Echoes of the past ‡ Tsavani

‡ ECHOES OF THE PAST ‡

---

Ekkoet af flammerne knitrede stadig for hans øre. Lugten af brændt kød hang stadig i næsen. Den formørkede himmel hjemsøgte stadig hans nethinde, når han lukkede øjnene. Det svirrede som en reprimande i udkanten af hans sind, og nægtede ham at glemme. De øjeblikke den mørkebrune gav sig hen til søvn, hjemsøgte det ham. Skyggerne der rejste sig i kontrast til den brændende ild.. DemDen brune stønnede svagt, og fik i en hosten trukket luft ned til lungerne. Under ham mærkedes hvad der mindede om mos, og over ham kunne en kølig luft mærkes. Var det nat? Glippende prøvede Zaahir at åbne øjnene, men lukkede dem langsomt i igen. Synet var stadig slørret.
Den mørkebrune fandt sig selv liggende i en vældig skov. Mægtige stammer rejste sig omkring ham, og det lille leje at mos lå skjult under nogle buske. Som sanserne langsomt kom tilbage til ham, hørte han også den evige lyd af smådyr i skoven. Vinden i træerne, og nattens fugle. Zaahirs tanker var mange og flyvske, og i dette øjeblik ude af stand til at samle sig om noget bestemt. Kun den tunge følelse af træthed i lemmer såvel som sind overdøvede alt, og holdt ham i en tilstand af døs. Han hørte hvordan noget gik forbi ham, men rejste sig ikke for at se hvad det var. Han mærkede den kølige regn falde over hans pels, men rykkede sig ikke længere ind i læ. Zaahirs krop reagerede ikke på hans instrukser, og var tung. Frygtelig tung. Og da han efter nogle timer fik hævet hovedet, blev hans spørgsmål ikke yderligere besvaret. Nok nærmere det modsatte. Spørgsmålene hobede sig op i den mørkes sind, og slyngede ham ned i en værre tilstand af forvirring og afmagt.

Hvor var han?

Spørgsmålet hang endnu engang ubesvaret i luften.

Den brune fnyste, og rejste sig med en langsom bevægelse. Strakte smertefuldt de lange ben ud, og vaklede ud af sit leje under busken. De hazelbrune øjne søgte med skarp overvågning det mørklagte område, men intet så ud til at røre på sig i natten. Hvad var dette her for en skov? Det var ikke hans skov.. træerne var fremmede. Luften var fremmed. Langsomt vippede ørene ned i den natsorte man, og han kneb svagt øjnene sammen. Der var ingen forbindelse... Den brune mærkede ingen energi fra skoven omkring ham, og den forekom ham mere død end nogensinde. Det var dog ikke sandheden - faktisk var den frygtelig livlig i denne nat. Men noget manglede, som den tidligere skovånd havde været van til.
Vejen ud var lang. Og om han overhovedet var på vej ud, var ikke til at sige. Men en ting var sikkert midt i alt dette kaos. Han var på vej fremad, efter at have været nede og skrabe bunden. Den mørkebrune levede, åndede og bevægede sig. Imod hvad, kunne tiden kun vise.

---

‡ words: 475 | Tag: - ‡

Echoes of the past
_________________________________________________________________________________________

De krystalblå øjne lyste let op i nattens mørke, da de søgte ud over området. Som et andet rovdyr lå Tsavani og stirrede stift frem for sig for enden af den hule, hun havde søgt ly i for natten. Lidt længere inde hørtes den rolige vejrtrækning fra hendes bror, Cadeyrn, der trygt lå og sov tungt. Det kunne se ud som om, at Tsavani lå og bevogtede hulen, men dette var ej tilfældet. Hun havde blot været vågen hele natten, ude af stand til at falde i søvn. Rastløsheden væltede ind over hendes krop og gjorde det umuligt for den at falde til ro. Hun havde derfor flyttet sig ud til hulens åbning, hvor hun nu blot lå og stirrede ud i den regnfulde nat. Alt inde i hende skreg på at komme ud af hulen og få strukket kroppen, og hun havde derfor et dilemma kørende i sit indre. Skulle hun lytte til sine egne egoistiske behov og tage på nattevandring? Eller skulle hun lade fornuften sejre og blive hos Cadeyrn som lovet? Det blev det første.
Let kom hun på benene i en hurtig bevægelse. Hendes krop var lysvågen, og derfor føltes den ej tung eller søvnig, selvom hun havde ligget stille i flere timer. Hun drejede hovedet og kastede et sidste blik på sin sovende bror, inden hun trådte ud i regnen.

