|
|
Post by Deleted on May 8, 2015 13:52:25 GMT 1
Blodwen
இڿڰۣ-ڰۣ— Tag: @daevas
Luften var varm og omklamrende. Jorden var fugtig. På himlen hang skyerne tunge og mørke. Alting varslede om et forestående tordenvejr, men om det egentligt ville komme til live kunne kun tiden vise. Blodwen håbede på, at det ville ende med at vise sig, for der var noget fascinerende over det, som hun bare ikke kunne forklare. De fleste, som havde hørt om hendes fascination, kunne på ingen måde forstå hende. Tordenvejr, og specielt dem, hvor lyn fulgte med, var larmende og foruroligende; generelt noget, om de ikke brød sig om. Hun burde heller ikke bryde sig om dem, hun vidste det, for hun havde set hvad de kunne gøre, men lyden skræmte hende bare ikke. Den... at sige den glædede hende var forkert, men den var bare speciel. Den var... stærk... magtfuld.. kunne få de fleste til at flygte bort og ingen satte sig op mod den. Alene lyden af et tordenvejr kunne få andre til at flygte og se det... det var sand magt i hendes øjne.
Hoppen med de røde øjne havde en mission, det vidste hun udmærket. Eller mission var måske for meget sagt: opgave passede bedre. Der ville dog gå tid, potentielt lang tid, inden hun kunne klare den. Det var en simpel opgave egentligt, selvom hun aldrig havde formået at gøre det. Andre hopper kunne gøre det uden problemer, så hun måtte da også være i stand til det, ikke sandt? Giv et føl af hendes eget kød og blod, og så ville hun have bevist, at hun var Ham værdig. Simpelt. Nemt. Noget hun uden problemer ville kunne klare.
I den tid hun måtte vente, havde hun dog ikke i sinde at gå rundt og lave ingenting. Nej, hun kunne lige så godt se sig omkring, måske finde disse 'skyggebrødre' hvis hun var heldig, men hvis ikke, så ville hvem som helst ellers være helt passende. Hun havde bare brug for nogen...! At sige, at hun var afhængig af andres opmærksomhed var ikke helt forkert, men det krævede det rette selskab. Der var ingen nydelse i at spendere tid på en, som ej ville give noget igen trods alt.
Der var ingen andre at se på den eng, som hoppen stod på. Den var omkredset af træer, primært graner som strakte sig højt mod himlen. Brombær og andre buske havde gjort det mere eller mindre umuligt at gå de fleste steder i skovbrynet, men engens tætte, frodige græs holdt skoven fra at brede sig.
[10] |
|
