvæste og advarede. Men intet gjorde de dog ved Ariel, og lydene ville hun ikke kunne høre. Han hvæste kort, som svar til sine kære skygger. For hun var ikke en trussel for ham eller Dem. Hans øre lå dybt i nakken, da hun var tæt nok på, for nu. Skyggerne kastede sig nærmest ind i hans pels, og de var ikke længere at se, fordi de blot var blevet plamager i hans sorte skind. Han virrede med det store hoved, og knejste sin nakke dybt op.

,,Det er hvad jeg er nu. Den sti, jeg følger, Ariel. Jeg følger kun Én Herre nu.”

Hun sprudlede ikke. Men der var heller intet opgivende, deprimerende eller afskrækket ved hendes udtryk som nærmest nøjagtigt afspejlede hendes indre. Den askegrå havde aldrig haft noget at skjule. Det hele kom alligevel an på øjnene som så. Forstod de hvad de så, eller misforstod de, det var op til dem. Nu lagde hun sit lyse ansigt på skrå, det stod sammen med hendes gyldne, gnistrende øjne i skarp kontrast til alt det mørke omkring dem og hendes egen, askegrå pels.

Hun betragtede disse.. Skygger danse på ham. Vred og vendte sig, det så nærmest ud som om de kommunikerede med ham. Det var et nyt syn for hende, hun havde set sin del af mystiske genstande i landet, men disse vridende skygger lignede ikke nogen hun nogensinde havde lagt øjne på før. Hun mindedes kort Jaidevs himmelstykke og Leonoras stjernepels. Det havde været en helt anden slags magi. Det blå på ham var også noget som optog hendes opmærksomhed, så stærk en blå..

I tavshed lyttede hun til hans ord, modsat ham med begge ører rettet fremad. Alt ved dem begge virkede modsigende, hans ulæselige øjne uden pupiller og hendes eget fyrige blik der ikke lagde skjul på meget. Hendes ører flyttede sig da han udstødte en hvæsende lyd, og de vridende skygger forsvandt ind under hans skind.

”Én herre siger du… En leder?”

Det undrede hende kunne hun mærke. Hun havde altid set ham som sin egen herre, men det så også ud til at han for alvor havde taget skæbnen i egen hånd. Flere spørgsmål brændte i hende, men hun følte alligevel ingen trang til at buse ud med dem. Der var en forunderlig stemning over dem, over dette møde. For hun følte en knytning til ham, om end den ikke byggede på mange møder, men mange ting havde ændret sig siden sidst.

307 words

Der var sket uendeligt meget, siden de sidst havde set hinanden de to. Men han vidste også, at Ariel nok på et eller andet tidspunkt, ville spørge ’Hvorfor?’. For at blive en skyggehingst, vidste den Sorte jo godt, ikke bare var noget alle ønske, eller blev for den sags skyld. Men hans beslutning havde bestemt ikke være uden betænkningtid – for det havde han haft rigeligt af. Og han havde derfor valgt at vende sig nederlag, til noget brugbart. Han havde vendt hele situationen, til at blive noget positivt og brugbart for ham selv. Ikke for Den Gyldne. Men det ville snart vise sig…

Ariels øre var hele tiden fremadrettet til den sorte hingst. Hun havde også set glad og tilfreds ud sidst de havde mødt hinanden. Mon alting gik i hoppens retning? Måske var nogen bar født med en masse held? Eller også vendte hun alle situationer til at være noget positivt for sig selv? Ja, han anede det ikke. Skyggerne dansede fortsat på ham, og en stemme talte fortsat til ham. Hvislede til ham. Fortalt ham, at hun skulle væk. Eller blive en del af skyggerne. Men Volontaire lyttede ikke. Nok levede og åndede han for sin Herre: men de dansede skygger på ham, var ikke hans Herre. De var en del af ham. Hans eget sind.

,,Én Herre. Skyggernes Herre.”

Svarede Volontaire med en mekanisk og hvislende stemme, der dog bar en kæmpe ruhed og tørhed.