Tsavani havde aldrig været en særlig fornuftig hoppe, hvilket oftest førte hende til spontane og farlige beslutninger. Hun var enormt egoistisk, impulsiv og behovstyret, hvilket kunne føre til, at hun tog nogle meget hurtige og uovervejede beslutninger, der ikke nødvendigvis var de mest fornuftige - for eksempel denne. Hun var dog en hoppe, der kunne passe på sig selv og var uafhængig af andre, hvilket betød, at hun næsten altid slap uskadt fra det.
De blå øjne gled søgende over området, inden hun satte frem i trav. Åh, hvor det dog føltes godt at få strukket benene! Hun snoede sig ind og ud ad Chibales mange træer i høj fart. Hun kendte efterhånden skoven så godt, at hun ville kunne dette med lukkede øjne. Skovbunden var mudret og glat under hendes hove, men hun fortsatte upåvirket af sted. Selvom hun var en kraftig hoppe, var hun både smidig og elegant, og derfor blev hendes krop med lethed båret af sted. Regnen trommede mod hendes krop, men dette var hun helt upåvirket af. Hun havde en kraftig og isolerende pels, der holdt både vand og kulde ude.

Hun havde ikke regnet med at møde andre sjæle denne nat, og derfor var hendes overraskelse noget stor, da en mørk skikkelse pludselig dukkede op på stien længere fremme. Hun stoppede brat op og hævede det gyldne hoved i vejret. Hendes kødfarvede næsebor blev udspilede og vibrerede let, da hun fangede den fremmedes lugt i luften. Det var en hingst, og intet ved hans lugt virkede bekendt. Faktisk var den så fremmed, at det slet ikke var muligt at spore noget som helst fra Andromeda i den. Han lugtede af fremmede input, og et smørret smil gled straks over hendes mule - det var altså en ny i landet! Den hvide hale svirpede let bag hende, da hun atter satte i skridt og bevægede sig ned mod den mørke skikkelse. Månelyset faldt ned gennem trætoppene og lyste stien let op foran hende. Hun skridtede hele vejen hen til ham og stoppede først op, da hun stod lige foran ham. Det var svært at se så meget af ham i nattens mørke, men de nøddebrune øjne var ikke til at tage fejl af. De lyste op i mørket lige som hendes egne og afslørede et dybt forvirret blik.

En hæs og lettere olm latter forlod hendes strube, og et uhyggeligt smil tegnede sig på hendes mule. „Arh, endnu en uvidende sjæl, der er blevet givet nyt liv og bragt til Andromeda. Forfriskende..."

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Zaahir | Wordcount: 643

‡ ECHOES OF THE PAST ‡

---

Hvorfor Andromeda, af alle de steder eller ting der kunne være sket med den mørkebrune. Hvorfor landet bestående af øer, og befolket af en broget samling heste eller andre væsner. Hvad Andromeda i sig selv var, eller hvad det indeholdt, kunne ingen egentlig svare på. For var der virkelig nogen, der kunne påstå de vidste alt om landet? Den mørke tvivlede. Svagt virrede han med hovedet over hans tanker, inden han stoppede op. En fært... En fært ligeså fremmed som landet.
De mørke næsebor vibrerede let, inden at han uden tøven vendte sig om imod hvad der senere ville vise sig at være en hoppe. Den mørke Zaahir havde længe savnet alt hvad der hed liv, og var nød til at bekræfte liv var noget der fandtes på denne ø. På dette sted. Og til det ønske, ville en hvilket som helst person være acceptabel. Med rolige dog ivrige skridt nærmede han sig, i takt med at forhåbningen om både informationer, forsikringen om at han ikke var alene svirrede i tankerne.

