Ung, dum og naiv (Rumpel)

Den lumske røde hingst forsvandt. Desværre forsvandt den ubehagelige og ikke på den gode måde ubehaglig følelse ikke med ham. Den magiske fremmede røde hingst var bestemt ikke hvad han troede han var og hadede ham allerede. Specielt for at lyve. Hvordan, eller mere hvorfor ville han tale usand?
Belial var sur! Meget. De små mandel formede øre lagde sig i nakken. Han var sur på den dumme hov skæg og med en hurtig og ivrig bevægelse forsøgte han at rykke det af- hvilket fik ham til at hvine overrasket da det gjorde ondt.

Han kunne ikke gøre det om. Han ville så gerne gøre det om. Belial ville ikke svigte sin broder. Det var jo aldrig det der var meningen.

"Jeg.. er.. ked... af... det."

Lød det med en stemme der langt fra lød lige så selvsikker eller hakkene som normalt. Den unge hingst var bedrøvet.

(Så kunne min fantasi ikke strække sig til mere)

Afkræftet og ydmyget stod han nu bare der. Der var helt stille... eller, sådan følte Lupë det i hvert fald. I virkeligheden var hans åndedrag efter hivende, mens hvislende lyde fra skovens tætte buske og træer ikke gjorde nattelivet stille alligevel.

Så mange tanker løb igennem hans indre, mens så mange ubesvarede spørgsmål opstod. Hans ører rørte nu på sig da først hans bror nu også talte. Den unge røde hingst så nu dog end ikke op fra jorden, til trods for han lyttede. Det var absolut første gang han havde hørt sin bror sige en helt sætning. Men sætningen var for ham lige nu svær at håndterer. Han måtte væk, selvom han inderst ikke havde lovet sig selv aldrig at efter lade sin egen lillebror nogen steder uden han eller deres mor som form for opsyn. Stille bakkede Lupë et par skridt, før han fik tvunget sig selv til at prøve at se Belial i øjnene.

"Jeg håber du er tilfreds... hils mor."; dæmpet var hans ord, en smule dæmrende over situationen, før han vendte rundt og traskede ud i buskadset. Med kurs mod Enophis...

[ OUT ]

Bedrøvet stod Belial til. Han anede ikke hvad han skulle stille op. Det dumme ønske! Belial var rasende, ikke på sin broder, bestemt ikke- men på ham selv og på den dumme røde hingst der havde talt usandt.
Han ville gøre det godt igen, men den unge plag anede ikke hvordan. Han ville bestemt ikke spørge den røde hingst igen- ikke sådan som han løj.

Hils mor.. men hvor skulle Lupë hen? Den spraglede mule åbnede sig, men ingen ord kom ud. Han så til mens han broder forsvandt. Væk.. det måtte ikke være for altid!
Tyst faldt en tåre ned over hans kinder. Første gang den unge hingst græd. Hvordan skulle han overhoved kunne se sin bror i øjne nu? Hvis han overhoved så ham igen- eller hans moder? Eller brodeskabet- FUCK!

- OUT