,,Ikke en leder. En Herre. Min leder er Fuyu No Kitsune. Skyggeræven. Hvidlingen. Nok er han min leder, men vi lever og ånder for én og samme sti.”

Svarede den sorte hingst endnu engang. Han forstod godt hendes tvivl. For han havde altid været sin egen herre. Men dette var simpelthen noget helt andet. Noget, som Ariel nok aldrig ville forstå. Hvorfor han overhovedet forklarede så meget til hende, vidste han ikke selv. Men det gjorde han. Han var jo ikke ondskaben selv – nej. Han fulgte bare andre stier, end de fleste.

Den askegrå flyttede på ørerne mens hun lyttede. Og betragtede. Og forsøgte at forstå. Der var stadig ikke en lyd at høre omkring dem, det var som om de var det eneste liv der lige nu befandt sig på øen af aske. Hvilket også var godt det samme for hende. Den sorte, blåfarvede hingst som hun ikke helt kunne sætte ord på, hvilken relation de havde til hinanden, optog hele hendes opmærksomhed.

En herre og en leder? Det hele lød meget spøjst og fremmed, samtidig undrede det hende at hun intet havde vidst om noget af det. De blev ikke omtalt på de andre øer – den askegrå talte med mange sjæle, hvis det havde været udbredt viden, så ville hun sandsynligvis have hørt om det.. Men nej. Alligevel kunne det heller ikke være en hemmelighed, hverken Belial – trods hans besvær med at tale – eller den sorte Volontaire afviste hendes spørgsmål. Hun forblev tavs et øjeblik, men ikke uopmærksom. Andromeda havde pludselig forandret sig på få dage, og det blot på grund af ny viden.

”Så der er en flok her.. Jeg har aldrig hørt den omtalt før nu,”

Hun så stadig på ham, betragtende med sine gyldne øjne der gnistrede uden at sprudle. En hvidling? Ikke en sjæl hun var stødt på, det var hun sikker på. Men trods hendes spørgsmål og ord så forekom disse andre fremmede hende mindre interessante, i virkeligheden var det den sorte hun var mest optaget af. Hun var blot ikke nået til spørgsmålene om ham endnu.

”Hvad kalder denne.. Skyggeræv så sin flok? Har I et navn, ligesom Teylar bærer sit?”

Et kort øjeblik flyttede hun på sine hove, en anelse sidelæns. Hun stod sjældent stille i længere tid af gangen, som sådan ikke fordi hun var utålmodig. Der var bare noget i hende som blev ved med at brænde, holde hende i gang, holde hende i bevægelse. Ariel mimrede en anelse på sin kridhvide mule, den var endnu urørt af asken der matchede hendes mørke pels.

”Det overrasker mig, Volontaire.”

Det kom mere stilfærdigt end de tidligere ord. Hun var sikker på at han ville forstå, at det var ham hun omtalte. Hans pludselige del af dette broderskab hun ikke havde anet eksisteret, et broderskab af skygger og dertil vel af mørke. Men der var ingen fordømmelse.

387 words

Den sorte sjæl, Volontaire, havde ikke en idé om, om den stadigt unge Ariel kendte til de mange ord og ting, som han før havde nævnt. Skyggerne. Herren. Og hans leder, skyggeræven. Men dog vidste den sorte hingst, at Ariel ikke var en dum skabning. Hun havde nok langt mere imellem ørene, end som så. Volontaire var ikke bleg for at fortælle om det, han mente var rigtigt. Og kendte hun ikke til Mørket og Skyggerne, var det såmænd på tide. For hun skulle ikke bare leve i uvished.
Ariel brugte ikke lang tid på at tænke. Hun var dog heller ikke typen der bare talte, før tankerne var tænkt til ende – sådan virkede hun i hvert fald ikke, ikke for Volontaire. Men om dette var sandheden, kunne han selvfølgelig ikke vide. Et spørgsmål kom så, efter en kort konklusion fra hende, om at hun ikke kendte til denne flok. Hun havde end ikke hørt om den før. Volontaires øre vippede kort ved hendes ord – den var hende virkelig ukendt? Et fnys gled fra ham, irritabelt. Ikke som sådan over hende. Men han ønskede at alle skulle kende til dette. Alle!