Hoppen var enorm. Og det gjaldt ikke kun højden... alt ved hende var større, bredere og mere robust end Zaahir, hvilket kort fik ham til at stoppe en anelse forundret og vagtsomt op. Alt hvad der hed koldblods træk, havde aldrig været forbeholdt hans folk. Det havde tværtimod været det folks kendetegn, og noget han altid havde gået en stor bue uden om. Forvirringen var tydeligt afspejlet i hingstens hazelbrune øjne, der i øjeblikket tavst stirrede på den sandfarvede hoppe. For hun var ikke ildfarvet som de andre havde været... så hvad var hun egentlig? Uden tøven bevægede hun sig nærmere den mørke Zaahir.
Langsomt hævede han hovedet opad, idet at en det forvirrede svandt ind til et neutralt udtryk. Dog tog han uden tøven et skridt tilbage da han mente hun kom lige lovlig tæt på. Berøring var stadig et no-go for Zaahir, der stadig frygtede at svinde ud i ingenting. Hoppens olme latter fik hingsten til at tippe hovedet på sned, inden at han afventende hævedet det ene "'øjenbryn" i en spørgende gestus.

"Endnu en?"
Sagde han sagte, og lod den melodiske stemme tone ud. Hans egen bløde lød stod i stærkt kontrast til hoppens hæse ord. De hazelfarvede øjne glimtede kort, før at han med en langsom bevægelse nikkede. Hun havde jo ret, denne sandfarvede mystiske skabning. Var hun en af landets beboere? Eller var hun mere end det? I månelyset var hoppens blik svært at tyde. Men en ting var sikkert. Hun var på ingen måde som dem fra hans verden. Derfor, var muligheden for at finde nogen han kendte mindre.

---

‡ words: 436 | Tag: ‡ Tsavani

Echoes of the past
_________________________________________________________________________________________

Et olmt smil gled over den kødfarvede mule, da hingsten trådte et skridt tilbage. Tsavani havde altid en meget... nærverende måde at søge kontakt på, og det var bestemt ikke alle, der brød sig om den tætte nærkontakt. Det var aldrig noget, der havde været ubehageligt for den sandfarvede hoppe. Hun følte sig godt tilpas i andres nærvær, og hendes forskruede sind nød endnu mere at være tæt på, når hun kunne mærke, at den anden part ikke brød sig om nærkontakten. Hun valgte dog at acceptere, at den brune ikke ønskede hende så tæt på sig, og blev derfor respektfuldt stående... for nu.

Hendes hæse latter fyldte atter luften, da hingstens spørgsmål lød. Åhhhh ja, han var i sandhed en ny sjæl! Hvor var det altså forfriskende! Tsavani havde efterhånden været i landet så længe, at hun med lethed kunne kende forskel på, hvem der var nye og gamle i dette land. Hun havde aldrig troet, at hun skulle kalde andet end Medúil hendes hjem, men Andromeda var i sandhed hendes hjem, åh ja det var det...
„Ja, endnu én..." begyndte hun. „Lad mig byde dig velkommen til Andromeda, forvirringens land. Her hersker både godhed og ondskab, og det kan være svært at gennemskue, hvad der er hvad. Men én ting har vi alle tilfælles; vi er alle bragt her til landet fra en grum fortid. Vi er tilegnet en ny chance her i livet af Den Vise, og det er op til os selv at vælge, hvordan vi vil bruge den gave."

Det uhyggelige smil bredte sig atter om hendes mule. Åh, hvor hun nød det her! Hun elskede at præsentere nye for landet - der var ikke noget bedre end at se folks reaktioner på hendes fortælling. Nogle blev enormt fascinerede og ville vide mere; andre rystede blot på hovedet og mente, at hun måtte være tosset. Hvilken type ville denne brune nattevandrer mon være? Det var altid spændende at finde ud af...