,,Aljun. Det er hvad flokken kaldes. Der, hvor alle mine skyggebrødre og søskende er. Mit hjem”

Svarede han, med den hæse og døde stemme. Trods Volontaire igen havde fået sit hjerte, og nu egentlig var mere levende end han før var, da Rumpelstilskin havde hans hjerte, så var han alligevel mere ’død’, at høre og se på, end hans nogensinde havde været. Og dog. For selvom der intet liv var i hans øjne, følte han sig langt mere levende end før. Han havde fundet hjem nu. Den sorte hingst havde ikke kendt den askegrå hoppe længe, men dog vidste han, at hun nok havde flere spørgsmål, end dem hun allerede nu havde stillet – og ganske rigtigt. Dog var det ikke et spørgsmål der nu kom fra hende, men nærmere end konstatering. ’Det overrasker mig, Volontaire’. Og han kunne på sin vis måske godt forstå den aksegrå hoppe. Men dog var det nu engang, som det var! Han var en skyggehingst – og han levede og åndede for det. Han så på hende, med de isblå øjne, inden han brummede i en hvislende tone.

,,Jeg tog den forkerte vej, fra starten, da jeg kom til det her land. Det var en sti, jeg aldrig nogensinde skulle have fulgt, Ariel.. Den rigtige sti fandt mig, bagefter – og jeg valgte at følge den. Det er mit kald.”

Det var nok noget af det mest ærlige, den sorte sjæl nogensinde havde sagt. Og dengang han valgte at blotte sig, for den… den gyldne skabning. Tanken fik ham til at hvæse kort, skyggerne dansede derfor frem foran ham, og smygede sig omkring hans ben og hals, hvislede ord til ham. Død. Dø. Fjern det. Ødelæg det. De talte. De hvislede. De befalede. Men Volontaire lyttede ikke – ikke lige nu i hvert fald. Men en dag… Ja, en dag!

Aljun. Nej, hun havde næppe hørt det før. Ikke engang hvisket i krogene. Det tætteste hun var kommet på nogen form for viden om det, der foregik på Foehn, var i en kort samtale med Eagle Eye. Den ældre hingst, venlig. Men han havde ikke været meget for at tale om sådanne ting, om mørke, som han kaldte det. Faktisk havde han nærmest virket en anelse mistroisk da hun var oprigtigt nysgerrig, trods det kontroversielle, for de fleste ubehagelige emne… Han havde ikke haft noget at frygte. Den askegrå forstod langt fra til fulde hvad det var, Volontaire var blevet en del af, og afviste det derfor ikke – men mørke, det fandtes ikke i den grå.

Hans hjem. Var Teylar hendes hjem? Hun vrikkede på sine bløde, askegrå ører mens hun endnu ikke tog sit gyldne blik fra ham et øjeblik. Nysgerrigheden strømmede ligeså stille igennem hendes slanke krop og fuldstændig frygtløse sind. Nej, overalt var hendes hjem, måske derfor følte hun sig ikke så fremmed igen på denne ø, og heller ikke fremmed over for ham. Hans ord begyndte ligeså stille at give mening for hende selvom hun godt nok ikke forstod tankegangen bag, forstod hvad disse skygger som dansede på ham var. Hun følte sig ikke mindre knyttet til ham ved synet af hans pupilløse øjne og blå farver. Og dansende, levende skabninger.

Hun spidsede yderligere ører da han med sine næste ord åbnede sig mere op, end han nok havde gjort på noget tidspunkt de havde kendt hinanden. Det var ikke længe, men de havde mødt hinanden mere end et par gange. Og de havde talt. Alligevel var det overraskende lidt hun vidste om denne hingst, hun i den grad fornemmede havde noget at fortælle. Om sit liv.

”Kærlighedens sti, Volontaire?”