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Zaahir | Wordcount: 325

"I am not what happened to me.... I am what i choose to become".

Tag: Tsavani ‡ Words: 420 ‡ Place:  Chibale ‡ 

En tilfreds, men stille brummen steg fra hingsten, da den sandfarvede valgte at blive på den afstand der fra start af var kommet imellem dem. Fysisk var den ikke meget, nogle simple 2 meter cirka, men for den mørkebrune var det perfekt. Han ønskede hende ikke tættere på, og måske var det på sin vis gengældt. Hun virkede udadtil ikke som en, der ville have alle og enhver tæt på.
De bløde ører vippede svagt længere frem, da den sandfarvede slog en hæs latter op. Zaahir forstod iikke hendes grunde til denne, men noget ved det hele måtte være morsomt. Skovhingsten så med et intresseret glimt på hende, men sagde intet, før at hun afsluttede sin sætning. Der var noget eksotisk ved denne skabning, og noget han lige måtte vænne sig til. For hvis alle var så.. ligetil som Sandhoppen her, måtte han hellere selv holde tilbage på lange, snirklede samtaler. En dårlig vane, der kom med uendeligt mange år.

"Gave siger du?"

Den mørkebrune kneb skeptisk øjnene sammen. Skulle han være taknemmelig? For hvad? Den mørke så ikke denne mulighed som en gave, men tog det heller ikke som en selvfølge. Der måtte være en grund til at lande her i... Andromeda. For havde hen selv kunne vælge, ville han have ventet i Limbo på at hun kom dertil. Zaahir snerpede munden en anelse sammenbidt sammen. Skæbne var et underligt begreb, men mange gange var udfaldet ikke en gave.
Nattehingsten brød sig ikke om at føle sig uvidende. Faktisk, var det noget han hellere end gerne ville have overstået med det samme! Og selvom han ikke ligefrem nød at være den der spurgte, i stedet for den der svarede, var det nu engang sådan kortene var lagt på bordet.

"Har du brugt din gave, eller hvordan?"

Den mørkes melodiske stemme tonede ud, imens han med et afventende blik så på hende. Hvad var den sandfarvede? For selvom et ubehageligt smil hvilede om mulen, fandt han hende ikke ond. Men igen, hvem var han til at bedømme, hvad der var godt og ondt? Da bestemt ikke når det gjaldt en fremmed. Kulden sneg sig langsomt tættere på den mørkebrune - bad ham om at bevæge sig en anelse. Og selvom den kraftigere hoppe måske ikke mærkede meget, havde den slanke skikkelse ikke samme beskyttelse imod natten som hende. Den mørkebrune fnyste kraftigt, før at han uden ord tog nogle skridt fremad. Dog ikke uden at sende en kort invitation imod hende, da han bestemt ikke ønskede at gå alene allerede.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art". 

Template made by ⒶⓀⒾ

Echoes of the past
_________________________________________________________________________________________

En tilfreds brummen steg fra nattevandreren, da hun respekterede hans ønske om afstand. Det fik atter en olm latter til at stige fra hendes strube. Han var tilfreds med hendes beslutning, og det var hun da også selv - men hun ville ej lægge skjul på, at hun kun holdt afstand, fordi hun havde valgt det; ikke fordi han sagde det.
Den brune lyttede interesseret med, da hun fortalte, og det fik et spændt smil til at glide over den kødfarvede mule. Hvordan ville han mon reagere på hendes fortælling?
Hun hævede undrende et øjenbryn, da hingstens ord lød i hendes ører. Ud af alle hendes ord valgte han kun at reagere på det med gaven... Hun spidsede interesseret de lyse ører - det var lige godt ikke en reaktion, hun havde fået før!

"Ja, en gave... De fleste af os er blevet sendt til Andromeda i stedet for at dø, og det vælger vi at se som en gave. Vi er alle blevet skænket livets gave af Den Vise."

Hun betragtede den mørkebrune, der kortvarigt syntes at forsvinde ind i sine egne tanker. Hun trippede lettere utålmodigt. Det var hende, han var i selskab med, og hun ville have, at han holdt fokus på hende! Hun lagde kortvarigt ørerne ned, da hans næste spørgsmål lød i hendes ører. Hun kunne ikke lide, at han var så indtrængende og stillede spørgsmål om hende på den måde... Irriteret sukkede hun, inden hun valgte at svare ham.

"Ikke udover den måde, jeg lever livet til fulde hver dag - det er vel på sin vis at bruge livets gave... Men nej, jeg har ikke valgt side endnu; jeg vakler stadig og kan se noget positivt i begge sider. Så hvis jeg en dag skal velsignes, må det være op til skæbnen at vælge, om det bliver fra Den Vise eller Skyggerne."

Et kraftigt fnys lød nu fra hingsten, inden han uden et ord begyndte at skridte fremad. Hun rynkede forvirret på mulen. Hvorfor forlod han hende bare på den måde? Der gik dog ikke længe, før en kort invitation til at følge med blev sendt i hendes retning. Hun så stadig paf efter ham, inden hun tøvende fulgte med. Den kraftige hale svirpede regelmæssigt bag hende. Hun var ikke tryg ved, at det pludselig var ham, der tog kontrol over deres selskab på den måde; men hun valgte alligevel at følge med, da hun på sin vis godt kunne lide at tale med ham.

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Zaahir | Wordcount: 409

"I am not what happened to me.... I am what i choose to become".

Tag: Tsavani ‡ Words: 326 ‡ Place:  Chibale ‡ 

Svagt vippede den mørkes ører frem ved hendes olme latter, men ingen kommentarer forlod den tavse skabning. Blot et uudgrundeligt blik, hvis dybde kunne tolkes på mange måder. Han kunne roligt sige han ikke forstod hvad der havde udløst hendes latter, og agtede heller ikke at spørge hvorfor. Men accepterede den stiltiende, omend det undrede ham. Og undren var en smuk ting... det var en nysgerrighed, der ofte ledte til bedre forståelse. Zaahir smilede kort. Jah... han ville gerne forstå.
De hazelbrune øjne fulgte opmkærksomt, men formørkedes langsomt desto mere de snakkede om død og "livets gave". Hvordan kunne hun tale som om hun kendte ham? Eller var han ikke en del af "vi"? Zaahir gumlede kort på tanken, men lod med et suk den lille torn af irritation slippe. Fordomme var en grim ting, og burde ikke starte hos ham.

Bagved ham hørte han hoppen fnyse kraftigt, før at hun - måske tøvevnde, men stadig valgte at følge med ham. Det glædede ham svagt, og med fornyet energi gav han sig til at gruble over hendes svar. Det var mange informationer på en gang, der rejste en strøm af spørgsmål i ham. Som hvorfor skulle hun velsignes? hvem var Den Vise - eller skyggerne for den sags skyld? Den ravnsorte hale svirpede. Og hvad kunne de tilbyde? Alt var så fremmed..

"Hvorfor vil du lade skæbnen vælge for dig?"
Mumlede han, og kneb kort øjnene koncentreret sammen. Hun virkede ikke som en der ville lade tilfældigheder lede vejen, og denne gang gentog han spørgsmålet højere, så de sandfarvede også kunne høre det. Den dybe bas bar dog ingen anklagende tone, men nærmere en dyb nysgerrighed omkring hende.

"De ligner ikke en der tror på tilfældigheder.."
Konstaterede han lidt lavere. Dog glimtede de mørke blik, og sneg sig uden om den alvorlige stemning der hvilede over nattevandreren. Nej, glimtet bar et svagt drillende skær, som han næsten uden at lægge mærke til det, pirrede den sandfarvede. 

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art". 