Den første, forkerte sti. Uden fordomme, uden anklager eller påtagede holdninger betragtede hun ham. Stemmen var stilfærdig, men uden tvivl hørlig og der var ingen tøven i den. Hun frygtede på ingen måde at tale med ham, at stille ham alle disse spørgsmål. Hun huskede at han trodsalt havde fortalt hende lidt om sig selv, om sit liv. Han havde været ulykkelig den første gang hun mødte ham, godt nok havde han ikke vist hende det direkte. Men han havde oplevet et slag, et stød, et hug der havde efterladt ham.. Forandret fra det han nok havde været engang. Alt dette var noget hun så i sin sorte selskabspartner, men hun gik aldrig så vidt at hun fuldt og fast troede på sine egne forudanelser. Alt var kompliceret når det handlede om en sjæls indre.

Nu havde han så fundet sit lys. Ufatteligt nok på øen uden liv. Her var virkelig mere end øjet først lagde mærke til, mere blandt skyggerne og i asken. Der var mørke. Men hvad skulle hun mene om dette mørke?

”Jeg håber at det virkelig er det, som kan tilfredsstille din sjæl. Hvor den sti så end må føre dig hen, det forekommer mig.. Uklart.”

496 words

Det var ikke længe de to sjæle havde kendt hinanden. De havde end kun mødt hinanden et par gange, før dette møde havde fundet sted. Men alligevel var den askegrå hoppe, nok en af de få i dette land, som havde hørt den sjæleløse hingst tale så meget, som han i disse øjeblikke gjorde. Han var sjældent en hingst af ord – men når han endelig talte, var det velovervejet, og ikke bare ord der kom frem før det var gennemtænkt.
Ariel var speciel i forhold til mange andre i dette land. Hun valgte ikke at dømme ham ud fra omslaget, men i stedet forsøgte hun at lære bogens, hans, indhold. Hun kunne risikerer at brænde sine hove, hvis hun bevægede sig ind på emner, der i hans hoved, overhovedet ikke vedkom hendes unge sind. For nogle ting, talte han bestemt ikke om – medmindre det var tvunget. Ja, hans fortid var bestemt end af de ting, som han aldrig ville drøfte med andre end sig selv: og så længe Ariel holdte sig fra at spørge ind til hans fortid, før Andromeda, skulle deres møder nok forblive acceptable som de pt var.

Ariels gule øjne, blev ved at stirre på Volontaires øjne, der var livløse og uden en levende gnist at se, isblå og tomme var de i stedet. Volontaire fjernede ikke sit isnende blik, før hendes ord kort lød ’kærlighedens sti’. Han slog sin ene forhov hårdt og markerende i jorden, mens hans næsebor dirrede af arrigskab.

,,Tal ikke om kærlighed, Ariel. Den eksisterer ikke!”

Hans stemme var tonløs, hård, ru og hæs. Han mente sine ord. Kærlighed fandtes ikke. I hvert fald ikke mere, i hans verden. Hans øre var nu lagt helt ned i nakken, mens musklerne var spændte, og nakken knejst dybt og markant. Han fnyste endnu engang, i en hård tone, inden han virrede med hovedet en enkelt gang, og lod sin statur falde tilbage til det den før var. Ørene lå stadig bagover, men dog ikke helt ned i nakken. Hans udbrud kunne måske komme bag på hende – men det var ikke noget han kunne tage sig af.

,,Stien fører mig i den retning, det hele tiden har været bestemt, jeg skulle gå i. Jeg var kun på afveje, i en stund.”

Besvarede han hende, med den tørre tone, der ikke ligefrem virkede indbydende og venlig. Men hvis han slet ikke fandt Ariels selskab en smule af betydning, havde han vendt hende ryggen. Eller kastet sig over hende. Og som det så ud, forstod Ariel mere om Volontaire, end han måske selv gjorde.