Template made by ⒶⓀⒾ

Echoes of the past
_________________________________________________________________________________________

Hun bemærkede hans reaktion på hendes latter og kunne ikke lade være med at smile endnu større. Han virkede tydeligvis forvirret over hendes valg om at le, men alligevel spurgte han ikke ind til det. Han smilede blot og accepterede hendes særhed uden at stille spørgsmålstegn. Hun måtte indrømme, at det var en egenskab, hun satte stor pris på ved ham. Hvis der var noget, hun ikke kunne fordrage, så var det folk, der troede, at de kunne forstå alles adfærd og omvende én til at være normal. Normal var en illusion i hendes øjne. Alle var et indvid, og ingen kunne være ens - det var sådan, man adskilte sig som personer og derved kunne genkendes fra hinanden. Så ja, hun satte pris på denne brune hingsts måde at tackle hendes adfærd på; han undrede sig, men blandede sig ikke i den.

Et tilfredst udtryk gled over hendes ansigt, da han opmærksomt fulgte med i hendes ord nu. Sådan kunne hun lide det. Hun lod mærke til, hvordan hans øjne svagt formørkedes ved hendes ord, og hvordan han til sidst sukkede en anelse opgivende. Hvad havde mon naget ham - og hvorfor spurgte han ikke bare ind til det? Tsavani så en anelse undrende på ham, men udover det gjorde hun ikke mere. Lige som ham var hun nemlig opmærksom på folks forskelligheder, og hun ønskede ikke at blande sig i noget, der ikke vedkom hende.

Hun nåede hurtigt op til nattevandreren og fulgte ham nu ved hans side. Det føltes mærkeligt for hende sådan at gå side om side med en hingst i mørket, der kun var oplyst af månens blege lys. Det var ikke noget, hun havde gjort med andre end hendes bror... Det føltes på en måde underligt og forkert, men alligevel var der også noget behageligt ved det.
Hun hørte hans spørgsmål og skulle lige til at svare, at det ikke ragede ham, da han tilføjede endnu en sætning. Hun skimtede til hans side og fangede glimtet i hans ellers mørke blik. Det lyste svagt op i månens skær, og det gik op for hende, at hans ord bar en drillende tone. Hun så undrende på ham og vippede det ene øre i hans retning. Han forsøgte at løsne op for den ellers så alvorlige stemning, og den var hun med på. Egentlig var hun jo ikke meget for at lade andre "overtage" slagets gang på den måde, men lige nu føltes det ganske naturligt, og derfor var det slet ikke noget, hun tænkte over.

„Du tror måske, at du kender mig?" spurgte hun provokerende.
Hendes blik bar ligeledes et drillende glimt, der fortalte, at hendes kommentar var ment i sjov. Hun nød, at spændingen imellem dem var blevet løst, men han skulle ikke tro, at han var den eneste, der kunne komme med sjove kommentarer. Hun var altid med på den værste, og desuden var hun en hoppe med stolthed i hjertet - han skulle stadig ikke tro, at han var noget.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 495

Den sandfarvede og Zaahir selv syntes at være nået til en enighed, der ikke helt kunne forklares med ord. de accepterede i den korte periode hinandens særheder, og ingen af dem ønskede direkte at gå alene i den tætte nat. De stillede spørgsmålstegn - jah, hendes suk gik ham ikke forbi, men lod sådanne suk ligge tilbage til et valgfrit svar. Den mørkebrune smilede svagt. Joh, han kunne sagtens give hende en liste af forklaringer, men følte ikke at det ville interessere hende synderligt. For sandhoppen virkede til at være en flyvsk sjæl, der ikke uden videre ville fæstne sig i så enkelte detaljer. De var ikke vigtige i momentet.
Men det var der så meget andet der var... og da hun uden tøven responderede i en provokerende tone, slap den nattebrune en leende brummen ud. Hurtig på aftrækkeren, og ikke bange for at tirre. Det var rart... De hazelmørke øjne glimtede, og han hævede i et ryk det markerede hoved en anelse. Fine fornemmelser var så langt fra hvad han fornemmede her, hvilket var rart. Næsten befriende, da han var forsikret om at han ikke kunne bryde grænser, uden at det ville ramme ham selv igen. Måske hårdere end han kunne klare eller var forberedt på.

"Ville det være slemt hvis jeg gjorde?"

Smilede han, og blinkede kort gavtyvagtig, før at han satte farten op i den flyvende trav.. Han forventede ikke nødvendigvis et svar, men ønskede at hun vidste, han gerne ville lære hende at kende. Hun var et ligeså stort mysterium som landet i sig selv. Og mindede ham om noget bekendt... et element han savnede, som hans blik fulgte den mørke himmel over dem.
Det hvislende græs begyndte langsomt at vokse højere op omkring benene, som de 2 sjæle begyndte at bevæge sig imod mere åbne enge. Enge, hvor græsset næsten kildede den natbrune på bugen, og fik ham til at gyse. Hvordan kunne der være så frodigt her? Voksede alt i landet ligeså vildt og stort?

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Echoes of the past
_________________________________________________________________________________________

En lille del af hende følte sig utrolig godt tilpas, da den brune hingst lod en leende brummen lyde mod hende. Tonen var varm og fik hende til at slappe yderligere af. Hun hadede at indrømme ting som disse, men hun fandt det usigeligt rart at være i hans selskab. Hun fangede hans glimtende øjne, da han responderede hendes ord med et lige så flabet spørgsmål. Et smil prydede dog hans mule og fortalte hende, at også han kun mente det i sjov. Hun fangede hans gavtyvagtige blinken med øjnene, lige inden han satte farten op og strakte ud i en flyvende trav. Hun slog ivrigt med hovedet og tøvede ikke med at sætte efter ham. Den kraftige, flødefarvede hale fløj efter hende som en fane, da hun i høj fart nåede op på hans side. Hun sendte ham et drillende blik, inden hun halvtirrende nappede ud efter hans skulder.

„Hvad ville der ske, hvis jeg sagde nej?"

Hendes stemme var blød og en anelse forførende. Hun anede ikke, hvor denne halvflirtende side kom fra, men et eller andet ved denne smukke, mørkebrune hingst vækkede den side frem i hende.
Som de løb dér side om side, kunne hun ikke lade være med at skæve mod ham og betragte de mange muskler, der spændstigt arbejdede under hans skind. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at det ikke var et lækkert syn.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 231

At andre befandt sig godt tilpas i hans selskab, var en vigtig for ham selv. Det gav ham en ro, og en følselse af tilfredshed. Når man ikke skulle bekymre sig om andres tanker, men i stedet kunne godtage stilhed som et tegn på behagelig stilhed, og tale som sagt i en venlig hensigt. Ord kunne betyde så meget når man blot sagde dem, og specielt tonen kunne fastløse en sætning. Men modtageren havde også en ligeså stor rolle at spille, og i kommunikation var intet sikkert. Et budskab kunne let misforstås... Den natbrune virrede på det markerede hoved. Når man ikke kun skulle fokusere på tonen, men også fik tid til at aflæse den anden, var det svært at misforstå eller mislede hinanden.
Svagt sitrede hingstens skind, og et fnys undslap ham ved hendes tirrende nap. Hans sind var stukket af. Opmærksomheden rykkede hastigt imod hendes flyvende skikkelse igen, og et smil fandt vej på den mørke mule ved hendes hurtige respons. Hvis hun sagde nej...?

Den ravnsorte hale svirpede kort, og med en mild brummen listede han et hurtigt nap i nærheden af hoppens flødefarvede man. Hvad ville der ske? Kort forvirrede hun ham - Zaahir var en tabt skabning i alt der angik flirten eller romance, og derfor gik det forbi ham uden han vidste det... Men det havde aldrig holdt ham tilbage, og ville det heller ikke nu.

"Jah, Stormhoppe.... hvad ville der ske?"
Lo han. Navnet Stormhoppe fandt han meget passende, da han skimtede en vild og utæmmelig energi i hende. En dragende energi, der sagtens kunne vise sig farligere end ventet.