Den askegrå tav. Hendes sortblå selskab reagerede kraftigere på hendes første ord end hun havde forventet, men alligevel kom det ikke rigtig bag på hende. Hun havde sagt noget højt, som hun bestemt mente lå ham ganske nær.. Om end ikke i et synderligt positivt lys. Men betydning havde det, ellers havde han heller ikke reageret med mere end en vippen med det ene øre, det var hun overbevist om. Hun strakte sin slanke hals en ganske lille smule, ikke for at nå ham, men blot fordi hun så til og endnu betragtede hans sorte og blå korpus. Hun drejede et øre et kort øjeblik da hans forhov ramte jorden, ellers flyttede hun ikke på sin egen slanke krop, men blev ubemærket stående. Hun var jo som sådan ikke ’vant’ til sjæle med hidsigt temperament, med eksplosive reaktioner, men noget særligt havde hele tiden lagt og dæmret over netop denne situation. Noget der lå i luften og ikke kunne sættes ord på. Desuden bar den grå ingen frygt for hingsten foran hende.

Ariel forblev tavs et øjeblik endnu. Hun ville ikke kommentere yderligere, presse ham eller forsøge at ændre hans synspunkt og opfattelse. Han levede og åndede tydeligvis for den overbevisning, han netop nu delte med hende. Der var ingen ord hun kunne sige, der ville kunne ændre det. Hendes egen var en ganske anden, naturligvis. For de ravgyldne øjne så kærlighed overalt, i alt. Også i ham. Måske var det ikke gengældt, måske betød det intet for ham, men et upræcist bånd havde formet sig mellem de to i hendes øjne, forundringsværdigt nok.

”Mine stier er mange. I min dans igennem livet lukker én sti ikke af for de andre, ikke endnu… Men der er noget andet, jeg gerne vil tale med dig om, Volontaire,”

Hun flyttede på sine bløde ører, og løftede nu sin lyse mule et stykke mens hun endnu så på ham. Et nyt glimt ulmede i hendes gyldne øjne, for nu faldt hendes tanker og fokus på en sag, der derimod lå hende selv ganske nær.

”Noget jeg tror du kender til.”

Inden hun fortsatte, inden hun stillede det spørgsmål som lå og glødede i hende, afventede hun hans reaktion. Var han villig til at dele hendes selskab lidt endnu?

376 words

Hans irettesættende ord, og pludselige vrede, så ikke ud til at have rystet den askegrå hoppe. Og det kom egentlig ikke bag på den sorte hingst, der bar skyggerne som en del af sig selv. De var jo vitterligt også en del af ham. Han levede af dem – og de levede af ham. De bevægede sig rundt på ham. Dansede i hans pels. Smøg sig op langs hans ben, der bar ham afsted i mange forskellige retninger. Men lige nu, stod den stolte og sorte herre, ganske stille endnu engang. Vredesudbruddet var ikke længere til stede. Han var ikke vred. Det var der ingen grund til – men han var ilter. Klar. Parat. Ariel var dog ganske rolig ved det hele – og det var måske en af de ting, Volontaire så som en god ting ved hende. Hun tog alt, som det kom.

Hendes toner lød endnu engang, hun var uenig i hans udtalelser. Det var han godt klar over. Men hun begyndte dog ikke at rette på den sorte sjæl, for måske vidste den askegrå godt, at dette ville hun intet få ud af. Men hun så ikke at en sti lukkede muligheden for en anden sti. De var forbundet. Det var nok også sådan Volontaire engang havde set på det. Længe før han kom til dette land. Men det var mange år siden: og han ville aldrig komme til at mene det samme igen. Aldrig. Hendes toner døde hen, men kun ganske kort. For hun brændte inde med et spørgsmål. Noget, som hun troede at den sorte hingst kendte noget til. Hvad det var, anede den døde sjæl intet om. Han kneb kort sine øjne i, skeptisk over hendes ord. Men hvad ville det skade. Hvis han ikke ønskede at svare hende: så lod han simpelthen være.

,,Spørg – måske giver jeg dig svaret på det du ønsker.”

Hans toner stod i dyb kontrast til hendes stemme. For hendes var livlig, varm og glad. Hans var død, ru og hvislende. En tone han altid havde ejet, men den var blot blevet forvrænget nu. Den var tonløs. Død. Han havde ikke lovet hende for meget nu. Hun kunne spørge. Men hvis han ikke mente at et svar var på sin plads, så ville han lade være med at svare hende.