"Hvilket uvejr ville han gå i møde?"
Spurgte han kort efter, men en anelse mere.... undersøgende. Måske udfordrende. Hvilket uvejr ville hun vise sig at være? For han beundrede hende, som hun bevægede sig over engen. Fri og uafhængig.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

"TALE"

Echoes of the past
_________________________________________________________________________________________

Hun betragtede smilet, der fandt vej frem på hans mørke mule. Han var smuk, når han smilede. Det ville hun gerne se noget mere til. En mild brummen forlod nu hans strube, inden han afgav et hurtigt nap ud efter hendes man. Han sørgede dog omhyggeligt for, at hans tandsæt klappede sammen i luften omkring hende, og ej ramte hende på nogen måde. Det var en underlig form for nappen, for hvorfor ville man nappe ud efter nogen, hvis man ikke havde til hensigt at ramme? Hun forstod det ikke helt, men alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig smigret. Det var vel fordi, han var så stor en gentleman, at han ej ønskede at gøre nogen som helst skade på en hoppe, heller ikke selvom det bare var ment for sjov. Hun gik i hvert fald ud fra, at dette måtte være grunden. Men hun kunne ikke vide sig sikker, da hun ikke forstod denne hingst til fulde. Han var så anderledes i forhold til hende - og det var blot med til at gøre ham så spændende.

Hun lyttede til hans leende ord og mærkede en lille snert af varme sprede sig i hendes krop. Stormhoppe... Det navn kunne hun godt lide. Det lød ret sejt og passede vel egentlig også meget godt til hende. Han forlængede nu sit spørgsmål med et mere mystisk et. Hvilket uvejr ville han gå i møde? Hans stemme var undersøgende, men også en smule udfordrende; som søgte han at tirre hende til et eller andet. Et charmerende smil bredte sig om hendes mule, og et kort svirp blev udsendt fra hendes hale. Hun kunne godt lide denne leg... Hun var ikke helt sikker på, hvad den egentlig drejede sig om - men hun kunne lide den.
„Det må han selv finde ud af." Hendes stemme var charmerende, lettere tirrende og en anelse forførende.
Hun slog ivrigt med det gyldne hoved, inden hun tirrende nappede ud efter hans hals og satte farten op til galop. Hun bevægede sig med feminine bevægelser, der rigtigt fremhævede hendes velproportionerede krop.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 345

VIl du forsætte den her? JEg vil mægtig gerne

Jaaaa, det vil jeg meget gerne!

Hans natsorte hale slog et smæld bag ham, i takt med at de bevægede sig længere ud på engen. Luften var kølig imod hans tynde skind, og sendte små gysninger igennem ham hvis han valgte at stå stile. Så at holde sig i bevægelse var næsten nødvendigt. Men det gjorde intet for den mørkebrune, hvis krop lydigt arbejdede under ham. Bevægelse var en del af hvem de var. Hvordan man stod, hvordan man gik og hvordan man løb. En holdning kunne sige ligeså meget som ord, og den mørke betragtede med et undersøgende blik den lyses feminine bevægelser. Man ville fristes til at tro, at hun ikke var en skabning der lagde vægt på sådanne ting som udseende. Men hendes gang sagde at hun gjorde.
Ligeså hurtigt som før, kom der et rapt svar fra stormhoppen. Hendes charmerende stemme udsendte en udfordring, og med en dyb brummen satte den mørkebrune farten en anelse op for at indhente hendes galop. Så han måtte selv finde ud af det? Selv undersøge uvejret, uden at vide dets størrelse? Zaahirs øjne glimtede, og et svagt smil kunne skimtes i den mørke mundvig.

"Skinner solen bag skyerne, eller er dagene formørkede? Hvilken kraft er stærkest i Andromeda?"
Hingstens spørgsmål gled tilbage imod skygger og lys, og den mørke trippede kort inden at han selv satte farten op til en let gallop. Hans knejste nakke slækkedes langsomt, og med et velfornøjet fnys kom han op på siden af Stormhoppen.
Hans stolthed tillod ham ikke at nærme sig hende yderligere, i gru for en mulig afvisning. Så han holdt sig på hendes side, og lod landskabet langsomt blive til mere bakkede dale uden yderligere ord. For han ventede mere på et svar, selvom hans spørgsmål var tvetydigt på visse punkter. Ligesom ham selv, den kære natbrune.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"